Rt-1892-363

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1892-04-23
Publisert:	Rt-1892-363
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 53/1 1892.
Parter:	Straffesag mod August Andersen (Aktor: Overretssagfører F. A. Krog til Prøve - Forsvarer: Schweigaard ved Klingenberg).
Forfatter:	Mørch, Birkeland, Løchen, C. Hansteen, Ottesen, Broch, Justitiarius Lambrechts
Lovhenvisninger:	Straffeprosessloven (1887) §86, §159, §19, §22, §391, §400, §402, §405, §406, §83, §89, §90

Extraordn. Assessor, Sorenskriver Mørch: Efter Klage fra Kolportør Joseph Andreas Andersen afødt xx.xx.1891 blev August Andersen ifølge Borgarthings Statsadvokaters Beslutning afødt xx.xx.1891 undergivet Tiltale til Fældelse efter Straffel.s 21-1 fo bedragersk Forhold «ved den 19 Marts 1891 at foranledige sig udbetalt af Joseph Andersen de sidste 400 Kr. af de 1000 Kr., som Sidstnævnte ifølge Kontrakt afødt xx.xx.1891 skulde tilskyde til Driften af den af Tilt. stiftede Forretning, Kristiania Vævskefabrik, idet han forevise et urigtigt Opgjør, hvorefter de tidligere udbetalte 600 Kr. har medgaaet til Forretningens Drift og Intet til hans personlige Brug.

Ved Kristiania Meddomsrets Dom afødt xx.xx.1891 blev Tilt. for Forbrydelse mod 21-1 idømt en Straf af 15 Dages Fængsel paa Vand og Brød samt Sagsomkostninger Kr. 30.00 og Erstatning til Klageren Kr. 400.00.

Tilt. begjærde paa Stedet Sagen undergivet fornyet Behandling ved Lagmandsret, idet han benegtede at være skyldig. Ny Tiltalebeslutning udfærdigedes den 24 Decbr., og efter lovlig Tilstevning som Sagen under Behandling for Oslo Lagmandsret den 3 Febr. d. A. Efterat Sagsbehandlingen paa regelmæssig Maade var forberedt, Paatalemyndigheden havde givet sin Fremstilling og Tilt. sin Forklaring og Bevisførelsen var tilendebragt ved Afgjørelse af 6 Vidner, «fremstod atter,» heder det, 1 V. (Klageren) og forklarede, at Tilt. havde fyldestgjort for sig paa en saadan Maade, at han ønskede Tiltalen frafaldt.» Tilt. erklærede paa Forespørgsel, at han ogsaa ønskede, at Tiltalen frafaldtes, hvorledes Statsadvokaten frafaldt Tiltalen og androg om, at det maatte blive afsagt Frifindelsesdom, idet han særlig fremhævede, «at efter de idag fremkomne Oplysninger forekom ham tvivlsomt, hvorvidt Til.s Forhold fyldestgjorde Lovens Forudsætninger for Bedrageriforbrydelsen.» Retten afsagde derefter Dom, hvorved August Andersen frifandtes for Paatalemyndighedens Tiltale. Ved Ankeerklæring af 16 Febr. d. A. har Rigsadvokaten paa det Offentliges Vegne erklæret Anke paa denne Dom, idet han har fundet det tvivlsomt og ønsket Høiesterets Afgjørelse paa Spørgsmaalet om, hvorvidt Paatalemyndigheden i et Tilfælde som det foreliggende har lovlig Adgang til at frafalde Forfølgningen med den Virkning, at Retten uden Lagretteskjendelsen maa afsige Frifindelsesdom. Sagens Dokumenter er derefter af Rigsadvokaten oversendt til

Side:364

Høiesterets Kjæremaalsudvalg, som har oversendt Sagen til Høiesterets Prøvelse.

Det første Spørgsmaal, som fra Forsvarerens Side er vakt, er, hvorvidt Anken er forsent fremkommen. Dommen er, som nævnt, af 3 Febr., og Anken er dateret 16 Febr. og forkyndt 17 Febr. Det er imidlertid her nu oplyst, at Ankeerklæringen er leveret til Stevnevidnerne den 16 Febr. om Aftenen Kl. 10.15, og efter Straffeprocesl.s §159 maa det ansees tilstrækkeligt, at Anken inden Fristens Udløb er sendt til Stevnevidnerne.

Der er videre fremholdt, at der ikke er Adgang til Anke, idet Dommen er afsagt til Gunst for Tilt. overensstemmende med Paatalemyndighedens egen derom nedlagte Paastand. Hertil er imidlertid at bemærke, at det, som er Gjenstand for Paaanken, er Domstolenes Befatning med Sagen, og ligesaavel som Retten maa kunne granske, om Paatalen er kommen fra kompetent Hold, maa den kunne granske, om Frafaldelsen af Paatale er kommen fra dertil kompetent Autoritet. Jeg er saaledes af den Mening, at de af Forsvareren fremholdte formelle Hensyn ikke er til Hinder for at Sagen tages under Behandling i Realiteten. Det Spørgsmaal, som foreligger, er, som anført, om Paatalemyndigheden med Hjemmel af Straffeprocesl.s §86, 2 Passus, kan frafalde en ved Meddomsretten paadømt Sag, der er indbragt til fornyet Prøvelse ved Lagmandsret med den Virkning, at Retten uden videre Forhandling maa afsige Frifindelsesdom. At den nævnte Passus i straffeproceslovens §86 ikke i og for seg indeholder hjemmel dertil følger ligefrem deraf, at denne Passus i §en maa læses i Forbindelse med samme Paragrafs første Passus, og Spørgsmaalet bliver da, om der efter denne første Passus er lovlig Adgang for Paatalemyndigheden til at frafalde Paatale i et Tilfælde, som nærværende. Der gjøres gjældende, at dertil ikke er lovlig Adgang, fordi det i Lovstedet heder: «Indtil Dom er falden eller Lagrettens Kjendelse er afgiven,» og i et saadant Tilfælde som nærværende er der faldt Dom i Sagen. Jeg mener imidlertid, at Lovstedet bør læses, som om der stod: «Indtil en forventendes Dom er afsagt.» Læser man det paa denne Maade, indser jeg ikke, at der fra Ordenes Side er Noget til Hinder for, at Paatalemyndigheden frafalder Paatale, i et Tilfælde som nærværende med den nævnte Virkning. Og naar saa er, mener jeg, at Hensigtsmæssigheds-Hensyn i høi Grad taler for, at antage at Straffeprocesl.s §86 anden Passus finder Anvendelse ogsaa ved fornyet Prøvelse af Meddomsretsdommen ved Lagmandsret. Jeg mener derhos til Støtte for min Mening at burde fremholde, at en Meddomsretssag ved Paaanke til fornyet Behandling ved Lagmandsret bliver ligesom en ganske ny Sag. Naar man herimod har indvendt, at Meddomsretsdommen dog existerer, er dette vistnok paa en Maade saa, men den er dog ialfald paa en formel Maade bragt ud af Verden ved den stedfundne Paaanke, og jeg indser ikke, at der af den Grund at der paa en vis Maade kan siges at existere en ældre Dom bør være Noget til Hinder for, at der gaaes frem saaledes som i nærværende Tilfælde skeet. Skulde ikke saa kunne ske, vilde det lede til ganske unødige Ommsvøb, hvormed der ikke kan indsees at ville være vundet Noget. Hvis man ikke er enig i den af mig hævdede Forstaaelse, vilde det lede til Konsekventser, som jeg maa anse for høist uheldige. Naar saaledes Paatalemyndigheden maatte finde, at der med Hensyn til et enkelt Punkt ikke forelaa Bevis, saa at det var umuligt forsaavidt at faa en fældende Dom, saa skulde konsekvent heller ikke en saadan enkelt Side af Sagen kunne frafaldes. At statuere dette, tror jeg vilde være lidet heldigt. Efter det Anførte og idet jeg formener, at der ikke kan være nogen Betænkelighed ved at indrømme Paatalemyndigheden i Tilfælde som nærværende Ret til efter Straffeprocesl.s §86 1 Passus at frafalde Paatale med den Virkning, at Retten uden videre Forhandling maa afsige Frifindelsesdom,

Side:365

voterer jeg for, at Anken forkastes. Den modsatte Anskuelse af den, jeg holder paa, har Rigsadvokat Getz hævdet i en Afhandling, der er indtaget i Rt-1892-Nr. 6. Med Hensyn hertil skal jeg kun bemærke, at det dersteds Anførte ikke har kunner overbevise mig.

Ved Processualia, forsaavidt de ere dokumenterede, har jeg Intet at bemærke.

Konklusion:

Anken forkastes. Aktor og Forsvarer for Høiesteret, overretssagfører F. A. Krog, og Advokat Schweigaard, tillægges i Salarium, Førstnævnte 80 - otti - og Sidstnævnte 60 - sexti - Kroner, hvilke Beløb udredes af Statskassen.

Extraordn. Assessor, Advokat Birkeland: Jeg har med Hensyn til Spørgsmaalet, hvorvidt Anken skal forkastes, en anden Opfatning end Førstvoterende. Spørgsmaalet er, om vedkommende Statsadvokat i nærværende Tilfælde har været berettiget til at frafalde Forfølgning med den Virkning, at Lagmandsretten uden videre har at tage denne Frafaldelse tilfølge i Form af en frifindende Dom: Jeg finder, at Ordene i Straffeprocesl.s §86 er imod at tillægge Statsadvokaten en saadan Myndighed. Paragrafen har nemlig i 1 Passus Restriktionen «Indtil Dom er falden,» og det maa unegtelig siges, at hvor en Meddomsretssag, hvori der er falden Dom, indbringes for Lagmandsretten, er der falden Dom i Sagen. Det kan siges, at Loven forudsætningsvis ikke har tænkt paa det Tilfælde, der indtræder, hvor en Sag indbringes til fornyet Behandling ved høiere Ret, og at derfor Ordene ikke skulde kunne tillægges en saa stærk Vægt. Men det forekommer mig dog paa den anden Side, at der maatte haves en udtrykelig Hjemmel for Statsadvokaten til at optræde som skeet. Saadan Hjemmel kan jeg ikke finde, at der haves i Loven. Og at tillægge ham en saadan Hjemmel forekommer mig at være i den Grad stridende med en Doms Begreb og en Doms sædvansmæssige Retskraft, at jeg af juridiske Grunde ikke drister mig til at gjøre dette Skridt. Det er sagt, at en Sag, naar den kommer ind for Lagmandsretten efterat være paadømt ved Meddomsret er res integra, og dette forholder sig selvfølgelig saa i meget stor og meget vigtig Udstrækning. Det gjælder saaledes generelt talt det hele Bevismateriale. Men at den afsagte Meddomsretsdom derhos skulde kunne betragtes som død og ikke længere existerende, forekommer mig at have temmelig bestemte Forudsætninger i Loven mod sig. Jeg skal nævne Straffeprocesl.s §405, fremdeles §391, sammenholdt med §402 og §406, hvilke sidste forudsætter, at Meddomsrettens Dom fremdeles baade existerer og kommer til Virksomhed som en fuldt retsgyldig effektiv Dom. I et Tilfælde som nærværende, hvor Tilt. paa sin Side har samtykket i Frafaldelsen, og hvor der er afsagt en ny Retsddom, nemlig en Lagmandsretsdom lydende paa Frifindelse, maa jeg medgive, at det i Formen Anstødelige i, at en Dom uden videre tilsidesættes af Paatalemyndigheden, er mindre fremtrædende. Men efter min Opfatning er det ogsaa nærmest en Form, medens Realiteten ligefuldt er den, at det skal hvile i Paatalemyndighedes Haand ved dens Erklæring at sætte en Dom ud af Kraft. Jeg maa nemlig opfatte §86 saaledes, at naar Paatalemyndigheden, efterat Hovedforhandlingen er paabegyndt, frafalder Sagen, staar der intet Andet tilbage for Lagmandsretten end ligetil at afsige en Frifindelsesdom. Er dette saa, forekommer det mig, at Konsekventsen bliver den, at Paatalemyndigheden, navnlig ogsaa ved at kunne paaanke til Gunst for Tilt., altid skulde kunne have det i sin Haand at gjøre en afsagt Meddomsretsdom virkningsløs gjennem Frafaldelse af Forfølgningen. Men et saadant Forhold mellem Paatalemyndigheden paa den ene Side og Domstolene paa den anden Side forekommer mig helt fremmed og ikke ubetænkeligt at statuere.

I Henhold til saadan Grundbetragtning, uden at jeg finder mig foranlediget

Side:366

til at gaa nærmere ind i Detailler, er jeg af den Mening, at den paaankede Dom og den til Grund for samme liggende Hovedforhandling bør ophæves, fordi Paatalemyndigheden ansees uberettiget til at frafalde Tiltalen, efterat Dom af Meddomsretten er afsagt. At forme nogen Konklusion anser jeg efter den stedfundne Konference ufornødent. Jeg er iøvrigt enig med Førstvoterende.

Extraordn. Assessor, Advokat Løchen: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Hr. Assessor Birkeland.

Assessor C. Hansteen: Ligesaa.

Assessor Ottesen: Jeg er kommen til samme Resultat som Førstvoterende. Jeg finder med ham, at Straffeprocesl.s §86 (jfr. §83) ikke behøver at læses saaledes, at der ved Udtrykket «Indtil Dom er falden» er tænkt paa andet end den Dom, som umiddelbart resulterer af Forfølgningen. Det forekommer mig, at denne Opfatning af Paragrafen bestyrkes ved, at den samme Bestemmelse, som indeholdes i §86, fandtes i Jurykommissionens oprindelse Forslag i §89 og §90, paa en Tid altsaa, da det Afsnit, som den nye Lov indeholder om Prøvelse for høiere Ret, endnu ikke var indkommen. Det er altsaa klart, at der af Jurykommissionen ikke var tænkt paa Andet end den Dom, der fulgte efter Forfølgningen, og naar man saa indførte dette System med Adgang til Prøvelse for høiere Ret, maa disse Regler, som nu findes i L.s §86, ogsaa ligefrem blive at anvende paa denne Prøvelse og den Dom, som resulterer af denne fornyede Prøvelse, en Prøvelse, der, som af Førstvoterende anført, medfører i det Væsentlige en fuldstændig ny Behandling af Sagen efter en ny Tiltalebeslutning og en ny Forundersøgelse og Hovedforhandling. Med denne Bestemmelse om, at Prøvelsen skal være en fuldstændig ny og uafhængig Retshandling er det uforeneligt at tage Hensyn til, hvad der ved Sagens tidligere Behandling for Meddomsretten er forhandlet og afgjort. Det vilde ogsaa efter min Mening lede til stødende Konsekventser at antage noget Andet. Deraf vilde jo være en Følge, at Paatalemyndigheden under den nye Sag for Lagmandsretten skulde være uberettiget til at frafalde en enkelt Del af den tidligere Sag, f. Ex. om Tilt. ved Meddomsretten var dømt for to Tyverier, og Paatalemyndigheden derefter fandt Beviset for det ene Tyveri afgjørende, medens der derimod for det andet efter Sagens Oplysninger intet Bevis forelaa. Jeg kan ikke her lægge nogen Vægt paa, at der i visse Tilfælde er tillagt en Meddomsretsdom en Virkning, nemlig naar den ikke er hævet ved nogen senere Dom. Der er her faldt en frifindende Dom, der med fuldstændig Klarhed hæver enhver Virkning af Meddomsretsdommen, og jeg kan saaledes ikke finde, at Følgen af, at man her frafalder Tiltalen, skulde være, at Paatalemyndigheden vilde have Ret til uden videre, og uden at der var nogen Retsforfølgning, at frafalde enhver Tiltale. I nærværende Tilfælde har man en udtrykkelig Frafaldelse af Klagen fra Klagerens og fra Paatalemyndighedens Side samt en Erklæring fra Tilt.s Side om, at han ogsaa ønskede Sagen hævet, og det vilde da efter min Mening være et urimeligt Resultat, om Tilt. nu, efterat der er faldt en Frifindelsesdom, atter igjen skulde komme under Tiltale. Det vilde derhos være liden Sammenhæng i, at, medens Frafaldelse af Forfølgning efter §86 kan ske af de grovere Forbrydelser, som alene kunne behandles ved Lagmandsret (§19), skulde dertil ikke haves Adgang med Hensyn til de mindre Forseelser, der i Reglen skulle behandles af Meddomsret (§22) og først, efter der at være paakjendte, komme ind for Lagmandsret (§400). Som af den konstituerede Rigsadvokat bemærket, er denne Fortolkning af Straffeprocesl.s §86 bleven befulgt ved flere Anledninger, og at den anbefaler sig i praktisk Henseende, forekommer mig ogsaa af den Grund, som jeg nys har anført, at være indlysende. Skulde Rigsadvokaten finde, at der fra

Side:367

Paatalemyndighedens Side blev øvet nogen Misslighed med Hensyn til Frafaldelse af Paatale, har han det jo i sin Magt ved at instruere sine Underordnede at forebygge Saadant for Fremtiden.

Extraordn. Assessor, konst. Generalauditør Broch: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med DHrr. Assessorer Mørch og Ottesen.

Justitiarius Lambrechts: Jeg skal kun ganske kort, om end til Overflod, præcisere, hvad der selvfølgelig ogsaa ligger i Udtalelserne fra de Herrer, som staa paa samme Side som jeg, nemlig at Paatalemyndigheden ikke har nogen Myndighed til at sætte sig ud over en afsagt fældende Meddomsretsdom uden at have erhvervet en Kassationsdom fra høiere Domstol. Spørgsmaalet er altsaa kun, om Paatalemyndigheden i et Tilfælde som nærværende kan forlange saadan Kassation gjennem en Frifindelsesdom fra Lagmandsrettens Side. Det er dette, jeg med de nævnte Herrer ikke kan finde afskaaret ifølge Forskrifterne i Straffeprocesl.s §86, 1 og 2 Passus.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.