Rt-1892-370

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1892-04-01
Publisert:	Rt-1892-370
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 44/1 1892
Parter:	H. Prydz, F. Prydz og afdøde H. R. Borchs Arvinger (Johannes Bergh) mod Erik A. Lundesgaard (Platon).
Forfatter:	Ph. Hansteen, Mørch, Motzfeldt, Reimers, Thoresen, Scheel, Saxlund
Lovhenvisninger:

Assessor Ph. Hansteen: Med Hensyn til denne Sags Foranledning og dens faktiske Omstændigheder henvises til, hvad forsaavidt er refereret i Præmisserne til Dom, afsagt at Kristiania Stiftsoverrets 1 Afdeling den 16 Decbr. 1889, samt videre til hvad der er anført i Præmisserne til Kristiania Overrets Dom afødt xx.xx.1892.

«Den 28 Oktbr. 1887 afholdtes der ifølge Rekvisition af Overretssagfører Bache som Kurator i E. Chr. Lundesgaards Konkursbo 3 Gangs Auktione bl. A. over Boets Eiendom Lundesgaarden nedre under Matr. Nr. 185, l.nr. 444 a i Lunder Sogn af Norderhov Præstegjeld. Under Auktionen blev Gaardbruger Hakon Prydz Høistbydende paa Gaaarden med to andre mindre Brug og erholdt Tilslag for Kr. 74,500.00. I Møde af Boets Bestyrelse den 12 Novbr. næstefter besluttedes H. Prydz's Bud approberet. Under 26 s. M. udfærdigede Konkursmandens Broder Erik A. Lundegaard, der agtede at indløse nedre Lundesgaarden med Hjemmel af Odelsret, Klage til Forligelseskommissionen mod Hakon Prydz. Klagen blev af vedkommende Forligelseskommissær forsynet med Indkaldelsespaategning den 27 Novbr. om Morgenen, men da denne Dag var en Søndag, dateret den 28 s. M., hvorpaa Klagen blev Hakon Prydz forkyndt den 29 f. M. Ved Forkyndelsen bemærkede H. Prydz, hvad der blev tilføiet Forkyndelsespaategningen, at han havde Eiendommen i Fællesskab med daværende Overretssagfører, nu konst. Assessor i Kristiania Byret, Fr. Prydz og Proprietæt H. R. Borch, ligesom han ogsaa ved Sagens Foretagelse i Kommissionen gjorde gjældende, at han blot var Eier af en Trediel af Odelsgodset. Forligsmæglingen den 12 Decbr. var forgjæves, saa Sagen blev henvist til Retten. H. Prydz havde imidlertid ogsaa i Skrivelse afødt xx.xx.1887 med Paategning af samme Dag af H. R. Borch og F. Prydz underrettet Sorenskriveren i Ringerike Sorenskriveri om, at disse to, hver for en Trediepart var indtraadte med ham i det af ham ved Auktionen gjorte Bud over Lundesgaarden og anmodet om Udfærdigelsen af Auktionsskjøde. Saadant Skjøde blev udfærdiget til dem under 17 Decbr. næstefter og thinglæst samme Dag. Under 15 og 17 Decbr. havde imidlertid Odelsprætendenten ladet saavel H. Prydz som F. Prydz og H. R. Borch udsige fra Eiendommen i Henhold til Odelsl.s §20, hvorpaa de ligeledes alle tre blev stevnte til Odelstaxten. Under Taxten, der afholdes 26 Juni 1888 anførte Gaardens Eiere, at Odelssøgsmaalet var fuldstændig ulovskikket, fordi Forlingsmægling ikke var prøvet med Assessor Prydz og Proprietær Borch; Parterne blev imidlertid

Side:371

enige om at opsætte Proceduren om og Afgjørelsen af dette Spørsmaal indtil selve Løsningssagen blev inkamineret. Taxten blev derfor fremmet og Gaarden værdsat saaledes:

1. Huse og Jordvei Kr. 27,000.002. Skoven Kr. 62,000.00tilsammen Kr. 89,000.00

Herfra gaar imidlertid Værdien af et paa Gaarden hvilende

Livøre, der ansattes til Kr. 4,000.00Kr. 85,000.00

Ved Overtaxt afholdt den 21 Septbr. 1888 blev Huse og Jordvei taxeret til

Kr. 25,000.00Skoven til Kr. 47,000.00tilsammen Kr. 72,000.00og Føderaadet til Kr. 6,000.00 igjen Kr. 66,000.00

Efter Stevning af 20 Oktbr. s. A. blev Løsningssag mod Gaardbruger Prydz og Assessor Prydz samt Proprietær Borch inkamineret 29 Januar 1889, idet Odelsprætendenten foreviste Løsningsstevning og tilbød sig at løse Odelsgodset samt paastod Gaardens nævnte Eiere mod at han overtog de Odelsgodset faktisk paahvilende Heftelser og til Eierne betale, hvad de godtgjorde at tilkomme af Løsningssummen, tilpligtede til Lovens første Faredag under Udkastelsestvang til Fordel for Odelsprætendenten at fravige og ryddiggjøre nedre Lundesgaaren, samt under løbende Mulkt til Odelsprætendenten at udstede Skjøde paa samme Eiendom. DHrr. Prydz og Borch paastod først Sagen af foran anførte Grund afvist og sig tilkjendt Kost og Tæring. Ved Eragtning af Sorenskriveren i Ringerike Sorenskriveri med Meddomsmænd den 25 April 1889 blev den nedlagte Afvisningspaastand ikke taget til Følge, men Sagen udsat for Eierne overensstemmende med en af dem nedlagt subsidiær Paastand. Derefter paastod de Sagen afvist og sig tilkjendt Kost og Tæring eller sig frifundne og tilkjendte Sagsomkostninger. Ved Dom afsagt af Sorenskriveren med Meddomsmænd den 3 August 1889 blev Gaardbruger Prydz, konst. Assessor Prydz og Proprietær Borch tilpligtede under Udkastelsestvang til Lovens første Faredag for Erik Lundesgaard at fravige og ryddiggjøre Lundesgaarden mod Udbetaling af Løsningssummen 72,000 Kr. med Fradrag af de Odelsgodset paahvilende Heftelser (hvoriblandt 6000 Kr. for forannævnte Føderaad), samt til samme Tid under en Mulkt af 4 Kr. til Lunder Fattigkasse for hver Dag, de i saa Henseende sad Dommen overhørig, paa Cit.s Bekostning til denne at udstede lovligt Eiendomsskjøde paa Eiendommen. Processens Omkostninger ophævedes. Denne Dom saavel som ovennævnte Eragtning har H. & F. Prydz samt H. R. Borch efter Stevning afødt xx.xx.1889 med Erik Andersen Lundesgaard som Hovedmodpart og Sagvolder indanket her for Retten, hvor de har paastaaet Kjendelsen underkjendt og Dommen kjendt uefterrettelig, Sagen afvist fra Underretten og Indst. fradømt sin Odelsret, samt tilpligtet at betale til Appellsk. Kost og Tæring eller Procesomkostninger for begge Retter. Subsidiært har Appell.ne henstillet, at Sagens Udfald gjøres afhængig af Indst.s Ed, om ikke ved Sagens Paaklage at have kjendt til enten F. Prydz's eller Borch's Delagtighed i Kjøbet af Lundesgaard. Indst. har paastaaet nævnte Kjendelse og Underrettens Dom stadfæstet og Appell. tilpligtet at betale Indst. Processens Omkostninger ved Overretten.

Appell. gjør i det Væsentlige gjældende, at Sagen maa afvises, da Forligsmægling ikke har været anstillet med alle dem, der faktisk var Eiere af Lundesgaarden og saaledes Sagens Gjenstand materielt raadige. Det er

Side:372

i saa Henseende uden Betydning, om Indst. ikke kan bebreides, at han alene har rettet Mæglingen mod Hakon Prydz. Men desuden paastaar Appell.ne, at Indst. ikke har vist den fornødne Omhu for at rette den mod rette Vedkommende. Appell. ne gjør i saa Henseende gjældende, at det var almindelig bekjendt, at H. Prydz's Bud ved Auktionen skede ikke alene for denne selv, men ogsaa for de to andre. 1 og 2 Kontrav., henholdsvis Tilsynsmand og Kurator i Lundsgaards Konkursbo provede saaledes, at H. Prytz i et Bestyrelsesmøde i Konkursboet samme Dag som Auktionsbudet approberedes, udtalte, at Budet ikke var gjort for ham alene. Begge Vidner husker specielt, at han opgav Borch som Medinteressent, og 2 V. tror ogsaa, at han nævnte F. Prydz. Appell.ne har ogsaa fremlagt en Erklæring fra 29 Mænd af de omliggende Distrikter samt en Skrivelse fra Lensmanden i Lunder, hvori udtales, at de strax efter Auktionens Afholdelse og før Approbationen var vidende om, at F. Prydz og Borch var indtraadte som Deltagere i Kjøbet af Lundesgaarden. 1 og 2 V. under et ved Lunder Thing den 13 Septbr. 1889 optaget Thingsv., der begge bor i Nærheden af Lundesgaarden, forklarer, at de efter Auktionen af Marthe Helene Lundesgaard hørte, at Gaarden var solgt til de omhandlede 3 Mænd. De kan imidlertid ikke angive, naar de hørte dette, men det foresvæver dog 1 V., at det var samme Dag, paa hvilken Auktionen holdtes eller Dagen efter. 2 V. er ogsaa mest tilbøielig til at antage, at det var en kort Tid efter Auktionen, at hun hørte det Omforklarede. 2 Kontrav. forklarer endvidere, at Indst. var hos ham nogle Dage efter Approbationen, og Vidnet anser det saa omtrent selvfølgeligt, at han meddelte Indst., at F. Prydz og Borch skulde være indtraadte i Handelen, om end Vidnet ikke med Sikkerhed kan erindre det.

Indst. benegter imidlertid bestemt at have havt nogensomhelst Kundskab om, at H. Prydz havde Deltagere i Handelen. Han stod i den Tro, at Prydz var optraadt som Fuldmægtig for en Andreas Oppen. Af 2 Kontrav. fik han det Svar, at H. Prydz's Bud var approberet, uden at 2 Kontrav. ytrede det mindste om, at nogen anden end H. Prydz nu eiede Gaarden. 2 Kontrav. omtalte vistnok, at F. Prydz havde været hos ham og spurgt, om han vilde modtage Pengene, men fortalte ikke dette paa saadan Maade, at Indst. anfører imidlertid, at han, selv om han havde faaet at vide, at F Prydz og Borch var Medkjøbere, dog ikke pligtede at rette sin Klage mod dem. H Prydz maatte nemlig efter Indst.s Mening efter Auktionstilslaget ansees som Eiendommens lovlige Repræsentant, mod hvem Søgsmaal vedkommende Gaarden maatte rettes, lige indtil Skjøde paa Gaarden blev thinglæst den 17 Decbr.»

«Efter Overtaxtens Afholdelse inkaminerede Erik Lundegaarden Odelssag, under hvilken Odelsgodsets Eiere paastod Odelssagens Afvisning, Odelsrettens Tab paa Grund af en ved Forligsklagen begaaet Feil. Sagen blev paadømt ved Ringerike Sorenskriveris Dom afødt xx.xx.1889, hvorved Besidderne blev tilpligtede at fravige Gaarden og udstede Skjøde til Odelsprætendenten. Denne Dom blev stadfæstet af Kristiania Stiftsoverrets 1 Afdeling den 16 Decbr. 1889. Sagen blev derefter af Gaardens Eiere indanket til Høiesteret, hvor den nu staar.

Nu har H. Prydz, F. Prydz og H. R. Borchs Arvinger efter Stevning afødt xx.xx.1891 indanket ovennævnte under 21 Septbr. 1888 afholdte Overodelstaxt her for Retten, hvor de har paastaaet Taxten kjendt uefterrettelig at være og sig hos Indst. Erik Lundesgaarden tilkjendt Processens Omkostninger. Indst. paastaar Taxten stadfæstet og Appell.ne idømte Procesomkostninger ved Overretten.

Appell.ne anfører, at de, da Taxten afholdtes, ikke kjende til, at der tilligger nedre Lundesgaarden Ret til Skur og Maling paa Gaarden øvre

Side:373

Lundesgaardens Sag og Mølle. Denne Herlighed er efter Appell.nes Mening heller ikke kommen til sin Ret ved Overtaxten, hvorfor de antager, at Taxten maa kasseres som ikke omfattende Skjønsobjektet i sin Helhed. De ved Taxten fungerende Skjønsmænd er afhørte som Vidner under Thingsvidner ved Ringerike Sorenskriveri den 18 August 1891, og ved Kristiania Byret den 21 Novbr. næstefter. 4 og 5 Thingsv.ner ved førstnævnte Thingsvidne og 1 V. under Thingsvidnet i Kristiania forklarer, at de ikke ved Taxten har taget Hensyn til Herligheden; med Hensyn hertil prover 4 Thingsv., at han ikke er bleven bekjendt med Herligheden før i Anledning af Thingsvidnet, ligesom 5 Thingsv. udtaler, at han med Bestemthed ved, at han ikke ved Afgivelsen af sin Taxt tog Hensyn til heromhandlede Herlighed, idet han har seet efter i de Papirer, paa hvilke han ved Leiligheden nedskrev sin Taxt. 6, 7 og 10 V. under Thingsvidnet i Ringerike kjendte paa Forhaand til, at Herligheden tillaa Odelsgodset; 6 Thingsv. udtaler derfor, at han finder det sandsynligt han tog Herligheden i Betragtning ved Taxten, ligesom 10 Thingsv. erklærer, at han gjorde det, medens 7 Thingsv. ikke kan «erindre, at han tog Hensyn til» Herligheden. 8 Thingsv. erindrer, at Herligheden blev nævnt mellem Skjønsmændene forinden Taxtens Afgjørelse, saa han finder det sandsynligt, at han i sin Taxt tog den i Betragtning. 9 Thingsv. kjendte ikke til paa Forhaand, at Rettigheden existerede; muligens siger han, blev den omtalt under Taxten, og isaafald antager Vidnet, at den blev medtaget af ham i hans Taxt; men om saa skede kan Vidnet ikke erindre. Endelig kan bemærkes, at 10 Thingsv. har forklaret, at Indst. Erik Lundegaard den Dag Taxten skulde afgives, gjorde Taxtmændene bekjendt med Herligheden. Vidnet tør dog ikke forsikre, at alle Taxtmændene paahørte, at Indst. omtalte Rettigheden.

Indst. antager, at Herligheden maa være kommet med som en Faktor ved Odelsgodsets Værdsættelse, naar den har været omtalt under Taxtforretningn. Selv om imidlertid enkelte af Taxtmændene har undladt at tage Herligheden i Betragtning kan dog efter Indst.s Mening ikke Appell.ne faa Taxten underkjendt. Indst. gjør nemlig med Hensyn hertil gjældende, at det maatte være Appell.nes Sag, da de havde stevnet til Taxten, at drage frem de Momenter, som de ønskede skulde tages i Betragtning i sin Favør. Indst. finder desuden, at det vilde være urimeligt at lade Feilen gaa ud over ham, da han ved selv at omtale Rettigheden for Taxtmændene fra sin Side har gjort Alt, for at Taxten skulde komme til at omfatte ogsaa den Faktor.»

De anførte tvende Overretsdomme ere nemlig ifølge Parternes Vedtagelse og en af Høiesteret under 29 Marts sidstl. Afsagt præliminær Kjendelse nu her for Retten tagne under Behandling som en Sag, til Paakjendelse underet.

Som det vil sees, er Sagen en Odelsløsningssag, anlagt af Erik A. Lundegaard begyndt ved berammet Forligsklage mod Hakon Prydz og senere fortsat ved Udsigelse og øvrige processuelle Skridt mod ham samt Overretssagfører Fr. Prydz og H. R. Borch, til Indtale paa Odel af Gaarden Lundegaarden nedre, Matr. Nr. 185, l.nr. 444 a i Lunder Annex til Norderhov. Det vil dernæst sees, at de under Sagen foreliggende Tvistemaal mellem Parterne angaa: a) Gyldigheden af den foretagne Forligsbehandling, mod hvilken er gjort den Indsigelse, at Klagen kun er udtaget mod Hakon Prydz, skjønt han angivelig, og efter hvad han opgav ved Klagens Forkyndelse, ikke da var Eneeier af Odelsgodset og b) at der ved Overodelstaxten skal klæbe en saa væsentlig Mangel, at den ikke kan staa forfulde, idet der skal være undladt at tage Hensyn til en Odelsgodset tilliggende Servitutrettighed angaaende fri Maling og Sagskur paa en Naboeiendom.

Ved den i Sagen under 3 August 1889 af Sorenskriveren paa Ringerike

Side:374

med Meddomsmændt afsagte Dom, der kun angik det omhandlede Spørgsmaal vedkommende Forligsklagens Gyldighed, blev, som det vil være seet af det Citerede, Odelsprætendentens Paastand om Løsningsret taget tilfølge med Ophævelse af Processens Omkostninger, og denne Underrettens Dom blev under 16 Decbr. 1889 af Stiftsoverretten stadfæstet, kun med den Forandring, at Fravigelsen skulde ske til Lovens første Faredag 8 Uger efter Overretsdommens Forkyndelse; Processens Omkostninger for Stiftsoverretten bleve ophævede. Ved den anden i det Foregaaende berørte Overretsdom, nemlig Kristiania Overrets Dom afødt xx.xx.1892, der alene angik den afholdte Overtaxt Gyldighed, blev saaledes kjendt for Ret:

Den paaankede Overodelstaxtforretning afødt xx.xx.1888 kjendes ved Magt at stande. Processens Omkostninger ved Overretten ophæves.

Ved Stevning afødt xx.xx.1889 er den første af disse Overrretsdomme indanket for Høiesteret, og ved Kontinuationsstevning afødt xx.xx.1892 er lignende Appel skeet paa den sidste Overretsdom, og er det begge disse Appelsager, som ifølge den overfor nævnte præliminære Kjendelse af Høiesteret af 29 Marts nu foreligge underet.

At Appell.ne, Odelsgodsets Besiddere, er her for Retten nedlagt saadan Paastand:

At Indst. fradømmes sin Odelsret til Nedre Lundesgaarden;

Subsidiært:

At Sagens Udfald gjøres afhængig at Indst.s Ed. saaledes som ved Overretten paastaaet, og at - i Tilfælde - Løsningssummen betales under Fradrag af Kr. 6000.00 for Føderraadet til den nu afdøde Marthe Andersdatter.

Derhos paastaaes Appell.ne hos Indst. tilkjendt Procesomkostninger.

For Odelsprætendenten Erik A. Lundesgaard er derimod nedlagt saadan Paastand:

At Overrettens Domme afødt xx.xx.1889 og 11 Januar 1892 kjendes ved Magt at stande, dog saaledes at Fravigelsen sker til førstkommende Lovens Foredrag, samt at Appell.ne tilpligtes at betale Indst. Processens Omkostninger for Høiesteret.

Jeg skal først omhandle Spørgsmaalet om Forligsklagens Gyldighed.

Som allerede i det Foregaaende bemærket, grunde Appell.ne sin Indsigelse mod Forligsklagen paa den Omstændighed, at den kun er rettet mod Hakon Prydz, og at Forligsbehandlingen saaledes ogsaa kun er foregaaet med ham som Eier og Besidder af Odelsgodset, idet Appell.ne gjøre gjældende, at ogsaa Assessor Fr. Prydz og H. R. Borch skulde have været indkaldte til Forligelseskommissionen som allerede paa den Tid indtraadte med Hakon Prydz som Medkjøbere, saaledes som af denne ved Forligsklagens Forkyndelse opgivet. Indst. her for Retten, Odelprætendenten, hævder derimod, at alene Hakon Prydz, han og ingen Anden, ved Forligsklagens Udtagelse og Berammelse var Eiendommens Repræsentant og saaledes den eneste, som han havde at holdte sig til ved Begyndelsen af sit Odelssøgsmaal, og at den Omstændighed, at der var Andre med i Handelen, var ham ubekjendt, og i ethvert Fald ham uvedkommende, idet H. Prydz alene stod som Kjøber ved den af E. Chr. Lundesgaards Konkursbo afholdte Auktion, ved hvilken han alene bød i eget Navn uden Antydning om, at der var flere med i Handelen, ligesom han ogsaa i sit Navn fik sit gjorte Bud approberet af Konkursboets Bestyrelse.

Jeg skal i denne Anledning bemærke, at der er dokumenteret en Udskrift af Konkursboets Bestyrelses Protokol, forsaavidt angaar hvad deri under 12 Novbr. 1887 er anført. Denne Udskrift lyder saaledes.

«Bestyrelsen i E. Chr. Lundegaards Konkursbo samlet paa Kurators Kontor i Hønefos til Behandling af Spørgsmaalet, om man skulde approbere

Side:375

eller forkaste det paa Boets Eiendomme gjorte høieste Bud. Kurator meddelte, at han havde konfereret med S. Haug. - - -

Man besluttede derfor at approbere H. Prydz Bud, hvad Kurator vil have at meddele Skifteretten og H. Prydz.»

Dette er det, som Odelsprætendenten mener at være, hvad han havde at holde sig til. Appell.ne for Høiesteret, Godsets Besiddere, bestride - som anført - dette og have sagt at godtgjøre, at Odelsmanden allerede, da han udtog sin Forligsklage, faktisk havde Underretning om, at Assessor, daværende Sagfører Fr. Prydz og H. R. Borch vare indtraadte med H. Prydz i Handelen, og at han altsaa havde at rette sin Forligsklage ogsaa mod dem.

Jeg kan dog ikke finde, at der fra Appell.nes Side er ført tilstrækkelig Bevis for, at Fr. Prydz og H. R. Borch allerede da vare indtraadte i Handelen. Vistnok synes der at have gaaet Rygter i den Mening, men ved Siden deraf har der ogsaa gaaet Rygter om, at en anden Mand ved Navn Oppen skulde være Medkjøber sammen med H. Prydz. Efter en af Overretssagfører Schirmer i Sagen afgivet Erklæring, der af Parterne er vedtaget, som om den var beediget, forekommer det mig imidlertid lidet sandsynligt, at der paa den Tid, Klagen af ham udtoges for Odelsprætendenten, allerede var truffet nogen bestemt Overenskomst mellem H. Prydz samt Fr. Prydz og H. R. Borch om de to Sidstes Indtrædelse i Handelen, og ialfald synes det efter den nævnte Erklæring aldeles uantageligt, at det paa den Tid var Erik Lundesgaard bekjendt, at en saadan Overenskomst var truffet. Erklæringen gaar bl. A. ud paa, at Schirmer, da han blev anmodet om at skrive Forligsklagen for Odelsprætendenten, ikke havde nogen sikker Kundskab om nogen saadan Overenskomst, og at han derfor bad Erik Lundesgaard strax at gaa hen til den nærboende Kurator i Chr. Lundesgaards Konkursbo, Overretssagfører Bache i Hønefos og spørge ham, om nogen anden end H. Prydz for ham eller Boet var opgivet som Kjøber. Dette gjorde Lundesgaard, og da han kom tilbage, fortalte han til Schirmer, at Bache, hvem han havde truffet, havde sagt, at H. Prydz's Bud var approberet, og at han ikke kjendte til, om nogen Anden var Deltager i Handelen. Naar dette sammenholdes med, hvad Overretssagfører Bache bl. A. har forklaret om, at Lundesgaard, da han den omhandlede Dag kom til ham, spurgte ham (Bache), om han ikke kunde ville føre Odelssagen for ham, finder jeg det aldeles usandsynligt, at Bache skulde have givet Lundesgaard en saadan Underretning som den omhandlede, - hvilket Bache heller ikke erklærer med Sikkerhed at kunne erindre, omendskjønt han vistnok antager det omtrent selvfølgeligt, at han gav E. Lundesgaard Besked om, at Fr. Prydz og Borch vare indtraadte i Handelen, eftersom han var vidende om, at dette var Tilfældet; men da han som sagt har erklæret, at han ikke med Sikkerhed, erindrer, hvorvidt han har givet E. Lundesgaard Meddelelse herom, og naar dertil kommer, at Lundesgaard, efter hvad Bache selv erkjender, rettede det Spørgsmaal til denne om han ikke vilde føre Sagen for ham, og at Lundesgaard, da han som tilbage til Schirmer, fortalte, at han ikke havde faaet anden Besked af Bache, end at H. Prydz's Bud var approberet, og at Bache ikke vidste om, at der var indtraadt nogen Anden i Handelen, - kan jeg ikke andet end anse det for overveiende sandsynligt, at Lundesgaard ikke har faaet anden Besked, og Baches Erindring bider sig jo desuden i dette Punkt at være mangelfuld. Der har fra Appell.nes Side været anført, at der allerede i Bestyrelsesmødet den 12 Novbr., da H. Prydz's Bud blev approberet, havde været paa Tale, at H. Prydz skulde have Medkjøbere; men efter hvad saavel Kurator i Boet, nævnte Bache, som Boets to Tilsynsmænd, Gaardbruger Bliksrud og Kjøbmand Weien, have forklaret, kan det ingenlunde antages, at saa har været Tilfældet, om

Side:376

der end muligens i Bestyrelsesmødet efter Approbationens Meddelelse har samtalevis været ytret eller antydet Formodninger i saadan Retning. Der er ganske vist i Sagen nogen Antydning til, at Fr. Prydz og Borch allerede nogle Dage efter det omhandlede Bestyrelsesmøde vare indtraadte i Handelen, idet nemlig Overretssagfører Bache ved Brev af 15 Novbr. til Lensmanden i Lunder angaaende nogle Ovne paa Odelsgodset ytrer sig saaledes: . . .«Det er nemlig nu Meningen at faa den nye Eier eller rettere Eiere - Brødrene Prydz og Borch - til at kjøbe de usolgte Ovne.» Men der er Intet oplyst om, at denne Skrivelse er kommet til Odelsmandens Kundskab, og der forekommer mig heller ikke berettiget i en saadan tilfældig Ytring i et i en ganske anden Anledning skrevet Brev at se noget Bevis for, at en fast og sikker Overenskomst var truffet mellem H. Prydz og hans Broder samt Borch. For mig staar det saa, at den Omstændighed, at H. Prydz havde approberet Auktionsbud, og at dette var meddelt Skifteretten, her maa være afgjørende; herfor finder jeg en Bestyrkelse i en Rt-1838-489 refereret Høiesteretsdom, hvortil jeg forsaavidt henviser. At H. Prydz underhaanden og ganske privat optager nogle andre i Handelen, forekommer mig ikke at kunne medføre, at Odelsmanden havde at henvende sig med sin Forligsklage til nogen Anden end ham, aldenstund Odelsmanden derom ingen eller ialfald ingen sikker eller bestemt Kundskab havde. Det er ogsaa paa det Rene, at Erik Lundesgaard fik sin Forligsklage skrevet. Forinden Brødrene Prydz og Borch henvendte sig til Sorenskriveren om at saa Auktionsskjøde, idet Forligsindkaldelsen, efter hvad Forligelseskommissæren Lendmand Tangerud har erklæret, blev forsynet med Berammelsespaategning allerede Søndagen den 27 Novbr. om Morgenen, uagtet den først blev dateret den 28 Novbr., og den 27 om Morgenen var endnu ikke Appell.nes Brev til Sorenskriveren om Auktionsskjødes Udfærdigelse skrevet; først den 17 Decbr. næstefter fik H. og Fr. Prydz samt Borch Auktionsskjøde udfærdiget. Til hvad jeg før har bemærket om, at der tidligere muligens nok kan have gaaet Rygter om, at de to Sidstnævnte vare med i Handelen, skal jeg ikke undlade at føie, at der om et saadant Rygte haves Forklaring af to Vidner fra en Nabogaard til Odelsgodset, nemlig 1 og 2 Thingsv. i Lunder den 13 Septbr. 1889, Ole Uggen og dennes Kone Gunhild Uggen. Men herpaa kan jeg ikke lægge nogen Vægt, idet jeg overhovedet ikke antager, at Odelsmanden behøver at tage noget Hensyn til deslige løse Rygter, ikke at tale om, at det aldeles ikke er sagt, at et saadant Rygte er kommet ham for Øre.

Efter det Anførte kommer jeg, hvad angaar Spørgsmaalet om Forligsklagens Gyldighed, til samme Resultat som Kristiania Stiftsoverrets 1 Afdeling i dens Dom afødt xx.xx.1889, og henholder mig ogsaa i alt Væsentligt til den deri givne Begrundelse. Jeg skal kun tilføie, at jeg anser Berammelsen af Løsningsmandens Forligsklage at være et officielt første Skridt i hans Odelssøgsmaal, og antager, at senere indtrufne Forandringer med Hensyn til Eiendomsretten til eller Besiddelsen af Odelsgodet ikke kunne bevirke, at tidligere processuelle Skridt skulde maatte omgjøres; i saa Henseende har Indst. her for Retten paaberaabt en i Rt-1872-361 flg. refereret Høiesteretsdom, kfr. Ogsaa Rt-1875-549, og jeg mener ogsaa, at deri indeholdes en Støtte for det saaledes Antagne.

Om at gjøre Sagens Udfald, saaledes som af Appell.ne in subsidium paastaaet, afhængig af Odelsprætendentens Ed, finder jeg ikke, at der bør være Tale.

Jeg skal nu gaa over til at omhandle det ved Kontinuationsappellen inddragen Spørgsmaal: hvorvidt den i Sagen afholdte Overodelstaxt kan staa for fulde. Dette er, som anført, antaget af Kristiania Overret i dens

Side:377

Dom afødt xx.xx.1892, hvilken Dom forøvrigt ikke var enstemmig, idet et af Rettens Medlemmer dissenterede derhen, at Overtaxten maatte kjendes uefterrettelig.

Som anført i det Refererede af Præmisserne til denne Overretsdom gaar Indsigelsen mod Overtaxten ud paa, at en Odelsgodset tilliggende Servitut til fri Maling og fri Skur paa en Naboeiendom ikke skal være taget med i Taxten. De Oplysninger, som herom haves, indeholdes i det forhen Refererede af Overretsdommens Præmisser. Som deraf vil sees, have vistnok tre af Skjønsmændene som Vidner erklæret, at der af dem ikke blev taget noget Hensyn til den omhandlede Rettighed ved Afgivelsen af deres Taxt, medens det derimod nærmest maa antages, at de øvrige fem af Skjønsmændene have erklæret, at de toge saadant Hensyn, hvilket navnlig 10 Thingsv. for sit Vedkommende med Bestemthed har erklæret at være Tilfældet, hvorhos han ogsaa har tillagt sit Prov, at han med Bestemthed erindrer, at Odelsmanden under Taxten var oppe hos Taxationsmændene paa det Værelse, hvor de afhandlede Taxten, og gjorde opmærksom paa den omhandlede Rettighed, uden at Vidnet dog med Sikkerhed kan sige, om alle Mændene hørte dette. 6 og 7 Thingsv.ner to af Skjønsmændene, have provet, at de forhen kjendte til Rettigheden. 8 Thingsv. finder det ogsaa sandsynligt, at Rettigheden blev omtalt under Mødet, og at der blev taget Hensyn til den, skjønt han ikke erindrer det bestemt; ligesaa 9 Thingsv. Da disse Vidnersprov bleve afgivne henved tre Aar efter Taxten, forekommer det mig meget rimeligt, at Vidnerne ikke kunne have nogen sikker Erindring om denne Detalj; men det forekommer meg dog, at naar flere av Mændene kjende til Rettigheden, og derhos Odelsmanden selv, som af 10 V. omprovet, gjorde opmærksom derpaa, er der al Rimelighed for, at den er bleven taget i Betragtning; i ethvert Fald tør jeg ingenlunde anse det Modsatte godtgjort. Til Sandsynliggjørelse af en manglende Erindring hos Mændene har Indst. paapeget, at en saadan manglende Erindring ogsaa har vist sig i et andet Punkt under Overtaxten, nemlig med Hensyn til hvorvidt en Sæter «Lysknappen» blev taget i Betragtning, om jeg maa indrømme, at ogsaa dette tjener til yderligere at sandsynliggjøre, at det her kun er manglende Erindring, som er Grunden til, at Oplysningerne ikke nu have kunnet gives med større Vished end skeet. Jeg skal derhos ikke undlade at paapege, hvad ogsaa af Indst. her for Retten er dokumenteret, at under et af en anden Odelsprætendent anlagt, men ikke forfulgt Odelssøgsmaal til samme Eiendom, blev Eiendommens Jordvei og Huse med den omhandlede Rettighed i 1891 kun taxeret for 23,000 Kr., medens Jordveien og Husene ved Overtaxten i 1888 blev taxeret for 25,000 Kr., altsaa ved Overtaxten i nærværende Sag for 2000 Kr, mere end ved Overtaxten i 1891, ved hvilken sidste Rettigheden blev taget i Betragtning. Efter dette synes det saameget mere besynderligt, om den ikke ogsaa skulde være taget med ved Overtaxten i 1888. Som en Omstændighed, der ogsaa gjør det lidet rimeligt, at ikke denne Rettighed skulde være medtaget ved Taxten, vil jeg heller ikke undlade at paapege, at vedkommende Mølle og Sagbrug ligger ganske tæt ved Husene, saaat det var let at komme til at tale med Folk, som kunde kjende til Rettigheden. Paa Appell.nes Auktionsskjøde er der ogsaa gjort en Anmærkning, som synes skikket til at opfordre dem til at søge nærmere Oplysning i Pantebøgerne, hvorved de jo let kunde have faaet Underretning om Rettigheden. I det Hele forekommer det mig, at Appell.ne, om Rettigheden ikke er taget i Betragtning, maa tilskrive sig dette selv, men forøvrigt antager jeg som overveiende sandsynligt, at den virkelig er medtaget i Taxten.

Efter dette kommer jeg i denne Sagens Del til samme Resultat som Overrettens Pluralitet, og Resultatet bliver da for mig i det Hele, at Odelsprætendentens

Side:378

Søgsmaal ansees rettelig fremmet, saaledes som ved de afsagte Overretsdomme bestemt.

Endnu staar tilbage at omhandle en Omstændighed, hvorpaa af Parterne er gjort opmærksom, nemlig at det Odelsgodset ved Sagens Tilstevning paahvilende Føderaad, der er taxeret til en Værdi af 6000 Kr., nu er bortfaldt og aflæst som Hæftelse paa Odelsgodset, idet nemlig Føderaadskonen efter Overrettsdommens Afsigelse er afgaaet ved Døden. Der er efter dette af Parterne reist Spørgsmaal om, hvorvidt det omhandlede Føderaads Værdi nu skal ogsaa i Løsningssummen, eller om den skal medtages deri. Efter Odelsl.s §29 kfr. §23 antager jeg, at det er Hæftelserne, saaledes som disse existere paa den Tid, da Pengene skulle betales, som skulle tages i Betragtning, hvorfor jeg antager, at de omhandlede 6000 Kr. maa blive at tillægge Løsningssummen og altsaa komme Besidderne tilgode. Den nævnte §29 lyder saaledes: «Saasnart endelig Dom er falden, skal det paaligge Odelsprætendenten, hvis han ved Dommen er kjendt løsningsberettiget, at indløse Godset til første Faredag derefter, imod Løsningssummens Erlæggelse i rede Penge,» - og saa staar der tilføiet i Parenthes «§23.» Efter denne Henvisning forekommer det mig, at det ikke kan være tvivlsomt, at denne Lovbestemmelse maa være saaledes at forstaa som af mig antaget.

Efter Sagens Beskaffenhed tror jeg, at Processens Omkostninger for alle Retter bør blive at ophæve.

Konklusion:

Den paaankede Overodelstaxtforretning afødt xx.xx.1888 bør ved Magt at stande. Appell.ne Gaardbruger Hakon Prydz, Byretsassessor F. Prydz og Proprietær H. R. Borch eller nu dennes Bo eller Arvinger bør under Udkastelses-Tvang, til Lovens første Faredag efter Høiesteretsdoms Afsigelse, for Indst. Erik A. Lundesgaard fravige og ryddiggjøre dennes Odelsgods l.nr. 444a Lundesgaaarden i Lunder, af Skyld 21 Mark 21 Øre, mod Udbetaling af Løsningssummen 72,000 - to og sytti Tusinde - Kroner med Fradrag af de Odelsgodset paahvilende Hæftelser. Saa bør ogsaa Appell.ne til samme Tid under en Mulkt af 4 - fire - Kroner til Stedets Herredskasse for hver Dag, de i denne Henseende sidde nærværende Dom overhørige, paa Indst.s Bekostning til denne udstede lovligt Skjøde paa Eiendommen. Processens Omkostninger for alle Retter ophæves.

Extraordn. Assessor, Sorenskriver Mørch: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Assessor Motzfeldt: Jeg kommer til et andet Resultat end de foregaaende Voterende.

Der er fra Indst.s Side gjort gjældende, at den, der har approberet Tilslag ved Tvangsauktion, - hvormed Indst. vil have sidestillet Auktion, afholdt af et Konkursbos Bestyrelse, - over en fast Eiendom, derved er blevet, hvad Indst. kalder Eiendommens Repræsentant, saaledes at Trediemand er berettiget til i ethvert Tilfælde ved Søgsmaal at holde sig til ham som Eiendommens Eier. Indst. anser ham som Eier og betragter det approberede Auktionsbud som jevngodt med thingslæst Skjøde. Heri kan jeg imidlertid ikke være enig. Auktionsprotokollen staar ikke i nogen direkte Forbindelse med eller Forhold til Pantebøgerne eller Thingslysningsvæsenet. Til Pantebøgerne, ikke til Auktionsprotokollen, henvises man af Lovgivningen for at faa Rede paa, hvem der er Eier af fast Eiendom. Derfor maa Indehaver at thingslæst Skjøde finde sig i at betragtes og behandles som Eier. Auktionen er derimod kun en særegen Form for Afslutning af Kjøbekontrakter, og Auktionsprotokollen danner kun Bevis for, hvad der er foregaaet under Auktionen. Den indeholder som Regel endog Intet om, hvorvidt Budet er approberet og derved Kontrakt kommet istand. Approbation

Side:379

meddeles jo som bekjendt i Regelen først længe efter paa Rekvirentens Kontor. Og forat Kjøberen skal blive Eier og faa Skjøde, udkræves der jo endvidere, at han skal have opfyldt Konditionerne og derom fremlægge Erklæring fra Rekvirenten. Det er fremholdt, at Afslutning af en Handel ved at foregaa gjennem Auktion skulde vinde en saadan Offentlighed, at man af den Grund skulde være berettiget til at behandle Auktionskjøberen som Eier. Dette vilde imidlertid ogsaa gjælde om Kjøb ved frivillige Auktioner og i endnu høiere Grad om thinglæste almindelige Kjøbekontrakter. Men at strække Konsekventsen saa langt vil neppe Nogen.

Jeg tror iøvrigt ikke, at Bud ved en almindelig Auktion blive i nogen særegen Grad offentlig bekjendte. Den, der i Pantebogen staar anført som Eier, bliver endvidere staaende der som saadan, indtil en Anden ved offentligt, thingslæst Dokument indføres i Pantebogen som Eier. Intet hindrer derimod den, der har erholdt Auktionstilslag, fra enten før eller efter Approbationen aldeles underhaanden med fuld Retsvirkning at overdrage sin Ret helt eller delvis til Andre. Auktionsprotokollen viser derfor aldeles ikke med nogensomhelst Sikkerhed, hvem der efter en afholdt Auktion er bleven Eier. Der maa andre Oplysninger til. Den, der har approberet Tilslag ved en Tvangsauktion, har efter min Mening heller ikke den samme Sikkerhed eller samme Retsstilling som den, der har thingslæst Skjøde. Hvorvidt der i denne Henseende er nogen Forkjel paa Tvangsauktion og Auktion, afholdt af et Konkursbos Bestyrelse, behøver jeg ikke at indlade mig paa. At den, der har approberet Tilslag ved en Tvangsauktion, har en særegen stærk Ret, kommer deraf, at Rekvirentens, Panthaverens Ret ansees overført til ham, saaleded at Auktionskjøberen staar sig i de samme kollisioner, hvori Rekvirentens Ret vilde have staaet sig. Men man kan ikke deraf slutte, at han i enhver Henseende maa regnes som Eier og lige med den, der har Skjøde paa sin Eiendom, - og specielt ikke at han endog mod sin Villie skal kunne tvinges til at staa for Eiendommen og modtage Søgsmaal i Anledning af den. Der er efter min Mening ikke Grund til i denne Henseende at behandle den, der udleder sin Ret fra Panthaveren, anderledes end den, der efter en almindelig Kjøbekontrakt udleder sin Ret fra Eieren. Men Indehaveren af en almindelig Kjøbekontrakt vil man dog ikke paa denne Maade gjøre til en tvungen Repræsentant for Eiendommen. Om Auktionskjøberen har overdraget sig approberede Auktionsbud til en Anden, har jo denne den samme stærkt beskyttede Stilling som den, der fik Tilslaget, og det samme Krav paa at blive betragtet som Eier. Om en Mand, der har erholdt approberet Tilslag paa en fast Eiendom, overdrager sig Auktionsbud til en Anden, og Eiendommen derpaa, hvad hyppig sker, ved Overdragelse af Auktionsbudet gaar fra Haand til Haand uden Skjøde, kan dog umulig, naar Forholdet oplyses, den første Auktionskjøder tvinges til fremdeles at staa for Eiendommen og modtage Søgsmaal i Anledning af samme for Forpligtelser, han ikke har overtaget. Der er ikke en uafbeviselig Præsumtion for, at den, der har Tilslag, ogsaa virkelig er Eier. Jeg antager, at Søgsmaal i saadanne Tilfælde maa rettes mod den efter dem, der paa den Tid i Virkeligheden ere interesserede i Eiendommen og have Dispositionsretten over den. Og jeg antager, at den, der vil optræde som Sagfører, er forpligtet til derom at skaffe sig Oplysning. Naar en Mand skal anlægge en Sag, kan man dog fordre, at han anstiller Undersøgelser om, hvem der er rette Vedkommende til at stevnes.

Spørgsmaalet bliver da for mig, hvem der paa den Tid, da nærværende Odelssøgsmaal anlagdes, stod i et saadant Forhold til Eiendommen nedre Lundesgaarden. Og dette antager jeg var de tre Appell. i Forening. Hakon Prydz var med fra først af, og at Borch indtraadte i Budet kort efter

Side:380

Tilslaget. Auktionens Rekvirent, Boets Kurator Overretssagfører Bache, har ogsaa forklaret, at han allerede ved Budets Approbation den 12 Novbr. 1887 havde erholdt Meddelelse herom, og hans Brev til Lensmand Tangerud afødt xx.xx.1887 viser jo aldeles klart, at han ialfald da havde denne Kundskab. Han opgiver jo deri som Eiendommens nye Eiere Brødrene Prydz og Borch. I Overensstemmelse hermed er det ogsaa, at Lensmanden i Brev af 22 Novbr. næstefter angaaende Forhold vedkommende Eiendommen Lundesgaarden henvender jeg til daværende Overretssagfører Fr. Prydz og anfører Eiendommen at tilhøre denne «med Flere.» Og i Skrivelse til Sorenskriveren af 27 Novbr. meddeles det jo af samtlige tre Appell., at de vare delagtige i Auktionsbudet hver for en Trediedel. Jeg anser det ikke tvivlsomt, at E. Lundesgaard, om han inden Klagens Udtagelse havde havt Kundskab om dette Forhold, maatte have anlagt Sagen mod alle tre. At dette ogsaa var hans egen Opfatning, fremgaar formentlig ogsaa af hans Henvendelse til Sagfører Bache den Dag, da Klagen blev skrevet. At E. Lundesgaard har kjendt til det virkelige Forhold, stiller sig for mig som overveiende sandsynligt. Sagfører Bache erklærer, at han antager, at han ved den nævnte Leilighed meddelte Lundesgaard, at Fr. Prydz og Borch vare belagtige i Budet med H. Prydz, - hvad der ogsaa efter Øiemedet med Lundesgaardens Henvendelse til ham er sandsynligt. Jeg finder det imidlertid ikke nødvendigt at afgjøre dette Spørgsmaal, idet jeg antager, at det havde været Odelsprætendentens Pligt, naar han vilde udtage Forligsklage, at skaffe sig paalidelig Oplysning herom. Der var jo da endnu ikke hengaaet mere end 14 Dage fra Approbationen, og H. Prydz havde ikke tiltraadt eller traadt i noget Forhold til Eiendommen. E. Lundesgaard havde jo ogsaa en særlig Opfordring til at anstille saadan Undersøgelse. Sagfører Schirmer havde jo nemlig, da Klagen skulde skrives, meddelt ham, at han (Schirmer) havde hørt, at der skulde nære flere med H. Prydz om Handelen. Det Naturligste vilde have været, om Lundegaard havde henvendt sig om Oplysning til den Mand, der havde erholdt Tilslaget, nemlig til H. Prydz, af hvem han vilde have erholdt fuldt Oplysning. Det Samme vilde han i ethvert Fald ogsaa have faaet, om han officielt havde henvendt sig til Rekvirenten Sagfører Bache, og, sandsynligvis ogsa, om han den Dag, da Indkaldelsespaategningen er dateret, og hvorfra jeg antager, at denne maa regnes, havde henvendt sig til Sorenskriveren som Auktionsforvalter. Den Meddelelse om det virkelige Forhold, som Odelsprætendenten fik ved Klagens Forkyndelse den 29 Novbr., altsaa Dagen efter Indkaldelsespaategningens Datum, antager jeg ogsaa maatte være tilstrækkelig til at forpligte ham til at udvide Sagsanlægget til at gjælde ogsaa de to andre i Eiendommen Interesserede. Om H. Prydz dengang havde helt overdraget sit Auktionsbud til Andre og var aldeles udtraadt af Handelen og ved Forkyndelsen havde oplyst dette, vilde det dog være aldeles urimeligt, om han alligevel skulde staaet for hele Odelssøgsmaalet. H. Prydz havde jo ingen Opfordring eller Anledning til specielt at meddele den ham aldeles uvedkommende Erik Lundesgaard Oplysning om Forholdet, forinden han havde erholdt Underretning om, at denne vilde anlægge Odelssægsmaal mod ham. Og man kan ikke sige, at Odelsprætendenten derved vilde komme i ett upaaregnet slet Stilling. Han vilde ikke blive værre stillet, end om H. Prydz umiddelbart ved Tilslaget til Auktionsprotokollen havde meddelt, at Budet var gjort paa alle Tres Vegne. Odelsmanden kan heller ikke klage over, at nogen Tid er spildt for ham ved manglede Underretning. Han fik jo som bemærket, Dagen efter Indkaldelsespaategningens Datum fuld Besked om det Hele, og han kunde da have foretaget den fornødne Rettelse. Vistnok vilde han ha ikke have kunnet udsige før Jul, og han havde altsaa maattet vente et Aar med sit Odelssøgsmaal. Men det Samme havde han

Side:381

jo ogsaa maattet, om han et Par Dage tidligere havde faaet fuld Besked om Forholdet.

Jeg kommer saaledes til det Resultat, at Sagen burde have været afvist fra Underretten som urettelig anlagt alene mod H. Prydz, og det bliver da unødvendigt for mig at indgaa paa Spørgsmaalet om, hvorvidt den paaankede Mangel ved Overodelstaxten skulde bevirke, at denne maatte kjendes uefterrettelig. Processens Omkostninger finder jeg Grund til at ophæve for alle Retter. Da jeg imidlertid har Grund til at tro, at der ikke er Pluralitet for min Mening, skal jeg ikke forme nogen Konklusion. Jeg skal kun bemærke, at jeg er enig med de foregaaende Voterende deri, at Føderaadets Bortfalden maa komme Besidderne tilgode.

Assessor Reimers: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Hr. Assessor Motzfeldt.

Assessor Thoresen: I det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Assessor Scheel: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Hr. Assessor Motzfeldt.

Assessor Saxlund: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.