Rt-1892-395

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1892-06-08
Publisert:	Rt-1892-395
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 75/1 1892
Parter:	Johan Larsen (Johs. Bergh) mod Skifteforvalteren i Aker, Sorenskriver Meidell (Kand. jur. Rolf Jacobesen til Prøve).
Forfatter:	Gram, Scheel, Ottesen, Thoresen, Mørch, Ph. Hansteen, Justitiarius Lambrechts
Lovhenvisninger:	LOV-1892-03-05

Extraordn. Assessor, forhv. Statsminister Gram: Den 30 April 1884 indgik Johan Larsen og Frithjof Michelsen en Interessentskabskontrakt, hvorefter de fra 1 Juni f. A. agtede at drive en Pantelaanforretning i Kristiania under

Side:396

Firma, «Kristiania nye Laaneindretning». Af Interessenterne var Johan Larsen, der havde Handelsborgerskab, bosat i Aker, medens Michelsen havde Bopæl i Kristiania. Michelsen tog Borgerskab som Pantelaaner. Ifølge Kontrakten stillede begge Interessenter sig fuldt ud ansvarlige for Forretningen. Nogen Anmeldelse i Firmaregistret af omhandlede Selskab har ikke fundet Sted. Efterat Selskabet havde drevet Forretninger i endel Aar under mere og mere ugunstige Vilkaar, begjærede i Marts 1892 en Kreditor Selskabet under Konkurs, og ved Kjendelse afsagt af Kristiania Skifteret den 2 Marts 1892 besluttedes Firmaet «Kristiania nye Pantelaaneindretning» taget under Skiftesrettens Behandling som Konkursbo. Michelsen har for Skifteretten oplyst, at han som Følge af Gjæld til Firmaets anden Indehaver var fuldstændig insolvent, og af en Meddelelse fra Skifteforvalteren i Kristiania fremgaar det, at Skifteforvalteren i Skifteretten har udtalt, at et Forlangende fra Michelsen om, at hans Særbo maatte tages under Behandling, ikke af Retten vilde blive tagen tilfølge, da Boet ikke kunde præstere de med Behandlingen forbundne Omkostninger. Derimod har Johan Larsen den 5 Marts d. A. fremstillet sig for Akers Skifteret og fremsat Begjæring om, at hans Bo maatte blive taget under Skifterettens Behandling som Konkursbo, da han ikke saa sig istand til at dække sine Forpligtelser. Han oplyste ved denne Anledning, at han foruden at være Interessent i det ansvarlige Firma, der nu stod under Kristiania Skifterets Behandling, havde endel Aktiva i Aker, der dog kun bestod i forskjellige Løsøregjenstande beroende i hans Bolig paa Nordstrand. Under Skiftehandlingen i Kristiania er forresten ogsaa oplyst, at Johan Larsen havde en Livsforsikringspolice, der ikke er inddraget under Konkursen i Kristiania.

Den 8 Marts afsagde Skifteforvalteren i Aker en Decision lydende paa, at den af Pantelaaner Johan Larsen fremsatte Begjæring om at tage hans Særbo under Konkursbehandling ikke tages tilfølge.

Denne Decision er af Johan Larsen indanket for Høiesteret, hvor han har nedlagt Paastand om, at hans Forlangende afødt xx.xx.1892 om, at hans Bo af Akers Skifteret tages under Behandling til Deling mellem hans Fordringshavere, godkjendes. Af Skifteforvalteren i Aker, der er stevnet som eneste Modpart, er nedlagt saadan Paastand: Principaliter, at Sagen afvises, og at Indst. hos Modparten tilkjendes Kost og Tæring; subsidiært at Indst. frifindes og hos Modparten tilkjendes Processens Omkostninger.

Indst.s Afvisningspaastand er grundet paa Bestemmelserne i Konkursl.s §131 sammenholdt med §10. Det anføres nemlig, at naar det i §131 er bestemt, at de i Lovens §10 omhandlede Beslutninger indankes umiddelbart til Høiesteret, saa gjælder dette, saaledes som §10 viser, alene de af Skifteretten afgivne Beslutninger, der træffes i Anledning af en af en Fordringshaver fremsat Begjæring om Konkursbehandling. Jeg medgiver, at denne Forstaaelse har Lovens Ord for sig. Men jeg tror dog, at der er overveiende Grund til at antage, at den nævnte Regel om Appel ogsaa kommer til Anvendelse paa Skifterettens Afgjørelse af, hvorvidt en af Skyldneren selv fremsat Begjæring om Skiftebehandling bør tages tilfølge eller ikke. Hva der har motiveret den anførte Lovbestemmelse er selvfølgelig den Interesse, som alle Vedkommende har i, at Spørgsmaalet saa hurtigt som muligt faar en endelig Afgjørelse, og denne Interesse kan med lige Styrke fremstille sig, hvad enten Begjæringen om Konkursbehandling hidrører fra Skyldneren eller fra hans Kreditorer. At Lovens Ord ikke udtrykkelig omfatter begge Tilfælde, har vistnok sin naturlige Forklaring deri, at Loven synes at forudsætte som en nogetnær selvfølgelig Ting, at et saadant af Skyldneren selv fremsat Forlangende ogsaa vil blive tagen tilfølge. Men undtagelsesvis kan jo, som nærværende Tilfælde viser, Sagen stille sig saa, at en saadan Begjæring ikke godkjendes. Foruden Tilfælde

Side:397

som det her foreliggende, kan der ogsaa opstaa Spørgsmaal om, hvor Debitors rette Værnething er, ligesom det paa den anden Side ogsaa kan tænkes, at den, der har opgivet sit Bo, fordi han formener sig at være ude af Stand til at fyldestgjøre sine Gjældsforpligtelser, efter senere modtagne Oplysninger anser sig vederheftig og ønsker atter at blive sit Bo raadig. I alle saadanne Tilfælde mener jeg, at Lovgrunden - en hurtig Afgjørelse af, hvorvidt Konkurs er forhaanden eller ikke, - er tilstede, og Analogien fra Bestemmelsen i Konkursl.s §131 saa nærliggende, at der er overveiende Grund til at antage, at Skifterettens Afgjørelse maa kunne indankes umiddelbart til Høiesteret. Jeg skal derfor gaa over til Sagens Realitet.

Til Begrundelse af sin Decision har Skifteforvalteren anført, at Foranledningen til det i Aker skede Opbud er den, om muligt at aabne en Særkonkurs over Opbyderens i Aker beroende Aktiva; men Skifteforvalteren finder ikke, at Betingelserne for Aabning af Særkonkurs her foreligger. Han antager vistnok, at der for ansvarlige Handelsfirmaers Vedkommende ved gjentagne Afgjørelser af Høiesteret er fastslaaet at der er Adgang til at aabne Særkonkurs i enhver af Interessenternes Boer. Spørgsmaalet er da, anføres det, om denne Retsregel ligefrem eller analogisk kan finde Anvendelse paa et Tilfælde som det her foreliggende, hvor der spørges om Pantelaanevirksomhed. Dette Spørgsmaal maa efter Skifteforvalternes Mening besvares benegtende, idet han antager, at en Pantelaanervirksomhed ikke kan siges at være Handel i Lovens Forstand, og at den Regel, der efter sædvansmæssig Retsudvikling er anseet gjældende for Handelsselskaber, ikke kan udvides til andre Interessentskabsforhold.

Jeg antager, at der ikke er nogen Grund for Høiesteret til under nærværende Sag at indgaa paa Spørgsmaalet om, hvorvidt det Selskab, hvorom her handles, er, hvad man kalder et Handelsselskab, eller at indlade sig paa en Underdsøgelse af, hvorvidt dette Spørgsmaals Besvarelse i den ene eller anden Retning kan blive at tillægge Virkning under den fremtidige Behandling af vedkommende Selskabs og dets Interessenters Boer. Der er, saavidt jeg har opfattet, ikke fra nogen Side reist nogen Indvending mod at der, forudsat at der her handles om et navngivent Handelsselskab, er Adgang til paa Interessenten Johan Larsens Bosted at aabne en Særkonkurs omfattende hans derværende Eiendele, der ikke ere inddragne under Interessentskabets Konkursmasse. Af hvad der er tilført angaaende Forhandlingerne for Akers Skifteret den 5 Marts d. A., fremgaar det, at den af Kristiania Skifteret opnævnte midlertidige Bestyrer af Interessentskabet var tilstede, og at der ikke fra hans Side er reist nogensomhelst Indvending mod Johan Larsens Konkursbegjæring. Jeg mener tillige, at det maa flyde af de af Høiesteret gjentagende trufne Afgjørelser, at naar et navngivent Handelsselskab kommer under Konkurs, kan der ved Siden deraf paa Interessenterned Bosteder aabnes Særkonkurser, under hvis Aktiva optages de af Interessenternes Midler, der ikke gaar ind under Selskabsmassen.

Hvad der derimod i nærværende Sag bestrides, er, at en lignende Fremgangsmaade skulde være anvendelig i Tilfælde af, at den navngivne Selskab, der er under Konkurs, ikke har Karakteren af et Handelsselskab, men af et rent civilt Interessentskab. Det anføres, at under sidstnævnte Forudsætning Selskabsmassen ikke kan blive at udsondre særskilt, men maa inddrages under de enkelte Interessenters Konkursboer. Jeg indser imidlertid ikke, at under de nu foreliggende Omstændigheder Afgjørelsen at dette Spørgsmaal foregribes ved, at Johan Larsens Konkursbegjæring tages tilfølge i den Udstrækning hvortil der for Tiden er Anledning. Efter min Mening var der ikke for Skifteretten paa Johan Larsens Hjemsted Føie til at vægre sig for at tage hans Bo under Behandling af den Grund, at der kunde opstaa Spørgsmaal om under Skiftebehandlingen at inddrage mere end hans Særeiendele

Side:398

i Aker, nemlig tillige hans Andel i Selskabets Aktiva. Johan Larsen var Deltager i et navngivet Interessentskab, som havde gjort Konkurs, og han har desuden selv under udtrykkelig Anførsel af, at han ikke saa sig istand til at fyldestgjøre sine Kreditorer, begjæret de Aktiva, som ikke er indbefattede under den i Kristiania aabnede Konkurs, tagne under Skiftesbehandling i Aker. Efter hvad Kristiania Skifteret selv har oplyst, gik den ud fra den Opfatning, at der ikke var Anledning for den til at tage disse paa Larsens Hjemsted beroende Aktiva under Skiftebehandling i Forening med Selskabets Masse. Jeg skjønner da ikke rettere, end at de i Konkursl.s §1 opstillede Betingelser for, at Konkursbehandling kan finde Sted, her er tilstede, og at Sagen alene kan fremmes og bringes i det rette Spor derved, at Appell.s Forlangende tages tilfølge. Herved er Intet foregrebet om, hvorledes i Tilfælde af eventuel Tvist Konkursforvaltningen yderligere vil blive at fremme, idet dette Spørgsmaal i sin Tid vil blive udredet og blive Gjenstand for senere Drøftelse og Prøvelse. Den af Kristiania Skifteret afgivne Decision gaar, som sagt, ud paa, at der i Kristiania skal aabnes en Konkurs, der alene omfatter de under Selskabets Masse hørende Midler, og saa længe som denne Afgjørelse ikke er paaanket, kan der selvfølgelig ikke under nærværende Sag være Anledning for Høiesteret til at løse Spørgsmaalet om, hvorvidt den Retsopfatning, hvorpaa denne Decision er bygget, er beføiet eller ikke. Det eneste Middel til at bringe et saadant Spørgsmaal under Afgjørelse, maa efter min Mening være, at der i den Udstrækning, hvortil der for Tiden er Anledning, aabnes Konkurs paa Interessenten Johan Larsens Hjemstad, idet jeg antager, at Spørgsmaalet om, hvorvidt og i hvilken Udstrækning hans og Selskabsmassens Kreditorer vil kunne gjøre sine Krav gjældende for Akers Skifteret, der vil kunne blive bragt frem, hvorhos selvfølgelig de Afgjørelser, som i saa Henseende maatte blive trufne af Skifteforvalteren i Aker, eventuelt kan gjøres til Gjenstand for Prøvelse af Høiesteret. Paa den anden Side vil da ogsaa formentlig de, der alene paastaa Anerkjendelse som Særkreditorer i Interessentens Bo udenfor Selskabsmassen ikke være afskaaret fra i forekommende Tilfælde at indhente Decision af Kristiania Skifteret.

Jeg kommer saaledes til det Resultat, at under enhver Forudsætning den af Akers Skifteforvalter afgivne Decision ikke er vel begrundet, og at den af Johan Larsen fremsatte Begjæring om Konkursbehandling maa blive at tage tilfølge i den Udstrækning, hvori der for Tiden er Anledning til at imødekomme den. Processens Omkostninger antages efter Omstændighederne at burde ophæves.

Konklusion:

Den paaankede Skiftedecision underkjendes og bliver den af Appell. Johan Larsen under 5 Marts 1892 fremsatte Begjæring om, at hans Eiendele i Aker dersteds undergives Konkursbehandling, at tage tilfølge. Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves.

Assessor Scheel: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Assessorerne Ottesen og Thoresen, extraordn. Assessor, Sorenskriver Mørch, Assessor Ph. Hansteen og Justitiarius Lambrechts: Ligesaa.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.