Rt-1892-401

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1892-06-30
Publisert:	Rt-1892-401
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 93/1 1892
Parter:	Gaarden Fotlands Opsiddere Anders Torgersen, Ommund Ommundsen jr. og Klaus Tollefsen (Overretssagfører Einar Rasch til Prøve) mod Chefen for Departementet for de offentlige Arbeider paa Statskassens Vegne og Jernbaneanlægsbestyrelsen ved Jernbanedirektøren (Regjeringsadvokaten ved Heffermehl).
Forfatter:	Scheel, Gram, Ph. Hansteen, Thoresen, Ottesen, Mørch, C. Hansteen 11-11
Lovhenvisninger:	Norske Lov (1687) 5-

Assessor Scheel: Med Hensyn til nærværende Sags Gjenstand og dens nærmere Omstændigheder henviser jeg til Præmisserne til den af Kristiansands Stiftsoverret den 28 Novbr. 1888 afsagte Dom:

«Ved Stevning afødt xx.xx.1880 anlagde Fotlands Opsiddere, de Indst. for Overretten, efter forgjæves anstillet Forligsmægling. Søgsmaal mod Appellsk., idet de i Klage og Stevning anførte, at Bestyrelsen for Statens Jernbaneanlæg fra Stavanger til Egersund i Aaret 1974 paabegyndte en Udfyldning i Launæssundet i Nærheden af Egersund, paa hvilken Udfyldning, der byggedes en i 1878 fuldført Bro, hvorover Jernbanelinien gaar. I Søen ovenfor nævnte Sund og den dersteds udmundende Elv kaldet Tengsaaen, anføres der videre, har i umindelige Tider været et rigt Laxefiske, tilhørende de tilstødende Gaarde, hvoriblandt Gaarden Fotland, for hvilken Gaards Vedkommende dette Laxefiske Aar om andet har givet et Udbytte af omkring 1600 Kr.; men efterhaanden som hin Udfyldning af Sundet, hvorigjennem Fisken fra Søen udenfor pleiede at gaa op, skred frem, formindskedes Fisket, idet Udfyldningen stængte for Fisken, der, naar den paa sin Gang stødte paa Udfyldningen, for den største Del blev staaende der eller vendte om, medens kun en mindre Del gik gjennem de mellem Brokarrene værende Aabninger, som heller ikke paa langt nær har den samme Dybde som før Udfyldningen. Ovennævnte Gaard Fotland har saaledes, sige de Indst., som Følge heraf i Aaret 1876 kun fisket for Kr. 973.30, i Aaret 1877 for Kr. 535.91, i Aaret 1878 for Kr. 378.10 og i Aaret 1879 for Kr. 609.00. Fotlands Eiere anse sig berettigede til Erstatning for det dem herved formentlig paaførte Tab saavel for den forbigangne som kommende Tid og Nedlagde ved Underretten saadan Paastand:

Side:402

Principaliter: At Appellsk. tilpligtes at betale de Indst. som Eiere af det til deres Gaard Fotland hørende Laxefiske Erstatning for dem paaført Skade paa dette Fiske for Aarene 1876-79 inklusive med et samlet Beløb af Kr. 3,903.69 og for Tiden efter 1879 og videre for den kommende Tid med et Beløb, det bestemmes ved et paa Appellsk.s Bekostning optaget lovligt Skjøn, begge Beløb med Renter fra Paaklagen til Kommissionen;

Subsidiært: At Appellsk. tilpligtes at betale de Indst. saadan Erstatning for det hele Tab underet efter et paa Appellsk.s Bekostning optaget lovligt Skjøn med Renter fra Paaklagen.

De Indst. paastod sig derhos tilkjendt Sagens Omkostninger.

Appellsk. paastod Frifindelse og Tilkjendelse af Forsvarsomkostninger.

Ved den i Sagen af Sorenskriveren i Dalernes Sorenskriveri med Meddomsmænd den 18 Mai 1885 afsagte Dom blev Appellsk. dømt til at betale til de Indst. Anders Torgersen, Ommund Ommundsen og Klaus Tollefsen som Eiere i Fællesskab, de to Førstnævnte hver for en Fjerdedel og Sidstnævnte for en Halvdel, af det til deres Gaard Fotland hørende Laxefiske, for den dem paa dette Fiske paaførte Skade saavel for Aarene 1876-1879 inkl. som for Tiden efter sidstnævnte Aar samt videre for den kommende Tid, saadan Erstatning, som ved et paa Appellsk.s Bekostning optaget Skjøn af uvillige Mænd bestemmes tilligemed lovlige Renter af den Del af Erstatningen, som fastsættes for de nævnte 4 Aar fra Paaklagen 22 Oktbt. 1879 og af den øvrige Erstatningssum fra Skønsforretningens Afholdelse til Betaling sker, hvorhos Appellsk. tilpligtedes at betale Processens Omkostninger med 340 Kr.

Denne Dom har Appellsk. ved Stevning afødt xx.xx.1885 indbragt for Overretten, hvor Appellsk. har nedlagt Paastand om at frifindes for de Indst.s Tiltale og hos disse af tilkjendes Procesomkostninger for begge Retter.

De Indst. har paastaaet Stadfæstelse og Tilkjendelse af Procesomkostninger ved Overretten.

Ved Aastedsbefaringen under Sagen paaviste de Indst. den omhandlede Jernbanebro, der de fandtes at have en Længde fra Brokant til Brokant af 356 Fod. Broen saaes at være bygget paa en Jetté, der øverst har en Flade af 20 Fod og skraaner nedad til begge Sider i en Vinkel paa 45 à 50 Gr. I Broen findes 5 Løb: Det sydligste er 28 Fod bredt i Vandkanten og skraaner nedad mod Bunden, hvor det er 14 Fod bredt og 9 Fod dybt. Det andet Løb, som ligger nordenfor sidstnævnte, er 22 1/2 Fod i Vandkanten, skraaner nedad mod Bunden, hvor det er 12 Fod bredt og 6 Fod dybt. Det 3 Løb er 22 Fod bredt i Vandkanten, skraaner nedad mod Bunden, hvor det er 12 Fod bredt og 4 1/2 Fod dybt. Det 4 Løb er 22 1/2 Fod bredt i Vandkanten, skraaner nedad mod Bunden, hvor det er 14 Fod bredt og 4 1/2 Fod dybt. Det 5 og nordligste Løb er 58 Fod bredt i Vandkanten, skraaner nedad mod Bunden, hvor det er 43 Fod bredt og paa det Dybeste 14 Fod dybt, stigende op til 10 1/2 Fods Dybde. Bybden fra 14 til 10 1/2 Fod omfatter omtrent 1/3 Del af Bundbredden. Fra søndre Land eller det Punkt, hvor søndre Strand før Broens Opførelse antoges at være, til 1 Løb er Hundrede Fod, hvoraf 17 Fod danner Fundament for en Svingbro. Fra Løb Nr. 1 til Løb Nr. 2 er 138 Fod, fra Løb Nr. 2 til Løb Nr. 3 er 5 Fod, fra Løb Nr. 3 til Løb Nr. 4 er 5 Fod, fra Løb Nr. 4 til Løb Nr. 5 39 Fod og fra Løb Nr. 5 til nordre Land, der hvor Stranden før Broens Opførelse antoges at være, er 86 Fod. Søens Dybde ovenfor og nedenfor Bro-Jettéen er ved almindelig Vandstand 30 Fod og Broens Høide over Vandstanden er 8 1/4 Fod. Fra Broen opover til Tengselvens Munding i Søen om Kidøen antoges at være 7000 Fod, og Tengsereids og Fotlands Laxefiskeri angaves at finde Sted opover Elven op til

Side:403

og i en Fos ved Fotlands Spinderi. Elvens Længde fra Mundingen til Fossen angaves at være omkring 3000 Fod. De Indst. paaviste ogsaa det saakaldte Leidlandshav, Søen nedenfor Broen udover mod Gaarden Leidland paa Egerøen.

De Indst. har anført at man ved at sammenlægge de i Broen værende 5 Løbs Bredde, Afstandene mellem hvert Løb og Afstandene fra det sydligste og nordligste Løb til respektive søndre og nordre Land vil finde, at hele Launæssundet, saaledes som det befandtes før Broens Opførelse havde en Bredde af 526 Fod. Tversover hele omhandlede Sund gaar den tidligere nævnte Jetté og danner en Skilsmisse mellem Søen ovenfor og Søen nedenfor alene afbrudt af de 5 ovenomhandlede Løb, der endog under den meget høie Sommervandstand, der var tilstede under Aastedsbefaringen, kun viste den ubetydelige Dybde af resp. 9-6-4 1/2-4 1/2 og 14 Fod, medens Dybden ovenfor og nedenfor Jetteen ved almindelig Vandstand er 30 Fod. De Indst. finde det at være en nærliggende Tanke, at en saa mægtig Dæmning tvers over Sundet med ikke større og dybere Aabninger i samme end de omtalte 5 Løb faar en skadelig Indflydelse paa de ovenfor liggende Gaardes Fiskeri. Saa er ogsaa, siges der videre, blevet Tilfældet, idet de Indst.s Laxefiske er i høi Grad aftaget siden Dæmningens Opførelse, i hvilken Henseende de Indst. henviser til deres Opgaver i Klage og Stevning og til en Flerhed af Vidnernes Svar til 18 Vidneqvæstion, hvorved Vidnerne forelagdes Spørgsmaal, om Fotlands og Tengsereids Laxefiske er formindsket, efterat Jernbanebroen blev opført. Navnligen har de Indst. med Hensyn til Besvarelsen af dette Spørgsmaal henvist til 1, 2, 4 og 5 V.s Prov. At det er Dæmningen, som har foraarsaget Formindskelse af Fiskefangsten, mene de Indst. fremgaar ikke alene af Sagens Natur, men ogsaa af 2, 3, 4, 5, 8, 9, 10, 11 og 12 V.s Prov. Af disse V.ner har 3 v. Forklaret, at han under Aastedsbefaringen havde seet 2 Laxe komme op mod Brokarrene eller til Midten af et af Løbene og derpaa vende tilbage igjen nedenfor Broen. 8 V. forklarede, at han i de 2 foregaaende Sommere, før Vidnet afgav sin Forklaring, har seet Laxen hoppe saavel nedenfor Broen som ude paa det saakaldte Leidlandshav, og deraf har Vidnet sluttet sig til, at Laxen er vendt om ved Broen og er gaaet tilsøs igjen. Overensstemmende med 8 V. har ogsaa 9, 10 og 11 V. i denne Henseende forklaret sig. Forøvrigt har en Flerhed af Vidnerne gjennem Besvarelse af den dem forelagte 1 Vidnekvæstion forklaret sig i den Retning, at de har Erfaring for, at Laxen, efterat omhandlede Jernbanebro var opbygget, paa sin Gang opover fra Søen er blevet staaende nedenfor Broen og der har hoppet til alle Sider, uden at være kommen op over Brofyldningen, og til Slut vendt om og gaaet i Søen.

Ved Siden af den Hindring, som de Indst. antage, at Broen lægger i Veien forat Laxen kan komme op igjennem Elven, har de ogsaa til Støtte for sin Paastand anført en anden Omstændighed, idet de sige, at naar en Del af Laxen trods hine Hindringer finder Vei fordi Brofyldningen op igjennem Løbene, møder den der en anden Hindring for dens videre Gang op til Elven, idet Vandet ovenfor Broen fra at være friskt og at ha samme Saltholdighed som nedenfor har efter Broens Opførelse tabt sin Saltholdighed, saa at Saltvandsplanter og Saltvandsdyr er uddøde. Vandet er her blevet mere stillestaaende, dødt og raaddent, saa at endog Bunden er bleven bedækket med et ildelugtende Slim, hvilket alt i Forening har bevirket, at Laxen for en stor Del er vendt om og gaaet tilbage gjennem Løbene. Til Støtte for Rigtigheden af denne Fremstilling har de Indst. paaberaabt sig de Forklaringer, der er afgivne af 2, 3, 4 og V. og som væsentlig gaa i samme Retning som de Indst.s Fremstilling. - Dette er, sige de Indst., et saare vigtigt Moment, som de ville have skarpt fremhævet, idet de derhos finde, at

Side:404

et andet Faktum maaske ikke er af mindre Vigtighed. Midtstrømslinien er nemlig ved Brodæmningens Opførelse bleven forrykket, hvorved der er opstaat Skade for de Indst.s Fiskeri. Det hele Sund havde før Broens Opførelse en Bredde af 526 Fod. Til Sundets Midtpunkt var der altsaa fra begge Land en Længde af 263 Fod, men nu er Hovedløbet i Broen det største og dybeste, henlagt til den ene nemlig den nordlige Ende af Broen, ikke mere end 86 Fod fra det nordlige Land, hvilket da igjen har til Følge, at Hovedstrømmmen, som naturligt er, istedetfor som før at følge Midten af Sundet, gaat gjennem dette Løb, medens de øvrige 4 Løb, og navnlig da de tre Løb, som findes i Broens Midte, er af en høist ubetydelig Bredde og Dybde og saagodtsom ingen Betydning har, fornemmelig ved lav og meddels Vandstand, til hvilke Tider Fotland netop driver sit Fiskeri (kfr. 1, 2, 4 og 5 B. Svar til 14, 15 og 16 Qvæstion). Laxen søger naturligvis nu efter Broens Opførelse mest hen til Hovedstrømmen og Hovedløbet; dens Gang er saaledes for en stor Del bleven forandret, og den Del av Laxen, som fremdeles søger hen til den øvrige Del af Broen, vender sig ligeledes derfra mod dette nordligste Hovedløb, forsaavidt den ikke allerede skræmt af Dæmningen og det ferske Vand har gaaet tilsøs igjen. Alt dette finde de Indst. at være selvindlysende, ligesom de ogsaa finde det bekræftet ved 2, 4 og 5 V.s Iagttagelser og støttet ved den Omstændighed, at der efter Broens Opførelse nedenfør samme af Opsidderne paa Gaarden Tengs er drevet et temmmelig stort Laxefiske, medens der tidligere her intet Fiske er foregaaet.

I Sagens Anledning har Fiskeriinspektøren afgivet en i Underretsakten indtagen, den 19 April 1882 dateret Erklæring. I denne har han som de væsentlige Grunde, paa hvilke de Indst. har støttet sit Erstatningskrav anført:

1) At den med Broanlægget forbundne partielle Opfyldning og Indsnævring af Launæssundet ligefrem hindrer Laxen fra a gaa op i Tengselven;

2) At den ommhandlede Opfyldning og Indsnævring har omdannet det ovenfor liggende Fjordparti til et Ferskvandsbassin, hvorved det derværende vegetabilske og animalske Liv er gaaet tilgrunde og gjennem Forraadnelse har fremkaldt en saadan Forurensning af Vandet, at Laxen som Følge deraf skyr dette.

Med Hensyn til den under Nr. 1 nævnte Paastand siger Fiskeriinspektøren, at Intet er vissere, end at Broanlægget ikke i ringeste Maade paavirker den fysiske Mulighed for Laxen i at passere Launæssundet og at gaa op i Vasdraget. Han finder det ogsaa ganske uantageligt, at den med Anlægget forbundne Opfyldning og Indsnævring i og for sig skulde i saadan Grad paavirke Laxens Tilbøielighed til at passere Sundet, at endog blot en eneste af de Laxe, der søge op mod Elven, derved skulde bringes til at afstaa fra dette Forsæt. Dertil er, siger han, det Instinkt, der driver Laxen til i Reproduktionens Tjeneste at vende tilbage til det Vasdrag, hvori den har tilbragt sin Barndom, altfor stærkt, og navnlig beror det paa Ubekjendtskab til Laxens Gang i Søen, naar de Indst. i sit Deduktionsindlæg (ved Underretten) anføre som en Hindring for Laxen, at den under sine Bestræbelser for at komme op over Dæmningen, pludselig og uventet fra det salte Vand i det dybere Lag (nemlig udenfor Broen) kommer op i det ferske Vand (i Broaabningen). Det er nemlig noksom bekjendt for enhver, der har befattet sig med Laxefiskeri i Søen, at Laxen saagodtsom altid bevæger sig i de øverste Vandlag, hvorfor ogsaa Ledningsgarn til Kilenøter og Laxevarp fjelden eller aldrig har en større Dybde end 3 à 4 Favne, idet Erfaring viser, at Laxen ikke gjerne gaar dybere. Laxen vil saaledes utvivlsomt allerede i nogen Afstand udenfor Broen have at bevæge sig i Overfladens mere eller mindre brakke Vand, og den her omhandlede Dæmning vil overhovedet

Side:405

ikke meddføre en mere pludselig Overgang fra salt til ferskt Vand, end Lax jevnlig vil møde paa Veien fra Søen til sin Elv. Derimod anser Fiskeriinspektøren det ikke usandsynligt, at Laxen under sin Gang til Elven vil til en vis Grad forsinkes ved Broen. Dels pleier nemlig Laxen i Almindelighed under sin Vandring fra Havet op i Elvene gjøre et kort Ophold udenfor Elvemundingen for at vænne sig til det ferske Vand. Dels er det en almindelig Erfaring, at Laxen, naar den i Vasdragens nedre sagteflydende Dele møder en Bro, oftere pleier i nogen Tid (Timer eller Dage) stanse umiddelbart nedenfor denne, og dette vil den ialfald under lavere Vandstand i Elven, sandsynligvis ogsaa gjøre ligeoverfor Broen over Launæssundet. Hermed anser Fiskeriinspektøren det ogsaa stemmende, naar flere af Vidnerne har forklaret, at Laxen er seet oftere at springe i Fjorden nærmest udenfor Broen. Saadan Springen er nemlig et Fænomen, der under visse Veirforholde ofte iagttages udenfor Elvemundinger, navnlig naar Elven er liden og Laxen venter paa en Flom for at gaa op. Naar flere af Vidnerne i denne Springen har seet et Tegn paa, at Laxen er bleven «forvirret» ved Brodæmningen og under Paavirkning af denne «Forvirring» er gaaet tilsøs igjen, finder Fiskeriinspektøren, at dette selvfølgelig kun er et Udtryk for deres subjektive Formening, der ikke i mindste Maade kan gjøre Fordring paa at gjælde for objektiv Virkelighed, og det saameget mindre, som Vidnerne synes at mangle Kjendskab til, at denne Springen udenfor Mundingen er et ingenlunde sjeldent Fænomen. Hvor langvarigt et saaledes forvoldt Ophold udenfor Brostedet vil blive, siger Fiskeriinspektøren vil væsentlig bero paa Vandstandsforholdene i Elven og Veiret. Nogen bestemt Udtalelse om Varigheden finder han neppe mulig. Synderlig længere, end Laxen i Almindelighed pleier at opholde sig udenfor Elvemundinger, tror han ikke det i Regelen vil blive, og han mener, at dette Ophold i og for sig ikke kan betragtes som skadeligt for Fiskerierne i Elven. Noget andet er det, at Elvefiskerne kunne komme til at lide Skade derved, at Fiskerierne udenfor Brostedet ved Laxens forlængede Ophold udenfor Broen kunde faa større Anledning, end de før havde, til at kunne opfange Laxen under dens Gang til Elven. Idet Fiskeriinspektøren forbigaar Spørgsmaalet om, hvorvidt Broanlæggets Vedkommende rettelig kunne ansees ansvarlige for et pav saadan Maade opstaaet Tab, bemærker han, at dette Tab i det foreliggende Tilfælde neppe kunde være synderlig betydeligt, og at man vil kunne hente nogen Veiledning til Bedømmelsen af dets Størrelse ved at se hen til den Forøgelse af Fangsten, der maatte have fundet Sted nedenfor Broen siden dennes Opførelse.

Med Hensyn til den af de Indst. paaberaabte Omstændighed, der af Fiskeriinspektøren er nævnt i hans Erklæring under Nr. 2, har han udtalt sig paa følgende Maade: Forsaavidt det forholder sig saa, at Fjordpartiet indenfor Broen ved dennes Opførelse er omdannet til et Ferskvandsbassin, findes det vistnok ikke umuligt, at den derved fremkaldte Dekomposition af de Dyr og Planter, som er gaaet tilgrunde ved Vandets Overgang fra salt til Ferskt, kan have paavirket Vandet saa stærkt, at det under visse Vand- og Veirforholde kan have virket frastødende paa den til Elven opadsøgende Lax i den Grad, at den har søgt til andre Vasdrag. I Betragtning af 1) at der dog siden Broens Opførelse vetterlig er gaaet adskillig Lax op i Elven, og at Vandets Forpestning følgelig ikke har naaet en Grad, der har umuliggjort Opgangen, 2 ) at Vandomskiftningen i Basinet indenfor Broen saavel paa Grund af Tengselvens Størrelse som formedelst Indvirkningen af Søens Flod og Fjære ogsaa siden Broens Opførelse har været betydelig; 3) at Laxen fortrinsvis bevæger sig i de øvre Vandlag, der i Almindelighed maa antages at være mindst paavirkede af den stedfundne Forraadnelse af de paa Bunden liggende Dyr- og Plantelevninger, og 4) at det Instinkt,

Side:406

der driver Laxen tilbage til sin egen Elv utvivlsomt er meget stærkt, - findes det dog lidet sandsynligt, at den forudsatte Forandring af Bassinet indenfor Broen skulde have havt nogen mærkbar skadelig Indflydelse paa Laxens Opgang i Tengs-Elven. Og i ethvert Fald er det utvivlsomt, at forsaavidt skadelige Virkninger deraf er opstaaet, saa er de kun forbigaaende og ville fuldstændig forsvinde, naar Dekompositionen af de tilintetgjorte Dyr og Planter er tilendebragt, hvad der under Forudsætning af, at Dekompositionen foregaar i saa stor Maalestok som udfordres forat de nævnte skadelige Virkninger skulle kunne indtræde, alene vil kunne medtage nogle faa Aar.

Fiskeriinspektøren finder, at det efter de fremkomne Oplysninger vistnok maa antages, at Gaardene Fotlands og Tengsereids Laxefiskerier i Aarene 1876-79 har givet et kjendeligt mindre Udbytte end i den nærmest foregaaende Aarrække, men anfører derhos, at herved dog er at mærke, at de Indst.s Angivelse af Fangstens Størrelse før Broens Opførelse synes at være noget overdreven. Med Bestemthed at angive, hvilke Aarsager der har fremkaldt Formindskelse af Fangsten i Vasdraget i de senere Aar, anser han neppe muligt. Laxefiskeriernes Afkastning er, siger han, som bekjendt i høi Grad fluktuerende fra Aar til andet, ligesom Laxemængden i vort Land i det store taget utvivlsomt i den seneste Aarrække snarere er gaaet tilbage end frem som Følge af overdrevent Fiskeri og utilstrækkelige Fredningsbestemmelser. Han udtaler, at de særegne Lokalforholde i Tengs-Elven vistnok ogsaa bevirke, at Udbyttet i dette Vasdrag i forholdsvis høi Grad paavirkes af tilfældige Omstændigheder, idet Vandforholdene har Indflydelse paa, hvorvidt Laxen kan komme gjennem den saakaldte Fotlandsfos til de udstrakte og fortrinlige Gydepladse i Elven, der ligger ovenfor denne Fos, og det ligger derfor nær at antage, at i enkelte Aar kun et yderst ringe, men i andre Aar et forholdsvis ikke ubetydeligt Antal Lax slipper gjennem Fossen. Men dette maa i Tilfælde øve en kjendelig Indflydelse paa Yngelproduktionen i det følgende Foraar og følgelig paa Laxemængden i nogle Aar senere. Endelig udtaler Fiskeriinspektøren, at Antallet af Fangstredskaber, navnlig Kilenøter, i Søen vel ogsaa paa dette Sted ligesom i de fleste andre Kystdistrikter i de senere Aar er tiltaget, hvilket i Tilfælde maa øve sin Indflydelse paa Mængden af den Lax, der formaar at trænge frem til Vasdraget.

I samme Retning som Fiskeriinspektøren har ogsaa en af denne i hans fremlagte Erklæring som specielt sagkyndig paa dette Felt opgiven Mand, Gaardbruger Hans Hognestad paa Jæderen udtalt sig i 2 af ham efter Befaring af Aastederne afgivne Erklæringer, daterede 16 August og 11 Oktbr. 1886 og fremlagte som Bilag Nr. 3 og 4 med Appellsk.s Deduktionsindlæg her ved Retten.»

Ved Overrettens nævnte Dom blev saaledes kjendt for Ret: «Appellsk. Chefen for den kongelige norske Regjerings Departement for det Indre paa Statskassens Vegne samt Jernbaneanlægsbestyrelsen ved Jernbanedirektøren bør for de Indst. Anders Torgersens, Ommund Ommundsen jr.s og Klaus Tollefsens Tiltale i denne Sag fri at være. Processens Omkostninger for begge Retter ophæves.»

Denne Dom har Anders Torgersen, Ommund Ommundsen jr. og Klaus Tollefsen ved Stevning afødt xx.xx.1889 paaanket til Høiesteret, hvor de har nedlagt saadan Paastand: At Underrettens Dom stadfæstes, og at de Indst. tilpligtes at udrede til Appell.ne Processens Omkostninger for Overretten og Høiesteret. De Indst. ved Regjeringsadvokaten har nedlagt Paastand om, at Overrettens Dom stadfæstes, og at de tilkjendes Procesomkostninger ved Høiesteret, deriblandt Salarium til Regjeringsadvokaten. Med Hensyn til Appell.nes Paastand bemærker disse, at den er at forstaa med den Modifikation, der flyder deraf, at Departementet for de offentlige Arbeider

Side:407

er traadt istedetfor Indre-Departementet, samt at Anders Torgersen er død, og at i hans Sted er indtraadt hans Børn Anders, Hans, Torger og Barbro.

Jeg maa efter de foreliggende Oplysninger anse det godtgjort, at Udbyttet av Fotlands Laxefiske i Tengselven i Tiden efter den omhandlede Dæmnings Anlæg har været mindre end gjennemsnitligt tidligere. Efter de Forklaringer, som foreligger navnlig fra 4, 5, 7, 14, 19 og specielt 21 V. maa man formentlig gaa ud fra, at Fotlands Udbytte af Laxefisket i tidligere Tider gjennemsnitligt dreiede sig om 1600 Kr. aarlig. Men efter hvad der nu er oplyst, i hvilken Henseende jeg navnlig henholder mig til en Opgave fra 13 Hovedv., kfr. Ogsaa 16 Hovedv., har Udbyttet i Aarene fra og med 1876, paa et enkelt Aar nær, tildels endog ikke paa langt nær gaaet op til 1600 Kr.; det har nemlig udgjort i 1886 omtrent 950 Kr., i 1877 omtrent 516 Kr., i 1878 omtrent 370 Kr., i 1879 omtrent 600 Kr. og gaar saa i de følgende 6 Aar op til gjennemsnitligt 1000 à 1100 Kr. Navnlig synes Udbyttet i de første Aar efter Dæmningens Anlæg, i 1876, at have sunket ganske betydeligt. Jeg anser det derfor bevist, at Udbyttet af Fisket nu er mindre end før, og dette maa ogsaa siges at være indrømmet i flere for Høiesteret foreliggende offentlige Dokumenter, saaledes bl.a. i Fiskeriinspektørens Indberetning for Aarene 1884-1886 og Erklæring fra ham afødt xx.xx.1891. Spørgsmaalet bliver saaledes, om denne Formindskelse i Udbyttet er at tilskrive Anlægget af Dæmningen og det paa saadan Maade, at Ansvar derfor kan gjøres gjældende mod Jernbaneanlægsbestyrelsen. Dette mener Appell.ne for Høisteret navnlig fremgaar af tre Momenter.

For det første gjør Appell.ne gjældende, at Skade er lidt derved, at Laxen ved de extraordinære Bygnings- og Udfyldningsarbeider under Opførelsen af Dæmningen og Broen blev direkte hindret i at søge op gjennem Aabningerne i Dæmningen, saa længe disse Arbeider varede, hvilket specielt gjælder Aarene 1876 og 1877. I og for sig maa det ogsaa synes rimeligt, at Laxen, der er sky for al Slags Støi, har ladet sig skræmme fra at gaa op i Bassinet nedenfor Tengselven, saalænge de omhandlede Dæmningsarbeider stod paa, og at saa ogsaa virkelig var Tilfældet, er udtrykkelig bevidnet af 2, 4 og 5 Hovedv. I en for Høiesteret fremlagt Erklæring fra Doktor og Stipendiat Thesen afødt xx.xx.1891 anføres om dette Punkt Følgende: «At endelig ogsaa selve Byggearbeiderne ved Dæmningen, saalænge de stod paa, i nogen Mon kan have sinket Laxens Opgang, er Noget, man aldeles ikke kan negte. Enhver ved, at den mindste Uro eller Forstyrrelse i Vandet kan skræmme en Lax temmelig langt.» Til denne Erklæring har Professor G. O. Sars i en Paategning afødt xx.xx.1891 sluttet sig, idet han specielt fremhæver som sin Overbevisning, «at selve Byggearbeiderne af Dæmningen maa have lagt ikke uvæsentlige Hindringer i Veien for Laxens Opgang, saalænge denne stod paa.» Det kan i denne Forbindelse mærkes, at det nordligste og største Gjennemløb i Dæmningen i den første Tid ikke existerede, da dette Løb først senere blev dannet. Ligeledes kan anføres, at flere af Vidnerne har udtalt sig derhen, at de i den Tid fiskede Lax i Leidlandshavet, det vil sige Søen udenfor Dæmningen, Lax, som tydeligvis havde været oppe mod det ferske Vand, ligesom det bemærkes, at Laxen sprang ude i Leidlandshavet. Dette tyder ogsaa paa, at Laxen i denne Tid ikke er kommen op i det sædvanlige Løb. Dette har man tilskrivet de paagaaende Dæmningsarbeider. Jeg kan herom henvise til 1 og 8-12 V. Efter hvad jeg før har anført, anser jeg det sikkert, at selve Arbeiderne paa Dæmningen i den Tid, disse stod paa, nemlig i 1876 og 1877, har medvirket til, at Fiskeudbyttet for Forland ikke blev saa stort, som det ellers vilde have været.

Side:408

Den anden Omstændighed, der efter Appell.nes Paastand har bidraget til Forminskelse i Udbyttet, er den, at Laxen i længere Tid efter Dæmningens Opførelse ikke søgte op gjennem Løbene i Dæmningen paa Grund af det ovenfor liggende Bassins Omdannelse til et Ferskvandsbassin, hvori den tidligere Satlvandsvegetation forraadnede og forpestede Vandet ved en ildelugtende Stank, saa at endog Saltvandsfisk fandtes liggende død paa Stranden. At Bassinet ovenfor Dæmningen er undergaaet en Forandring fra at være et Saltvands- til, ialfald i det Væsentlige, at være et Ferksvandsbassin, er bekræftet af flere Vidner, f. Ex. 2-5 V., og er ogsaa i Virkeligheden erkjendt fra det Offentliges Side. Fiskeriinspektøren anfører saaledes i sin Erklæring afødt xx.xx.1891 bl. A.: «Herved er det indenfor Broen liggende Bassin næsten, eller efter Nogles Mening helt og holdent, bleven omdannet fra et Saltvands- til et Ferksvandsbassin, og der er nu altid en stærk udadgaaende Strøm i Aabningerne under Broen. Elvemundingen kan saaledes paa en vis Maade siges ved Broanlægget at være bleven flyttet fra sin oprindelige Plads ud til Launessundet.» At Følgen af denne Bassinets Omdannelse til et Ferskvandsbassin blev, som Appell.ne paastaar, at Saltvandsvegetationen gik i Forraadnelse, og at Bunden blev bedækket med Slim og Mudder, horved Vandet mere og mere forpestedes, fremgaar af ovenanførte 2-5 V.s Prov, se ogsaa 8, 9 og 11 V.s Prov. For Høiesteret er derhos paaberaabt den anførte Erklæring fra Doktor og Stipendiat Thesen, hvori bl. A. anføres: «Hvad angaar den Indflydelse paa Laxefisket, som Omdannelsen af Bassinet mellem Tengselvens gamle Munding og Launæssundet fra et Saltvandsbassin til Ferskvandsbassin maatte have, maa jeg udtale, at denne Forandring nu ikke længer kan antages at have den mindste Indflydelse. Det bliver visselig Laxen det samme, om den træffer ferskt Vand nogle Kilometer før eller siden paa sin Vei til Legepladsen. Men anderledes har Forholdene været i Overganstigen. Det synes af Vidneforklaringerne med Bestemthed at fremgaa, at der i dette Bassin tidligere har været en temmelig rig marin Fauna og Flora, men efter Dæmningens Opførelse døde denne hen og raadnede væk, og der maa have gaaet flere Aar, inden der kan være kommet nogen nævnværdig Ferskvandsvegetation istedet. At Forraadnelsen af Saltvandsformerne skulde have forpestet Vandet i Bassinet i den Grad, at Laxen ikke kunde leve i det, kan ikke antages. - - - - Det Synes derfor meget rimeligt, at en Del Lax er vendt om og har søgt nye Legepladse, naar den paa sin Vei til Tengselven har truffet dette flere Kilometer lange Bassin med raaddent usundt Vand. Hvorlænge denne Virkning kan antages at have gjort sig gjædende, kan jeg umulig udtale mig om uden efter omhyggelig indhentede Oplysninger paa Stedet.» Som tidligere nævnt har Professor G. O. Sars i alt væsentligt tilraadt denne Erklæring. Efter dette maa jeg anse det bevist, at Bassinets Omdannelse fra Saltvands- til Ferskvandsbassin, saalænge den omhandlede Forandring i Fauna foregik, altsaa i hele Overgangstiden, har virket til at forminske Fiskemægden. Men som af Dr. Thesen anført, kan denne Forandring af Bassinet nu ikke længere antages at have nogen Indflydelse.

Det tredie Moment, som Appell.ne paaberaaber sig, er dette, at Gaardene Tengs og Eie paa Grund af Damanlægget og den deraf flydende fuldstændige Forandring af Vand og Strømforholdene nu driver et tidligere ikke existerende Kastenotfiske umiddelbart nedenfor Dæmningen, hvorved den største Del af den Lax, der ellers vilde gaa op i Tengselven, opfiskes. Dette Kastenotfiske begyndte, anfører Appell.ne, for Tengs's Vedkommende strax efter Dæmningens Opførelse og for Eies Vedkommende noget senere. Forholdet var nemlig tidligere dette, at Laxen gik op gjennem Launessundet til Bassinet og derefter i Tengselven. Men Dæmningens Anlæg har heri

Side:409

medført en stor Forandring. For det første bevirker den Omstændighed, at Bassinet indenfor, som allerede anført, nu er overgaaet til at være et Ferskvandsbassin, at Laxen efter sin Sædvane, før den gaar op i Bassinet, gjør en Stands, som kan vare i Timer eller Dage, udenfor Dæmningen, hvorved der bliver Anledning til at opfiske den her. Og dernæst forandredes Løbet gjennem Launæssundet ved Dæmningens Anlæg saaledes, at Bassinet nu fik sit væsentlige Udløb gjennem de to største Løb paa begge Yderkanter. Men netop herved blev det muligt lige udenfor Dæmningen ved disse Løbs Begyndelse at benytte Kastenot, hvorved Laxen opfiskedes i stor Mængde, og det er dette Eierne af Gaardene Tengs og Eie har benyttet sig af. Jeg henviser herom til en Række af Vidneforklaringer, navnlig 2, 4, 5 og 8 - 12 V. Følgen af dette maatte, hvad der i og for sig synes rimeligt, blive, at saa meget mindre Lax gaar op i Bassinet, og at altsaa Udbyttet for Fotlands Eiere bliver saa meget mindre. At Fotland herved har lidt Skade, fremgaar ogsaa af Fiskeriinspektørens Indberetning for Aarene 1884 - 1886, hvor han i Fortsættelse af, hvad jeg tidligere har citeret, anfører: «Som Følge af denne Forandring har det vist sig, at Laxen nu paa sin Vandring mod Elven i ganske anden Udstrækning end tidligere stopper op for nogen Tid ved Launesbroen, hvad Laxen som bekjendt i Almindelighed pleier at gjøre ved Elvemundinger. Heraf have Eierne af de til Launæssundet stødende Eiendomme først paa den ene Side (Tengs) og senere ogsaa paa den anden Side (Eie) benyttet sig, idet de ved Oprydning af Kastepladse umiddelbart udenfor Jernbanebroen ere blevne istand til paa dette Sted at opfiske forholdsvis betydelige Mængder af Lax under dens Vandring mod Elven, medens der før Broanlægget her ikke fiskedes Lax og saadant neppe heller i nævneværdig Udstrækning vilde have kunnet ske, selv om Oprendsning af Kastenpladsen allerede dengang havde fundet Sted.» Det samme er erkjendt af Birkrems Herredsstyrelse i en Forestilling fra samme til Storthinget i 1890 om Laxefredning i Launæssundet, ligesom Fiskeriinspektøren i en angaaende dette Andragende afgiven Erklæring afødt xx.xx.1891 udtaler, at det ikke kan være i mindste Maade tvivlsomt, at det omhandlede Kastenotfiske øver en i høi Grad hæmmende Indflydelse paa Laxefiskeriets Udvikling i Tengs- eller Birkremselven, og at en Foranstaltning som den nævnte var «simpelthen en Billigheds- og Retfærdigheds- Forføining ligeoverfor Indehaverne af de fra Alders Tid bestaaende matrikulerede Fiskerettigheder i Vasdraget ved og nærmest nedenfor Fotlandsfossen, idet den simpelthen bidrager til i nogen Grad at gjenoprette det oprindelige retslige og faktiske Forhold». Efterar derefter Loven afødt xx.xx.1891 var emaneret, blev det ved Kgl. Resol, afødt xx.xx.1892 i Henhold til denne Lov forbudt at bruge Kastenot i Launæssundet i 4 Dage af Ugen. Appell.ne mener nu, at det Offentlige eller de Indst. maa bære Følgerne af den Formindskelse i Fotlandsfisket, som det omhandlede Kastenotfiske har bevirket. Thi at Kastenotfisket har kunnet finde Sted, er netop foranlediget ved, at Sundets Midtparti blev udfyldt, og ved at Strømmmen lededes til Løbene paa begge Sider af Dæmningen, hvorved Laxens Løb blev forandret. De Indst. anfører herimod, at der her ikke handles om nogen Elv, men om Søen, og at Enhver maa kunne benytte sin Strand mod Søen, som han vil, samt at den Formindskelse i Fotlands Fiske, som maatte være en Følge af det anførte Kastenotfiske, ialfald kun staar i indirekte Forbindelse med Dæmningens Anlæg, og at det Offentlige ikke kan have Ansvaret for en saa afledet Følge. Jeg mener imidlertid, at de Indst. maa bære Ansvaret ogsaa for den Skade eller det Tab, som Appell.ne har lidt derved, at Laxen for en væsentlig Del, før den kommer ind i Bassinet ovenfor Broen, opfanges af Kastenotene. Det er paa det Rene, at Fotland fra Alders Tid har havt Laxefiske i Tengselven, og at det følger af vort Retssystem og er specielt udtalt i N.

Side:410

L. 5-11-11, at Ingen maa gjøre Forhindring paa Fiskeri, saaledes som det har været fra Alders Tid. Men ved Dæmningens Anlæg og ved de Forandringer, som den bevirkede, gik, som paavist, Bassinet ovenfor i Virkeligheden over til at være et Ferskvandsbassin, saaledes at Udløbet af Vandet fra Tengselven nu i Virkeligheden er bleven flyttet ned lige til Launæssundet, eller, som Fiskeriinspektøren siger, Elvemundingen kan paa en vis Maade siges at være flyttet fra sin oprindelige Plads ud til Launæssundet. Men herved forandredes i udpræget Grad de gamle Elveforhold og Strømforhold, og Følgen var, at Laxen nu stoppede op tidligere. Naar denne Disposition aabnede Adgang til, forinden Laxen kommer op i Bassinet, ved Kastenot at opfange den, finder jeg ikke rettere, end at de Indst. maa siges paa en saadan Maade at være Skyld i det Tab, som herved er opstaaet for Fotlandsgaarden, at de maa bære Ansvaret derfor. Ved Anlægget af Dæmningen og derved, at Vandet nu blev ferske saa meget tidligere end ellers, har det Offentlige bevirket, at Laxen nu standser op saa længe, at der bliver Anledning til Kastenotfiske. Alene paa Grund af Dæmningen og de anførte Forandringer i Strøm- og Dybdeforholdene i Sundet er det bleven muligt for Gaardene Tengs og Eie at drive Kastenotfiske.

Jeg kommer saaledes til der Resultat, at de Indst. maa yde Appell.ne Erstatning. Denne maa blive at bestemme ved Skjøn af uvillige Mænd og ved dens Fastsættelse maa de tre Momenter, som jeg ovenfor har gjennemgaaet, komme i Betragtning. Forsaavidt kommer jeg altsaa til samme Resultat som Underretsdommen. Derimod antager jeg, at Erstatningen kun bør gjælde for Tiden indtil Skjønnets Afgivelse og altsaa ikke tillige bør omfatte den følgende Tid, bl. A. fordi det efter den før nævnte Resolution afødt xx.xx.1892 om de 4 Dages Fredning ikke vel vil være muligt for Skjønsmændene at afgive Skjøn om Erstatning ogsaa for Fremtiden. Appell.nes Advokat for Høiesteret har ogsaa erklæret sig subsidiært tilfredsstillet ved en Dom, der gaar ud pa Erstatning kun indtil Skjønnets Afgivelse. Med Hensyn til Rentespørgsmaalet antager jeg, at det vil være det retteste, at Dommen gaar ud paa Svarelse af Renter fra Skjønnets Afgivelse af det Beløb, som Skjønnet maatte bestemme, idet jeg forudsætter, at Skjønsmændene ved Beløbets Ansættelse vil tage Hensyn til den Rente, som falder paa Tiden indtil Skjønnets Afgivelse. Hvad Procesomkostningerne angaar, antager jeg, at det efter Søgsmaalets Beskaffenhed, idet der jo handles om Erstatning for en skadegjørende Handling, ikke bør være tvivlsomt, at det Offentlige maa erstatte Appell.ne Omkostningerne i alle Instantser. Jeg antager at disse kann ansættes til 900 Kr-

Konklusion:

De Indst., Chefen for det kongelige Departement for de offentlige Arbeider paa Statskassens Vegne og Jernbaneanlægsbestyrelsen ved Jernbanedirektøren bør efter Skjøn af uvillige Mænd optaget paa deres Bekostning til Appell.ne 1) Anders Torgersen (eller nu hans Arvinger), 2) Ommund Ommundsen og 3) Klaus Tollefsen Fotland som Eiere i Fællesskab, de to førstnævnte hver for en Fjerdedel og den sidstnævnte for en Halvdel af det til deres Gaard Fotland hørende Laxefiske, udrede Erstatning for den Skade paa det nævnte Laxefiske, som ved det under Sagen omhandlede Dæmnings- og Broanlæg er dem paaført i Tiden fra og med 1876 til Skjønsforretningens Afholdelse, tilligemed aarlig Rente 4 pCt. af Erstatningssummen, til Betaling sker. I Procesomkostninger for alle Retter betaler de Indst. til Appell.ne 900 - ni Hundrede - Kroner.

Extraordn. Assessor fhv. Statsminister Gram: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Side:411

Assessorerne Ph. Hansteen, Thoresen og Ottesen, extraord. Assessor Mørch og Assessor C. Hansteen: Ligesaa.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.