Rt-1892-49

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1891-09-23
Publisert:	Rt-1892-49
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 9/2 1891
Parter:	Kristiania Kommune (Kand. jur. Harald Mortensen til Prøve) mod Arkitekt P. Due (H. S. Dahl).
Forfatter:	Andersen, Gram, Roll, Reimers, Løchen, Ph. Hansteen, Saxlund
Lovhenvisninger:

Assessor Andersen: Angaaende denne Sags nærmere faktiske Omstændigheder, de fremkomne Oplysninger og Proceduren og Paastandene for Byretten henviser jeg til Præmisserne til den af denne Ret den 15 Septbr. 1888 afsagte Dom.

«Den 8 Septbr. 1884 oversendte Arkitekt Due gjennem Kristiania Kommune til Bygningskommissionen Tegninger til en projekteret Bebyggelse af hans Eiendom Solid Mtr. Nr. 30 paa Hjørnet af Drammensveien og Observatoriegaden, idet han androg om Dispensation fra enkelte Bestemmelser i Bygningslovens Forskrifter med Hensyn til de opførendes Bygninger, 8 i Tallet.

Den 1 Oktbr. næstefter blev dernæst efter hans Forlangende Tomten af Stadskonduktøren inddelt i 8 Parceller, hvoraf den sydligste paa Hjørnet af Observatoriegaden har faaet Mtr. Nr. 42 til Drammensveien udgjørende et Areal af 366 M2. Bekjendt med, at hans Dispensationsandragende nød Anbefaling. (Dispensationen indvilgedes ogsaa senere) havde Due paabegyndt Byggearbeidet, idet han udarbeidede detaljerede Tegninger, sluttede Kontrakt om Leverance af Materialier samt satte igang Udgravnings. Og Mineringsarbeidet paa de 3 nærmest Observatoriegaden liggende Tomter og Fundamentering af 2 Bygninger. Den 9 Decbr. 1884 fattedes imidlertid en ny Reguleringsbeslutning med Hensyn til Observatoriegaden, hvorved den tidligere existerende Reguleringsbeslutning afødt xx.xx.1876 tilbagekaldtes. Efter denne tidligere Regulering vilde der til Observatoriegadens Udvidelse have været tiltrængt omtrent 40 M2 af Dues Eiendom lagns denne gade (nu Nr. 42 ved Drammensveien), medens den nye Regulering vilde medføre, at ca 200 M2 af Eiendommen medgik til Udvidelsen. Herved reduceredes Tomten Nr. 42 omtrent til halv Størrelse og den hele Byggeplan forrykkedes, ligesom Due ansaa Tomten Nr. 42 for at blive ganske utjenlig til Bebyggelse. Som Følge heraf androg Due den 3 Januar 1885 hos Kommunebestyrelsen om, at den vilde indløse det til Observatoriegadens Udvidelse bestemte Areal og betale ham Ulempeerstatning i Anledning af Expropriationen. Magistraten udbad sig derefter Bemyndigelse til at lade afholde Forsøgs-Expropriationstaxt, men den 21 s. M. nægtede Formandskabet

Side:50

at meddele Samtykke hertil, idet det gik ud fra, at da Kommunen ikke for Tiden forlangte Grunden udlagt til Gade, var den ikke pligtig til at indløse den eller betale Ulempeerstatning, idet det ikke antoges, at Dues gjenværende Grund ved Reguleringen blev utjenlig til Bebyggelse eller væsentlig forringet i Værdi.

Due lod derefter den 30 Januar 1885 Kristiania Kommune indkalde til Forligelseskommissionen i Anledning af alle de af Reguleringen flydende Ulemper, hvorpaa han ved Stævning af 11 Febr. næstefter anlagde Sag, der begyndte med en Skjønsforretning paa Aastedet. De opnævnte Mænd skjønnede bl. A., at Tomten Nr. 42 ved Drammensveien ved Reguleringen blev utjenlig til Bebyggelse, og at Eiendommen i sin Helhed, naar Hensyn toges til den foreliggende og af Bygningskommissionen anbefalede Bebyggelse, blev væsentlig forringet i Værdi. Særskilt taxeredes unyttiggjorte Tegninger m. m., ligesom Tidsspilde, Rentetab og Bryderi ansattes til Kr. 800,00.

Det afgivne Skjøn blev derefter begge Parters Forlangende undergivet Overskjøn, og dette tiltraadte Underskjønnet med Hensyn til Spørgsmaalet om Reguleringens Virkning paa Tomt Nr. 42 og Eiendommen i sin Helhed, hvorhos Overskjønnet ansatte Skaden ved Husleietab, Arbeidsstandsning m.v. til 2500 Kr.

Efterat disse Skjøn var afgivne, forelagde Cit. ved Skrivelse afødt xx.xx.1885 Sagen for Kommunebestyrelsen til Erklæring om, hvorvidt den fastholdt Reguleringen afødt xx.xx.1884 eller ei. I Skrivelse afødt xx.xx.1885 fra Magistraten modtog derpaa Cit. den Meddelelse, at Formandskabet ikke fandt, at Kommunen burde overtage de betydelige Udgifter, som sandsynligvis vilde være forbunden med Gjennemførelsen af Reguleringen af 1884, og at Reguleringskommissionen som Følge heraf under 28 Mai næstfør havde besluttet at ophæve nævnte Regulering og vedtaget en ny saadan. Denne sidste Regulering falder i det Væsentlige sammmen med Reguleringen afødt xx.xx.1876.

Som Følge af det Anførte, er Spørgsmaalet om Erstatning for Grundafstaaelsen og unyttiggjorte Arbeider bortfaldt. Derimod mener Cit. fremdeles at have Krav paa Erstatning for det Tab ved Arbeidsstandsning og Husleietab m.v., som er ham paaført ved Reguleringen afødt xx.xx.1884 samt for Skjønsforretningernes Kostende. Dette sidste erklærede Kommunebestyrelsen sig oprindelig villig til at erstate, dog med Undtagelse af Honorar til Cit.s Advokat, men har senere ikke villet vedstaa Tilbudet. Cit. har nedlagt saadan Paastand: At Indst., Kristiania Kommunebestyrelse paa Kommunens Vegne, tilpligtes at betale ham Erstatning for det Tab, som er ham paaført ved den under 9 Decbr. afgivne, men senere atter opgivne Reguleringsbeslutning, vedkommende Observatoriegaden langs Eiendommen «Solid» - enten med 2500 Kr. eller med det Beløb, som herfor maatte bestemmes ved nyt Skjøn, optaget paa Indst.s Bekostning, med 5 pCt. i Renter af Erstatningsbeløbet fra Paaklagen til Betaling sker, samt at Indst. tilpligtes at betale Cit. Sagens Omkostninger, derunder indbefattet Omkostningerne med de i Sagens Anledning afholdte Skjønsforrtetninger.

Indst. har nedlagt Paastand om Frifindelse for Cit.s Tiltale og Tilkjendelse af Processens Omkostninger, derunder indbefattet Omkostningerne ved de i Sagens Anledning afholdte Skjønsforretninger.

Cit. støtter sine Krav paa den Betragtning, at han paa Grund af Bygningsl.s §7 var nødt til at respektere Reguleringen afødt xx.xx.1884 og standse sit Bygningsarbeide, at han herved bevislig har lidt et Tab, og at Kommunen, som har paaført ham dette, ogsaa maa erstatte det efter Principet i Grundl.s §105, idet han havde indrettet sig overensstemmende med den før gjældende Regulering afødt xx.xx.1876. Hvis et Bygningsarbeide

Side:51

paa Grund af en mellemkommende Regulering skulde kunne forsinkes en Gang, uden at Erstatning gaves, maatte det samme kunne gjentage sig flere Gange, hvilket imidlertid er aabenbart urimeligt. Efter Cit.s Mening findes der heller ingen Bestemmelse i Bygningsloven, som skulde kunne paaberaabes som Grund til at fritage Kommunen for at svare Erstatning, navnlig ikke §7 sidste Punktum, da Cit. ikke har gjort Fordring paa nogen Regulerings Gjennemførelse. Med Hensyn til Reguleringen af 1876 var det ham ligegyldigt, enten den blev akcepteret af Kommunebestyrelsen eller ei, og Reguleringen af 1884 har han endnu mindre ønsket gjennemført. Han forlanger kun erstattet det Tab, som han har lidt i Mellemtiden indtil det blev gjort, at Reguleringen af 1884 ikke skulde opretholdes. Cit. finder det derhos selvsagt, at han maa have godtgjort Omkostningerne ved de afholdte Skjøn, da Kommunen efter Reguleringen nægtede at optage dem og saaledes nødte ham dertil.

Indst. gjør paa sin Siden gjældende, at Cit. mangler ethvert Erstatningsfundament, idet Kommunen Intet har foretaget ligeoverfor Cit., der kan paadrage den noget Krav fra hans Side. Reguleringskommissionen benyttede sig kun af sin Ret, da den omgjorde Reguleringen af 1876, som nemlig ikke var approberet og saaledes kun foreløbig. Indst. henviser forsaavidt til Bygningsl.s §7 sidste Punktum og nogle tidligere Retsafgjørelser og mener, at det var Cit.s egen Feil, at han betragtede den foreløbige Regulering som endelig. Desuden har han paabegyndt sit Bygningsarbeide uden paa Forhaand at gjøre Anmeldelse efter Bygningsl.s §3 og faa den approberet, og uden at den ansøgte Dispensation endnu var given, hvorfor hans Arbeide i dobbelt Henseende var ulovligt. Indst. indrømmer, at Reguleringen af 1876 vilde være bleven endelig i Forhold til Cit., hvis Stadskonduktøren, efterat Bygningsanmeldelse var indgivet, havde approberet denne, men Indst. mener, at Anmeldelsen ikke vilde bleven approberet, idet Cit. da strax vilde have faaet den Besked om Reguleringen, som han nu paa Grund af egen Forsømmelse først fik noget senere. Og ligesaalidt som Kommunen pligter Erstatning paa Grund af Reguleringens Forandring, ligesaalidt pligter den at godtgjøre Cit. Omkostningerne ved de optagne Skjøn.»

Ved Kristiania Byrets Dom, der som anført er afsagt den 15 Septbr. 1888, blev saaledes kjendt for Ret: «Indst. Kristiania Magistrat paa Kommunens Vegne bør til Cit., Arkitekt P. Due, betale 2500 Kr. med 5 af Hundrede i aarlig Rente deraf fra 30 Januar 1885, til Betaling sker samt desuden 400 Kr. i Godtgjørelse for de under Sagen optagne Skjønsforretninger. Iøvrigt ophæves Sagens Omkostninger.» Denne Dom, der iøvrigt blev afsagt under Dissents, idet et af Rettens Medlemmer voterede for, at Kristiania Kommune ikke skulde tilpligtes at betale yderligere Erstatning end 400 Kr. i Skjønsomkostninger, er af Kristiania Kommune ved Stævning afødt xx.xx.1888 paaanket til Høiesteret hvor Appellsk. har nedlagt Paastand om at blive frifunden for Arkitekt Dues Tiltale og hos denne tilkjendt Processens Omkostninger for Byretten og Høiesteret. Indst. Arkitekt Due har paastaaet Byrettens Dom stadfæstet og Appellsk. tilpligtet at betale ham Processens Omkostninger for Høiesteret.

Der er for Høiesteret fra begge Sider i det Væsentlige gjort det samme gjældende som for Byretten. Det er in confesso, at Reguleringen afødt xx.xx.1876 ikke var vedtagen eller approberet af Kommunebestyrelsen, og at den altsaa kun var foreløbig og kunde forandres naarsomhelst. Reguleringskommissionen havde saaledes fuld legat Adgang til at forandre den, som skeet ved Beslutningen afødt xx.xx.1884. Due var efter Bygningsl.s §7 pligtig til at respektere denne Beslutning og kunde ikke iværksætte noget Byggeforetagende, som stred mod den. Due har ingen Bygningsanmeldelse indgivet efter Bygningsl.s §3. Derimod søgte han Dispensation fra forskjellige

Side:52

Bestemmelser i Bygningsloven. Som bemærket var Due forpligtet til at respektere Reguleringen afødt xx.xx.1884, og naar han saaledes Intet kunde foretage, som stred derimod, maatte han standse sit paabegyndte Arbeide. At han herved led Tab, maa efter min Opfatning ansees for at være in confesso. Kommunen har udhævet, at Reguleringen af 1876 efter Bygningsl.s §7 ikke kunde paaføre Kommunen udgifter. Jeg kan imidlertid ikke finde, at dette er afgjørende mod Dues Paastand. Hvad Lovbestemmelsen indeholder er, at en Regulerings Gjennemførelse altid er afhængig af, at Kommunebestyrelsen bevilger de dertil fornødne Midler, og at en Grundeier saaledes ikke kan stole paa, at en speciel Regulering virkelig ogsaa vil blive effektiv. Men af at en Regulering ikke bliver approberet af Kommunebestyrelsen, følger ikke, at Kommunen bliver fri for at erstatte det Tab, som ved en ny Regulering maatte være paaført en Grundeier, der har indrettet sig efter den gamle, saaledes som i nærværende Tilfælde. Bygningsl.s §7 paalægger ikke en Grundeier at forelægge den specielle Regulering for Kommunebestyrelsen, inden han indretter sig efter den, men giver ham kun Adgang dertil, hvis han er misfornøiet med Reguleringen. Jeg er derfor med Byretten enig i, at en Grundeier maa have Krav paa at kunne indrette sig efter en foreløbig Regulering og maa kunne kræve Erstatning, hvis han ved dens Omgjørelse paaføres Tab. Spørgsmaalet bliver da, om det kan bevirke nogen Forandring heri, at Due ikke paa almindelig Maade havde indgivet Anmeldelse, før han begyndte sig Byggearbeide. Dette kan jeg dog ikke antage, da Due forinden havde gjort Bygningskommissionen og dermed ogsaa Stadskonduktøren bekjendt med sin Byggeplan ved sit indgivne Dispensationsandragende, og Stadskonduktøren, til hvem Bygningsanmeldelser ingives, havde gransket Andragendet og forsynet det med sin Anbefaling. Due havde desuden allerede under 25 Febr. 1884 for Reguleringskommissionen fremstillet sin Byggeplan, uden at der derved var fremkommet nogen Bemærkning, og Stadskonduktøren havde delt Strækningen i forskjellige Byggetomter. Due var allerede ifærd med at bygge, da Reguleringskommissionen den 9 Decbr. 1884 indfandt sig paa Stedet, hvilket skede efter Foranledning af Due, idet han ønskede Reguleringen af 1876 noget modificeret, saaledes at han blev berøvet mindre end de 40 m2, som efter denne Regulering skulde fragaa hans Tomt. Jeg mener derfor med Byretten, at en Bygningsanmeldelse ikke vilde have bevirket nogen Forandring i Reguleringen af 1876, og da kan Mangelen af den heller ikke tillægges saadan Virkning, som Kummunen vil.

Jeg kommer saaledes til samme Resultat som Byretten og vil votere fot Stadsfæstelse af denne Rets Dom med Ophævelse af Processens Omkostninger for Høiesteret. Der er mellem Parterne ingen Uenighed om Estatningsbeløbets Størrelse; Tvisten dreier sig kun om, hvorvidt Due i det hele tilkommer nogen Erstatning.

Konklusion:

Byrettens Dom bør med Magt at stande, dog saaledes, at Renterne fra 1 Januar 1889 kun tilvares med 4 af Hundrede aarlig. Sagens Omkostninger for Høiesteret ophæves.

Extraordn. Assessor Gram: Jeg kommer til samme Resultat som det dissenterende Medlem af Byretten. Arkitekt Due paaberaaber sig, at han havde begyndt Byggearbeidet i Tillid til, at Reguleringsplanen af 1876 vilde blive befulgt, og at han heri blev skuffet, idet Kommunens Vedkommende, efterat Arbeidet var begyndt, meddelte ham, at en ny Reguleringsplan var besluttet den 9 Decbr. 1884. Denne blev vistnok ikke iværksat, men ved Kommunens forandrede Bestemmmelse er der paaført ham Tab ved Forsinkelse af Arbeidet, nemlig Tab af Husleie, Arbeidsstandsning m.v. For mig staar Spørgsmaalet saaledes: Med hvilken Beføielse havde Due

Side:53

paabegyndt Arbeidet? At Kommunens Vedkommende forandrede Bestemmelsen angaaende Gadens Regulering, kan i og for sig ikke være noget Erstatningsfundament. Der maa komme til, at denne Omstændighed har grebet forstyrrende ind i den Byggevirksomhed, som Due havde retmæssigt Krav pa at fremme uden Afbrydelse. Men jeg indser ikke, hvorpaa et saadant Krav skulde grundes. Loven foreskriver, at ingen Bygning maa opføres uden foregaaende Anmeldelse, og dette er ikke en blot og bar Formalitet. Loven fastsætter Mulkt for Forsømmelse af at overholde denne Forskrift. Jeg mener da, at den, som begynder et Byggearbeide uden at have gjort den foreskrevne Anmeldelse, han gjør dette paa egen Resiko. Det forekommer mig, at det, at en Mand er begyndt at bygge paa egen Haand i en By, ikke i og for sig kan siges at være Erstatningsfundament. Fra Dues Side gjøres vistnok gjældende, at han ikke har indgivet Anmeldelse, fordi han først maatte oppebie Afgjørelsen af det af ham indgivne Dispensationsandragende. Men jeg indser ikke, med hvilken Føie En, der bygger, kan paastaa sig fritagen for at iagttage Forskriften om Byggeanmeldelse, fordi en saadan Anmeldelse ikke kunde blive afgjort, inden det var bragt paa det Rene, om Dispensation med Hensyn til visse Dele af Byggearbeidet vilde opnaaes. Jeg kan i saa Henseende ikke lægge nogen afgjørende Vægt paa, at Due virkelig senere, nemlig i Januar 1885, opnaaede den af ham ansøgte Dispensation. Loven har ikke ligestillet Andragende om Dispensation med en Byggeanmeldelse. Fremgangsmaaden ved Behandligen af disse to Slags Andragender og Gjenstanden for disse er helt forskjellige. Heller ikke kan jeg anse det godtgjort, at Forsømmelsen af at indgive Byggeanmeldelse i nærværende Tilfælde var uden Betydning. Thi i det her foreliggende Tilfælde vilde Indvilgelsen af en af Due indgiven Byggeanmeldelse have været afgjørende for Reguleringen af Observatoriegaden, og jeg tør ikke anse det for givet, at Stadskonduktøren, der paa engang er Medlem af Reguleringskommissionen og Bygningskommissionen, ikke ved Modtagelsen af en Byggeanmeldelse vilde være bleven opmærksom paa, at man ved at indvilge dette Andragende tillige fattede definitiv Bestemmelse om Observatoriegadens Regulering. Overhovedet forekommer det mig betænkeligt at anse en af Loven givet positiv Forskrift fyldestgjort derved, at man i det enkelte givne Tilfælde finder, at der kan være Meget, som taler for, at Forskriftens Iagttagelse ikke vilde have draget Følger efter sig. Forsaavidt Dues Skrivelse afødt xx.xx.1884 er paaberaabt, skal jeg bemærke, at den eneste Gjenstand for denne Skrivelse er en Anmodning til Reguleringskommissionen om at tage Reguleringen af en anden Gade, nemlig Kort Adlers Gade under fornyet Overveielse. Jeg antager saaledes, at Dues Paastand om at faa sig tilkjendt det omhandlede Beløb af Kr. 2500,00 ikke kan gives Medhold.

Derimod antager jeg, at Kommunen ikke kan undgaa at erstatte Due de ved de optagne Skjøn forvoldte Omkostninger med det fastsatte Beløb 400 Kr. Jeg anser det nemlig for godtgjort, at det var disse Skjøn, der for Kommunens Vedkommende var bestemmende for deres Opfatning af Reguleringsplanen. Forandringen i Planen af 1884 var foranlediget derved, at det ved Taxtforretningen havde vist sig, at Kommunen vilde blive paabyrdet uforholdsmæssige Udgifter.

Med Hensyn til Procesomkostningerne er jeg enig med Førstvoterende. Med dette Tillæg bliver saaledes min Konklusion stemmende med den af det dissenterende Medlem af Byretten formulerende.

Extraordn. Assessor Roll: Jeg er i den Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende. Jeg kan ikke forstaa, hvad der var passeret, da Due gik igang med sit Byggearbeide, anderledes, end at han fra Reguleringsvæsenets Vedkommende havde erholdt et utvetydigt Tilkjendegivende om, at Reguleringen af 1876 ikke vilde blive forandret.

Side:54

Assessor Reimers: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Hr. Assessor Gram. Kun skal jeg tilføie nogle enkelte Bemærkninger. Jeg for min Del opfatter Sagen ganske generelt saaledes, at det Spørgsmaal, som her i Virkeligheden foreligger til Besvarelse, er dette: Er en engang fattet Reguleringsbeslutning i den Forstand bindende for de kommunale Autoriteter og for Kommunen, at en Grundeier, som, gaaende ud fra den fattede Reguleringsbeslutning, har forberedt et Byggearbeide paa sin Tomt, er berettiget til af Kommunen at fordre Erstatning for Tab ved Arbeidsstandsning m.v. for det Tilfælde, at Kommunen, efterat han allerede har paabegyndt Forberedelser til Byggearbeidet, enten beslutter Reguleringen omgjort eller ialfald forannlediger den taget under ny Overveielse med den Følge, at det paatænkte Byggearbeide ikke kan sættes igang saa tidligt, som Tilfældet vilde have været, dersom den oprindelig fattede Reguleringsbeslutning uden videre var bleven Befulgt? Jeg tror, at Spørgsmaalet i sin Renhed maa stiller paa denne Maade, og jeg tror, at det i nærværende Tilfælde i saa Maade hverken gjør fra eller til, at Due havde sat Spade i Jorden eller Bor i Fjeldet. Spørgsmaalet om Erstatning for Arbeidsstandsning eller Arbeidsudsættelse som Følge at forandret eller fornyet Overveielse af en engang fattet Reguleringsbeslutning maa i mine Tanker besvares paa samme Maade, enten Arbeidet allerede er sat igang eller ikke, naar det kun er paa det Rene, at Arbeiders Paabegyndelse og Fuldførelse derved er forsinket. Jeg erkjender, at Bevarelsen er tvivlsom. Der er Meget, som taler for, at den Borger, som har indrettet sig efter den engang fattede Reguleringsbeslutning, dermed maa være in salvo, og at han som Følge deraf kan kræve, enten at de kommunale Autoriteter fastholder den engang fattede Regulering, eller at han holdes skadeløs, forsaavidt de ved en Forandring i denne eller ved en fornyet Overveielse af Spørgsmaalet om, hvorvidt den skal fastholdes - en Overveielse, som da altid vil medtage Tid - bevirker, at Arbeidet ikke kan sættes igang til paatænkt Tid. Jeg tror dog, skjønt som sagt under Tvivl, at de bedste Grunde taler for, at en fattet Reguleringsbeslutning, selv om er godkjendt af Kommunebestyrelsen, ikke uden videre berettiger den Grundeier til Erstatning, som i Tillid til den fattede Beslutning har forberedt et Byggearbeide. Jeg tror, at en saadan Konsekvents ligger udenfor Bygningslovens Tanke. Min Opfatning er den, som ogsaa af Førstvoterende er udtalt, at en Grundeier først med fuld Tryghed kan paabegynde Byggearbeidet, naar han har indleveret Bygningsanmeldelse og faaet den approberet. Der er ganske vist saa, som under Proceduren anført, at Bygningsanmeldelsen ikke nærmest hat til Hensigt at sætte de kommunale Autoriteter, Stadskonduktøren eller Bygningskommissionenm, istand til at tage under fornyet Overveielse, hvorvidt den engang fattede Reguleringsbeslutning bør fastholdes. Hensigten med Bygningsanmeldelsen er vistnok kun den at sætte Bygningsinspektøren og Stadskonduktøren istand til at kontrollere, om Tegninger og Planer er i Overensstemmelse med Bygningslovens Forskrifter, og om ved Byggeplanen den besluttede Regulering af vedkommende Gadestrøg er befulgt. Men Sagen staar dog i mine Tanker ligefuldt saa, at saalænge ikke Bygningsanmeldelse er indgivet og approberet, staar det endnu i de kommunale Autoriteters Haand at foranledige den engang besluttede Regulering forandret, uden at vedkommende Grundeier af Kommunen kan kræve Erstatning for Tidsspilde foranlediget ved, at dette Spørgsmaal er optaget til fornyet Overveielse, herved selvfølgelig forudsat, at der i saa Henseende fra de kommunale Autoriteters Side gjøres rimelig Fortgang. I nærværende Tilfælde er det jo paa det Rene, at Bygningsanmeldelse overhovedet fra Dues Side ikke er indgivet. Hvad der forøvrigt fra hans eller fra de kommunale Autoriteters Side er passeret, kan ikke sættes ved Siden af Indgivlese og Approbation af Bygningsanmeldelse. Den Omstændighed, at Reguleringskommissionen

Side:55

i 1882, foranlediget ved en Forespørgsel fra Due, underrettede ham om den i 1876 besluttede Regulering, kan i mine Tanker ikke være af en saadan bindende Virkning for Kommunen, af denne ikke skulde kunne omgjøre Reguleringen eller optage den til fornyet Overveielse uden derfor at blive erstatningspligtig til ham. Det siger sig selv, at naar Beslutningen af 1876 forelaa, maatte Due, naar han henvendte sig til Reguleringskommissionen, saa det Svar, at en saadan beslutning var fattet; men at dette skulde være bindende, kan jeg ikke indse. Heller ikke kan en saadan bindende Virkning tillægges den nærværende Spørgsmaal i mine Tanker uvedkommende Omstændighed, at Stadskonduktøren indfandt sig paa Tomten for som Chef for Byens Opmaalingsvæsen efter Rekvisition fra Due at dele den i Parceller. Dette var en Forretning, som ikke havde det Mindste med Reguleringspørgsmaalet at gjøre. Jeg kan heller ikke i saa Maade lægge nogensomhelst Vægt paa det af Due indgivne Andragende om Dispensation fra Bygningslovens Bestemmelser. Dette var et Spørgsmaal for sig, som ikke direkte og umiddelbart havde Noget med Reguleringen at gjøre. Og af den Omstændighed, at Stadskonduktøren havde anbefalet Andragendet, ialfald i det Væsentlige, til Indvilgelse, var Due efter min Formening paa ingen Maade berettiget til at slutte, at Sagen for hans Vedkommende var bragt i samme Stilling, som om han havde indleveret Bygningsanmeldelse og faaet denne approberet.

Extraordn. Assessor, Konst. Statsadvokat Løchen: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Assessor Ph. Hansteen: Ligesaa.

Assessor Saxlund: Ligesaa.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.