Rt-1893-17

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1892-09-17
Publisert:	Rt-1893-17
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 12/2 1892
Parter:	Anton Evensen Mjærum (Schjødt) mod Aron Nilsen Skvætta (Lous som befalet Sagfører).
Forfatter:	Andersen, Gram, Ottesen, Birkeland, Løchen, Hagerup samt C. Hansteen
Lovhenvisninger:

Assessor Andersen: Med Hensyn til nærværende Sags faktiske Omstændigheder, Proceduren for de foregaaende Retter og Underrettens Dom henviser jeg til Fremstillingen i Præmisserne til den af Kristiania Stiftsoverrets 1 Afdeling under 11 August 1890 afsagte Dom:

"Ved Skjøde af 25 Juli thinglæst 4 August 1821 solgte Andreas Evensen Mjærum til Ole Pedersen Riserpladsen den ham tilhørende Plads Skvætta af Skyld 25/8 Løbbel Tunge under Gaarden Nordre- (skal være Mellem-) Mjærum, Matr. Nr. 99 i Haabøl. Efter Skjødet skulde Kjøberen have Ret til i Nordre-Mjærums Skov at erholde fornødent Tømmer til Husebygninger "samt den fornødne Brændeved, Gjærdefang og Stør, dog Alt efter Udvisning ... ligesom han og skal have Havn ... i den Gaarden tilliggende Havnehage" ... Ved Forlig af 3 Septbr. og 1 Oktbr. 1827 enedes Andreas Evensen og Ole Pedersen om en nærmere bestemt Deling af "den Skov, som kan opvoxe paa Skvættens Havnegang". Ved Jordbytte- og Mageskiftningsdokument af 27 April, thinglæst 3 Juni 1841 overdrog derefter den daværende Eier af Mjærum, Andreas Andeassen Mjærum, Eiendommen af ny Skyld 1 Daler 2 Ort 101/2 Skill. til Ole Pedersen Skvætta mod, at denne som Vederlag overdrog ham 1) Selveierpladsen Flisa, af Skyld 1 1/2 Løbbel Tunge, og 2) ovennævnte Eiendom Skvætta samt gav ham et Mellemlag af 1.000 Speciedaler. I Skjødet heder det bl. A.: "Da nu ... bemeldte Ole Pedersen ... har overdraget mig samme (Flisa og Skvætta) ... og ... har udbetalt mig Mellemlagel ... saa Skal bemeldte Jordeiendom, Gaarden Mjærum ... med til- og underliggende Herligheder med Undtagelse af Skovstykket Rangladahl, der som liggende indenfor Grændserne af den Skvætta tilhørende og forhen lovligen fradelte Havnegang nu skal tilhøre denne Eiendom - herefter følge og tilhøre bemeldte Ole Pedersen ... Med de samme Rettigheder og Forpligtelser, som jeg har eiet samme" ...

Dokumentet sees at være forfattet paa vedkommende Sorenskriverkontor; i Thinglæsningsanmækningen nævnes blot endel Skiftendlæg, medens nogen

Side:18

Ret for Skvætta til Brændeved m. V. ikke er anmærket. Ved Skjøde dateret 20 Juni, thinglæst 3 Septbr. 1842 solgte Andreas Andreasen til Ole Larsen Flisa og Skvætta med samme Rettigheder ..., hvormed han havde eiet samme og med "alle de til- og underliggende Herligheder, af hvad Navn nævnes kan" ... "For Tydeligheds Skyld" anmærkedes det, "at det i .... nævnte forhen Gaarden Mjærum underlagte Skovstykke, Rangladalsskoven taldet, følger med og tilhører Pladsen Skvætta, og altsaa ved nærværende Skjøde underet med den, er hjemlet Kjøberen Ole Larsen Langelie". Ole Larsen solgte Skvætta, der da betegnes med Matr.-Nr. 71, L.-Nr. 84 c, af Skyld 2 Ort 9 Still., tilligemed Flisa Med tilliggende Herligheder og Rettigheder til Paul Christiansen ved Skjøde af 31 Oktbr. thinglæst 6 Novbr. 1876. Efter Paul Christiansens Døb den 4 Mai 1879 solgte Enken Marie Andersdatter Høsten 1879 Gaarden Skvætta til Aron Nilsen. Ole Pedersen beholdt Gaarden Mjærum fra 1841 lige til 1872, da han overdrog den til Even Johannesen, der igjen solgte den til Anton Evensen. Paa dennes Skjøde blev Skvættas Ret til Brændeved m. V. anmærket i Thinglæsningspaategningen.

Om Retten blev der imidlertid under 2 April 1883 thinglæst et Dokument, saalydende:

"Efter Forlangende af de nuværende Eiere af Gaarden Mjærum mellem om den Ret, som har tilkommet Skvætta i Mjærums Skov angaaende det, at Skvætte skal have Ret til Ved og Gjærdefang i Mjærum Skov, og da jeg var Eier af Gaarden Skvætta, saa blev det Skovstykket Rangladalen tillagt som fuldt Vederlag for oven anførte Ret, og da jeg var Eier af Skvætta, saa hugde jeg adskilligt der i Skovstykket Rangladalen som min Eiendom. Det bevidnes af mig Undertegnede.

Hylle i Spydeberg den 12 Marts 1883. Andreas A Hylle.

Ovenanførte Erklæring vedkjendes ogsaa af mig Undertegnede, saa at den kan udslettes af Pantebogen ...

13 Marts 1883.

Ole Larsen.

Ovenanførte Erklæring Vedkjendes ogsaa af mig Undertegnede.

... Marie Andersen Glemme".

Ved Thinglæsningen af dette Dokument blev der af Aron Nilsen Skvætta fremsat Protest mod Aflæsning af den i Dokumentet omhandlede Ret til Bed og Gjærdefang.

Iøvrigt blev Aron Nilsen negtet at udøve denne Ret, og han anlagde derfor efter forgjæves anstillet Forligsmægling efter Stevning afødt xx.xx.1887 Søgsmaal mod Anton Evensen Mjærum, idet han paastod 1) at han som Eier af Skvætta skulde kjendes berettiget til efter Udvisning i Anton Evensens Skov under Mjærum at tage Brændeved, Gjærdefang og Stør, 2) at Anton Evensen skulde tilpligtes at udvise Cit. saadant Gjærdefang m. V. og 3) udrede Erstatning for den Skade, han havde forvoldt Cit. ved i 7 Aar at have negtet ham den her nævnte Rettighed, fastsat ved Skjøn af uvillige Mænd optaget paa Anton Evensen Bekostning samt 4) betale Processens Omkostninger med et tilstrækkeligt Beløb.

Anton Evensen paastod principalt Sagen afvist og sig tilkjendt Kost og Tæring, Subsidiært sig frifunden og tilkjendt Forsvarsomkostninger.

Ved Dom afsagt af Sorenskriveren i Mos's Sorenskriveri; den 9 Febr. 1888 blev Aron Nilsens Paastand taget til Følge, idet dog Processens Omkostninger ophævedes.

Anton Evensens Eiendom betegnes i Dommen overensstemmende med Panteregistret som Mjærum mellem, Matr.Nr. 71, L.-Nr. 84 a b., af Skyld urevideret 1 Daler 3 Ort 9 Skill.; forat fremtvinge Udvisningen af Gjærdefang m. V. blev der fastsat en Tvangsmulkt af 3 Kroner for hver Dag, Anton Evensen maatte sidde Dommen overhørig.

Side:19

Denne Dom har Anton Evensen efter Stevning afødt xx.xx.1888 med Aron Nilsen Skvætta som Hovedmodpart og Sagvolder indanket her for Retten, hvor han har paastaaet sig frifunden og hos Indst. tilkjendt Procesomkostninger for Under- og Overetten.

Indst. har efter opnaaet beneficium paupertatis med fri Sagfører paastaaet Underrettens Dom Stadfæstet og Indst. hos Appell. tilkjendt tilstrækkelige Procesomkostninger saavel for Overretten som for Underretten, deriblandt Salar, til Sagføreren for Overretsproceduren, hvilket Salar in subsidium paastaaes udredet af Statskassen.

Appell. gjør gjældende, at Gaarden Skvættas Ret til Gjærdefang m. V. i Mjærums Skov er bleven afløst ved en Overenskomst mellem begge Gaardes Eiere i 1841, hvorefter Skovretten skulde ophøre, idet Skovstykket Rangladalen blev givet som Vederlag. Til Støtte herfor paaberaaber Appell. sig den ovenfor nævnte Erklæring fra Andreas Andreassen Hylle, der iøvrigt er skrevet og underskrevet af 2 Kontrav., da Andreas Andreassen selv ikke kunde Skrive. Ole Larsen har ogsaa for en Fredsdommer i Amerika edeligt bekræftet, at Andreas sagde til ham, da han solgte ham Skvætta (i 1842), at han solgte Gaardparten med Rangladalen, "som jeg fik til Vederlag for den Ret, jeg havde til Brændeved og Gjærdematerialier i Ole Pedersen Mjærums Skov". 5 Kontrav. under et den 13 Novbr. 1888 til 1 Juli 1889 optaget Thingsvidne prover endvidere, at Indst. saavel ved et Thing i Juni 1889 som den Dag Vidnet afgav sin Forklaring, fortalte ham, at Anders Hylle havde sagt til Indst., at Skovretten var udgjort, men at Indst. kom til et andet Resultat, da han saa i Papirerne. Herved anser Appell. det godtgjort, at Andreas Hylle mente, at han havde bortbyttet Skovretten mod Rangladalen og antager derfor Transaktionen som faktisk.

Et yderligere Bevis for, at Skovretten var bortbyttet, ser Appell. i, at alle senere Eiere af Skvætta indtil Indst. efter Appell.s Mening har havt denne positive Opfatning. Med Hensyn hertil udtaler Ole Larsen for Fredsdommeren, at han "som saadan" (dvs: som Eier af Skvætta) ingen Ret havde til Brændeved eller Gjærdematerialier i Mjærums Skov. Marie Andersdatter forklarer som 1 Kontrav., at Ole Larsen, af hvem hendes Mand kjøbte Skvætta, sagde, at de havde at hugge i Rangladalen, og har han omtalt, at Skvætta tidligere havde havt Ret til Ved og Gjærdefang i Mjærum Skov, og at Rangladalen skulde være Vederlag for Retten. I den Tid, hun og hendes Mand eiede Skvætta, fik de sit Behov af Ved og Gjærdefang i Rangladalen i Forening med den Skvætta tilhørende Skov.

Ved Siden af disse Vidneforklaringer støtter Appell. sin Paastand om, at Skovret er bortfalden ved Overenskomst af 1841, paa de Gaardene vedkommende Overdragelsesdokumenter.

Med Hensyn hertil erkjender han, at Skovservitutens Ophævelse ikke er udtrykkeligt nævnt i noget Dokument. Men først bekræfter dog Mageskiftestjødet af 1841 Ophævelsen; ved dette lægges nemlig Rangladalen, der efter Appell.s Opfatning af Skjødet tidligere laa under Mjærum, til Skvætta, medens Skovretten paa den anden Side ikke blev nævnt i Skjødets Thinglæsningspaategning. Dernæst finder Appell. ogsaa, at Ole Larsens Skjøde af 1842 Støtter hans Mening, forsaavidt som deri er fundet nødvendigt igjen at nævne, at Rangladalen tilhørte Skvætta.

Indst. benegter, at der er sluttet nogen Overenskomst om Skovrettens Ophævelse. Specielt paastaar han, at der ikke kan lægges nogen Vægt paa Andreas Hylles Erklæring eller paa Ole Larsens Forklaring i Amerika. Ligesaa benegter han bestemt 5 Kontrav.s Prov, idet han navnlig fremhæver det utænkelige i, at han Skulde have udtalt sig som af Vidnet forklaret til dette samme Dag, som Vidnet skulde afgive Forklaring for Retten, saa meget mere som Vidnet er en Slægtning af Appell.

Side:20

Ved Siden heraf prove under en Session ved Underretten den 5 Decbr. 1887 1 og 2 Hovedv., af hvilke Sidstnævnte da var 64 Aar gammel, at de hørte Ole Larsen omtale, at han havde Ret i Mjærums Skov til at tage Ved og Gjærdematerialier. 1 og 2 Hovedv. bleve 2 Aar efter afhørte under et Thingsv. i Kristiania den 4 Febr. 1890, henholdsvis som 2 og 1 Vidne. 1 Thingsv. (2 Hovedv.) udtalte sig ved dette Thingsv. ikke bestemt; han kunde da kun sige, at det forekom ham, at der blev talt som af Vidnet tidligere forklaret: Han tror at erindre, at Ole Larsen omtrent sagde, at hvis han vilde, kunde han godt slippe at hugge i sin egen Skov, og at Vidnet opfattede denne Ytring derhen, at Ole Larsen mente, at han kunde benytte den Ret han havde i Mjærumskoven. Forud før Samtalen havde iøvrigt 1 Thingsv. hørt "jiti", at der skulde ligge Ret i Mjærumskoven til Skvætta. Retten erklærede forresten Med Hensyn til dette Vidne at Vidnets Besvarelse i det Hele taget var temmelig uklar, og gav Indtryk af, at Vidnet kun havde en dunkel Erindring om de omspurgte Forhold og Begivenheder.

I Forbindelse hermed forklarer 2 Thingsv., der er 1 Thingsv.s Søn, at 1 Thingsv.s Hukommelse i senere Tid stadigt har gaaet tilbage, og at den derfor antageligt er daarligere end for 2 Aar siden. Under Thingsvidnet forklarer derimod 2 Things.v (1 Hovedv.), at han har den bestemte Opfatning, at der under Samtalen mellem Ole Larsen og 2 Hovedv. faldt den Udtalelse fra Ole Larsen, at Skvætta fremdeles havde Hugstret i Mjærums Skov.

Ved Siden heraf paastaar Indst., at Ole Larsen under et Ordskifte, før han reiste til Amerika, ligeoverfor Indst. indrømmede, at han havde underskrevet en urigtig Erklæring om Bedretten (den foran indtagne Erklæring afødt xx.xx.1883). De Oplysninger, som Indst. har tilveiebragt herom (5 og 8 Vidnes Prov under Thingsv, afødt xx.xx.1888 til 1 Juli 1889 i Forbindelse Med Ole Larsens Brev til Advokat Schjødt afødt xx.xx.1888), ere imidlertid ikke saa bestemte, at man mod Appell.s Protest kan anse dette Anbringende af Indst. for bevist, hvorfor man efter Omstændighederne iøvrigt ikke finder Grund til at gaa nærmere ind paa dem.

Mod Appell. gjør iøvrigt Indst. gjældende, at der i de Gaardene vedkommende Dokumenter ikke findes noget Bevis for, at Skovretten er bortfalden. Navnlig paastaar han at Mageskifteskjødet af 1841 maatte have indeholdt noget herom, hvis Meningen skulde have været, at Retten skulde være bortfalden efter Mageskiftet. At Servituten ikke er bleven anmærket paa Skjødet, finder Indst. at være uden Betydning, navnlig naar hensees til, at Pantebogsføreren ikke samtidigt har udslettet Retten i Pantebøgerne. Derimod finder Indst., at Skjødets Udtryk, at Mjærum overdrages "med de samme Forpligtelser", som Sælgeren har eiet det med, taler for, at Retten fremdeles skulde bestaa. At Skjødet af 1842 har nogen Betydning for Appell.s Paastand, benægter Indstevnte."

Ved Stiftsoverrettens Dom, der afsagdes under Dissents blev Underrettens Dom stadfæstet, Omkostningerne for Overretten ophævede og den for Aaron Nilsen Skvætta befalede Sagfører ved Overretten tilkjendt 160 Kr. i Salarium af Statskassen. Denne Dom er af Anton Evensen Mjærum ved Stevning afødt xx.xx.1890 paaanket til Høiesteret, hvor han har nedlagt Paastand om Frifindelse for Modpartens Tiltale og Tilkjendelse af Procesomkostninger for alle Retter. Indst., Anton Nilsen Skvætta, der ogsaa for Høiesteret har erholdt beneficium paupertatis med fri Sagfører, har ved sin befalede Sagfører paastaaet Overrettens Dom stadfæstet og Appell. tilpligtet at betale Processens Omkostninger for Høiesteret, derunder Salarium til den befalede Sagfører, hvilket i ethvert Fald paastaaes udredet af det Offentlige.

Da Andreas Evensen Mjærum under 25 Juli 1821 meddelte Ole Pedersen Riserpladsen et den 3 August s. A. thinglæst Skjøde paa den ham

Side:21

tilhørende Plads Skvætta af Skyld 2 5/8 Løbbel Tunge under Gaarden Nordre Mjærum Matr.-Nr. 99 i Haabøl, hjemlede han ved samme Skjøde tillige Kjøberen, som i Overretsdommen anført, Ret til i den Sælgeren tilhørende Eiendom Nordre Mjærums Skov "at erholde fornødent Tømmer til de paa Pladsen nødvendigt behøvende og af ham opførende Husebygninger samt den fornødne Brændeved, Gjærdefang og Stør, dog Alt efter Udvisning", og endelig Havn i den Gaarden tilliggende Havnehage. Disse Pladsen Skvætta saaledes ved thinglæst Dokument tillagte Rettigheder i Nordre Mjærums Skov er ikke senere aflæste. Af det dokumenterede sees, at der i 1827 blev Uenighed mellem Andreas Evensen Mjærum og Ole Pedersen Skvætta om den fælles Havnegang, som derpaa efter indgaaet Forlig blev delt mellem dem. Senere samme Aars Høst opstod der Tvist mellem dem om den paa Havnegangen voxende Skov, hvilken Tvist ogsaa blev bilagt ved en Deling.

Ved Skifte i 1834 efter Andreas Evensen blev hans Søn Andreas Andreassen Eier af Faderens Eiendom Mjærum. Ved Mageskiftebrev afødt xx.xx.1841 overdrog Andreas Andreassen denne Eiendom Mjærum, nyt Matr.-Nr. 71 gml. Skyld 11 1/2 Løbbel Tunge og ny Skyld 1 Daler 2 Ort 10 1/2 Skill. til Ole Pedersen Skvætta, mod at denne overdrog til Andreas Andreassen 1) sin eiende Selveierplads Flisa og 2) sin eiende ved Skjøde afødt xx.xx.1821 hjemlede Selveierplads Skvætta, gml. Skyld 2 5/8 Løbbel Tunge, forhen underlagt Gaarden Mjærum i Haabøl samt 3) desuden erlagde et Mellemlag af 1000 Spd. Fra Overdragelsen til Ole Pedersen af Gaarden Mjærum undtoges dog Skovstykket Rangladahl, "der som beliggende indenfor Grændserne af den Skvætta tilhørende og forhen lovligen fradelte Havnegang nu skal tilhøre denne Eiendom". Andreas Andreassen blev efter dette Mageskifte Eier af Skvætta m. m. og denne Plads's tidligere Eier Ole Pedersen af den herom Handlede Gaard Mjærum. Mageskiftebrevet blev thinglæst den 3 Juni 1841. I Paategningen derom er kun anmærket endel Skifteudlæg i Mjærum, derimod Specielt ikke de Skvætta ved Skjødet af 1821 tillagte Rettigheder.

Andreas Andreassen havde, som anført, ved Mageskiftet i 1841 betinget sig et Mellemlag af 1.000 Spd. Om Restbeløbet af dette Mellemlag 540 Spd. blev under 1 Marts 1842 sluttet Forlig, hvorunder Ole Pedersen forbandt sig til at betale 200 Spd. inden førstkommende Nytaar og Resten inden 24 Juni 1843, dog under Betingelse af, at Andreas Andreassen præsterede Skjødet paa den Del af Gaarden Mjærum, som var solgt til Ole Pedersen, aflyft for enhver Panteheftelse. Andreas Andreassen overdrog ved Skjøde afødt xx.xx.1842 thinglæst 3 Septbr. s. A. til Ole Larsen Langelie Eiendommene Flisa og Skvætta. I dette Skjøde heder det: "For Tydeligheds Skyld anmærkes endvidere, at det i ovennævnte Mageskifteskjøde nævnte forhen Gaarden Mjærum underlagte Skovstykke, Rangladalsskoven kaldet, skal følge med og tilhøre Pladsen Skvætta og altsaa ved nærværende Skjøde underet med den er hjemlet Kjøberen Ole Larsen Langelie".

Den 1 April 1854 udstedte Ole Larsen til Eieren at Mjærum Ole Pedersen en Obligation, hvorved han bl. A. pantsætter Skvætta med tilog underliggende herligheder og Rettigheder, Skovstykket Rangladalen derunder indbefattet. I 1872 fandt et Mageskifte Sted, hvorefter Even Johannesen blev Eier af den Ole Pedersen før tilhørende Gaard Mjærum. Ved Skjøde afødt xx.xx.1876 overdrog Ole Larsen til Paul Christiansen Eiendommen Skvætta, og Sidstnævntes Enke solgte atter i 1879 Eiendommen til Aron Nilsen. Den heromhandlede Gaard Mjærum blev i 1881 af Even Johannesen solgt til hans Sønner Anton og Ole. Mod Anton Evensen er af Skvættas Eier, Aron Nilsen, nærværende Sag anlagt.

Efter Panteregistret hviler den Skvætta ved Skjødet af 1821 tilstaaede

Side:22

Servitut Med Hensyn til Ved, Gjærdefang m. m., som anført, fremdeles uaflæste paa Mjærum. Naar denne Heftelse ikke efter de tidligere thinglæste Dokumenter var udstrøget som Heftelse, kunde følgelig ikke Pantebogsføreren efter de under 2 April 1883 thinglæste Erklæringer, af hvis Udstedere Ingen da var Eier af Skvætta, udslette Heftelsen og det uden Hensyn til den Samtidig thinglæste Protest derimod.

Dermed er imidlertid ikke afgjort, at Servituten af den Berettigede, Skvættas Eier, ikke er frafaldt som afløst, eller en saadan Frafaldelse og Afløsning ikke er bindende for den nu værende Eier af Skvætta, Indst. for Høiesteret.

Jeg finder det efter de fremkomne Oplysninger godtgjort, at de tre tidligere Eiere af Skvætta, der har udstedt de under 2 April 1883 thinglæste Erklæringer, har frafaldt Skvættas Menigheder i Mjærums Skov som afløste derved, at Skvætta af Mjærum erholdt til udelukkende Eiendom en Del af Skoven, Rangladalen kaldet. Jeg finder endvidere disse Vidners Forklaring bestyrket ved de tinglæste Dokumenter. Den første Udsteder af Erklæringen, Andreas Andreassen Hylle, der eiede Mjærum fra 1834 til 1841 og da tilmageskifteda sig Skvætta m. m., var død, da nærværende Sag kom paa. Men den Mand, der for ham nedskrev Erklæringen, har som 2 Kontrav. provet, at han skrev Erklæringen efter Anmodning af Andreas Hylle, hos hvem han tjente, og for hvem han pleiede at føre Pennen. Ogsaa Underskriften er tilføiet af Vidnet, da Andreas Hylle slet ikke kunde skrive. Ole Larsen Langelie, der eiede Skvætta fra 1842 til 1876, har vedtaget Erklæringen og endvidere for vedkommende til saadanne Forretninger bemyndigede Autoritet i Amerika, hvor han nu er bosat, under 3 Januar 1888 afgivet saadan edelig Forklaring: "Da jeg Ole Larsen kjøbte Gaardsparten Skvætta af Andreas Andreassen (Hylle) sagde han, at jeg Andreas Andreasen sælger Gaardparten Skvætta med Skovstykket ("Rangladalen" kaldet), som jeg fik til Vederlag, for den Ret, jeg havde til Brændeved og Gjærdematerialier i Ole Pedersen Mjærums Skov. Som saadan havde jeg ingen Ret hverken til Brændeved eller Gjærdematerialier i omtalte Skov. Jeg har derfor ikke bekommet noget hverken Brændeved, Gjærdematerialier eller Tømmer til Sommersjøs derfra. Det er derfor mig aldeles udekjendt det, Martin Jakobsen og hans Søn Martinius Martinsen har vidnet, at jeg har sagt, at jeg havde nogen Ret i samme Skov". Ole Larsens Udtalelse om Martin Jakobsen og hans Søn sigter til de af disse afgivne Forklaringer om, at Ole Larsen ved en Leilighed Skal have udtalt sig, som om han som Eier af Skvætta skulde have en Ret i Mjærums Skov. Herom er indhentet vidtløstige Vidneforklaringer af Martin Jakobsen og hans Søn, paa hvilke Overretten sees at have lagt megen Vægt. Efter min Opfatning er disse Forklaringer uden Betydning, for det første fordi de i og for sig ere uklare, og dernæst og fornemmelig fordi de kun angaar en enkelt tilfældig Ytring af Ole Larsen om hans formentlige Ret, hvilken Ytring ingen Vægt kan have ligeoverfor hans greie og tydelige edelige Forklaring og endvidere ligeoverfor de dokumenterede egenhændige skriftlige Meddelelser fra ham, hvilke ere overensstemmende med hans Erklæring og Vidneforklaring. Marie Andersdatter, Paul Christiansens Enke, Eier af Skvætta fra 1876 til 1879 og Aron Nilsens nærmeste Hjemmel, har som 1 Kontrav. vedtaget sin thinglæste Erklæring og endvidere provet, at Ole Larsen, af hvem hendes Mand tjøbte Skvætta, havde sagt, at de havde at hugge i Rangladalen, og havde omtalt, at Skvætta tidligere havde havt Ret til Ved og Gjærdefang i Mjærum Skov, og at Rangladalen skulde være Vederlag for den sidstnævnte Ret. Ogsaa Dokumenterne vise efter min Opfatning, at Eierne af Mjærum og Skvætta vare komme overens om, at Skvættas Ret i Mjærum Skov Skulde være afløst. Forsaavidt Havneretten

Side:23

angaar, efter det første Forlig af 1827 er det ikke omtvistet. Skvætta fik sin egen Del af Mjærums tidligere for denne Parcel og Hovedbøllet fælles Havnegang. Saa blev der Spørgsmaal om Skoven eller Træerne paa Havnegangen, hvortil Skvætta, udenfor sin almindelige Husbehovsret efter Skjødet af 1821, ikke havde nogen Ret. Derom blev der da ogsaa indgaaet Forlig. I hvilken Forbindelse den ved Mageskiftebrevet af 1841 trufne Overenskomst staar med den Ordning med Hensyn til Havnegangen og Træerne paa samme, som fandt Sted i 1827, eller om der overhovedet derimellem er nogen Forbindelse, er uklart. Imidlertid har Skvættas Eiere efter Mageskiftebrevet af 1841 ikke bevislig foretaget nogen Hugst i Mjærum Skov, og dette er saameget mere at lægge Vægt paa som Skvætta efter Skjødet af 1821 ikke havde Ret til at aavirke Noget uden efter Udvisning. Var Udvisning begjært, tilstaaet eller negtet, maatte det været let at bevise saadant.

Skvætta havde ifølge Skjødet af 1821 en Skyld af 2 5/8 Løbbel Tunge. Den samme Skyld anføres Eiendommen at have, efterat Rangladalen er tillagt samme, hvilket tyder paa, at dette Tillæg er anseet for at ækvivalere den Eiendommen tilliggende Skovservitut i Mjærum. Naar en Eiendomsdel helt afstaaes som Ækvivalent for en paa den samlede Eiendom hvilende Servitut, forandres ikke Skyldforholdet.

Udtrykkene i Mageskiftebrevet afødt xx.xx.1841 er uklare, og jeg tør ikke uden videre akceptere den Forklaring deraf, som det dissenterende Medlem af Overretten sees at have fremstillet som antagelig, nemlig at Rangladalen ligger i den Del af den før fælles Havnestrækning, som ved Delingen i 1827 tilfaldt Mjærum. Men noget Vederlag for denne Eiendomsdel, Rangladalen, maa dog Skvætta forudsættes at have givet, naar Skyldforholdet er bleven uforandret, og da fremstiller det sig for mig ogsaa efter Dokumenterne ganske rimeligt at antage, hvad de tidligere Eiere efter deres den 2 April 1883 thinglæste Erklæringer har udlalt, at det er Skovrettigheden, den under nærværende Sag omhandlede Ret til Brændeved og Gjærdefang, det gjælder.

Jeg antager det saaledes godgjort, at fra Skvættas Side paa bindende Maade, mod Godtgjørelse i Rangladalen, er afstaaet den Ret til Brændeved, Gjærdefang og Stør, som Indst. i Egenskab af nuværende Eier af Skvætta vil gjøre gjældende.

Spørgsmaalet bliver da, om en saadan Ordning, skjønt herom Intet er thinglæst, kan paaberaabes mod Indst., som siger sig ubekjendt dermed, og som har kjøbt en Eiendom, hvortil efter Pantebøgerne hører Ret i Mjærum Skov. Hertil skal jeg bemærke, at jeg finder, at der er adskillig Grund til at antage, at Indst. før Kjøbet var bekjendt med, at Skvættas Rettighed i Mjærum Skov antoges afløst, uden at Servituten var aflyst, og at han alene troede, at den manglende Aflysning var tilstrækkelig for ham til at gjøre Retten gjældende. Men hvorledes det end forholder sig med Indst.s Tro, finder jeg, at Appell.s paastand bør tages tilfølge af den Grund, at Gaarden Mjærum maa være hævdet til fri Eiendom uden den heromhandlede Servitut, derved, at Ole Pedersen i over 30 Aar, nemlig fra 1841 til 1872 brugte Eiendommen som sin i Henhold til Mageskiftebrevet af 1841 med den Bevidsthed, at den heromhandlede Servitut, som den hele Tid siden 1841 ingenfinde er udøvet, var bortfalden. Naar hans Medkontrahent og senere Eiere af den berettigede Eiendom Skvætta, som oplyst, havde Bevidsthed om ingen Ret at tilkomme, maatte saa meget mere Eieren af den bebyrdede Eiendom, Ole Pedersen, føle sig overbevist om, at hans Eiendom var fri for den heromhandlede Servitut.

Den befalede Sagførsel eragtes forsvarlig. Processens Omkostninger ved alle Retter antager jeg bør ophæves.

Side:24

Konklusion:

Anton Svensen Mjærum bør for Aron Nilsen Skvættas Tiltale i denne Sag fri at være. Processens Omkostninger for alle Retter ophæves. Den for Høiesteret befalede Sagfører, Advokat Lous, tillægges i Salarium 300 - tre Hundrede - Kroner, der ligesom det den befalede Sagfører ved Stiftsoverretten tilkjendte Salarium udredes af Statskassen.

Extraordn. Assessor, fhv. Statsminister Gram: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Assessor Ottesen, de extraordn. Assessorer, Advokaterne Birkeland, Løchen og Professor Hagerup samt Assessor C.Hansteen: Ligesaa.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.