Rt-1893-481
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1893-02-18 |
| Publisert: | Rt-1893-481 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 39/1 1893 |
| Parter: | Grosserer Lars H. Lorenzen (Fyhn) mod Kristiania Kommune (Nicolaysen) |
| Forfatter: | Mejdell, Ottesen, Ph. Hansteen, Reimers, Løchen, Scheel, C. Hansteen |
| Lovhenvisninger: |
Extraordn. Assessor, Adv. Mejdell: Med Hensyn til nærværende Sags faktiske Omstændigheder henvises til Præmisserne til den af Kristiania Byret den 15 Januar 1889 afsagte Dom:
«Ved Skjøde afødt xx.xx.1875 overdrog de daværende Eiere af Søbod Nr. 38 her i Byen til Kristiania Kommune deres eiende Brygge beliggende paa Hjørnet mellem Langbryggen og Borkehullet for en Kjøbesum af 16.000 Spd., og blev der i Skjødet indtaget følgende Bestemmelse: «Salget sker med Forbehold af, at senere Om- og Tilbygninger eller Forandringer af Brygge, om Byen i Fremtiden vil foretage saadant, maa ske paa saadan Maade, at de nuværende eller senere Eiere af Søboden Nr. 38 beholder en fri og uhindret Udgang til Søboden».
Ved Skjøde afødt xx.xx.1875 overdrog derefter de samme Eiere den nævnte Søbod til Lars H. Lorenzen, Cit. i nærværende Sag, for 8.000 Daler.
I 1876 lod Kommunen den her omhandlede Brygge reparere og forhøie paa Grund af, at Bryggen var sunket og kommen ud af Vater, og desuden ved ualmindelig høi Vandstand stod under Vand. Ved det nævnte Arbeide blev Bryggen paaført saa meget, at den i sin hele Længde igjen kom i Vater samt forsynet med nyt Plankedække, og Gulvet foran Søboden kom derved til at ligge høiere en Søbodens Gulv, nemlig ved den nordligste af de paa Bodens Østside til Bryggen førende Døre 38 cm. = 14 7/12", ved den midtre Dør 53 cm. = 20 1/3" og ved den sydligste Dør 34 cm. = 13" over de respektive Dørtærskeler, og Udkomsten til Søboden ordnedes ved at lægge Trappetrin ned til Dørtærskelerne.
Søbodens Eier Grosserer Lorenzen gjorde dengang ingen Indvending mod dette Arbeide og fremkom heller ikke senere, før i 1886 med nogen Anke derover.
Da Bryggens Plankegulv maatte fornyes, og da bryggen igjen var sunket, nemlig paa sine Steder - navnlig langs den ydre Kant - vel
Side:482
0.3 m. blev Bryggen paaført saa meget, at den igjen kom i Vater, hvorhos det øverste Stokkelag blev ombyttet med nyt. Ved dette Arbeide blev Bryggen ikke forhøiet noget inde ved Søboden men den tidligere Høide bibeholdt uforandret. Cit. har vistnok paastaaet, at der ogsaa da skeie en Forhøielse, men da han Intet har kunnet anføre til Støtte herfor ligeoverfor de foreliggende modstridende Udtalelser fra Kristiania Ingeniørvæsens Afdeling for Havnevæsenet og 1 Hovedv.s Prov maa man gaa ud fra, at den hele Forhøielse med de forannævnte Maal - der, efter hvad begge Parter er enige i, repræsenterer den Høide, hvori Bryggens Plankegulv ved nærværende Sags Anlæg laa over de respektive Dørtærskeler - er skeet i 1876.
Efter Udførelsen af det omhandlede Arbeide i 1886 henvendte Grosserer Lorenzen sig ved sin Sagfører i Skrivelse afødt xx.xx.1886 til Kristiania Magistrat, idet han anførte, at den omhandlede Brygge allerede for nogle Aar tilbage var bleven forhøiet nogle Tommer, og at denne Forhøielse nu end yderlige er forøget, samt at dette Forhold høiligen griber ind i den «fri og uhindrede Udgang», som ved Skjødet afødt xx.xx.1875 er tilsikret Søbodens Eier, og at Lorenzen fra første Stund havde været tilfinds at paatale Forholdet, men paa Grund af Omstændighederne ikke havde gjort det tidligere, hvorimod han nu da yderligere Forhøielse var skeet, og det maaske kunde befrygtes, at Kommunen senere vilde end mere løste Bryggen, ikke længere fandt at kunne undlade at paatale et Forhold, der saa stærkt berørte hans Interesser, hvorfor han henstillede til Magistraten at foranledige det paaklagede Forhold rettet, saaledes at Lorenzen erholdt den ved nevnte Skjøde tilsagte fri og uhindrede Udgang, i hvilken Anledning han bemærkede, at han ikke troede, at dette kunde ske fuldt ud Fyldest uden ved at retablere det tidligere Forhold, da Bryggens Plankedække gik i Flugt med Indgangstærsklerne eller Gulvet i Søboden, men at han ikke vilde stille sig uimødekommende ligeoverfor mulige Forslag til Sagens Ordning paa anden Maade end ovenfor nævnt.
Til Slutning bemærkedes, at det var Lorenzon forebragt, at der ogsaa forestod Forhøielse af Bryggen mod Syd af ca. 3 Tommer, mod hvilken eventuel Forhøielse Lorenzen forbeholdt sin Klageret.
Paa denne Skrivelse blev af Havnekommissionen svaret, at der ved Arbeidet i 1886 ikke var skeet nogen Forhøielse af Bryggens Plankegulv, men at kun det tidligere Forhold var retableret, men at man imidlertid skulde være villig til at gjøre, hvad man kunde for at imødekomme Søbodens Eier, i hvilken Anledning der fremsattes Forslag om, at Trappetrinene ved den midterste Dør, hvor Høideforskjellen var størst, blev trukket tilbage, saaledes at der dannedes en Repos umiddelbart foran Døren. Dette Forslag blev imidlertid ikke antaget, og der blev senere under de derefter paagaaende Underhandlinger af Havnevæsenets Vedkommende fremsat forskjellige Forslag til Sagens Ordning bl. A. ogsaa gaaende ud paa istedenfor Trappetrinene at anbringe langsluttende Skraaplan eller at sænke hele det foran Søboden liggende Bryggeplan langtsluttende ned imod Søboden, saaledes at Bryggen altsaa kom til at ligge i 2 Planer, et horizontalt for den ydre Del af Bryggens Vedkommende og et langtsluttende Skraaplan for den indre til Søboden stødende Del. Men ingen af disse Forslag blev antaget, og da Sagen heller ikke paa anden Maade kunde ordnes i Mindelighed, idet Havnekommissionen ikke fandt at kunne gaa ind paa Lorenzens Forlangende om at retablere det før 1876 existerende Forhold, saaledes at Bryggedækket blev lagt i Niveau med Søbodens Tærskler, har Lorenzen efter forgjæves forsøgt Forligsmægling ved Stevning afødt xx.xx.1886 anlagt nærværende Aastedssag og derunder nedlagt foreløbig Paastand om, at Kristiania Kommune under Dagmulkt tilpligtes at skaffe Cit. fri og uhindret Adgang fra Bryggen til hans under Sagen omhandlede Søbod, saaledes at Bryggens
Side:483
Plankegulv lægges helt i Niveau med Søbodens 3 mod Øst vendende Indgangsdøre, samt at Indst. tilpligtes at udrede Erstatning til Cit. efter Skjøn af uvillige Mænd optaget paa Indst.s Bekostning, efterat Bryggens Plankegulv er bragt i Niveau som nævnt for det Tab Cit. indtil da har lidt ved, at Indst. har berøvet ham den tilsagte fri og uhindrede Adgang til hans Søbod med Renter af Skjønsbeløbet fra Forligsklagen, og at Indst. tilpligtes at betale Cit. Sagens Omkostninger.
I et senere Indlæg har Cit. derhos subsidiært paastaaet Skadeserstatning efter Skjøn af uvillige Mænd optaget paa Indst.s Bekostning for det Tab, Cit. hidtil var paaført og fremtidig vil paaføres ved den omhandlede Forhøielse af Bryggen.
Under Sagen, og førend Indst. tog til Gjenmæle i Samme blev der af Indst. fremsat Forligstilbud paa Vilkaar af, at der ved Skjøn af de under Sagen opnævnte Skjønsmænd (og med Adgang til Overskjøn) afgjordes, hvorvidt Søbodens Eier har lidt og vil komme til at lide Tab og Skade ved den i 1876 foretagne Forhøielse af Bryggen udenfor Søboden, samt at Kommunen i Tilfælde af, at Skjønsmændene fandt, at saadant Tab og Skade havde fundet Sted, betalte det Beløb, hvortil Skjønsmændene ansatte dette, med Renter fra Forligsklagen.
Dette Tilbud blev af Cit. forkastet med Bemærkning, at han ikke ønskede at afhænde sin Servitut over Langbryggen, men kun at faa, hvad hans var, nemlig Ret til fri og uhindret Adgang til Søboden, og at den paastaaede Erstatning var mindre væsentlig, men at Hovesagen var at saa fjernet et Forhold, som har skadet, fremdeles skader og vil vedbive at skade ham, navnlig ved eventuelt Salg af Søboden».
Ved den nævnte Byretsdom blev Kristiania Kommune frifunden for Grosserer Lorenzens Tiltale i Sagen og Sagens Omkostninger ophævede. Denne Dom er af Lorenzen ved Stevning afødt xx.xx.1889 indbragt for Høiesteret. Under 14 Novbr. 1891 inkamineredes efter Rekvisition af Appell. en Skjønsforretning, der kontinueredes den 25 Januar 1892. Skjønsmændene blev da forelagt følgende Spørgsmaal: Hvilken Værdiforringelse antages Cit.s Eiendom Matr.-Nr. 38 ved Langbryggen at have lidt ved, at Kristiania Kommune i 1876 forandrede den udenfor Søboden liggende Brygge fra at ligge i Niveau eller Flugt med de til Søboden liggende Indgangstærskler til de nuværende Forhold? Paa dette Spørgsmaal afgav Skjønsmændene saadan Besvarelse: Eiendommen antages at have lidt en Værdiforringelse, der ansættes til 1.500 Kr., idet herved er taget Hensyn til den med Bryggens Forhøielse forbundne Fordel. Underkjønnet blev af Skjønscit. indanket til Overskjøn, der afholdtes den 5 Mai 1892, og hvorunder med Konsens af Appell. ogsaa Kommunen paastod Underskjønnet forandret til sin Fordel, medens Appell. paastod den ved Underskjønnet foretagne Værdiansættelse forhøiet. Under 26 Septbr. 1892 afgav Overskjønnet saadant Skjøn: Som Følge af de paaførte Ulemper anser Overskjønnet Værdien forringet med 1.500 Kr. ialt. Heri er intet Hensyn taget til mulige fremtidige Fordele. Paa et nærmere Spørgsmaal fra Appell.s Advokat, «om denne Ansættelse af Værdiforringelsen var at forstaa saa, at den angiver Forringelsen i 1876, da Kommunen foretog den omhandlede Forhøielse af Bryggen, eller om den repræsenterer Værdiforringelsen nu idag ved Skjønnets Afgivelse», svarede Skjønsmændene, at de henholdt sig til «at Forringelsen er ansat «ialt», hvilket gjælder nu idag ved Skjønnets Afgivelse». I en ny Session den 16 Novbr. 1892 tilførte Appell.s Advokat, at Appell. efter Overskjønnets Afgivelse havde foreslaaet Kristiania Kommune at hæve Tvisten mod Udbetalning af Skjønsbeløbet og Skjønsomkostninger, men at dette Forslag var forkastet af Byens Vedkommende. Vedkommende
Side:484
Advokat har ogsaa her i Skranken fremsat det samme Tilbud, uden at Kommunens Advokat har fundet Adgang til at gaa ind derpaa.
Jeg kommer til et andet Resultat end det, hvortil Byretten er kommet.
Den heromhandlede Brygge, der tidligere var Privateiendom, blev ved Skjøde afødt xx.xx.1875 solgt til Kommunen. Den i dette Skjøde indholdte Klausul: «Salget sker med Forbehold af, at senere Om- og Tilbygninger eller Forandringer af Brygge, om Byen i Fremtiden vil foretage saadant, maa ske paa saadan Maade, at de nuværende eller senere Eiere af Søboden Nr. 38 beholder en fri og uhindret Adgang til Søboden», kan jeg ikke se andet den er gaaet for nær ved den Forandring af Bryggen, som fandt Sted i 1876. Jeg har overhovedet vanskeligt for at forstaa, hvad Betydning Klausulen skulde have, naar den ikke sigtede til en saadan Forandring eller Ombygning af Bryggen som den, der har fundet Sted. At det forholder sig saa, at Eieren af Søbo Nr. 38 ikke har beholdt den samme frie og uhindrede Adgang til Søboden, som han tidligere havde, fremgaar klart af det efter Afsigelsen af Byrettens Dom afholdte Under- og Overskjøn. Det maa ansees oplyst specielt ved en under Sagen dokumenteret Skrivelse afødt xx.xx.1887 fra Afdelingschef Schiøz til Kommunens Advokat, at den under Sagen omhandlede Søbod ikke siden 1875 har sunket. At Søboden, der oprindelig skal være opført i 1809, i Tidernes Løb har sunket saaledes, at den paa den Tid, da Skjøderne af 1875 blev udstedte, ikke stod i samme Niveau, som da den oprindelig blev bygget, finder jeg har liden Interesse for Sagen, naar det, som sagt, maa ansees for at være paa det Rene, at senere end 1875 har den ikke sunket. Ved den Forandring af Bryggen, som fandt Sted i 1876, blev denne saaledes forhøiet, at medens den paa den Tid, da Skjødet udstedtes, laa i Niveau med Søbodens 3 Døre, kom Bryggens Gulv nu til at ligge respektive 34 cm., 53 cm. og 38 cm. over Dørtærsklerne. Bryggegulvet kom saaledes til at ligge ikke ubetydeligt over det Niveau, som forefandtes, dengang da Skjøderne udstedtes. Men jeg mener, at naar der i Skjødet afødt xx.xx.1875 er tilsagt Eieren en fri og uhindret Adgang til Søboden, kan en saa betydelig Forandring af det faktiske Forhold, som i 1876 skede, ikke foretages, uden at man kommer i Strid med den nævnte Klausul. Jeg mener saaledes, at Apell. har havt Føie til at anse sig forurettet ved hvad der er foretaget.
Apell.s principale Paastand her for Høiesteret ligesom tidligere ved Byretten gaar i sin første Post ud paa, at Indst. Kristiania Kommune tilpligtes under en passende Dagmulkt at skaffe Appell. fri og uhindret Adgang fra Bryggen til hans Søbod, saaledes at Bryggens Plankegulv lægges helt i Niveau med Søbodens mod Øst vendende Indgangstærskler. Jeg har været i nogen Tvivl, om ikke denne principale Paastand maatte gives Medhold. Imidlertid synes det af de Oplysninger, som ere fremkomne under Sagen, at fremgaa, at det vil have sine praktiske Vanskeligheder at bringe status quo tilbage, og jeg forstaar ogsaa Appell.s Procedure for Høiesteret saaledes, at han ikke længer lægger nogen saa særdeles Vægt paa Restituion, idet han endog saa sent som i Høiesterets Skranke har erklæret sig villig til, hvis Kommunen vil gaa ind paa Tilbudet, at modtage den ved Skjønnet bestemte Erstatning. Rigtignok har han tilføiet, at dette Tilbud fremsættes under Forudsætning af, at Kommunen klart og greit vil erkjende, at der er skeet en Forurettelse ligeoverfor Appell. Men uagtet denne Restriktion kan jeg ikke undlade at tillægge Tilbudet en vis Vægt ved Spørgsmaalet om Nødvendigheden af at gaa til en saadan Forholdsregel som at forlange Bryggen bragt ned igjen til sin oprindelige Høide, hvoraf bl. A. Følgen vilde blive, at den ved indtræffende usædvanligt Høivande vilde komme under Vand. Jeg kan heller ikke undlade at tage i Betragtning den lange Tid, hvori Appell. i Taushed har taalt den
Side:485
Forandring ved Bryggen, som foregik i 1876. Det er efter min Mening en naturlig Retsregel, at i et Tilfælde som det foreliggende den, der mener sig forurettet, for at kunne fordre fuldstændig Omgjøren af det, som er passeret, maa gjøre Reklame inden en vis rimelig Tid. I og for sig derved at en Tilstand varer en længere Tid, faar den efter min Mening Fordring paa en vis Fasthed, og naar man, efter at der er hengaaet en saadan længere Tid, kræver en Forandring, vil dette altid lede til større Ulemper end om Kravet var fremsat med det Samme. Det har ogsaa i nærværende Tilfælde ledet til, at medens man, om Appell. strax i 1876 havde paastaaet sin Ret, uden synderlig Vanskelighed kunde have paapeget den faktiske Tilstand med Hensyn til Bryggen, der krævedes opretholdt, saa er det nu efter saa lang Tids Forløb omtrent ugjørligt nøiagtigt at faa det gamle Forhold gjenoprettet. Dette er paa en Maade ogsaa indrømmet af Appell., idet han sagt, at hvad det var ham om at gjøre, var at faa omtrent den samme Tilstand tilveiebragt, som oprindelig existerede. Men formelt faar Paastanden saaledes en vis Vaghed, som vil gjøre det vanskeligt at give den Medhold.
Medens jeg saaledes tillægger Appell.s Taushed adskillig Vægt ved Afgjørelsen af, om han kan sætte sin Paastand om Restitution igjennem, kan jeg ikke tillægge den saa stor Betydning, at han ved den skulde have fraskrevet sig Ret til Erstatning. Det forekommer mig, at forat man skulde gaa ind paa en saadan Betragtning, som at der forelaa en stiltiende Vedtagelse fra Appell.s Side, maatte der komme noget mere og specielt noget mere positivt til end hans blotte og bare Taushed. Berettiget til Erstatning anser jeg ham saaledes for at være. Afgjørende for mig i saa Henseende er det afgivne Skjøn. Mod Tilkjendelse af Erstatning har Kommunen protesteret paa Basis af den formelle Betragtning, at Appell.s oprindelige Paastand i Byretten under Post 1 ikke omhandler Erstatning. Denne formelle Indsigelse kan jeg imidlertid ikke tillægge nogen Vægt. Appell. har under sin principale Paastands Post 2 forlangt Kommunen tilpligtet «at udrede Erstatning efter Skjøn af uvillige Mænd, der, naar Bryggens Plankegulv er bragt i Niveau, bliver at optage paa Indst.s Bekostning, for det Tab, Cit. indtil da har lidt ved, at Indst. som skeet har berøvet ham den tilsagte frie og uhindrede Adgang til hans Søbod». Jeg ser ikke rettere, end at, hvad der iøvrigt end kan anføres, denne Post 2 i Appell.s Paastand involverer, at der, i det Øieblik man forkaster hans Post 1 og ikke anser ham berettiget til nogenfinde at faa Restituion, maa faa Erstatning i Restitutionens Sted.
Jeg finder det billigt og korrekt, at Appell. faar sig af Kommunen godtgjort Omkostningerne ved det afholdte Underskjøn. Hvis Skjønnet var bleven optaget som Tillæg til en Erstatningsdom, er det jo utvivlsomt efter almindelige Regler, at Appell. havde Krav paa at faa sig tilkjendt Skjønsomkostningerne, og jeg indser ikke, at den Omstændighed, at Skjønnet af ham er optaget paa Forhand, kan forandre Noget med Hensyn til hans Krav paa Refusion for disse Omkostninger. Overskjønsomkostningerne derimod finder jeg ikke, der er Adgang til at tilkjende Appell. Refusion for, da Overskjønnet jo har bestemt Erstatningsbeløbet til samme Sum, 1.500 Kr., som Underskjønnet. Det er fra Kommunens Side gjort gjældende, at Overskjønnet forsaavidt skulde være i Favør af Kommunen, som det ikke har taget noget Hensyn til Renter fra Underskjønnets Afgjørelse den 25 Januar 1892 til Overskjønnets Afholdelse den 5 Mai 1892. Men saaledes kan jeg for min Del ikke opfatte Overksjønnet. Jeg opfatter Overskjønnet som med Hensyn til Summen stadfæstende Underskjønnet, idet man har fundet Rentespørgsmaalet af saa uvæsentlig Betydning, at man ikke af Hensyn til dette har brudt sig om at forandre noget i den runde Sum, som
Side:486
Underskjønnet var kommen til. Appell. har subsidiært gjort gjældende, at Kommunen ialfald maatte erstatte ham Halvparten af Overskjønsomkostningerne, idet Kommunen fra sin Side ligesaa meget som Appell. fra sin har paastaaet Underskjønnet forandret. Men jeg kan ikke finde, at der er Anledning for Appell. til at faa sat denne Paastand igjennem. Efter den Form, hvorunder Overskjønnet er afgivet, bliver der ikke Anledning til at tilkjende Appell. Renter fra noget tidligere Tidspunkt end 26 Septbr. 1892, da Overskjønnet afgaves. Dette falder ogsaa sammen med Appell.s Procedure her ved Høiesteret. Processens Omkostninger for Høiesteret og Byretten finder jeg efter Omstændighederne bør ophæves.
Konklusion:
Kristiania Kommune bør til Grosserer Lars H. Lorenzen betale 1.500 - femten Hundrede - Kr. med 4 - fire - pCt aarlig Rente deraf fra 26 Septbr. 1892, til Betalingsker, samt derhos 300 - tre Hundrede - Kr. i Omkostninger ved den fra 14 Novbr. 1891 til 25 Januar 1892 afholdte Underskjønsforretning. Iøvrigt ophæves Processens Omkostninger for Byretten og Høiesteret.
Assessor Ottesen: Jeg er kommen til et andet Resultat end Førstvoterende og vil stemme for Byretsdommens Stadfæstelse, ligesom jeg ogsaa i det Hele kan tiltræde, hvad Byretten til Begrundelse af sin Dom har anført. Hvad der i sin Tid bevægede Kommunen til at indkjøbe den omhandlede Brygge, var Ønsket om af skaffe en mere bekvem Plads for Trafiken, som paa dette Sted var særdeles betydelig, samt derhos en god Lasteplads. Der er, som ogsaa af Byretten bemærket, heller ingen Tvivl om, at dette Øiemed forstodes af Sælgerne, der for Afstaaelsen fik den, som det synes, betydelige Kjøbesum 16,000 Spd. Det er om den tidligere Brygge oplyst, at den i Tidernes Løb var sunket meget, og at Trafiken generedes derved, at Vandet til enkelte Tider oversvømmede Bryggen. Hvor ofte det skede, at Bryggen saaledes oversvømmedes, er der forskjellige Udtalelser om. Havnekommissionen, hvis Medlemmer jeg antager maa have været kjendt med Forholdene, siger, at dette skede jevnlig ved Høivande. Flere Vidner har udtalt, at det skede nogle Gange eller en Gang om Aaret, Andre, at det skede nogle Gange om Aaret ved Høivande, især om Høsten. For at hindre saadanne Oversvømmelsr og for at gjøre Bryggen mere bekvem som Lasteplads var det, at Byen strax efter Indkjøbet gik i Vei med at forhøie den paa den af Førstvoterende anførte Maade. Det er paa det Rene, at Bryggen ikke gjordes høiere end nødvendigt for at hindre Vandet fra at oversvømme den. 3 Kontrav. siger ogsaa, at Vandet fremdeles ved Høivande slog op under Plankedækket. Der er altsaa ikke foretaget mere end nødvendigt for at opnaa Øiemedet at restituere Bryggen og bringe den i Niveau med de øvrige Brygger. Sælgerne var Vidne til denne Forhøielse og saa, at Byen for at tilveiebringe Adgang til Søboden, anbragte Trappetrin, til den midtre Dør tre og til de øvrige Døre to. De tilsaa naturligvis sin Eiendom, efterat dette var skeet, og havde altsaa Anledning til dalig at se, hvilken Indflydelse Bryggens Forhøielse havde paa Adgangen til Søboden. Og nu lader Eieren dette passere i hele 10 Aar uden med et eneste Ord at protestere eller fremkomme med nogen Fordring om Arbeidets Omgjørelse eller om Erstatning. Det forekommer mig, at der heri ligger et overmaade stærkt Moment for, at Byen maatte kunne gaa ud fra et stiltiende Samtykke til, hvad der var skeet. Appell.s Sagfører her i Retten har ogsaa indrømmet, at Byen kunde forudsætte et stiltiende Samtykke; men han paastaar, at dette ikke af Byen kunde ansees uigjenkaldeligt. Jeg forstaar ikke Andet, end at naar stiltiende Samtykke ab initio kunde siges at være erhvervet, saa maatte den status quo, som derved var fremkommen, jo netop være
Side:487
det, hvorpaa det stiltiende Samtykke gik ud. Som af Førstvoterende bemærket, var der ialfald fuld Opfordring for Sælgerne til at gjøre Reklame inden en rimelig Tid, forat ikke den fremkomne Tilstand skulde blive slaaet fast. Jeg er ogsaa enig med Førstvoterende deri, at eftersom Tiden gik, maatte Retableringen af det tidligere Forhold blive stedse vanskeligere. Hvad her Førstvoterende anfører som en Grund til istedetfor Restitution alene at indrømme en Skadeerstatning, tror jeg fra min Side kan anføres som en Bestyrkelse for, at dette stiltiende Samtykke maa antages at være fastslaaet ved, hvad den foregik. Jeg finder det derfor rimeligt, hvad der anføres fra Havnekommissionens Side, at saavidt vidstes, var «man dengang tilfreds med den indførte Forandring». At saa virkelig var Tilfældet, bestyrkes ved, hvad Appell.s Sagfører anfører i sin Skrivelse til Magistraten afødt xx.xx.1886. Her udtales det nemlig, at Appell. var bleven opmærksom paa, at Byen i 1886 foretog en Reparation af Bryggen, hvorved denne var bleven endnu høiere, og Adgangen til hans Søbod altsaa endnu mere hindret, og det fremgaar af Skrivelsen, at det var denne Omstædnighed, som gjorde, at han nu fremkom med sit Krav. Men nu har det vist sig, at Appell.s Formening ikke var rigtig, idet det er oplyst, at der ved denne Leilighed ikke blev foretaget nogen Forhøielse af Bryggen. Det sees altsaa, at Søbodens Eier hidtil ikke havde fundet sig beføiet til at fremkomme med nogen Anke. Jeg maa deraf slutte, ikke blot at Byens Hensigt med Bryggens Indkjøb, nemlig at faa Adgang til at forhøie Bryggen, blev opnaaet, men at ogsaa Sælgerne var fuldt opmærksomme paa, at en Reparation af Bryggen vilde følge umiddelbart efter Salget, og at altsaa Forudsætningen fra deres Side var, at en saadan Forhøielse vilde finde Sted. At den foretagne Forhøielse ikke gik videre end tilat hindre Oversvømmelse af Bryggen, har jeg allerede bemærket.
Hvad den omhandlede Klausul i Skjødet afødt xx.xx.1875 angaar, maa jeg tiltræde, hvadt Meddomsretten i den Anledning har anført. Der gjøres nemlig opmærksom paa, at der ikke i Klausulen staar, at Byen paatager sig den Forpligtelse aldeles ikke at foretage nogen Forandring eller Reparation ved Bryggen, og den har altsaa heller ikke paataget sig den Forpligtelse, at det skulde have sit Forblivende med det Bestaaende, hvad Høiden angik. Der siges kun, at Sælgeren skal beholde «en fri og uhindret Adgang til Bryggen». Nu menere Meddomsretten, at den skede Forandring, der var absolut nødvendig, forat Vandet ikke skulde oversvømme Bryggen, ikke har hindret Adgangen. Meddomsretten gjør opmærksom paa, at Forandringen ved Bryggen vistnok kunde have været saa betydelig, at Søbodens Eier i Kraft af Klausulen i Skjødet var berettiget til at modsætte sig den; men den stedfundne Forhøielse har ikke været saadan, at den kan ansees stridende mod Klausulen. Slev Overskjønnet, som Appell. paaberaaber sig i sin Favør, gaar ikke videre end til at værdsætte den Ulempe, der er foraarsaget; der gjøres ikke udtrykkelig nogen Distinktion mellem den Ulempe, der maa taales, og den, Eieren kan modsætte sig. Efter det Skjøn, der er afgivet af de som Bryggen ikke af saadan Beskaffenhed, at den skulde berettige Eieren af Søboden til at fremkomme med den Paastand, som her er fremsat. At dette ogsaa har været Sælgernes Mening, finder jeg bestyrket ved de Forhandlinger, der gik forud for Kjøbets Afslutning. Indst.s Advokat her for Retten har nemlig fremlagt til Rettens Undersøgelse de Dokumenter, i Henhold til hvilke Handelen i sin Tid foregik, og jeg mener, at der ikke er Noget til Hinder for, at Retten benytter disse Dokumenter som uden Indsigelse fra Appell.s Side er fremlagt, om det end ikke med Bestemthed er paapeget, hvad kan deraf vil udlede; efter min Formening gaar det ikke an at binde Retten
Side:488
til at læse noget og ikke alt, hvad der kan tjene til Oplysning, og til ikke at lægge den Vægt derpaa som Retten finder at fremgaa deraf. I en Skrivelse fra Appell.s Sagfører, Advokat Fyhn, hvori han indleder Salget, idet han udtaler, at Eierne af Søboden har erklæret sig villige til at sælge den omhandlede Brygge for 1.600 Spd., anføres: «Jeg maa derhos paa Eiernes Vegne forbeholde, at senere Om- og Tilbygninger eller Forandringer af Bryggen, om Byen i Fremtiden vil foretage saadant, maa ske paa en saadan Maade, at Adgangen til Søboden Nr. 38 ikke derved i nogensomhelst Maade generes eller gjøres vanskeligere, end den nu er». Den Fordring, at der ingensomhelst Forandring skulde ske, men at det skulde staa uforandret, sees Vedkommende, der kontraherede paa Havnevæsenets Vegne, ikke at have gaaet ind paa, og i en senere Skrivelse fra Advokat Fyhn afødt xx.xx.1875 meddeler denne, at der Intet er til Hinder for, at Slutningsordene i 3 Passus i hans nævnte Brev forandres paa den foreslaaede Maade, saaledes altsaa, at denne Passus kom til at lyde, som det nu heder i Skjødet, at Forandringen maa ske paa saadan Maade, at de nuværende eller senere Eiere af Søboden Nr. 38 beholder en fri og uhindret Adgang til Søboden. I disse Forhandlinger mellem Parterne ser jeg det bedste Bevis for, at den Fordring, som nu gjøres gjældende, nemlig at Alt skulde være i samme Stand med Hensyn til Adgangen til Søboden som før, er frafaldt, og at hvad der gjøres Fordring paa, kun er, at han skal have en fri og uhindret Adgang til Søboden. Naar disse Oplysninger sees i Forbindlese med Appell.s 10 Aars Taushed, nærer jeg ingen Tvivl om, at der her fremsættes et Krav, hvortil han er aldeles uberettiget. Jeg skla tilføie, at Appell.s Sagfører her i Skranken har fremhævet, at det heller ikke er Meningen, at Kommunen ikke skulde kunne foretage nogen Forandring eller Forhøielse af Bryggen, men at blot denne Forandring ikke maa være væsentlig. I denne Henseende er det ogsaa, at jeg har henpeget paa, hvad Meddomsretten har anført, idet den foretagne Forandring netop ikke kan ansees for saa væsentlig, at den skulde berettige til at fremkomme med et saadant Krav, som her fra Appell.s Side er stillet.
Hvad Procesomkostningerne angaar, kan jeg ikke finde Andet, end at de maa blive at tilsvare af Appell. Der er menlig under 5 April 1887 fra Kommunens Side gjort et Forslag til at forlige Sagen paa den Maade, at det skulde afgjøres af Skjønsmændene, om Appell. havde lidt og vilde komme til at lide Tab og Skade ved Bryggens Forhøielse, og at Kommunen i Tilfælde af, at Skjønsmændene fandt, at saadant Tab og Skade havde fundet Sted, betalte det Beløb, hvortil Skjønsmændene ansatte dette. Dette Forslag er ganske det samme som det, Appell. efter Byretsdommens Afsigelse har grebet til og som ved Underskjønnet er tilsigtet. Dette er en Omstændighed, som, om end Sagen maatte ansees tvivlsommere, end jeg finder den, vilde bevæge mig til at ilægge Appell. Procesomkostninger for Høiesteret.
Konklusion:
Byrettens Dom bør ved Magt at stande. I Procesomkostninger for Høiesteret betaler Grosserer Lars H. Lorenzen til Kristiania Kommune 300 - tre Hundrede - Kroner.
Assessor Ph. Hansteen: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Hr. Assessor Ottesen.
Assessor Reimers: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende. Jeg skal alene tilføie, at naar Andenvoterende for en Del har argumenteret ud fra de Forhandlinger, som i 1875 fandt Sted mellem Kommunebestyrelsen og de daværende Eiere af Søboden, idet han derfra har villet slutte, at det i Skjødet tagne Forbehold maa undergives en mere indskrænkende Forstaaelse, end af Førstvoterende er gjort gjældende, saa ligger disse Forhandlinger ganske udenfor Parternes Procedure her i Retten.
Side:489
Der er fra Kommunens Advokats Side ligesaalidt her i Høiesteret, som, saavidt af Dokumentationen kan sees, ved Byretten argumenteret ud fra den Forandring, som Redaktionen af Forbeholdet er undergaaet under Salgsforhandlingerne. Der er følgelig heller ikke oplyst Nogetsomhelst om, hvad der har givet Anledning til Forandringen, og hvad man ved denne har villet opnaa. Fra hvad der dengang passerede, er der følgelig efter min Mening ingen Anledning til at slutte Noget med Hensyn til nærværende Sag.
Extraordn. Assessor, Advokat Løchen: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende, idet jeg tiltræder de af Hr. Assessor Reimers gjorte Bemærkninger.
Assessor Scheel: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Hr. Assessor Ottesen.
Assessor C. Hansteen: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende, idet jeg tiltræder, hvad der er bemærket af Hr. Assessor Reimers.
Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.