Rt-1893-782
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1893-08-03 |
| Publisert: | Rt-1893-782 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 156/1 1893 |
| Parter: | Lars Arntsen Gederaas (Kand. jur. Herman Lund til Prøve) mod Lars Johnsen Okulberg (Johs. Bergh). |
| Forfatter: | C. Hansteen, Roll, Thoresen, Birkeland, Scheel, Ottesen, Saxlund 5-6 |
| Lovhenvisninger: | Norske Lov (1687) 5- |
Assessor C. Hansteen: Hvad nærværende Sag dreier sig om, er fremstillet i Præmisserne til den af Trondhjems Stiftsoverret den 10 August 1891 afsagte Dom.
I Sagen var under 14 Mai 1888 af Sorenskriveren i Stjør- og Værdal med Meddomsmænd afsagt saadan Dom: «Cit. Lars Johnsen kjendes som Eier af Gaarden vestre Okulberg medeiendomsberettiget lige med Indst. Lars Arntsen som Eier af Gaarden Gederaas i den under Sagen omhandlede, disse Gaarde tilliggende Udmark med Opretholdelse af den i sin Tid foretagne Deling af Skoven i samme mellem Gaardene. Indst. bør for Driften, Brugen og Nyttiggjørelsen for sig alene i 15 Aar af Skiferstenbrud i denne Udmark til Cit. betale Erstatning efter Skjøn af uvillige Mænd optaget paa Indst.s Bekostning tilligemed Renter 5 af Hundrede aarlig af Skjønsbeløbet fra 28 Mai 1885, indtil Betaling sker. Processens Omkostninger ophæves. Cit.s befalede Sagfører H. Steen tillægges i Salarium 300 Kr., der tilligemed den ham tilkommende Skyds- og Diætgodtgjørelse udredes af Statskassen.»
Overretsdommen er saalydende: «Underrettens Dom stadfæstes, dog saaledes, at de omhandlede Renter fra 1 Januar 1889 erlægges med 4 pCt. p. a. Processens Omkostninger for Overretten ophæves. Den for Indst. befalede Sagfører Overretssagfører H. Steen tilkjendes for Sagens Behanling ved Overretten et Salar stort 160 Kr., der tilligemed den ham muligens tilkommende Skyds- og Diætgodtgjørelse udredes af Statskassen».
Sagen er nu fra Lars Gederaas's Side indbragt for Høiesteret, og for ham er nedlagt Paastand, gaaende ud paa, at den af Indst. nedlagte Paastand angaaende Medeiendomsberettigelse lige med Appell. i Udmarken ikke tages tilfølge, at Appell. ogsaa forøvriet frifindes for Indst.s Tiltale, og at han hos denne tilkjendes Procesomkostninger for alle Retter. Fra Lars Okulbergs Side er nedlagt Paastand om, at Overrettens Dom stadfæstes, samt at der tilkjendes Lars Olsen Okulsberg Procesomkostninger og den befalede Sagfører Advokat Johs. Bergh Salar.
Det er paa det Rene, at de under Sagen omhandlede tre Gaardes, nemlig østre og vestre Okulbergs samt Gederaas's Udmark engang har ligget i fuldstændigt Fællesskab, men at der langt tilbage i Tiden, - efter hvad der antages, for omkring 100 Aar siden - er foretaget en Deling af Skoven, uden at dog dengang nogen Afgjærding har fundet Sted. Senere hen i Tiden, antagelig i 1827 eller 1828, er østre Okulbergs Skov afgjærdet og alt Fællesskab mellem denne Gaard og de to andre Gaarde ophørt. Hvad der nu tvistes om, er, hvorvidt der mellem vestre Okulberg og Gederaas fremdeles er Fællesskab med Hensyn til Skovbunden, eller om Skovbunden er delt tilligemed Skoven (dvs: Træerne), saa at det nu alene er Beitningsretten, som er fælles. Af begge de foregaaende Instantser er antaget, at det kun er Skoven (dvs: Træerne), som er delt, og at derimod ikke alene Beitningsretten, men ogsaa selve Skovbunden fremdeles er fælles.
Efter min Mening er det Resultat, hvortil de foregaaende Instantser er kommet, det, som har mest for sig. Angaaende den i sin Tid stedfundne Deling vides der ikke at existere noget skriftligt Dokument, og der haves ingen Oplysning om Indholdet af den Overenskomst, der i sin Tid har fundet Sted angaaende Delingen. Naar der nu fra Gederaas's Side paastaaes, at den stedfundne Deling skal have gjældt ikke alene Træerne, men
Side:783
ogsaa Skovbunden, da er jeg for mit Vedkommende tilbøielig til at antage, at Gederaas maa have at bevise, at det tidligere Fællesskab er ophævet i større Omgang, end fra vestre Okulbergs Side erkjendes. Naar Skoven er delt, men Beitningsretten vedbliver at være fælles, saa kan det efter min Mening ikke siges, at det maa have Formodningen for sig, at Delingen ogsaa har omfattet Skovbunden. Det kan, mener jeg, godt tænkes, at man ved Overenskomsten om Delingen har holdt sig til det, som det har havt nogen Interesse at faa delt, og at dette har været selve Skoven (dvs: Træerne). Jeg kan ikke tvivle paa, at der haves mange Exempler paa et saadant Forhold her i Landet, og i nærværende Tilfælde kan i denne Henseende ogsaa bemærkes, at baade Okulberggaardene og Gederaas paa den Tid, da Fællesskabet for Skovens Vedkommende blev ophævet, var Leilændingsgods.
Men forøvrigt anser jeg det ikke nødvendigt i nærværende Tilfælde at afgjøre, hvorledes Bevisbyrden staar, da jeg finder, at Sagen efter de Oplysninger; der foreligger, uden Hensyn til Bevisbyrdens Stilling maa faa det Resultat, som den har faaet ved de foregaaende Instantser. Som af Overretten bemærket, maa det vistnok erkjendes, at der er enkelte Oplysninger, som ogsaa kan synes at tale til Fordel for Gederaas. Men naar man betragter Alt, hvad der foreligger, baade om, hvorledes Forholdet i Tidens Løb har været betragtet af de Vedkommende, og om hvilken Brug der har været udøvet i Udmarken, saa kan jeg ikke finde Andet, end at der er Mest, som taler for, at Skovbunden er vedbleven at være fælles. Hvad jeg i saa Henseende fornemmelig lægger Vægt paa, er Følgende:
1 Hovedv. er en 64 Aar gammel Mand, født i 1822, hvis Fader havde været Leilænding paa vestre Okulberg i lang Tid, omtrent i 50 Aar, indtil 1837, da Enken, altsaa Vidnets Moder, fik Gaarden, som hun beholdt til 1846, da Vidnet kjøbte den, men strax efter solgte den til Indst. for Høiesteret, Lars Okulberg. Dette Vidne har forklaret, at saavel under hans som hans Faders Brugstid af vestre Okulberg vidste eller tænkte han ikke andet, end at Udmarken paa Skoven nær, der var delt, var fælles med Gederaas, og at dens Brug saasom til Slaat, Havn og desl. foregik i Overensstemmelse hermed, altsaa tilsammen saavel af vestre Okulbergs som af Gederaas's Eier. Med den sidste var Vidnet ogsaa sammen i den Del af Udmarken, hvori Skoven tilhørte Gederaas, paa Undersøgelse efter Skifersten, uden at nogen saadan ialfald i Mængde, der gjorde Brug antageligt lønnende, fandtes. Lidt Sylmursten efter Behov blev ogsaa saavel af vestre Okulbergs som Gederaas's Eier taget i Udmarken, hvor i denne uden Hensyn til Skovens Deling blev forefunden.
2 Hovedv., der oprindelig var Forpagter af det saakaldte Gederaas Skiferstenbrud, har forklaret, at han gjorde Lars Arntsen, (Appell.) opmærksom paa, at han burde forenes med Eieren af Okulberg om Bruddet, da Vidnet vidste, at Udmarkerne var udelt eller ialfald havde fælles Havnegang. Men Lars Arntsen svarede, at han troede, at Grunden maatte følge Skoven, og at han skulde være ansvarlig for Følgerne. Samme Vidne har videre forklaret, at Lars Arntsens Formand paa Gederaas, Arnt Olsen, flere Gange have erklæret, at kun Skoven i sin Tid var mindelig delt og han havde tillagt, at det ikke lod sig gjøre at dele disse Marker, fordi der ikke fandtes Vand paa Gederaas Skov. V. tillægger, at det forøvrigt er ham bekjendt, at Alt er brugt tilfælles indtil denne Tid, undtagen Skoven. Videre har samme V. forklaret, at Appell., Lars Arntsen, forinden Forpagtningskontrakten med V. angaaende Stenbruddet var underskrevet, sagde, at han frygtede for, at Lars Johnsen, for Høiesteret, kom og vilde være med i Bergene, dvs: have sin Andel i Bruget, og paa V:s Spørgsmaal om, hvorfor han frygtede herfor, svarede han, at Havnegangen, Slaat og deslige var
Side:784
fælles, medens de havde hver sin Skovdel, men han tillagde, at han troede, Grunden maatte følge Skoven.
Ligesom dette V. har nævnt, at ikke alene Havnegangen, men ogsaa Slaat og deslige var fælles, og at overhovedet Alt var brugt tilfælles undtagen Skoven, saaledes haves der ogsaa andre Oplysninger, der bestyrker, at saa har været Tilfældet. Hvad saaledes Slaatten angaar, har 1 Hovedvidne forklaret, at denne i begge Skovdele i Fortiden blev dreven i Fællesskab, saaledes at for begge Gaarde blev slaaet skiftevis og opsat «Stak om Stak», Dvs: Enhver eiede sin eller hver anden Høstak, eller, som V. udtrykker sig, der blev altid slaat «ilag» og Udbyttet derefter delt. 3 Hovedv., som var Husmand paa Gederaasbøen, har forklaret, at han i lang Tid har vret kjendt i Gederaas og Okulbergs Udmark, og han har bevidnet, at hans Formand som Husmand under Gederaas havde et Slaattestykke til Brug beliggende paa Okulbergs Skov. 5 Hovedv. har ogsaa forklaret at have hørt af sin Fader, at Slaatten dreves fælles, og at Faderen af Gederaas's Opsiddere havde faaet Tilladelse til at slaa udenfor Holmene, altsaa længere Vest i vestre Okulbergs Skovdel ved Elven. Videre har dette V. forklaret, at Opsidderne paa vestre Okulberg og Gederaas i V.s Faders Tid slog i Fællesskab paa en Strækning udenfor, dvs: vestenfor Almovandet paa vestre Okulbergs Skovdel, og at de ogsaa ofte slog skiftevis Aar om andet. 8 Hovedv. har forklaret, at Husmændene og bl. A. ogsaa Husmanden under Gederaas har slaaet lidt paa vestre Okulbergs Skovdel, og med Hensyn til, at man ogsaa ofte slog skiftevis Aar om andet, har dette V. forklara sig overensstemmende med 5 Hovedvidne.
Dette er de væsentlige Oplysninger, som haves om, hvorledes Slaatten er foregaaet, hvoraf altsaa fremgaar, at Slaatten er foregaaet i Fællesskab over det Hele uden Hensyn til, om det Sted, hvor der sloges, laa i den ene eller den anden Gaards Skovdel.
Det er endvidere oplyst, at ikke alene vestre Okulberg, men ogsaa Gederaas har havt indhegnede Trøer paa vestre Okulbergs Grund, nemlig paa den Del af samme, som er længst fra Gederaas's Skovdel, altsaa i Nærheden af Almoelven. Dersom disse Trøer havde existeret saa langt tilbage i Tiden som før Delingen af Skoven, saa vilde denne Omstændighed have været mindre bevisende. Men der synes efter Oplysningerne at være mest Grund til at antage, at det ikke er saa langt tilbage i Tiden, at disse Trøer ere blevne indhegnede. Man har om disse Trøer Forklaring af 1, 5, 7 og 8 Hovedv. Men med fuldkommen Sikkerhed kan man vistnok ikke af de foreliggende Oplysninger slutte, at Trøerne først er indhegnede i en Tid, der ligger efter Delingen af Skoven. Afgjørende Bevis tør jeg ikke se i, hvad der i denne Henseende er oplyst.
Jeg har nævnt Almovandet. Det er et Vand, som ligger i Vest for vestre Okulbergs Skovdel, og som altsaa skulde høre til vestre Okulberg, hvis fuldstændige Deling ogsaa af Skovbunden havde fundet Sted. Imidlertid er det oplyst, at Gederaas ogsaa har drevet Fiskeri i Almovandet, og det ikke blot saaledes, at Opsidderne har fisket en og anden Gang; det er oplyst, at de ogsaa har i Vandet havt sin egen Baad med Fiskegarn. Herom haves Forklaringer af 1, 8, 12 og 14 Hovedv. Man har endog af to Vidner, nemlig 5 og 8 Hovedv., en Forklaring, gaaende ud paa, at Appell.s Fader, Arnt Olsen, «værgede Fiskeretten i Almovandet som egen Grund». hvilket forudsætter, at han betragtede sig som den, der havde Eiendomsret til Fiskeriet i Vandet.
Det kan ogsaa nævnes, at et V., 12 Hovedv» har forklaret, at hans Fader engang tog endel Sylmursten i «Vasbjørgen», som ligger i vestre Okulbergs Skovdel, og hertil havde han, saavidt V. erindrer, kun Tilladelse
Side:785
fra Arnt Gederaas (Appell.s Fader). Dette V. tillægger, at det var den almindelige Antagelse, at begge Gaardes Eiere var fælles om Alt i Marken.
Fra Appell.s Side har været paaberaabt, at der over et Jordstykke, som kaldes Braattet, og som ligger i vestre Okulbergs Skovdel, er bleven disponeret af vestre Okulbergs Opsidder, som om han var udelukkende Eier af samme. Han har nemlig Aar om andet bortleiet det dels mod Arbeide, dels mod Arbeidspligt. Der er imidlertid en anden Oplysning ang. dette Jordstykke, som gjør, at hvad der er passeret med det, efter min Formening snarere taler til Fordel for Okulberg. 8de Hovedv. har nemlig forkalret, at der ved en Leilighed for omtr. 30 Aar siden var Tale om, hvorvidt Brugeren af Braattet skulde svare Arbeide, og at Opsidderen paa Okulberg da talte herom med Opsidderen paa Gederaas, samt at denne svarede: «Nei Samlingen har siddet der saa længe uden at erlægge Noget, at nu ikke Forandring skal finde Sted». Er dette Vidneprov rigtigt, viser det jo, at Opsidderen paa Gederaas dengang har anseet sig som den, der tilligemed Opsidderen paa vestre Okulberg havde Dispositionsretten iver Braattet.
Efter hvad jeg saaledes har anført, finder jeg, som tidligere sagt, at der er Mest, der taler for, at Skovbunden er vedbleven at ligge i Fællesskab ogsaa efter den Tid, da Skoven (Træerne) blev delt, og at det saaledes er med Føie, at Eieren af vestre Okulberg ved de ergangne Domme er kjendt medeiendomsberettiget i den Gaardene tilliggende Udmark med Opretholdelse af den i sin Tid foretagne Deling af Skoven.
Der er fra Appell.s Side gjort Indsigelse mod, at det, selv om dette antages, deraf skal være en Følge, at Appell. skal svare Erstatning for Brugen og Nyttiggjørelsen af det omhandlede Skiferstenbrud i de 15 Aar, som er forløbne fra, at dette Stenbrud blev sat igang, og indtil Sagens Anlæg. Jeg finder, at der er Grund til at anse denne Indsigelse for beføiet. Udvinding af Skifersten i Udmark antager jeg maa betragtes som Eiendommens Afkastning. Jeg kan i denne Henseende henvise til Brandts Thingsret, Udgaven af 1892, Side 64. Naar saa er, forekommer det mig, at Appell. i N.L. 5-5-6 har Hjemmel til at fritages for at svare Erstatning for den Tid, der ligger forud for Sagens Anlæg. Jeg kan nemlig ikke finde Andet, end at han maa betragtes som Besidder af Stenbruddet fra den Tid, dette er anlagt eller sat igang. At Appell. har været i god Tro, finder jeg ogsaa antageligt. Vistnok er det oplyst, at Opsidderen paa Okulberg nogen Tid, efterat Stenbruddet var sat igang, indfandt sig med et Par Mand og nedlagde Indsigelse mod Lars Gederaas's Berettigelse til for sig alene at drive Skiferbruddet. Men da han senere Intet foretog, men lod saa mange Aar hengaa, kan jeg ikke antage, at den af ham saaledes nedlagte Protest kan komme i nogen Betragtning. Det kan endog snarere siges, at Opsidderen paa Gederaas maatte bestyrkes i den Tro, at Opsidderen paa vestre Okulberg havde frafaldt sin Protest, naar han lod saa mange Aar hengaa, før han foretog noget retsligt Skridt. Jeg tror derfor, at de ergangne Dommes Bestemmelse om Erstatning bør bortfalde. Der har under Sagen ikke været procederet om Erstatning udenfor de 15 Aar, som gik forud for Sagens Anlæg, og deraf, at Dommens Bestemmelse om Erstatning for disse 15 Aar bortfalder, er det altsaa ikke en Følge, at ikke Erstatning kan kræves for den følgende Tid eller for Tiden efter Sagsanlægget. Det maa, i Tilfælde, være Gjenstand for særskilt Afgjørelse.
Efter Sagens unegtelig noget tvivlsomme Beskaffenhed finder jeg, at Procesomkostningerne ogsaa for Høiesteret maa ophæves. Med Hensyn til den befalede Sagførelse har jeg Intet at bemærke. Den befalede Sagfører for Høiesteret maa blive at tillægge Salarium, der antages passende at kunne bestemmes til 350 Kr., og som vil være at udrede af Statskassen.
Side:786
Konklusion:
Stiftsoverrettens Dom bør ved Magt at stande, dog saaledes, at den tilkjendte Erstatning bortfalder. Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves. Den for Indst. ved Høiesteret befalede Sagfører, Advokat Johs. Bergh, tillægges i Salarium 350 - tre Hundrede og femti - Kroner, der udredes af Statskassen.
Assessor Roll: Jeg er i det Væsentlige enig med Førstvoterende. Dog er jeg for mit Vedk. mest tilbøielig til helt at stadfæste Overrettens Dom. Det forekommer mig nemlig tvivlsomt, om N.L. 5-5-6 eller dens Analogi her kan paaberaabes. For det første forekommer det mig ikke afgjort, at den brudte Skifersten kan henregnes Skiferbrud. Men selv om man gaar ud fra, at den brudte Sten er at anse som Frugter, anser jeg det tvivlsomt, om den i N.L. 5-5-6 indeholdte Regel her kan komme til Anvendelse. Allerede om Appell.s gode Tro kan der reises berettiget Tvivlsmaal. I saa Henseende vil jeg henvise til hans Udtalelser til 2det Hovedv., ligesom det formentlig ogsaa maa kommei Betragtning, at Indst., som af Førstvoterende anført, kort Tid efter Stenbruddets Optagelse nedlagde Forbud hos Appell. Dernæst synes jeg ikke, det kan siges, at Appell har været i saadan Besiddelse af Stenbruddet, som i 5-5-6 forudsættes. Han har sammen med Indst. eiet og besiddet den paagjældende Udmarksstrækning, og i denne er det, han har drevet Skiferbruddet. Han har altsaa i en Strækning, som han sammen med en Anden har eiet og besiddet, udøvet en Brug, der gaar ud over, hvad han var berettiget til. Saavidt jeg kan skjønne, er ogsaa den Opfatning, hvortil jeg nærmest slutter mig, stemmende med den Betragtning, der er kommen tilsyne i en af Høiesteret under 16 Oktbr. 1844 afsagt Dom, Rt-1845-498. Da jeg har den Tro, at jeg bedinder mig i Minoritet, finder jeg det ikke paakrævet yderligere end skeet at begrunde min Mening, og jeg fritager mig for at forme noget Forslag til Konklusion. Jeg tiltræder Førstvoterendes Bemærkning ang. Sagførselen.
Assessor Thoresen: I det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.
Extraordn. Assessor, Advokat Birkeland: Ligesaa.
Assessor Scheel: Ligesaa.
Assessor Ottesen: Ligesaa. Jeg skal blot tilføie, at jeg efter Sagens Oplysninger ikke har fundet det det mindste tvivlsomt, at Appell. under sin Brugstid af Skiferbruddet har været i god Tro. Det er saa langt fra, at jeg finder, at den Omstændighed, at Indst., kort Tid efterat Appell. var begyndt at drive dette Brud, forbød ham at fortsætte dermed, taler imod hans gode Tro, at jeg tvertimod snarere finder, at han i den Omstændighed, at Forbudet ikke i Løbet af 15 Aar blev forfulgt, maa have fundet en Støte for sin Berettigelse.
Assessor Saxlund: Jeg er ligeledes i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.
Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.