Rt-1894-145

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1893-10-17
Publisert:	Rt-1894-145
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 38/2 1893
Parter:	Knut G. Hatlen (Avd. Stang Lind) mod (Edvard Kavli, Oluf Kavli, Amund Kavli, K. J. Morstøl, Knud J. Tokle, Johs. Morstøl, Iver Iversen Heen, Kuud Iversen Heen, V. Kolflodt og Knut K. Heen (Adv. Enil Roll).
Forfatter:	Løchen, Ph. Hansten, Mejdell, Broch, Morgenstierne, Justitiarius Lambrechts
Lovhenvisninger:	Grunnloven (1814) §100

Extraordn. Assessor, Stastadvokat Løchen: I "Romsdals Budstikke" No. 40 for 21 Mai 1892 var indtaget en Artikel, overskrevet "En Samtale" og undertegnet "X", saalydende:

Paal: "Det maa vare forfærdeli, kor dei tene paa denna Nordlandshandel'n".

Per: "Ja, de ser no so ut; dei bli' no so store og breie, saasnart dei ha dreve paa de' ei lita Stund".

Paal: "De e' no eit de, at dei gjerse' store og breie; men dei unni ikje ein an Main eit einaste Øre, aaso trur dei at ingjen an' ein de' e' - Folk; de e' de, i synest e' som de forargelegste; de' e' no so, dei ha velde brøte onde se heile Vera".

Per: "Ja, enkelte trur nok, dei dominera heile Vere; men de' fattast dei naakaa Oplysning; for dei e' no so domme, so naakaan kain vare, somme daa ialfald; dei veit netop, kor mykje to og to e'".

Paal: "Ja, aaso ska de' vara skrækjeli kor dei drek opi der; han Jens va der paa Fiskeri; men slikt ha'n no ailder se't; dei va snyta skulle sosnart kveln kom, aaso beist dei".

Per: "Ja, men I kain ikje forstaa, korleisen dei kain ballancere paa slik Maate; dei maalte gjordt - Styggelse - kva dei kalla de' at no? "Fallit", e' de', ja; men dei heil no vist ikje Bøker over Varaa si, aa daa ser dei ikje, kor de gaar".

Paal: Nei, dei veit ikje kva Varaa kaasta se', aa defor so sel dei so belligt ail, naar dei kjøm det op, aa her veit dei ikje, kva dei vel ha for et Skopar".

Per: "Kor mykje e' Klokkaa?"

Paal: Halv elleve".

Per: "Aa, so mykje. Go Nat daa!"

Side:146

Paal: "Go Nat!"

I Sandhed en interessant Samtale."

I Anledning af denne Artikel fandt tre af de i Isfjorden bosatte Handelsmænd sig fornærmede, og de sendte derfor under 30 Juni f. A. Beskikkelse til "Romsdals Budstikke", idet de krævede Forfatterens Navn opgivet. Efter at have faaet Kundskab om, at Artiklens Forfatter var Knud G. Hatlen, Isfjorden i Gryttens Præstegjeld i Romsdal; udtoge ti af de i Isfjorden bosatte Nordlandshandlere Forligsklage, og efter forgjæves anstillet Forligsmægling anlagde de Injuriesag mod ham ved Romsdals Sorenskriveris Meddomsret, hvor Sagen blev paadømt den 20 Febr. d. A. Tilt., der allerede under Sagens Behandling havde emigreret til Amerika, mødte ikke ved Meddomsretten, men havde indsendt et Forsvarsskrift, stilet til Rettens Formand, hvilket imidlertid ikke blev oplæst. Da Tilt. havde faaet lovligt Varsel, blev Sagen trods hans Udeblivelse fremmet, og ved den afsagte Dom blev saaledes kjendt for Ret: "Indst. Knud G. Hatlen bør for Forbrydelse mod Straffel.s Kap. 17 §5 udrede en Bod til Statkassen stor 40 Kr., hvorhos de i en Avisartikel overskrevet "En Samtale" og undertegnet "X", der er indrykket i "Romsdals Budstikke" for Lørdag den 21 Mai 1892, indeholdende ærekrænkende Udtalelser: "Ja, aaso ska de vare skrækjele kor dei drek opi der", "dei va snyta fulle, sosnart kveln kom, aaso beist dei og", "men dei heil no vist ikje Bøker over Varaa si, aa daa ser dei ikje kor de gaar" og "Nei dei veit ikja kva Varaa kaasta se aa defør so sel dei so belligt ail, naar dei kjøm dit op, aa her veit dei ikje kva dei vel ha for eit Skopar", - kjendes døde og magtesløse at være, saa de ikke komme Cit.ne Edvard Kavli, Oluf Kavli Amund Kavli, K. I. Morstøl, Knut. I. Tokle, Johs. Morstøl, Iver Iversen Heen, Knut Iveren Heen, B. Kalflodt og Knut K. Heen til Skade paa deres gode Navn og Rygte, hvorhos Indst. bør udrede til Cit.ne i Sagsomkostninger 170 Kroner".

Denne Dom har Knut Hatlen under 31 Marte d. A. paaanket til Høiesteret, idet han i en Erklæring af 22 April, der et forfattet af hans Fader paa hans Vegne, nærmere har angivet Ankens Grund. Ankegrunden er, at den Avisartikkel, hvorfor han er dømt, er holdt i en saa almindelig Form, at ingen enkelt kan tage den til sig. Artiklen fremdrager ikke, heder det i den omhandlede Erklæring af 22 April, Specielt Nordlandshandlere, bosiddende i Isfjorden, og heller ikke alle Nordlandshandlere. Kan mener. derfor at han af juridiske Grunde burde have været frifundet af Meddomsretten.

Kjæremaalsudvalget har under 8 Juli 1893 henvist i Anken til Prøvelse i, Høiesteret.

Her for Retten har Appell. Knut G. Hatlen nedlagt paastand om, at han frifindes for Cit.ne ved Meddomsretten, deres Tiltale, og hos dem tilkjendes Sagens Omkostninger ved Meddomsretten og Høiesteret

De Indst. have nedlagt Paastand om, at Anken forkastes, og at de tilkjendes Procesomkostninger for Høiesteret hos Appell.

Som jeg allerede har bemærket, blev det fra Tilt. ved Meddomsretten indsendte Forsvarsskrift ikke oplæst i Retten, idet dennes Formand fandt dette at stride mod Juryl.s Bestemmelser. Denne Omstændighed, at Forsvarsskriftet ikke blev oplæst, er imidlertid ikke gjort til Gjenstand for Anke her ved Retten, og jeg antager heller ikke, at der er nogen Grund til, at Høiesteret ex officio skulde udtale sig om dette Spørgsmaal, da man af Meddomsretsdommens Præmisser ser, at den Frifindelsesgrund, som i Forsvarskriftet gjøres giældende, netop er taget under Behandling og har fundet sin Løsning ved Meddomsretten.

Det fremgaar af de nævnte Præmisser, at Meddomsretten har anseet de i den nævnte Artikkel paaklagede Ytringer i sig selv at være

Side:147

fornærmelige og strafbare, og den finder derfor, at Tilt. maa fældes, forsaavidt ikke, heder det, Beskyldningerne ere holdte i en saa almindelig og ubestemt Form, at ingen Speciel Person derved kan siges at være fornærmet. Retten fremhæver imidlertid, at Artiklen er indrykket i en der i Egnen udkommende Avis, at den er forfattet af Tilt., der bor i samme Bygd, Isfjorden, som klagerne, at der i Artiklen henpeges paa, hvorledes Nordlandshandlerne "her" sælger fine varer i Modsætning til "nordpaa", og at Ytringerne af disse Grunde saa specielt indeholde en sigtelse mod Nordlandshandlerne i Isfjorden, at disse ved Artiklen ere fornærmede, idet Artiklen maa siges at være rettet mod dem.

Jeg kan imidlertid ikke dele den Opfatning, som Meddomsretten her har gjort gjældende, men kommer til det Resultat, at Appell. maa blive at frifinde.

"Romsdals Budstikke", hvori Artiklen er indtaget, angiver sig at være et frifindet Blad for Romsdals Amt og udkommer i Molde. Artiklen er, som jeg har nævnt, overskrevet "En Samtale" og er undertegnet "X", uden at der er anført nogetsomhelst om, hvor denne "X", Forfatteren, er bosat. Hvad Artiklens Indhold angaar, er den en Samtale mellem to fingerede Personer og dreier sig ganske i Almindelighed om de saakaldte Nordlandshandlere, idet Samtalen gaar ud paa, at disse, naar de kommer sydfra og driver Handel nordpaa, føre et forargeligt Liv, idet de drikker og kommer i Slagsmaal, hvorhos det angives, at de ikke holde Bøger og i det Hele taget ikke have Rede paa sine Forretninger, idet de ikke gjøre op, hvad Varerne koste dem og derfor nordpaa sælge uhyre billig, hvorimod de, naar de komme sydpaa, ikke ved, hvormeget de ville have for sine Varer. Samtalen er som sagt, holdt ganske i sin Almindelighed; den henpeger ikke paa nogensomhelst enkelt Person eller nogetsomhelst bestemt Sted, men angaar kun de saakaldte Nordlandshandlere i Almindelighed og er rettet mod disse som Stand. Jeg er derfor af den Opfatning, at Klagerne ikke ere berettigede til at betragte Artiklen som en Fornærmelse specielt mod sig af den Grund, at de ere bosatte i Isfjorden, idet Artiklen jo, som jeg har fremhævet, aldeles ikke nævner noget bestemt Sted og da heller ikke Isfjorden, Skulde man finde en naturlig Begrændsning for den Rækkevidde, Udtalelserne i Artiklen have, kunde man ialfald ikke sætte denne Begrændsning snevrere, end at ved Nordlanshandlere var ment de Handlende, der i det Hele vare bosatte i Romsdal, for hvilken snevrere Kreds Avisen er bestemt. Men selv om man gaar ud fra denne Begrændsning, hvilket jeg imidlertid ikke finder berettiget, da jeg opfatter Artiklen som omhandlende Nordlandshandlere ganske i sin Almindelighed, hvilke jo kunne være fra forskjellige Distrikter, - mener jeg, at Artiklen alligevel er holdt saa almindelig, at ikke enhver Nordlandshandler, fordi han bor i Romsdals Amt, skulde være berettiget til at sige, at han specielt var fornærmet, og at han derfor vilde have Forfatteren straffet. Meddomsretten har lagt en væsentlig Vægt paa, at der ved Beskikkelsen er oplyst, at Forfatteren bor i samme Bygd som Klagerne. Jeg mener imidlertid, at man ikke er berettiget til at lægge nogen væsentlig Vægt paa dette Moment, men at man bør bedømme Artiklens Strafbarhed efter dens Indhold, saaledes som den foreligger, og af den kan man ikke se, at Forfatteren er bosat i Isfjorden, idet der ikke er angivet noget Sted for hans Bopæl, ligesom heller ikke Artiklen i sit Indhold tyder paa, at det skulde være Isfjorden. Naar Meddomsretten videre lægger Vægt paa, at det i Artiklen heder, at Nordlandshandlerne her sælge sine Varer i Modsætning til nordpaa, antaget jeg, at der heller ikke er nogensomhelst Grund til derfra at slutte, at Artiklens Forfatter ved Ordet her netop mener Isfjorden eller i det Hele Egnen deromkring, idet det ikke af Artiklen fremgaar, at der er sigtet til noget bestemt Sted. Naar man derfor ser paa Artiklen, saaledes som den foreligger, skrevet om Nordlandshandlere i det Hele taget,

Side:148

kan jeg ikke finde andet, end at den er holdt i saa stor Almindelighed, at ikke de i Isfjorden tilfældigvis bosatte Nordlandshandlere kunne være berettigede til at optræde som Klagere og paastaa Straf over Forfatteren. Artiklen indeholder aldeles ikke nogen Anke mod Nordlandshandlere, bosatte paa noget bestemt Sted, og jeg mener da, at Udtalelserne i Indhold og Form ere Sao almindelige, at der ikke kan foreligge nogen strafbar Injurie mod, Klagerne

Jeg kommer herfor til det Resultat, at Appell. maa blive at frifinde for den mod ham reiste Tiltale.

Processens Omkostninger finder jeg bør ophæves saavel for Meddomsretten som for Høiesteret, idet det jo ikke kan negtes, at Appell. ved fin Artikel, paa en Maade har givet, hvad Loven kalder "rimelig Anledning" til Søgsmaalet.

Konklusion:

Appell. Knut G. Hatlen bør for de Indst." Edvard Kavli, Oluf Kavli, Amund Kavli, R I. Morstøl, Knut I. Tokle, Johs. Morstøl, Iver Iversen Heen, Knut Iversen Heen, B. Kolflodt og Knut K. Heen, deres Tiltale i denne Sag fri at være.

Processens Omkostninger for begge Retter ophæves. Assessor Ph. Hansteen: Jeg kan ikke være enig med Førstvoterende men finder at maatte votere for, at Anken forkastes. Det er ganske vist saa, at den omhandlede Artikel i sin Form er almindelig, og at det saaledes kan siges, at den i Formen ikke rammer nogen enkelt; men dette er efter min Mening ogsaa kun i Formen. Naar Forfatteren i Opsatsen har brugt Udtrykket "her" i Modsætning til Udtrykket "didop", det vil sige der nordpaa, saa har han dermed antydet et bestemt Sted, som Artiklen især maa sigte til; det vilde ellers være meningsløst at bruge Udtrykket her i Modsætning til et andet Sted. Da det nu er oplyst, at Forfatteren bor i Isfjorden, og det ligesaa er oplyst, at der her i Isfjorden bor, hvad der er kaldt en Koloni af Nordlandhandlere, det vil sige Personer, som fra sine Bosteder drage op til Nordland under Fiskerierne der for paa Fiskepladsene at handle med færdigsyde Klæder, Skotøi og andre Varer, hvormed Handlen er fri, saa forekommer det mig, at den store Almindelighed, der tillægges Artiklen, svinder betydelig ind. Da derhos det Slags Handlende er en temmelig faatallig Klasse, tror jeg, at Forfatteren maa have været sig bevidst at ville ramme det slags Handlende i Isfjorden, og naar det er Tilfældet, tror jeg ogsaa, at han for at undgaa Ansvar for sine Ytringer havde maattet nævne Undtagelserne fra Reglen, i hvilken Henseende jeg henviser til Andenvoterendes Votum i den i Rets.id. for 1892 S. 145 flg. refererede Sag mod Frithjof Andersen. Skulde man uden Ansvar kunne udflynge Beskyldninger som de i den omhandlede Opsats fremførte mod et faatallig Klasse af næringsdrivende, naar man kun ikke nævnte nogen enkelt ved Navn, saa frygter jeg for, at der vilde aabnes et vidt Spillerum for Jjurianter til med Lethed at indrette sig saaledes, at de ekunde blive straffefrie, og jeg maa tiltræde, hvad der i Meddomsretsdommns Præmisser ytres om, at Loven om Straf for injurier en de Ytringer helst børforstaaes derhen, at den saavidt muligt værner om Enhvers borgerlige Agtelse. Straffelovens Kap. 17 §5 lyder saaledes: "Hvo som bevirker eller søger at bevirke, at Noget finder Tiltro, som er egnet til at skade en Andens gode Navn og Rygte eller til at udsætte ham for Had, Ringeagt eller Tab af den for hans Stilling eller Næring fornødne Tillid, straffes" osv. Antager man først, som jeg gjør, at forfatteren af den omhandlede Opsats har skrevet med den Tanke, at man der i Distriktet nok lettelig vilde forstaa, paa hvem Opsatsen var myntet, saa forekommer det mig, at han efter den nævnte Bestemmelse i Straffeloven ikke bør være uden Ansvar.

Side:149

Væsentlig i Hendhold til, hvad jeg saaledes har anført, voterer jeg som sagt for, at Anken forkastes, hvorhos jeg da ogsaa finder, at Appell. bør tilpligtes at erstatte de Indstevnte Processens Omkostninger for Høiesteret.

Da jeg imidlertid efter den passerede Konference ved, at jeg er i Minoritet, anser jeg det ikke fornødent at forme nogen mere bestemt Konklusion.

Extraordn. Assessor, Advokat Mejdell: Jeg er i Resultatet og det Væsentlige enig med Førstvoterende, idet jeg mener, at Meddomsretten har lagt en urigtig juridisk Opfatning til Grund for sin Bedømmelse af Sagen. Den har Specielt lagt vægt paa Omstændigheder liggende udenfor Artiklen, Omstændigheder, oplyste navnlig gjennem en Beskikkelse, foretaget ligeoverfor vedkommende Avisredaktør, hvorved Kundskab erholdtes om, at Appell., der bor i samme Bygd som de Indst., var Forfatter af Artiklen. Ved at lægge Vægt paa dette Moment har Meddomsretten troet at udfinde hvad Appell. Personlig Subjektivt har ment og tilsigtet med sin Artikel. Men jeg antager, at der ved anonyme Avisopsatser ikke er Anledning til at anstille en saadan Efterforskning efter den subjektive Mening, som Forfatteren af Artiklen maatte have havt. Artiklen maa efter min Opfatning bedømmes efter sin egen Vægt og udelukkende efter de Momenter, den selv indeholder. Hvis Sagen var bleven anlagt mod vedkommende Avisredaktør, vilde der jo ingen Adgang have været til at opnaa en Fældelse undtagen paa Basis af Artiklens Indhold i sig selv. Naar Loven har fastsat en skjærpet Straf for Beskyldninger, som fremkomme i trykt Skrift, antager jeg, at dens Motiv hertil maa ligge i den særlige Udbredelse, som Sigtelsen, saaledes som den fremtræder i Artiklen, læst i sig selv, faar. Men ligeoverfor Publikum i sin Almindelighed ere saadanne Omstændigheder, som i nærværende Tilfælde Klagerne gjennem Foretagelse af en Beskikkelse ere komne underveir med, ukjendte, og de ville saaledes ikke virke med i det Indtryk, som Artiklen gjør paa den almindelige Læser. Jeg tror som antydet, at den korrekte Opfatning tilsiger at opstille den Sætning, at til Fortolkning af en anonym Ærekrænkelse i trykt Skrift kan der ikke benyttes udenforliggende Oplysninger, - en Opfatning, som jeg antager er den, der bedst stemmer med Grundlovens §100. I nærværende Tilfælde mener jeg, at hvis Artiklen tages rent objektivt, saaat det ikke kommer an paa at finde ud, hvad kanske Forfatteren Subjektivt kan have sigtet til med den, kan der ikke være Tale om at opsatte Artiklen som Injurie.

Konst. Assessor, Expeditionssekretær Bull: Ogsaa jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende og kan tildels ogsaa tiltræde, hvad der af Tredievoterende forsaavidt er bemærket. Jeg skal kun tillade mig et par Bemærkninger i Anledning af, hvad Andenvoterende har anført. Det er ganske vist saa, at det tilsidst vil blive et Skjønsspørgsmaal, hvor talrig en Korporation maa være, før man skal sige, at Injurielovgivningens Beskyttelse ligeoverfor nærgaaende Angreb paa den ophører. Ingen vil negte, at nærgaaende Udtalelser kunne have en saa almindelig Karakter, at ingen Enkelt derved vil kunne føle sig injurieret, Paa den anden Side er det lige sikkert at Udtalelser, som i og for sig have en almindelig Karakter, kunne i Realiteten være givet en saa indsnevret Anvendelse, at de blive injurierende. Jeg mener, at deslige Spørgsmaal maa løses efter hvert enkelt Tilfældes specielle Karakter.

Hvad nærværende Sag angaar, er jeg af den Opfatning, at den omhandlede Avisartikel maa forstaaes som gjældende Nordlandshandlere i Almindelighed; jeg antager med Førstvoterende at den ikke kan indsnevres til at gjælde udelukkende Nordlandshandlere i Romsdals Amt. Men med denne Opfatning anser jeg det for en Selvfølge, at Udtalelserne i og for sig gjennemgaaende ere saa almindelig holdte, at de ikke kunne medføre Rets or nogen Enkelt til at kræve den, som har fremført em, straffet for Æresfornærmelse.

Side:150

Extraordn. Assessor, Generalanditør Broch: Jeg er enig med Hr. Assessor Hansteen. Jeg vil ikke udtale mig med fuld Bestemthed angaaende det Spørgsmaal, som er reist af Hr. Assessor Mejdell, nemlig hvorvidt man har Lov til at benytte de Oplysninger, som fremkommer derved, at den anonyme Forfatter melder sig. Det er jo klart, at dette lettelig kan kaste et Lys over Artiklen, som man ikke før havde. Men i det foreliggende Tilfælde er det for mig tilstrækkeligt, at der i Artiklen selv er udtalt en Modsætning mellem "her" som det heder, og "deroppe", det vil sige der, hvor disse Handlende befinde sig under Fiskerierne. Thi selv om man vilde antage, at "her" refererer sig til Avisen, saa er det dog efter min Mening klart, at man ialfald ikke kan komme udenfor Romsdals Amts Grændser, idet Avisen er et Blad for dette Amt. Nu er det jo vitterligt og fremgaar tydelig af Sagens Oplysninger, at Romsdals Fogderi og Specielt Isfjorden er et Centralpunkt som Opholdssted for Nordlandshandlere, og disse Handlende maatte derfor med Rette kunne anse de omhandlede Udtalelser som specielt sigtende til dem, - Udtalelser, der ere i høi Grad ærekrænkende, idet Vedkommende nemlig beskyldes for, at de, naar de ere ved Fiskerierne i Nordland, drikker og ere snydende fulde om Aftenen, at de "beist" (hvilket formentlig vil sige, at de bides,) samt at de ikke føre ordentlige Bøger, men gaa fallit. At Sligt skal kunne siges ustraffet, kan jeg ikke være med paa, naar der netop inden den Grændse, som jeg her taler om, er et Centralpunkt som Opholdssted for en Koloni af disse Nordlandshandlere.

Jeg er derfor som sagt enig med Hr. Assessor Hansteen og antager, at Anken maa forkastes, samt at Appell. maa betale Processens Omkostninger for Høiesteret.

Extraordn. Assessor, Professor Morgenstierne: Jeg tiltræder i det væsentlige og Resultatet Førstvoterendes Udtalelser, idet jeg vistnok maa anse Artiklen særlig rettet mod Nordlandshandlerne i Romsdals Amt, men maa antage, at disses Antal, efter hvad der er in confesso, idetmindste er saa stort, ca. 40 50, at hver enkelt inden denne Kreds ikke kan betragte sig personlig rammet af Artiklen. Jeg kan ogsaa i det Væsentlige tiltræde Tredievoterendes Bemærkninger.

Justitiarius Lambrechts: Jeg tiltræder i det VæsentIige og Resultatet Førstvoterendes Udtalelser. Ligesom Sjettevoterende vil jeg særlig have præciseret, at det er oplyst, at der i Romsdals Amt paa flere, og det ikke saa, Steder findes Nordlandshandlere udenfor det Strøg, hvor Appell. har været bosat. Derhos vil jeg ikke undlade at bemærke, at det er langtfra min Mening med mit Votum at betegne, at man ustraffet skulde kunne udslynge Injurier, naar disse ere rettede mod en Flerhed af Personer, mod en Korporation eller en Stand, men at i Overensstemmelse med, hvad der er udtalt af en tidligere Voterende, min Opfatning er, at det Spørgsmaal om Almindeligheden af Ytringerne afvæbner en enkelts eller nogle enkeltes Adgang til at optræde som de, der anse sig personlig fornærmede, ganske og alene maa afhænge af de faktiske Omstændigheder i ytret enkelt Tilfælde. I saa Henseende tror jeg med Førstvoterende og for en ikke ringe Del ogsaa i Overensstemmelse med, hvad der er ytret af senere andre Voterende, der staa paa samme Side som jeg, at i nærværende Tilfælde Beskyldningen er fremsat i en altfor almindelig Skikkelse til, at etagerne kunne erkjendes at være kompetente Sagsøgere og forlange Straf over Appell. og tillige, som ved Meddomsretten skeet, Mortifikation af Beskyldningen til Fordel for dem personlig som Individer.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.