Rt-1894-151

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1894-11-04
Publisert:	Rt-1894-151
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 49/2 1893
Parter:	Kristiania Staalvarefabrik og Aducerværk (Adv. Stang Lund) mod Kristiania Kommune ved dens Magistrat og Ordfører (Adv. Harbitz).
Forfatter:	Reimers, Birkeland, Ph. Hansteen, Andersen, Adv. Mejdell, Saxlund
Lovhenvisninger:	Grunnloven (1814) §105

Assessor Reimers: I nærværende Expropriationssag blev af Kristiania Byret den 11 Marts 1893 afsagt saadan Kjendelse:

«Kristiania Magistrat paa Kommunens Vegne kjendes berettiget til efter Udløbet af 14 - fjorten - Dage fra Dato at tage - i fornødent Fald under Udkastelsestvang - i Besiddelse den under Expropriationsforretningen omhandlede Del af Eiendommen Matr.-No. 1 ved Malmøgaden ca. 45 kvadrat Meter mod til Grundeieren Firmaet «Kristiania Staalvarefabrik og Aducerværk» at udbetale 6 - sex - Kr. pr. kvadrat Meter samt 500 - fem Hundrede - Kr. i Ulempeerstatning eller i Tilfælde mod Beløbenes Deposition overensstemmende med Lov afødt xx.xx.1860 §1.

Processens Omkostninger ophæves».

Denne Kjendelse blev afsagt under Dissents, idet en af de Voterende stemte for, at Ulempeerstatningen skulde fastsættes overensstemmende med vedkommende Expropriationsskjøns Alternativ A eller til 5000 Kroner.

Kjendelsen er nu af Kristiania Staalvarefabrik og Aducerværk indanket til Prøvelse for Høiesteret, hvor Appell. har gjentaget sin Paastand under Expropriationsforretningen samt derhos paastaaet sig tilkjendt Procesomkostninger for Byretten og Høiesteret. Kristiania Kommune procederer til Stadfæstelse af Byrettens Kjendelse og paastaar sig derhos tilkjendt Omkostninger for Høiesteret.

Med Hensyn til nærværende Sags faktiske Omstændigheder og Proceduren for Expropriationsretten henviser jeg til Kjendelsens Præmisser.

«Da Malmøgaden, der gaar over en Del af de ved Lov afødt xx.xx.1877 undre Kristiania henlagte Strækninger af Landets Grund i Henhold til Reguleringsbeslutning afødt xx.xx.1879 blev anlagt, var den reguleret i mindre Bredde end den ved §6 i Bygningsloven for Kristiania afødt xx.xx.1875 bestemte Gadebredde af «almindeligvis mindst 25 Alen» (15,7 m.) Paa Tomten No. 1 ved Nævnte Gade, af hvilken Tomt Grund blev afgivet til Gaden, stod der allerede ved Tomtens Indlæggelse under Byen en Træbygning, hvori der var Smedje, samt en Bod. Denne Eiendom sees den 27 Marts 1886 at være solgt til Rodeløkkens Jernstøberi ved F. Hjorth for Kr. 2800,00 og ved Skjøde afødt xx.xx.1890 at være for en Kjøbesum af Kr. 3000 overdraget til «Kristiania Staalvarefabrik og Aducerværk», der under 31 Mai 1889 var anmeldt til Firmaregistret som et uansvarligt Aktieselskab, hvis Direktion bestod af F. Hiorth og G. M. Krohn, og som efter hvad der af dets Sagfører under nærværende Sag anføres, - i Virkeligheden var en Fortsættelse under et nyt Navn, men med de samme Hovedinteressenter, af det ligeledes uansvarlige Interessentskab «Kristiania Staalstøberi og Aducerværk,» der under 2 Febr. 1888 var anmeldt til Firmaregistret, idet Bestyrelsen da opgaves at bestaa af F. Hiorth, O. Hiorth og J. Mathiesen, og som under 20 Decbr. 1889 til nævnte Register anmeldtes at være afløst. Det maa undr Proceduren under Sagen ansees paa det Rene, at F. Hiorth som en af Hovedinteressenterne i begge de nævnte Selskaber for endel havde afgjort det ham som saadan paahvilende Aktieindskud ved til Kristiania «Staalstøberi og Aducerværk» at overlade Benyttelsesret af og ved til Kristiania «Staalvarefabrik og Aducerværk» gjennem det ovennævnte Skjøde afødt xx.xx.1890 at overdrage Eiendomsret til Eiendommen.

Efterat Reguleringskommissionen under 15 Decbr. 1888 havde fattet Beslutning om Malmøgadens Udvidelse, lod Kommunen den 15 Juli 1891 afholde Forsøgs-Expropriationsforretning til Bestemmelse af Erstatningen for

Side:152

de ca. 45 m2 ubebygget Grund, som i den Anledning maatte afgives af den heromhandlede Eiendom Matr.-No 1 ved ovennævnte Gade. Denne var da i Tomtens hele Bredde bebygget lige ud til den regulerede nye Gadelinie, idet der nærmest denne var opført en Værksteds- og Kontorbygning, gjennem hvilken et Portrum fører ind til en smal, aaben Plads eller Gaardsrum, der skiller mellem nævnte Bygning og et Jernhus, som støder ind til den ovenomtalte, inderst bag Tomten staaende gamle Træbygning og udgjør et Rum med denne, idet Væggen mellem begge Huse var fjernet. I den Del af dette Rum, der udgjøres af Træbygningen, staar der en gammel Ovn med Skarsten, medens der i Jernhuset staar nye Ovne med Pibe, som efter hvad der er paa det Rene, blev anmeldt til Opførelse under 8 Mai 1889. Under Forretningen blev det for Eieren af «Kristiania Staalvarefabrik og Aducerværk» fremholdt, at der ved Ulempeerstatningens Bestemmelse maatte tages Hensyn til, at Selskabets Bedrift, saaledes som nærmere paavistes, i høi Grad besværliggjordes ved Tomtens Beklipning gjennem det omhandlede Grundstykkes Opgivelse, idet navnlig Gaardspladsen var bleven altfor indskrænket i Forhold til Fabrikkens Behov om Følge af, at den senest (angivelig i Febr. 1890) opførte Værksteds- og Kontorbygning paa Grund af Reguleringen afødt xx.xx.1888 havde maattet trækkes paa langt tilbage paa Tomten, at den kom til at ligge indenfor den ved denne Regulering optrykne nye Gadelinie istedenfor som Planen havde været at bygge helt ud til den oprindelige, ved den ovennævnte Beslutning afødt xx.xx.1879 regulerede Gadelinie.

Da der i Anledning heraf fra Kommunens Side gjordes gjældende, at Selskabet havde kjøbt og bebygget samt indstalleret sig paa Eiendommen, efterat Reguleringen afødt xx.xx.1888 var besluttet, og at dette saaledes intet Retskrav kunde have paa at faa de paapegede angivelige Ulemper tagne i Betragtning ved Fastsættelsen af Godtgjørelsen for den Værdiforringelse af Eiendommen, som maatte kunne paavises at være en Følge af Reguleringen eller Expropriationen, blev efter Foranledning af Kommunen saavel ved den nævnte Forretning som ved den under 1 Aug. 1891 afholdte Overexpropriationsforretning Taxten afgivet alternativt, eftersom den ene eller den anden Forudsætning med Hensyn til Erstatning for de omhandlede Ulemper lagdes til Grund med det Resultat, at ifølge Overtaxten Grundeieren er tilkjendt en Erstatning af Kr. 6 pr. kvadrat Meter af det Grundareal, der opgives samt derhos i Ulempeerstatning:

A. forsaavidt Hensyn tages til de af Selskabet fremholdte Ulemper, altsaa til den nuværende Drift og Bebyggelse Kr. 5000.00;

B. forsaavidt ikke Hensyn tages til de nævnte Ulemper, men kun til, at Tomten, som den var før Reguleringen ved denne er bleven indskrænket Kr. 500.00.

Sagen har derefter været Gjenstand for Procedure, idet Kommunen har paastaaet Fravigelseskjendelse paa Basis af det for Kommunen fordelagtigste Alternativ B, medens Selskabet har paastaaet der for sig fordelagtigste Alternativ A lagt til Grund for Kjendelsen samt at Procesomkostningerne paalægges Kommunen.

Jeg skal først bemærke, at jeg ikke finder at kunne give Selskabet Medhold, forsaavidt som det har søgt at gjøre gjældende, at der uden videre skulde kunne gaaes ud fra, at det, som skal erstattes, er den Værdiforringelse, som faktisk kunde paavises at være tilstede ved selve Expropriationen d.v.s. altsaa paa Afstaaelsestiden, uden Hensyn til, hvorledes Forholdene stillede sig paa det Tidspunkt, da Reguleringsbeslutningen blev afgivet. Det er utrykkelig sagt i vor Bys Bygningslov afødt xx.xx.1875 §9, at der ved Afgjørelsen af Spørgsmaalet om en Grund ved Reguleringen bliver utjenlig til Bebyggelse eller væsentlig forringet i Værdi ikke bliver at tage Hensyn

Side:153

til Deling af Grund, som har fundet Sted, efter at Reguleringen er besluttet, og det samme maa formentlig under Bygningslovgivningens Mangel af fuldstændige Bestemmelser i denne Materie, antages at gjælde med Hensyn til enhver anden Forandring ved Grunden, der af Eieren eller dennes Hjemmelsmand senere end Reguleringen foretages, saa at Grundregelen altsaa bliver den, at det er de Grunden vedkommende faktiske Forhold, saaledes som disse var paa Reguleringstiden, der bliver de afgjørende for Erstatningens Ansættelse (jfr. Professor Aschehougs Afhandling i Rt-1879-No. 45 - 47 navnlig S. 733).

Selskabet har imidlertid ogsaa paastaaet, at Fabriken i Virkeligheden var anlagt paa Tomten før reguleringen afødt xx.xx.1888, idet der allerede i 1887 i den ovennævnte Træbygning og der staaende gamle Ovn blev paabegyndt den Bedrift, som senere har været i Gang paa Tomten, og som efterhaanden gjennem Udvidelser og Nybygninger (nemlig af den nye Pibe med Ovne og Jernhuset ifølge Bygningsanmeldelsen afødt xx.xx.1889 og af Værksteds- og Kontorbygninger angivelig i Febr. 1890) er givet det Omfang, som den nu har. Reguleringen har altsaa, anføres det, forhindret Fabrikken fra at udvide sig efter dens sukcessive Behov begrundet at den engang givne og til Behovets Tilfredsstillelse fuldt tilstrækkelige Tomt og det er følgelig, paastaaes der, den nuværende Bedrift og Bebyggelse, hvortil der nu bliver at tage Hensyn ved Tilkjendelsen af Erstatning, saasom det er denne Bedrift og Bebyggelse, Ulemperne er paaførte.

Nu er det vistnok saa, at det ligeoverfor den fra Kommunens Side i saa Henseende fremsatte udtrykkelige og bestemte Benegtelse ikke kan ansees af Selskabet at være bevist, og at der efter Sagens Stilling iøvrigt ves derfor heller ikke under denne gaaes ud fra, at der før de efter Bygningsanmeldelsen afødt xx.xx.1889 iværksatte Anlæg paa Tomten har været i Gang nogen Drift af saadan Art, at den kan betragtes som en virkelig Paabegyndelse af den Fabrikvirksomhed, som dersteds nu foregaar, samt at denne Virksomhed vel desuden maa antages at være saaledes knyttet til og betinget af de nævnte nya Anlæg, at den ogsaa af denne Grund neppe før ved disses Iværksættelse, - vhilket altsaa ligger efter Reguleringsbeslutningens Emanation, kunde siges at være tilblevet.

Men om det end saaledes ikke kan antages at medføre Rigtighed, at selve det nuværende Fabrikanlæg havde fundet Sted eller var paabegyndte da Reguleringen besluttedes, saa maa det i ethvert Fald, efter hvad der i saa Henseende ovenfor er fremstillet, ansees konstateret, at den her paagjældende Eiendom dengang allerede af den daværende Eier, F. Hiorth, var bestemt til Tomt for dette Fabrikanlæg og af ham i dette Øiemed var bleven overladt til Selskabet eller - hvad der med Hensyn til det, hvorpaa det her kommer an, maa blive det samme, - dettes Forgjænger «Kristiania Staalstøberi og Aducerværk.» Det faktiske Forhold med Hensyn til Eiendommen paa Reguleringstiden var altsaa, at den allerede var disponeret til Selskabet eller dets Forgjænger at benyttes som Tomt for et Fabrikanlæg, saadant som det, der af Selskabet nu bagefter virkelig paa den er bragt istand. Og hvad Selskabet, der jo efter Grundlovens §105 tilkommer fuld Erstatning, har Krav paa at erholde Godtgjørelse for, maa følgelig være den af Reguleringens indtil nu opsatte Fuldbyrdelse ved Expropriation resulterende Forringelse af Eiendommens Værdi ikke blot som almindelig Byggetomt betragtet, men tillige i dens særlige Egenskab af Tomt for et saadant Fabrikanlæg som det, der nu staar paa den, - (jfr. Aschehougs, Norges nuværende Statsforfatning, Kap 59 §9 - anden Udgave, 3die Bind S. 50-52), hvilket ligefrem leder til, at den nuværende Drift og Bebyggelse» maa lægges til Grund ved Erstatningens Bestemmelse, og at altsaa Ulempeerstatning bliver at tilkjende efter Skjønnets Alternativ A.

Side:154

Det er vistnok saa, at Eiendommens Bestemmelse som Tomt for det vordende Fabriksanlæg paa reguleringstiden endnu ikke havde faaet materielt Udtryk gjennem Forandring i de paa Eiendommen faktisk bestaaende Forhold med Hensyn til Bebyggelse og lignende, og at det følgelig dengang muligens kunde have stillet sig saa usikkert, om og i hvilken Udtsrækning Anlægget virkelig vilde komme til Udførelse, at det, hvis Expropriation og Erstatningsansættelse overensstemmende med Kristiania Bygningslov §8 da skulde have foregaaet, vilde være fundet ugjørligt at beregne og fastsætte Værdien af den ved Reguleringen bevirkede Indskrænkning i Friheden til at bebygge Eiendommen i Overensstemmelse med den nævnte Bestemmelse, og at der saaledes af denne Grund aldeles ingen eller ialfald ingen tilstrækkelig Erstatning for denne Værdiforringelse var bleven tilkjendt.

Men man leder, saavidt skjønnes, forgjæves efter nogen Retsgrund, der skulde afskjære Adgang til nu, efterat den nævnte, rent faktiske Hindring er bortfald derved, at det tidtnævnte Anlæg, som paa Reguleringstiden endnu hørte Fremtiden til, er bleven en for alle og enhver synlig og paatagelig Kjendsgjerning, at benytte sig deraf til ved det til Reguleringens Fuldbyrdelse ved Expropriation fornødne Skjøn at tage Selskabets Erstatningskrav under Paakjendelse i hele det Omfang, hvori det allerede paa Reguleringstiden principalt var begrundet.

Det indsees end ikke rettere, end at Selskabet, selv om Expropriation og Erstatningsansættelse i Henhold til Bygningslovens §8 virkelig havde været foretaget med det samme, Reguleringen var besluttet og da med det ovenantydede Resultat ved derom under Forretningen at have taget Forbehold maatte have kunnet holde sig Adgang aaben til senere, naar Fabrikanlægget var kommet istand under Kontinuationsskjøn at saa sig tilkjendt den Tillægserstatning,hvortil der under de saaledes forandrede Forhold maatte findes Føie. Men hvorledes det end hermed maatte forholde sig, maa det i ethvert Fald saaledes som det faktiske Forhold stiller sig under nærværende Sag, være afgjørende for Tilfølgetagelsen af Selskabets under denne fremsatte Paastand, at Kommunen, der havde det i sin Mangt naarsomhelst at skride til Expropriation, selv faar bære den Resiko, som var forbundet med at have udsat dermed indtil nu, og at den saaledes intet Retskrav har paa at slippe for at betale den Forhøielse af Ulempeerstatningen, der faktisk kan være bevirket ved, at det tilsigtede Fabrikanlæg imidlertid er kommet istand. Med andre Ord: Den Omstændighed, at Reguleringen først nu fulbyrdes ved Expropriation, maa lede til, at der tilkjendes Erstatning for den Skade, som det nu kan skjønnes, at Selskabet i Virkeligheden allerede paa Reguleringstiden og under de da med Hensyn til Eiendommen tilstedeværende faktiske Forhold har lidt ved den gjennem Reguleringen paalagte Indskrænkning i den frie og uhindrede Adgang til at anvende Eiendommen til det Brug, hvortil den netop af Selskabet før Reguleringen bona fide var anskaffet.

Som det vil sees, er det ved den ovenfor anførte Argumentation gaaet ud fra, at den nuværende Drift og Bebyggelse er anlagt i en Maalestok, som ikke overstiger, hvad der efter Eiendommens Beskaffenhed og Begrændsning, saaledes som den var paa Reguleringstiden, fra Begyndelsen af maatte fremstille sig som rimelige og naturlige.

Paa den anden Side er det jo ogsaa saa, at Selskabet pligtede loyalt at lempe sig saavidt muligt efter Reguleringen ved Anlæggets Planlæggelse og Udførelse, medens der formentlig er overveiende Grund til at statuere, at Selskabet i Tilfælde selv maatte bære Følgerne af mulige Forsømmelser forsaavidt, uanseet om disse havde sin Grund deri, at Selskabet, efter hvad der er oplyst, maa antages først at være kommen til Kundskab om Reguleringsbeslutningen, da Værksteds- og Kontorbygningen i Februar 1890 var

Side:155

paabegyndt. Og det bliver derfor en ikke mindre nødvendig Forudsætning for Argumentationens Holdbarhed, at det, praktisk taget - ikke havde været gjørligt for Selskabet gjennem en skjønsommere og mere økonomisk, men paa samme Tid ligesaa hensigtsmæssig og billig Udnyttelse af Grund og Materialier at indrette sig saaledes, at Bedriften kunde have udviklet sig væsentlig paa samme Maade og til det samme Standpunkt som faktisk skeet, men uden at de Ulemper, der nu er resulterede af Tomtens Beklipning, og hvorfor Erstatning ved Skjønsalternativet A er tilkjendt, vare opstaaede.

Da Berettigelsen til at lægge de nævnte Forudsætninger til Grund ved Afgjørelsen efter Proceduren maa ansees paa det Rene, idet der ikke kan skjønnes fra Kommunens Side at være hævdet noget, som dermed kan staa i Strid, anser jeg det for mit Resultat tilstrækkeligt at have konstateret dette, uden yderligere end skeet at indgaa paa, hvad der i denne Forbindelse kunde være at anføre i det Hele og specielt forsaavidt angaar Spørgsmaalet om de retslige Følger af, at Selskabet ikke tidligere end som ovennævnt var bleven vidende om Reguleringsbeslutningen.

I Henhold til det ovenfor Anførte vil jeg votere for, at Ulempeerstatningen tilkjendes Selskabet efter Skjønnets Alternativ A. Procesomkostningerne antages efter Sagens Beskaffenhed at burde ophæves.

Thi konkluderes:

Kristiania Magistrat paa Kommunenes Vegne kjendes berettiget til efter Udløbet af 14 - fjorten - Dage fra Dato at tage - i fornødent Fald under Udkastelsestvang - i Besiddelse den under Expropriationsforretningen omhandlede Del af Eiendommen Matr.-No. 1 ved Malmøgaden ca 75 kvadrat Meter mod til Grundeieren, Firmaet «Kristiania Staalvarefabrik og Aducerværk» at udbetale 6 - sex - Kroner pr. kvadrat Meter. Samt 5000 - fem Tusinde - Kroner i Ulempeerstatning eller i Tilfælde mod Beløbenes Deposition overensstemmende med Lov afødt xx.xx.1860 §1.

Processens Omkostninger ophæves.

11 Febr. og 4 Marts 1893.

Jonas Stenersen.

Votum:

Jeg er enig med Førstvoterende, naar han opstiller som Grundregel den Sætning, at Erstatningen maa bestemmes efter Eiendommens faktiske Forhold paa Reguleringstiden. Men jeg tror, man ved dette Udgangspunkt maa komme til det modsatte Resultat, til Alternativ B. Det nuværende Fabriksanlæg, for hvilket Expropriationen medfører den større Ulempe, var ikke til paa Reguleringstiden, og maa der derhos, som af Førstvoterende paapeget, antages, at der dengang heller ikke fandt Sted nogen Drift, der kan betragtes som en virkelig Paabegyndelse af den Fabrikvirksomhed, som nu foregaar i det nye Anlæg. Erstatningen skal altsaa bestemmes, som om man nu havde for sig de paa Reguleringstiden existerende faktiske Forhold, altsaa som om Fabrikanlægget endnu kun var et Projekt. Men Førstvoterende tager med som et faktisk Forhold fra Reguleringstiden den Ting, at Eiendommen allerede var bestemt til Tomt for det vordende Fabriksanlæg. Han medgiver vistnok, at det i Almindelighed vil have sine Betænkligheder at tage Hensyn til Fremtidsplaner. Men han anser dette som faktiske Vanskeligheder, grundede i, at det kan stille sig usikkert, om Planerne vilde kommet til Udførelse, og mener, at saadan Hensyntagen er principelt begrundet og in casu ingen faktiske Vanskeligheder møder, idet man dermed, at anlægget virkelig er blevet til, ogsaa har paa det Rene, at det ikke var en uvis Plan. Jeg tror ikke, det er principelt rigtigt at tage saadanne Hensyn. De almindelige Erstatningsregler gaa formentlig ikke saa vidt. Værdien maa ansættes efter Forholde vedkommende Eiendommen, som ere

Side:156

virkelige Fakta, og jeg kan ikke betragte de som et faktisk Forhold vedkommende en Eiendom, at dens Eier gaar med Planer om dens Benyttelse, til hvis Iværksættelse der endnu ikke er foretaget et Skridt. Eiendommen kan have Betydning for Eierens Planer, men disse har, saalænge de endnu holde til i Eierens Hoved, ingen Betydning for Eiendommen. Forsaavidt kan man naturligvis tage Hensyn til en hvilkensomhelst Plan, at man kan finde Eiendommen særlig skikket for en saadan, og at den derfor har forøget Værdi; hvad der i saafald tages Hensyn til er en virkelig tilværende Beskaffenhed ved Eiendommen. Det er naturligvis ikke min Mening at der alltid kun tilkommer Eieren Erstatning for Eiendommens Værdi i sig selv; der maa vistnok tages Hensyn til, hvilken Værdi den efter de bestaaende Forholde økomomisk har for ham, og altsaa maa saadant, som at hans til Eiendommen knyttede Virksomhed afbrydes, i det Hele at der bringes Forstyrrelse i tilværende Forholde, komme i Betragtning. Men den Fordel, som selve det plantlagte Anlæg maatte tænkes at kunne bringe, og i det Hele den tænkte Situation, den som vilde fremkommet ved Planens Realisation, maa vistnok holdes udenfor. Man vilde ellers kunne faa se stødende Resultater. En og samme Eiendom vilde kunne faa en høist forskjellig Ansættelse, eftersom den tilhørte den Ene eller den Anden, en Eier, som havde bestemt den til Aasted for Projekter, eller En, som ingen saadanne særlige Planer havde. Skjønsmænd vilde rent blive sat paa Glatis, om de skulde regne med saadanne tænkte Forholde.

At det specielt in casu vilde være et lidet rimeligt Resultat, om Erstatning skulde tilkjendes efter Alternativ A lader sig vanskelig bestride. Forat afgive ca. 45 m2, rimeligvis en ubetydelig Brøkdel af en Eiendom, nylig indkjøbt for 3000 Kr., skulde Eierne foruden Betaling for Kvadratmeter for Grunden endvidere have en Erstatning af 5000 Kroner, fordi de agte - man betragte efter foranstaaende Situationen som om der endnu kun var lagt Planer - at anlægge en Fabrik, for hvilken den tilbageværende Eiendom ikke afgiver tilstrækkelig Plads. Vil en Eier, uagtet hans Tomt ved Expropriation er bleven for knap for et paatænkt Anlæg, alligevel opføre dette paa den indskrænkede Tomt istedetfor at skaffe sig en ny og tilstrækkelig, bør de Ulemper, som Mangelen paa Plads medfører for Anlægget, vistnok blive hans egen Sag.

Subsidiært anføre Eierne, at der betimelig ikke er givet dem Underretning om den forandrede Regulering. De mene, at Kommunen efter Bygningsloven har en almindelig Forpligtelse til strax at underrette interesserede Grundeiere om nye Reguleringer, hvad in casu ikke er skeet, og at det in casu maatte være deres Pligt at give saadan Underretning paa Foranledning af deres første Bygningsanmeldelse af Mai 1889, hvad heller ikke skete. Følgen har været, at de, idet de heller ikke paa anden Maade har faaet Kundskab om Forandringen uden Anelse om denne udførte det i Mai 1889 anmeldte Byggeforetagende, de nye Ovne med Fabrikpibe og Jernhus til Støberi. Først da Gravningsarbeiderne paabegyndtes til Værksteds- og Kontorbygningen, som var et nødvendigt Suppelement til det nævnte allerede udførde Byggeforetagende fik de Besked. De udførte saaledes den første Del af Anlægget uden at have havt Adgang til at tage i Betragtning de forandrede Reguleringsforholde, og de herved forvoldte Vanskeligheder er altsaa at tilskrive Kommunens Forsømmelse af sin Pligt til at meddele dem Underretning. Isaafald paa dette Fundament maa Kommunen, mene de, være forpligtet til at tilsvare dem fulde Erstatning for Ulemperne, altsaa efter Alternativ A.

Det er imidlertid oplyst, at Reguleringskommissionen i flere af Byens Dagsaviser i Februar 1889 lod indrykke Bekjendtgjørelse om, at en generel Reguleringsplan, væsentlig omfattende de ydre Bydele, vilde blive forelagt

Side:157

Kommunebestyrelsen til Aprobation, og at Grundeiere, som ønskede at gjøre sig bekjendt med Planen, vilde have Adgang dertil ved Henvendelse paa Opmaalingschefens Kontor. Det er derhos paa det Rene, at heromhandlede Regulering af Malmøgaden, hvilken Gade er beliggende i de ydre Bydele, var et Led i denne generelle Plan. Jeg kan ikke finde, at der efter Loven paaligger Kommunen nogen videregaaende Kundgjørelsespligt. Og hvad den omtalte Bygningsanmeldelse af Mai 1889 angaar, saa er det paa det rene, at der ved samme kun blev anmeldt Opførelse af Ovnene med Pibe og Jernhus, og at dette Bygværk i og for sig ikke kom i Kollision med Reguleringen, men at saadan Kollision først viste sig for den senere anmeldte Værksteds- og Kontorbygnings Vedkommende. Der skjønnes da ikke at kunne lægges vedkommende Bygningsautoriteter noget til Last.

Det vilde være formeget forlangt, om disse skulde forudse baade at det anmeldte Foretagende vilde trække efter sig en Værksteds- og Kontorbygning, og at der paa Grund af Reguleringen ikke vilde blive Rum nok til denne Bygning og den fornødne Gaardsplads. Det indtrufne Uheld synes derimod nærmest at maatte tilregnes Eierne selv, som planlagde Anlægget uden forud at have undersøgt Reguleringsforholdene og derhos anmeldte sine Bygge foretagender stykkevis.

Idet jeg efter Foranstaaende finder, at der kun kan tilkjendes Erstatning efter Alternativ B, og idet jeg er enig med Førstvoterende i, at Omkostningerne maa være at ophæve, bliver det min

Konklusion:

Kristiania Magistrat - - - samt 500 - fem Hundrede - Kroner i Ulempeerstatning - - - Processens Omkostninger ophæves. (Forøvrigt som Førstvoterende).

24 Febr. og 7 Marts 1893. F. Prydtz.

I Henhold til den passerede Votering

eragtes:

Kristiania Magistrat paa Kommunens Vegne kjendes berettiget til efter Udløbet af 14 - fjorten - Dage fra Dato at tage - i fornødent Fald under Udkastelsestvang - i Besiddelse den under Expropriationsforretningen omhandlede Del af Eiendommen Matr.-No. 1 ved Malmøgaden ca. 45 kvadrat Meter mod til Grundeieren Firmaet Kristiania «Staalvarefabrik og Aducerværk» at udbetale 6 - sex - Kroner pr. kvadrat Meter samt fem hundrede Kroner i Ulempeerstatning eller i Tilfælde mod Beløbenes Deposition overensstemmende med Lov afødt xx.xx.160 §1.

Processens Omkostninger ophæves.»

Jeg antager, at Appell.s Paastand maa gives Medhold.

Der er i Sagen procederet om, hvorvidt det ved Erstatningens Fastsættelse er Forholdene paa den Tid, da vedkommende Reguleringsbeslutning fattes eller Forholdene paa den Tid, da Expropriationen virkelig iværksættes, som ere at lægge til Grund.

Jeg mener, at i Principet maa dette Spørgsmaal besvares derhen, at det er Forholdene paa Expropriationstiden, som her ere afgjørende, og som altsaa maa lægges til Grund for Erstatningsskjønnet. Der er i Bygningsl. for Kristiania afødt xx.xx.1875 Intet, der leder til en modsat Antagelse . At det er Forholdene paa Expropriationstiden, som ere afgjørende ved Erstatningens Bestemmelse, er ogsaa noget, der synes at maatte ligge i Sagens Natur. Dette almindelige Princip maa dog paa den anden Side lide en Indskrænkning forsaavidt, som det formentlig maa statueres, at Grundeieren ligefra den Tid vedkommende Beslutning om Regulering er fattet, maa respektere denne ogsaa i den Forstand, at han ved de Dispositioner, som han senere træffer over Eiendommen, er pligtig til at tage Hensyn til Reguleringen. De Ulemper, som ved Expropriationen paaføres ham paa Grund

Side:158

af, at han ved disse sine Dispositioner ikke har taget Hensyn til Reguleringen, til den Indskrænkning i Benyttelsen af Eiendommen, som af Reguleringen, naar den sættes iværk, vil være en Følge, de Ulemper maa, mener jeg, gaa paa hans egen Regning. Han kan altsaa, om han har sat sig udover det Vaand, som ved Reguleringen er paalagt ham, ikke kræve nogen Erstatning for den Ulempe, som er en Følge af, at hans Dispositioner krydses ved senere Iværksættelse af den forinden disse Dispositioner besluttede Regulering. Denne Indskrænkning i den almindelige Regel om, at det er Forholdene ved selve Expropriationens Iværksættelse, som maa lægges til Grund, findes i en enkelt Anvendelse udtalt i Bygningsloven for Kristiania dens §9 sidste Punktum, hvor det særskilt foreskrives, at der ved Afgjørelsen bl. A. af Spørgsmaalet, om en Grund ved Reguleringen bliver utjenlig til Bebyggelse, ikke bliver at tage Hensyn til Deling af Grund, som har fundet Sted, efterat Reguleringen er besluttet. Jeg mener imidlertid, at det specielle Tilfælde, som her er omhandlet, kun er Udslaget af et almindeligt Princip, der maa komme til Anvendelse, hvad enten det gjælder senere Deling af vedkommende Tomt eller senere Disposioner af anden Art over samme.

Nu er Spørgmaalet i nærværende Tilfælde: Kunne de Dispositioner, som af Appell.ne trufne ved Opførelsen i Mai og Juni 1889 af det omhandlede Jernhus med tilhørende nye Ovne og Pibe og ved Opførelsen i Febr. 1890 af den nye Værksteds- og Kontorbygning, betragtes som fuldstændig nye Dispositioner over Tomten, som en fuldstændig ny Bedrift, eller ere de alene at betragte som en Fortsættelse eller videre Udvikling af den Bedrift, som af Appellsk. eller dets Forgjænger, «Kristiania Staalstøberi og Aducerværk» er sat igang? Det maa i saa Henseende komme ud paa Et, enten det er det Ene eller Andet af disse Firmaer, som allerede før Reguleringen afødt xx.xx.1888 har sat Bedriften igang. Byrettens Pluralitet har besvaret Spørgsmaalet derhen, at hvad der skede ved Byggearbeiderne i 1889 og 1890 og den Bedrift, som i Forbindelse dermed sattes igang, er at betragte som en ny Bedrift, som Noget, der er sat iværk, først efterat Reguleringsbeslutningen af 1888 blev fattet.

Jeg mener, at Spørgsmaalet efter de Oplysninger, som nu foreligge her for Høiesteret, maa besvares i den modsatte Retning. Det er nemlig her dels gjennem en Erklæring fra Fabrikens tidligere Bestyrer Ingeniør G. Monrad Krohn, dels ved Forklaringer, som under et efter Byretskjendelsen optaget Thingsv. ere afgivne af en tidligere Bestyrer af Fabriken og en ved samme ansat Arbeider oplyst, at der allerede før Reguleringen af Decbr. 1888 eller fra Begyndelsen af 1887 var sat igang en Fabrikdrift væsentlig med Jernstøberi, en Drift, som til sine Tider ikke har været ganske ubetydelig. Dengang da Tomten erhvervedes af Appell.s Forgjænger, stod der paa samme en gammel Træbygning i to Etager; i første Etage var der to Rum og i anden Etage Beboelsesrum. Da Driften skulde begynde, sloges de to Rum i første Etage sammen til et, hvor der blev opført nye Ovne og indredet Formerpladse, medens der i anden Etage blev indredet Værksted, Lagerrum og Kontor; fremdeles anskaffedes en hel Del Værktøi; i første Etage blev derhos bygget fra nyt en Smelte- og Aduceringsovn og i 1888 før Reguleringen af Decbr. samme Aar end videre en Tørreovn. I Lobet af 1888 omgjordes Aduceringsovnen til Støbeovn, saaat man fik to Støbeovne og en Tørreovn. Aduceringsovn blev samtidig hermed opsat i en nærliggende Gaard i Gøteborgsgaden; der blev nemlig liden Plads paa Tomten i Malmøgaden, og der maatte derfor leies Plads til Aduceringsovnen andetsteds, indtil man fik bygget ny Ovn. Det var altsaa, efter hvad der er oplyst, en rent midlertidig Foranstaltning, som i saa Henseende blev truffet, men Støbeovnen i Malmøgaden benyttedes tildels ogsaa fremdeles til Aducering. Hermed forsattes der, indtil man i 1889 byggede en ny

Side:159

Ovn og et nyt Jernhus, der, som oplyst i Byretsdommens Præmisser, blev sat i umiddelbar Forbindelse med den gamle Træbygning og kom til at danne et Rum med denne. Bedriften dreves i Almindelighed med 8 à 10 Mand, tildels endog med flere; der var i denne Tid ogsaa ansat en Formand for Driften. I sidste Halvdel af 1888 var det, efter hvad der fra Appell.s Side her i Høiesteret er forklaret, gaaet noget tilbage med Bedriften, idet det første Valg af Bestyrer havde vist sig ikke at være ganske heldigt. Men det benegtes, at Drifte til noget Tidspunkt har været fuldstændig indstillet eller nedlagt. Fra Kommunens Side paastaaes derimod, at paa den Tid, i Decbr. 1888, da Beslutningen om Regulering blev fattet, var Bedriften i sin Helhed ophørt, saaat den Drift, som senere, i Febr. 1889, sattes igang, var en ganske ny Virksomhed uden nogen Forbindelse med den tidligere.

Dette maa imidlertid efter de Oplysninger, som nu foreligger for Høiesteret, antages ikke have været Tilfældet. Vistnok har Driften omkring Aarsskiftet været indskrænket, alene været drevet med en 2-3 Mand, som tildels laantes fra det nærliggende Rodeløkkens Jernstøberi, der eiedes af en af Staalvarefabrikkens Interessenter Ingeniør Hiorth; men helt nedlagt har Bedriften efter hvad dernu kan sees, aldrig været, og den gjenoptoges i større Omfang i Febr. 1889, da der kom en ny Bestyrer, der samtidig indtraadte som Medlem af Interessentskabet. Hvad der er skeet ved Byggearbeiderne i 1889 og 1890 og ved den Bedrift, som dertil knytter sig, er derfor efter min Mening kun en videre og rationel Udvikling af den Virksomhed, der blev sat igang med det Materiale, som man var nødt til at benytte i den gamle Træbygning, indtil Forholdene tillod en Udvidelse af Samme. Og under disse Omstændigheder mener jeg, at Kommunen faar finde sig i at erstatte Appellsk. det Tab og den Ulempe, som er det paaført derved, at det paa Grund af Tomtens Indskrænkning gjennem den stedfundne Expropriation er bleven nødt til at indrette sig paa en Maade, som i flere Henseender medfører Gene og Udgifter for Bedriften. Det er altsaa med andre Ord min Mening, at hvad man i Byggearbeiderne afødt xx.xx.1890 og den dertil knyttede Bedrift har for sig, ikke er noget nyt, ikke er Iværksættelse af en Plan, som blot existerede i Tanken paa den Tid, da Beslutningen om Regulering blev fattet, men i Virkeligheden en Fortsættelse og videre Udvikling af den Bedrift, som allerede paa den Tid var igang.

Efter den Maade, hvorpaa jeg anskuer Sagen, anser jeg det ufornødent at indlade mig paa Besvarelsen af det Spørgsmaal, som tildels har været omprocederet her i Høiesteret, nemlig hvorvidt en Regulering er bindende for vedkommende Grundeier allerede fra det Øieblik, da Beslutning derom fattes eller først fra det Øieblik, Grundeieren erholder Meddelse om samme. I nærværende Sag er dette en ligegyldig Omstændighed, naar det, hvad jeg antager, først maa statueres, at den Bedrift, som dreves i 1889 og senere, har været en Fortsættelse af den tidligere.

Efter Omstændighederne tror jeg, at der er Grund til at ophæve Processens Omkostninger for begge Retter.

Konklusion:

Kristiania Magistrat paa Kommunens Vegne kjendes berettiget til efter Udløbet af 14 - fjorten - Dage fra Høiesterets Doms Afsigelse «i fornødent Fald under Udkastelses Tvang» at tage i Besiddelse den under Expropriationsforretningen omhandlede Del af Eiendommen Matr.No. 1 ved Malmøgaden ca. 45 m2 mod til Grundeieren, Firmaet Kristiania «Staalvarefabrik og Aducerværk,» at udbetale 6 - sex - Kroner pr. m2 samt 5000 - fem Tusinde - Kroner i Ulempeerstatning eller i Tilfælde mod Beløbenes Deposition efter Lov afødt xx.xx.1860 §1.

Processens Omkostninger for Byretten og Høiesteret ophæves.

Side:160

Extraordn. Assessor, Adv. Birkeland: Jeg er kommet til samme Resultat som Byrettens Pluralitet, eller at Taxtforretningens Alternativ B, lydende paa 500 Kr., maa blive at lægge til Grund.

Det er paa det Rene, jfr. Taxtforretningerne paa den ene Side og Appell.s Skrivelse afødt xx.xx.1891 paa den anden Side, at Taxtforretningens Alternativ A, lydende paa 5000 Kr., staar i direkte Forhold til og er ligefrem bygget paa de Nybygninger og Nyanlæg i det Hele taget, som i 1889 og 1890, altsaa i Tid senere end Reguleringsbeslutningen af 1888, bleve udførte paa Malmøgaden No. 1. Jeg antager imidlertid, at Bygningsloven afødt xx.xx.1875 for Kristiania har bestemt Farudsætning om, at der fra Reguleringskommissionens Beslutning af at regne, altsaa in casu 15 Decbr. 1888, sker en Indskrænkning med Hensyn til Grundeierens Byggefrihed med den Følge, at han ikke ved Expropriationen kan forlange en Ulempeerstatning, bestemt i direkte Forhold til disse Nybygningsforetagender. Foruden den af Førstvoterende allerede citerede §9 sidste Passus angaaende Deling af Tomter, skal jeg specielt nævne Lovens §7, der siger, at specielle Reguleringer blive at tage «tilfølge», samt §9 niende Passus, hvor det heder, at Grundeieren strax kan forlange indløst den til Gade bestemte Grund, naar det skjønnes, at hans Eiendom «formedelst den Indskrænkning i Byggefriheden, som den besluttede Regulering medfører», væsentlig bliver forringet i Værdi. I denne Forbindelse skal jeg endelig henvise til en Afhandling af Professor Aschehoug i Rt-1879-720-721 og specielt ogsaa Rt-1879-733.

Jeg antager, at Eieren in casu ikke kan siges at have taget Reguleringsbeslutningen tilfølge eller at have taget tilbørligt Hensyn til det i den liggende Varsel ved sine efter Reguleringskommissionens Beslutning foretagne Byggeanlæg og Indretninger paa Tomten, saa at han efter det Anførte er uberettiget til at kræve en Ulempeerstatning beregnet i ligefrem Forhold til samme Foretagender. Jeg skal indskrænke mig til at anføre, at efter Anmeldelse afødt xx.xx.1889 blev der i Malmøgaden No. 1 opført en Skorsten og Støbeovne samt en Aducerovn, og at der videre efter Anmeldelse afødt xx.xx.1889 det følgende Aar blev opført en Bygning i to Etager, indredet i første Etage til Portnerbolig og iøvrigt til Kontor. Foruden disse betydelige Byggeforetagender er videre efter min Mening at erindre, at Drifte ifølge 1 Thingsvidnes Forklaring efter 1889 blev mangedobbelt større, at Driften mod Slutningen af 1888 tog mere og mere af, om den ikke var helt nedlagt; kun 2 Thingsv. arbeidede der med to Hjælpere; de ældste Arbeidere vare gaaede over til Rodeløkken Jernstøberi, og de andre afskedigede. Der holdtes af Selskabet paa den Tid ikke nogen egen Kasse, idet Udbetalingerne i dette Tidsrum væsentlig skede af Jernstøberiets Kasse.

Hvad paa den anden Side Taxtens andet Alternativ, lydende paa 500 Kr. angaar, da er denne udtrykkelig sagt at skulle være en Ulempeerstatning, og jeg kan som ganske uoplyst ikke gaa ud fra, at der ved denne Ulempeerstatning ved Siden af Erstatning for det exproprierede Grundstykke ikke skulde være taget Hensyn til Tomtens Skikkethed i det Hele efter de paa Reguleringstiden bestaaende Forhold og til den Værdi, som den efter de dengang bestaaende Forhold økonomisk havde for sin Eier m. H. t. Bebyggelse.

Da min Opfatning, efter hvad jeg har Grund til at antage, ikke deles af Rettens Majoritet, skal jeg ikke forme nogen Konklusion og kun bemærke, at jeg er enig i, at Processens Omkostninger bør ophæves for begge Retter.

Assessor Ph. Hansteen: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Hr. Birkeland.

Asessor Andersen: Jeg er i Resultatet og det Væsentlige enig med Førstvoterende.

Side:161

Extraordn. Assessor, Adv. Mejdell: Ligesaa.

Jeg skal bemærke, at jeg ikke ser, at Bygningslovens §9 sidste Punktum har nogen Betydning for nærværende Tilfælde. Hvis Bestemmelsen skal fortolkes som en enkelt Anvendelse af et mere almindeligt Princip, antager jeg ikke, at dette Princip skulde bestaa deri, at der ikke skulde være Adgang til ved Bestemmtelse af Erstatningen at tage Hensyn til andre faktiske Momenter end de, der vare tilstede paa Reguleringstiden. Ligesom det er klart, at Konjunkturerne i sin Almindelighed kunne stige eller falde i Tiden mellem Reguleringsens Afholdelse og Expropriationen, og at i dette Tilfælde, hvad det kommer an paa, er Konjunkturernes Stilling paa den Tid, Expropriationen holdes, saaledes indser jeg ikke, at der kan lægges nogen ander Betragtning til Grund for det Tilfælde, at det er de Omstændigheder, som give Tomten Værdi for den særlige Indehaver, som i Mellemtide skifte. Det Høieste, man efter min Opfatning kan udlede af den nævnte Bestemmelse i Bygningsloven, er en Antydning om, at Grundeieren forsaavidt er pligtig til at respektere Reguleringen, som han, hvis han træffer en Disposition, der unødig forøger Ulemperne ved den besluttede Regulering, ikke kan kræve Erstatning for disse unødig paadragne Ulemper. Men herom er der i nærværende Sag ikke Tale. Jeg maa anse det fuldstændig konstateret, at hvis Reguleringen ikke havde været, vilde Appelsk. have gjort sig den Benyttelse af Tomten, som det nu er blevet afskaaret fra. Videre anser jeg det konstateret, at den Benyttelse af Tomten, som Appelsk. tilsigtede, i sig selv er naturlig og hensigtmæssig. Navnlig lægger jeg Vægt paa, at efter Sagens Oplysninger kan der ikke være Tale om, at det vilde have været billigere for Appellsk., om det havde derelinkveret Driften paa Tomten qv. og kjøbt en anden Tomt istedet til Indredning for Bedriften. I saa Henseende vil jeg navnlig henvise til, at det saavel af 1 som af 2 Thingsvidne udtrykkelig er udtalt, at en Flytning af Fabriken i Slutningen af 1888 umulig kunde være foregaaet uden særdeles væsentligt Formuestab, da man paa Tomten havde de nødvendige Anlæg i brugbar Stand, og den væsentligste Del af den deri nedlagte Kapital vilde været spildt, om Flytning skulde ske. Paa lignende Maade har ogsaa en tidligere Deltager i Interessentskabet, Ingeniør Krohn, udtalt sig. Det er saaledes givet, at skulde Udvidelse af Bedriften finde Sted, saa var Appellsk. henvist til at foretage Udvidelsen paa den Tomt, hvor allerede Anlæg, tjenlige for Bedriften, vare paabegyndte.

Under disse Omstændigheder indser jeg ikke, at Grundlovens §105 sker Fyldest, naar Appelsk. ikke skal erholde Erstatning for det fulde Tab, som Firmaet notorisk efter min Mening har lidt ved at blive negtet Udvidelse.

Konst. Assessor, Sorenskriver Blom: Jeg er i Resultatet enig med Førstvoterende. Jeg mener, at efter Bestemmelserne i Bygningsloven for Kristiania, dens §7, §8 og §9 maa den Regel, som i Slutningen af sidstnævnte § er fastsat med Hensyn til Deling af Grund, der er foretaget efter en for vedkommende Grundeier bindende Beslutning af Reguleringskommissionen, ogsaa anvendes paa enhver Forandring med Hensyn til Grund, som efter en saadan Reguleringsbeslutning af Eieren foretages ved Grunden. Jeg antager derfor, at det er Forholden paa Eiendommen, saaledes som de vare, da Reguleringskommissionen fattede sin Beslutning afødt xx.xx.1888, der bliver at lægge til Grund, naar man skal bestemme Ulempeerstatningen. Men naar man under dette Hensyn skal bestemme Erstatningen, maa, mener jeg, Skjønnet ogsaa tage Hensyn til de Indskrænkninger i Adgangen til en rationel Udvidelse af den paa den heromhandlede Eiendom drevne Virksomhed, som vare en Følge af det Baand med Hensyn til Byggefriheden, som ved Reguleringsbeslutningen er lagt paa Eiendommen. Det er dette Hensyn, som jeg tror ikke er taget ved det under Alternativ B afgivne Skjøn.

Side:162

Jeg maa antage, at den af Appell. i 1880 og 1890 foretagne Bebyggelse af Tomten er udført efter en Plan, der er fattet, uden at Appell.sk kjendte den omhandlede Beslutning af Reguleringskommissionen; ligeoverfor dette, og naar ingen anden Oplysning derom foreligger, kan jeg ikke gaa ud fra, at Grunden, som den var før Reguleringen, var uskikket til saadan Bebyggelse og saadan Udvidelse af den der stedfindende Bedrift, som nu er skeet. Da det videre ikke er oplyst, at Appell.sk kunde have indrettet sig hensigtsmæssigere paa Tomten og gjort Ulemperne mindre, hvis de havde kjendt Reguleringsbeslutningen af 1888 og taget Hensyn til denne, finder jeg, at Erstatningen maa bestemmes efter Skjønnets Alternativ A.

Assessor Saxlund: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende og Hr. Assessor Mejdell.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.