Rt-1894-218

Instans:	Høyesterett - Kjennelse
Dato:	1893-12-06
Publisert:	Rt-1894-218
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 70/2 1893.
Parter:	Straffesag mod Karl Edvardsen Holen (Forsvarer til Prøve Kand. juris Gasmann - Aktor Adv. Heffermehl).
Forfatter:	Bull, C. Hansteen, Reimers, Birkeland, Ottesen, Løchen, Saxlund
Lovhenvisninger:

Konst. Assessor, Expeditionssekretær Bull: Tilt. i nærværende Sag Karl Edvardsen Holen er født xx.xx.1869 og er ved tidligere Domme straffældt: 1) i 1885 for ulovlig Bemægtigelse af Frugt med 8 Kr.s Bøder; 2) i 1887 for Forbrydelse mod Krll.s Kap. 15 §10 jfr. §11 med Fængsel paa Vand og Brød i 5 Dage; 3) i 1891 for Forbrydelse mod Krll.s Kap. 10 §2 jfr. §26 med 8 Kr.s Bøder og 4) i 1893 for Gadeuorden med 30 Kr.s Bøder. Derhos er han i Aarene 1886-1890 tilsammen 5 Gange mulkteret for Politiforseelse.

Under nærværende Sag er hos ved Beslutning afødt xx.xx.1893, udfærdiget af Statsadvokaten i Akershus og Smaalenene, sat under Tiltale ved

Side:219

Sarpsborgs Meddomsret til Fældelse efter Straffel.s Kap. 10 §2 jfr. §26 for Onsdag den 17 Mai d. A. under sin Arrestation at have gjort fire Konstabler voldsom Modstand i deres Bestilling derved, at han strittede imod, spændte og slog.

Ved Meddomsrettens Dom af 1 Juli d. A. blev han i denne Anledning ilagt en Bod til Statskassen af 40 Kr. foruden Omkostningsansvar.

Tilt. begjærede paa Stedet Sagen undergivet fornyet Behandling ved høiere Ret, og efter ny Tiltalebeslutning af 18 Septbr. d. A. blev han derpaa ved Lagmandsretsdom af 18 Oktbr, ilagt, Straf af Fængsel paa Vand og Brød i 10 Dage samt Omkostningsansvar.

Paa denne Dom har han under 21 s. M, erklæret Anke til Høiesteret, og ved Kjæremaalsudvalgets Erklæring af 11 Novbr, d. A. er Anken henvist til Prøvelse her i Retten.

De Grunde, Tilt. anfører for sin Anke, ere følgende:

a) Feil ved Sagsbehandlingen, idet Lagmanden forklares i sit Foredrag til Lagretten blandt Andet at have udtalt følgende: At det ved Spørgsmaalet om Rigtigheden af Politiets Optræden ved Leiligheden maatte komme i Betragtning, at Sarpsborgs "Pøbel" var kjendt over hele Landet som den raaeste og brutaleste, hvilket Lagmanden personlig havde 20 Aars Erfaring for. Umiddelbart efter Lagmandens Foredrage Afslutning gjorde Forsvareren, heder det, opmærksom paa, at den nævnte Lagmandens Anførsel laa udenfor Sagens Bevisligheder, men blev afskaaret med den Bemærkning af Lagmanden, at Fakta ikke var Gjenstand for Protokollation.

Efter Sagens Beskaffenhed finder Tilt. det antageligt, at den paapegede. Rettergangsfeil (hvorved ogsaa væsentlige til Tiltaltes Betryggelse tjenende Retsregler er tilsidesatte), have øvet Indflydelse paa Dommens Indhold til hans Skade, særlig med Hensyn til Lagrettens Besvarelse af Tillægsspørgsmaalene.

b) Den anden Ankegrund er, at Dommen formenes at være urigtig i sit Indhold paa Grund af feilagtig Retsbelæring.

Hvad den førstnævnte Ankegrund angaar, er der af Forsvareren her ved Retten indhentet en Erklæring fra Lagmand Bech, hvori anføres, at det i Anken gjengivne Referat af det Passerede i alt Væsentligt er rigtigt.

"Da imidlertid, heder det videre, Tankegangen i heromhandlede Del af mit Foredrag for Lagretten kanske ikke tydelig fremgaar af Citatet, finder jeg det rettest at hidsætte et lidt syldigere Refererat af mine Ytringer, som jeg vel erindrer:

Det var almindelig bekjendt, hvad jeg efter et 20-aarigt Ophold paa disse Kanter kunde bekræfte, at Sarpsborgs Pøbel hørte til den raaeste og brutaleste i Landet. Dette kunde man ikke aldeles se bort fra ved Bedømmelsen af Politiets Optræden ved Leiligheden. I Byer, hvor Befolkningen pleiede at optræde loyalt ligeoverfor Politiet, lystrede dets Befalinger, ikke stillede sig i Opposition til det o. s v., der havde man fuldt Krav paa, at Politiet optraadte lemfældigt og humant, men naar som i Sarpsborg Befolkningen havde for Vane at optræde raat, brutalt og opsætsig ligeoverfor Politiet, maatte der til en vis Grad holdes dette tilgode, - faatalligt som det i Smaabyer altid var, - om det ligeoverfor en tumultuarisk Folkehold optraadte mere haardhændt, end man under andre Omstændigheder vilde finde fuldt tilbørligt".

Om dette Referat af Lagmandens paagjældende Udtalelser har Tilt.s Forsvarer ved Lagmandsretten i en Erklæring af 23 Novbr, udtalt, at det efter hans Erindring vistnok i alt Væsentligt er korrekt.

"For Fuldstændigheds skyld, heder det videre i Erklæringen, skal jeg imidlertid tilføie, at jeg som Forsvarer fandt umiddelbart efter

Side:220

Retsdelæringens Slutning at maatte gjøre opmærksom paa, at hvad Lagmanden saaledes havde anbragt om Sarpsborgs Befolknings Maade at optræde paa laa udenfor Sagen som ikke gjort til Gjenstand for Bevisførelse og Procedure. Herom tilstedede Lagmanden ingen videre Forhandling med Tilføiende, at det "faktiske" af Retsbelæringen ikke var Gjenstand for Protokollation".

Jeg finder for mit Vedkommende, at den Udtalelse, hvormed Lagmanden her er fremkommet, ikke har været paa sit rette Sted. Den indbringer i Sagen et nyt faktisk Moment, som ikke kan siges at være notorisk, en Omstændighed, der ogsaa synes at have fundet sit Udtryk deri, at Lagmanden for vedkommende Faktum paaberaaber en 20-aarig Erfaring. Det er imidlertid ikke Meningen, at der i Lagmandens Slutningsforedrag skal indbringes nye faktiske Momenter, notabene naar disse ikke kunne siges at være notoriske. At dette ikke er stemmende med Straffeprocesl.s Ordning, forekommer mig at være tilstrækkelig tydelig betegnet ved Bestemmelsen i Lovens §66 No. 4, hvorefter en Dommer ikke kan forrette som saadan, naar han har gjort Tjeneste som Sagkyndig eller aflagt Vidnesbyrd ang. Sagen. Nu er det ganske vist saa, at Lagmanden i nærværende Tilfælde ikke har optraadt hverken i Egenskab af Sagkyndig eller som Vidne, men han har indbragt et nyt farktisk Moment som Grundlag for Lagrettens Bedømmelse, og det er dette, som jeg altsaa anser uforeneligt med Lovens Hensigt. Det er saa meget uheldigere, at det sker paa dette Sagens Trin, som der jo ikke er Adgang for Parterne til at undergive de Anførsler, som fremkomme i Lagmandens Slutningsforedrag, Procedure og Modbevis. Udtryksmaaden i den her paagjældende Passus i Straffeprocesl.s §347: "Derefter gjennemgaar Lagmanden i et kort Foredrag Sagen og dens Bevisligheder og forklarer osv." viser jo ogsaa ganske utvetydig, at Meningen er, at det kun er de Foreliggende Bevisligheder, Lagmanden skal behandle. At Lagmanden her har gaaet udenfor den Ramme, Loven saaledes har trukket for hans Foredrag, forekommer mig derfor ikke tvivlsomt. Jeg kan heller ikke komme fra, at det er sandsynligt, at denne Feil kan have virket bestemmelse paa Dommens Indhold. I saa Henseende skal jeg navnlig gjøre opmærksom paa, at de omhandlede Udtalelser af Lagmanden maatte være af væsentlig Betydning for Afgjørelsen af det stillede Tillægsspørgsmaal No. 1, hvilket er saalydende: "Havde nogen af de i Hovedspørgsmaalet nævnte Politikonstabler ved urigtigt Forhold givet Anledning til Tilt.s Gjerning?" Den Bedømmelse, Lagmanden vilde have undergivet Politiets Optræden ved den omhandlede Anledning, maatte blive af væsentlig Betydning for Tillægsspørgsmaalets Besvarelse. Bedømmelsen af, hvorvidt Politiet var forpligtet til at optræde, for at bruge Lagmandens Udtryk, mere eller mindre lemfældig og humant, maatte blive bestemmende for, hvorvidt vedkommende Politikonstabel i nærværende Tilfælde kunde antages ved urigtige Forhold at have givet Anledning til Tilt.s Gjerning. Jeg finder det saa meget sandsynligere, at Lagmandens Udtalelse kan have virket bestemmende paa Dommens Indhold, som der er en paafaldende Uoverensstemmelse med Hensyn til den Maade, hvorpaa Meddomsretten og Lagretten kan sees at have bedømt Politiets Optræden. I Meddomsretsdommen finder man en stærk Kritik over den ene Konstabels Forhold ved den omhandlede Anledning, medens Lagretten har besvaret det anførte Tillægsspørgsmaal No. 1 benegtende. Nogen stærkere Vægt vil jeg dog ikke sige, at jeg lægger paa dette Moment i og for sig, da man jo her ikke har Adgang til at se de Vidneforklaringer, som ere fremkomne for Lagmandsretten; det er muligt, at der med Hensyn til dette punkt kan have været en mere eller mindre fremtrædende Forskjel.

Det vil af, hvad jeg saaledes har anført, fremgaa som min Mening, at den paaankede Lagmandsretsdom og den til Grund for samme liggende Hovedforhandling maa blive at ophæve.

Side:121

Hvad Ankegrund No. 2 angaar, er der under Lagmandsretssagen tilført Protokollen følgende: "Efter Foranledning af Forsvareren tilførte Lagmanden, at han i sin Retsbelæring havde udtalt, at hvis Politiet havde grebet Feil under en Arrestation, for Exempel paagrebet en feilagtig Person, var denne ikke berettiget til at modsætte sig Anholdelsen og Transporten til vedkommende Tjenestemand, der havde at afgjøre Arrestationens Berettigelse og var strafbar efter Loven, hvis han saa gjorde".

Jeg tror, at disse Udtalelser ialfald er for almindelig holdte; jeg tror ikke at det i saa bred Almindelighed gaar an at sige, at man har at bøie sig for Politiets Feilgreb under en Arrestation. Lignende Spørgsmaal have adskillige Gange været forelagte for Høiesteret. Jeg kan bl. A. henvise til Rt-1838-561 flg.. Rt-1869-164 flg. og Rt-1871-221 flg., samt til de Domme, hvortil der paa de anførte. Steder er henvist. Jeg antager, at det deraf vil fremgaa, at det heller ikke er stemmende med Praxis at opstille en saa almindelig Regel som den, Lagmanden her har gjort gjældende. Jeg anser det imidlertid ikke Sandsynligt, at denne Feil i og for sig kan have havt nogen Indflydelse paa Dommene Indhold, og jeg finder det derfor ikke nødvendigt at tage den med som Ophævelsesgrund.

Konklusion:

Den paaankede Lagmandsretsdom og den til Grund for samme liggende Hovedforhandling ophæves, fordi Lagmanden i det Foredrag, hvori han har gjennemgaaet Sagen for Lagretten, er gaaet udenfor de fremkomne Bevisligheder, idet han ved Tiden af disse har som et Moment, der kunde være af Betydning for Lagrettens Afgjørelse, paaberaabt sig den Omstændighed, at efter hvad der angaves at være almindeligt bekjendt og stemmende med hans personlige Erfaring - Befolkningen i Sarpsborg var i særlig Grad raa og brutal. Forsvarer og Aktor for Høiesteret, Kand. jur. N. E. Gasmann og Adv. Heffermehl, tillægges i Salarium, Førstnævnte 70 - sytti - og Sidstnævnte 50 - femti - Kr., hvilke Beløb ligesom de ved Lagmandsretsdommen tilkjendte Salarier udredes af Statskassen.

Assessor C. Hansteen: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig.

Assessor Reimers og extraordn. Assessor, Adv. Birkeland: Ligesaa.

Assessor Ottesen: Jeg er kommen til et andet Resultat end Førstvoterende og stemmer for, at Anken forkastes. Den af ham anførte Grund kan jeg ikke tillræde, idet jeg mener, at der ikke kan antages at være tilveiebragt nogen Sandsynlighed for, at Lagmandens Foredrag i den heromhandlede Henseende har havt nogen Indflydelse paa Dommens Indhold. Det kan vistnok være tvivlsomt, til hvilken Evidens en Kjendsgjerning maa være kommet for at hjemle Lagmanden Ret til i visse Tilfælde at fremsætte Bemærkninger i denne Henseende. Men jeg skulde dog antage, at hvor det kun gjælder en Udtalelse om, hvad man selv tror at have erfaret i et vist Tidsrum, og hvorvidt en Kjendsgjerning paa den Tid var almindelig bekjendt, er man ikke derved gaaet videre, end det maa kunne forsvares. Hvis f. Ex. her i Kristiania end Lagmand i en Slagsmaalsag eller en Sag angaaende Voldsudøvelse mod Politiet vilde komme med en lignende Ytring og udtale at visse Dele af Byen eller enkelte Strøg af en Gade vare særlig bekjendte for at huse urolige Indvider, eller han vilde udtale, at der i enkelte Huse dersteds dreves en mere eller mindre usædelig Trafik, saa mener jeg, at en saadan Ytring maatte kunne passere, selv om der ikke er ført bestemte Vidneprov eller andre Bevisligheder i den Anledning. Nu er det vistnok saa, at det er Sagt, at Forholdene i Sarpsborg i den her paagjældende Henseende i de senere Aar, og altsaa muligens efter den Tid Lagmanden havde Anledning til at gjøre Erfaring derom, have forbedret sig. Men da Lagretten her er sammensat af Indvaanere fra Smaalenenes Amt, og en enkelt af dens Medlemmer muligens bor i Sarpsborg By eller i dens

Side:222

Nærhed, synes det ganske uantageligt, at de ikke skulde kunne gjøre sig op en selvstændig og personlig Formening om, hvorvidt Lagmandens almindelige Bemærkninger om Forholdet i den Tid, han kjendte til dette, vare rigtige og stemmende med hvad de selv vidste derom. Jeg tror, at der maa kunne gaaes ud fra, at disse Folk baade kjendte til det Rygte, som Sarpsborgs "Pøbel" tidligere havde og til, om nogen Forbedring i saa Henseende var indtraadt eller ikke. Men Selv om man anser disse Lagmandens Bemærkninger baade upaakaldte og urigtige, have de efter min Mening havt ligesaa liden Indflydelse paa Domsresultatet som den anden nævnte Ankegrund, der heller ikke af Pluraliteten er fundet at kunne tillægges en saadan Vægt.

Med Hensyn til selve Indholdet af denne anden Ankegrund skal jeg forøvrigt kun bemærke, at jeg langtfra kan dele den Opfatning angaaende en Privatpersons Berettigelse til at optræde ligeoverfor Politiet, naar han anholdes, der af Meddomsretten synes at have været gjort gjældende. Og naar Førstvoterende af den Uoverensstemmelse, som der med Hensyn til dette Punkt er mellem Meddomsrettens Resultat og det Resultat, hvortil Lagretten er kommet, har fundet Grund til at antage, at Lagmandens Retsbelæring har havt Indflydelse, saa tror jeg, at der paa denne Betragtning ikke kan lægges nogen Vægt. Det er jo ogsaa af Førstvoterende bemærket, at der er en Mulighed for, at de Bevisligheder, der ere fremkomne ved Lagmandsretten, have havt en ganske anden Styrke til at forsvare Politiets Optræden end de, der vare fremkomne for Meddomsretten. Og i ethvert Fald har, som sagt, Meddomsrettens Retsopfatning med Hensyn til det sidst omhandlede Punkt været altfor almindelig og vidtgaaende, i modsat Retning af den, som Lagmanden fulgte.

Extraordn. Assessor, Statsadvokat Løchen: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Assessor Saxlund: Jeg tiltræder Hr. Assessor Ottesens Resultat, idet jeg ikke finder det sandsynlig, at den paaklagede Udtalelse af Lagmanden, der af Rettens Pluraliet er anseet som Ophævelsesgrund, har øvet nogen Indflydelse paa Lagrettens Afgjørelse.

Høiesterets Kjendelse blev herefter afsagt overensstemmende med, Førstvoterendes Konklusion.