Rt-1894-293

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1894-02-22
Publisert:	Rt-1894-293
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr 30/1 1894
Parter:	Erik Mikkelsen Eithuns enke Unni Olsdatter og Arvinger, nemlig Sønnerne Mikkel og Sjur Erikssønner samt Døtrene Gunhild, Unni, Randi, Synneva og Kari Eriksdøtre som nuværende Eiere af Gaarden Eithun (Ramm) mod Jens Helgesen Suphammer (Lumholtz).
Forfatter:	Løchen, Reimers, Stenersen, Birkeland, Andersen, Saxlund, justitiarius Lambrechts
Lovhenvisninger:

Extraordn. Assessor, Statsadv. Løchen: Nærværende Sags Sammenhæng fremgaar af Præmisserne til Bergens Overrets Dom afødt xx.xx.1891.

Denne Dom er saalydende: "I Henhold til Klage til den ordinære Forligelseskommission afødt xx.xx.1885, der som uforligt Henvistes til Retten, anlagde Hovedappell. Jens

Side:294

Helgesen Suphammer nærværende Aastedsag mod Erik Mikkelsen Eithun med Paastand om

1) At Indst. tilpligtes under en passende daglig Mulkt ikke at henføre sine Kreaturer til Beitestrækningen Kjødnelien tidligere end de andre Beitesberettigede og ikke før 10 Juni, saafremt de andre Beitesberettigede ikke før den Tid har henført sine Kreaturer derhen;

2) At Indst. kjendes uberettiget til Beitning paa østre Side af en Linje, der paa det fremlagte Rids betegnes fra nederste Storhaug over Storhaugskjødne, øverste Storhaug, Solieggen op i Søtegjærbotten efter den naturlige Aasryg;

3) at Indst. tilpligtes at betale Processens Omkostninger med et passende Beløb.

"Indst. paastod sig frifunden og tilkjendt Omkostninger.

Ved Dom afsagt den 26 Januar 1889 af Sorenskriveren i Ytre Sogn med Meddomsmænd blev saaledes kjendt for Ret:

Indst. Erik Mikkelsen Eithun kjendes uberettiget til at henføre sine Kreaturer til Beitestrækningerne i Kjødnelien førend den almindelige Tid i Egnen, og førend der er tilstrækkelig Næring at finde for Kreaturerne. Forøvrigt bør Indst., for Cit.s Tiltale i denne Sag fri at være. Omkostningerne ophæves".

Denne Dom har Hovedappell. ved Appelstevning afødt xx.xx.1889 indanket her for Overretten med Paastand om sammes Underkjendelse, at hans for Underretten nedlagte Paastand tages til Følge, og at han tilkjendes Sagsomkostninger for begge Retter, idet han, da Erik Mikkelsen Eithun var afgaaet ved Døden, indvarslede dennes Enke og Arvinger som Modparter.

Indst. har udtaget Kontrastevning og paastaaet principaliter sig frifunden for Hovedappell.s Tiltale samt in subsidium Underrettens Dom stadfæstet samt sig for ethvert af disse Tilfælde tilkjendt Omkostninger for begge Retter.

Hovedappell. har for Kontrasøgsmaalets Vedkommende nedlagt Paastand principaliter: at Kontrasøgsmaalet afvises, og subsidiært: at Hovedappell. frifindes for Kontraappell Tiltale samt sig tilkjendt Procesomkostninger i Kontrasøgsmaalet.

Hovedappell. har ved Bevilling afødt xx.xx.1890 erholdt Tilladelse til for Overretten at fremlægge nye Bevisligheder.

Forinden nærværende Sag anlagdes, havde Indst. ved Underretten Erik Mikkelsen Eithun, i Henhold til Klage afødt xx.xx.1884 gaaende ud paa, at Hovedappell. i de senere Aar uberettiget havde flyttet sin Fjeldstøl fra Frisæter til Kupa, hvorved han med sine Kreaturer trængte ind paa Eithuns Beiter, at han ved at opføre en Bro over en Elv havde trængt sig ind i Beiterne paa Vaarsæteren, og at han uberettiget havde jaget Eithuns Kreaturer i deres egne Beiter -, erhvervet en Aastedsforligeleskommissionskjendelse af 18 August f. A., hvorved Hovedappell. forpligtedes til inden 15 Juli 1885 at flytte sin Fjeldstøl "Kupen" tilbage til sin gamle Fjeldstøl "Frisæter" under en Bod af 1 Krone til Lekanger Fattigkasse for hver Dag Frisften oversiddes, hvorhos han tilpligtedes ikke at jage Klagerens Kreaturer i de fælles Beitesstrækninger i Kjødnelien, hvorimod han ikke tilpligtedes at nedrive Broen. Den nævnte Kjendelse paaankede Hovedappell. til en Aastedsret, hvorfra den ved en Eragtning afødt xx.xx.1885 blev afvist, da Appell. havde forsømt at faa opnævnt Meddomsmænd. Den 8 Oktbr, f. A. holdtes derpaa Exekution hos Hovedappell. for den indtil da forfaldne Dagmulkt m.v. Disse Forretninger og Kjendelsen afødt xx.xx.1885 paaankedes derpaa af Hovedappell, til Overretten (hvorfra Sagen imidlertid ved Dom afødt xx.xx.1888 afvistes forsaavidt angik Aastedsforligelseskommissonskjendelsen og den derpaa grundede Exekutionsforretning, idet disse nemlig ikke ansaaes appellable direkte til Overretten, hvorimod Afvisningskjendelsen

Side:295

stadfæstede) og medens denne Sag saaledes henstod ved Overretten, begjærede Indst. under nærværende Sag Udsættelse ved Underretten i Paavente af Overretsdom, idet han paastod, at Kommissionskjendelsen vilde være res judicata i nærværende Sag, do det efter hans Paastand skulde være Forudsætningen for samme, at Hovedappell. ikke var beitningsberettiget i "Kupa". Ved Kjendelse afødt xx.xx.1887 afgjorde imidlertid Sorenskriveren, at Kommissionskjendelsen ikke kunde ansees som res judicata for nærværende Sag. Endskjønt Kontraappell. for nærværende Ret har gjentaget Sin Anførsel om, at Kommissionskjendelsen danner res judicata, har han dog ikke hertil knyttet nogen paastand om Afvisning, og da derhos ikke nævnte Kjendelse er paaanket, antager Retten, at nærværende Sag maa blive at paadømme, uden at der tages Hensyn til nævnte Kommissionskjendelse.

Hovedappell.s første paastand angaar Tidspunktet for Indst.s Ret til at føre hen om Vaaren i Beitestrækningen Kjødnelien. Selve Paastanden forudsætter, at i denne Strækning for Tiden ialfald finder Fællesbeitning Sted mellem Eithun og Suphammer Gaarde. Indst. har for Underretten paastaaet, at hele Kjødnelien har tilhørt Eithun og været brugt af denne Gaards Opsiddere, at der for Brugen Intet har været betalt, og at Beitningen i Kjødnelien tildels tilkommer Eithun alene og tildels er fælles, uden at Grændsen er paavist. For Overretten er fremlagt Udskrift af et Kommissionsforlig afødt xx.xx.1800 mellem Opsidderne paa Suphammer og Eithun, hvilket Forlig dog ikke kan sees at være thinglæst, og som Parterne ikke synes at have kjendt til under den tidligere Sagsbehandling. Efter dette Forlig blev der om "det Stykke Mark, kaldet Trætte-Tungen eller Kjødnelien, som er beliggende mellem Kinne- Elven og Kaave-Elven" fattet saadan Bestemmelse, at "den ytre Del af Kjødnelien skal herefter tilhøre Gaarden Suphammer", hvorhos Delet, der nærmere beskrives i det Væsentlige skulde gaa fra der, hvor Elven kløves, og til det hvide Bleg i Storehaugen. Ligeledes vedtoges, at fælles Beitning skulde ske i hele Kjødnelien ogsaa for Fremtiden, indtil nogen af Parterne følte sig fornærmet derover, hvorefter Gjærde skulde opsættes. Endelig bestemtes, at Opsidderne paa Eithun skulde betale til Opsidderne paa Suphammer, fordi han havde afstaaet den ytre Del af Kjødnelien tilsammen 24 Rigsdaler, efter hvis Betaling den ytre Del skulde tilhøre Eithun. Efterat være bleven bekjendt med ovennævnte Forlig har Indst. for Overretten udtalt, at Indst. maa have været fuldt berettiget til at betegne Eithuns Eiendomsret i Kjødnelien som det principale Forhold og Hovedappell.s Beitning sammesteds som en senere erhvervet Ret. Endvidere har Kontraappell. i Indlæg afødt xx.xx.1888 udtrykkelig indrømmet, at Hovedappell. har en Beitningsret i en Del af Kjødnelien. Beitet i Kjødnelien maa saaledes ansees for Tiden at være fælles for Eithun og Suphammer, idet bemærkes, at efter det fremlagte Situationskart og Aastedsbeskrivelserne maa Kjødnelien antages at udgjøre den sydligste Del af den store triangelformede Strækning, som dannes af Kvin-Elven og Kaave-Elven, saaat Kjødnelien strækker sig fra nedre Storhaug i Nord til de nævnte Elves Sammenløb i Syd. Nu har Hovedappell. her paastaaet, at Erik Eithun har henført til sin Støl Kluge flere Uger før de andre Beitningsberettigede og før Hovedappell. samt tidligere end der var tilstrækkelig Næring for Buskapen, saa at Følgen blev, at hele Kjødnelien var afbeitet, før Hovedappell. kom tilstøls. Det maa ogsaa ansees ved Vidneførelsen oplyst, at saadan tidlig Buførsel fra Erik Eithuns side har fundet Sted. Man maa være enig med Underretten i, at hvor der er fælles Beite kan ikke den enkelte Berettigede have Adgang til at buføre, førend den almindelige Buføringstid i Egnen er indtraadt. I Overensstemmelse hermed maa Kontraappell.ne kjendes uberettigede til at buføre i den ommeldte Strækning før almindelig

Side:296

Buføringstid, hvorimod der ikke antages, at være Føie til forøvrigt at give Dom overensstemmende med Hovedappell.s Paastand i første Post.

Hovedappell anden Paastand gaar ud paa, at Kontraappell. skal kjendes uberettiget til Beitning paa Østsiden f en Linje, trukken fra nedre Storhaug i Syd til op i Søtegjærbotten i Nord efter den naturlige Aasryg. Den Strækning, som det i denne Post gjælder om, er den nordre Del af det Triangel, som dannes af Kvinelven og Kaaveelven, fra nederste Storhaug i Syd til Søtegjærbotten i Nord.

Nærværende Sag angaar ikke direkte Eiendomsretten til nævnte Strækning, men kun Beitningsretten sammesteds. Vistnok mener Hovedappell., at heromhandlede Strækning er hans udelukkende Eiendom, og Kontraappell. at Strækningen er Sameie, idet dog Søtegjærbotten paastaaes udelukkende at tilhøre Eithun, men Paastanden angaar kun Beitningsret, som Kontraappell. subsidiært paastaar at have hævdet.

Et Vidne, nemlig 13 Hovedvidne, der for 12 13 Aar Siden (før 1885) i 2 Aar tjente hos Erik Eithun, har forklaret, at dennes Fader, som da havde Kaar hos Erik Eithun, berettede Vidnet, at i de ældre Tider var ikke Eithuns Kreaturer komne forbi Sollieggen og øverste Storhaug i Retning mod Kupa, og at Suphammers Kreaturer da beitede i Søtegjærbotten og Strækningen ud mod Kvinelven fordi Sollieggen, og det maa ogsaa ansees oplyst ved andre Vidner, at paa Bestsiden af den af Hovedappell paastaaede Linje har der fra ældre Tid været fælles Beitning for begge Gaarde i alle Fald henimod Kvinelven (kfr.saaledes 17, 18, 20, 23 Hovedv).

Hvorledes Beitningen fra Eithun har stillet sig paa Østsiden af nævnte Linje er mere tvivlsomt. Foruden de allerede anførte Ytringer af 13 Hovedv. om Erik Eithuns Faders Udsagn maa her henvises til 1 Hovedv.s Forklaring i Sessionen den 15 Novbr. 1887 om, at han for ca. 8 Aar siden af den da over 70 Aar gamle Ole Nilsen Eithun havde hørt, at først i dennes Ungdom blev "Nyastølen" optaget fra Eithuns Side, idet denne Gaard tidligere kun havde havt en lavere liggende Støl Kluge. Om selve Beitningen har en Række Vidner udtalt sig, men nogen Vægt kan alene lægges paa dem, der omhandler Beitning i en Tid af over 20 Aar før nærværende Sags Anlæg i 1885. 1 Kontrav, forklarer sig om Beitning fra Eithun i Søtegjærbotten og omkring Sollieggen "saavel i Erik Eithuns som i dennes Faders Tid", men da Tidspunktet for Vidnets Iagttagelser ikke nærmere er oplyst, kan der Intet bygges paa dette Vidnes Forklaring.

2 Kontrav, og 3 Kontrav, omhandler en Erfaringstid, den første fra ca. 1832-1857 og den anden fra ca. 1834 til 1856; disse forklarer, at Eithundkreaturerne Beitede fra Søtegjærbotten op omkring Sollieggen og østenfor denne, saa at de kom tilbage nedenfor. Det er imidlertid at mærke, at begge Vidner ikke udtrykkelig har forklaret, at Eithunkreaturerne dreves did, men derimod vel, at de rækede did af sig selv. 6 Kontrav., hvis Erfaringstid er fra 1861 til 1866, udtaler sig paa lignende Maade. Ligesaa det i Sessionen den 12 Juli 1887 afhørte, da 47 Aar gamle 9 Kontrav., hvis Erfaring omfatter 3 eller muligens 4 Aar før hun konfirmeredes. Hvorvidt den af disse Vidner omprovede Beitning har fundet Sted hvert Aar er heller ikke nærmere oplyst.

At Suphammers Kreaturer har beitet paa Østsiden af den her omhandlede Linje er bevist ved 17, 18 og 20 Vidner, ligesom Kontraappell. har indrømmet, at her er Fællesbeite. Derimod har disse Vidner, samt 23 Vidne, der allesammen har stellet Kreaturerne paa Suphammer eller Eithun Støler, forklaret, at de i sin Erfaringstid dvs. ca. 1853-1869, 1829-1839,

Side:297

1823-1828 og 1844 og fremover, ikke M bemærket, at Kreaturer fra Eithun er kommen østenfor Sollieggen.

Hvad der fremgaar af de tidligere anførte Kontravidners Prov, nemlig at Eithunkreaturernes Beitning østenfor Sollieggen har været tilfældig, maa saaledes ansees bestyrket ved de anførte Hovedvidner. Men denne tilfældige, og som det maa antages mindre stadige Beitning østenfor Sollieggen og den af Hovedappell. optrukne Linje kan vistnok ikke antages som Bevis for Beitningsret paa de omhandlede Steder, saameget mindre som det synes, at det først er i de senere Aar (kfr. 13 Vidne), at Eithunkreaturerne med Vilje er drevne til de nævnte Strækninger.

I denne Forbindelse kan Retten heller ikke undlade at tage Hensyn til, hvad der om Eiendomsgrændsen mellem Eithun og Suphammer er oplyst; saaledes har 13 Hovedv. (Underretsakten S. 23 udsagt, at Erik Eithuns Fader ved forskjellige Anledninger omtalte, at Kvinelven havde dannet Grændsen mellem Suphammer og Eithun fra Kvinnesonen lige tilfjelds med Undtagelse af et Stykke kaldet Tjørnelien (Kjødnelien) til op under Storhoug, og 1 Hovedv. hørte det samme berette antagelig 1881 eller 1882 af en da gammel Mand, ligesom flere Vidner har hørt det samme berette (kfr. 7 og 8 Hovedv).

Under de saaledes forhaandenværende Omstændigheder antages det, at Kontraappell, maa have Bevisbyrden for, at der fra Eithuns Side har været beitet paa en saadan Maade og i saa lang Tid østenfor Sollieggen m.V., at Eithun har erhvervet Beitningsret sammesteds. Men efter det tidligere Anførte kan Retten ikke finde, at saadant Bevis er ført.

Retten finder derhos utrykkeligen at burde bemærke, at Kontraappell. ikke har ført det mindste Bevis for at have beitet eller været beitningsberettiget omkring Kupa.

Hovedappell.s Paastand under 2 Post, idet der ingen speciel Indsigelse er gjort mod Linjens Retning i det enkelte, antages saaledes at maatte tages til Følge, idet det for Overretten fremlagte Situationskart maa træde istedetfor det i Hovedappell.s paastand for Underretten nævnte Rids, der ikke er fremlagt for Overretten. Herved er ogsaa Kontraappellen, til hvis Afvisning der ikke findes nogen Grund, afgjort.

Processens Omkostninger findes efter Omstændighederne at burde ophæves for begge Retter.

Retten skal bemærke, at nærværende Sag optoges til Doms den 16 Marts d. A. Da Sagens Dokumenter imidlertid var udlaant Parterne og ikke vare tilstede ved Sagens Optagelse (med Undtagelse af de 2 Stævninger og en Forligsudskrift) korresponderede Justitssekretæren med Parternes Sagførere om de manglende Dokumenter, men uden Resultat, hvorefter de ovennævnte tilstedeværende Dokumenter tilstilledes Førstvoterende den 30 Mai. Senere har Rettens Justitiarius henvendt sig til de Sagførende om de manglende Dokumenter, der endelig tilstilledes Retten ved Skrivelse fra Advokat Annæus Schjødt af 4 Juli d. A. Sagen har saaledes ikke tidligere kunnet paadømmes. Ogsaa nu mangler et fremlagt Dokument, nemlig en af Hovedappell. den 24 Novbr. 1890 fremlagt Akt i en Injuriesag, men dette Dokument antages ikke nødvendigt for Sagens Paadømmelse.

Thi kjendes for Ret:

l) Kontraappell.ne Erik Mikkelsen Eithuns Enke Unni Olsdatter og Arvinger, nemlig Sønnerne Mikkel og Sjur Eriksen samt Døtrene Gunhild, Unni, Randi, Synneva og Kari Mikkelsdøtre som nuværende Eiere af den under Sagen omhandlede Gaard Eithun kjendes uberettiget til at buføre med Kreaturet fra nævnte Gaard til Beitestrækningerne i Kjødnelien før almindelig Buføringstid.

Side:298

2) Kontraappell.ne kjendes ligeledes uberettigede til Beitning paa østre Side af en Linje fra nederste Storhaug over Storhaugkjødne, øverste Storhaug, Sollieggen op i Søtegjærsbotten efter den naturlige Aasryg.

Processens Omkostninger for begge Retter ophæves.

Overretsdommen er af Erik Mikkelsen Eithuns Enke og Arvinger som nuværende Eiere af Gaarden Eithun indbragt til Høiesteret, hvor de har nedlagt saadan Paastand:

At Hovedappell.ne Erik Mikkelsen Eithuns Enke Unni Olsdatter og Arvinger nemlig Sønnerne Mikkel og Sjur Eriksønner Eithun samt Døtrene Gunhild, Unni, Randi, Synneva og Kari Eriksdøtre Eithun frifindes for Kontraappell. Jens Helgesen Suphammers Tiltale i denne Sag og hos ham tilkjendes Processens Omkostninger ved alle Retter.

Jens Helgesen Suphammer, der har vedtaget Kontrastevning til Høiesteret, har nedlagt Saadan Paastand:

I. Principalt: Overrettens Dom stadfæstes, dog saaledes, at der i Dommens 1 Post istedetfor Ordene buføre - - "til Beitestrækningerne" indsættes Ordene "beite - -i Beitestrækningerne" samt med Tillæg til denne Post:

"Dog ikke før 10 Juni, saafremt de andre Beitesberettigede ikke før den Tid har buført med sine Kreature".

Subisidiært: At Overrettens Dom stadfæstes.

II. At Kontraappell. hos Hovedappell. tilkjendes Omkostninger for alle Retter.

Under nærværende Sag paastaar Jens Helgesen Suphammer Eierne af den under Sagen omhandlede Gaard Eithun for det Første kjendte uberettigede til at havne med sine Kreaturer i Beitestrækningen Kjødnelien tidligere end sædvanlig Buføringstid. Dernæst paastaaes de nævnte Eiere kjendte uberettigede til Beitning paa østre Side af en Linje, der gaar fra nederste Storhaug over Storhaugkjødne, øverste Storhaug, Sollieggen op i Søtegjærbotten efter den naturlige Aasryg. Kjødnelien er den nederste Del af det Triangel, der dannes af Kvineelven og Koveelven, idet den strækker sig fra nedre Storhaug i Nord til Elvenes Sammenløb i Syd. Sagens anden Del angaar Beitningen i Trianglet ovenfor nedre Storhaug.

Eierne af den under Sagen omhandlede Gaard Eithun gjør først gjældende, at disse Paastande fra Suphammers Side allerede have faaet sin endelige Afgjørelse ved Aastedsforligelseskommissionens Kjendelse afødt xx.xx.1884, der er afsagt i Anledning af en af Erik Mikkelsen Eithun mod Jens Helgesen Suphammer paaklaget Aastedssag og tyder saaledes:

"Indklagede Jens H. Suphammer forpligtes til inden 15 - femtende Juli 1885 at flytte sin Fjeldstøl "Kupen" tilbage til sin gamle Fjeldstøl "Frisæter"; oversiddes denne Frist, betaler han til Lekangers Fattigkasse en Bod af 1 - en - Krone for hver Dag. Ligesaa tilpligtes han ikke at jage Klagerens Kreaturer i de fælles Beitestrækninger i Kjødnelien. Derimod finder Kommissionen ikke at kunne tilpligte Indklagelse at nedrive den i Klagen omhandlede Bro over Frisætelven".

Denne Kjendelse paastaaes altsaa at danne res judicata i nærværende Sag.

Heri kan jeg imidlertid ikke være enig. Hvad Kjendelsens første Del betræffer, gaar den kun ud paa, at Suphammer skal flytte sin Fjeldstøl Kupen tilbage til sin gamle Fjeldstøl Frisæter. I denne Konklusion er altsaa efter Ordlyden Intet afgjort om, hvorvidt Eithun er berettiget til at havne østenfor den Linje, hvorom nærværenge Sag dreier sig, idet Kjendelsen ikke udtaler nogensomhelst om, hvor langt Beitningsretten strækker sig for begge Parter. Selve Kjendelsen har saaledes Intet afgjort med Hensyn til det under nærværende Sag omhandlede Spørgsmaal, og selv om man i Tilfælde kunde tillægge Kjendelsens Forudsætninger nogen Betydning ved Spørgsmaalet om, hvorvidt det foreligger res judicata eller ikke, vilde det dog

Side:299

ikke være muligt at sige, paa hvilke Forudsætninger den er bygget. Kjendelsen har ingen Præmisser. Der er saaledes f. Ex. Intet til Hinder for at antage, at Kommissionen har bestemt Flytningen af Sæteren, uagtet den har næret den Mening, at Suphammer var eneberettiget til Beitning i Kupen, idet man jo kan have gaaet ud fra, at Kreaturerne, naar Suphammer stølede paa Kupen, vilde søge længere op i Beiterne mod Vest, hvor Eithun har Beitesret. Kommissionens Grund for Flytningen kan ogsaa have været den rent almindelige, at paa Fjeldet, hvor Grændserne i Almindelighed ere flydende, bør Sæterstølene ikke flyttes, idet en saadan Flytning lettelig kan have Indflydelse paa Beitesforholdene saaledes som de har været udøvet fra gammel Tid. Jeg finder saaledes, at Kjendelsen paa ingen Maade er res judicata ved Spørgsmaalet om, hvorvidt Eithun har Ret til at beite østenfor den under Sagen omhandlede Linje.

Endnu mindre kan Kjendelsen være nogen saadan Afgjørelse med Hensyn til Sagens anden Del, der angaar den nærmere Regulering af Fællesbeitningen i Kjødnelien. Kjendelsen udtaler her kun, at Suphammer er forpligtet til ikke at jage Eithuns Kreaturer i de fælles Beitestrækninger i Kjødnelien. Herved er altsaa kun udtalt, at der er fælles Beitestrækninger i Kjødnelien, men intetsomhelst afgjort om, hvorledes Parterne skulle udøve den fælles Beitesret.

Jeg finder saaledes at maatte gaa over til Behandling i Realiteten af Suphammers Paastande, og jeg skal da først behandle Sagen, forsaavidt angaar Beitesretten i Kjødnelien.

Suphammers paastand angaar Tidspunktet for Eithuns Ret til at havne om Vaaren i Beitestrækningerne i Kjødnelien. Det er paa det Rene mellem Sagens Parter, hvad der ogsaa stemmer med den af mig omtalte Kommissionskjendelse af 1884, at begge Parter har Ret til at lade beite paa dette Sted. Suphammer gjør imidlertid gjældende, at Hovedappell.ne lader beite i Kjødnelien før de andre Beitesberettigede og før den sædvanlige Tid, samt at Suphammer derved lider Skade i sin Beitesret. Som Følge af, at Hovedappell. kommer saa tidlig om Vaaren, afbeites nemlig, paastaaes der, Kjødnelien, førend de andre Berettigede og da navnlig Suphammer kommer derop med sine Kreaturer. Ved de under Sagen foreliggende Oplysninger finder jeg det godtgjort, at Hovedappell. begynder Beitningen i Kjødnelien tidligere end sædvanligt paa Stedet, ligesom jeg finder det godtgjort; hvad der ogsaa i og for sig er ganske naturligt, at denne usædvanlige Beitestid virker skadelig for Suphammer. Da det nu er paa det Rene mellem Parterne, at der ialfald for Tiden er Fællesbeite i denne Strækning, mener jeg, at Hovedappell, maa være uberettigede til denne tidlige Beitning da den ene Berettigede i et Fællesskab maa pligte at tage behørigt Hensyn tit den Medberettigede. Jeg finder saaledes, at Hovedappell. maa være uberettigede til Beitning i Kjødnelien før den almindelige Buføringstid, men jeg kan ikke være enig i, at der bør fastsættes en bestemt Tid som af Suphammer paastaaet, idet jeg med Meddomsmændene og Sorenskriveren antager, at Fastsættelse af en saadan bestemt Dag vilde være betænkelig.

Jeg kommer altsaa i dette Punkt til samme Resultat som Overretten, idet der dog vil være at foretage en Redaktionsforandring i Domskonklusionen, saaledes nemlig at Udtrykket: "kjendes uberettiget til at buføre med Kreaturet i Kjødnelien for almindelig Buføringstid" forandres til "kjendes uberettiget til at beite med sine Kreaturer i Kjødnelien før almindelig Buføringstid". Denne Forandring er foreslaaet af Suphammers Sagfører, og derimod er der ikke her i Retten gjort nogen Indsigelse.

Sagens anden Del angaar, som jeg har nævnt, Spørgsmaalet om Udstrækningen at Parternes Beitesret i den Strækning, der ligger ovenfor Kjødnelien. Suphammer gjør her gjældende, at Gaarden Suphammers Eien

Side:300

domsret gaar til Kvinelven, dog saaledes, at der har været gjort Undtagelse for Kjødnelien; men oprindelig har, paastaaes der, Kvinelven overalt dannet Grændsen mellem de to Gaarde. Dog vil Suphammer, hvad Beitningsretten angaar, indrømme Eithun en Beitesret paa Fjeldet, men kun indtil den under Sagen omhandlede Linje fra nedre Storhaug til Søtegjærbotten. Fra Hovedappell.s Side hævdes det derimod, at hele den Strækning ovenfor Kjødnelien, hvorom der her er Tale, danner et Fællesbeite, dog saaledes at Søtegjærbotten skal have været forbeholdt Eithun til udelukkende Raadighed. Eiendomsspørgsmaalet foreligger ikke her til Afgjørelse, men det er klart, at hvis det forholdt sig saaledes, som af Suphammer paastaaet, at Grændsen mellem Gaardene dannes af Kvinelven, vilde denne Omstændighed selvfølgelig have stor Betydning ogsaa for Spørgsmaalet om, hvem der har Beitesret i disse Strækninger. Der er fra Suphammers Side ført endel Vidner, der forklare, at de have hørt, at Kvinelven danner Grændsen mellem Eithun og Suphammer fra Kvinfossen lige til Fjeldet med Undtagelse af et Stykke kaldet Kjødnelien til op under Storhaug. Efter disse Vidneforklaringer er det ikke helt usandsynligt, at Grændsen mellem Gaardene oprindelig har gaaet, saaledes som Vidnerne har hørt omtale; men noget Bevis for denne Paastand har ialfald Suphammer ikke ført, ligesaalidt som nogen af Parterne har kunnet fremskaffe nogen Skriftlig Adkomst til de Strækninger, hvorom der her er Spørgsmaal. Under disse Omstændigheder finder jeg, at man væsentlig maa tage Hensyn til den Udøvelse af Beitningsretten, som faktisk har fundet Sted ned gjennem Tiderne, idet man mangler noget andet afgjørende Fundament. Og ser man hen til de Oplysninger, som fra begge Parters Side foreligger, om den Saaledes udøvede Beitningsret, mener jeg, at deraf fremgaar, at begge Gaarde, Eithun og Suphammer, har havnet om hinanden i disse Strækninger. Navnlig har Suphammer ikke kunnet godtgjøre, at denne Gaard har udøvet nogen exklusiv Beitesret i Strækningerne, hvorimod det efter min Mening fremgaar af en Række Vidneforklaringer, at Eithuns Kreaturer fra lang Tid tilbage maa have beitet paa Strækninger, der ligger østenfor den Linie, der paastaaes sat som Grændse fra Suphammers Side. I denne Henseende skal jeg navnlig paaberaabe mig 2, 3, 6 og 9 Kontrav.s Prov samt de Oplysninger, som fra Kontrav.nes Side er fremkommet under det Things., der er optaget efter Overretsdommens Afsigelse. Efter disse Oplysninger finder jeg det for min Del ikke tvivlsomt, at Eithuns Kreaturer har i Tiderne nedover beitet paa Strækninger, der ligger østenfor Linjen. Naar saa er, mener jeg, at Valget af den under Sagen paaberaabte Linie vilde efter Bevisets Stilling være en Vilkaarlighed, og der er da heller ikke ført noget Specielt Bevis for, at denne Linje skulde havt nogen Betydning som Grændselinie for Beitesretten mellem Gaardene.

Jeg kommer derfor i denne Del af Sagen til samme Resultat som Underretten, idet jeg ikke finder, at Hovedappell.ne kan kjendes uberettigede til at lade sine Kreaturer beite østenfor Linjen.

Processens Omkostninger for alle Retter finder jeg bør ophæves.

Konklusion:

Hovedappell.ne Erik Mikkelsen Eithuns Enke Unni Olsdatter og Arvinger, nemlig Sønnerne Mikkel og Sjur Eriksen og Døtrene Gunhild, Unni, Randi, Synneva og Kari Eriksdøtre som nuværende Eiere af den under Sagen omhandlede Gaard Eithun kjendes uberettigede til at beite med sine Kreaturer i Kjødnelien før almindelig Buføringstid, men bør iøvrigt for Kontraappell. Jens Helgesen Suphammers Tiltale i denne Sag fri at være.

Processens Omkostninger for alle Retter ophæves.

Assessor Reimers: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Side:301

De extraordn. Assessorer, Byretsassessor Stenersen og Advokat Birkeland, Assessorerne Andersen og Saxlund og Justitiarius Lambrechts:

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.