Rt-1894-56

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1894-09-20
Publisert:	Rt-1894-56
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 14/2 1893.
Parter:	Straffesag mod Arnt Einarsen Henden og Johannes Ellefsen Vaagland (Aktor Schweigaard - Forsvarer Borgen).
Forfatter:	Løchen, Ph. Hansteen, Andersen, Thoresen, Reimers, Broch samt Justitiarius Lambrechts
Lovhenvisninger:	Straffeprosessloven (1887) §186, §363

Extraordn. Assessor, Advokat Løchen: Den 20 Oktbr. s. A holdt en Landhandler Auktion paa Garden Vaagland i Halse, hvor der var mange Mennesker tilstede. I Nabohuset hos Tilt. Nr. 2 Johannes Ellefsen Vaagland var der Kaffeudskjænkning, og der blev ogsaa drukket Brændevin. Kaarmand Hans Olsen Henden kom til Auktionen sammen med Tilt. Nr. 1 Arnt Einarsen Henden, og de satte sine Heste ind hos Tilt. Nr. 2, som udover Eftermiddagen trakterede Brændevin paa dem. Ved Ottetiden om Aftenen blev Hans Olsen Henden funden liggende med svære Slag i Hovedet udenfor Tilt. Nr. 2's Laavebygning. Han blev baaret op paa Tilt. Nr. 2's Loftværelse, hvor han ud paa Natten afgik ved Døden. Ved Obduktionen fandtes Hjerneskallen knust fra Issen til Øiehulheden paa venstre Side. Det knuste Benparti havde udøvet Tryk paa Hjernemassen og Hjerneskallens Hvælving, og Basis var desuden brukket i stor Ustrækning. Læsionen, der erklæredes ubetinget dødelig, antoges alene at kunne forklares derved, at en stump Gjenstand

Side:57

med særdeles betydelig Kraft havde virket paa Hovedet. Efter forudgaaen vidtløftig Efterforskning og Forundersøgelse blev derpaa Arnt Einarsen Henden og Johannes Ellefsen Vaagland ved Beslutning afødt xx.xx.1893 af Statsadvokaten for Bergenhus og Romsdals Lagsogn satte under Tiltale til Fældelse efter Straffel.s Kap. 15 §3 første Led sammenholdt med samme Kapitels §4 andet Led og i Tilfælde Kap. 5 §3 for den 20 Oktbr. 1892 om Aftenen inde i eller i Nærheden af Tilt. Nr. 2's Staldbygning paa Gaarden Vaagland i Halse forsætlig ved Slag paa Legeme, hvorved hans Død forvoldtes, enten begge som Gjerningsmænd eller den ene af dem som saadan og den anden som forsætlig behjælpelig under Forbrydelsens Forøvelse.

Sagen behandledes ved Lagmandsthing for Romsdals Lagsogn den 24 Juni næstefter og følgende Dage. Der blev forelagt Lagretten til Besvarelse to Spørgsmaal, der var ligelydende for begge de Tilt.s Vedkommende. 1 Hovedspørgsmaal lød saaledes: «Er Tilt. skyldig i den 20 Oktbr. 1892 om Aftenen inde i eller i Nærheden af Johannes Ellefsen Vaaglands Staldbygning paa Gaarden Vaagland i Halse forsætlig ved Slag i Hovedet at have tilføiet Kaarmand Hans Olsen Henden betydelig Skade paa Legemet, hvorved hans Død forvoldtes?» Til dette Spørgsmaal svarede Lagretten nei. 2 Hovedspørgsmaal lød saaledes: «Er Tilt. skyldig i forsætlig at have været behjælpelig under Forøvelsen af den i forrige Spørgsmaal omhandlede Forbrydelse?» Hertil svarede Lagretten ja. I Henhold til denne Lagretteskjendelse blev de Tilt. ved Dom af 29 Juni d. A. for Forbrydelse mod Straffel.s Kap. 15 §3 jfr. §4 sammenholdt med Kap. 5 §3 ilagt Strafarbeide hver i 2 Aar, hvorhos de blev tilpligtede i Fællesskab at erstatte Statskassen for Omkostninger 1000 Kr. Denne Dom har Statsadvokaten ved Ankeerklæring af 7 Juli d. A. paaanket til Høiesteret, idet han finder, at der er et aabenbart Misforhold mellem den forøvede Forbrydelse og den idømte Straf, der paastaaes skjærpet. Ved Ankeerklæring af 12 s. M. har derhos de Tilt. ogsaa paaanket Dommen og grunder sin Anke paa: 1) at der under Sagen blev afhørt og edfæstet et Vidne Johannes Kragnæs, 44 Vidne under Lagmandsretssagen, som paa Forundersøgelsens forskjellige Stadier har været stærkt mistænkt for Forbrydelsen; 2) at Rettens Medlemmer ikke har fundet Føie til overensstemmende med Straffeprocesl.s §358 at fatte Beslutning om, at Sagen skal behandles paany paa et senere Lagmandsthing for andre Dommere og andre Lagretsmænd, og 3) at begge de Tilt. er dømte for Delagtighed, uagtet Statsadvokatens Tiltalebesluting kun for den enes Vedkommende gjælder Delagtighed og for den andes eller for begges Vedkommende Stillingen som Gjerningsmand. Kjæremaalsudvalget har under 29 Juli d. A. afgivet saadan Erklæring: Saavel Paatalemyndighedens som de Domfældtes Anke henvisen til Prøvelse i Høiesteret.

Jeg skal først behandle de Domfældtes Anke.

Under Sagsbehandlingen ved Lagmandsretten sees 44 Vidne Johannes Hansen Kragnæs at have afgivet Forklaring. Forsvareren protesterede bestemt mod dette Vidnes Edfæstelse, idet han heviste til Straffeproceslovens §186, 2 Led. Retten fandt imidlertid ikke den paaberaabte Lovbestemmelse anvendelig i det foreliggende Tilfælde og afgav derfor saadan Kjendelse: 44 Vidne bliver at edfæste. Vidnet blev derpa edfæstet. De Tilt. gjør gjældende, at der hviler Mistanke paa Vidnet for at være delagtig i den under Sagen omhandlede Forbrydelse. Jeg kan imidlertid ikke finde, at der under Sagen paa nogen Maade foreligger Bevis for, at en saadan Mistanke virkelig har heftet ved Vidnet. Man kan vistnok af Dokumenterne se, at Lensmanden under sin foreløbige Indsamling af Oplysninger

Side:58

har antydet, at Vidnet muligens kunde være vidende om Drabet, og at Mistanke for Drabet kunde rettes mod ham. Men Lensmanden fremhæver strax, at en saadan Mistanke vilde være ganske ugrundet efter hans Kjenskab til Sagen og til Vidnet selv. Og paa Sagens senere Standpunkt har jeg ikke fundet Nogetsomhelst, der skulde kunne berettige Tilt. at antage, at Mistanke hvilede paa dette Vidne. Jeg finder saaledes ingen Grund til at give de Domfældtes Anke i dette Punkt Medhold.

Den anden Ankegrund gaar, som tidligere anført, ud paa, at Dommerne efter Bevisets Stilling burde have fattet Beslutning om at henvise Sagen til ny Behandling ved andet Lagmandsthing. De Tilt. grunder denne Paastand udelukkende paa Bevisets Stilling, idet de mener, at Beviset var saa svagt, at Retten havde fuld Føie til at fatte en saadan Beslutning. Retten udtaler i sine Domspræmisser, at den har fundet at burde lægge Lagrettens Kjendelse til Grund for sin Dom, dog først, som det heder, «efter at have frigjort sig for nogen Tvivl, om der ikke skulde være Grund til at bringe Straffel.s §358 i Anvendelse». Efter Straffel.s §378 kan vistnok de i §358 omhandlede Beslutninger indankes for Høiesteret. Men denne Anke maa efter min Opfatning af §378 være undergiven den i §380 omhandlede Indskrænkning, at Anken ikke kan grundes paa, at Skyldspørgsmaalet er urigtig afgjort. Beslutningerne efter §358 kan saaledes ikke angribes paa Grundlag af, at Retten har taget feil i sin Bedømmelse af Beviset. Afgjørende for at forkaste denne de Tilt.s Ankegrund maa det imidlertid under alle Omstændigheder være, at der under Sagen ikke foreligger nogen saadan Beslutning som i §358 nævnt. Retten har jo netop fundet ikke at burde afgive en saadan Beslutning, og efter §378 er det kun de i §358 omhandlede Beslutninger, der kan gjøres til Gjenstand for Paaanke. Jeg finder saaledes heller ikke at kunne give denne Ankegrund Medhold.

Det er vistnok saa, at Tiltalebeslutningen sætter de Tilt. under Forfølgning, som det heder, enten begge som Gjerningsmænd eller den ene af dem som saadan og den anden som forsætlig behjælpelig under Forbrydelsens Forøvelse. Men denne Omstændighed kan efter min Mening ikke berettige til at sige, at Dommen er grundet paa et Forhold, der ligger udenfor Tiltalebeslutningen. Efter Straffel.s §342 er «det i Tiltalebeslutningen omhandlede Forhold» Gjenstand for Spørgsmaalend, og naar Dommen betegner begge som delagtige under Gjerningen, saa har den ikke gaaet udenfor det Forhold, som Tiltalebeslutningen har gjort til Gjenstand for Paatale. Selv om Tiltalebeslutningen kun havde sat begge under Tiltale som Gjerningsmænd, finder jeg efter min Opfatning Intet til Hinder for, at Dommen kunde have fældet begge de Tilt. som delagtige under Gjerningen. Og omvendt vilde en Tiltalebeslutning lydende paa Delagtighed under Gjerningen kunne have været anvendlig som Grundlag for en Dom gaaende ud paa Fældelse som Gjerningsmænd, da det altid her alligevel bliver det samme forbryderske Forhold, der ligger til Grund for Tiltalebeslutningen og Dommen. Heller ikke kan jeg finde det retlig ubegrundet, at begge er dømte for Delagtighed, uagtet Ingen er dømt som Gjerningsmand. Saaledes som jeg opfatter Lagrettens Kjendelse, har den formentlig gaaet ud fra som bevist, at begge de Tilt. i Fællesskab har udøvet Gjerningen. Men Lagretten har formodentlig ikke driftet sig til at afgjøre, hvem af de to er den egentlige Gjerningsmand. Under disse Omstændigheder har den formentlig fundet det sikrest at betegne begge som delagtige under Gjerningens Udøvelse. Heller ikke er den Mulighed udelukket, at Lagretten kan have gaaet ud fra, at der har været en Tredie med i Gjerningen, der er den egentlige Hovedmand, og under denne Forudsætning bliver selvfølgelig Lagrettens Kjendelse under alle Omstændigheder fuldt korrekt. Jeg finder derfor heller ikke at kunne tage denne Ankegrund tilfølge.

Side:59

Det er videre af Forsvareren her i Skranken bemærket, at Dommen maa blive at ophæve efter Straffeproceslovens §363, idet der i Dommens Præmisser ikke skulde være angivet de Betragtninger, som har været bestemmende for Strafudmaalingen. Jeg finder imidlertid heller ikke denne Ankegrund berettiget, idet jeg mener at Lagmandsretten vanskelig efter det foreliggende Tilfældes Beskaffenhed kunde have givet andre Præmisser end som skeet. Retten udtaler nemlig, at der over Gjerningens Enkeltheder hviler megen Dunkelthed, og den finder af Hensyn hertil ikke at burde søge Straffen under nogen af de høiere Alternativer. Dette er dens Begrundelse af Strafudmaalingen, og jeg finder den efter Tilfældets særegne Beskaffenhed ikke forkastelig.

Jeg kommer dernæst til det Offentliges Ankeerklæring.

Lagmandsretten har valgt en Straf af 2 Aars Strafarbeide. Den har altsaa benyttet sig af den Adgang, som er givet i Straffelovens Kap. 5 §3 til at vælge den Art, der i Strenghed staar næst efter den, Vedkommende som Gjerningsmand vilde have forskyldt. Retten har saaledes ikke alene valgt det mildeste Strafalternativ efter Kap. 15 §3 og §4, men ogsaa benyttet sig af denne Særadgang til at gaa endnu lavere. Ser man imidlertid hen til den Ugjerning, der her er antaget bevist, saa mener jeg, at Valget af en saa lav Straffegrad maa siges at staa i aabenbart Misforhold til den Brøde, der her foreligger. Der er jo her begaaet et overmaade voldsomt og brutalt Drab, og der foreligger i ethvert Fald ikke bevislig særegne formildende Omstændigheder. Jeg antager derfor, at naar man først maa gaa ud fra, at de Tilt. forsætlig har været behjælpelige med at udøve dette Drab, kan man ei undgaa at sætte Straffen lavere end til Strafarbeide i 4 Grad, og jeg finder da at burde vælge 4 Aars Strafarbiede uden Anbefaling til Benaadning.

Ved Processualia har jeg, fosaavidt de er dokumenterede, Intet at bemærke.

I Henhold hertil voterer jeg for, at der afsiges saadan

Kjendelse:

De fra de Tilt., Arnt Einarsen Hendens og Johannes Ellefsen Vaaglands Side reist Anker forkastes.

Og saadan

Dom:

Den ovennævnte Tilt.s Straf for den i den paaankede Lagmandsretsdom omhandlede Forbrydelse bestemmes til Strafarbeide i 4 - fire - Aar for hver. Aktor og Forsvarer for Høiesteret, Advokaterne Schweigaard og Borgen, tillægges i Salarium, Førnævnte 120 - et Hundrede og tyve- Kroner og Sidstnævnte 90 - niti - Kroner, af hvilke Beløb de Tilt., En for Begge og Begge for En erstatter Statskassen 100 - et Hundrede - Kroner.

Assessor Ph. Hansteen: Jeg er, hvad angaar Forkastelsen af de fra de Tilt.s Side fremførte Anker enig med Førstvoterende. Derimod kan jeg ikke tiltræde hans Votum, forsaavidt den fra Paatalemyndighedens Side fremførte Anke betræffer, idet jeg finder, at ogsaa denne Anke bør blive at forkaste. Under den forhaandenværende fuldkomne Mangel paa Oplysninger om de med Misgjerningen forbundne nærmere Omstændigheder forekommer det mig nemlig beføiet, at Lagmandsretten er bleven staaende ved en saavidt mild Strafudmaaling som den valgte. Der er, efter hvad der foreligger for Høiesteret, Intet oplyst, der udelukker Muligheden af, at der kan have været stærkt formildende Omstændigheder tilstede, og naar saa er, forekommer det mig berettiget, ialfald forsigtigst ikke at gaa høiere ved Straffens Fastsættelse end af Lagmandsretten skeet. Jeg stemmer altsaa for, at Ankerne fra begge Sider forkastes, og som Følge heraf for, at Salarierne,

Side:60

ved hvis Fastsættelse, som af Førstvoterende foreslaaet, jeg Intet har at erindre, udredes af Statskassen.

Da jeg har Grund til at antage, at jeg staar alene med min Mening, forsaavidt denne afviger fra Førstvoterendes, finder jeg det ikke fornødent at formulere nogen Konklusion.

Assessor Andersen: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Assessorerne Thoresen og Reimers, extraordn. Assessor, konst. Generalauditør Broch samt Justitiarius Lambrechts: Ligesaa.

Høiesterets Kjendelse og Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.