Rt-1894-833

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1894-06-30
Publisert:	Rt-1894-833
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 101/1 1894
Parter:	Kristiania Spiger- og Valseværk (Adv. Bonnevie) mod Kristiania Magistrat paa Kommunens Vegne (Adv. Nikolaysen).
Forfatter:
Lovhenvisninger:

Under nærværende Sag har Kristiania Magistrat sagsøgt Kristiania Spiger- og Valseværk til Betaling af Byskat, ilignet Værket for 1888 til Kristiania Kommune med Kr. 2366.89 tilligemed Renter og Processens Omkostninger.

Ved den af Kristiania Byret den 21 April 1893 afsagte Dom blev saaledes kjendt for Ret:

«Kristiania Spiger- og Valseværk bør til Kristiania Magistrat paa Kommunens Vegne betale de paasøgte 2366 - to Tusinde tre Hundrede sexti og sex - Kr. 89 - otteti og ni - Øre med 4 - fire - af Hundrede i aarlig Rente deraf fra 14 Novbr. 1889 til Betaling sker. Processens Omkostninger ophæves. At efterkommes osv.» Denne Dom er af Kristiania Spiger- og Valseværk ved Stevning afødt xx.xx.1893 indanket til Høiesteret, hvor Sagen i Henhold til Lov afødt xx.xx.1891 er overgaaet til skriftlig Behandling.

Af Appellsk. er nedlagt Paastand om, at Byretsdommen underkjendes, og at Appellsk. frifindes for Indst.s Tiltale og tilkjendes Procesomkostninger for Byretten og Høiesteret. Indst. har paastaaet Byretsdommen stadfæstet og sig hos Appellsk. tilkjendt Procesomkostninger.

Med Hensyn til Sagens Nærmere faktiske Omstændigheder henvises til Byretsdommens Præmisser.

For Høiesteret har Indst. ikke gjentaget den af Byretten forkastede Paastand, at den af Appellsk. i Kristiania drevne Virksomhed som en Kontorvirksomhed, der gaar ind under Byskattelovens §9 Litr. f, skulde beskattes uden Fradrag for Gjæld.

Det for Høiesteret foreliggende Hovedspørgsmaal bliver saaledes, hvorvidt den omhandlede Virksomhed, som af Indst. paastaaet og af Byretten antaget, af den Grund, at den har været drevet af den for Kristiania Spiger- og Valseværk af dets Kreditorer indsatte Administration ligesom en af et

Side:834

Konkursbo drevet Virksomhed er skattepligtig efter den derved vundne samlede Indtægt uden Fradrag for ældre uprioriteret Gjæld.

Høiesteret slutter sig til det Resultat, hvortil Byretten saaledes er kommet og tiltræder ogsaa i det Væsentlige Byrettens Begrundelse deraf.

Der er i nærværende Tilfælde Tale om et vitterlig insolvent uansvarligt Interessentskabs Bo, der skal afvikles og realiseres, og som til den Ende er overgivet helt og holdent til en Administrations-Bestyrelse. Selskabets tidligere Virksomhed er i Formaalets Interesse besluttet midlertidig fortsat, selvfølgelig under Administrationens Bestyrelse. Det er altsaa klarligen Forudsætningen, at den fortsatte Virksomhed foregaar for Massens Regning og Resiko, og at Gjæld, som herunder af Administrationen stiftes, bliver Massekrav. Den ældre uprioriterede Gjæld kommer overfor den fortsatte Virksomhed overhovedet ikke i Betragtning. Renter af den kan ikke belastes Virksomheden. Opstaar der Spørgsmaal om, hvorvidt denne med Fordel kan fortsættes, kan Afgjørelsen heller ikke afhænge af, hvorvidt Udbyttet kan dække hine Renter.

Under disse Omstændigheder antages Byskattelovens §33 ikke at kunne paaberaabes for, at Renterne af hin Gjæld skal komme til Fradrag i den Indtægt, hvoraf der skal svares Skat, hvorimod det antages, at Boet med fuld Grund er skattelagt paa lige Maade, som i Lovens §12 er bestemt for Konkursbo.

For Høiesteret har Appellsk. endvidere fremsat den Indsigelse, at der i hvert Fald ikke har været Adgang til i Kristiania at ligne mere end en Trediepart af, hvad der over Kristiania skibedes eller solgtes fra fast Anlæg, medens den foreliggende Ligning kun for Udskibningens Vedkommende har holdt sig til Trediedelsregelen men forøvrigt medtaget den hele Indtægt af Virksomheden i Kristiania. Denne Indsigelse er imidlertid ny for Høiesteret, og da Indst., der ikke erkjender dens faktiske Rigtighed, har protesteret mod, at der tages noget Hensyn til den, maa den sættes ud af Betragtning.

Byrettens Dom findes efter dette at burde stadfæstes. Sagens Omkostninger findes ogsaa for Høiesteret at burde ophæves.

I Henhold til det Anførte afsiges saadan

Dom:

Byrettens Dom bør ved Magt at stande.

Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves.

Kristiania Byrets Dom hidsættes:

«I Marts 1887 maatte Kristiania Spiger- og Valseværk, der var et unavngivet Interessentskab, hvis Anlæg var beliggende i Aker, medens Bestyrelsen havde sit Sæde i Kristiania, hvor ogsaa Omsætningen af Værkets Produktion, hovedsagelig ved Export, foregik fra Interessentskabets derværende Kontor, standse sine Betalinger, og blev der derefter af Kreditorerne indsat en privat Administration til at forestaa Afviklingen. Efter en af Administrationen i April s. A. udarbeidet Status, beløb Interessentskabets Aktiva sig efter Fradrag af prioritert Gjæld til Kr. 358,982.19, medens dets uprioriterede Gjæld androg til Kr. 716,632.60. Herefter var den hele Indskudskapital Kr. 600,000.00 tabt, hvorhos der for de uprioriterede Kreditorer kun var at paaregne en Dividende afødt xx.xx.50 pCt. Nu, efterat Afviklingen i det Væsentlige er tilendebragt, viser det sig, at Resultatet neppe bliver gunstigere end paaregnet.

Administrationen forsatte Interessentskabets Bedrift, indtil Værket, antagelig i Slutningen af 1888 eller Begyndelsen af 1889, blev solgt.

For Aaret 1888 blev Interessentskabet ilignet Byskat til Kristiania efter en Indtægt af 30,000 Kr. 2366.89 Over denne Ligning indgav Administrationen Klage til Ligningskommissionen, hvorved den paastod den opførte Indtægt strøget, idet der efter Fradrag for Renter af Indskudskapital

Side:835

og Gjæld ikke blev tilovers nogen Indtægt til Beskatning. Med Klagen fulgte Afskrift af den ovenomtalte Status og derhos forskjellige andre Bilag, som bl. A. udviste, at Driften i Tiden fra Administrationens Indsættelse og til Udgangen af 1888, ca. 10 Maaneder, havde givet et Overskud af ca. 15,000 Kr., ved hvilket Opgjør der ikke var belastet Driften Renter for nogen Del af den Gjæld, Interessentskabet havde ved Overgangen til Administration. Ved Ligningskommissionens Kjendelse blev imidlertid Ligningen fastholdt. Det udtales i Præmisserne til denne Kjendelse, at den Virksomhed, hvorpaa Ligningen grundede sig, ikke havde været drevet af Firmaet Kristiania Spiger- og Valseværk, men af den af Kreditorerne indsatte Administration og for Kreditorernes Regning og Resiko og maatte anskues under samme Synspunkt som en af et Konkursbo iværksat Drift, hvilken ikke kan belastes Renter enten af Indskudskapital eller tidligere uprioriteret Gjæld, da saadan Renteudgift ikke paahviler Driften. Denne Kjendelse blev stadfæstet af Overligningskommissionen.

Da Administrationen imidlertid fastholdt sin Mening om Ligningens Ulovlighed og vægrede sig for at betale, har Kristiania Magistrat efter forgjæves Forligsprøve ved Stevning afødt xx.xx.1889 sagsøgt «Kristiania Spiger- og Valseværk» og paastaaet det tilpligtet at betale det omhandlede Skattebløb, Kr. 2366.89, med Renter og Processens Omkostninger.

Indst. har taget til Gjenmæle og paastaaet sig frifunden og tilkjendt Omkostninger.

Foruden at gjentage de Betragtninger, som er gjorte gjældende i Præmisserne til Ligningskommissionens Kjendelse, har Citantsk. derhos under Proceduren fremholdt, at ogsaa bortseet herfra, altsaa om man tænkte sig Indst. i samme Situation som før Administrationen, maatte det af Skattelovens hidhørende Bestemmelser følge, at der ved Ligningen i Kristiania intet Hensyn var at tage til Indskudskapital eller Gjæld. Citantsk. mener, at Indskudskapitalen og Gjælden er at tage i Betragtning ved Beskatningen af Virksomheden i Aker, hvor Interessentskabet har sit Anlæg, og hvor altsaa Produktionen foregaar. Virksomheden i Kristiania er Kontorvirksomhed, der gaar ind under Byskattel.s §9 Litr. f og derfor beskattes uden Fradrag.

Retten skal først bemærke, at hvis Overgangen til Administration ingen Betydning skulde have, saa maatte det være ganske klart, at Fradrag skulde skeet. Hvor en Bedrift er saaledes situeret, at Produktionen og Omsætningen fortere under forskjellige Skattekommuner, har Loven fastslaaet saadan Fordeling, at den Kommune, inden hvilken Produktionen foregaar, beskatter 2/3, og den anden Kommune 1/3 af Indtægten. Herefter kan man vistnok uden nogensomhelst juridisk Spekulation udføre det ligefremme Regnestykke at opstille Bedriftens Indtægt (Bruttoindtægten - de egentlige Driftsomkostninger), derfra trække Renter af Aktiekapital - der er her Tale om Forhold ældre end Loven afødt xx.xx.1891 - og Gjæld, og derpaa af Differentsen, Beskatningsindtægten, tildele den ene Kommune 2/3 og den anden 1/3 som Skattegjenstand. Var Indtægten f. Ex. 90,000 Kr. og Renteudgiften 60,000 Kr., vilde Aker neppe finde sig i saadan Fordeling, at det skulde have som Skattegjenstand 2/3 af de 90,000 Kr., altsaa 60,000 Kr., - den hele Renteudgift 60,000 Kr., hvorved Intet udkom til Beskatning, medens Kristiania skulde have sin Trediepart af de 90,000 Kr. ubeskaaret. Retten skal tilføie, at hvor Spørgsmaalet, som her gjælder en og samme Bedrift med Produktion i den ene og Omsætning i den ande Kommune, er Sagen som sagt ganske ligefrem, men at man hermed aldeles ikke vil have udtalt, at det paa nogen Maade kommer an paa, om der er saadan Forbindelse mellem de forskjellige Virksomheder, at de, saaledes som Produktion og Omsætning, høre sammen som Led af en og samme bedrift. Har den Skattepligtige flere særskilte Bedrifter, mellem hvilke der

Side:836

altsaa ingen anden Sammenhæng er end at de er samlede paa en Haand og hvoraf endel, fordi de vedkommer andre Kommuner end Skattebyrderens Bostedskommune, behandles efter Skattelovens §9, vil der vistnok for ingen af disse Bedrifters Vedkommende ved Beskatningen kunne bortsees fra Skatteyderens Gjældsforhold. Den Rente, som svares af laant Kapital, maa fordeles paa samtlige Bedrifter, og der kan neppe engang gjøres Undtagelse for Gjæld, som har Pant i den enkelte Bedrift. Man finder, at dette følger af Skattelovens hidhørende Bestemmelser, hvoraf specielt skal nævnes §32 og §33 (41 og 42 i Landsskatteloven), og man tror herved at være i Overensstemmelse med Høiesterets Afgjørelser i Beslægtede Sager. I den ved Høiesteretsdom afødt xx.xx.1891, Rt-1891-629, afgjorte Sag, hvor den hele Aktiekapital blev fratrukket i den Kommune, hvor Anlægget laa, maa det antages, at der i den anden Kommune, hvor Bestyrelsen havde sit Sæde, ingen Næringsdrift fandt Sted, kfr. ogsaa Dom i Rt-1893-13 flg. Sluttelig skal man gjøre den Bemærkning, at om Loven havde været saaledes at forstaa, at der for de forskjellige Kommuner ikke skulde være forskjellige Vilkaar i heromhandlede Henseende, vilde dette ikke kunnet komme Kristiania tilgode. Der har Bestyrelsen sit Sæde og der forregaar en Del af Selskabets Næringsdrift og det er dermed klart, at det er efter §10, Selskabet der er at beskatte.

Med Hensyn til det andet Spørgsmaal, om det har nogen Betydning i heromhandlede Henseende, at Virksomheden er drevet af et Administrationsbo, har Indst. fremholdt, at der ved Overgang til Administration, som er en privat Foranstaltning uden officiel Anerkjendelse, og som ogsaa kan finde Sted med Hensyn til solvente Boer, idet der f. Ex. kan være tilsigtet en frivillig Umyndighedsgjørelse eller en Ordning af blot temporære Vanskeligheder, ikke sker anden Forandring, end at der bliver en ny Bestyrelse af Massen, medens dennes Retsforholde i alle Henseender forbliver uforandrede; det er den samme Masse, altsaa den samme Skatteyder efter som før Overgangen til Administration. Naar Skatteloven giver Adgang til at beskatte Konkursboer, bemærker Indst., saa er det en for dette specielle Retsforhold given Regel, som ikke taaler Udvidelse.

Retten kan ikke finde denne Indst.s Betragtningsmaade ubetinget holdbar. Det er nok saa, at hvor en solvent Masse af en eller anden særegen Grund tages under Administration for kortere eller længere Tid, der sker ikke andet end en Personforandring i Styrelsen, medens Forholdene forøvrigt blive de samme; der er det klart nok, at ogsaa Beskatningsspørgsmaalet maa stille sig uforandret. Men in casu er det ikke et saadant Tilfælde som foreligger, hvorimod man har at gjøre med et af de sædvanlige Administrationsboer, hvor Grunden til Administrationen er Insolvents og Formaalet Afvikling, og Spørgsmaalet er om der da ikke maa siges at være indtraadt forandrede Forhold ogsaa i Henseender, som har Betydning for Skattelæggelsen. Og det lader sig neppe negte. Det er ikke alene saa, at Debitor er fratraadt Bestyrelsen af sine Eiendele, men han har faktisk givet fra sig disse selv og overdraget dem til Kreditorerne, for at disse deraf skal tage sig betalt saalangt de tilstrække. Hans Bedrift er hermed afsluttet, de gamle Forhold, som begrundede personlig Skat paa hans Eiendele og Virksomhed, er ophørte, og Situationen er den, at Kreditorerne sidder inde med Massen for at dele den mellem sig. Naar nu Kreditorerne af en eller anden Grund. f. Ex. Vanskeligheden ved strax at faa realiseret, forsætter Debitors Virksomhed helt eller delvis, saa maa dette nærmest betragtes som en ny Virksomhed. Den drives faktisk, som i Ligningskommissionens Kjendelse udtalt, for Kreditorernes Regning og Resiko. Sit Tab havde disse faktisk lidt allerede, da Massen overleveredes dem til Deling, om end Tabets Størrelse først senere viser sig, og Udbyttet af den Virksomhed, de

Side:837

driver ved den indsatte Administration, er et Udbytte af deres egen Virksomhed og et Erhverv, hvorved de delvis indvinder Erstatning for, hvad de engang har tabt. At betragte en saadan Virksomhed som belastet med Debitors hele Gjældsbyrde, kan formentlig ikke være rigtigt. Faktisk er det som sagt Kreditorerne, der driver Virksomheden og tager dens Udbytte, og disse driver den ikke med Gjæld, ialfald ikke med den gamle; man kan ikke betragte deres Tilgodehavende af Debitor som Gjæld paa deres Bedrift. Renter af Gjæld paa en Virksomhed er en Slags Driftsudgift, men man vil vistnok har vanskeligt for at forestille sig Renten af Debitors Gjældsbyrde som en Driftsudgift paa Kreditorernes omhandlede Virksomhed. For dennes Skyld er Gjælden ikke stiftet. Retten skal tilføie, at der mellem et Konkursbo og et Administrationsbo som nærværende ingensomhelst Forskjel kan skjønnes at være i de Henseender, som ved Skattelæggelse kommer i Betragtning. Og naar et Konkursbo kan skattelægges af den Virksomhed, det driver, antages dette tilsagt af de samme Hensyn, som man ovenfor har søgt at fremstille, og man kan ikke anse Retten til saadan Beskatning af et Konkursbo som en særegen for Konkurstilfælde given Regel. Hvad Skatteloven dispositivt udtaler i §12 er vistnok ikke, at Konkursboer kan ilægges Skat af sin Virksomhed, men at de «kun» kan ilægges Skat af denne.

Man tror efter Foranstaaende, at der er overveiende reelle Grunde for Beskatning af heromhandlede Virksomhed paa samme Maade som af et Konkursbos, og at de formelle Hensyn, som kan tale for det Modsatte, ikke herimod bør komme i Betragtning. Ved Beskatning bør det komme an paa det virkelige økonomiske Forhold, hvem der faktisk driver Virksomheden og tager dens Udbytte. Man skal sluttelig gjentage, at det er fuldt paa det Rene, at Boet var insolvent og vil blive sluttet som insolvent, og at det oven behandlede Spørgsmaal saaledes in casu foreligger aldeles rent.

Det er naturligvis kun Interessentskabets Indskudskapital og gamle Gjæld, man efter Foranstaaende anser den omhandlede Virksomhed uvedkommende. Den Gjæld derimod, som Administrationen for Virksomhedens Skyld har stiftet maa selvfølgelig komme i Betragtning. Men efter Indholdt af Indst.s Klage til Ligningskommissionen og Procedure under Sagen kan det ikke skjønnes, at Ligningen ogsaa er angrebet paa Basis af, at heller ikke saadant Hensyn er taget.

Hvad der maatte kunne være at bemærke vedkommende den skjønsmæssige Side af Beskatningen, vedkommer ikke Retten.

Citsk. vil herefter blive at tilkjende det paasøgte Skattebeløb med Renter fra Forligsindkaldelsen 14 Novbr. 1889.

Processens Omkostninger antages at burde ophæves».