Rt-1894-846
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1894-07-21 |
| Publisert: | Rt-1894-846 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 116/1 1894 |
| Parter: | Ole Olsen Taraldshaugen (Adv. Schjødt) mod Gulbrand P. Trønnæs (Adv. Ryser Jordan) |
| Forfatter: | |
| Lovhenvisninger: | LOV-1851-09-24-§10 |
Hvad der er nærværende Sags Gjenstand er fremstillet i Præmisserne til den af Trondhjems Overret den 22 August 1892 afsagte Dom.
Ved Overrettens Dom blev den paaankede Auktionsforretning stadfæstet og Sagens Omkostninger ophævede. Der var iøvrigt Dissents, idet et af Rettens Medlemmer voterede for Auktionsforretningens Underkjendelse.
Overrettens Dom er nu af Ole Olsen Taraldshaugen ved Stevning af 11te April 1893 paaanket til Høiesteret, hvor han har nedlagt saadan Paastand:
1) at den paaankede Auktionsforretning afødt xx.xx.1890 underkjendes og o,stødes;
2) at Appell. hos Indst. tilkjendes Erstatning efter Skjøn af uvillige Mænd, optaget paa Indst.s Bekostning, for den ved Auktionen lidte Skade og for Afsavnet af Pladsen Taraldshaugen fra 15 April 1893, indtil han igjen kommer i Besiddelse af samme, samt
3) at Appell. hos Indst. tilkjendes Procesomkostninger for alle Retter. Indst. har nedlagt Paastand om, at Overrettens Dom stadfæstes, at han frifindes for Appellant.s Tiltale og hos ham tilkjendes Omkostninger ved Høiesteret.
Appell. gjør hovedsagelig gjældende, at Husmandsl.s Bestemmeler maa medføre, at O. Thoresens og Marthe Olsdatters Pantsættelse af deres og Descendenters Brug-s og Besiddelsesret til Taraldshaugen skal ansees for ulovmedholdelig saavel for eget som for Descendenternes Vedkommende. Høiesteret antager imidlertid, at et Arvefæste, hvorved Jord tilsikres en Person og hele dennes Descendents i uendelige Led, ligger udenfor det Omraade, som beherskes af Husmandsl, selv om Jorden, som in casu, er en tidligere Plads og Arvefæsteren i Dokumentet benævnes som Husmand, samt Arbeidspræstation er betinget blandt Vilkaarene.
Idet Høiesteret iøvrigt i det Væsentlige tiltræder Overretten Bedømmelse af Forholdet, kommer man til samme Resultat som den. Procesomkostningerne antages i det Hele at kunne ophæves.
Side:847
I Henhold til det Anførte afsiges saadan
Dom:
Den paaankede Auktion stadfæstes. Sagens Omkostninger ophæves.
Trondhjems Overrets Dom hidsættes:
"Ved Kontrakt, udstedt og thinglæst 12 Juli 1834, indrømmede Eieren af Gaarden Sørstu Trønnæs, L.-Nr. 69 a i Storelvedalen, Peder Gulbrandsen Trønnæs, "Marthe Olsdatter Brugsret til bemeldte Plads, Taraldshaugen, for hendes og tilkommende Ægtefælles samt deres Børn og Descendenter i nedstigende Linie, saalænge nogen af dem er til", paa i Kontrakten nærmere angivne Betingelser. Ved Pantobligation af 5 April, thinglæst 24 Mai 1883, pantsatte O. Thoresen, som nu var gift med Marthe Olsdatter, for et beløb af Kr. 581.72 med Renter til Indst. her ved Retten, til Gulbrand P. Trønnæs, som nu var Eier af nævnte Gaard Trønnæs, "den Bruges- og Besiddelsesrettighed til Pladsen Taraldshaugen under søndre Trønnæs med Tilliggelser og Rettigheder, som er mig og min Krone Marthe Olsdatter, vore Børn og Descendenter i nedstigende Linie tilhjemlet ved Kontrakt afødt xx.xx.1834, thinglæst samme Dato". Og ved en ny Pantobligation afødt xx.xx.1884, thinglæst 17 Februar 1885, pantsatte Marthe Olsdatter for Kr. 301.88 med Renter til Gulbrand P. Trønnæs med Prioritet efter førnævnte Obligation samme Brugsret i lignende Udtryk.
Da der stod Renter til Rest paa førstnævnte Obligation fra 12 Juli 1887 og paa sidstnævnte fra 2 Oktbr. 1887, indkaldte Gulbrand Trønnæs 23 Mai 1890 Ole Thoresens og Marthe Olsdatters Søn, Appell. i denne Sag, der i Henhold til Kontrakten af 1834 sad med Brugen af Taraldshaugen, til Forligelseskommissionen og, efterat Forligsmægling forgjæves var prøvet, forlangte han 6 Juni 1890 i Henhold til Pantobligationerne Tvangsauktion over Ole Thøresens og Hustru Marthe Olsdatters samt Descendenters Brugs- og Besiddelsesret til Pladsen Taraldshaugen. 26 Juli 1890 afholdtes af den konstituerede Lensmand i Storelvedalen efter Bemyndigelse af Sorenskriveren i søndre Østerdalen Tvangsanktion som forlangt. Ole Olsen Taraldshaugen protesterede i fremlagt Indlæg mod Auktionens Fremme, men ved Eragtning af Administrator blev Forretningen paa Stedet fremmet og Tilslag givet Peder G. Trønnæs ved T. T. Trønnæs for 1.000 Kr. Næstbydende var Gulbrand P. Trønnæs med 800 Kr. Denne Eragtning og Auktion har Ole Taraldshaugen indbragt for Kristiania Overret anden Afdeling ved Stevning afødt xx.xx.1890, hvorefter Sagen er overgaaet til Paadømmelse af nærværende Ret. Appell. paastaar:
1) at den paaankede Auktionsforretning underkjendes og omstødes,
2) at Appell. hos Indst. tilkjendes Erstatning, bestemt ved uvillige Mænds Skjøn, optaget paa Indst.s Bekostning, for den Skade, som ved Auktionen er ham paaført og
3) at Appell. hos Indst. tilkjendes fuld Erstatning for sine ved Auktionen og nærværende Appelsag havte Omkostninger.
Indst., Gulbrand P. Trønnæs, har paastaaet, at den paaankede Auktionsforretning stadfæstes, at Indst. frifindes for Appell.s Tiltale og hos ham tilkjendes tilstrækkelige Forsvarsomkostninger.
I det nævnte ved Auktionen fremlagte Indlæg gjør Appell. gjældende, at Auktionens Fremme strider mod Husmandslovgivningen. Marthe Olsdatter Mand har ikke ved en "Pantobligation" i en Husmandsret kunnet fraskrive hendes og sine Børn deres Fæsteret. Auktionens Fremme vilde være ensbetydende med Fæsterettens Fortabelse; men en Husmandsret kan alene fortabes i de i Lov 24 Septbr. 1851 §10 nævnte Tilfælde. Her ved Retten udvikler Appell. videre, at der ved Kontrakten af 1834 er tilsagt Marthe Olsdatters Børn Brugs- og Besiddelsesret til Pladsen og at Appell., do Pantobligationerne udstedtes, faktisk var Pladsens Bruger; men hans
Side:848
Ret til denne Brug kunde ikke berøves ham ved Ole Thoresens eller Martre Olsdatters Pantobligationer, saalænge ikke Appell. havde samtykket i Patsættelsen. Appell. paastaar ogsaa, at Descendenternes Brugsret ikke var indbefattet i Pantsættelserne. Auktionen er, mener Appell., i Virkeligheden det samme som Dom til Fæsterettens Fortabelse, men saadan Dom kunde i nærværende Tilfælde ikke gives. Ligesaalidt som omhandlede Brugsret kunde berøves Appell. gjennem Udlæg efter Dom, kfr. Husmandsl.s §17, ligesaalidt og endnu mindre kan den berøves ham ved Forskrivelser, hvori han selv ingen Del har havt.
Indst. anfører, at det foreliggende Leieforhold ikke kan betragtes som Husmandsfæste; et saadant gjælder kun Husmandens og Enkes Levetid, medens in casu Brugsretten tilkommer Descendenterne i uendelige Led. Forøvrigt har Husmandsl.s §10 her ingen Anvendelse, do denne § handler om Fæstets Forbrydelse paa Grund af Forseelser fra Husmandens Side, men ikke behandler det Spørgsmaal, som her foreligger, nemlig om en Bruger ved Pantsættelse frivillig kan disponere over sin Brugsret; og dette kan altid ske, naar Eieren deri er enig, hvilket in casu er Tilfældet, da Pantsættelsen er foregaaet til Eieren selv. Udstederen af Pantobligationen kan ingen Indvending gjøre og, hvad han kontraktsmæssig overtager, forpligter ogsaa hans Livsarvinger i deres Egenskab af saadanne. Noget Retskrav paa Brugsretten har Descendenterne ikke, uagtet de maa betragtes som udenforstaaende Trediemænd, og skulde den brugsberettigede savne Kompetence til at træffe lovlige Dispositioner over sin Brugsret, vilde Forholdet blive fideikommissarisk og saaledes grundlovsstridigt. Indst. benegter, at Appell., da Pantsættelserne fandt Sted faktisk var Pladsens Bruger; da den første Obligation udstedtes, var begge Forældre ilive, og ved den Andens Underskrift levede Moderen. Appell. havde saaledes intet Samtykke at give eller negte. Desuden har Appell. selv forinden Auktionen misligholdt Pantobligationerne.
Appell. har derefter oplyst, at Ole Thoresen døde i 1883 og Marthe Olsdatter i April 1890, og fastholdt, at disse to ikke kunde disponere over Appell.s Ret og at de af dem gjorte Pantsættelser heller ikke har tilsigtet mere end at behæfte Brugsretten for deres Levetid.
Retten maa i Henhold til Pantobligationernes citerede Ordlydende antage, at Udstederne har havt til Hensigt at pantsætte ikke alene sin egen, men ogsaa Descendenternes eventuelle Brugsret. Og naar der spørges, om de dertil var berettigede, saa finder Retten, at der i Kontrakten af 1834 intet indeholdes, som skulde være til Hinder herfor. Denne Kontrakt indrømmer nemlig Brugsretten til Pladsen Taraldshaugen til Marthe Olsdatter, hendes tilkommende Ægtefælle og deres Børn og Descendenter. Heri ligger efter Rettens Mening udtrykt, at Eieren af Gaarden Trønnæs skal taale, at Pladsen vedbliver at bruges paa de i Kontrakten opstillede Vilkaar af Marthe Olsdatters Descendenter; men Kontrakten indeholder intet om, at den aktuelle Indehaver af Brugsretten i nogen Henseende skal være indskrænket i Pladsens Brug eller i sin Dispositionsret over den, udenfor hvad der udtrykkelig siges; men heriblandt findes intet om, at han skal være undrettiget til at opgive, sælge eller pantsætte Retten. Nogen saadan indskrænkning er man derfor ogsaa efter Rettens Mening uberettiget til at lægge ind i kontrakten. Der er ved den ikke indrømmet Descendenterne nogen selvstændig Ret, saaledes at de forsaavidt skulde kunne betragtes som udenforstaaende Trediemænd; de repræsenteres af sine Forgjængere, som ved sine Dispositioner over Pladsen ogsaa kan forføie over Descendenternes Ret, og disse har ingensomhelst Ret, før Pladsen er overgaaet til dem, og de maa i Tilfælde overtage den med de Forpligtelser, Forgjængerne har paadraget den. Brugsretten til Pladsen er med andre Ord en
Side:849
Formuesgjenstand, som Brugeren i levende Live har Ret til at disponere over aldeles som over sin øvrige Formue. Spørgsmaalet om Kontrakten skal betragtes som en Husmandskontrakt og derfor bedømmes efter Husmandslovgivningen, antager Retten det unødvendigt at afgjøre. En Husmandskontrakt er efter Loven af 1851 en rent personlig Kontrakt og forudsættes at gjælde alene mellem en bestemt Husmand med Hustru og Eieren af ben Gaard, under hvilken pladsen hører, og Husmandsloven kan derfor i ethvert Fald ikke fuldt ud faa Anvendelse paa nærværende Kontrakt, der ogsaa skulde gjælde Descendenterne, om det end er saa, at kontrakten bestemmer, Arbeidspligt for Pladsens Bruger. Men selv om Kontrakten i det Væsentlige maatte betragtes som en Husmandskontrakt, kan man ikke finde det tvivlsomt, at Brugsrettens Indehaver til enhver Tid ligesaavel maatte kunne opgive som han med Samtykke af Gaardens Eier, hvilket var givet ved at denne var Kreditor efter Obligationerne, var berettiget til at pantsætte sin Brugsret uden Hensyn til Descendenterne. Kan Pantsættelsen ikke rokkes, er Auktionssalget som den ligefremme Følge af Pantobligationernes Misligholdelse berettiget, hvorfor den paaankede Auktion maa blive at stadsfæste. Sagens Omkostninger antages at burde ophæves.
Thi kjendes for Ret:
Den paaankede Auktion stadfæstes. Sagens Omkostninger ophæves.
W. Hirsch.
I. Bergh.
Konstitueret Assessor Buaas har tiltraadt Ovenstaaende indtil og med Udtrykkene: "Og naar der Spørges, om de dertil vare berettigede".
Derpaa voterer han saaledes:
"anser Retten dette vistnok tvivlsomt, men kommer dog til et negtende Resultat.
Den Brugsret, hvorom der her handles, maa nærmest betragtes som et Husmands-Arvefæste. Hvorvidt der er lovlig Adgang til at pantsætte en saadan Rettighed til Husbonden, er i og for sig tvivlsomt. En analogisk Anvendelse af Husmandsl.s §17 synes at maatte føre til et negtende Svar. Denne Bestemmelse er tydeligvis givet til Beskyttelse for Husmanden, men der vilde ikke blive meget igjen af den i Forholdet til Husbonden, dersom det skulde kunne ga i an for denne at benytte sin Husbondsstilling til at faa Husmanden til frivillig at give ham, hvad han ikke kan tage ved Tvang. Gjælden kan overmaade godt ikke have noget med Husmandsforholdet at skaffe, ja den kan muligens skrive sig fra Forhold, hvoraf alene Husbonden har havt Fordel, og dog skulde Husmanden paa Grund deraf kunne berøves sin Plads. At Husmanden iethvertfald kan give Afkald paa sin egen Fæsteret, er intet Argument i modsat Retning, da Afkaldet maa forudsættes kun al ville blive givet, naar Brugsretten ikke længer har nogen Interesse for ham.
I nærværende Tilfælde var Brugsretten temmelig værdifuld, - det viser den betalte Kjøbesum af 1.000 Kr., men netop saadanne Tilfælde er fristende for en Husbond - især naar den værdifulde Brugsret - saaledes som her - er afstaaet for Generationer.
Det vilde vistnok derfor være i fuld Overensstemmelse med Husmandslovens Aand, om Pantsættelseret negtedes. Imidlertid ansees det ufornødent at afgjøre dette Spørgsmaal her, da Retten af en anden Grund finder, at Auktionen maa underkjendes.
Skal Pantsættelse af en Husmandsplads tilstedes, saa kan den nemlig, efter Rettens Formening, iethvertfald alene omfatte Pantsætterens og Hustrus egen Ret; thi, som af Indst. selv under Proceduren erkjendt, maa Descendenterne her stilles i Klasse med udenforstaaende Trediemænd, som tilsiges Rettigheder i Andres Kontrakter, - og ligesaavist som saadanne Tilsagn i Almindelighed kan gives paa en Saa bindende Maade for Kontrahenterne,
Side:850
at de ikke uden Samtykke fra vedkommende Trediemænd kan tages tilbage, ligesaavist maa et Tilsagn i Forhold som dette kunne gives saa bindende, at blandt Descendenterne ialfald Sønnen af første Besidder man kunne gjøre Krav paa den tilsagte Rettighed, saalænge den ikke ved Misligholdelse er forbrudt.
Og det Tilsagn, som her gjennem Kontrakten af 1834 er givet Descendenterne, er efter Rettens Formening saa ubetinget, at det ikke kan tages tilbage gjennem ensidig Ændring af de kontraherende Parter, - ialfald ikke ligeoverfor Appell. som var født længe før Pantsættelsen skede, ja - efter Proceduren - endog maa antages dengang at have været en myndig Mand, - og derhos maa forudsættes at have været fuldt bekjendt med den Ret, som Kontrakten tilsagde ham; ialfald er Underretning herom paa tilstrækkelig Maade givet gjennem Kontrastens Thinglæsning.
Hvorvidt ogsaa den øvrige Descendents har et saadant Retskrav, ansees det ufornødent at udtale noget om, uagtet det neppe kan ansees for en fideikommissarisk Disposition af grudlovstridig Art, at Børn og Descendenter i nedstigende Linie - ikke Sidelinierne - tilstaaes en Brugsret, som kan forbrydes (kfr. Høiesteretsdom, Rt-1874-515 og Rt-1879-832 samt Auberts Obligationsret, den specielle Del, S. 261).
Pantsættelsen formenes altsaa ugyldig, forsaavidt den omfatter Appell.s Brugsret, og Auktionen vil derfor blive at underkjende.
Om til tilkjende Appell. nogen Erstatning kan der allerede af den Grund ikke være Spørgsmaal, at der ikke er paavist, at Auktionen har foraarsaget ham Skade.
Sagens Omkostninger, findes paa Grund af dens tvivlsomme Beskaffenhed at burde ophæves.
Thi kjendes for Ret:
Den paaankede Auktion underkjendes. Sagens Omkostninger ophæves.
I. Buaas.
konstit.
I Henhold til foran afgivne Vota kjendes saaledes for Ret:
Den paaankede Auktion stadfæstes. Sagens Omkostninger ophæves."