Rt-1895-147

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1895-11-03
Publisert:	Rt-1895-147
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 43 2den Cession 1894
Parter:
Forfatter:	Løchen, Ph. Hansteen, Stenersen, Broch, Saxlund, Blom, Bull
Lovhenvisninger:	LOV-1857-10-12-§9, Skogloven (1863) §35, §36

Extraordn. Assessor, Statsadvokat Løchen: Denne Sags Sammenhæng fremgaar af Præmisserne til de underordnede Retters Domme.

Af Underrettens Dom indtages:

«Efter forgjæves Forligsmægling har Westye Egeberg & Ko. sagsøgt Christian Horne m. Fl. i Anledning af foretaget Jagt paa Westye Egeberg & Ko.s Grund eller Skov.

Efterat Romedals Almenningsbestyrelse havde meldt sig som Intervenient, angivelig med Partsinteresser fælles med de Indst., have disse efter forgjæves Forligsprøve reist Kontrasøgsmaal for at faa sin Ret til Jagt positivt stadfæstet.

Hovedcitanten har derefter nedlagt Paastand, principaliter at han frifindes for Kontracitanternes Tiltale, og at disse for ulovlig Jagt ansees med Straf efter passende Lovsteder, og subsidiært at Hovedcit. frifindes for Kontracit.s Tiltale, og at disse kjendes uberettigede til den under Sagen omhandlede Jagt i Hovedcit.s Skove i Romedal eller til enhver anden Jagt i Hovedcit.s under Sagen omhandlede Skove i Romedal end den, der efter Lovgivningen maatte tilkomme enhversomhelst paa anden Mands Grund, samt at for alle tilfælde Kontracit. og Intervenienten tilpligtes in solidium at betale Sagsomkostninger.

Modpartiets Paastand gaar ud paa, principaliter at Kontracit. som Brugsberettigede specielt m. H. t. Jagt i Romedals Almenning og derunder ogsaa i den Hovedcit. ved Deling af 1864 tillagte Del af Almenningen frifindes for Hovedcit. Tiltale, subsidiært at Ordet «specielt» i den principale Paastand udelades, og in subsidium, at Kontracit.ne frifindes for Hovedcit.s Tiltale samt, at Kontracit. saavelsom Intervenienten for ethvert Udfald tilkjendes Processens Omkostninger.

Før nævnte Aar 1864 eiedes hele Romedals Almenning af Hovedcit. Under 26 Septbr. 1864 er oprettet et Delingsdokument, hvori Hovedcit. paa den ene Side og Romedals Almenningsbestyrelse paa den anden Side have i Henhold til Bestemmelserne i Lov afødt xx.xx.1863 §35 indgaaet mindelig Overenskomst om Almenningens Udskiftning og fremtidige Deling mellem Hovedcit. som Eier og Romedals brugsberettigede Bygdelag. Dokumentet angives at skulle tjene til Hjemmelsdokument for begge Dele af Almenningen, og indeholder i 1ste Post, at Hovedcit. afstaar til Romedals Bygds frie og uhindrede Diposition med samme Hjemmel, som Hovedcit. selv havde den nordvestre, Bygden nærmest liggende Del, af Almenningens Skov og Udmark. Grændselinien for den saaledes afstaaede Del blev nærmere beskrevet. I 2den Post bestemmes, at ligesom Hovedcit. fraskriver sig enhver Ret til bemeldte nordvestre Almenningsdels Skov og Udmark, og overdrager samme til Romedals Almenningsbestyrelses fuldkomne Eiendom, saaledes forbeholder Hovedcit. sig for Fremtiden uhindret Disposition og fri Raadighed i alle Dele over den tiloversblevne Almenningsdel, saaledes at Bygdens Brugsretighed til Almenningen i denne Del, der ligger sønden- og østenfor bemeldte Delelinie, for Eftertiden ophører og Hovedcit.s Del

Side:148

saaledes bliver fri for den tidligere paahvilende Brugsrettighed. Dog forbeholder Almenningsbestyrelsen sig Hugstret efter Udvisning og Skovlovens Bestemmelser for Gaarden Malungen, som ligger paa den Hovedcit. tilfaldende Almenningsdel, ligesom der ogsaa reserveres Sætre, beliggende paa samme Strækning, deres fornødne Sætervirke, ligeledes efter Udvisning. Paa den anden Side har Hovedcit. forbeholdt sig samme Rettighed til Skovvirke som andre Opsidere af Romedals Bygd have eller ville faa, for alle Gaarde og Pladse inden den Bygden tilfaldende Del, som til enhver Tid maatte eies af Hovedcit. I 4de Post fastsættes en Frist for Bortbringelse fra Hovedcit.s Andel af Skoven af alt Tømmer og andet Trævirke tilvirket til de Brugsberettigedes Behov for Delingen, og derefter tilføies, at Hugst af de Brugsberettigede efter Delingen bliver at betragte som ulovlig, naar den sker paa Hovedcit.s Andel. Endelig er i 5te Post Almenningsbestyrelsen meddelt Ret til Damstø og tilstaaet Virke til Dams Opførelse for Gransjøen efter Udvisning.

Hovedcit. forstaar Dokumentet saaledes, at hans Del af Almenningen blev frigjort for alle Brugsrettigheder, medens Modparten mener, at Dokumentet alene omfatter Hugstret og lader andre Rettigheder, specielt Jagtretten, uberørt af Delingen».

Underrettens Dom afødt xx.xx.1893 er saalydende:

«Kontracitanterne 1) Christian H. Horne, 2) Halvor H. Horne og 3) S. O. Andresen bør for Hovedcitantens, Westye Egeberg & Ko.s Tiltale i denne Sag fri at være.

Sagens Omkostninger ophæves».

Trondhjems Overrets Dom afødt xx.xx.1893 er saalydende:

«Underretsdommen stadfæstes. Processens Omkostninger ved Overretten ophæves.»

Denne Dom har Firmaet Westnye Egeberg & Ko. paaanket til Høiesteret hvor det har nedlagt saadan Paastand:

Principalt: At de Indst. Chr. H. Horne, Halvor H. Horne og S. O. Andresen kjendes uberettigede til den under Sagen omhandlede Jagt i Appellantskabets Skove i Romedal samt ilægges hver af dem for ulovlig Jagt Straf efter Krll.s 22de Kap. §11 2det Led.

Subsidiært: At de Indst. kjendes uberettigede til den under Sagen omhandlede Jagt i Appell.s Skove i Romedal.

For alle Tilfælde: At de Indst. og Intervenienten, Romedals Almenningsbestyrelse, tilpligtes til Appell. at udrede Sagsomkostninger for alle Retter.

De Indst., Chr. H. Horne, Halvor H. Horne og S. O. Andresen, har nedlagt Paastand om, at Overettens Dom stadfæstes, og at de tilkjendes Sagsomkostninger.

Som ved de tidligere Retter optræder Romedals Almenningsbestyrelse som Intervenient under Sagen, og naar der paastaaes, at Indst. skal tilkjendes Procesomkostninger, er heri ogsaa indbefattet Almenningsbestyrelsen.

Spørgsmaalet under Sagen dreier sig om, hvorvidt de Indst. som Indvaanere af Romedal og som Brugsberettigede i Romedals Privatalmenning har nogen særegen Jagtret i den Del af Almenningen, der ved Delingsdokumentet afødt xx.xx.1864 bestemtes at skulle være Westye Egeberg & Ko.s Del.

Appell. har her ved Høiesteret gjort gjældende, at de Indst. heller ikke før Almenningens Deling havde nogen særegen Jagtret i Almenningen, da Jagtretten i Privatalmenning menes efter Lovgivningen at tilkomme dennes Eier. Ved de underordnede Retter har imidlertid begge Sagens Parter gaaet ud fra, at de Indst. som Indvaanere af Romedal har en særegen Jagtret i Almenningen, saafremt denne Ret ikke er bortkontraheret af

Side:149

Almenningsbestyrelsen ved Delingsdokumentet af 1864. Paa dette Fundament er ogsaa Sagen ved begge underordnede Instantser paadømt, og da de Indst. har protesteret mod, at Sagen her paadømmes paa et andet Fundament end det, der har ligget til Grund for de tidligere Domme, finder jeg at maatte tage denne Protest tilfølge. Jeg mener saaledes, at Sagen ogsaa ved Høiesteret maa afgjøres paa Grundlaget af en tidligere tilværende Jagtret for Romedals Indvaanere, saaledes at det her bliver alene at afgjøre, om denne Jagtret er bortfaldt ved det tidligere nævnte Delingsdokumentet i denne Henseende er at forstaa.

Jeg finder i Modsætning til de foregaaende Retter, at Dokumentets eget Indhold afgjørende viser, at Bygden ikke længere skulde have nogen Jagtret i den Del af Almenningen, der ved Delingsdokumentet blev tilovers for Appell. I Dokumentets Post 2 heder det saaledes:

«Ligesom Westye Egeberg & Ko. fraskriver sig enhver Ret til bemeldte nordvestre Almenningsdels Skov og Udmark og overdrager samme til Romedals Almenningsbestyrelses fuldkomne Eiendom - saaledes forbeholder Westye Egeberg & Ko. sig for Fremtiden uhindret Disposition og fri Raadighed i alle Dele over den tiloversblevne Almenningsdel, saaledes at Bygdens Brugsrettighed til Almenningen i denne Del, der ligger sønden- og østenfor bemeldte Delelinie, for Eftertiden ophører, og Westye Egeberg & Ko.s Del saaledes bliver fri for den tidligere paahvilende Brugsrettighed.»

Man ser heraf, at der om den Del, der tilfaldt Bygden, siges, at den overdrages til fuldkommen Eiendom, men at der om den tiloversblevne Del er benyttet andre Udtryk, idet det heder, at Westye Egeberg & Ko. derover skal have uhindret Disposition og fri Raadighed i alle Dele. Disse forskjellige Udtryk skriver sig imidlertid efter min Mening derfra, at Westye Egeberg & Ko. jo allerede tidligere var den hele Almennings Eiere. Eiendomsretten til Almenningen var saaledes, skjønt naturligvis stærkt indskrænket ved Bygdens Brugsret, paa Westye Egeberg & Ko.s Haand. Naar det nu heder, at over den tiloversblevne Del forbeholder de sig for Fremtiden uhindret Disposition og fri Raadighed i alle Dele, saa mener jeg, at herved ganske tydelig er udtalt, at den Indskrænkning i Firmaets Eiendomsret, der laa i Bygdens forskjellige Brugsrettigheder, nu skal bortfalde, saaledes at Firmaet faar fuldkommen fri Raadighed og Disposition over Almenningsdelen i alle Henseender. Hvis man med de foregaaende Retter antog, at Westye Egeberg & Ko.s Del alene skulde blive fri for Hugstretten, altsaa kun for den ene af de Rettigheder, som Bygden havde i Almenningen, kunde efter min Mening Firmaet umulig siges at faa fri Raadighed og Disposition over Almenningen i alle Dele. Den Raadighed og Disposition, som Firmaet isaafald fik ved Delingsdokumentet, var jo fremdeles indskrænket ved betydelige Rettigheder fra Bygdens Side; foruden Hugstretten er der jo i en Almenning ogsaa Tale om Jagtret, Fiskeret og Havningsret. Naar en tidligere med flere Brugsrettigheder bebyrdet Eiendom bestemmes for Fremtiden at skulle være overladt Eierne til fuldkommen fri Raadighed i alle Dele, ligger heri mener jeg, klart, at det ikke alene er en enkelt Brugsrettighed over Eiendommen, som herved bortfalder, men samtlige de Brugsrettigheder, som det laa i de kontraherende Parters Magt at disponere over. Der tilføies vistnok i den af mig nævnte Post 2 i Dokumentet: «saaledes at Bygdens Brugsrettighed til Almenningen i denne Del ophører, og Westye Egeberg & Ko.s Del saaledes bliver fri for den tidligere paahvilende Brugsrettighed». Man vil se, at der her siges Brugsrettighed og ikke Brugsrettigheder. Men herpaa kan jeg for min Del ikke lægge nogen afgjørende Vægt, da Udtrykket «Bygdens Brugsrettighed til Almenningen» vistnok har været opfattet kollektivt, saaledes at deri er indbefattet al den Brugsret, som Bygden før havde.

Side:150

Opfatter man Udtrykket anderledes, mener jeg, at det kommer i Strid med Dokumentets øvrige Indhold, og der er for mig ingen tvingende Grund til at lægge nogen afgjørende Vægt paa, at Brugsrettihed er nævnt i Enkelttal. Der er mod den af mig hævdede Fortolkning af Dokumentet gjort gjældende at alene Hugstret er forbeholdt i Dokumentet for Gaarden Malungen, som ligger paa den Westye Egeberg & Ko. tilfaldne Almenningsdel, samt at de Sætre, der ligger paa denne Strækning, kun er forbeholdt fornødent Sætervirke. Heri skulde da ligge, hvis den af mig fremholdte Fortolkning er korrekt, at denne Gaard og disse Sætre heller ikke havde nogen Havningsret i Egebergs Del. Jeg finder imidlertid ikke denne Indvending afgjørende, idet der ikke under Sagen foreligger saadanne Oplysninger om Gaarden Malungen, at man deraf kan danne sig nogen Mening, om, hvilken Ret denne Gaard i Tilfælde har til Havning, og hvad Sætrene angaar, synes det jo at ligge allerede deri, at Sæterret forbeholdes, at de har Havningsret i Egebergs Del. Det maa vistnok ansees godtgjort, at under de Forhandlinger, som gik forud for Delingsdokumentets Oprettelse, blev ikke udtrykkelig omhandlet andre Brugsrettigheder end Hugstretten. Men dette kan jeg ikke tilægge nogen væsentlig Betydning, da jo Westye Egeberg & Ko.s Del efter Dokumentets eget Indhold er bleven fri for alle Brugsrettigheder, og der saaledes ikke var nogen speciel Opfordring til i hvert Fald i Dokumentet at nævne hver enkelt Rettighed. Dertil kommer, at den ene af Kontrahenterne, Egeberg & Ko. den hele Tid har bestemt gjort gjældende, at de har opfattet Kontrakten netop saaledes, som den efter Ordlyden maa forstaaes, at det var Firmaets Mening ved Kontraktens Oprettelse, at Bygden fraskrev sig ikke alene Hugstretten, men ogsaa de øvrige Rettigheder. Og hvad den anden kontraherende Part, Almenningsbestyrelsen angaar, saa har to af dens fem Medlemmer, der underskrev Dokumentet, bestemt sluttet sig i det Væsentlige til Egeberg & Ko.s Opfatning. Almenninggsbestyrelsens Medlem Øvergaard har saaledes erklæret: «Min Opfatning af Udskiftningen eller Delingen af Romedals Almenning var, saavidt erindres den, at alt Fællesskab - udenfor hvad der i Delingsdokumentet findes anført - for Fremtiden ophørte, og at hver Part erholdt sin Del til fri Raadighed og Eiendom, deri ogsaa indbefattet Jagtretten; dog var denne vistnok ikke omtalt under Forhandlingerne om og Afslutningen af Delingen». Ligesaa bestemt, om ikke endnu bestemtere, har et andet Medlem af Almenningsbestyrelsen L. Gaustad udtalt sig. Han er som Vidne forelagt følgende Spørgsmaal:

«Var det Vidnets Forudsætning ved og Opfatning af Delingen dengang, at alt Fællesskab mellem Egeberg & Ko. og Romedals Bygd - udenfor hvad der i Delingsdokumentet findes anført - ophørte og at hver Part erholdt sin Del til fri Raadighed og Eiendom, deri ogsaa indbefattet Jagtretten»? Til dette Spørgsmaal har han, som det heder, med stor Bestemthed givet et bekræftende Svar, idet han tillægger, at der under Forhandlingerne ikke blev udtrykkelig talt om andre Rettigheder end Hugstretten. Efter min Mening er det af meget væsentlig Vægt, at to af Almenningsbestyrelsens Medlemmer, i hvis Interesse det jo skulde være, at ikke alle Rettigheder var afstaaet, har udtalt sig paa denne Maade. Den Mening, man faar ved at granske selve Delingsdokumentet, deles altsaa ikke alene af den ene Part, Egeberg & Ko., men ogsaa af to Medlemmer af den Almenningsbestyrelse, der underskrev Dokumentet. Man har vistnok en i modsat Retning gaaende Udtalelse fra P. Aasen, der ogsaa var Medlem af Almennningsbestyrelsen i 1864, ligesom det ogsaa er paastaaet at Dr. Bryhn, der paa den Tid var Almenningsbestyrelsens Formand og som saadan førte de foreløbige Underhanlinger om Dokumentets Oprettelse, var af den Mening, at Bygden fremdeles havde sine Rettigheder med Undtagelse af Hugstretten i Behold. Jeg kan imidlertid ikke

Side:151

finde det fuldt bevist, at Dr. Bryhn har næret en saadan Opfatning. Man har nemlig ingen Udtalelse fra ham selv, idet man kun har gjort en Slutning til hans Opfatning af Forholdet fra en Paategning, som han i Begyndelsen af 80-Aarene har givet en Plakat fra Westye Egeberg & Ko., hvilken Plakat gik ud paa, at Jagt var forbudt i Firmaets Del af Almenningen. Man kan nemlig ikke af denne Paategning se bestemt, hvilken Opfatning Dr. Bryhn havde ved Kontraktens Afslutning. Efter denne Paategning finder jeg intet andet bevist, end at Dr. Bryhn paa den Tid, da han skrev Paategningen, formodentlig i 1880, har havt den Forstaaelse af Kontrakten, at ikke alle Brugsrettigheder var fraskrevet Bygden; herimod strider det jo imidlertid ikke, at han, da Delingsdokumentet oprettedes, muligens selv har havt en anden Anskuelse, men at han ved at studere Kontrakten og granske dens Indhold er kommen til det Resultat, at den ikke kunde være at forstaa anderledes, end at de øvrige Brugsrettigheder var Bygden fremdeles Forbeholdt. Herpaa tyder det da ogsaa, hvad der er oplyst om, at Dr. Bryhn har paaberaabt sig Professor Brandt som støtte for sin Opfatning. Dette viser jo, at han gjør en bestemt Fortolkning gjældende af Kontrakten, uden at deri ligger, at det under Forhandlingerne stod klart for ham, at Bygden ikke fraskrev sig alle Rettigheder. Naar de Indst. gjør gjældende en Forstaaelse af Kontrakten, der, saavidt skjønnes, bestemt strider mod dens Ordlyd, mener jeg, at de maatte have ført et ganske andet Bevis for, at Kontrahenterne har havt en anden Opfatning af Kontrakten, end dens Ordlyd tilsiger, end det Bevis, man søger at udlede af Aasens Erklæring og den Paategning, som Dr. Bryhn har givet den paagjældende Plakat.

Det er fra Indst.s Side videre hævdet, at Bygdens Folk har efter Kontraktens Oprettelse udøvet en saadan Brug over Egebergs Almenningsdel, at deri skulde ligge et Bevis for, at begge Parter har forstaaet Kontrakten saaledes, at kun Hugstretten var Bygden fraskrevet. Det er i saa Henseende specielt fremhævet, at Bygdens Folk fremdeles har jaget og fisket paa Egebergs Del, og at man fremdeles har udøvet Havningsretten der. Det maa ogsaa ansees godtgjort, at der af Bygdens Indvaanere er fisket og jaget i denne Del. Egeberg & Ko. har imidlertid gjort gjældende, at de har søgt at værge sin Eiendom saavidt muligt mod disse Indgreb, og man kan heller ikke se, at Jagt og Fiskeri skulde være drevet i den Udstrækning, at Egeberg & Ko. skulde have maattet faa den Opfatning, at disse Dispositioner udøvedes i Kraft af en Bygden tilkommende Ret. Hvad Havningsretten angaar, maa man for det Første bemærke, at der i Egebergs Del ligger flere Sætre, og at disse selvfølgelig har Adgang til at havne der som tidligere. Nu er det vistnok oplyst, at den Havning, som har fundet Sted, gaar videre end den Ret, disse Sætre har. Men heller ikke forsaavidt har man tilstrækkelige Oplysninger til at bedømme, i hvilken Udstrækning der har været havnet. Det er saaledes efter min Mening navnlig ikke kommet klart frem under Bevislighederne, om Kreaturerne er sluppet paa Egebergs Del, eller om det ikke forholder sig saa, at de kun har gaaet over fra Bygdens Almenningsdel til Egebergs Del. Forøvrigt er det jo saa, at der under denne Sag intet afgjøres om Bygdens Ret til fremdeles at lade havne i Egebergs Del, idet Sagen kun angaar Jagtretten. Til at bedømme Forholdet med Hensyn til Havningsretten foreligger der ikke under nærværende Sag tilstrækkelige Oplysninger, og jeg vil saaledes intet have udtalt om Bygdens Ret til fremdeles at havne i Egebergs Del.

Jeg finder saaledes, at efter Delingsdokumentet har Almenningsbestyrelsen bortkontraheret den Bygdens Indvaanere tilkommende særegne Jagtret og jeg kan ikke anse det videre tvivlsomt, at en Almenningsbestyrelse har Kompetence til ved mindelig Deling af Privatalmenning at disponere over denne Ret. Efter Skovlovens §35 og §36 aabnes Adgang til mindelig Deling

Side:152

af Privatalmenning eller paa Eierens Forlangende til Deling ved offentlig Foranstalning af kongelig Kommission. Jeg antager nu, at den Ordning, som kan finde Sted ved offentlig Udskiftning paa Eierens Forlangende, ogsaa maa kunne træffes ved mindelig Overenskomst, saaledes at den Kompetence, der er tillagt en kongelig Kommission, maa tilkomme de kontraherende Parter ved mindelig Overenskomst. Hvis ikke dette antoges, vilde Hensigten med at aabne Adgang til mindelig Overenskomst ikke naaes, idet en Ordning paa denne Maade vilde vanskeliggjøres. Nu fremgaar det klart af Lovens §36, at en offentlig Kommission kan disponere ikke alene over Bygdens Hugstret, men ogsaa over Havningsretten; og den samme Myndighed maa efter min Mening tilkomme de kontraherende Parter. Da nu disse maa antages kompetente til at træffe mindelig Overenskomst om saa betydelige Brugsrettigheder som Hugstret og Beitesret, finder jeg det klart, at de ogsaa maa have Beføielse til at træffe Disposition over de langt mindre væsentlige Rettigheder, som ikke er nævnt i Skovloven, fordi de ikke kan antages at have nogen skadelig Indflydelse paa Skovbestanden.

Jeg antager saaledes, at Almenningsbestyrelsen ved Delingsdokumentet har afstaaet Jagtretten, og at den havde Kompetence dertil.

I Henhold til det Anførte finder jeg, at Appell.s Paastand forsaavidt maa tages tilfølge, at de Indst. kjendes uberettigede til den under Sagen omhandlede Jagt. Derimod finder jeg ikke tilstrækkelig Grund til saaledes som af Appell. paastaaet, at ilægge de Indst. Straf for den udøvede Jagt, da de maa antages at have handlet i den Tro, at der tilkom dem en Jagtret. Processens Omkostninger finder jeg bør ophæves for alle Retter.

Konklusion:

De Indst. Christian H. Horne, Halvor H. Horne og S. O. Andresen kjendes uberettigede til den under Sagen omhandlede Jagt i den Appell.ne Westye Egeberg & Ko. ved Delingsdokument afødt xx.xx.1864 tillagte Del af Romedals Almenning.

Processens Omkostninger for alle Retter ophæves.

Assessor Ph. Hansteen: Jeg er i det Væsentlige og i Resultatet enig med Førstvoterende.

Extraordn. Assessor, Byretsassessor Stenersen: Med Hensyn til den af Appellsk.s Advokat for Høiesteret fremsatte nye Paastand er jeg enig med Førstvoterende. Derimod finder jeg med de underordnede Retter, at de brugsberettigede Indvaanere i Romedal ikke ved Overenskomsten af 1864 kan antages at have bortkontraheret sin Jagtret i Almenningen, og jeg bygger i saa Henseende i det Væsentlige paa den samme Begrundelse, som af de underordnede Retter er gjort gjældende. Hvad der for mig har været afgjørende, er fornemmelig Følgende: Det fremgaar efter min Mening af Skovlovens §35, sammenholdt med dens §36 og Lov om Almenningsskove afødt xx.xx.1857 §9, at det er Udskiftning af de Brugsberettigedes Hugstret eller Ret til at tage det fornødne Trævike, der regelmæssig haves for Øie ved saadan Deling af Privatalmenning som den, der for Romedals Privatalmennings Vedkommende effektueredes ved Dokumentet afødt xx.xx.1864. Det forekommer mig, at deraf maa følge, at ligesom saadan Deling, naar den iværksættes ved offentlig Foranstaltning, ikke udstrækkes til at omfatte andre Almenningsrettigheder end Hugstret, medmindre saadant af vedkommende Eiere udtrykkelig forlanges, jfr. Skovlovens §36, 9de Punkt, saaledes maa ved mindelig Deling ialfald Formodningen være for, at Delingen ikke har omfattet mere end Hugstretten, naar intet andet udtrykkelig er bleven aftalt. Med dette for Øie maa jeg i det her foreliggende Tilfælde lægge særdeles Vægt paa, at det i selve det oprettede Delingsdokument intetsteds udtrykkelig og med rene Ord er sagt, at Udskiftningen

Side:153

angaar det hele Komplex af Almenningsrettigheder eller overhoved andet eller mere end Hugstret, og at det derhos er fuldt paa det Rene, at der heller ikke under de Forhandlinger, der gik forud for Overenskomstens Afslutning, fra nogen af Siderne havde været Tale om andet end Hugstretten. Jeg kan ikke vel tænke mig andet, end at baade Almenningsbestyrelsen og Appell.s Vedkommende i Anledning af denne Overenskomst havde sat sig nøie ind i de citerede Lovbestemmelser, og det har de, forekommer det mig, liden indre Rimelighed for sig, at man, om det virkelig havde været Meningen at Udskiftningen skulle omfatte ikke alene Hugstretten, men ogsaa de andre Almenningsrettigheder, skulde have ladet dette ganske uomtalt. Det vilde ogsaa i og for sig seet være besynderligt, om man ikke i Forbindelse med Forhandlingerne om, hvor meget der af Appell. skulde gives i Vederlag, havde gjort sig Rede for og ved speciel Opregning bragt paa det Rene, for hvilke enkelte Almenningsrettigheder udenfor Hugstretten Vederlaget skulde yde Erstatning. Jeg kan efter dette ikke skjønne rettere, end at der i den heromhandlede Taushed med Hensyn til de øvrige Almenningsrettigheder saavel i Dokumentet selv som under de forudgaaende Forhandlinger maa ligge et ganske vægtigt Indicium for, at ingen overhovedet har tænkt paa andet end Hugstretten. Naar hertil kommer, at efter almindelige Procesregler Appell. maa have Bevisbyrden for, at den omprocederede Jagtret ved Overenskomsten er bleven afstaaet af dem, hvem den tidligere havde tilkommet, mener jeg, at der, forat saa skal kunne antages at have været Tilfældet, maa kræves, at det enten af selve Delingsdokumentets Ordlyd klart og utvetydig fremgaar eller paa anden Maade med fulde Sikkerhed godtgjøres, at det ved Overenskomstens Afslutning har været de kontraherende Parters Mening og Villie, at Udskiftningen skulde omfatte mere end Hugstreten og da navnlig ogsaa Jagtretten. Men ingen af Delene kan efter min Mening siges at være Tilfældet.

Hvad Delingsdokumentet angaar, forekommer det mig, at der ikke af dettes Indhold kan siges med den fornødne Evidens at fremgaa, at det var andet end Hugstretten, der havdes for Øie ved dets Affattelse. Jeg maa i saa Henseende atter fremhæve, at der, efter hvad jeg tidligere har fremholdt, efter min Opfatning her ikke kan bygges nogen Afgjørelse paa, hvad der med større eller mindre Føie kan betegnes som tvivlsomt og ialfald som modtageligt baade for den ene og den anden Forstaaelse. At Meningen har været den af Appell. hævdede, maatte derfor fremgaa paa en saadan Maade, at enhver anden Forstaaelse udelukkes, og det er dette, som efter min Mening ikke kan siges at være Tilfældet, idet jeg ikke kan skjønne rettere, end at Dokumentet, taget efter sit Indhold i dettes Helhed, ogsaa er forenligt med den Forudsætning, at man ved Affattelsen kun havde Hugstretten for Øie. Jeg skal ikke opholde Tiden med at indgaa paa nogen nærmere Gjennemgaaelse af Dokumentet, idet jeg anser det tilstrækkeligt herom at henvise til den Fremstilling og Gjennemgaaelse af Dokumentets Indhold, der er leveret saavel i de underordnede Retters, og specielt da i Overrettens Domspræmiser, som af Førstvoterende. Jeg skal kun med Hensyn til de Udtryk i Intimationen til Post 2 i Delingsdokumentet, hvorpaa Førstvoterende har lagt Hovedvægten, fremhæve, at Appell., naar de havde tilkontraheret sig Hugstretten, ved sine Dispositioner over Skoven saaledes intet Hensyn behøvede at tage til de øvrige Almenningsrettigheder, og at de altsaa i Virkeligheden havde ved Delingen ogsaa under min Forudsætning erhvervet, som det i Dokumentet siges, «uhindret Disposition og fri Raadighed i alle Dele» over sin Almenningsdel for Skovens Vedkommende. Den fulde Eiendomsret havde Appell. ikke erhvervet, men dette siges heller ikke i Dokumentet. Det er «Skovens fremtidige Bevarelse», som var Overenskomstens Øiemed (jfr. den ovenciterede §9 i Loven af 1857 om

Side:154

Almenningsskove), og dette var fuldt ud opnaaet derved, at «Bygdens Brugsrettighed» over Skoven (d.v.s. Hugstretten) var bortfaldt. De øvrige - i og for sig mindre væsentlige - Almenningsrettigheder: Beitesretten samt Fiske- og Jagtretten afficerede ikke Skovbestanden og vare derfor her uden Betydning. Det kan maaske være saa - hvad der forøvrigt ikke, saavidt jeg har opfattet, har været omhandlet under proceduren for Høiesteret - at det var unødvendigt i Dokumentet at forbeholde Havneret for de i Almenningen liggende Gaarde, Pladse og Sætre; men isaafald maatte det samme jo ogsaa gjælde med Hensyn til disses Ret til at fyldestgjøre Behovet for Trævirke i Almenningen, og det beholder derfor efter min Mening ligefuldt sin Betydning som indicerende Parternes Opfatning af, hvad der var Overenskomstens Gjenstand, at kun den sidstnævnte Ret er forbeholdt. I saa Henseende maa jeg ogsaa fremhæve den ligeledes af de underordnede Retter fremholdte Udtalelse i Slutningen af Dokumentets 4de Post om, at «Hugst af de Brugsberettigede efter Delingen bliver at betragte som ulovlig, naar den sker paa Egebergs Andel.» Jeg kan ikke finde andet, at det maa siges at have ligget nær her ogsaa at have nævnt de øvrige Almenningsrettigheders fremtidige Udøvelse som ulovlig, hvis Meningen havde været, at ogsaa disse Rettigheder vare udskilte ved Delingen.

At Parternes Mening og Villie ved Dokumentets Oprettelse skulde have været den af Appell. hævdede, kan jeg heller ikke finde med nogen Sikkerhed fremgaar af de af Førstvoterende i saa Henseende paaberaabte Data. Navnlig maa jeg - forsaavidt der af ham er lagt Vægt paa, at 2de af de 5 Mænd, der som Medlemmer af Almenningsbestyrelsen havde undertegnet Overenskomsten paa de Brugsberettigedes Vegne, have udtalt som sin Opfatning, at Jagt- og Fiskeretten var omfattet af Overenskomsten, - fremholde, at det i den paaberaabte i 1890 - altsaa over 25 Aar efter Overenskomsten afgivne Erklæring fra den ene af disse Mænd udtrykkelig siges, at han saavidt erindres havde den omtalte Opfatning af Forholdet.

Dette Tillæg «saavidt erindres» er, efter hvad man kan se, kommet ind i hans Erklæring efter nøie Overveielse, idet det ikke stod i den første Erklæring, der af ham var afgivet «efter nærmere at have overtænkt Sagen» nu berigtigede. Det fremgaar videre af den Forklaring, som den anden af disse to Mænd har afgivet som 1ste Hovedv., at hans Forudsætning havde været, at Havneretten ikke skulde uskikkes, men at dette for Jagtrettens Vedkommende skulde blive Tilfældet. Den nærmere Sammenhæng hermed er ikke oplyst, men dette synes i hvert Fald at tyde paa, at han ikke kan have havt nogen klar Opfatning af Forholdet. Naar saa hertil kommer, at et tredie Medlem af Almenningsbestyrelsen, 2det Hovedv., bestemt har udtalt, at han havde den modsatte Opfatning, idet hans Forudsætning var, at alene den egentlige Skov var Gjenstand for Deling, medens Bygdens Almenningsrettigheder iøvrigt forbleve uberørte af Udskiftningen, og at af de øvrige to Medlemmer, der begge ere døde, og fra hvem saaledes ingen Udtalelse i Sagens Anledning er afgivet, - den ene, og det netop den, der udelukkende havde ført selve Forhandlingerne i Sagens Anledning med Westye Egeberg & Ko., efter alt, hvad jeg kan skjønne, maa antages ligeledes at have havt den Opfatning, at Jagtretten ikke ved Overenskomsten var fraskrevet Bygden, - saa forekommer det mig, at man ikke er berettiget til at gaa ud fra eller bygge paa, at den samlede Almenningsbestyrelses Mening og Villie ved Indgaaelsen af Overenskomsten skulde have været at udskifte andre Almenningsrettigheder end Hugstretten. Men hvorledes det nu end maatte forholde sig i saa Henseende, er det i hvert Fald konstateret ved den Række Vidneprov, som foreligger fra Indvaanere af Romedal, at Bygdefoket i alt Væsentligt har udøvet den samme Brug af Almenningen

Side:155

udenfor Hugstretten efter som før Overenskomstens Indgaaelse, og det, uden at der fra Appell.s Side før i Begyndelsen af Ottiaarene bevislig er potesteret herimod eller overhovedet foretaget noget for at hindre dette. Jeg maa give de Indst.s Advokat Medhold i, at der ved den saaledes stedfundne usus i Gjerning er givet et saa stærkt Udtryk for Opfatningen, at der herpaa maa lægges en meget væsentlig Vægt, idet jeg ikke kan skjønne, at dette objektivt seet vel kan forenes med den Forudsætning, at Appell. og Almenningsbestyrelsen skulde have havt den Opfatning, at Brugsrettighederne udenfor Hugstretten var udskiftet og saaledes ikke længere tilkom Bygden. En Brug, der er foregaaet i saadan Udstrækning og i et saa langt Tidsrum som her skeet, maa have havt en Notoritet, der ikke vel kan tænkes at have ladet den blive ukjendt enten for Appell. eller Almenningsbestyrelsen, og det forekommer mig da, at der ikke alene for Appell.s Vedkommende, men ogsaa for de Mænd, der som Medlemmer af Almenningsbestyrelsen havde kontraheret paa Bygdens Vegne, maatte være Grund til at remonstrere derimod, hvis de havde havt den Opfatning, at Brugen var Bygden fraskrevet ved Overenskomsten og saaledes ulovlig.

Efter hvad jeg saaledes bygger min Afgjørelse paa, finder jeg det ligesaalidt som de underordnede Retter nødvendigt at indgaa paa nogen Undersøgelse af eller Udtalelse angaaende Spørgsmaalet om Almenningsbestyrelsens Kompetence til at affatte den omhandlede Overenskomst.

I Henhold til det Anførte vil jeg saaledes votere for Stadfæstelse af Overrettens Dom, idet jeg derhos med Førstvoterende er enig i, at Procesomkostningerne bør ophæves ogsaa for Høiesteret.

Da jeg efter den foreløbige Konference ved, at den Mening, jeg har, er i Minoritet, skal jeg ikke forme nogen Konklusion.

Konst. Assessor, Sorenskriver Blom: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende og skal i Anledning af Hr. Assessor Stenersens Votum bemærke, at jeg finder, at Udtrykkene i Kontraktens 2den Post er altfor omfattende og stærke, til at jeg kan gaa med paa Muligheden af den Antagelse, at alene Hugstretten har været Kontraktens Gjenstand. At det i den af Assessor Stenersen nævnte 4de Post af Kontrakten alene om Hugsten er sagt, at Hugst af de Brugsberettigede efter Delingen bliver at betragte som ulovlig, har efter min Opfatning sin naturlige Forklaring deri, at denne Post begynder med at træffe Bestemmelse om, inden hvilken Tid det af de Brugsberettigede i Egebergs Almenningsdel allerede fældte Tømmer skal være bortført. Det kan, mener jeg, være i Modsætning hertil, det bestemmes, at selve Fældningen af Træerne ophører allerede efter Delingen, og at altsaa Vægten her ligger paa de to Ord «efter Delingen».

Konst. Assessor, Expeditionssektretær Bull: Jeg er ligeledes i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende og tiltræder, hvad der af Hr. Assessor Blom er udtalt. Jeg skal videre faa Lov til at tilføie, at jeg ikke kan være enig med Assessor Stenersen i, at der efter Skovlovens §35 og §36 skulde være en Præsumtion for, at en Delingskontrakt som den omhandlede kun skulde omfatte Hugstretten. Et er, at Skovloven for Tilfælde af en Almenningsdeling ved en offentlig Kommission opstiller som den principale Regel, at Delingen kun skal omfatte, hvad der nødvendigvis maa til, forat den nogenlunde skal fyldestgjøre sit Øiemed. Ganske anderledes stiller Sagen sig ved en frivillig Deling. Her kan nogen Præsumtion om det mere eller mindre ikke udledes af, hvad der for den tvungne Deling er foreskrevet. Og da det i og for sig forekommer mig klart, at det for en Skoveier maa være af væsentlig Interesse, at hans Skov frigjøres saavidt muligt for alle fremmede Brugsrettigheder, ogsaa - bl.a. af Hensyn til Ildsfare - for Jagtrettigheder, anser jeg det ikke berettiget, naar der er

Side:156

Tale om en mindelig Deling, at opstille noget Slags Præsumtion for, at den kun skulde have det mindre Omfang, - at gjælde Hugstretten.

Extraordn. Assessor, Generalauditør Broch: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende paa samme Maade som DHrr. Assessorerne Blom og Bull.

Assessor Saxlund: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Hr. Assessor Stenersen.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.