Rt-1895-244
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1895-02-08 |
| Publisert: | Rt-1895-244 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 24 1ste Session 1895 |
| Parter: | Straffesag mod 1) Israel Nilsen Mella og 2) Anders Olsen Rafsnæs (Aktor til Prøve: Overretssagfører Kr. Berg - Forsvarer: Adv. Nicolaysen ved Adv. Harbitz). |
| Forfatter: | Roll, Løchen, Stenersen, Ottesen, Thoresen, Bull, Justitiarius Lambrets |
| Lovhenvisninger: |
Assessor Roll: Israel Nilsen Mella og Anders Olsen Rafsnæs er ved Beslutning af Vestfinmarkens Politimester sat under Tiltale til Fældelse efter Lov afødt xx.xx.1891 §3 kfr. §4 og Resol. afødt xx.xx.1885 Litr. 1 for i Juni Maaned 1894, særskilt den 14 og 21 nævnte Maaned, at have havt, den første 4 Kilenæter, den anden 1 Kilenot staaende ude i aaben Stand Torsdag efter Kl. 6 Aften.
Ved Dom, afsagt af Meddomsret i Alten den 11 Oktbr. 1894, er de imidlertid frifundne for Paatalemyndighedens Tiltale.
Side:245
Denne Dom er af Statsadvokaten i Tromsø og Finmarken indanket til Høiesteret, idet han har fundet den af Meddomsretten gjorte Lovanvendelse urigtig, og Anken er af Kjæremaalsudvalget henvist til Prøvelse i Høiesteret.
Faktum er i Sagen paa det Rene. Det er af de Tilt. erkjendt, at de har havt sine Nøter staaende ude aabne til den i Tiltalebeslutningen omhandlede Tid, og Spørgsmaalet dreier sig alene om, hvorvidt det paa den Tid ikke var tilladt for dem at have sine Nøter staaende ude.
Ved høieste Resol. afødt xx.xx.1885, der er afgivet i Henhold til Lov om Fredning af Lax og Søørret afødt xx.xx.1869 §3, er det for Finmarkens Amt bestemt, at det skal være forbudt fra Torsdag Aften Kl. 6 til Mandag Aften Kl. 6 til Fangst af Lax og Søørret at bruge Kilenot. Meddomsretten har imidlertid ment, at denne Resol. ikke længere er gjældende, men er opnævnt ved Lov af 20 Juni, der har ophævet Loven afødt xx.xx.1869, i Henhold til hvilken Resolutionen som nævnt er afgivet.
Heri tror jeg Meddomsretten tager Feil. Jeg tror, det i sin Almindelighed maa siges, at en i Henholdt til en Lov udfærdiget Resolution ikke bortfalder ved en senere Lov, der ophæver vedkommende ældre Lov, medmindre Resolutionens Indhold maatte stride mod nogen Bestemmelse i den nye Lov. Paa det foreliggende Felt er dette sidste saalangt fra Tilfældet, at tværtimod det modsatte finder Sted. Loven af 1891 indeholder nemlig en Bestemmelse angaaende Adgang for Kongen til at give udvidende Forskrifter med Hensyn til Fredningstid for Kilenot aldeles svarende til den Bestemmelse i Loven af 1869, paa hvilken Resolutionen af 1885 er bygget, og det kan derfor umulig have ligget i Lovens Tanke, at alle Resolutioner, givne i Henhold til den ældre, nu ophævede Lov, skulde bortfalde. Loven af 1891 forholder sig til Loven af 1869 som en strengere til en mildere Lov, og den kan selvfølgelig saamegetmindre have noget imod, at de ved tidligere kongelige Resolutioner givne mere skjærpede Bestemmelser opretholdes i sin Kraft. Der har her for Høiesteret fra Forsvarets Side været gjort gjældende, at det af §23 og §39 i Loven af 1891 maatte sluttes, at alle ældre Resolutioner, støttende sig til de tidligere Love, ved hin Lov var satte ud af Kraft, forsaavidt ikke noget modsat i selve Loven udtrykkelig var bestemt. Jeg skal ikke gaa dybere ind paa disse §ers Indhold, men kun udtale, at saavidt jeg forstaar dem, har de udelukkende Hensyn til Dispensationer fra eller Indskrænkninger i de tidligere Love, ikke derimod paa Bestemmelser, der skjærper disse Love. At denne Opfatning af Loven af 1891 er den rette, forekommer mig ogsaa nærmest at stadfæstes ved den nye Lov angaaende Fredningstid for Lax og Søørret afødt xx.xx.1894, idet denne Lov synes at gaa ud fra, at Resolutioner ældre end Loven af 1891 er bleven staaende ved Magt uangrebet af den.
Det Resultat, hvortil jeg saaledes kommer, stemmer med tidligere Afgjørelser af Høiesteret i analoge Tilfælde. Det Spørgsmaal, som her er reist ligeoverfor kongelige Resolutioner, er aldeles ensartet med det, som tidligere er reist angaaende af Kongen stadfæstede Kommunebeslutninger, og for disses Vedkommende har man inden Øllovgivningens Sfære flere Domme af Høiesteret, der har stadfæstet den Mening, at saadanne paa ældre Love byggede Kommunebeslutninger ikke falder bort, fordi der i Materien udkommer en ny Lov, der formaliter har ophævet hele den ældre Lovgivning. Jeg henviser isaahenseende til Rt-1889-585 flg. og for Rt-1891-213. Det eneste Sted, hvor Spørgsmaalet saavidt mig bekjendt findes behandlet i Theorien, er hos Prof. Aschehoug i hans seneste Udgave af Norges Statsforfatning II. S. 129, hvor Aschehoug udtaler sig til Fordel for den Mening, som jeg her har hævdet.
Efter dette vil jeg altsaa stemme for, at de Tilt. maa blive at fælde for det i Tiltalebeslutningen omhandlede Forhold. Med Hensyn til Straffens Størrelse finder jeg den af Paatalemyndigheden saavel ved Meddomsretten
Side:246
som i Høiesteret paastaaede Straf passende, nemlig en Bod af 130 Kr. for Israel Nilsen Mella og 100 Kr. for Anders Olsen Rafsnæs, idet med Hensyn til Ansættelsen af Straffen for den førstnævnte bemærkes, at han en Gang tidligere nemlig i 1889, har været dømt for lignende Forseelse.
Til denne Bødestraf maa formentlig komme Konfiskation af den ulovlig fangede Lax. Herom er vistnok ingen Paastand fremsat for Meddomsretten; men da Konfiskation er Straf, staar det selvfølgelig aabent for Høiesteret at gjøre dette Tillæg i Straffen. Der kan være nogen Tvivl om, til hvilken Størrelse Konfiskationsbeløbet bør sættes, men efter de foreliggende Oplysninger holder man sig paa den sikre Side, om man overensstemmende med Aktors Paastand her i Høiesteret sætter det til Kr. 13.92. Til Benaadning finder jeg ingen Grund.
Konklusion:
Israel Nilsen Mella og Anders Olsen Rafsnæs bør for Overtrædelse af høieste Resol. afødt xx.xx.1885, jfr. Lov om Fredning af Lax og Søørret afødt xx.xx.1891 §25, bøde førstnævnte 130 - et Hundrede og tretti - Kr. og sidstnævnte 100 - et Hundrede - Kr. til lige Deling mellem Statskassen og Anmelderen, Lensmand Borchgrevink. Derhos bør Førstnævnte have forbrudt til lige Deling som nævnt 13 - tretten - Kr. 92 - to og nitti - Øre som Salgsum for ulovlig fisket Lax.
Aktor og Forsvarer for Høiesteret, Overretssagfører Kr. Berg og Adv. Nicolaysen, tillægges i Salarium, Førstnævnte 80 - otti- Kr. og Sidstnævnte 60 - sexti - Kr., af hvilke Beløb de Tilt., - En for Begge og Begge for En, - erstatter Statskassen 50 - femti - Kr. Endvidere bør de Tilt. ligeledes En for Begge og Begge for En - til samme Kasse udrede 30 - tretti - Kr. i Erstatning for Sagsomkostninger ved Meddomsretten.
Extraordn. Assessor, Statsadvokat Løchen: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.
Extraordn. Assessor, Byretsassessor Stenersen, Assessorerne Ottesen og Thoresen, extraordn. Assessor, Expeditionssektretær Bull og Justitiarius Lambrets: Ligesaa.
Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.