Rt-1895-625

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1895-12-20
Publisert:	Rt-1895-625
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 83 2den Session 1894
Parter:	Afdøde Journalist Alf Tønders Intestatarvinger Bertil Tønder, Paul Tønder og Anna Tønder paa egne Vegne og i Egenskab af Amalie Tønders Arvinger (Nieber-Mohn for No. 1 og 3) mod Alf Tønders Testamentarvinger: 1) Sofie Falkenstrøm, 2) Vor Frue Hospital, 3) Jonas Nannestad, 4) Grosserer Edv. Eriksen eller nu hans Dødsbo og Arvinger, 5) Bærums Fattigvæsen, 6) Fru Caroline Dørums Datter Nanna ved den for hende beskikkede Værge, Overretssagfører Schilling, eller med Kurator (Unger for No. 1, 2, 5, 6, Nørregaard for No. 3).
Forfatter:
Lovhenvisninger:	Arveloven (1854) §50, §51, Arveloven (1854)

Angaaende nærværende Sags oprindelige Parter, dens Gjenstand og Bevisligheder henvises til Præmisserne for Kristiania Byrets Dom afødt xx.xx.1893. Ved denne Dom saavelsom ved Kristiania Skifterets Decifion afødt xx.xx.1891 blev Alf Tønders Midler bestemt at skulle deles overensstemmende med hans Testamente afødt xx.xx.1888 og Tillægstestament af 22 Mai næstefter, hvorhos Intestatarvingerne tilpligtedes at betale Modpartiet Processens Omkostninger ved Byretten med 100 Kr. Den ved Byretten befalede Sagfører, Advokat Rieber-Mohn, tilkjendtes i Salar 60 Kr., forskudsvis at udredes af Statskassen.

Ved Stevning afødt xx.xx.1893 har Intestatarvingerne Bertin Tønder, Paul Tønder og Anna Tønder paa egne Vegne og i Egenskab af afdøde Amalie Tønders Arvinger paaanket Byrettens Dom til Høiesteret, hvor Sagen tilfølge Lov afødt xx.xx.1891 er overgaaet til skriftlig Behandling.

Appell. Paul Tønder har ikke mødt, de to øvrige Appell. har ved Adv. Rieber-Mohn nedlagt saadan Paastand: At Byrettens Dom og Skifterettens Decifion underkjendes forsaavidt, at det omprocederede Hovedtestament kjendes ugyldigt, og at Appell.ne tilkjendes Procesomkostninger hos de Indst. in solidum for alle Retter og befries for de dem ved Byretten ilagte Procesomkostninger. Af de indstevnte Testamentsarvinger har Grosserer Edv. Eriksen eller nu hans Dødsbo eller Arvinger ikke mødt. Frøken Sofie Falkenstrøm, Vor Frue Hospital, Bærum Fattigvæsen, Fru Caroline Dørums Datter

Side:626

Nanna med Kurator Overretssagfører Schilling har mødt ved Adv. Unger og Jonas Nannestad ved Adv. Nørregaard. For de mødende Indst. er nedlagt principal Paastand om, at Byrettens Dom og Skifterettens Decifion stadfæstes, samt at Appell.ne ilægges Procesomkostninger for Byret og Høiesteret.

Høiesteret kommer til samme Resultat som de foregaaende Retter.

Skjønt der kan reises Tvist om 2det og 3die Vidnes Habilitet, tror man dog - aldenstund ingen nærmere Oplysning foreligger om deres Stilling til Vor Frue Hospital - at burde betragte dem som habile, da de ingen direkte økonomisk Interesse har i Testamentets Oprettelse. Men ansees disse to Vidner som habile, er Tillægsbestemmelsens Gyldighed given, og med Anerkjendelsen af Tillægsbestemmelsen synes Anerkjendelsen af Hovedtestamentet at maatte følge, baade fordi der i den henvises til «foranstaaende testamentariske Bestemmelser», uden at der er Spor af Antydning til, at Henvisningen skulde gjælde nogen anden Disposition end Hovedtestamentet, og fordi 2det Vidnes Underskrift under Hovedtestamentet faar en væsentlig forøget Beviskraft derved, at hun tillige har været tilstede ved Udfærdigelsen af Tillægsbestemmelsen.

Da Sagen maa erkjendes at være af tvivlsom Beskaffenhed, og da nogle af Testamentsarvingerne derhos selv er Skyld i, at Tvist har kunnet opstaa om Testamentet, antages Procesomkostningern at burde ophæves saavel for Byretten i Forhold til de mødende Høiesteretsappell. som for Høiesteret.

Med Hensyn til Processualia gjøres den Bemærkning, at Retten ikke kan billige, at Grosserer Eriksen og Frøken Falkenstrøm er edfæstede under Thingsvidnet.

Et af Rettens Medlemmer henholder sig til nedenstaaende af ham under Sagens Cirkulation afgivne Votum:

Jeg antager, at der er skeet et saadant Brud paa de lovforeskrevne Former, at det omhandlede Testament ikke kan opretholdes.

Hvad Hovedtestamentet af 28 Marts angaar, er det fuldstændig paa det Rene, at det, uagtet ikke forfattet af Arveladeren personlig, aldrig gjennem Oplæsning i 2 fuldgode Vidners Overvær er blevet vedkjendt af Arveladeren. Nogen Oplæsning af Hovedtestamentet fandt hverken Sted ved den Leilighed, 22 Mai 1888, da 2 og 3 Thingsvidner forklarer at have været tilstede eller ved den Leilighed, 23 Mai 1888, som omhandles i 5 Thingsvidnes Prov.

Af de afhørte Vidner er 6te Thingsvidne ikke edfæstet. 1 og 4 Thingsvidne er vistnok edfæstede, men under Hensyn til Arvelovens §50 finder jeg, at deres Prov maa ganske sættes ud af Betragtning, da det om begge gjælder, at de i Testamentet nævnes som Arvinger og saaledes er direkte interesserede i dets Opretholdelse. Jeg antager videre, at det heller ikke om 2 og 3 Thingsvidne kan udtales, hvad Arveloven fordrer, at «de ikke alene i Almindelighed, men ogsaa med Hensyn til Handlingen eller deres Forhold til Sagen og Parterne have fuldkommen Troværdighed». Specielt gjælder dette om 2det Thingsvidne, til hvis Navn det «Vor Frue Hosptital» skjænkede Legat knytter sig. Men heller ikke 3die Thingsvidne kan jeg betragte som helt uintresseret Vidne. Baade hun og 2det Thingsvidne har aflagt Løfte om for egen Person ingen Formue at besidde. Ved at erhverve til Hospitalet, hvortil de ved sin Gjerning er knyttede, erhverve de indirekte for sig selv. Paa samme Maade som andre i Fællig levende Personer er Fælligets Interesse ikke dem uvedkommende.

Jeg antager derfor, at hverken Hovedtestamentet eller Tillægsbestemmelsen er forfattet i saadan betryggende Form, som Arveloven kræver.

Jeg finder følgelig, at Appell.nes Paastand bør tages tilfølge, dog med Ophævelse af Procesomkostninger for begge Retter.

I Henhold til det Anførte afsiges saadan

Side:627

Dom:

Byrettens Dom bør ved Magt at stande, dog saaledes, at Procesomkostningerne ophæves i Forhold til Appell.ne Bertin og Anna Tønder, hvorhos den for Byretten befalede Sagførers Salar udredes endelig af Statskassen. Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves.

Byretsdommen hidsættes:

«Den 24 Mai 1888 Kl. 3 om Morgenen døde Journalist Alf Tønder af Tæring paa «Vor Frues Hospital» hersteds, hvor han havde ligget syg nogle Maaneder. Han var omkring 22 Aar gammel, ugift, og hans arveberettige Slægtninge efter Loven vare: Mormoderen Enkefru Hanna (Johanne) Knudsen samt hans afdøde Faders Broderbørn Bertin, Paul og Anna Tønder, Faderens Søsterdatter Caroline Schultz og endelig en ugift Faster Amalie Tønder, der senere er død, og i hvis Sted Afdødes 4 førnævnte Søskendebørn træde ind. Afdødes Bo toges under Behandling ved Kristiania Skifteret, hvor der fremlagdes nedenanførte, paa det for Testamenter anordnede stemplede Papir skrevne Dokument med Paategninger:

«Testament:

Undertegnede bestemmer herved som min sidste Villie, at de Midler, som jeg ved min dødelige Afgang maatte efterlade, skulle disponeres som følgende saaledes:

Frøken Sophie Falkenstrøm Kr. 10,000.00; til Legat af Vor Frues Hospital, bærende Navn af Sr. Ida, Kr. 5000.00; til Værums Fattigvæsen Kr. 2000.00; Skolepenge til Fru Karoline Dørums Datter Nanna indtil Middelskoleexamen Rest Kapital omkring Kr. 625.00.

Kristiania den 28 Marts 1888. Alf Tønder.

Undertegnede Grosserer Eduard Eriksen og Søster Ida, som er anmodede om at være Vidner ved foranstaaende Testaments Underskrift, bevidner herved, at Dokumentet har været langsomt og tydeligt oplæst for Testator, at han har erklæret dets Indhold at være hans sidste Villie, at han derefter har underskrevet Testamentet, og at han under denne Akt har været ved fuld Sands og Samling.

De testerede Summer andrage tilsammen Kr. 27,625.00.

Kristiania den 28 Marts 1888.

Ed. Eriksen. Sr. Ida.

Tillægsbestemmelse.

Min Bedstemoder, Enkefru Hanna Knudsen (Johanne Knudsen), skal efter min sidste Villie oppebære Renterne af de i foranstaaende testariske Bestemmelser nævnte Summer i sin Levetid, med Undtagelse af de til «Vor Frues Hospital» legerede 5000 Kr. - er fem Tusinde - Kr.

Kristiania den 22 Mai 1888.

Alf Tønder. Sr. Susanna. Sr. Ida.

Foranstaaende vedkjendt i Nærvær af Albert Killén. Alf Helmer».

Da Intestatarvingerne bestred de i Dokumentet indeholdte Bestemmelsers Gyldighed som Testamente og fordrede Afdødes Formue fordelt mellem sig efter Loven, medens Testamentsarvingerne fastholdt sin Ret, opstod Tvist, i hvilken af Kristiania Skifteret under 4 Mai 1891 blev afsagt saadan Decision:

«Afdøde Journalist Alf Tønders Midler bliver at fordele i Overensstemmelse med hans Testamente afødt xx.xx.1888 Tillægsbestemmelse af 22 Mai næstefter».

Denne Decision er af Intestatarvingerne ved Appelstevning afødt xx.xx.1891 paaanket her til Retten, hvor Høiesteretsadvokat Rieber-Mohn som befalet Sagfører for Afdødes 4 ovennævnte Søskendebørn, der ved høieste Resolution af 8 Decbr. næstefter ere forundte fri Sagførsel, har nedlagt

Side:628

Paastand om, at Decisionen underkjendes saaledes, at det omprocederede Testamente kjendes ugyldigt, at Arven fordeles mellem Afdødes Intestatarvinger efter Loven, at Testamentsarvingerne tilpligtes at betale Procesomkostninger ved Skifteretten og ved Byretten, samt at den beneficerede Sagfører tilkjendes Salar af Statskassen, medens Enkefru Knudsen eller nu hendes Dødsbo, der principalt for sit Vedkommende har sluttet sig til den for de 4 beneficerede Appellanter nedlagte Paastand, in subsidium har paastaaet, at Skifterettens Decifion stadfæstes forsaavidt angaar det hende Tilkjendte, og at hun hos de Indst. tilkjendes Procesomkostninger for begge Retter.

Af Testamentsarvingerne er Grosserer Eduard Eriksen Høsten 1889 afgaaet ved Døden, uden at hans Bo eller Arvinger har ladet afgive Møde for Retten; de øvrige Indst. have paastaaet Skifterettens Decision stadfæstet og sig hos Appell.ne tilkjendt Sagsomkostninger saavel for Skifteretten som for Byretten.

Medens Tvisten verserede for Skifteretten, lod Testamentsarvingerne ved Kristiania Byret under 20 Decbr. 1888 og 9 Febr. 1889 optage et Thingsvidne, under hvilket Forklaringer under Ed afgivne saavel af Vidnerne ved Testamentet og Tillægsbestemmelsen, nemlig den ovennævnte Grosserer Eduard Eriksen samt Søstrene Ida og Susanna, der begge have oplyst at være tjenestgjørende Søstre ved «Vor Frues Hospital», men erklæret, Intet at have med Hospitalets Bestyrelse at skaffe og at være uden personlig Interesse i det paagjældende Testamentes Opretholdelse, som af den ene af de to Personer, der have underskrevet Paategningen om Afdødes Vedkjendelse, Albert Killén, der ligeledes har erklæret at være uden Interesse i Testamentets Opretholdelse, og af Testamentsarvingen Sophie Falkenstrøm. Endelig har ogsaa Testamentsarvingen Jonas Nannestad forklaret sig, dog uden at være edfæster.

Søster Ida har som 2det V. forklaret, at hun Dagen før Hovedtestamentets Oprettelse efter Afdødes Opfordring skriftlig anmodede 1ste V., Grosserer Eriksen, om at komme til Afdøde, idet denne havde noget Vigtigt at afhandle med ham, at der den følgende Dag blev ringet paa hende fra Sygeværelset, hvor hun da gik ind og umiddelbart efter paa Afdødes Anmodning i Overvær af 1ste V., som var tilstede i Værelset, da hun kom ind der, efter Afdødes Diktat nedskrev Testamentets Text med Vidneattestationen, samt derpaa oplæste Testamentets Text i dens Helhed for Afdøde, hvorefter denne skrev sit Navn under Testamentet. Med Hensyn til Tillægsbestemmelsen, forklarer V., at hun ogsaa ved denne Leilighed efter Ringning fra Sygeværelset indfandt sig i dette, hvor da foruden Afdøde kun var tilstede Frøken Falkenstrøm, at hun af Afdøde blev anmodet om at tilkalde en anden Søster, forat denne og V. kunde fungere som Testamentsvidner, at hun hentede Søster Susanna, og at derpaa Tillægsbestemmelsen, hvis Text var nedskrevet før V.s Tilstedekomst, af Frøken Falkenstrøm blev oplæst for Afdøde, som underskrev samme, efterat han, saavidt V. erindrer, havde udtalt, at «det var godt», hvorefter V. og Søster Susanna ligeledes underskrev sine Navne. V., der oplyser, at hun med Undtagelse af de første 14 Dage personlig har havt Befatning med og pleiet Afdøde under dennes Ophold paa Hospitalet, har derhos specielt erklæret, at Afdøde ved begge de her omhandlede Leiligheder var ved fuld Sands og Samling.

Søster Susanna har som 3die V. angaaende Tillægsvestemmelsen i det Væsentlige forklaret sig aldeles overensstemmende med 2det V.

Frøken Falkenstrøm, der som 4de V., ligeledes angaaende Tillægsbestemmelsen, har forklaret sig overensstemmende med 2det og 3die V., oplyser derhos, at Afdøde den 22 Mai om Formiddagen for hende omtalte de forskjellige Dispositioner, han i Testamentet havde truffet, - med Undtagelse af Legaterne til Værums Fattigvæsen og Nanna Dørum, - og anmodede hende

Side:629

om hos 1ste V. at faa Testamentet udlevert og sørge for, at dette blev givet en Paategning af Indhold som Tillægsbestemmelsen samt bringe Dokumentet til ham, forat han kunde underskrive Paategningen. V. henvendte sig derpaa til 1ste V., som samme Dags Eftermiddag hentede V. til den i Tillæggsbestemmelsen omhandlede Enkefru Knudsens Bolig, hvor V. efter 1ste V.s diktat nedskrev Tillægsbestemmelsens Text paa det af 1ste V. medbragte Testamente, med hvilket V. derpaa begav sig lige til Afdøde og fik Tillægsbestemmeslen underskrevet.

Albert Killén har som 5te Vidne farklaret, at han den 23 Mai efter Anmodning af 1ste Vidne om at være Testamentsvidne med Hensyn til Afdødes Testamente indfandt sig paa «Vor Frues Hospital», hvor han og det andet Vidne, Helmer, efter at have ventet i Gangen, medens Testamentsarvingen Nannestad var inde hos Afdøde, antagelig for at forberede denne paa, hvad der skulde ske, og som, efter hvad Vidnet havde Indtrykket af, skulde gaa saa fort som muligt af Hensyn til Afdødes Svaghedstilstand - som ind i Sygeværelset til Afdøde, for hvem derpaa Nannestad idet han stod ved Sengen omtrent ret ud for Afdødes Bryst, uden at der var talt et Ord om Testamentets Indhold, og uden at Vidnet, der ligesom Helmer stod ved Sengens Fodende, kan sige, hvorvidt Papirets 1ste Side (hvorpaa Hovedtestamentet staar) eller dets 2den Side (hvorpaa Tillægsbestemmelsen er skrevet), vendte mod Afdøde, holdt Testamentet frem i ca. 1 1/2 Alens Afstand fra dennes Ansigt og spurgte: «Alf, vedkjender Du Dig dette Testamente?», hvortil Afdøde, efterat han havde aabnet Øinene, som han af og til holdt lukkede og idet han ligesom anstrængte sig for at tale høit og tydelig, svarede: «Ja vel». Vidnet udtaler, at Afdøde efter hans Opfatning var ved fuld Sands og Samling, idet Vidnet dog tilføier, at han udenfor det anførte Svar ikke, medens Vidnet var inde, yttrede et Ord, og at Vidnet, der havde ventet, at Afdøde, af hvem han var en god Bekjendt, skulde talt til ham, men som af Hensyn til Afdødes Svaghedstilstand ikke selv turde gjøre nogen Henvendelse til Afdøde, ikke med Bestemthed kan afgjøre, om denne kjendte Vidnet, hvorvel han tror, at saa var Tilfældet. I denne Forbindelse maa ogsaa bemærkes, at 2det Vidne, der forøvrigt ikke ved her omhandlede Leilighed var tilstede, har udtalt, at Afdøde hele den paagjældende Dag var ved fuld Bevidsthed.

Den nævnte Nannestad har som 6te Vidne oplyst, at han den paagjældende Dag var hos Afdøde for at pleie denne, at 1ste Vidne da indfandt sig paa Hospitalet og paa Gangen udenfor Sygeværelset, meddelte Vidnet, at Afdødes Testamente var affattet saaledes, at det mulig kunde angribes, hvorfor det var af Interesse at faa det vedkjendt i Overvær af 2de af ham medbragte, udenforstaaende Vidner, samt at Vidnet derpaa til Afdøde berettede, hvad 1ste Vidne havde meddelt, og da Afdøde svarede bekræftende paa Vidnets Spørgsmaal, om han ønskede at vedkjende sig Testamentet, som af 1ste Vidne foreslaaet, tog 5te Vinde og Helmer med ind, medens 1ste Vidne blev staaende ude paa Gangen. Om det videre Passerede er Nannestad i det Væsentlige overensstemmende med 5te Vidne, idet han tilføier, at det var Dokumentets 1ste Side, som vendte mod Afdøde, da Vidnet holdt dette frem, samt at han ikke holdt det længere fra Afdødes Ansigt, end at denne, der var fuldstændig aandsklar, og som ikke var nærsynt, tydelig maatte kunne se det. Han har derhos bemærket, at Afdøde 2de Gange for ham havde omtalt Testamentet - sidste Gang den 22de Mai, da han ogsaa fortalte det væsentlige Indhold saavel af Testamentet som af Tillægsbestemmelsen.

1ste Vidne Eriksen har med Hensyn til Hovedtestamentet i det Væsentlige forklaret sig overensstemmende med 2det Vidne og den af ham og nævnte Vidne underskrevne Attestation af 28 Marts, undtagen forsaavidt som han har erklæret ikke med Bestemthed at kunn erindre om Testamentet blev oplæst. Han har derhos tilføiet, at det var ham, som i flere Aar havde været

Side:630

Afdødes Formynder og senere hans Forretningsfører og stadige Raadgiver, der fandt det ønkseligt, at Afdøde gjorde Testamente, og som bragte dets Oprettelse paa Bane for denne, der da strax ytrede sin Tilfredshed hermed og erklærede at ville betænke dem, der af Vidnet efter dettes Kjendskab til Forholdene og Afdøde specielt paa Forhaan var opnoterede til af Vidnet at bringes i Forslag, idet Afdøde derhos af egen Drift og uden nogensomhelst Foranledning fra Vidnets Side yderligere opførte Vidnet samt Nannestad, og derhos selv, og uden at der heller i saa Henseende paa Forhaand af Vidnet var gjort noget Forslag, bestemte, hvor meget der skulde tilfalde hver enkelt af de i Testamentet omhandlede Arvinger. Vidnet har videre fra først af afgivet udførlige Forklaringer gaaende ud paa, at han skulde have været tilstede og optraadt saavel ved Tillægsbestemmelsens Oprettelse som med Hensyn til Bekjendelsen for Killén og Helmer, men har senere efter at være foreholdt de ovenanførte hermed stridende Forklaringer, erklæret sine Forklaringer i de afvigende Punkter at bero paa Irringer og Feilerindring, idet han har oplyst - hvad ogsaa bekræftes ved en under Skifteretten frelagt Erklæring - at han i høi Grad led af Nervositet, hvilket stærkt havde svækket hans Hukommelse.

Appell.ne have i det Væsentlige anført, at den store Unaturlighed i, at Afdøde skulde indsætte som Arvinger et katholsk Hospital og Bærums Fattigvæsen samt nogle ham uvedkommende Personer med Exklusion af sin Bedstemoder, hvem han skyldte stor Taknemmelighed og virkelig ogsaa holdt meget af, samt nærstaaende Slægtninger, der vare værdige Trængende, gjør det aldeles uantageligt, at Testamentet virkelig kan skrive sig fra Afdøde, og at deres første Indvending mod Testamentet derfor er, at det maa være uægte, idet de i saa Henseende ogsaa paaberaabe, at Testamentsvidnerne ligesom de øvrige under Thingsvidnet afhørte Vidner med Undtagelse af Killén ere interesserede i Testamentets Istandbringelse og Opretholdelse og derfor inhabile, samt at Grosserer Eriksens modsigende Forklaringer derhos yderligere afsvækker ikke alene hans egen men ogsaa flere af de andre Vidners Troværdighed, og at Ægtheden af Afdødes Underskrift saaledes ikke kan ansees bevist. Skulde desuagtet Afdøde antages at have underskrevet Testamentet, er det, anfører Appell.ne videre, deres næste Indsigelse, at Testamentsformerne ikke ere iagttagne, idet efter deres Paastand Testamentsvidnerne foruden som nævnt at være inhabile ikke kunne antages at have været specialiter rogati, og der desuden mangler Bevis for, at Testamentet er bleven oplæst. Disse Formfeil og specielt den sidstnævnte, maa, fremhæve Appell.ne sluttelig, saa meget sikrere lede til Testamentets Omstyrtelse, som det efter deres Paastand overhovedet ikke kan ansees godtgjort, at Afdøde har kjendt Testamentets Indhold enten ved den oprindelige Testationsakt eller da Tillægsbestemmelse oprettedes, eller endelig da den sidste Vedkjendelse skulde have fundet Sted.

Skifteretten er imidlertid ved den af samme trufne Afgjørelse gaaet ud fra, at Søstrene Ida og Susanna, der havde aflagt Armodsløftet, hvorved de vare afskaarne af Adgang til at have Nogetsomhelst til sit Nyttesbrug etc. i sin Besiddelse, og hvis Funktion ved Hospitalet udelukkende havde Karakteren af Opoffrelse i Charitativt Øiemed, maatte ansees som habile Testamentsvidner efter Arvelovens §50, og har under Hensyn hertil antaget, at der ved Tillægsbestemmelsen, som ifølge Thingsvidnet var oprettet i Lovens Former, medens Vidnernes Undladelse af at paategne Attestationen herom ikke kunde betragtes som nogen væsentlig Mangel, og som udtrykkelig refererede sig til Hovedtestamentet, var bødet paa den ved dette klædende Mangel ved Vidnet Eriksens Habilitet, saaledes at saavel Hovedtestamentet som Tillægsbestemmelsen maatte blive at opretholde som gyldige.

Og heri maa nærværende Ret væsentlig være enig.

Da Hovedtestamentet ikke blev oplæst ved Oprøettelsen af Tillægsbestemmelsen

Side:631

og i denne heller ikke fuldstændig er gjengivet, afgiver vistnok denne Bestemmelses Opretholdelse i og for sig intet absolut sikkert Bevis for, at det som Hovedtestamentet fremlagte Dokuments Indhold var Afdøde bekjendt, idet der jo rent abstrakt taget er Mulighed for, at dette Dokument delvis kan have været af andet Indhold end de «testariske Bestemmelser», hvortil Tillægsbestemmelsen henviser, og hvis Tilværelse altsaa derved er konstateret. Ser man nærmere paa de foreliggende konkrete Omstændigheder, bliver imidlertid denne Mulighed saa aldeles forsvindende, at Retten ikke tager i Betænkning at sætte den ud af Betragtning ved Sagens Afgjørelse. Man lægger herved væsentlig Vegt paa følgende:

Da Tillægsbestemmelsen er afgivet ved Paategning paa selve det fremlagte Dokument, og det i Bestemmelsens Text udtrykkelig udtales, at saa var Tilfældet, vilde et quid pro quo som det nævnte med Nødvendighed maatte have til Forudsætning, enten at Afdøde paa en eller anden Maade var narret til at sætte sit Navn under det i Dokumentet indeholdte «Testament», eller at hans Navne-Underskrift falskelig var bleven paaført. Men en saadan Forudsætning, der jo involverer Forøvelsen af en grov Forbrydelse, som under de Forhaandenværende Omstændigheder neppe kunde tænkes iværksat uden Delagtighed for Testamentsvidnernes Vedkommende, kan selvfølgelig ikke uden videre lægges til Grund. Og Retten kan ikke finde, at der i Sagens Oplysninger indeholdes et eneste Datum, der med Føie kan paaberaabes til Støtte herfor. Testamentets indre Unaturlighed kunde - selv om Appell.ne maatte gives Medhold i denne Karakterisering - ikke i og for sig afgive noget direkte Holdepunkt i her omhandlede Henseende. Og man skal derfor uden at indgaa paa nogen nærmere Drøftelse forsaavidt indskrænke sig til at bemærke, at man, efter havd der i saa Henseende i det Hele er oplyst, ikke kan finde noget særlig paafaldende eller Urimeligt i de i det fremlagte Testamente trufne Dispositioner. Det er paa det Rene, at Bedstemoderen var en gammel Dame i forholdsvis gode økonomiske Omstændgiheder, og at de øvrige Intestatarvinger, der forøvrigt ogsaa sees at høre hjemme i det Trondhjemske, medens Afdøde væsentlig har opholdt sig her i Byen, havde havt lidet at gjøre med Afdøde, navnlig i de senere Aar, hvorimod han gjennem paaviselige Baand paa forskjellig Maade kan sees at have været knyttet til Testamentsarvingerne eller ialfald de væsentligste af disse. Man finder det overhovedet betegnende i her omhandlede Henseende, at Afdøde ifølge 3die V. Søster Susannas Prov til hende ved en Leilighed under sin Henliggen paa Hospitalet havde udtalt, at han stod ganske alene i Verden, og at han ikke havde nogen anden Slægtning end sin Bedstemoder, hvorved han vistnok i Virkeligheden har villet udtrykke det samme som han efter Frøken Falkenstrøms Sigende ofte havde udtalt til hende, nemlig at han, bortseet fra Bedstemoderen, omtrent var ukjendt for sine Slægtninge. Det maa ogsaa ansees ganske ugrundet, naar Appell.nes Sagfører, navnlig af de ovenberørte Modsigelser og Ændringer i 1ste V., Eriksens, Forklaringer har villet udlede Noget, der skulde lade betvivle dette V.s Sinceritet og endog svække Tilliden til de andre Vidner og specielt Søster Idas Troværdighed. Det er med Føie fremholdt fra de Indst.s Side, at disse Forklaringers eget Indhold og Beskaffenhed noksom viser, at de ene og alene kunne antages at hidrøre fra den af ham selv paapegede og i den fremlagte Erklæring omhandlede Sløvhed hos Vidnet. At der i selve Skrifttrækkene i Underskrifte eller lignende skulde være Noget, der skulde tyde hen paa, at den ikke var fra Afdødes Haand, er ikke engang af Appell.ne antydet, og der er saaledes heller ikke forsaavidt nogensomhelst Grund til at betvivle Underskriftens Ægthed.

Medens der saaledes efter det Anførte ikke er fremkommet Noget, der taler mod, at Afdøde har underskrevet det i Dokumentet indeholdte Testamente vidende om dettes Indhold, haves der paa den anden Side i 2det

Side:632

V., Søster Susannas, klare og bestemte Prov om, at det nævnte Testament af hende blev nedskrevet efter Diktat af Afdøde, for ham oplæst samt af ham godkjendt og derefter underskrevet, et positivt Bevisdatum af stor Vegt for, at saa har været Tilfældet. Og man finder derhos, at der gjennem de af Eriksen, Frøken Falkenstrøm og Nannestad afgivne Forklaringer, uanseet at disse, efter de nævnte Personers Stilling til Sagen, ingen egentlig Beviskraft kunne tillægges paa Grund af Forklaringernes Beskaffenhed, indre Sammenhæng og Indgriben i hinanden falder et Lys over Testamentets, Tillægsbestemmelsens samt Vedkjendelses-Paategningens Tilblivelse og de dermed i Forbindelse staaende personer og Forhold, der, naar ogsaa hensees til, hvad der af de ovennævnte to Hospitalssøstre samt Vidnet Killén i saa Henseende er provet, paa sin Maade yderligere bidrager til at stille det udenfor Tvivl, at Testamentet virkelig er Udtryk for Afdødes sidste Villie med Hensyn til hans Efterladenskaber.

Naar der - hvad altsaa Retten efter det Anførte gjør - gaaes ud fra, at Afdøde har underskrevet det fremlagte Hovedtestament, vidende om dettes Indhold, formenes det ikke at kunne være tvivlsomt, at der i og med Afgivelsen af den i Hensigt at testamenterne og under Iagttagelse af de behørige Testamentsformer oprettede Tillægsbestemmelse er foregaaet en Vedkjendelse fra Afdøde af Hovedtestamentet, der i alle Dele maa være jevngod med og derfor maa kunne remplacere den i Arvelovens §51 foreskrevne Vedtagelse af det skriftlig under Afdødes Haand oprettede, men ikke af ham egenhændig nedskrevne Testament».