Rt-1895-642

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1895-05-25
Publisert:	Rt-1895-642
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 91 1ste Session 1895
Parter:	Even Sætrum og Ole O. Hage (Bonnevie ved Seip) mod Ingebrigt Drivstuen (Klingenberg bef. Sagfører).
Forfatter:	Roll, Blom, Stenersen, Reimers, Bull, Ottesen, Justitiarius Lambrechts 12-3
Lovhenvisninger:	Norske Lov (1687) 3-

Assessor Roll: Ved Trondhjems Overrets Dom afødt xx.xx.1892 er saaledes kjendt for Ret:

Appell.ne Even Sætrum og Ole O. Hage bør hver for sit Vedkommende under en Mulkt af 2 - to - Kr. til Opdal PræstegjeldsFattigkasse for hver Dag, hvori nærværende Dom oversiddes, at bortføre de af dem opførte Sæterhuse beliggende i Nærheden af Elgsjøen samt efter Skjøn af uvillige Mænd optaget paa deres egen Bekostning betale Indst. Ingebrigt Drivstuen Erstatning for den Skade og det Tab, Indst. har lidt ved enhver af Appell.nes uberettigede Opførelse af bemeldte Sæterhuse og dersteds udøvede Sæterbedrift med 5 pCt. aarlig, indtil Betaling sker.

Sagens Omkostninger for begge Retter ophæves.

Den for Indst. befalede Sagfører, Overretssagfører Klingenberg, tilkjendes i Salarium for begge Retter 1000 - et Tusinde - Kr., der udredes af det Offentlige.

Side:643

At efterkommes inden 8 - otte - Uger efter Dommens Forkyndelse under Adfærd efter Loven».

Denne Dom er af Even Sætrum og Ole 2Hage paaanket til Høiesteret og kontrapaaanket af Ingebrigt Drivstuen, der ogsaa her for Retten har erholdt beneficium med fri Sagfører.

Hovedappell.ne har paastaaet Frifindelse for Ingebrigt Drivstuens Tiltale og hos ham Tilkjendelse af Processens Omkostninger for alle Retter.

Kontraappell. har nedlagt saadan Paastand:

«1) At Hovedappell.ne Even Sætrum og Ole Hage tilpligtes under en løbende Dagmulkt at bortføre de Sæterhuse, som de har opført i Nærheden af Elgsjøen og at ryddiggjøre de Strækninger af Drivstuens Territorium, som de har taget i Besiddelse.

2)At de nævnte Hovedappell. kjendes uberettigede til at havne med egne eller fremmede Kreaturer i de Drivstuen overensstemmende med Konduktørforretning paabegyndt 24 Juni 1847, thinglæst 19 August 1848, tilhørende Strækninger - eller subsidiært i de vestenfor Elgsjøelven og Elgsjøen værende Strækninger.

3)At Hovedappell.ne tilpligtes at betale Erstatning bestemt ved lovligt Skjøn optaget paa Hovedappell.nes Bekostning for den Skade og det Tab, som Ingebrigt Drivstuen har lidt ved, at Hovedappell.ne har opført de under Post 1 omhandlede Sæterhuse og foretaget Havning i de i Post 2 omhandlede Strækninger, med lovlige Renter af Erstatningsbeløbet.

4)At Hovedappell.ne tilpligtes at betale til Ingebrigt Drivstuen Processens Omkostninger ved Overretten og Høiesteret, deriblandt det den befalede Sagfører ved Underretten og Overretten tilkjendt Salar, samt Salar til mig, hvilke Salarer i ethvert Fald forventes udredede af det Offentlige».

Angaaende Sagens Sammenhæng og de foreliggende Oplysninger henviser jeg til Overretsdommens Præmisser. Af disse hidsættes:

«Under 18 Novbr. 1882 indkaldte Ingebrigt Drivstuen som Bygsler af Statens Fjeldstue Drivstuen i Opdal Gaardbrugerne Even Sætrum og Ole O. Hage af Opdal i Anledning af, at disse i Aaret 1877 havde opført Sæterhuse og siden hvert Aar havde havnet i de nævnte Fjeldstue underliggende Havnestrækninger. Da Forlig ei opnaaedes, udtog Klageren efter erhvervet beneficium gratuiti og fri Sagførsel samt Bevilling til ved en Stevning og under et Søgsmaal at sagsøge og hænde Dom over begge de Indklagede den 9 Juli 1883 Stevning, der inkamineredes inden Aastedsret den 9 August næstefter, hvor de Indst. afgav Møde og bemærkede, at de omtvistede Sæterhuse og Strækninger ligger i den saakaldte Opdals Almenning, der i 1857 solgtes af Staten til Opdals Gaardbrugere og Brugsberettigede. 1 Mai 1889 afsagdes af Sorenskriver og Meddomsmænd Dom i Sagen med det Udfald, at de Indst. væsentlig i Overensstemmelse med Cit.s Paastand for Overtrædelse af Kriminallovens Kap. 22 §6 ved ulovlig Havning blev ilagte hver 10 Kr.s Bod til Statskassen samt tilpligtede under en daglig Mulkt af 2 Kr. til Opdals Fattigkasse at bortføre de af dem opførte Sæterhuse beliggende i Nærheden af Elgsjøen og ryddiggjøre de Strækninger af Fjeldstuen Drivstuens Territorium, som de havde taget i Besiddelse, ligesom de ogsaa kjendtes uberettigede til at havne med egne eller fremmede Kreaturer i den anførte Eiendom overensstemmende med Konduktørforretning paabegyndt 8 Juli 1847, thinglæst 14 August 1848, tilhørende Strækninger samt erstatningspligtige efter uvillige Mænds Skjøn optaget paa deres egen Bekostning for det Tab og den Skade, Cit. har lidt ved enhver af de Indst.s uberettigede Opførelse af Sæterhuse og foretagen Havning tilligemed lovlige Renter af Erstatningssummen fra Indkaldelsen til Forligelseskommissionen 25 Novbr. 1882. Sagens Omkostninger ophævedes og den befalede Sagførers Salar 800 Kr. paalagdes det Offentlige.

Side:644

Ved Appelstevning afødt xx.xx.1889 har Even Sætrum og Ole. O. Hage paaanket denne Dom til Overretten, hvor de har gjentaget sin for Underretten nedlagte Paastand om Frifindelse for Indst. Tiltale. Indst. Ingebrigt Drivstuen har ogsaa for Overretten erholdt beneficium processus gratuiti, og den for ham befalede Sagfører har paastaaet Underrettens Dom stadfæstet, hvorhos begge Parter har forventet sig Procesomkostninger tilkjendt.

Den omprocederede Strækning findes indlagt paa et i 1847 under den foran berørte Konduktørforretning af Kaptein Finckenhagen optaget Kart over Drivstuen og Optagelse af Situationskart specielt for Anledningen er derved, overensstemmende med Parternes Udtalelser her for Retten, ufornøden, idet bemærkes, at Kartet under Befaringen er sammenholdt med Aastedet og af Meddomsmændene attesteret stemmende med Forholdene i Territoriet. Det er i saa Henseende in confesso mellem Parterne, at de af Appell.ne anlagte Sætre ved Elgsjøen paa østre Side og i Nærheden af denne mellem samme og Skortlægeret tilligemed de fra disse Sætre benyttede Havnestrækninger saavel paa begge Sider af Elgsjøen hen til Skortlægeret ligger indenfor de Grændselinier for Drivstuen, som ved Konduktørforretningen af 1847 blev bestemte og paa Finckenhagens Kart afsatte. Drivstuens Omraade danner efter dette et flere Kvadratmile stort Territorium, der baade paa østre og vestre Side begrændses af Opdals Almenning og bestaar udenfor den egentlige i Drivstuens Dalføre beliggende Fjeldstue med tilhørende Jordbrug af Fjeldvidder, adskilte fra Drivdalen ved bratte Fjeldskraaninger og indeholdende Havnegange saasom Skortlægeret, Elgsjølægeret, Veltbolten og Drotningdalen samt Mosetag og Fiskevande, specielt Elgsjøen, fra hvis søndre Ende Elgsjøelven rinder ud i sydlig Retning. Som Territoriets østlige Grændse mod Opdals Almenning findes paa bemeldte Kart afsat for den Stræknings Vedkommende, som Processen hovedsagelig dreier sig om, Store Elgsjøtangen og det omstridte Felt markeres bedst af Elgsjøen og Elgsjøelven med Skortlægelægeret paa østre Side og lille Elgsjøtangen, Elgsjølægeret og Bækkelægeret paa vestre Side, Hjemkjærnsbækken mod Syd og Drotningdalen mod Nord. Ved Skjøde afødt xx.xx.1857, thinglæst 1 Septbr. 1858 har Staten overdraget til Opdals Kommunebestyrelse paa de i Almenningerne brugsberettigede Gaardbrugeres Vegne der havde erklæret sig villige til at deltage i Kjøbet, de «uopdyrkede Dele af de Staten tilhørende, i Opdals Præstegjæld beliggende, Almenninger» for en Kjøbesum af 100 Spd. og med Forpligtelse for Kjøberne til at besørge Almenningerne udskiftede i mindst 10 Dele. Nogen Beskrivelse af Grændser forefindes ikke i Skjødet og de paa Provokation under Sagen fremlagte Udskrifter af senere afholdte Udskiftninger, der angivelig kun har omfattet skovbevoxede Strækninger, give ingen Rettesnor i saa Henseende. Derimod er der fremlagt en Udskrift af en ved Ørkedals Fogedkontor beroende Embedsprotokol vedkommende en under 30 August 1819 af Distriktets Amtmand, Foged, Sorenskriver og Lensmand forfattet Beskrivelse over de i Opdals Prestegjæld beliggende Statsalmenninger efter forudgaaet Kundgjørelse og Varsel til alle Interesserede ved Læsning fra Kirkebakken i vedkommende Sogne. Det fremgaar af denne Beskrivelse, at Almenningerne skulde ligge i en sammenhængende Strækning og egentlig kun udgjøre en Almenning rundt omkring Opdals Sogn, og at Grændsen mellem de matrikulerede Gaarde i Opdals Præstegjeld eller disses Hjemraster og Almenningerne dengang ikke var bestemte. Almenningerne erklæres at være af et betydeligt Omfang, for det meste bestaaende af nøgne og tildels utilgjængelige Fjelde, indbefattende alt, hvad der af Dovrefjeld henhører til det Nordenfjeldske. Omkredsen skjønnes at være afødt xx.xx.24 Mile og Bredden forskjellig fra 1 til 2 Mile. Imellem Fjeldene gives hist og her sede Græsgane, hvilke dels benyttes som Sæterhavninger af Gaardbrugerne i Bygden, dels til deri at sede Slagtedrifter». Vande og Vasdrag findes ikke. De

Side:645

allerfleste Gaardbrugere have Fjeldsætre i Almenningsfjeldene. Sætrene omskiftes tildels saaledes, at gamle Sætre stundom nedlægges og nye igjen opryddes. Hvorvidt det i de vidtlæftige Fjeldstrækninger kan være Anledning til at anlægge flere Sætre, var Kommissionen ikke istand til at bedømme. Almuen benytter som anført Almenningen til Havning. Saadant Brug har fundet Sted «fra umindelige Tider og maa saaledes fremdeles vedblive, da Gaardbrugerne her ikke paa anden Maade kan subsistere, da særksilt Skov og Havning til hver Gaard især ikke have haves». Opdals Gaardbrugere erklæres videre dels ved Hævd og dels ved Lov berettigede «til Brug og Benyttelsen i Almenningen», hvorhos det anmærkes, at Fjeldstuerne Drivstuen og Kongsvold ligger inden Almenningsgrændserne og byxles af Fogden paa Statens Vegne.

Under den allerede berørte Konduktørforretning af 1847, der blev indledet paa Kongsvold 24 Juni og kontinuerede paa Drivstuen den 8 Juli nævnte Aar efter Begjæring fra Indre-Departementet til Optagelse af Situationskart over bemeldte Fjeldstue med dens Grændser og de inden- og udenfor samme hjemlede Rettigheder efter Stevning til de angrændsende Jordeiere og til Præstegjeldets Formandskabsordfører «forsaavidt Præstegjeldets Rettighed i Almindelighed angaar», forkyndt for bemeldte Ordfører den 15 Juni s. A., har Drivstuens daværende Byxler, Ingebrigt Drivstuen, paavist Eiendommens Grændser saaledes, at Fiskevandet Hjemkjernet under de Angrændsendes Erkjendelse faldt paa Drivstuens Territorium, hvorpaa Linien skulde følge Hjemkjernbækken til dens Sammenløb med Elgsjøelven og videre langs denne Elv indtil Enden af Store Elgsjøtangen (altsaa sydover) og derefter over denne Fjeldryg indtil Veltvænskaret, hvorpaa det bøier sig mere nordvestlig og gaar i en ret Linie ned til Foden af Lille Elgsjøtangen i Drotning- eller Vinsterdalen.

Under Befaringen blev der gjensidig gjort Forbehold, saaledes af Ingebrigt Drivstuen ligeoverfor Havneret i Terrænet udenfor Fjeldstuens Territorium og fra Eierne af de angrændsende Ryphussætre, hvilke anerkjendte Rigtigheden af de opgivne Dele, men forbeholdt sig og øvrige Eiere af Opdals Almenning «deres fremdeles Ret til Havning saavel for Fækreature som Saue og Heste samt Mosetagning paa samme Maade som hidtil, nemlig i Fællesskab med Drivstuen». I den Anledning nedlagde denne Byxler bestemt Protest mod, at Andre havde Ret til Havning med Sau indenfor de af ham paaviste Grændser in specie i Strækningen om Elgsjø-, Brække- og Hjemkjerns-Lægrene, da han ældgamle Ret til Fæhavning paa disse Steder vilde i høi Grad forringes, ja aldeles ophøre.

Hvad derimod Havningen i Skortlægeret angaar, da erkjendte han «ingen udelukkende Havneret paa dette Sted». Indst.s og Formænds Byxelsedler angiver ikke nærmere Fjeldstuens Grændser, men fremholder, at Fiskevandet Elgsjøen er indbefattet under Bygselen.

Appel.ne paastaar, at Grændselinien paa Finckenhagens Kart er urigtig og løs anlagt, idet den overensstemmende med 10de Hovedv.s og Kontrav.s Prov efter Hjemkjernbækkens Sammenløb med Elgsjøbækken skulde følge denne nordover til et Stykke fra Elvens Udløb og derefter danne en betydelig vestligere Grændselinie over 2de Holmer i Elgsjøen end store Elgsjøtangen. Iøvrigt vil Appell.ne heller ikke indrømme Drivstuens Ret til Territoriet paa vestre Side af Elgsjøen og bestrider i det Hele taget Konduktørforretningens Retsgyldighed, naar deraf vil udledes Særret for Drivstuen til nogen Del af det ved de bratte Fjeldstrækninger fra Drivdalen adskilte Høiefjeldsparti, som tidligere har tilhørt Statsalmenningen og siden Bygdealmenningen og alltid har været underkastet Opdals Gaardbrugeres - derunder ogsaa Drivstuens Byxlers - Brugsudøvelse saavel til Havning og Mosetag som til Sæterbrug. Selve Fjeldplateauet tilhører efter Appell.nes Paastand ikke mere

Side:646

Drivstuens Eier end enhver anden i Almenningen brugsberettiget Gaardbruger i Opdal, og nogen Indsigelse fra de Brugsberettigede eller fra Kommunebestyrelsen paa disses Vegne er ikke fremkommen mod de i Udviklingens Medfør nødvendige nye Sætre. Kfr. Lovbogens 3-12-3. De anføre, at Konduktørforretningen hverken kan tillægges en Doms eller en Kontrakts Virkning, men i og for sig kun er en Opgangs- og Kartforretning, der satte paa Papiret Eiendommens Areal og Grændser efter vedkommende Eiers og Brugers ensidige Opgave, og ikke paa nogen Maade er tjenlig som Bevis imod de angrændsende Naboer og Brugsberettigede under Tvist om Grændseskjel og Brugsrettigheders Omfang, specielt i det foreliggende Tilfælde, hvor de Brugsberettigede ikke var varslede, idet den stevnte men ei fremmødte Ordfører fra Opdals Kommune aldeles ikke var udrustet med noget Mandat, hvorefter han kunde modtage Varsel paa Vedkommendes Vegne, ligesom Gaardbrugernes Havnerettigheder i Statsalmenningen formenes at være meget ældre end Konduktørforretningen og Skjødet og følgelig ei kunde hæves ved Kartforretning eller Bortbyxling. I denne Henseende har Appell.ne søgt ved en Række af Vidner at godtgjøre Opdølernes Havneret i Strækningen».

Jeg kommer til sammet Resultat som Overretten og kan i alt Væsentligt henholde mig til dens Begrundelse. Jeg anser det navnlig med Overretten for ved Konduktørforretningen af 1847 at være konstateret, at Drivstuen har Eiendom indover Fjeldet, og at Grændserne for Eiendommen er som i Forretningen beskrevet og paa det dengang optagne Kart aflagt. Under denne Forretning, til hvilken Varsel var givet Opdals Formandskabs Ordfører paa Præstegjeldets Vegne og de angrændsende Jordeiere med udtrykkelig Opfordring til enten at erkjende Rigtigheden af de Grændser, som maatte blive opgaaet, eller at fremkomme med Bemærkning ved samme, og ved hvilken Forretning fire Mænd fra Opdal forrettede som Vidner, fremkom ingen Modsigelse af de Grændser, som Brugeren af Drivstuen paaviste. Tvertimod, for tre Strækningers Vedkommende blev Delets Rigtighed udtrykkelig erkjendt af de tilstødende Eiere eller Brugere, og der blev alene taget Forbehold om visse Rettigheder til Havnegang og Mosetag i det paagjældende Territorium. Havde der dengang været Tvivl, vilde den visselig være kommet tilorde. Heller ikke senere er der fremkommet nogen Protest mod Forretningens Rigtighed, uagtet jeg ikke kan tvivle paa, at Forretningen har været vel bekjendt inden Opdals Herred og navnlig da for Medlemmerne af Herredsstyrelsen. Forretningen blev, som det vil sees, ogsaa thinglæst og paa den Maade bragt til yderligere Publicitet. De Byxelsedler paa Drivstuen, der foreligger fra forrige Aarhundrede, antyder ogsaa nærmest, at der henlaa under Drivstuen noget mere, end blot hvad der laa omkring Huset i selve Drivdalen. Byxselsedlen af 1746 lyder paa Gaarden med alle de Lotter og Lunner, som fra Alders Tid har tilligget den og alle tre Byxelsedler nævner desuden som hørende under Drivstuen udtrykkelig Fiskevandet Elgsjøen. Og uagtet der naturligvis ikke er nogen Nødvendighed for, at den Elgsjøen omgivende Strækning ligeledes hørte med til Drivstuens Omraade, er dog dette det mest nærliggende og naturlige. Der er ogsaa ført en Række af Vidner, som har provet, at Brugeren af Drivstuen saa langt tilbage, som Vidnernes Erindring strækker, har udøvet Eiendomsraadighed over den heromhandlede Strækning. Det sees saaledes, at han har indtaget fremmede Kreaturer til Havning i Strækningen og tildels, skjønt i en tidligere Tid fjeldnere, leiet Havn ud. Efter 15, 16, 17 og 21 Kontravidner, i den paralelle Sag mod Peter Bakkenberg*), af hvilke Vidner de tre førstnævnte erindre tilbage til 30-Aarene, har det altid været fortalt og troet, at Drivstuen eiede Hjemkjærnslægeret, Bækkelægeret og Elgsjølægeret, og at Havnestrækningerne

Side:647

nordenfor Hjemkjærnsbækken var Drivstuens Eiendom. Da overhovedet hele Drivstuen, som Beskrivelsen af 1819 saavelsom Kartet udviser, er taget af og ligger inde i Opdals Almenning,er der efter mit Skjøn intet paafaldende i, at der er tillagt Drivstuen til Eiendomsraadighed den her omhandlede Fjeldstrækning. Det laa i det Offentliges Interesse at udstyre Fjeldstuen nogenlunde rigeligt med Havnegang og andre Tilliggelser, og det er ialfald det sandsynlige, at Bygdens Brug og Benyttelse, dengang Drivstuen blev anlagt, og dengang Grændserne for dens Radighed fæstede sig, ikke var naaet saa langt op imod Høifjeldet.

• )Denne er endnu ikke paadømt.

I det saaledes etablerede Forhold kan Skjødet af 1857 ikke have tilsigtet og heller ikke have medført nogen Forandring. Begge Parter, baade det Offentlige og Kommunen, var fuldt bekjendte med og maa antages at have været fuldt opmærksomme paa Konduktørforretningen og de i den opstillede Grændser, og det Offentlige har gjennem den i 1872 udstedte Byxelseddel til den nuværende Bruger ogsaa tilstrækkelig vist, at det anser Drivstuen med den Cirkumferents, der er givet den i Konduktørforretningen, undtaget fra Almennningen.

Gaar man nu ud fra, at Drivstuen fra Alders Tid af har havt Eiendomsraadighed over den her omtvistede Fjeldstrækning, saa siger det sig selv, at Andre, der paastaar at have Rettigheder over denne Strækning, herfor maa føre Bevis, om end naturligvis efter Forholdets Beskaffenhed Fordringerne til Beviset i et Tilfælde som dette ikke kan stilles høit.

Hvad nu Sætring angaar, er det ikke alene ikke bevist, at Appell.ne har nogen Ret til Sætring, men det er endog positivt bevist, at der overhovedet ikke tidligere har været nogen Sæter eller Sæterdrift paa den omtvistede Strækning. Vistnok maa det efter de foreliggende Oplysninger antages, at Gaardbrugere i Opdal fra Alders Tid har udøvet nogen Havning i Strækningen og derved erhvervet visse Rettigheder; dette er delvis erkjendt af Drivstuens Bruger allerede under Konduktørforretningen. Og under nærværende Sag er det ved en Mængde Vidner oplyst, at Heste har været sluppet i Strækningen, at der oftere har været havnet der med Sau og tildels ogsaa med Driftefæ, samt at Sæterkreaturerne fra Sætrene i Vinsterdalen har beitet indover Strækningen. Men om der end paa disse Kjendsgjerninger kan bygges visse Rettigheder, kan der - det er selvfølgeligt - ikke af dem udledes nogen Ret til Anlæg af Sætre og Udøvelse af Sæterbrug.

Naar der under Sagen har været reist Paastand og det fra begge Sider om, at Spørgsmaalet om Tilværelsen og Udstrækningen af Retten til, hvad Overretten kalder løs Havning, ogsaa skulde afgjøres nu, saa finder jeg med Overretten, at dette Spørgsmaal ligger udenfor Sagens Ramme. Sagen er opstaaet deraf, at Appell.ne har bygget Sætre og derfra udøvet Havning; paa det og det alene sigter Forligsklagerne, der angiver det paaklagede Fakum saaledes: «N. N. har i 1877 opført Sæterhuse og senere hvert Aar ulovligen havnet i de Fjeldstuen Drivstuen tilhørende Havnestrækninger». Fordi om paa Grund af den Maade, hvorpaa Appell.ne mødte Søgsmaalet, ogsaa Forholdet med Hensyn til den løse Havning er kommet under Debat, kan der ikke reises Krav paa ogsaa at faa dette Forhold afgjort og ordnet under nærværende Sag. I Henseende til dette Forhold er desuden ikke Oplysningerne af den Beskaffenhed, at det ret vel nu er muligt at træffe en med Hensyn til Tid, Sted og Mængde tilstrækkelig bindende Afgjørelse, ikke at tale om, at man kunde udsætte sig for ved en Afgjørelse nu at præjudicere andre muligens berettigede Interesser. Vilde man i Doms Form udtale en Frifindelse for Kontraappell.s Paatale forøvrigt, vilde herved, saavidt jeg forstaar, intet være vundet, og en saadan Udtalelse i Dommen vilde lettelig kunne blive Gjenstand for Misforstaaelse.

Jeg voterer altsaa for, at Overrettens Dom stadfæstes.

Side:648

Efter Omstændighederne finder jeg, at Procesomkostningerne ogsaa for Høiesteret bør ophæves. Den for Høiesteret befalede Sagfører har udført sit Hverv tilfredsstillende. Hans Salar antager jeg passende kan sættes til 600 Kr.

Konklusion:

Overrettens Dom bør ved Magt at stande, dog saaledes at Fristen for Sæterhusenes Bortførelse bestemmes til 2 - to - Maaneder regnet fra Høiesterets Doms Afsigelse.

Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves.

Den for Høiesteret befalede Sagfører, Advokat Klingenberg, tillægges i Salarium 600 - sex Hundrede - Kr., der udredes af Satskassen.

Extraordn. Assessor, Sorenskriver Blom: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Extraordn. Assessor, Byretsassessor Stenersen, Assessor Reimers, Extraordn. Assessor, Expeditionssekretær Bull, Assessor Ottesen og Justitiarius Lambrechts: Ligesaa.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.