Rt-1895-806
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1895-06-22 |
| Publisert: | Rt-1895-806 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 112 1ste Session 1895 |
| Parter: | Arnesen, Friele & Ko. (Adv. H. J. Schwartz). Mod Nydalens Kompagni (Adv. Ramm). |
| Forfatter: | |
| Lovhenvisninger: | Konkursloven (1863), Konkursloven (1863) §120 |
Med Hensyn til denne Sags Foranledning og Gjenstand, Parternes Tvistpunkter samt Sagens faktiske Omstændigheder henvises til den Fremstilling deraf, som indeholdes i Præmisserne til den af Bergens Overret under 11 Decbr. 1893 afsagte Dom.
Ved denne er saaledes kjendt for Ret:
Indst. Arnesen, Friele & Ko., bør til Appell. Nydalens Kompagni betale Kr. 1136.72 - elleve Hundrede og sex og tredive Kr. og to og sytti Øre - med 4 - fire - pCt. aarlig Rente af Kr. 568.36 - fem Hundrede og otte og sexti Kr. og sex od tredive Øre - fra 8 Oktbr. 1891 til 20 Juli 1892 og af det førstnævnte Beløb fra sidstnævnte Dato til Betaling sker. Processens Omkostninger for begge Retter ophæves».
Dommen var dog ikke enstemmig, idet et af Rettens Medlemmer voterede for Indst.s Frifindelse.
Ogsaa Underretsdommen, afsagt af Byfogden i Bergen den 10 Januar 1893, gik ud herpaa, idet der ved samme var kjendt saaledes for Ret:
«De Indst., Arnesen, Friele & Ko., bør for Citantsk.s, Nydalens Kompagnies Tiltale i nærværende Sag fri at være. Processens Omkostninger ophæves.»
Ved Høiesteretsstevning afødt xx.xx.1894 har Arnesen, Friele & Ko. indanket Overrettens Dom for Høiesteret, hvor Sagen i Henholdt til Lov afødt xx.xx.1891 er udgaaet til skriftlig Behandling.
Appell.nes Paastand gaar ud paa, at Underrettens Dom stadfæstes, og
Side:807
at Indst. tilpligtes at betale dem Sagens Omkostninger for Overret og Høiesteret, hvorimod Indst., Nydalens Kompagni, har nedlagt Paastand om Stadfæstelse af Overrettens Dom og Tilkjendelse af Procesomkostninger for Høiesteret.
Høiesteret kommer til samme Resultat som Underretten og det dissenterende Medlem af Overretten.
Naar de i Sagen omhandlede Akcepter ikke ere blevne indfriede ved Forfaldstid, er dette foraarsaget ved den i Mellemtiden indtraadte Konkurs. Om en Fordringhaver, for at sikre sig promte Opgyldelse, i Kontrakten har faaet indtaget Bestemmelser om særlig strænge Følger af Forfaldstidens Oversidden (f. Ex. om Konventionalbod, Bortfalden af Rabat, Forhøielse af Kjøbesum, høie Mora-Renter), saa kan disse Følger ikke indtræde, hvor det skyldes Lovens egen Anordning, at Opfyldelse ikke sker paa Dagen. Tab af denne Art maa i Regelen antages endelig at paahvile den, hvem de rammer. Skjønt Konkursloven ikke indeholder nogen udtrykkelig Regel om Forholdet, er Forskriften i Lovens §120, 2det Punktum (om Rentefodens Begrændsning til 5 pCt.) i hvert Fald bedst forenelig med denne Opfatning, jfr. ogsaa Schweigaard: Om Konkurs osv. S. 168 flg. (Proces 3die Bind - anden Udgave S. 265 flg).
Den tilbageførte Rabat antages efter dette rettelig at være negtet Anerkjendelse i Appell.nes Bo. Og under denne Forudsætning kan det ikke vare tvivlsomt, at ogsaa Appell.ne efter den opnaaede Tvangsakkord maa være fritagne for at tilsvare Rabaten.
Underrettens Dom vil saaledes blive at stadfæste, hvorhos Indst. efter Sagens Stilling finde at maatte betale Appell.ne Procesomkosninger for Overretten og Høiesteret.
To af de Voterende er ikke enige i foranførte Resultat, men stemme for Stadfæstelse af Overrettens Dom.
I Henhold til det Anførte afsiges saadan
Dom:
Underrettens Dom bør ved Magt at stande.
I Procesomkostninger for Overretten og Høiesteret betaler Indst., Nydalens Kompagni, til Appell.ne, Arnesen, Friele & Ko. 400 - fire Hundrede - Kroner.
Af Bergens Overretsdom hidsættes:
«I Indst. Arnesen, Friele & Ko.s Konkursbor, der blev taget under Skifterettens Behandling Vaaren 1891, anmeldte Appell., Nydalens Kompagni, en Fordring paa Kr. 9937.40 for Varer, leverede Indst. i Tidsrummet fra 4de Septbr. 1890 til 19 Febr. 1891.
Fordringen blev af Boet kun anerkjendt med et Beløb af Kr. 7664. Differencen Kr. 2273.40, udgjør Rabat, som Appell.ne betingelsesvis havde tilstaaet Indst., og som han ansaa sig berettiget til at kræve, da Betingelserne for Indrømmelsen af samme ikke bleve opfyldte. Indst. fik senere Akkord til 75 pCt. forfalden i 6 Terminer. 75 pCt. af Rabattens Beløb Kr. 2273.40 udgjør Kr. 1705.05, hvoraf 1/6 Part er Kr. 284.18. For de 4 første Terminer sagsøgte Appell. Indst. ved Stevning afødt xx.xx.1891 og Kontinuationsstevning afødt xx.xx.1892 efter forgjæves prøvet Forligsmægling, og paastod Indst. tilpligtet at betale Kr. 1136.72 med lovlige Renter og Sagsomkostninger.
Indst. paastod sig frifunden og tilkjendt forsvarsomkostninger, hvilken Paastand, dog med Ophævelse af Processens Omkostninger blev taget til Følge ved den i Sagen af Byfogden i Bergen den 10 Januar d. A. afsagte Dom.
Denne Dom har Appell. ved Stevning af 2 Febr. d. A. indanket for Overretten, hvor han har paataaet Indst. tilpligtet at betale Kr. 1136.72
Side:808
med lovlige Renter fra Paaklagen og Sagens Omkostninger for begge Retter. Indst. har derimod paastaaet sig frifunden for Appell.s Tiltale og tilkjendt Forsvarsomkostninger.
Det er paa det Rene, at Appell. samtidigt med Værerne tilstillede Indst. en Faktura derover, angivende Varens Bruttopris, den deraf indrømmende Rabat, og Nettoprisen, samt indeholdende en trykt Bemærkning, der blandt mere gaar ud paa, at «al Rabat bortfalder i det Tilfælde at Akcepter fornyes eller Remisser ikke indløber i rette Tid.» Ligeledes er det paa der Rene, at saadan Faktura blev sendt Indst. ved en trykt Skrivelse, der blandt mere indeholdt Følgende: «Herved har vi den Fornøielse at sende Dem Faktura over - - beordrede Varer, hvorfor De staar belastet paa Betingelser som anført i Fakturaen Kr. pr. - -» og at Appell.s trykte Priskuranter har den samme Bestemmelse angaaende det Tilfælde, i hvilke Rabat bortfalder, som Fakturaen.
Indst. har imidlertid paastaaet, at der imellem ham og Appell. er bleven vedtaget særskilte Betingelser for Salget af de omhandlede Varer, saa at de nævnte i Fakturaen, Følgeskrivelsen og Priskuranten angaaende Rabatten indeholdte Bestemmelser maa være ham uvedkommende; men denne Paastand er blottet for Bevis, i hvilken Henseende ingen Vægt kan lægges paa den af Indst. paaberaabte Omstændighed, at der i Priskuranten findes anført «Uden Forbindtlighed», idet denne Anførsel ikke kan antages at vedkomme de om Rabatten opstillede Betingelser, og Indst.s nævnte Paastand kan følgelig ikke komme i Betragtning, saa at det maa antages at den omhandlede Rabat alene paa de i Fakturaen m.v. angivne Betingelse er bleven Indst. indrømmet. Indst. har ogsaa paaberaabt sig, at Appell. har trukket Vexler paa ham for Fakturaernes Nettobeløb, uden at han i de Skrivelser, ved hvilke han har sendt Indst. Trattaerne til Akcept, har nævnt noget om Rabatklausulen i Fakturaen; men Retten kan ikke finde, at Appell. herved har frafaldt Rabatklausulen, idet der i disse Skrivelser er henvist til vedkommende Fakturaer med Angivelse af Varernes baade Brutto- og Nettobeløb, saa at Trasseringen netop maa antages at være foregaaet i Henhold til Fakturaernes Indhold ogsaa forsaavidt Rabatklausulen angaar.
Indst. har endvidere paastaaet, at denne Klausul alene har Konkurs for øie og udelukkende gjøres gjældende mod Konkursboer, idet Hensigten med den alene er derigjennem at faa Anledning til i Konkursboet at konkurere med et større Beløb end det, som virkelig haves tilgode, og at den derfor maa sættes ud af Betragtning, men Rigtigheden heraf er ikke bevist, og der findes ikke at være noget til Hinder for at antage, at det forholder sig som af Appell. er anført, at Rabatten, hvis Størrelse varierer efter Varens Art, er betinget af, at Kreditor har den Fordel, at han faar sit Tilgodehavende nøiagtigt paa den oprindelige Forfaldsdag.
Appell. har paastaaet, at den omhandlede Rabat er forspildt af Indst. derved, at Remisse ikke er indløbet fra ham i rette Tid, i hvilken Henseende han uimodsagt har bemærket, at sidste Vareforsendelse skede den 19 Febr. 1891, hvorefter den første Forligsklage i nærværende Sag blev udtaget den 5te Oktbr. 1891, altsaa næsten 8 Maaneder efter, medens den almindelige Kredittid er 6 Maaneder, hvortil kommer, at Indst. i Mellemtiden havde været under Konkurs, hvorved samtlige Fordringer forfaldt ved Konkursens Aabning. Herimod har Indst. alene gjort den Bemærkning, at Akcepterne ikke vare forfaldne, da hans Konkurs blev aabnet, at man ikke i et Konkursbo kan gjøre Krav paa Udlæg for andre Fordringer end saadanne, som før Konkursen kunde gjøres gjældende, og at Betingelsen for, at Rabatten skulde bortfalde, først indtraadte efter Konkursen, saa at Appell. ved Konkursens Aabning intet Krav af omprocederede Art havde paa
Side:809
Skyldneren, og følgelig heller ikke kunde gjøre et saadant Krav gjældende mod Indst. Konkursbor, medens den Omstændighed, at Indst. har faaet Akkord, er uden Indflydelse paa Spørgsmaalets Afgjørelse».
Side:828