Rt-1895-86

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1895-10-31
Publisert:	Rt-1895-86
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 42 2den Cession 1894
Parter:	Wilhelm Wolf (Adv. L. B. Johansen) mod C. C. Blom & Ko.s Konkursbo ved dets curator bonorum (Adv. Seip).
Forfatter:	Blom, Roll, Bull, Ph. Hansteen, Saxlund, Stenersen, Løchen
Lovhenvisninger:

Konst. Assessor, Sorenskriver Blom: med Hensyn til hvad der er nærværende Sags Gjenstand henviser jeg til Præmisserne til den af Kristiania Byret under 1 Juli 1893 afsagte Dom.

Af Byrettens Dom hidsættes:

«Under 1 Mai 1889 oprettede C. C. Blom og Wilh. Wolf en Interessentskabskontrakt, ifølge hvilken Blom skulde som en ansvarlig fra 1 August samme Aar etablere en Forretning en gros i Fedevarer og Kommissionsvarer og tilskyde til Forretningens Drift 3000 Kr, medens Wolf som kommanditær Interessent i Forretningen skulde tilskyde 10,000 Kr. og udenfor dette Tilskyd ikke have noget Ansvar for Forretningen eller dennes Forpligtelser. Forretningens aarlige Nettooverskud skulde, efterat samtlige Forretningsudgifter, hvoriblandt 4 pCt. Renter til hver af Interessenterne

Side:87

af deres Indskud var fratrukket, fordeles saaledes, at Blom, der skulde bestyre Forretningen, tilkom 2/3 og Wolf 1/3, i hvilket Forhold hver af Parterne skulde være medeiendomsberettiget i Forretningen. Kontrakten skulde være bindende for 10 Aar, men skulde af hvemsomhelst af Parterne kunne opsiges med 6 Maaneders Varse, hvis Forretningen noget Aar ikke skulde give et Nettooverskud svarende til 10 pCt. Af den tilskudte Kapital. Forøvrigt indeholdt Kontrakten endel specielle Bestemmelser om Forretningens Drift m. m., og var Wolf derved sikret Adgang til at føre en gjennemgaaende Kontrol med samme.

Forretningen blev i Henhold til Kontrakten etableret under Firmanavn C. C. Blom & Ko. og blev anmeldt til Firmaregistret med Blom som ene ansvarlig Indehaver af Forretningen; men efterat Forretningen havde været drevet en Stund, blev der under 16 April 1890 oprettet en ny Kontrakt mellem Parterne, hvorefter Wolf til den af Blom etablerede Forretning C. C. Blom & Ko. udlaante et Beløb af 10,000 Kr. og som Fortjeneste herfor skulde have foruden 3 1/2 pCt. aarlig Rente, 1/3 af det aarlige Nettooverskud af Forretningen, hvorhos det heder, at Wolf ikke skulde have noget Ansvar for Firmaet eller dets Forpligtelser, men blive dets Kreditor og saaledes berettiget til Udbytte i dets Masse i Lighed med Firmaets øvrige Kreditorer. Kontrakten skulde være bindende for begge Parter i 10 Aar, og saaledes, at hvis Forretningen noget Aar ikke skulde give et Nettooverskud svarende til 10 pCt. for Wolf af det omhandlede Laanebeløb, skulde Wolf naarsamhelst kunne opsige Kontrakten med 6 Maaneders Varsel. Forøvrigt indeholdt Kontrakten lignende Bestemmelser som den tidligere Interesentskabskontrakt angaaende Forretningens Drift og Wolfs Adgang til sammes Kontrol.

Denne nye Kontrakt angik dog ikke noget særksilt Laan, som nu ydedes udenfor de tidligere af Wolf som kommanditær Interessent indskudte 10,000 Kr., men det var de samme 10,000 Kr., som fra at være Kommanditærindskud skulde gaa over til at blive Laan; nogen kontant Ud- og Indbetaling fandt ikke Sted, skjønt Kassaposteringerne i Blom & Ko.s Bøger synes at vise, at saa skulde være skeet, idet der under 18 April 1890 er opført paa Kassens Kreditside: «Udbetalt under 16 April de af Wilh. Wolf under 16 Juli 1889 indskudte Kr. 10,000.00 og paa Kassens Debetside: «Wilh. Wolf her, 16 April 1890 kontant Laan ifølge Kontrakt af s. D. Kr. 10,000».

I August Maaned 1890 maatte C. C. Blom & Ko. Indstille sine Betalinger og blev da taget under Behandling af en privat Administration, og da denne ikke vilde godkjende Wolf som Kreditor, men paastod, at han fremdeles var kommanditær Interessent og som saadan ansvarlig med det af ham indskudte Beløb, lod Wolf under 5 Septbr. 1890 Administrationen samt C. C. Blom inkaldte til Forligelseskommissionen og udtog dernæst efter forgjæves afholdt Forligsmægling under 3 Oktbr. s. A. Stevning mod de samme. Forinden denne imidlertid inkamineredes her ved Retten den 11 Oktbr. 1890 var C. C. Blom & Ko.s Bo taget under Skifterettens Behandling som Konkursbo og i sit ved Sagens Inkamination irettelagte Deduktionsindlæg siger Cit., at der desuagtet fra Indst.s Side ikke vil blive protesteret mod Sagens videre Forfølgning ved Byretten. Cit. nedlagde derefter Paastand om, at Indst. Blom & Ko. eller nu sammes Konkursbo tilpligtedes at betale ham de paasøgte Kr. 10,000 (senere efter Fradrag af, hvad Cit. havde oppebaaret, nedsat til Kr. 9727.10 eller subsidiært Kr. 8817.18 med 3 1/2 pCt. aarlig Rente deraf fra 16 April 1890, samt Sagens Omkostninger. Ved Siden deraf har Cit. ogsaa nedlagt endel subsidiære Paastande.

Indst. har paastaaet sig frifunden med Tilkjendelse af Sagsomkostninger.

Det første Spørgsmaal, som bliver at afgjøre, er, om ikke Sagen ex. officio maa afvises som henhørende under Skifteretten og ikke i første Instants under Byretten, idet det er paa det Rene, at Sagen i Realiteten angaar, hvorvidt Cit. skal anerkjendes som Kreditor i Indst.s Konkursbo for det ved Laanekontrakt afødt xx.xx.1890 omhandlede Beløb eller ikke. Førstvoterende

Side:88

har antaget, at Sagen af nævnte Grund maatte blive at afvise, da efter hans Mening det afgjørende Tidspunkt for Spørgsmaalet om en saadan Sag som nærværende skal behandles ved den almindelige Underret, maa være den Dag, da Sagen inkamineres, og Retten saaledes for første Gang faar Befatning med samme,saaledes at Sagen maa blive at afvise fra den almindelige Underret, forsaavidt vedkommende Bo var taget under Konkursbehandling, forinden Sagen imkamineredes. Da imidlertid de øvrige Voterende i Lighed med, hvad der i Theorien almindelig har været opstillet, antager, at det er den Dag, da Stevningen forkyndes, der i saa Henseende er det afgjørende Tidspunkt, og de Indst.s Varselsvedtagelse paa Stevninge, der forøvrigt er uden Datum, ligesom der savnes bestemt Oplysning om, hvad Dag Konkursen indtraadte, - maa antages at være givet, forinden Boet blev taget under Skifterettens Behandling, vil Sagen saaledes nu blive at afgjøre i Realiteten.

Retten finder i saa Henseende afgjørende Grundt til at gaa ud fra, at Aarsagen til, at Laanekontrakten afødt xx.xx.1890 blev oprettet, var den, at Cit. nærede Frygt for Firmaets Stilling, og vilde i saa stor Udstrækning som muligt sikre sit Indskud fra at gaa tabt. C. C. Blom har som 1ste Hovedv. Provet, at saavidt han erindrede, var det Cit. selv, som først slog paa, at han ønskede sin Stilling til Firmaet forandret, da han derved antog, at han havde lettere for at støtte Forretningen, hvis det skulde gaa galt. Vistnok var der af Blom oprettet en Status afødt xx.xx.1890, der blev forevist Cit., og som udviste et Overskud eller Fortjeneste pr. denne Datum af Kr. 1819.84; men her maa for det første bemærkes, at i dette Statusopgjør var som Aktivpost indtaget ca. 1670 Kroner, som Blom i 1889 havde forbrugt af Forretningens Midler til privat Brug, og for hvilke han var blevet Forretningens Debitor; herom maa Cit. efter 1ste Hovedv.s Forklaring være bleven gjort bekjendt ved Forevisningen af Satusopgjøret, og da Blom, efter hvad der foreligger, ikke kan antages at have eiet noget udenfor sin Forretning, maa dette Beløb blive at fratrække ved Bedømmelsen af Firmaets mere eller mindre gode Stilling ved den Tid Opgjøret fandt Sted, saaledes at altsaa det nominelle Overskud efter Status pr. 1 Jan. 1890 bliver omtrentlig 0. Vistnok indbetalte Blom som Afdrag paa denne sin Gjæld 1000 Kroner til Forretningen, men dette maa efter de foreliggende Oplysninger antages at være skeet paa den Maade, at han for Firmaets Regning, dog uden at bogføre noget derom i Firmaets Bøger, hos N. A. Andresen & Ko. den 8 Marts 1890 hævede 2000 Kroner, hvorved Firmaets Konto hos Andresen blev overtrukket med ca 1770 Kr, saaledes at Firmaet den Dag skyldte Andresen dette Beløb, ligesom Kontoen pr. 16 April 1890 var overtrukket med ca. 2070 Kr. Idet nu bemærkes, at det efter de foreliggende Oplysninger maa antages at Firmaet ikke er gaaet fremad fra 1 Jan. til 16 April 1890, men tvertimod tilbage, idet det bl. A. i denne Tid havde et Tab (paa en Kunde i Laurvig), der af Indst. uimodsagt er opgivet til 750 Kroner, finder man tilstrækkelig Grund til at gaa ud fra, at Firmaet var i Underballance den 16 April 1890, noget, som ogsaa i høi Grad bestyrkes ved den i Konkursboet opgjorte Status, der uden Hensyn til de opførte Skifteomkostninger viser en Underballance af ca. 20,000 Kr., Aktiva Kr. 42,347.54, Passiva Kr. 62,376. Selv om der nu gjøres et meget stort Fradrag i Underballancen af Hensyn til de med en Konkurs-Taxation og Realisation alltid forbundne store Reduktioner i Aktivaværdierne, bliver Underballancen dog alligevel for stor til, at det er tænkeligt, at der ca. 4 Maaneder i Forveien kunde være Overskud eller Ballance. Der har nemlig efter 16 April 1890 ikke været saadanne Tab, at Forholdet derved kunde forklares. Firmaets samlede Tab i 1890 har nemlig efter Bestyrernes Indberetning udgjort ca. 3000 Kroner, hvoraf ialfald en Del, om end kun en

Side:89

mindre Del falder før 16 April. Man maa derfor som sagt gaa ud fra, at der den sidstnævnte Datum eller allerede den 1 Januar 1890 var Underballance. Der maa ogsaa ansees at have været umuligt for Firmaet den 16 April at udbetale Cit. 10,000 Kroner, ligesom det i det Hele maa ansees som en given Sag, at dette Beløb ikke kunde undrages Firmaet, uden at Firmaet matte have standset. Naar derfor Beløbet fra at være Indskud, blev til et Laan, altsaa en Gjæld for Firmaet, der kunde fordres tilbage med 6 Maanaders Varsel, forsaavidt Forretningen noget Aar ikke gav et Nettoudbytte svarende til 10 pCt. for Cit. af det omhandlede Beløb, maatte Firmaet under de foran anførte Omstændigheder ansees at blive insolvent.

Naar saa Cit. under disse Omstændigheder indgaar en ny Kontrakt, der efter sit Indhold gaar ud paa, at Cit. yder Blom & Ko. et Laan paa 10,000 Kr., men faktisk kun tilsigter en Omgjøren af det tidliger Indskud til et Laan og naar hertil kommer, at denne nye Kontrakt forøvrigt, altsaa udenfor de speciellse Laanebestemmelser er væsentlig ligelydende med den tidligere og har de samme Bestemmelser om Cit.s Udbytte af Forretningen, 1/3 af Nettoudbyttet samt om Cit.s Kontrol med samme, da skjønnes det ikke, at denne nye Kotrakt kan opretholdes som en selvstændig gyldig pur og ren Laanekontrakt. Forholdet er jo som antydet paa det nærmeste det samme efter som før Kontrakten afødt xx.xx.1890; ingen Penge er ud- eller indbetalt mellem Parterne; medens det ved de før omhandlede Kassaposteringer er givet Udseende af, at saa er skeet, noget som man ikke kan undlade at tillægge Betydning ligeoverfor Opfatningen af Forholdets reelle Natur. Cit. er paa samme Maade som før interesseret i Forretningen med Hensyn til sammes Udbytte, at ved Siden deraf den ham tilkommende Rentegodtgjørelse er nedsat fra 4 til 3 1/2 pCt. kan jo ingen Betydning tilægges; Cit. er tilsagt den samme Adgang som før til at kontrollere Forretningens Drift, Blom er paalagt væsentlig de samme Indskrænkninger i sin Handlefrihed som Forretningens Indehaver som efter den tidligere Kontrakt; kort sagt, alt er omtrent som før, kun med den Forskjel, at det omhandlede Beløb 10,000 Kr. fra at være Kommanditærindskud skulde gaa over til at blive et Laan. Man finder derfor, som nævnt, at en saadan Transaktion skeet paa en Tid da Firmaets Stilling var saa usolid, som den efter det foran anførte maa antages at have været, og under de iøvrigt anførte Omstændigheder ikke kan tillægges den Virkning ligeoverfor den kort efter indtraadte Standsning og Konkurs, at Cit. udgik fra at være kommanditær Interessent til at blive en simpel Laangiver, og man maa saaledes fremdeles anse Cit. som kommanditær Interessent. Efter dette Resutltat bortfalder det af Parterne omprocederede Spørgsmaal, hvorvidt Cit. i Tilfælde blot skal ansees at være ansvarlig ligeoverfor den Gjæld, som existerede den Gang Kontrakten afødt xx.xx.1890 blev oprettet. Imidlertid har Cit. ogsaa subsidiært gjort gjældende, at der ved Kontrakten afødt xx.xx.1889 ikke blev oprettet noget egentligt Kommanditselskab, skjønt Cit. i Kontrakten er betegnet som kommanditær Interessent, men derimod et Interessentskab, der rettelig skulde benævnes «et stille Selskab» .....1

Man maa saaledes gaa ud fra, at det ved Kontraktens Oprettelse har været Meningen, at Cit. skulde for sit Indskuds Vedkommende være ansvarlig for Firmaets Forpligtelser i deres Helhed, og det kan herimod ikke komme i Betragtning at der i Firmaanmeldelsen ikke er oplyst noget om, at Cit. stod som Kommanditist i Forretningen; at dette dog har været bekjendt i Forretningsverdenen syne at fremgaa af de foreliggende Oplysninger. Da det nu er paa det Rene, at disse Forpligtelser overstiger Cit.s Indskud, bliver altsaa Resultatet, at det hele Indskud gaar tabt, og at Cit. saaledes ikke kan blive at anerkjende som Kreditor i Blom & Ko.s Konkursbo. Indst. vil

1 (Denne Indsigelse, til hvis Støtte paaberaabtes Platons Afhandling i Rt-1882-469 flg., er ikke optaget ved Høiesteret.)

Side:90

saaledes blive at frifinde for Cit.s Tiltale. Sagens Omkostninger antages at burde ophæves.»

Ved Byrettens Dom blev C. C. Blom & Ko. eller nu dette Firmas Konkursbo frifunden for Wilhelm Wolfs Tiltale og Sagens Omkostninger ophævet.

Denne Dom er af Wilhelm Wolf ved Stevning afødt xx.xx.1893 indanket til Høiesteret, hvor han har ladet nedlægge saadan Paastand:

Principaliter: At C. C. Blom & Ko.s konkursbo tilpligtes at betale til Wilhelm Wolf Kr. 8817.18 med 3 1/2 pCt. aarlig Rente deraf fra 16 April 1890, alternativt, at Wilhelm Wolfs for anførte Beløb med Renter kjendes berettiget til som uprioriteret Kreditor at nyde Udlæg i C. C. Blom & Ko.s Konkursbo.

Subsidiært: At C. C. Blom & Ko.s Konkursbo tilpligtes at betale til Wilhelm Wolf Kr. 7042.34 med 3 1/2 pCt. aarlig Rente deraf fra den 16 April 1890, alternativt, at Wilhelm Wolf for anførte Beløb med Renter kjendes berettiget til som uprioriteret Kreditor at nyde Udlæg i C. C. Blom & Ko.s Konkursbo, samt i alle Tilfælde at Blom & Ko.s Konkursbo idømmes Sagens Omkostninger ved begge Retter.

Indst. C. C. Blom & Kos.s Konkursbor har ladet nedlægge saadan Paastand:

At Byrettens Dom stadfæstes.

Eller at Appell., Wilh. Wolfs Paastand om at anerkjendes som Kreditor i C. C. Bloms Konkursbo ikke tages tilfølge samt for begge Tilfælde:

At Appell. tilpligtes at betale Processens Omkostninger for Høiesteret.

Som det vil sees af Fremstililngen i Byrettens Dom, kan der først være Spørgsmaal om, hvorvidt Sagen ex officio skal afvises fra Byretten. Jeg er i denne Henseende kommen til samme Resultat som Byretten og henholder mig forsaavidt ganske til dens Begrundelse. Jeg mener altsaa, at Sagen bør paadømmes i Realiteten.

Som det allerede fremgaar af Paastanden, har Appell. her for Retten opgivet den Paastand, som han subsidiært søgte at gjøre Gjældende for Byretten, nemlig at han ifølge den første Kontrakt afødt xx.xx.1889 ikke egentlig var Kommanditær, men at Forholdet maatte opfattes som Participatio (stille Selskab). Det er nu in confesso mellem Parterne, at Appell. efter Kontrakten afødt xx.xx.1889 var kommanditært Medlem i Firmaet Blom & Ko., og at han som saadan heftede for dette Firma&s hele Gjæld med de af ham inskudte 10,000 Kr.

Spørgsmaalet i Sagen bliver da, om der er indtraadt nogen Forandring i dette Forhold ved den under 16 April 1890 afsluttede Kontrakt. Der er i den Henseende fra Indst.s Side gjort gjældende, at denne sidstnævnte Kontrakt maa ligestilles med eller betragtes som Proformaværk, og at det har været Parternes Mening, at Wolf ogsa efter dens Oprettelse skulde være interesseret i Firmaet paa samme Maade som før.

Jeg tror dog ikke at kunne slutte mig til denne Opfatning af Forholdet, idet jeg ikke finder dette tilstrækkelig godtgjort ved de af Inst. i den Henseende paaberaabte Omstændigheder. Det er fremholdt, at en Flerhed af Bestemmelserne i Kontrakten afødt xx.xx.1890, som nærmere er omhandlet i Byretsdommen, er af samme Indhold som de tilsvarende Bestemmelser i Kontrakten afødt xx.xx.1889. Jeg mener imidlertid, at disse Bestemmelser kan finde Anvendelse paa Forholdet, ogsaa om det antages, at Parternes Mening med Kontrakten af 1890 har været den, som deri siges, nemlig at Wolf skulde være Firmaet Blom & Ko.s Kreditor for det Beløb af 10,000 Kr., som han i Kontrakten angives at have laant Firmaet, og jeg kan heller ikke udlede noget andet af Bloms Skrivelse til Wolf afødt xx.xx.1890. Wolf stod nemlig som Laangiver paa de i Kontrakten af

Side:91

16 April 1890 angivne Vilkaar i et saadant Forhold til Firmaet, at det allerede af den Grund kan forklares, at Blom efter Meddelelse om og Forklaring af alle de Vanskeligheder, hvori Firmaet da befandt sig, opfordre ham til yderligere Bistand. Paa den enkelte Udtryk i Brevet, særlig det ofte forekommende Ord: «vi» tror jeg ikke at kunne lægge nogen synerlig Vægt. Paa den anden Side maa det bemærkes, at der er den væsentlige Forskjel mellem Kontrakten af 1890 og Kontrakten af 1889, at Wolf efter den sidstnævnte Kontrakt var mediendomsberettiget i Forretningen for 1/3 Part, medens dette ikke er Tilfældet efter Kontrakten af 1890. Jeg drifter mig efter dette ikke til at afgjøre Sagen paa Fundament, at Forholdet i Virkeligheden har fortsat at være det samme efter som før Kontrakten afødt xx.xx.1890, og at det blot er en Navneforandring, som har fundet Sted ved Kontrakten af sidstnævnte Dato.

Idet jeg altsaa opfatter Kontrakten afødt xx.xx.1890 som en virkelig Retshandel og gaar ud fra, at det har været begge Parters Mening, at Wolf fra den nævnte Dag af skulde gaa over fra at være kommanditær Interessent i Firmaet til at blive dettes Kreditor for det omhandlede Beløb, 10,000 Kr., bliver Spørgsmaalet, om Parterne efter det dengang foreligende Forhold var berettiget til med Virkning for Kreditorerne at afslutte en saadan Retshandel. I den Henseende maa jeg med Byretten antage, at Kontrakten af 1890 blev oprettet af Frygt for Firmaets Stilling og for i Tilfælde at sikre Wolf i saa stor Udstrækning som muligt, og dette vilde isaafald ske paa Firmaets Kreditorers Bekostning. Jeg kan nemlig ikke finde paavist, ligesaalidt som jeg kan tænke mig nogen anden rimelig Grund til Kontraktens Oprettelse. Der er Tvist mellem Parterne om, hvem der gav Stødet eller Foranledningen til Kontraktens Oprettelse. Efter 1 Vidne, Bloms, Forklaring i denne Henseende finder jeg det imidlertid sandsynligt, at Foranledningen er kommen fra Wolf, hvilket jo ogsaa i og for sig maa siges at være det rimeligste; dette tyder da ogsaa paa, at Hensigten har været den af mig anførte. Den Grund, som Wolf efter Bloms Forklaring skal have angivet for sit Ønske om at faa sin Stilling til Firmaet forandret, nemlig at han antog, at han derved havde lettere for at støtte Forretningen, hvis det skulde gaa galt, kan jeg ikke anse som fyldestgjørende. Det samme er Tilfældet med Bloms Forklaring om, at han gik ind paa Wolfs Ønske i den omhandlede Henseende, fordi han antog, at han vilde faa friere Hænder, naar Wolf gik over til at blive Laangiver. Jeg kan nemlig ikke sjkønne rettere, end at Blom var ligesaa bunden og indskrænket i sine Handlinger efter som før Kontrakten afødt xx.xx.1890. Blom, der forøvrigt ikke har kunnet udtale sig med nogen Bestemthed om, hvorledes Firmaets Stilling var den 16 April 1890, siger vistnok, at han antog, at Firmaet da var solvent; men dette kan ikke i denne Henseende være af Betydning, ialfald ikke til at modbevise den Opfatning, jeg har af Grunden til, at Kontrakten blev oprettet. Jeg kan paa den anden Side ogsa bemærke, at saavel Wolfs angivelige Grund til at søge Kontrakten oprettet som den Bestemmelse i Kontrakten, at Wolf i Tilfælde af Konkurs skulde konkurere med Firmaets øvrige Kreditorer, tyder paa, at Muligheden af, at Firmaet vilde kunne komme i den Stilling, at det ikke kunde opfylde sine Forpligtelser, har været oppe i Parternes Tanke. Jeg lægger dog paa det sidste ikke nogen synderlig Vægt. Det Afgjørende er som sagt for mig, at jeg ikke kan finde nogen anden rimelig Grund til Oprettelsen af Kontrakten af 1890 end den, at Parterne derved har hvillet sikre Wolf for det Tilfælde, at Firmaet ikke kunde opfylde sine Forpligtelser, og dette mener jeg da maa have staaet klart baade for Wolf og for Blom. Wolf har som anført i denne Kontrakt give Slip paa sin Medeiendomsret og forøvrigt ikke vundet, saavidt jeg kan se, nogen Fordel ved Kontrakten. Rentefoden

Side:92

af hans Indskud er ogsaa formindsket, og jeg kan som sagt ikke skjønne, at en saadan Forandring skulde kunne begrundes ved de Antydninger til en Begrundelse, der som ovenfor anført er fremkommet under Proceduren. Efter den Opfatning, jeg saaledes har af Grunden til, at Kontrakten afødt xx.xx.1890 blev oprettet, vil da Sagens Agfjørelse bero paa, hvorledes Firmaets Stilling maa antages at have været den paagjældende Dag, den 16 April, om det da har været, hvad man kalder solvent, eller om det maa antages da at være bleven ude af Stand til at opfylde sine Forpligtelser. Jeg har i den Henseende samme Opfatning af Forholdet som Byretten og kan i alle væsentlige Punkter ogsaa henvise til Byretsdommens Begrundelse heraf. Jeg skal kun tilføie, at naar det har været anført, at 1 og 2 Vidne, Blom og Firmaets Bogholder, har udtalt, at de antage, at Firmaet den paagjældende Dag var solvent, kan jeg ikke lægge nogen Vægt paa disse Vidners Forklaringer, da de ikke har forklaret sig om det, som jeg mener er det mest relevante, nemlig om Firmaet kunde ansees at have været solvent, da Wolf gik over fra at være kommanditært Medlem i Intressentskabet til at blive Kreditor for 10,000 Kr., og Vidnernes Forklaringer er, efer hvad de selv siger, kun et løst Skjøn uden Støtte i noget forretningsmæssigt Opgjør. Jeg mener, at det, som i Byretsdommens Præmisser er anført fuldstændig viser, at det i hvert Fald er aldeles uklart, om Firmaet den nævnte Dag var solvent; tværtom efterlader det Indtrykket af og Sandsynligheden for, at det ikke har været solvent eller ialfald er bleven insolvent ved Transaktionen. Men naar Forholdet her staar uklart, finder jeg, at denne Uklarhed maa gaa udover Wolf, som efter min Mening pligtede at skaffe Oplysninger. Han pligter, mener jeg ogsaa, at gjøre sig Stillingen klar, forinden han gaar til et Skridt som det heromhandlede, nemlig at trække sig ud af Firmaet som Interessent og gaa over til at blive Kreditor. Han bør, forinden han foretager et saadant Skridt, som han maa skjønne kan være til Skade for Kreditorerne, undersøge Forholdet, og i hvert Fald er det ham, der som Interessent i Forretningen efter Kontrakten har Adgang til at føre Kontrol med Forretningen og undersøge dens Bøger; han er den eneste, som foruden Blom kunde skaffe Oplysning om, hvorledes Forholdet var den 16 April 1890, medens Kreditorerne, som i dette Tilfælde vilde være de skadelidende, var udestængte derfra. Jeg maa altsaa efter dette anse det for saa overveiende sandsynligt, at Firmaet paa den anførte Tide var eller ialfald ved den omhandlede Transaktion blev ude af Stand til at opfylde sine Forpligtelser, at jeg maa gaa ud fra, at saa har været Tilfældet. Naar da Kontrakten afødt xx.xx.1890 afsluttes under saadanne Omstændigheder og i saadan Hensigt som af mig foran anført, kan efter min Mening Kontrakten ikke opretholdes, men maa af Konkursboet kunne kræves omstyrtet, og Wolf maa da staa i samme Forhold til Firmaet, som han stod efter Kontrakten afødt xx.xx.1889. Efter denne var han, saalangt som hans Indskud, de 10,000 Kr., strakte til, ansvarlig for Firmaets Gjæld i sin Helhed, og da Kontrakten af 1890 efter min Mening maa omstødes, følger deraf, at det maa være uden Betydning, om den Gjæld, som nu hviler paa Boet, er af ældre eller yngre Oprindelse end 16 April 1890. Det er paa det Rene, at Firmaets Forpligtelser overstiger det nævnte Indskud, og jeg mener derfor, at Boet er berettiget til at negte at anerkjende Wolf som Kreditor, og at det altsaa maa frifindes for hans Tiltale.

Efter det Resultat, hvortil jeg kommer og efter den Maade, hvorpaa jeg begrunder Resultatet, mener jeg ogsaa, at Appell. maa tilsvare Indst. Sagsomkostninger for Høiesteret.

Konklusion

Byrettens Dom bør ved Magt at stande. I Procesomkostninger for Høiesteret betaler Appell. Wilhelm Wolf til Indst. C. C. Blom & Ko.s Konkursbo 300 - tre Hundrede - Kroner.

Side:93

Konst. Assessor Expeditionssekretær Bull: Iøvrigt i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende vil jeg dog intet have udtalt om, hvorvidt Kontrakten afødt xx.xx.1890 efter sit Indhold kan ansees som en virkelig Laanekontrakt. Efter dens i flere Henseender eiendommelige Indhold forekommer dette Spørgsmaal mig tvivlsomt, og jeg anser det ikke nødvendtigt at afgjøre det, idet jeg med Førstvoterende er enig i, at Indst.s Paastand af andre Grunde maa gives Medhold.

Extraordn. Assessor Roll: Jeg er ligeledes i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende, idet jeg har forstaaet ham saaledes, at han intet har villet udtale om Karakteren af Kontrakten afødt xx.xx.1890.

De extraordn. Assessorerne Ph. Hansteen og Saxlund: Ligesaa.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.