Rt-1896-241

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1896-02-06
Publisert:	Rt-1896-241
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 20 1ste Session d. A.
Parter:	Eierne af Vefsen Rydninger m. V., The North of Europe land and mining company limited eller nu The North of Europe land company limited (Schweigaard) mod den kongelige Norske Regjerings Departement for det Indre paa det Offentliges Vegne (Regjeringsadvokaten).
Forfatter:	Motzfeldt, Blom, Roll, Birkeland, Andersen, Broch, C. Hansteen
Lovhenvisninger:

Extraordn. Assessor, Statsraad Motzfeldt: Angaaende Foranledningen til nærværende Sag samt angaaende de derunder fremkomne Oplysninger og nedlagte Paastande henviser jeg til Præmisserne til Trondhjems Overrets Dom afødt xx.xx.1891, der med Ophævelse af Processens Omkostninger stadfæstede den af Sorenskriveren i Namdalen med Meddomsmænd under 18 Juli 1879 afsagte Dom. Ved denne blev saaledes kjendt for Ret:

«Grændsen mellem de Indst.s, The North of Europe land mining company limited, Eiendomme i Vefsen i Nordlands Amt og Namsealmenningen i Nordre Trondhjems Amt bør gaa fra høieste Top paa Majaklungen i Ret Linie paa høieste Top paa Børrefjeldets sydvestre Ende, Kvigfjeldet kaldet. Saa bør ogsaa de Indst. til Citantsk., den kongelige Norske Regjerings Departement for det Indre at udrede Erstatning efter uvillige Mænds Skjøn, optaget paa de Indst.s Bekostning, for det Tømmer, som de have aavirket søndenfor denne Linie og indenfor Grændserne af Pladsene Thomasvandet, Smalaasen og Mellinge. Processens Omkostninger ophæves».

Ved et i 1881 af det Offentlige optaget Skjøn blev den det Offentlige ved Underretsdommen tilkjendte Erstatning fastsat til 39000 Kroner. Til Sikrelse af dette Beløb lod derpaa det Offentlige under 10 Novbr. 1882 afholdte Arrestforretning, der blev stadfæstet ved Søndre Helgelands Sorenskriveris Dom afødt xx.xx.1883.

Af den i Førstvoterendes Votum ovenfor nævnte Overretsdom hidsættes følgende:

Under 3 Marts 1873 udtog Forstmester M. Selmer paa det Offentliges Vegne Klage til Grongs Forligelseskommission i Anledning af, at Eierne af de saakaldte Vefsens Rydninger, et engelsk Interessentskab, ikke vilde erkjende Grændsen mod Statens Eiendom Namse-Almenningen i Ramdalen, saaledes som denne er bestemt ved Befaringsforretning afødt xx.xx.15 Juli 1796, men tvertimod i de senere Aar havde foretaget betydelige Hugster søndenfor den omhandlede Grændselinie. Da Sagen efter forgjæves prøvet Forligsmægling blev henvist til Retten, blev Aastedsstevning under 16 Septbr. s. A. udtagen og inkamineret paa Aastedet 13 Juli 1874. Efter stedfunden Befaring og Vidneførsel nedlagde Regjeringsadvokatens Fuldmægtig i Deduktionsindlæg af 8

Side:242

Decbr. næstefter Paastand om, 1) at omhandlede i Befaringsforretningen fra 4 til 15 Juli 1796 angivne Grændselinie skulde erklæres for den rigtige Grændselinie mellem Namsealmenningen og Modpartiets Eiendomme med den nærmere Betegnelse, at der istedenfor «den høieste Pynt af Børgefjeldet paa dets sydvestre Ende» sættes Kvigfjeldet, 2) at Modpartiet skulde tilpligtes Udredelse af Erstatning efter uvillige Mænds Skjøn for det Tømmer, som det havde aavirket i Almenningen eller indenfor Grændserne af Pladsene Thomasvandet, Smalaasen og Mellingen søndenfor bemeldte Grændselinie eller søndenfor en lige Linie fra det høieste af Majaklumpen til det høieste af Kvigfjeldet, og 3) at Modpartiet tilpligtes Udredelse af Procesomkostningar, hvorblandt Salar m. V. til Regjeringsadvokatens Fuldmægtig.

Det indstevnte Selskab The North of Europe land & Mining Company limited imødegik efter udtagen Kontrastevning og Kontravidnesførsel Søgsmaalet med Paastand om Frifindelse og Omkostninger.

Ved Namdals Sorenskriveris og de opnævnte Meddomsmænds Dom afødt xx.xx.1879 blev saaledes kjendt for Ret:

(Indtagen i Førstvoterendes Votum).

Ved Appelstevning afødt xx.xx.1881 har The North og Europe land & Mining Company paaanket denne Dom i Forbindelse med et i Henhold til samme 4-8 Juli 1881 optaget Skjøn til Overretten, hvor Sagen inkamineredes 11 Septbr. 1882 og Paastand fra Appell.s Side er nedlagt om Frifindelse og Godtgjørelse af Omkostninger. Det Offentlige har taget til Gjenmæle uden Kontrastevning og først nedlagt Paastand om Underretsdommens Stadfæstelse med Omkostninger, medens senere i Indlæg afødt xx.xx.1887 Intet i processuel Henseende erklæres til Hinder for, at Grændsen i Overretsdommen sættes efter de af Indst. her før Retten antydede Punkter - søndenfor Kvigtind, altsaa Majaklumpen - Koklumpen - Storkjukkelen - og i Indlæg afødt xx.xx.1888 er nedlagt subsidiær Paastand om, at Grændsen mellem Appellantsk.s heromhandlede Eiendom, de saakaldte Vefsenrydninger og Nordre Trondhjems Amt bestemmes at gaa fra høieste Top paa Majaklumpen over Koklumpen og Storkjukkelen til Jadnemsrøs. Endelig er Storkjukkelen i Indlæg afødt xx.xx.1889 ombyttet med Lillekjukkelen. Betræffende Skjønnet, som ikke har været dokumenteret eller omprocederet ved Overretten, er ingen Paastand nedlagt.

Angaaende Sagens faktiske Sammenhæng hidsættes af Underretsdommens Præmisser følgende:

«Den egentlige Aarsag til denne Sag har været Strid mellem Staten og Propritær Fr. Holst i Vefsen om Rydningspladsen Thomasvandet, enten denne skulde tilhøre Namsealmenningen i Namdalen i Nordre Trondhjems Amt eller de saakaldte Rydninger i Vefsen i Nordlands Amt. Med andre Ord, der har været Tvist om Grændsen mellem disse to Amter paa et vist betegnet Stykke af denne. Man skal derfor angaaende denne Tvist forudskikke følgende Fremstilling (cfr. 9de Hoved.s Asbjørn Jensens Forklaring sammenholdt med Skovdirektør Selmers Indberetning af 9 - skal være 3 - Marts 1863). Efter Tilladelse af Propritær Holst i Vefsen efter Rydningsseddel afødt xx.xx.1841 begyndte Asbjørn Jensen at oprydde Land omkring Vandet Thomasvandet, idet han, som det hedder, fik Lov til at rydde og bruge omkring Vandet Thomasvandet, hvad han kunde overkomme uden Udvisning eller uden Bestemmelse af Grændser, de første 4 Aar uden Afgift og senere mod 12 Ort aarlig. Her boede Asbjørn i 8 Aar, medens han sognede til Rørvigens Kapelsogn i Grongs Præstegjeld i Namdalen. I 1849 blev denne Plads Thomasvandet ligesom ogsaa Pladsene Mellingen og Smalaasen med flere Pladse i Namsealmenningen skyldlagt under Namdalens Fogderi. Da Asbjørn saaledes erfarede, at Pladsen antoges at tilhøre Namdalen fik han i 1851 Fæsteseddel fra Fogden i Namdal paa Pladsen efter Grændser, som i den irettelage Skyldsætningsforretning nævnt. Han havde imidlertid Understøttelse af Vefsens Fattigvæsen i de 2 à 3 sidste Aar før nærværende Sags Anlæg, da han fra den Tid antog, at han tilhøret Vefsen, eftersom det engelske Kompagni dersteds, de Indst., havde begyndt at hugge paa hans Enemærker, medens han 10 Aar derfor havde havt Understøttelse af Grongs Fattigvæsen. Videre skal anføres den Besynderlighed, at han

Side:243

fra Skyldsætningsforretningen i 1849 afbetalte Matrikulskat indtil henimod Aaret 1872, da Pladsen blev skyldlagt under Helgelands Føgderi og fra 1873 af betalte han Matrikulskat til Vefsen, idet som han siger, Lensmanden dersteds og Propritær Holst forbod ham at betale til Grong. I 1851 blev Asbjørn videre indkaldt af nævnte Holst til Forligelseskommissionen i Vefsen og sagsøgt til Vefsens Thing til Betaling af skyldig Afgift for Thomasvandet for Aarene 1849 og 1850 samt for anden Gjæld. Uagtet Asbjørn fik beneticium paupertatis og fri Sagfører, der paastod Sagen afvist, da Asbjørn angaves at tilhøre Namdalen, og at som Følge deraf hans rette Forum maatte være Grongs Forligelseskommission og Thing, blev han dog ved Dom afsagt af Sorenskriveren i Helgeland den 28 Juli 1853 dømt til at betale Holst det skyldige Beløb med Renter og Omkostninger.

Denne Dom blev hverken fra det Offentliges eller fra Asbjørn Jensens Side indanket til Prøvelse ved overordnet Ret, og Forholdet blev følgelig uforandrer som det tidligere havde været. Den ordinære Dommer skal i denne Forbindelse og som Revisor af Nordre Trondhjems Amts Overformynderiregnskaber fra 1859 til iaar videre oplyse, at der den 29 Juni 1857 ved Namdals Sorenskriveris Skifte jurisdiktion blev sluttet Skifte efter Asbjørns afdøde Hustru Marit Paulsdatter, hvorunder 3de Stervbobørn bleve udlagte en Arv af tilsammen 35 Spd. 64 Sk., for hvilket Beløb gaves Udlæg i Løsøre hos Faderen, medens Myndlingerne bleve indtagne under Grongs Overformynderi. Imidlertid blev der den 21 Juli 1858 efter Retsforlig afholdt Exekution hos Asbjørn Thomasvandet af Lensmanden i Vefsen for en Gjæld til en Handelsmand dersteds og Udlæg taget i anførte Løsøre, som ogsaa blev solgt ved Auktion, afholdt af Lensmanden i Vefsen, den 13 Juli 1859. Paa Grund heraf blev disse Arvemidler, trods Revisionens gjentagne Modforestillinger tilslut i 1862 efter Decision førte til Afgang i Grongs Overformynderregnskab.

Den anførte Strid om Thomasvandet kom imidlertid først egentlig til Udbrud, da det engelske Kompagni, de Indst., der havde kjøbt Proprietær Holsts Eiendomme i Vefsen, formentlig omkring Aarene 1870 til 1872, begyndte en storartet Hugst og Skovdrift i den nu omtvistede Strækninger: Pladsene Thomasvandet, Smalaasen og Mellingen, og foranlediget ved daværende Forstmester Selmers anførte Indberetning til Indre-Departementet blev endelig Sagsanlæggelse fra Statens Side besluttet mod det engelske Kompagni i Vefsen».

Begge Parter paaberaaber sig Grændseopgange, men fælles for begge disse er det, at de ere ensidige uden specielt Varsel til eller Vedtagelse fra den angrændsende Modpart. Fra det Offentliges Side er saaledes fremlagt Udskrift af den før berørte Grændseopgang afødt xx.xx.15 Juli 1796, ifølge hvilken i retslige Former under Administration af Namdals Sorenskriver og efter Udvisningsvidners edelige Prov optagne Forretning, Namsenalmenningens nordlige Grændse mod Vefsen bestemtes saaledes: Fra Tømmerbækkens Udløb i Namsen Elv nordost til høieste Pynt at et Fjeld Brækvasfjeldet. Derfra til Gaasvandets vestre Ende og derfra til det høieste af Kjølskadfjeldet. Derfra fortsætter Grændsen fremdeles i nordost over Flaattedalen, Lille og Store Bjørnhusdal til Frønningsvandets nordvestre Ende, derfra fremdeles i nordost til høieste Spidse af et steilt, høit Fjeld, Majafjeld 1 1/2 Mil fra forrige Mærkepunkt og videre i Øst omtrent 1 Mil fra Majafjeldet til høieste Pynt af Børrefjeldet paa dets sydvestre Ende og endelig videre i Øst omtrent 3 Mil over Snaufjeldet til Jadnems Røs i Grændselinien mellem Norge og Sverige. I Omkreds viste Almenningen sig at udgjøre 29 1/2 Mil, indeholdende for Størstedelen unyttigt Land, men dog adskillig Skov.

Den Del af denne Grændse, som interesserer nærværende Sag, er Strækningen fra Majafjeldet til høieste Pynt af Børrefjeldet paa dettes sydvestre Ende og specielt Terrainet omkring Pladsene «Thomasvand», der ligger ved nordre Ende af et Vand af amme Navn, Smalaasen og Mellingen. Det Offentlige pretenderer nemlig Eiendomsret til disse Pladse, der paastaaes at falde indenfor ovennævnte Grændselinie fra høieste Spidse af Majafjeld, Majaklumpen, over Koklumpens Nordside til Kvigtind og følgelig indenfor Almenningens Omraade, og hvor den paaklagede Hugst af Appellantsk. erkjendes udøvet, se. Søndenfor en lige Linie tænkt dragen fra Koklumpen til Majaklumpen og navnlig omkring Thomasvand og Froskkjøn samt paa østre Side af Store Majavand

Side:244

til dettes sydlige Ende, hvor ogsaa det Offentlige med Appell.s Tilladelse og mod erlagt Betaling har hugget Tømmer til Telegrafstolper.

Appellantsk. støtter sig væsentligst til en af Vefsenrydningernes Eier omkring Aaret 1826 foranstaltet Grændseopgang af Lappen Nils Johnsen i Overvær af 3 Mænd fra Vefsen, hvorefter Delet skulde gaa langt sydligere efter en Grændselinie, der efter Vidneprovene beskrives saaledes: Fra Helgelandsflesen til søndre Naav af Vatsaas Kirke, videre til en af Jætere opført Mur østenfor Kirken, derfra til høieste Flofuten, en Fjeldtop i Vatsaas Sogn, derfra til høieste Fuglevasfjeld, derfra til Kløftfjeldet, hvorfra den i Namsen faldende Frønningselv har sit Udspring, videre gjennem et Skar mellem Majafjeld og Lille Frønningsfjeld til Mellingsvandet, hvor Linien skar en Holme omtrent midt paa Vandet, der gaar i Nord og Syd, derpaa til et Skar paa høieste, søndre Ende af Mellingsfjeldet, derpaa til høieste sydvestre Ende af Smalaasen, videre til Bleikarfjeld og derfra over Vermelsdalen til Jetnums eller Jandemsklumpen paa den svenske Grændse.

Til Støtte for sine Liniers Rigtighed har Parterne ført Vidner samt irettelagt Karter, Dokumenter og Erklæringer.

I Resultatet og i det Væsentligste ogsaa i Præmisserne tiltrædes altsaa Underrettens Dom, der følgelig bliver at stadfæste, hvorhos Procesomkostningerne antages at burde ophæves ogsaa for Overretten.

Thi kjendes for Ret:

Underrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Overretten ophæves.

Det idømte at udredes inden 8 uger fra denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.

Overrettens Dom er af Eierne af Vefsen Rydninger, The North of Europe land and mining company limited eller nu The North og Europe land company limited indbragt for Høiesteret, hvor Appell. har nedlagt Paastand om Frifindelse for det Offentliges Tiltale med Frikjendelse af Procesomkostninger i alle Instantser og med Ophævelse af den afholdte Arrestforretning.

Indredepartementet har ladet møde ved Regjeringsadvokaten og paastaaet Overrettens Dom stadfæstet samt sig tilkjendt Processens Omkostninger for Høiesteret.

Jeg skal her bemærke, at den af Appell. udtagne Stevning lyder paa Finants- og Tolddepartementet, der ogsaa som Følge deraf i Høiesterets trykte Orden er anført som Part i Sagen. Det sees imidlertid, at Finantsdepartementets Chef, da Stevningen blev forkyndt ham, erklærede, at Sagen ikke vedkom nævnte Departement, og at Varsel saaledes ikke kunde vedtages. Senere vedtog imidlertid Indredepartementets Chef paa Indredepartementets Vegne Varsel paa Stevningen, da denne i saadant Øiemed for ham blev forkyndt.

Der er for Høiesteret fremlagt flere Oplysninger, der ikke forlaa for de underordnede Retter.

Jeg kan ikke være enig i det Resultat, hvortil de foregaaende Retter er kommet.

Spørgsmaalet under Sagen er, om Appell. ved sin Hugst har overskredet Grændserne for den Staten tilhørende Namdalens Almenning. Og da Appell.s Eiendomme, Vefsen Rydninger, ved Kongskjøde afødt xx.xx.1750 er solgte sydover, «saavidt Helgelands Fogderi strækker sig», vil det sees, at det, hvorpaa det under Sagen kommer an, er at faa paa det Rene, hvor Grændsen mellem Nordlands Amt og Nordre Trondhjems Amt paa de

Side:245

heromhandlede Strækninger maa antages at gaa eller rettere at have gaaet indtil 13 Januar 1852, da Sørbindalen blev fraskilt Nordre Trondhjems Amt og henlagt til Nordlands Amt.

Til Veiledning ved Afgjørelsen af dette Spørgsmaal har man ældre Dokumenter. Det første, Hoveddokumentet, er en Grændseopgangsforretning afødt xx.xx.1658, foretaget af en norsk og en svensk Kommissarius. Denne Forretnings Formaal var at faa fastsat Grændserne for Trondhjems Stift, der ved Freden i Roskilde samme Aar var afstaaet til Sverige, og Grændsen mellem Nordlands og Nordre Trondhjems Amter maatte derfor under Forretningen bestemmes. Herom heder det i det norske Exemplar af Forretningen, - der først efter Overretsdommens Afsigelse er fundet frem, - efterat Grændserne ud mod Søen i Vest er blevne betemte: «og saa til Helgeland Fles, dernæst til Gimblingen og igjennem Rynesfjord ind i Bindalens Fjord til Ort Ahnen eller Juden paa den søndre Side overfor Vassaas Kirke eller Gaard og Leiemaal som den endes og Aan vedtager, paa begge Sider ved Aaen at følge Naumedalen, derfra Raaemærket igjen at gaa til Flaafjeldet ungefær i Nordost til Findefjeldet, hvor de forrige Svenske Grændser begynder og vedtager, saa at den nordre Part af bemeldte Raaemærke tilkommer Helgeland til Nordlands Lehn og den søndre Part Naumedalen til Throndhjems Lehn». I det svenske Exemplar af Forretningen, det eneste, der forelaa for Overretten, heder det: «- - - derifrån til et fjell, Flaafjellet kallat, och så sist der ifrån nordost in uti fjellen til Svenska gränsen, hvor han anträffas kan - - -». Det sees, at Grændslinien fra Flaafjeldet af paa den østre Side her ikke er bestemt optrukket; det siges kun, at den skal gaa til Findefjeldet, hvor den forrige svenske Grændse begynder og vedtager. Da man ikke i Forretningen har nogen Hjemmel til at lade Linien vige af til den ene eller anden Side, maa det efter min Mening antages, at Linien skulde gaa ret eller omtrent ret. Om Trondhjems Stift var vedblevet at tilhøre Sverige og de Svenske ved Liniens Opgang havde villet trække den i en Bue nordover og derved lagt mere ind til Trondhjems Stift, vilde visselig de Norske protesteret. Og det Punkt i den gamle Rigsgrændse, hvortil Linien tænktes ført frem, maatte være det Punkt, der blev fastslaaet som Grændse mellem Nordlands og Nordre Trondhjems Amter. Og Grændsekommissionen antog, at naar Linien skulde naa dette Delepunkt, vilde den komme til at gaa «ungefähr i Nordost». Men det afgjørende for Liniens Retning maatte selvfølgelig være, hvor Punktet i Rigsgrændsen var at finde; did maatte man, hvorledes end Kompasstregen blev. Kom man nordenfor eller søndenfor det nævnte Grændsepunkt, blev Linien ubrugelig. Om der fremkom Kollision, maatte Rigsgrændsepunktets Beliggenhed og ikke Kompasstregen være det afgjørende. Hvorvidt Kommissionen dengang i den gamle Riksgrændse fastslog Grændsen mellem Nordlands og Nordre Trondhjems Amter, er ikke oplyst, og det er neppe rimeligt. Men dette Punkt finder man senere betstemt.

Den næste Forretning af Betydning for nærværende Spørgsmaal er en Grændsebefaringsforretning, som Major Schnitler efter offentlig Foranstaltning foretog i 1742, og som ikke var fremlagt for Overretten. Forhandlinger med Sverige om en Grændsetraktat var paabegyndt tidligere, formentlig i 1736, og Oplysninger angaaende Grændserne mod Sverige paa de forskjellige Steder blev tilveiebragt ved Thingsvidner, hvorunder kjendte Mænd afhørtes. Major Schnitler, der ledede disse Undersøgelser, fik ogsaa i Opdrag samtidig at indhente alle de Oplysninger om andre Grændseforhold

Side:246

og om de geografiske Forhold i det Hele, hvortil der var Anledning og som han fandt af Interesse. Han begyndte disse Forretninger ved Fredrikshald og kom i 1742 til Nordland. I den af ham forfattede Beskrivelse over Helgelands Fogderi, der er vedlagt hans Forretning som Bilag, heder det, at Grændsen mellem Nordlands og Nordre Trondhjems Amter skulde være fra Vester omtrent i Øster:

«Fra Svartbær, som nu gemenligen kaldes Svart-Oxe, til Gimsen, Helgelands Flæs, Gimlingen, Rynaas Fjorden, som nu kaldes Ryningen Fjord, siden den søndre Ende af Vasaas Kirke og Gaard, hvor Ageren endes. Derfra til Fjeld Flaafjeldet, som nu nævnes Flaafoden, og saa derefter i Nordost i Fjeldene til de Svenske Grændser, hvor den antræffes kan». Dette sees at bære Grændsen fra 1658.

Han oplyser samtidig, at Fjeldet Flaafoden ligger en halv Mil Øst Sydost for Vasaas Kirke. Dette har sin Interesse, fordi det Offentlige en Tid under processen har tænkt sig, at Flaafjeldet laa langt inde i Fjeldene henimod den svenske Grændse.

Under den senere Opgang af Rigsgrændsen mellem Sverige og Norge var der Tvist om, hvor Rigsgrændsen skulde gaa paa det Sted, hvor Nordland og Nordre Trondhjems Amt, der nu var norsk, støder sammen. Denne Tvist og de derved foranledigede Forhandlinger var heller ikke kjendt af Overretten. Fra norsk Side blev herunder paastaaet, at Grændsen skulde gaa over Gavintzkiok, der ligger lidt sydligere og østligere end Jadnem Røs. I Gavintzkiok skulde Trondhjems Amt ene og Nordlands Amt begynde. Fra svensk Side blev derimod Linien paastaaet at skulle gaa saa vestlig og nordlig som til Jadnem Røs, der altsaa skulde være Grændsepunktet mellem Nordlands og Nordre Trondhjems Amter. Om andre Punkter end de to nævnte var der ikke Tale. I Dokument af 28 Marts/8 April 1748 frafaldt imidlertid de norske Kommissarier sin Paastand og vedtog det svenske Forslag. Herved var baade fra norsk og svensk Side Rigsgrændsen vedtaget at skulle gaa over Jadnem Røs. Som Delepunkt i Rigsgrændsen er Jadnem Røs ogsaa anført i Grændsetraktaten af 7/18 Oktober 1751. Som Følge deraf blev det fra norsk Side fastslaaet, at Jadnam Røs skulde være Delepunkt mellem Nordlands og Nordre Trondhjems Amter. Dette blev ogsaa udtrykkelig tilført Protokollen ved Grændseliniens Opgang og Røssætning i 1760. Og det Offentlige har ogsaa her i Skranken erkjendt dette, at Nordre Trondhjems Amt og Nordlands Amt støder sammen i Jadnem Røs. Denne er følgelig, hvad ogsaa det Offentlige erkjender, det Delepunkt i Rigsgrændsen, hvortil Linien fra Flaafoden er at føre. Som tidligere nævnt, anser jeg det ikke tvivlsomt, at Grændsen mellem disse to Punkter maatte blive at trække saavidt muligt i ret Linie. Jeg anser det heller ikke tvivlsomt, at man i Rentekammeret, da man i 1750 tilskjødede Peder Dass, fra hvem Appell. udleder sin Ret, Vefsen Rydninger med Grændse sydover, saalangt Helgelands Fogderi strækker sig, har tænkt sig Grændsen trukket til Jadnem Røs, der nylig var vedtaget som Grændsepunkt, om omtrent i en ret Linie. Og det er en saadan ret Linie, Appell. nu hævder som sin Sydgrændse. Det er den Linie, som blev opgaaet af Lap Nils Jonsen i Forening med tre Gaardbrugere fra Vefsen, da Holst under Paaberaabelse af Kongeskjødets Bestemmelser at Vefsen Rydninger skal gaa saa langt før som Helgeland rækker, i 1826 havde meddelt ham Bevillingsseddel

Side:247

til at ligge med sine Ren i den sydlige Del af Vefsen Rydninger. I Bevillingssedlen hedder det nemlig, at Nils Jonsen maa tage sig Mænd og opgaa Delelinien fra Jadnemsklumpen og ned til Grændsen mellem Nor- og Sør-Binddalen paa det han ikke skal overskride den rette Grændse mellem Helgeland og Nummedalen.

Denne Linie gik ifølge Forklaring af 1ste Kontravidne, der er Nils Jonsens Søn, «fra Helgelandsflesen til søndre Naav af Vatsaas Kirke, videre til en af Jætere opført Mur østenfor Kirken, derfra til høieste Flofuten, en Fjeldtop i Vatsaas Sogn, derfra til høieste Fuglevasfjeld, derfra til Kløftfjeldet, hvorfra den i Namsen faldende Frøningselv har sit Udspring, videre gjennem et Skar mellem Majafjeldet og Lille Frøningsfjeldet til Melingsvandet, hvor Linien skar en Holme omtrent midt paa Vandet, der gaar i Nord og Syd, og derpaa til et Skar paa høieste søndre Ende af Melingsfjeldet, derpaa til høieste sydvestre Ende af Smalaasen, videre til høieste Bleikarfjeldet, derfra over Vermelsdalen til Jetnams- eller Jadnemsklumpen paa den svenske Grændse».

Linien blev opgaaet paa en Tid, da der ingen Specialkarter var optaget over disse Trakter, og det viser sig nu, da saadanne Karter, ca. 60 Aar senere, er optagne, at Linien danner temmelig nær en ret Linie mellem Flosuten og den 7 à 8 Mil derfra liggende Jadnem Røs. Det viser sig videre, at Linien forsaavidt danner et naturligt Dele, som den gaar nogen lunde efter Vandskillet, saaledes at de mindre Vasdrag, der fører til Vefsen, ligger nordenfor Linien, og Hovedvasdraget, der fører til Namdalen, ligger søndenfor Linien. Efter min Mening er Linien ialfald temmelig nær den Linie, der maatte blive at optrække i 1750 og i Henhold til hvilken det Offentlige solgte Vefsenrydningerne til Peder Dass. Det Offentlige har da Bevisbyrden for, at denne Linie senere, med eller mod Peder Dass's eller Eftermænds Villie, er blevne forandret ved nyere Dokumenter eller ved Brugsudøvelse og Hævd. Saadan Bevisbyrde antager jeg in casu det Offentlige har i særegen Grad, dels fordi det Offentlige i Almindelighed maa antages at være forpligtet til at have Grændserne mellem Amterne paa det Rene, og dels fordi det undlod at foretage noget i Anledning af, ja endog undlod at besvare en af Foged og Amtmand anbefalet udførlige Henvendelse af November 1853 til Finantsdepartementet fra Vefsenrydningernes daværende Eier Holst, hvori han tilbød at lade optage et Thingsvidne angaaende Grændserne og at deltage i en Grændseopgang for i Mindelighed at faa Grændserne mellem Namdalens Almenning og Vefsenrydningerne bragt paa det Rene. Denne Henvendelse var foranlediget derved, at en af Holst paa Pladsen Thomasvandet indsat Rydningsmand Asbjørn Jensen, som paastod, at denne Plads tilhørte Namdalens Almenning, af det Offentlige under den mod ham som Følge af hans Negtelse af at betale Afgift til Holst reiste Sag havde erholdt fri Sagførsel.

Men noget saadant Bevis som nævnt kan jeg ikke finde, at det Offentlige har præsteret. Hvad det Offentlige skulde bygge paa, maatte nærmest være en Grændsebefaringsforretning, som det i retslige Former lod foretage i 1796 til Bestemmelse af Namdalens Almennings Grændser. Angaaende denne Forretning er imidlertid for det Første at mærke, at uagtet mange Angrændsende var stevnte, var ikke Eierne af Vefsenrydningerne stevnt til Forretningen, ligesom heller ikke Stevning til Forretningen var læst ved Kirkebakken i Vefsen. Forretningen er altsaa ikke forbindende for Eierne af Vefsenrydningerne. Det er heller ikke godtgjort, at Eierne af

Side:248

Vefsen Rydninger have kjendt Forretningen. Holst oplyser i sin Henvendelse i 1853 til Finantsdepartementet, at han ikke har havt Leilighed til at gjøre sig bekjendt med den, da Fogden i Namdalen har negtet at udlaane ham den. Den Maade, hvorpaa Oplysningerne angaaende Grændserne indhentedes, er heller ikke egnet til at give Tiltro til Forretningen, ligesom dennes egen Mening er uklar. Der var benyttet to Udvisningsvidner. Den ene af disse har i en senere Erklæring afødt xx.xx.1830 udtalt, at han ikke vidste den mindste Besked om Grændserne, og at han ikke engang saa alle Grændsepunkter, men at han opgav dem ene og alene, som Lars Solberg og John Moen opgav dem for ham; at disse have opgivet alene til Egennytte og urigtigen, havde han siden hørt mange sige; men han tilføier, at han for sin Del var aldeles uskyldig i den hele Urigtighed, da han intet vidste og den Gang var ung og uerfaren.

Og hvad Fremgangsmaaden under Forretningen angaar, er der under 8 Juli 1796, da just de heromhandlede Grændser mod Vefsen skulde befares, tilført Protokollen, at «Udvisningsmændene tilkjendegav, at det idag indfaldne Regnveir og taaget Luft vilde gjøre det umuligt for Retten og Lagretten at følge Skillemærkerne fra sidtsnævnte Kjølstadfjeld, da hele Strækningen bestaar af snaue, steile Fjelde. De vilde derimod anvise Retten et Sted paa Fjeldet, Tromsfjeldet kaldet, hvorfra man kunde se den hele Strækning fra Kjølstad-Fjeldet til de svenske Grændser».

Retten med Lagretten og Udvisningsmændene begav sig da til Tromsfjeldet, hvorfra Udvisningsmændene udviste Grændselinien for Namse Almending, saasom fra høieste Kjølstad-Fjeldet i Nordøst over Flaatedalen, Lillebjørnhusdalen og store Bjørnhusdalen til et Vand, Frønningen kaldet.

«Derfra gaar Skillet til et høit, steilt Fjeld - kaldet Maja-Fjeldet sammes høieste Spidse, ligesaa i Nordøst fra Frønningsvandets nordvestre Ende, hvortil skjønnedes at være fra sidstnævnte Mærke omtrent 1 1/2 Mil, derfra til høieste Pynt af et meget stort Fjeld, Børre-Fjeldet kaldet, paa dets sydvestre Ende i Øst fra Maja-Fjeldet omtrent 1 Mil, derfra videre i Øst fra Børrefjeldets sydvestre Ende til Grændselinien mellem Norge og Sverige omtrent 3 Mile over Snaufjeldet til Gadnems Røse».

Det sees altsaa, at hverken Dommeren, Lagretten eller Udvisningsmændene har været paa Aastedet og at Grændselinien ikke er paavist. Grændserne angives kun fra en Høide eller et Fjeld, der ligger over 3 Mile søndenfor den her omprocederede Linies Vestpunkt, Kløftfjeldet, og over 5 Mile fra det som Grændsepunkt af det Offentlige paastaaede Kvigtind eller Kvigfjeld. Her er Majafjeldet, sammes høieste Spids, sat ind som Grændsepunkt. Om hvorvidt der herved, som af det Offenlige paastaaet, er ment den nordligste Top Majaklumpen, kan der tvistes. Derfra skal Grændsen gaa ilt høieste Pynt af Børrefjeldet paa dets sydvestre Ende i Øst fra Majafjeldet omtrent 1 Mil. Det er imidlertid høist uklart, hvilket Fjeld der er ment ved den sidste Betegnelse. Der har været Tale baade om Kuklumpen, Storkjukkelen, Lillekjukkelen, Bleikarfjeld og Kvigtind. Det Offentlige har efter nogen Vaklen i dette Punkt ved de tidligere Instantser nu her for Høiesteret bestemt hævdet, at derved, som i de foregaaende Retters Domme antaget, maatte være ment Kvigtind. Men dette strider bestemt mod Udtalelser af de Officerer, der har foretaget Opmaaling paa disse Kanter. Nuværende General Øvergaard, Kaptein Morgenstierne og Kapt. Heramb har alle udtalt, at efter deres Mening kan der ikke ved den i Forretningen af 1796 nævnte høieste Pynt være tænkt paa Kvigtind. Kapt. Munthe, der

Side:249

efter Anmodning har afgivet en længere motiveret Erklæring i Sagen til Regjeringsadvokaten, udtaler ogsaa, at efter hans Opfatning kan der i 1796 ikke her være tænkt paa Kvigtind. Han peger bl. A. paa, hvad jeg maa være enig med ham i, at alene den Omstændighed, at Kvigtind ligger ca. 30 Km. fra Majafjeldet, medens den i Forretningen af 1796 omtalte Fjeldpynt alene skulde ligge 1 Mil fra dette, maa udlukke Kvigtind.

En Række Vidner, der af Appell. afhørtes under et Thingsvidne den 6 Septbr. 1893, udtaler ogsaa, at Kvigtind ikke kan ansees for at ligge paa Børrefjeldets sydvestre Ende.

Jeg finder efter det Anførte, at Forretningen af 1796 ingen afgjørende Betydning har for Sagen. Og jeg finder tillige, at heller ikke Skyldsætningsforretningerne af 1849, hvortil heller ikke Eieren af Vefsen Rydninger var varslet, og hvorved de omprocederede Strækninger i Henhold til Forretningen af 1796 blev skyldlagt under Namdalen, har nogen Betydning for Sagen. Ved Skyldsætningsforretningen af 1873 blev jo Thomasvandet skyldlagt til Vefsen.

Der er fra begge Sider vidtløftigt om og bygget paa Brugsudøvelse paa disse Fjeldstrækninger, særlig ved Bortbygsling til Lapper. Men jeg kan ikke finde, at de tilveiebragte Oplysninger paa nogen Maade begrunder Hævd for nogen af Parterne. Fogderne, der udfærdige Bygselsedlerne, var ikke kjendt paa Fjeldet, og for Lapperne kom det ikke an paa Jurisdiktions-Grændserne, men paa Beiterne. Jeg skal derfor ikke indlade mig paa nogen detaljeret Gjennemgaaelse af alle disse Oplysninger. Den af det Offentlige paastaaede Linie falder sammen med Appell.s i Punkterne Flofuten, Fuglevasfjeld og Kløftfjeld, d. v. s paa en Strækning af ca. 2 1/4 Mil, og Grændselinien gaar her ret. Men at man da ikke skal fortsætte denne Linie, der peger næsten ret paa Jadnem Røs, men istedet først gaa 1/2 Mil nordost til Majaklumpen, saa ca. 3 Mil Ost Nordost til Kvigtind og derfra igjen omtr. 2 1/2 Mil sydost til Jadnem Røs, hvorhen ogsaa det Offentlige erkjender, at Grændselinien skal gaa, - finder jeg ikke fyldestgjørende godtgjort. For en saaledes brukket Linie maatte der kræves fuldt Bevis; der er imidlertid ikke oplyst nogen Grund til med Et at gaa nordover, naar man først har fulgt en ret Linie østover til Kløftfjeldet.

Der er fra det Offentliges Side lagt stærk Vegt paa, at Grænselinien maatte gaa efter de høieste Fjeldtoppe. Men for det Første er der ikke nogetsteds sagt, at saa skulde ske. Og dernæst er det jo aldeles ikke oplyst, at man i Midten af det 17de og det 18de Aarhundrede vidste, hvilke de høieste Toppe i disse øde Fjeldstrækninger vare. Dette har man først nu faaet Rede paa, efterat Strækningerne er bleven opmaalt og kartlagt. Det Fjeld, Bleikarfjeld, hvorover Appell. vil føre sin Linie, og som ligger i Linien mellem Kløftfjeldet og Jadnemsrøsen, og ca. 1 1/2 Mil fra Majafjeldet, maa derhos ogsaa efter de fremkomne Oplysninger godt kunne siges at være den høieste Top paa den sydvestlige Del af det store Børrefjeld. For at saa maa siges at være Tilfældet, udtaler baade General Øvergaard, Kaptein Morgenstierne, Kaptein Spørch og fire Vidner under Thingsvidnet 6 Septbr. 1893 sig.

Jeg finder efter det Anførte, at det er meget langtfra, at det Offentlige har godtgjort, at den af det paastaaede Linie er den rette og at saaledes Appell. ved den omhandlede Hugst, der er foregaaet nordenfor den af Appell. hævdede Linie, har overskredet Grændsen for Namdalens Allmenning. Appell. maa derfor blive at frifinde for det Offentliges Tiltale.

Side:250

Der er af Appell. tillige nedlagt Paastand om Ophævelse af Arrestforretningen. Dette anser jeg overflødigt, idet Arrestforretningen jo maa falde bort, naar Appell. frifindes for det Krav, hvorfor Arresten er afholdt. Jeg antager heller ikke, at der er processuel Adgang til her at ophæve Arrestforretningen, idet hverken Forretningen selv eller den Dom, der stadfæster den, er indbragt for Høiesteret.

Jeg finder derhos, at det Offentlige har havt saa liden Grund til her at stride til Sagsanlæg, at det ikke kan undgaa at tilsvare Appell. Sagens Omkostninger for alle Retter. Jeg lægger i saa Henseende særlig Vegt paa, at det Offentlige som før nævnt undlod at imødekomme Holsts Opfordring i 1853, altsaa længe før Salget af Vefsenrydningerne til Engelskmændene fandt Sted i 1865, om at lade opgaa og i Minelighed enes om Grændserne i Anledning af den da verserende Tvist om, hvorvidt Thomasvandet skulde høre til Namdalens Almenning eller til Vefsenrydningerne.

Konklusion:

Appellanterne, Eierne af Vefsen Rydninger m.v., The North of Europe land and Mining company limited eller nu The North of Europe land company limited, bør for Indstevnte, den Kongelige Norske Regjerings Departement for det Indre paa det Offentliges Vegne, dets Tiltale i denne Sag fri at være.

I Procesomkostninger for alle Retter betaler Indstevnte til Appellanterne 5000 - fem Tusinde - Kroner.

Extraordn. Assessor, Sorenskr. Blom: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Assessor Roll, extraordn. Assessor, Advokat Birkeland, Assessor Andersen, extraordn. Assessor, Generalauditør Broch og Assesor C. Hansteen: Ligesaa.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.