Rt-1896-321
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1896-03-17 |
| Publisert: | Rt-1896-321 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 53 1ste Session d. A. |
| Parter: | Anders Hansen Støvne (H. Schielderup befalet) mod Paul Jonsen, Thomas Kristiansen Kjelsberg og Kristian Kjelsberg (Seip veb Carl Lundh) |
| Forfatter: | Birkeland, Ottesen, Ph. Hansteen, Bull, Blom, Motzfeldt, C. Hansteen |
| Lovhenvisninger: |
Extraordn. Assessor, Adv. Birkeland: Forsaavidt angaar nærværende Sags Omstændigheder kan jeg henvise til Præmisserne for de ergangne Domme*) .
- ) Da Sammenhængen tilstrækkelig fremgaar af den efterføgende Votering, ansees det overflødigt at hidsætte de underordnede Retters Præmisser.
Ved Underretsdom inden Guldals Sorenskriveri afødt xx.xx.1891 blev Anders Hansen Støvne tilpligtet at udrede til Paul Johnsen og Tomas Kristiansen Kjelsberg Erstatning for 21 Rensdyr efter Skjøn af uvillige Mænd med lovlige Renter af Skjønsbeløbet; forøvrigt blev han for de nævnte Modparters saavelsom for de øvrige Citanters Tiltale frifunden. Den befalde Sagfører tillades i Salarium 500 Kroner.
Ved Trondhjems Overrets Dom afødt xx.xx.1893 blev Støvne tilpligtet at betale til de to nævnte Modparter samt Intervenienten Kristian Kjelsberg Erstatning for 29 Rensdyr efter Skjøn med lovlige Renter; forøvrigt blev Parterne frifundne for hinandens Tiltale. Processens Omkostninger blev ogsaa ved denne Ret ophævede, og tillagdes den befalde Sagfører for Overretten i Salarium 200 .Kr., der ligesom de den befalede Sagfører ved Underretten og Thingsvidnet i Røros tillagte Salarier, det sidstnævnte stort 35 Kr., bestemtes udredede af Statskassen.
Anders Støvne har derpaa efter erhvervet Bevilling til Dispensation fra Reglerne om summa appellabilis samt med Opreisningsbevilling indbragt Sagen for Høiesteret, hvor hans befalede Sagfører har nedlagt Paastand om hans Frifindelse for Kontraappellanternes Tiltale i denne, Sag, og at han hos dem tilkjendes Sagens Omkostninger for alle Retter. Den subsidiære Paastand antager jeg det ikke nødvendigt for mig at referere.
Side:322
De Indstevnte har kontraapelleret og nedlagt Paastand om, at Hovedappell. tilpligtes til dem at udrede Erstatning for 39 Rensdyr efter Skjøn af uvillige Mænd, optaget paa Hovedappell.s Bekostning og bestemt efter Renens Høstpris, med Renter af Skjønsbeløbet fra Klagens Udfærdigelse samt Omkostninger for alle Retter.
Støvne har i første Haand exciperet mod Kontraappell.s Kompetence som Sagsøgere. Jeg antager imidlertid, at det ved Auktionen den 12 Juni passerede i Forbindelse specielt med den Omstændighed, at ingen senere har optraadt som Eier til de Ren, Kontraappell. paastaar tilhørte dem, maa siges at være et tilstrækkeligt Grundlag for Kontraappell. til at reise Sag. Jeg skal imidlertid ikke efter det Resultat, hvortil jeg kommer, nærmere indlade mig herpaa, ligesaalidt som paa, i hvilken Udstrækning Kontraappell. er rette Sagsøgere, specielt om ogsaa med Hensyn til Bevogtningsdyrene.
Støvnes Gaards Indmark ligger paa begge Sider af Jernbanelinien, 3/4 Mil fra de Trakter, hvor Lapper har Tilhold. Idetmindste en 14 dages Tid havde Renhobe trods alle Forsøg paa at holde dem borte stadig hjemsøgt hans omgjærdede England, da han den 24 Mai besluttede sig til at indsætte de skadegjørende Ren og i Tiden mellem den 24 og 27 Mai effektuerede dette for omtrent 60 Stykker. Til en saadan Indsættelse anser jeg ham med de tidligere Retter at have været beføiet. Nogen speciel Hjemmel ligeoverfor Ren haves vistnok ikke hverken i Lov om Jords Fredning af 1860 eller i Lappeloven af 1883; men Beføielsen, mener jeg, kan søges i den almindelige Nødværgeret for Beskyttelse af sin Eiendom. At Ren ifølge disse Dyrs færlige Natur overhoved skulde være udelukket fra at kunne indsættes, findes ikke at være godtgjort og er i og for sig ikke antageligt, Spørgsmaalet bliver da efter min Mening, om Støvnes Forhold efter Indsættelsen har været forsvarlig. Herom er at bemærke, at efter Indtagningen af de første Dyr sendte Støvne sen 26 Mai to Mænd med Bud til Finnerne om Indsætningen, og at han saa sig nødsaget til at fortsætte dermed, om de ikke passede sine Ren samt traf Opgjør med ham. Heri mener Jeg, at Støvne maa have handlet korrekt. Budet paatraf Kontraappell., som imidlertid ikke destomindre først indfandt sig paa Støvne den 9 Juni. Dette maa falde tilbage paa Kontraappell. selv. Deres Undskyldning, at Ulv havde splittet Renflokkerne, der først maatte indsamles, synes i og for sig ufyldestgørende og maa i hvert Fald gaa ud over dem selv og ikke ud over Støvne, der maatte have Føie til Dag for Dag at vente, at Lapperne vilde gjøre sin Skyldighed. Da Kontraappell. indfandt sig med to Nordmænd samt 4de Hovedv., var Kontraappell. berusede og uskikkede til at handle med Retsvirkning. Det er heller ikke paa det Rene, hvorledes Forhandlingerne og Tilbudene faldt ud. Et senere Tilbud fra Kontraappell. ved 4 Hovedv. paa Auktionsdagen var efter sit Indhold bl.a. om, at Støvne skulde garantere Dyrenes Liv til Høsten, ikke antageligt. Naar det særlig er indvendt, at Støvne dog maatte være uberettiget til at holde dyrene indespærret saa længe som skeet, idet de derved led ondt og gik sin Ødelæggelse imøde, maa i Tilslutning til det allerede anførte erindres, at Udslippen af Dyrene vilde havt til Følge ny Indtrængen og Skadegjøren af dem, fremdeles at Støvne maatte være berettiget til at sikre sig Beviset for, hvem Eiermændene var, i hvilken Forbindelse kan bemærkes, at der paa den Tid ikke hos Lensmanden forefandtes Opgave over Renmærkerne i Trakten, samt endelig at Støvne maatte være berettiget til at øve Retensionsret for sin berettigede Fordring paa Eierne. Efter de foreliggende, hinanden dels modsigende Oplysninger kan det heller
Side:323
ikke ansees godtgjort, at Renerne er bleven ilde behandlet ved Indsættelsen eller under Opholdet i Troen. Ethvert Strafansvar mod Støvne af saadan Grund er ogsaa frafaldt her ved Retten.
Mod den af Støvne den 11 Juni ved Lensmanden afholdte Taxt er indvendt, at den maa betragtes som afholdt med hjemmel af Lappelovens §10 kfr. §11 og saaledes for sent efter Skadetilføielsen af de indsatte Dyr til derpaa at kunne bygge noget Krav. Lappeloven er nu vistnok anvendelig paa norske Lapper i Norge uden Hensyn til, om de flytter mellem Norge og Sverige, og Trakten er formentlig en Lappetrakt, jfr. tidligere Høiesteretsdom i Rt-1892-411 og Resolution afødt xx.xx.1894. Men disse Omstændigheder er ialfald kun af Betydning for den tilføiede Stade paa Jord og Avling, der blev ansat til 80 Kr., hvorimod der ved Loven ikke kan antages at være indtraadt nogen Præskription for Støvnes Tilkommende i Anledning af Udlæg og Omkostninger, paadraget ved Indfangningen, Dyrenes Fodring m.v. i Øiemed gjennem Retensionsret at beskytte sin Eiendom. Forøvrigt var Forholdet efter Oplysningerne det, at Renen trængte ind paa Englandet fortvarende lige til Taxtens Afholdelse. Mod de af Støvne opførte specificerede Poster er ingen specielle Indsigelser fremsat. Efterat saa Kontraappell. den 12 Juni havde protesteret mod Salget af de dem tillhørende Dyr, antages endelig Støvne at have været berettiget til underhaanden at sælge samtlige fra Auktionen undtagne Dyr. Dyrenes Tilstand og Resikoen for, at de skulde styrt under en længere Indespærring, gjorde dette fuldt forsvarligt. Støvne kundgjorde denne sin Hensigt ved Tilførsel til Auktionsprotokollen og handlede til syvende og sidst ogsaa i Eiernes Interesse ved paa denne Maade dog at udbringe noget af Dyrene. Trækkes Jordskaden med 80 Kr. fra Støvnes specificerede Beregning Kr. 355,21, udkommer Kr. 275,21, hvilket Beløb er større end Dyrenes Udbringende ved Auktionen, forsaavidt de da blev realiseret, og ved det paafølgende Underhaandssalg, tils. Kr. 242,45.
Støvne vil herefter og i Henhold til det iøvrigt anførte efter min Mening være at frifinde.
Processens Omkostninger for alle Retter antages at burde ophæves. Den befalede Sagførsel eragtes forsvarlig.
Konklusion:
Hovedappell., Anders Hansen Støvne, bør for Kontraappell.s, Paul Jonsens, Tomas Kristiansen Kjelsbergs og Kristian Kjelsberg Tiltale i denne Sag fri at være. Processens Omkostninger for alle Retter ophæves.
Med Hensyn til de de befalede Sagførere ved Underretten og Overretten samt Thingsvidnet i Røros tilkjendte Salarier stadfæstes Overrettens Dom. Den befalede Sagfører ved Høiesteret, Adv. H. Schjelderup, tillægges i Salarium 400 - fire Hundrede - Kroner, der udredes af Statskassen.
Assessor Ottesen: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.
Assessor Ph. Hansteen, de extraordn. Assessorer, Expeditionssekretær Bull og Sorendkriver Blom: Ligesaa.
Extraordn. Assessor, fhv. Statsraad Motzfeldt: Jeg finder Sagen i høi Grad tvivlsom, men kommer ligesom de foregaaende Retter til det Resultat, at Appell. maa betale Erstatning til de for Høiesteret Indst. Med de foregaaende Retter og Førstvoterende er jeg enig deri, at den saakaldte Lappelov af 1883 her maa komme til Anvendelse, ligesom jeg er enig med de foregaaende Retter deri, at Appell.s Ret til at kræve Erstatning for den Skade,
Side:324
der var tilføiet hans Jord, er forspildt derved, at Lappelovens Forskrifter specielt med Hensyn til Tiden for Optagelse af Skjøn, her ikke ere iagttagne. Appell er da følgelig heller ikke berettiget til at holde sig til de indsatte Dyr for den paa Eiendommen lidte Skade, Men jeg gaar videre og antager, at der overhovedet ikke er retlig Adgang til Indsættelse af Ren. Bestemmelserne i Fredningsloven afødt xx.xx.1860 om Indsættelse kan ikke her benyttes. Den fgl. Kommission, der afgav Indstilling til Fredningsloven, siger udtrykkelig i sine Motiver: "Naar vi ikke har medtaget Ren, er det begrundet deri, at dette Dyr antages at paakræve særegne Bestemmelser." Og efter Lappeloven af 1883, der kan siges at være en Særlov om Ren, anser jeg heller ikke Indsættelse af Ren berettiget. Denne Lov, der blev forberedt paa en særdeles omhyggelig Maade, giver detaljerede Bestemmelser til Ordning af Forholdet mellem Lopper og Fastboende og særskilte Regler for hurtig Bestemmelse og Afgjørelse af eventuel Erstatning. Men der findes ikke i Loven nogen Bestemmelse om Adgang til Indsættelse. Og deraf slutter jeg, at man ikke har villet have dette Middel anvendt til Sikrelse af Erstatningen. Det vilde jo ellers have ligget saa nær at nævne det. Man havde jo i saa Henseende et Forbillede i Fredningsloven af 1860, der siger, at overalt, hvor man har Krav paa Erstatning, har man Ret til Indsættelse, med nogle i Loven nævnte Undtagelser. At Bestemmelser om Indsættelse af Ren ikke i Lappeloven blev indtaget, kommer formentlig af, at dette Dyr ifølge sin Natur, for ikke at gaa tilgrunde, kræver stor Plads for fri Bevægelse og særegen Føde. Lapperne kan jo derhos være paa Flytning, saa det for dem vilde være forbundet med særegne store Vanskeligheder og Ulemper, om deres Ren skulde blive indsat. Resikoen ved at indsætte Ren fremgaar ogsaa klart af nærværende Sag. Og giver ikke Loven Anvisning paa Indsættelse, antager jeg ikke, man paa egen Haand kan anvende dette Middel. Naar Bofæ og Hund kan indsættes, har man udtrykkelig Lovhjemmel derfor. For at sikre sig Erstatning for lidt Skade anser jeg altsaa ikke Indsættelse af Ren overhoved berettiget. Og heller ikke anser jeg Appell. berettiget til at indsætte Dyrene for at sikre sig Bevis for, hvem der var deres Eier. Naar han havde indfanget Dyrene, kunde han se og sikre sig Beviset for de Mærker, Dyrene har. Og han havde da det samme Bevis mod Eieren, som om han var vedblevet at have Dyrene selv i sin Besiddelse. Det et Par Aar senere for disse Trakter givne Paabud om, at Lapperne skal indsende Fortegnelse over sine Renmærker til Opbevaring hos Lensmanden, hviler jo ogsaa paa Forudsætningen om, at man ved Beviset for et Dyrs Mærke vil have Adgang til at faa Rede paa Eieren. Men Appell. skal, heder det, ikke i nærværende Tilfælde have foretaget Indsættelsen i noget af de nævnte Øiemed, men alene for at sikre sig mod Skade paa sin Eiendom, altsaa som et Slags Nødværge. Og han antages da at være berettiget til Erstatning for de Omkostninger, han i denne Anledning har havt. Indsættelsen skal ikke tilsigte Sikrelse af Erstatning for bevirket Skade. Men det er ikke i saadan Hensigt og paa saadan Maade, at Indsættelsen af Appell. er foretaget. Han har staaet i den Tro, at Fredningsloven var anvendelig. Et Par Dage efter at de sidste Dyr var indfanget, forlanger han Auktion over samtlige Dyr, og i Auktionsplakaten siger Lensmanden udtrykkelig, at Rensdyrene er forlangt behandlet efter Fredningsloven, forsaavidt de ikke bliver indløst af Eierne, som varsles til at varetage sit Tarv. Dagen før Auktionens Afholdelse lader Appell. derhos afholde en Taxtforretning "til Bestemmelse af den Erstatning, han tilkommer for den Skade, han i
Side:325
denne Vaar har lidt paa sin Eiendom af Rensdyr, samt for disses Fodring og Bevogtning med mere", Han tilføier under Forretningen, at "han har indsat over 60 Ren, som han har fodret og bevogtet fra den 24 f. M.; siden den Tid har Renflokkene streifet over hans Jorder Nat og Dag, hvormed han har havt et betydeligt Arbeide med at skydse dem væk. For det Hele fordrede han Lagrettens Stjøn og Taxt". Man ser altsaa, at det er for den paa Eiendommen lidte Skade og derhos for al den Skade, der er lidt lige til Taxtforretningens Afholdelse,-Appell. gjennem Dyrenes Salg vil søge Exstatning. - Men selv om Indsættelsen var skeet for at sikre mod Skade, vilde jeg paa Grund af Renens Natur anse det høist betænkeligt uden Lovhjemmel at tilkjende Appell. en saadan Ret til Indsættelse som et Slags Nødværge. Kan han ikke foretage Indsættelse for at sikre sig Erstatning for allerede lidt Skade, anseer jeg ham ikke berettiget til at foretage Indsættelse for at sikre sig mod at lide Stade. Indsættelseretten er i Fredningslovens §26 indskrænket til de Tilsælde, hvor der efter denne Lov tilkommer Jordeieren Erstatning for Stade af fremmed Bofæ. Her maa Skaden altsaa allerede være skeet. Skulde en saadan præventiv Ret tilkjendes Grundeieren, maatte den efter min Mening begrændses af andre nærmere Bestemmelser til Betryggelse for Dyrenes Eier. Der maatte gives Bestemmelser om, hvor længe man skulde være berettiget til at holde Dyrene indespærret, om Pligt til forsvarlig at underholde dem, om Varsling til Eieren, om Auktion med kort Bekjendtgjørelsesfrist og om, at de ved Indsættelsen, Fodringen etc. forvoldte Omkostningers Størrelse maatte staa i et rimeligt Forthold til den befrygtede Skade, der skulde afværges. Nødvendigheden heraf synes mig at fremgaa klart af nærværende Sag. For at hindre Skade indespærres i Tiden mellem 24 og 27 Mai henimod 70 Dyr. Senere sværmer i Løbet af 14 Dage indtil Taxtforretningens Begyndelse efter Appell.s Paastand flere Hundrede Ren daglig paa hans Mark. Indsættelsen af disse 70 Dyr svarede forsaavidt aldeles ikke til Hensigten, idet Appell.s Marker alligevel og kanske endog just paa Grund deraf led Skade af andre Rensdyr, der angivelig lokkedes til Stedet ved de indespærrede Ren. Derhos havde Appell. en Mængde Folk til at foretage Jagning og Indfangning af Ren, hvorved ogsaa er bevirket megen Stade og Traak paa Jorden, hvad der er udtalt af 11te Vidne. Og da den samlede Skade skal bestemmes, udtaler Skjønsmændene, at det for Tiden er noget vanskeligt at bedømme den foraarsagede Skade paa Jord og Avling, men det antages dog, at Erstatningen bør mindst bestemmes til 80 Kr. Dette er altsaa den hele Skade. Og i den saaledes bevirkede Skade har de 70 Dyr havt eller rettere vilde de, om de ikke var blevne indsatte, havt en meget liden Andel. For at undgaa en Skade, der paa langt nær ikke gaar op til 80 Kr., anvender Appell. og fordrer af de Indst. for Høiesteret godtgjort Omkostninger til et Beløb af Kr. 248, 90, deriblandt for Jagning fra Jordene af Rensdyrflokkene mindst 3 Gange daglig i 23 Dage Kr. 11, 50 samt for Bagthold i 16 Døgn Dag og Nat med 3 Mand pr. Døgn 96 Kr. Der blev indsat henimod 70 Dyr, der, medens de stode indsatte, blev saa medtagne, at 4 af dem døde før Auktionen og de øvrige paa Auktionsdagen neppe kunde staa. Alle blev efter Salget slagtede paa Stedet, da det var paa det Rene, at intet af Dyrene kunde leve. Dyrene blev udbragt til gjennemsnitlig c. 4 Kr. pr. Stk.; de 47 Ren, der ikke blev folgte ved Auktionen, men umiddelbart efter underhaanden, udbragtes til Kr. l79,60, altsaa mindre end 4 Kr. pr. Stk. En Rens Værdi er af de Indst. opgivet forskjellig, efter Omstændighederne til
Side:326
20, 30, 40 Kr; Om jeg sætter Gjennemsnitsværdien til kun 14 Kr., hvilket naturligvis er meget for lavt, vilde Værdiforringelsen efter Indsættelsen af de paagjældende Ren andrage til mindst 10 Kr. pr. Stykke eller 700 Kr. Og lægges hertil Regningen over medgaaede Omkostninger, ser man, at ca. 1.000 Kr. er anvendt eller gaaet tilspilde for at undgaa en Skade, der, efterat mange andre Momenter er kommet til, gaar op i 80 Kr. Med samme Ret, som Appell. indfatte 70 Dyr, kunde han jo derhos have indsat flere Hundrede Dyr. Under de foreliggende Omstændigheder vilde det efter min Mening for Lapperne økonomisk have været langt bedre, om Appell. havde nedskudt og senere folgt Dyrene; da var dog disses Værdi i det Øieblik, de bleve skudte, nogenlunde uforringet kommet Eierne tilgode, og alle Omkostninger vilde været sparet. Nu faar Lapperne intet igjen for sine Dyr.
Der siges, at Lapperne kunde have indfundet sig tidligere. Jeg erkjender dette, og at altsaa en Feil er begaaet ogsaa fra Lappernes Side. Men, om det forholder sig som af disse opgivet, at deres Renhjorder af Ulven var spredt til alle Kanter i Fjeldet, var det jo til en vis Grad undskyldeligt, om de stræbte først at saa sine Dyr samlet, inden de søgte en Ordning med Appell. Da denne sendte dem Bud om Indsættelsen, var der nemlig ikke fanget ind mere end to Dyr. Og selv om de efter det gjorte Tilkjendegivende maatte gaa ud fra, at Appell. vilde fortsætte Indfangningen, har de visselig ikke tænkt sig Muligtheden af, at der kunde blive Tale om et saa stort Antal Dyr som skeet eller om saa store Omkostninger. Da Lapperne den 9 Juni kom til Appell. for at faa Sagen ordnet, havde de leiet med sig to upartiske Nordmænd for at faa Skaden paavist og værdsætte den paa Jorden lidte Skade. Men efter afgivne Vidneforklaringer synes det, at Appell. ikke vilde indlade sig derpaa.
Jeg kommer altsaa til det Resultat, at Appell. maa erstatte de Indst. de paagjældende Rens Værdi, og finder efter Omstændighederne Grund til derunder ogsaa at medtage deres Bevogtningsren, saaledes at der skulde gives Dom paa Erstatning for 39 Ren.
Da jeg imidlertid ved, at jeg staar alene med denne Mening, skal jeg ikke forme nogen Konklusion.
Med Hensyn til den befalede Sagførers Salarium for Høiesteret er jeg enig med de foregaaende Voterende.
Assessor C. Hansteen: Jeg er enig med Førstvoterende og tiltræder i alt Væsentligt, hvad han har anført, Jeg skal kun fremholde det særegne ved nærværende Sag: at Lapperne og specielt da Kontraappell. ved sit Forhold med Hensyn til de Ren, som kom ned i Bygden og gjorde Skade, har sat sig ganske ud over, hvad Lappeloven afødt xx.xx.1883 kræver af Lapper, som færdes i Fjeldene med Ren. I denne Lovs §6, §8 §9 er det paalagt Lapperne, at de med Omhu skulle vogte sine Renhjorder, forat Renen ikke skal gjøre Skade. Med Iagttagelse af denne som af de øvrige Forskrifter i Loven er det Lapperne tilladt at opholde sig og benytte Land og Vand - som det heder - paa de Steder, hvor de efter gammel Sædvane har søgt hen. Dette er Lovens Ord i §3. I en senere § i Loven, nemlig §19, No.1 og 2, er der tilsagt Lapperne Beskyttelse mod, at deres Ren paa nogen Maade med Forsæt eller af Uagtsomhed ufredes eller søges fordrevne. Det er imidlertid kun, naar de opholder sig paa sine retmæssige eller tilladte Opholdssteder, at der fastsættes Mulkt for Forulempning af dem.
I nærværende Tilfælde er imidlertid ikke Forholdet det, at der er vist Mangel paa Omhu under Bevogtningen. Faktum er, at al Bevogtning i
Side:327
Løbet af flere Uger er ganske undladt med Hensyn til en Renhjord, som maa antages at have bestaaet ialfald af et Par Hundrede Ren. Denne Mængde Ren har under fuldstændig Mangel pau Bevogtning forladt det retmæssige Opholdssted og oversvømmet Jordbrugeres Ager og Eng, et Forfold, man, som anført, maa antage har vedvaret omtrent 1 Maaned. I de første 14 Dage forsøgte Støvne at jage Dyrene bort; men da de som igjen, og det viste sig ganske forgjæves at jage dem, indsatte han Ren i Dagene fra 24 til 27 Mai. Den 25 Mai sendte han Bud, som kom frem til Kontraappell. den 26 Mai, og derefter gik Tiden hen lige til 9 Juni, før Kontraappell. indfandt sig. Omtrent en Maaneds Tid har saaledes en Renhjord paa et Par Hundrede, om ikke flere Hundrede, streifet omkring i Bygden uden al Bevogtning. Under saadanne Omstændigheder maatte Støvne efter almindelige Regler om Nødværge være fuldt berettiget til med de Midler, som han fandt tjenlige, at værge sin Eiendom. Der findes intet i Lappeloven, som ophæver Nødværgeretten ligeoverfor Renhjorde, som uden nogensomhelst Bevogtning streifer om udenfor deres retmæssige Opholdssted. Jeg mener, at hvis det under saadanne Omstændigheder skulde være utilstedeligt at indsætte Ren, maatte man i Loven have et udtrykkeligt Forbud derimod; men et saadant Forbud tror jeg aldrig vilde blive givet i nogen Lov. Med Hensyn til Nødværgeretten ligeoverfor Ren, som gjør Skade, skal jeg henvise til en Dom i Rt-1883-57; den der omhandlede Sag, der forøvrigt ligger forud for Lappeloven, angik et Tilfælde, som ikke var af den graverende Beskaffenhed som det her foreliggende. Det omhandlede .Bud, som Støvne sendte Lapperne, og som paatraf Kontraappell. den 26 Mai, bragte dem Besked om, at han dengang havde indfanget to Ren, men at han holdt paa at indfange Ren, og at, hvis ikke Lapperne, som og gjorde op med ham, vilde han indfange saa mange Ren, han formaaede. Afstanden fra Støvne til det Sted, hvor Kontraappell. opholdt sig, var ikke større, end at det Bud, Støvne sendte, som anført kom frem Dagen efterat det var afsendt. Længere Tid behøvede altsaa ikke Kontraappell. for at komme fra Fjeldet ned i Bygden, og vel ikke engang saa lang Tid. Men istedet derfor lader de Tiden gaa fra 26 Mai til 9 Juni, altsaa 14 Dage.
Naar der er lagt Vegt paa Misforholdet mellem den Skade, Renen havde gjort paa Appell.s Jorder, og det Tab, som Kontraappell. har lidt ved, at Dyrene blev indsatte og senere solgte, da maa dertil bemærkes, at Tabet ganske er at tilregne Kontraappell. selv. De kunde den 26 eller 27 Mai have været nede i Bygden og underrettet sig om Forholdet samt taget sine Forholdsregler; i saa Fald vilde al Skade for dem været undgaaet; da vilde endnu intet Dyr have lidt nogen Overlast. Men de venter som sagt i 14 Dage, før de indfinder sig, og første Gang var begge Kontraappell. saa drukne, at der ikke kunde foregaa nogen Forhandling med dem.
Jeg kan derfor ikke finde andet, end at Lapperne har at tilskrive sit eget utilbørlige Forhold, - først ved at lade en stor Renhjord streife om unden Bevogtning, og senere ved at undlade at indfinde sig efter Budsendelse, - al den Skade, de har lidt. At deres Ren var splittet af Ulven, hvilket siges at være Grunden til, hvad der er indtruffet, kan efter min Mening her ikke komme i nogen Betragtning; derom havde Støvne, ialfald paa den Tid, da han indsatte Renerne, ingen Besked. Om Lapperne ikke havde havt tilstrækkeligt Mandskab til at sende ned til Bygden for at samle Renerne, kunde de ialfald uden Ophold have sendt Bud med Underretning om, at Sammenhængen var den, at det var et Ulykkestilfælde, som var Skyld i
Side:328
det hele; men ikke engang det fandt de sig foranledigede til at gjøre. At Ulven splitter Renhjorden, og at Lapperne ikke kan saa Dyrene samlet, fordi de ikke har Folk nok hertil, er forøvrigt et Uheld, som maa ramme Reneierne, og kan ikke gaa ud over den, som bliver forulempet af Renerne derved, at de odelægger hans Jord. At der i Løbet af en hel Maaned, som altsaa skal være hengaaet fra den Tid, da Ulven splittede Dyrene, ikke skulde kunne være foretaget noget for at samle og føre op til Fjeldet igjen denne store Renflok, som havde huseret nede i Bygden saa længe, synes iøvrigt temmelig lidet troligt. I Forbindelse med, hvad jeg har nævnt om, at Kontraappell. kunde have sendt Bud om, at Ulven havde splittet Rensdyrflokken, vil jeg ikke undlade at bemærke, at 22de V., som var en af de Mænd, der blev sendt som Bud til Lapperne, har forklaret, at Paul Jonsen ytrede til ham, at skjønt han ikke var sikker paa, at netop nogen af hans Ren var blandt de indestængte, vilde han dog have reist strax til Støvne, hvis ikke Ulven havde splittet hans Rensdtyrflok. Hvorvidt 22de V. har meddelt dette til Støvne, derom ser jeg ikke, at der er nogen Forklaring. Men ialfald havde paa den Tid Renflokken allerede i en fjorten Dages Tid streifet og nede i Bygden, og forøvrigt gjælder, uanseet hvad her er berørt, det, som jeg har sagt om, at Uhjeldet med Ulven maatte gaa ud over Reneierne og ikke kunde gaa ud over de skadelidende Jordeiere.
Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.