Rt-1896-484
| Instans: | Høyesterett - Kjennelse |
|---|---|
| Dato: | 1896-03-21 |
| Publisert: | Rt-1896-484 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 59 1ste Session d. A. |
| Parter: | Stroffesag mod Johannes Kristofersen (Forsvarer: Mejdell - Aktor til Prove: Overretssagf. Sverre Prydz). |
| Forfatter: | Roll, Motzfeldt, Bull, Ottesen, Thoresen, Broch, Justitiarius Lambrecht |
| Lovhenvisninger: | Straffeprosessloven (1887) §347 |
Assessor Roll: Ved Tiltalebeslutning fra Statsadvokaterne i Oslo afødt xx.xx.1895, blev Pudretfabrikant Johannes Kristofersen sat under Tiltale til Fældelse efter Straffelovens Kap. 23 §19 for ved tre forskjellige Leiligheder at have benyttet Hefte, som var i mislig Stand, samt derhos for i Aaret 1894 at have havt de ham tilhørende Hefte staaende i en Stald i Snippen No. 1, hvor foruden andre Mangler ogsaa Spiltougene var saa smale og korte, at det var til Plage for Dyrene.
Side:485
Lagretten kjendte Tilt. ikke skyldig i de øvrige Poster, men erklærede ham skyldig med hensyn til den specielt refererede Post i Tiltalebeslutningen. I Henhold hertil blev Tilt. ved Oslo Lagmandsrets Dom afødt xx.xx.1896 for Forbrydelse mod Straffelovens Kap. 23 §19 ilagt en Bob til Statskassen stor 50 Kr. samt i Erstatning for Sagsomkostninger 50 Kr.
Tilt. erklærede paa Stedet Anke, idet han mente, at en rigtig Forstaaelse af Retsspørgsmaalene sammenholdt med Lagrettens Svar maatte lede til Frifindelse. Umiddelbart derefter tilstillede hans Forsvarer Lagmanden en Skrivelse, hvori han forespurgte, om det ikke forholdt sig saa, at Lagmanden i sin Retsbelæring havde erklæret sig uenig i den af Forsvareren forfægtede Fortolkning af Straffelovens Kap. 23 §19, hvorefter Udtrykkene i denne § "vise Grusomhed ved Mishandling af Kreaturer" maatte forstaaes i Overensstemmelse med Udtrykkene i Kap. 15 §5: "forsætlig tilføie ualmindelig Smerte". Efterat Lagmanden havde besvaret Spørgsmaalet bekræftende, gjorde Tilt. det Tillæg til sin Ankeerklæring, at han ogsaa paaberaabte sig, at Lagmandens Retsbelæring var feilagtig.
Anken er af Kjæremaalsudvalget henvist til Prøvelse i Høiesteret.
Her for Retten har Tilt.s Forsvarer principalt paastaaet Tilt.s Frifindelse og subsidiært, at Lagmandsrettens Dom og den til Grund for vedkommende til Lagretten rettede Spørgsmaal (No. 4) liggende Hovedforhandling ophæves som Følge af, at Lagretten i Henhold til en feilagtig Veiledning fra Lagmandens Side urigtig har gaaet ud fra, at det til Anvendelse af Straffel.s Kap. 23 §19 ikke er nødvendigt, at der tilføres Kreaturer ualmindelig Smerte.
Jeg anser det hensigtsmæssigt først at behandle den fubsidiære Paastand.
Som det vil sees, er den Retsbelæring, over hvis Urigtighed Tilt. anker, ikke protokolleret, og jeg antager, at der allerede af den Grund ikke kan blive Tale om paa dette Fundament at ophæve den ergangne Lagmandsretsdom.
Udtrykkene i Straffeproceslovens §347 er vistnok ikke aldeles utvetydige. Men naar man kjender Aarsagen til, at nævnte § ved Loven afødt xx.xx.1891 blev givet dens nuværende Lydelse, er det ikke tvivlsomt, at det har været Lovgiverens Hensigt, at man ikke skulde kunne anke over en Retsbelæring, medmindre den under Retsforhandlingerne, forinden Lagretten har trukket sig tilbage, er bleven protokolleret. Der blev nemlig under Behandlingen af Propositionen til Loven af 1891 i Odelsthinget saavel af Justitsdepartementets Chef som af Formanden i Storthingets Justitskomit udtrykkelig udtalt, at Hensigten med den foreslaaede og senere vedtagne Forandring var, at Adgangen til at paaanke en Retsbelæring skulde være spærret, hvis den ikke itide var forlangt protokolleret. Selv om man imidlertid vil bortse fra, hvad der saaledes er passeret ved Lovændringens Tilblivelse, og strengt vil holde sig til, at Loven efter sine Ord ikke kan ansees at opstille noget Forbud mod at angribe en Retsbelæring, hvis Indhold først senere er konstateret, saa mener jeg, at det i det foreliggende Tilfælde ikke er godtgjort, at den af Lagmanden givne Retsbelæring er urigtig, Her for Retten har, som det af den af Forsvareren nedlagte Paastand vil sees, Forsvareren hævdet, at retsbelæringen indeholdt, at det, forat en Mishandling skulde blive strafbar efter Krll.s Kap. 23 §19, ikke skulde være nødvendigt, at der var tilføiet Kreaturerne ualmindelige Smerter. Men ser jeg paa Udtrykkene i det Spørgsmaal, der af Forsvareren er rettet til Lagmanden, kan jeg ikke finde bragt paa det Rene, at Lagmandens Retsbelæring
Side:486
har havt dette snevrere Indhold. Han synes, som det allerede af, hvad jeg har anført, vil fremgaa, kun i sin Almindelighed at have udtalt, at de samme Betingelser, som i Krll.s Kap. 15 §5 er opstillet for Straf, ikke er ligefrem anvendelige paa Kap. 23 §19, og deri mener jeg, at han har Ret.
Jeg vil altsaa ikke kunne votere for, at den subsidiære Paastand tages tilfølge.
Ligesaalidt finder jeg, at der kan blive Tale om for Høiesteret at afsige Frifindelsesdom.
Det er vistnok saa, at Høiesteret vilde havt Adgang til at afgjøre, hvorvidt den af Tilt. udviste Behandling indgaar under Begrebet "Grusomhed" i Lovens Forstand. Men for at saadan Afgjørelse skulde kunne træffer maatte der selvfølgelig have foreligget for Høiesteret samtlige i Sagen forekommende Oplysninger, der tjener til at karakterisere Tilt.s Forhold. Men udenfor, hvad der er oplyst om Bagsenes Beskaffenhed, kjender Høisteret intet til Faktum og man faar derfor blive staaende ved, at Lagretten, for hvem Opliysningerne i sin Helhed har foreligget, har skjønnet, at Grusomhed i nærværende Tilfælde er udvist.
Konklusion:
Anken forkastes. Forsvarer og Aktor for Høiesteret, Adv. Mejdell og Overretssagf. Sverre Prydz, tillægges i Salarium, Førstnævnte 70 - sytti - og Sidstnævnte 40 - firti - Kroner, af hvilke Beløb Tilt., Johannes Kristofersen, erstatter Statskassen 50 - femti - Kroner.
Extraordn. Assessor, fhv. Statsraad Motzfeldt: Jeg er i Resultatet enig med Førstvoterende og tiltræder ogsaa i det Væsentlige hans Begrundelse af Forkastelsen af Tilt.s principale Paastand. Men til at forkaste Domfældtes subsidiære Paastand er det for mig tilstrækkelig og afgjørende, at den Retsbelæring, paa hvis formentlige Urigtighed Anken forsaavidt er bygget, ikke er begjært tilført Retsprotokollen, saaledes som i §347, 3die Afsnit, foreskrevet. Der kan da efter min Mening ikke bygges nogen Anke paa dens formentlige Urigtighed. Jeg finder det derfor ufornødent nærmere at indgaa paa eller belhandle denne Del af Domfældtes Anke.
Extraordn. Assessor, Expeditionssek. Bull: Enig paa samme Maade som Hr. Assessor Motzfeldt.
Assessor Ottesen: Ligesaa.
Assessor Thoresen: Enig med Forstvoterende.
Extraordn. Assessor, Generalauditør Broch:: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.
Justitiarius Lambrecht: Ligesaa. Jeg finder det, saaledes som nærværende Sag foreligger, ikke fornødent at udtale som en bestemt Ting, hvad flere af de tidligere Voterende har ytret, nemlig at den Omstændighed, at Lagmandens Retsbelæring ikke var forlangt tilført Protokollen eller Retsbogen, forinden Lagretten trak sig tilbage, gjør det til en retlig Umulighed i noget Tilfælde at drøfte, om Retsbelæringen til Skade for Tilt. har været urigtig, hvor klart det end efter de afgivne Erklæringer og Oplysninger stiller sig og erkjendes, at saa har været Tilfældet. Selvfølgelig er det efter den historiske Oplysning, som er fremført om Aarsagen til, at Straffeproceslovens §347 blev forandret ved Loven afødt xx.xx.1891, nyderst betænkeligt at bygge paa Erklæringer og Oplysninger, som er fremkommet, efterat Lagretten trak sig tilbage, og selvfølgelig har Lagmanden, om der bagefter begjærer af ham Oplysninger om, hvad han har ytret i sin
Side:487
Retsbelæring, den fulde og frie Adgang til at negte at meddele noget herom. Men jeg kan tænke mig Tilfælde, hvor det ved Lagmandens egen godvillige Medvirken i Retfærdighedens Interesse oplyses, at hans Retsbelæring har været urigtig, og at den sandsynligen har været til Skade for Tilt., og det forekommer mig, at det vilde være overmaade ilde i Forhold til Retspleiens Hensigt og Retfærdighedens materielle Krav, om i et saadant excessivt Tilfælde Høiesteret formelt skulde være afskaaret Adgang til at lægge nogen Vegt paa dette, fordi Retsbelæringen ikke var forlangt tilført Retsbogen. Jeg Vil derfor ikke have udtalt nogen saa bestemt Mening, som her af Andre er ytret, om, at Lovforandringen i 1891 ufravigelig maa lede til et saadant, hvad jeg vil kalde formelt eller doktrinært Resultat. Jeg for min Del anser det aldeles ikke fornødent for nærværende Sags Skyld at udtale nogen Mening om dette. For mig behøves det ikke til at udbringe Resultatet, idet jeg fuldt ud tiltræder, at saaledes som Oplysningerne i nærværende Sag foreligger, er det aldeles ikke godtgjort, at Lagmandens Retsbelæring har været urigtig, Jeg bygger altsaa i det heromhandlede Punkt kun paa dette, og erklærer, at om de øvrige Spørgsmaal, som jeg har berørt, finder jeg det ikke fornødent her at udtale nogen decisiv Mening.
Høiesterets Kjendelse blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.
Anm. Som det vil sees efterlader Assessor Roll Votum, saaledes som det foreligger i Hurtigskrift, i Virkeligheden ingen Tvivl om hans Mening med Hensyn til Forstaaelsen af Straffeproceslovens §347 i dens nuværende Lydelse, og dette Votum sammenregnet med Assessorerne Motzfeldts, Bulls og Ottesens Vota, giver saaledes i ethvert Fald Pluralitet for, hvad der ovenfor i Indholdsangivelsen er anført som Høiesterets Resultat. Efter deres Votas Ordlyd skulde til denne Pluralitet ogsaa Assessorerne Thoresen og Broch henregnes. Det er imidlertid muligt at disse Voterende til Grund for sine Vota have lagt en noget anden Opfatning af Førstvoterendes Udtalelser, end den som Hurtigskriften udviser at være den rette. Justitiarius Lambrechts sees udtrykkelig at have reserveret sig imod at ville udtale nogen "decisiv Mening" om Forstaaelsen af Straffeproceslovens §347 i det under Sagen omhandlede Punkt.
Red.