Rt-1897-17

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1896-10-15
Publisert:	Rt-1897-17
Stikkord:	Tingsrett, Servitutt, Seterrett, Bruksrett
Sammendrag:	Spørgsmaal om en - ved et mere end 100 Aar gammelt, thinglæst, Forlig anerkjendt - Sæterret i en tidligere Statsalmenning, der for mere end 200 Aar siden af Kongen var solgt til Privatmand, kunde gjenoptages til Benyttelse, og Bygningstømmer og Gjerdefang forlanges udvist til ny Bebyggelse og ny Indgjerding, efterat Sæterretten i ca. 100 Aar ikke var udøvet og efterat Sæterhusene og Gjerdene forlængst vare bortraadnede, efter Omstændighederne besvaret bekræftende. Fra Skoveierens Side var paaberaabt, dels at Sæterretten var bortfaldt ved Abandon eller Frihævdelse, dels at Reglerne om Aldertids Brug, der særlig have Anvendelse paa Almenningsfeltet, maatte medføre, at Skoveieren havde Krav paa, at de Brugs- og Benyttelses Forhold, der havde bestaaet i en Tid, der gik ud over Mands Minde, maatte opretholdes. Dissens: 6-1
Saksgang:	Høyesterett L.nr. 42, 2den Session 1896
Parter:	Baron Harald Wedel-Jarlsberg (advokat Carl Lundh) mod Haakon Færden og M. Olsen (advokat Keyser Jordan)
Forfatter:	Løchen, Scheel, Andersen, Motzfeldt, Ottesen, C Hansteen, Dissens: Roll
Lovhenvisninger:

Extraordin. Assessor, Statsadvokat Løchen: Nærværende Sags faktiske Sammenhæng er fremstillet i Præmisserne til de underordnede Retters Domme.

Ved Kristiania Overrets Dom af 4. juni 1894 blev saaledes kjendt for Ret:

De Indst. Haakon Færden og M. Olsen kjendes for sine eiende Andele af Gaarden Thoen, Norderhaugs Præstegjeld, l.nr. 336 a og b, sæterberettigede fra det under Sagen omhandlede Sted ved Vesleflaatevandet paa Krogskoven. Appell., Baron Harald Wedel-Jarlsberg bør derhos inden 1 - en - Maaned efter denne Doms Forkyndelse under en Mulkt til Haugs Sogns Fattigkasse af 20 - tyve - Kroner for hver Uge, denne Dom siddes overhørig, udvise de Indst. Skovmaterialier til Gjenopførelse af de under Sagen omhandlede Sæterhuse og Gjerde sammesteds.

Processens Omkostninger ophæves for begge Retter.

Denne Dom har Baron Harald Wedel-Jarlsberg appelleret til Høiesteret og her nedlagt Paastand om, at han frifindes for de Indst.s Tiltale og hos dem in solidum tilkjendes Omkostninger for alle Retter.

De Indst. Haakon Færden og M. Olsen har nedlagt Paastand om Stadfæstelse af Overrettens Dom og Tilkjendelse hos Appell. af Omkostninger ved Høiesteret.

Sagen dreier sig om, hvorvidt Haakon Færden og M. Olsen for sine eiende Andele af Gaarden Thoen i Norderhaugs Præstegjeld, l.nr. 336 a og b, er sæterberettigede fra det under Sagen omhandlede Sted ved Vesleflaatevand paa Krogskoven i den saakaldte Dybendalen, der udgjør en Del

Side:18

af den store Skovstrækning, hvis øvre Del kaldes Spolskoven, og hvis midtre og nedre Del kaldes Leuchmarken. Hele denne store Skovstrækning er nu i Baron Wedels Eie. Hvad specielt Dybendalen angaar, blev den solgt ved Kongeskjøde af 25 Septbr. 1668 til en Jacob Luth, der havde været Kongens Foged, og er senere ved Transaktioner og Arv gaaet over til Baron Wedel.

Jeg kommer i Sagen til samme Resultat som Overretten og kan i alt Væsentligt hendholde mig til denne Rets Begrundelse. Jeg finder efter de foreliggende Oplysninger at maatte gaa ud fra, at det Sted, hvor Sæterretten gjøres gjældende, ligger i en Strækning, der tidligere har været Statsalmenning, men som senere er gaaet over i privat Eie. I denne Henseende kan jeg i alt Væsentligt henholde mig til Overrettens Bevisførelse. Strækningens Karakter af Statsalmenning kommer tilsyne i en Række ældre Dokumenter. Jeg skal specielt nævne Ringerikes Sorenskriveris Dom af 21 Oktbr. 1684 og Overhofrettens Dom af 7 Juni 1769. Den i førstnævnte Dom omhandlede Sag var anlagt af endel Bønder i Ringerike, hvoriblandt en Engebret Tonen, mod endel Skovfinner, som havde nedsat sig i disse Trakter paa Pladse, blandt hvilke nævnes Stubdal, Spolen, Flaaten og Heggeli. Bønderne klagede over de Indgreb, som Finnerne havde gjort i deres Rettigheder; det heder saaledes bl. A. i Dommen, at Finnerne «icke alene dennem hindrer och betager deris aff gammel Tid og sedvanlige Udmarcher med Setter, Fæbeed, Fischerie, Veigde fang, deris Setter Volders och Fæbeds Indhegnelse» osv. Strækningen betegnes altsaa her som Bøndernes sædvanlige Udmark, og paa et andet Sted i Dommen kaldes den deres almindelige Udmark. Strækningen er saaledes i Dommen betragtet som, hvad man i Nutiden kalder Almenning.

I den anden, af Overhofretten i 1769 paadømte Sag, gjør to Bønder fra Ringerike, saavidt jeg kan se, Paastand paa Eiendomsret til den saakaldte Spolen; denne Paastand forkastes imidlertid ved Dommen, idet det findes, at Bønderne ikke har nogen Eiendomsret til Strækningen, men alene har den Ret, «som Loven giver dem til Almenning». Videre heder det i Dommen: «I Henseende til deres paaberaabte Brug og Hugst da følger deraf ej heller nogen Ejendomsret, efterdi Loven bevilger Almuen Sætter og Havn og andre Friheder i Alminding, hvilket og dennem under denne Sag er tilstaaet».

Man ser altsaa, at denne Del af Strækningen, den saakaldte Spolen, ogsaa under denne Sag er af Retten behandlet som Almenning, hvori Bønderne har ikke Eiendomsret, men Almenningsrettigheder.

Endnu mere afgjørende finder jeg det under Sagen paaberaabte Forlig af 6 Juni 1759, thinglæst 27 Oktbr. 1760. Dette Forlig er sluttet mellem Leuchmarkens daværende eier Morten Leuch og en hel Del Bønder fra Ringerike; der nævnes bestemte Personer, og der tilføies, at Forliget er indgaaet ogsaa paa Andres Vegne. Det er paa det Rene, at det angaar den saakaldte Leuchmark, altsaa netop den Strækning, som omhandles under nærværende Sag. Bøndernes Sæterret i denne Strækning er her udtrykkelig forbeholdt dem og anerkjendt af den daværende Eier af Leuchmarken. Det heder nemlig i Forliget:

«Eftersom endel af os og andre Bøgde Folk i Nordrehaugs Præstegield paa Ringerike har fra gammel Tid haft deris Sætter Leyer paa adskillige Steder i ovennævnte Sr. Leuchs Eyendom og inden hans Stræknings Linie, saa kand vi ingenlunde frafalde samme, men paastaar,

Side:19

at det for os og vore Efterkommere derved skal have sit Forblivende paa de sædvanlige Stæder, og at os forundes uden nogen Slags Betaling eller Afgift, saavel Tømmer til Sætternes Opbyggelse, naar de forfalder, samt til Reparation, naar det behøves og ligesaa Gjerdes Fang til Sættervoldens Indhegning og Rødning paa Sættervolden».

Videre heder det:

«Paa foranstaaende Declaration, frafalder jeg Morten Leuch de her oven benævnte 2de Processer, samt tillader saa mange af Almuen som hidtil har haft deris Sætre i forbesagte Skove at lade det derved forblive efter denne forandførte Proposition og Paastand».

Jeg skal ikke nævne flere gamle Dokumenter, idet jeg i det Hele kan henvise til Overrettens Udtalelser om dette Punkt. Jeg mener saaledes, at det saavel af de gamle Dokumenter som af de stedlige Forhold i det Hele fremgaar, at den Strækning, som nu er i Baron Wedels Eie, forhen har været Statsalmenning. Den er omtrent paa alle Kanter omgivet af Almenninger. Jeg gaar saaledes ud fra at Spolskoven og Leuchmarken har Været Statsalmenning og har udgjort en Del af den tidligere store Krogskovens Almenning. Heraf følger efter min Mening, at der tilkommer Bønderne fra Ringerike den Sæterret i denne forhenværende Statsalmenning, som de fra gammel Tid af har udøvet. At denne Sæterret bestaar uanseet Strækningens Overgang i privat Eie, forkommer mig utvivlsomt. Kongen betog ved sine Afhændelser af Almenningen ikke Bønderne deres gamle Sæterret, ligesom det - til Overflod - i det af mig omhandlede Forlig af 1759 er udtrykkelig stadfæstet af den private Eier, at den anførte Rettighed fremdeles skulde bestaa. Det maa mærkes, at Forliget er sluttet, længe efterat Strækningen var gaaet over til Privateiendom.

Fra Baron Wedels Side er det specielt bestridt, at Gaarden Thoen har nogen Sæterret. Det er imidlertid ved Vidneførsel paa Aastedet godtgjort, at denne Gaard fra gammel Tid af har havt Sæterhuse og drevet Sæterbrug ved Vesleflaatevand, idet man paa Aastedet har paavist Tomterne for Gaardens gamle Sæterhuse. Naar nu den Strækning, hvorom der handles, er en Strækning, hvori Bønderne som Regel har Sæterret, og naar det derhos er godtgjort, at Gaarden Thoen i sin Tid har havt Sæter paa Stedet, mener jeg, at der er ført et fyldestgjørende Bevis for, at denne Gaard hører blandt de sæterberettigede Gaarde. Jeg vil heller ikke undlade at nævne, at under den i 1684 paadømte Sag optraadte en Mand ved Navn Engebret Tonen, og det er jo overveiende sandsynligt, at denne Mand var fra den Gaard, som under nærværende Sag gjør Sæterret gjældende, idet det ikke er oplyst, at der er flere Toen- eller Tonemgaarde i Norderhaug.

Fra Baron Wedels Side er imidlertid gjort gjældende, at hvis Thoen har havt Sæterret i Strækningen, er Retten i hvert Fald bortfaldt ved Kontrahævd, Frihævd, eller Abandon.

Jeg kan dog ikke være enig heri.

Det er vistnok saa, at Thoens Sæterret faktisk ikke er udøvet i en meget lang Aarrække, ca. 100 Aar, men jeg antager ikke, at denne Omstændighed kan bevirke Udslettelse af selve Retten. At Baron Wedel skulde have vundet sin Eiendom fri for Sæterretten ved Kontrahævd, kan jeg saaledes ikke antage, idet det ikke er godtgjort fra hans Side, at han har udøvet en Brug, der skulde staa i Strid med Sæterrettens Existence. Der er efter min Anstuelse ikke ført noget Bevis for en saadan Kontrabrug; det hele Bevismateriale indskrænker sig til, at Sæterretten ikke er udøvet.

Side:20

Heller ikke antager jeg, at Baron Wedel har frihævdet sin Eiendom. Det er ved Aastedsbefaringen godtgjort, at man har fundet Tomterne for de gamle Sæterhuse, og ved Vidneførsel er det konstateret, at nu levende Personer har seet de gamle Bygninger paa Stedet om end i en meget forfalden Tilstand. Vidnerne har ogsaa talt med Budeier, der personlig har kjendt til, at der har været sætret fra Thoen paa Strækningen. Dertil kommer, at Forliget af 1759, hvori den daværende Eier af Leuchmarken Morten Leuch stadfæster Bøndernes Sæterret, er thinglæst som Heftelse paa nævnte Eiendom. Under disse Omstændigheder kan jeg ikke anse Sæterretten bortfald alene derved, at den i et langt Tidsrum ikke er udøvet fra den Berettigedes Side. Det kan neppe siges, at den «gode Tro», som maa forlanges i saadanne Forhold, her er tilstede. Jeg sigter herved ikke til den enkelte Persons virkelige Kundskab om Eiendomsbyrden, men til, at Eieren efter alle foreliggende Omstændigheder burde havt Kjendskab til, at Eiendommen har været beheftet med den omhandlede Brug. Det maa videre bemærkes, at der her er Spørgsmaal om en Rettighed, som er hjemlet ved selve Lovgivningen, idet Bønderne jo som Regel efter Loven har Sæterret i den tilgrændsende Almenning, saaledes som de fra gammel Tid har udøvet den. Hvor det gjælder en saadan Rettighed skal der i hvert Fald overordentlig meget til, for at den skulde bortfalde ved Frihævdelse, om den overhovedet kan være Gjenstand derfor.

Heller ikke kan jeg finde, at Gaarden Thoen skulde have abandonneret sin Rettighed, idet der i Undladelsen af at benytte Rettigheden i en lang Række af Aar ikke ligger nogen endelig Opgivelse af Retten. Den blotte Undladelse kan ikke fortolkes som en saadan Opgivelse.

Det vil sees, at der under Sagen er Spørgsmaal om Sæterret ikke for Gaardene Thoen i sin Helhed, men for to bestemte l.nr. Af denne Gaard, nemlig l.nr. 336 a og b; det er Paastand om Sæterret for disse to l.nr., de Indst. fremsætter. Gaarden Thoen, som i gamle Dage kun havde to Opsiddere, sees nu at være delt i 10 Parceller. Af disse har l.nr. 336 a en Skyld af Mark 5.06, l.nr. 336 b sammen med l.nr.335 a og 336 c og e en Skyld af Mark 13.25; den hele Eiendom har en Skyld af Mark 49.66. Foruden Parcellerne 336 a og b sees de Indst. her for Retten ogsaa at eie flere andre l.nr.

Der er imidlertid under nærværende Sag kun Spørgsmaal om den Sæterret, som l.nr. 336 a og b har; disse to l.nr. Udgjorde i 1838 Halvdelen af den samlede Eiendom. Efter den ved Underretten passerede Vidneførsel maa jeg gaa ud fra, at det er de under nærværende Sag omhandlede l.nr. 336 a og b, som fra gammel Tid af har udøvet den Sæterret, hvorom der her er Spørgsmaal. Vidnerne siger nemlig, at Sæteren ved Vesleflaaten tilhørte de Gaarde, som eies af Cit.ne eller de her for Retten Indst.

Den Omstændighed, at Gaarden Thoen nu er delt i flere Parceller, kan derfor efter min Mening ikke være til Hinder for, at de under denne Sag specielt nævnte to l.nr. Tilkjendes den Sæterret, som de fra gammel Tid har udøvet, idet det er klart, at den Ret, som tillægges dem, begrændses i Omfang ved de omhandlede Brugs Størrelse.

Det er fra Baron Wedels Side specielt bestridt, at de Indst. skulde have Ret til at disponere over Skoven til Gjenopførelse af de gamle Sæterbygninger og til Gjærdefang. Men antager man som jeg, at Gaarden har Sæterret i Strækningen, følger deraf ligefrem Ret til saadant Aavirke i

Side:21

Skoven som nævnt, idet denne Ret er en Bestanddel af Sæterretten. Jeg kommer saaledes i det Hele til samme Resultat som Overretten.

Konklusion:

Overrettens Dom bør ved Magt at stande, dog saaledes, at Fristen for Skovmaterialiers Udvisning regnes fra Høiesterets Doms Afsigelse.

Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves.

Assessor Scheel: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Assessor Andersen: Jeg kommer til samme Resultat som de foregaaende Voterende, men jeg grunder dette væsentlig paa, at der til de Indst.s Eiendomme efter de foreliggende Oplysninger fra gammel Tid har ligget Sæter i den heromhandlede Skovstrækning og paa det i 1759 afsluttede, af Førstvoterende citerede Forlig af 6 Juni 1759, thinglæst 27 Oktbr. 1760. Hvorvidt den heromhandlede Skov eller Leuchmark i ældre Tid maa antages at have været Statsalmenning, finder jeg det ufornødent her at afgjøre eller udtale mig om, da jeg i hvert Fald anser de Indst. sæterberettigede efter Forliget af 1759, i Forbindelse med, at de faktisk har havt Sæter paa Stedet. Iøvrigt er jeg i det Væsentlige enig med Førstvoterende.

Efter den Maade, hvorpaa jeg begrunder mit Resultat, skulde jeg anse det rigtigst, at der gives ny Konklusion, men jeg finder det for Tiden ufornødent at formulere nogen saadan.

Extraordin. Assessor, fhv. Statsraad Motzfeldt: Jeg slutter mig i det Væsentlige til Hr. Assessor Andersen, idet jeg som han finder det unødvendigt at udtale mig baade om, hvorvidt den heromhandlede Skovstrækning har været Almenning, og om hvorvidt der fremdeles kan gjøres Almenningsrettigheder gjældende i Skoven. Jeg er iøvrigt i megen Tvivl om, hvorvidt der her er Adgang til at gjenoptage Udøvelsen af en Ret, som man i et Aarhundrede har ladet ligge ubenyttet. Jeg er nærmest tilbøielig til at antage, at dette ikke gaar an. Ligesaavel som Alders Tids Brug kan stifte Ret burde Alders Ikke-Brug i Forhold af den heromhandlede Natur kunne stifte Ret. I begge Tilfælde vilde man derigjennem slaa fast den gamle, fra Alders Tid faktisk bestaaende Tilstand. Men denne Mening deles ikke af Rettens Flertal. Og jeg erkjender, at nogen Lovhjemmel herfor kan vanskelig paavises. Jeg finder derfor ikke tilstrækkelig Føie til paa dette Fundament at dissentere. Og med de foregaaende Voterende mener jeg, at Betingelserne for Frihævd eller Kontrahævd her ikke er tilstede.

Jeg har ligeledes været i megen Tvivl om, hvorvidt der var Adgang for Haakon Færden og M. Olsen til at optræde og kræve for deres i Klagen nævnte Andele af Thoen, l.nr. 336 a og b, den Sæterret, som i gamle Dage har tilliget Gaarden Thoen i den heromhandlede Skov. De i Klagen nævnte l.nr. Repræsenterer vel neppe en Trediedel af Gaarden Thoens Skyld. Og de afhørte Vidners Udtalelser om, at Sæterretten skulde have været udøvet af de Dele af Gaarden Thoen, som nu eies af H. Færden og M. Olsen, kunne jo ikke gaa alene paa l.nr. 336 a og b, idet Færden og Olsen sees paa den Tid, da Vidnerne blev afhørte, at have eiet ogsaa mange andre Andele af Gaarden Thoen. Disse andre Andele har en samlet Skyld af ca. 8 Mark, heri ikke iberegnet l.nr. 335 a og 336 c og e, hvis Skyld ikke kan sees, da den er slaaet sammen med Skylden paa l.nr. 336 b. Men mine Tvivl deles ikke af Rettens Flertal. Og da de foreliggende Oplysninger angaaende dette Punkt ere høist mangefulde og utilstrækkelige, finder jeg heller ikke tilstrækkelig Føie til paa dette Fundament

Side:22

at dissentere. Jeg gaar imidlertid ud fra, at Omfanget af Retten begrændses i Forhold til de i Klagen nævnte l.nr.s Størrelse.

Assessor Ottesen: Jeg er i det Væsentlige enig med DHrr. Assessorerne Andersen og Motzfeldt.

Assessor Roll: Jeg kommer til et andet Resultat end de foregaaende Voterende. Jeg gaar vistnok med dem ud fra, at Thoen-Gaardene har havt Sæterret ved Vesleflaaten i Leuchmarken, men jeg mener, at denne Sæterret er bortfaldt. Allerede meget taler for, at den, som af Appell. paastaaet, er bortfaldt ved Abandon. Naar en Ret, tilkommende en Eiendom over en bestemt Lokalitet ikke i Mands Minde er bleven benyttet, ligger det nær at antage, at den er opgivet. Imidlertid vover jeg ikke alene i det forløbne Tidsrum at lægge et tilstrækkeligt Indicium for Abandon, og andre Indicier foreligger ikke. Det er til Forklaring af den stedfundne non usus under Sagen ikke oplyst andet, end at de Indst.s Parter af Thoen gjennem en lang Aarrække har været Underbrug under andre Gaarde, som har havt bedre og lettere tilgjængelig Sæter. Medens jeg saaledes ikke kan bygge Appell.s Frifindelse paa Abandon, er jeg mere tilbøielig til at bygge den derpaa, at han har hævdet sig fri. Betingelserne for Frihævd forekommer mig her at være tilstede. Appell. har i et Tidsrum, der langt overstiger almindelig Hævdstid, været i Besiddelse af Leuchmarken uden at Gaarden Thoen har sætret der, og uden at han har kjendt til, at den havde nogen Sæterret. De Levninger af Sæterhuse, der forefandtes, kunde efter mit Skjøn ikke være skikket til at bibringe Appell. saadan Kundskab. At Leuchmarken oprindelig har været Almenning og altsaa Sæterretten en af Loven selv flydende og af den anerkjendt Ret, synes mig ikke at kunne forandre Tingen. Sæterretten har, efterat Almenningen først er gaaet over i privat Eie, ligeoverfor den private Eier antaget Karakteren af en almindelig Brugsret over fremmed Eiendom og maa da formentlig være underkastet de samme retlige Vilkaar for sin fortsatte Existence som andre lignende Brugsrettigheder. En Ting er det, at Appell., fordi Leuchmarken tidligere har været Almenning, havde en almindelig Pligt til at tale Almuens Sæterrettigheder. En ganske anden Ting vilde det være, om enhver enkelt Sæterrettighed skulde være sikret Bestaaen uden Hensyn til, om den udøvedes og var kundbar for Leuchmarkens Eier eller ikke.

Men om man end i Betragtning af Sæterrettigheders Oprindelse og Beskaffenhed ikke vil gaa ind paa, at Frihævd ligeoverfor dem er anvendelig, saa antager jeg, at de i hvert Fald netop paa Grund af deres særegne Karakter maa bortfalde, naar de i et Tidsrum at 100 Aar ikke er bleven udøvede. Jeg mener, at Reglerne om Alders Tids Brug, her maa komme til Anvendelse. Sæterrettigheder er Almenningsrettigheder, og paa Almenningsfeltet er det særskilt anerkjendt og af Lovgivningen udtalt, at saaledes, som der har været forholdt gjennem Alders Tid, saaledes skal det forblive. Den Tilstand, de Brugs- og Benyttelsesforhold, der i en Tid, som gaar udover Mands Minde, har bestaaet, har Krav paa at blive opretholdt. Det siger sig selv, at der i et saa langt Tidsrum vil, jeg kan næsten sige nødvendigvis, være opstaaet Forhold, som, om de end ikke er absolut uforenelige med den Rettighed, som paastaaes kaldt tillive, dog vilde forandres og forrykkes, om den atter vaagnede op. Jeg vil særlig med Hensyn til det foreliggende Tilfælde nævne, at det er alt andet end usandsynligt, at de tilgrændsende Sætre, som Appell. nu har indkjøbt, gjennem det Tidsrum, hvori de Indst. har ladet sin Ret ligge ubenyttet, har okkuperet den Beitestrækning, som

Side:23

tidligere laa under de Indst.s Sæter. Hvis Leuchmarken endnu havde været Statsalmenning, stiller det sig for mig lidet tvivlsomt, at Almenningens Bestyrelse maatte have været berettiget til at afvise enhver Prætension paa atter at lægge Sæter i en Strækning, hvor Sæter i et Aarhundrede ikke havde været drevet, og hvor det nu voxede Skov, der var af Betydning, det være sig for den hugstberettigede Almue eller for Staten. Men mindre Ret end det Offentlige kan jeg ikke antage, at den private Eier har.

Mit Resultat bliver derfor, at Appell. frifindes for de Indst.s Tiltale under Ophævelse af Processens Omkostninger for alle Retter.

Assessor C. Hansteen: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.

Af Overrettens Dom hidsættes:

I nærværende ved Ringerikes Sorenskriveris Jurisdiktion anlagte Aastedssag blev overensstemmende med Meddomsmændenes Votum ved Dom afsagt 16 Juni 1892, saaledes kjendt for Ret:

«Cit.ne Haakon Færden og M. Olsen kjendes for sine eiende Andele af Gaarden Thoen i Haug, l.nr. 336 a og b sæterberettigede fra det under Sagen omhandlede Sted ved Vesleflaatevandet paa Krogskoven. Baron Harald Wedel-Jarlsberg bør under en løbende Mulkt til Haugs Fattigkasse af 20 - tyve - Kroner for hver Dag denne Dom siddes overhørig, udvise Cit.ne Skovmaterialier til Gjenopførelse af de under Sagen omhandlede gamle Sæterhuse og Gjærder sammesteds.

Processens Omkostninger ophæves».

Minoriteten, den konst. Sorenskriver, voterede for, at Baron frifandtes for Cit.nes Tiltale. Den afsagte Dom har Baron Wedel ved Appelstevning af 12 Juli 1892 indanket her til Retten med Paastand om Frifindelse for Cit.nes Tiltale og Tilkjendelse af Procesomkostninger for begge Retter. De her ved Retten Indst. H. Færden og M. Olsen har nedlagt Paastand om, at Underretsdommen stadfæstes og om at tilkjendes Sagsomkostninger.

Med Hensyn til Sagens Gjenstand og Proceduren ved Underretten kan i alt Væsentligt henvises til Fremstillingen i den konstituerede Sorenskrivers Votum. - - -

Retten skal foreløbig bemærke, at der med Hensyn til Spørgsmaalet om, hvorvidt de Indst.s Gaarde tilkommer Almenningsret i Leuchmarken, er af dem under nærværende Sag henvist til Oplysninger, der ere fremkomne og anbragte i en anden her ved Retten verserende Sag, der angaar Rettigheder i den heromhandlede Skovstrækning, nemlig en Sag: «Baron Wedel mod Karl Burud». Da denne sidtsnævnte Sag endnu ikke er optaget til Doms, og dens Dokumenter for Tiden cirkulerer mellem Parternes Sagførere, finder Retten ikke i Anledning af nærværende Sags Paadømmelse Føie til at granske eller tage Hensyn til Oplysningerne under hin Sag i videre Udstrækning end de under den nærværende specielt er dokumenterede.

Videre bemærkes: I en af Kristiania Stiftsoverrets 1ste Afdeling den 16 April 1883 afsagt Dom i en Sag mellem Norderhaugs og Haugs Kommuner angaaende Grændserne mellem de tvende Sogne paa en Strækning af Krogskoven, Spolskoven kaldet, er blandt Andet anført: «Spolskoven udgjør endel af den østenfor Ringerikes opdyrkede Del liggende store Skovstrækning, der i sin Tid var Statsalmenning (Krogskovens Almenning), og hvori Almuerne i Hole, Norderhaug med Haug udøvede sædvanlig Brugsret. I det 17de Aarhundrede solgte imidlertid Staten den østre Del af denne Almenning, dog saaledes, at Bønderne beholdt den dem i samme tilkommende Sæterret og hvad dermed stod i Forbindelse. Ved Salget kom den rundt om Spolvandet liggende Skovstrækning under andre Eiere end den søndenfor liggende Strækning,

Side:24

der sees at være kommen i Familien Leuchs Eie og derfor endnu bærer Navnet Leuchmarken».

Det skal her oplyses, at mellem Spolvandet og Flaatevandene, hvor de Indst. paastaar at have havt en Sæter, er efter Amtskartet omtrent en Fjerdingvei. Begge de nævnte Skovstrækninger eies nu af Appell.

Uden at det behøves at rekurrere til de af Indst. fremlagte Uddrag af Appell.s Sagførers Indlæg i den ovenfor nævnte Sag mellem Appell. og Karl Burud, og hvori det fra Appell.s Side erkjendes, at det ved Modpartens - Buruds - Dokumentation er godtgjort, at Almuen fra gammel Tid har havt Sæterleier, og hvad dermed staar i Forbindelse, i Leuchmarken, finder Retten, at det iøvrigt under denne Sag dokumenterede ikke lader Tvivl tilbage om Rigtigheden af den af Overretten i ovennævnte Dom givne Fremstilling af Forholdet, der maa lede til, at Almuen fremdeles maa ansees for at være almenningsberettiget, ialfald for saavidt angaar Sæterretten i Leuchmarken.

Retten anser det ikke nødvendtigt her at gjengive i sin Helhed, hvad der herom af Indst. er paaberaabt. Man skal kun som det Væsentligste nævne følgende: I en af Høiesteret den 13 Novbr. 1807 stadfæstet Stiftsoverretsdom i Sag mellem Norderhaugs Sogns Almue og det Offentlige angaaende Almuens Rettigheder paa Krogskoven er udtalt, at vistnok er Kongen den sande Eier af den omtvistede Strækning, men Almuen kjendes ved Dommen berettiget til og stadfæstes i al den Brug og Benyttelse, som Loven giver den som tilgrændsende Almenningen og dette «ligesaa uindskrænket til hvem Hs. Maj. maatte finde for godt at afhænde den».

Denne Dom angaar vistnok antagelig kun den i 1807 endnu usolgte vestlige Del af Krogskovens Almenning, men fortjener dog her at anføres som et Vidnesbyrd om Almuens gamle Rettigheder i Almenningen. I det efter det ovenfor oplyste, baade Spolskoven og Leuchmarken ere Dele af og udgaaede fra den tidligere samlede Krogskovens Almenning, maa det antages, at for begge hine Eiendommes Vedkommende har Almuens retslige Forhold været det samme. For Spolskovens Vedkommende maa nævnes, at der i Overhofrettens Votering og Dom af 7 Juni 1769, der forsaavidt udtrykkelig henholder sig til en Dom af 21 Oktbr. 1684 er udtalt, at Almuen fremdeles har sin «fra Arilds Tid fulgte» Herligheder og Sæterboliger i Spolen, der før har været Alminding, men nu er Privateiendom. Ved den nævnte Dom af 1684 (O. No. 13) afgjordes en Sag, som af endel af Almuen var anlagt mod de «Finder» (Finner), der havde nedsat sig paa Østmarken, - som Indstevnte nævnes Opsidderne paa Stubdal, Spolen, Heggeli og Flaaten. Blandt Cit.ne i denne Sag var ogsaa en Mand fra «Tonnen», hvilket her ved Retten er anført at være det samme som de Indst.s Eiendom Thoen. I Krafts Beskrivelse er den kaldt Thonen. I Dommen udtaltes, at de indstevnte Finner hindrer Almuen og betager den dens «fra gammel Tid og sædvanlige Udmarker med Sæter, Fæbeter, Fiskeri osv.», hvorfor Finnerne blev dømte til at fortrække fra Skoven. Endnu maa nævnes et Forlig, afsluttet 6 Juni 1759, thinglæst 27 Oktbr. 1760 mellem den daværende Eier af Leuchmarken, M. Leuch, og endel Almuesmænd i Norderhaug Præstegjeld, og hvori Almuen, der siger sig at have havt sine Sæterleier paa adskillige Steder i Leuchs Eiendom, sees at have krævet og «ikke at kunne frafalde», at det derved skal have sit Forblivende paa de sædvanlige Steder, og «at vi forundes uden nogen Betaling saavel Tømmer til Sætrenes Opbyggelse, naar de forfalde, som til Reparation, naar det behøves» osv., hvorefter Eieren, M. Leuch, lader afgive Erklæring om, at han frafalder to anlagte Processer, samt tillader «saa mange af Almuen, som hidtil har havt deres Sætre i forbesagte Skove, at lade det dermed forblive efter denne foranførte deres Proposition og Paastand».

Efter det ovenfor Anførte maa Retten gaa ud fra, at Lovgivningens almindelige Bestemmelser om Almuens Rettigheder i angrændsende Almenning - ialfald forsaavidt angaar Sæterleier og hvad dermed staar i Forbindelse, ogsaa gjælder Leuchmarken.

Side:25

Appell. benegter imidlertid specielt, at saadan Ret tilkommer Gaarden Thoen. Med Hensyn hertil skal Retten bemærke:

Det kan maaske efter Omstændighederne ikke tillægges synderlig Betydning, at en Mand fra Thoen har derltaget i Processen af 1684, og Thoen er ikke nævnt i Forliget af 1759, i hvilket dog - idet som kontraherende paa Almuens Vegne nævnes en hel Del Mænd fra Ringerike - ogsaa nævnes «andre Bygdefolk i Norderhaugs Præstegjeld».

Men naar man, som Retten gaar ud fra, at der ialfald som almindelig Regel har tilligget Almuen de nævnte Rettigheder i den heromhandlede Skovstrækning, og det derhos ved den under Sagen skede Vidneførsel maa ansees bevist, at Gaarden Thoens Opsiddere ialfald omtrent indtil Begyndelsen af dette Aarhundrede virkelig har havt Sæterhuse paa det under Sagen omhandlede Sted ved Vesleflaaten og sægret derfra, findes det, at Bevisbyrden for, at denne Sætren er foregaaet uden Hjemmel og specielt for, at Thoen skulde danne en af Undtagelserne fra en forøvrigt for den Grænd, hvori Gaardene er beliggende, gjældende Regel, paahviler Appell. Noget saadant Bevis er imidlertid ikke ført. Appell. har, idet han har benegtet, at Gaarden nogensinde har havt Ret til at sætre der, paastaaet, at ialfald er denne Ret nu bortfaldt derved, at den gjennem et saa langt Tidsrum ikke har været udøvet, samt at han nu har frihævdet sin Eiendom for denne Ret. Det maa dog ansees som givet, at Rettighed af den Beskaffenhed som den heromhandlede, der er hjemlet ved selve Lovgivningen, ikke fortabes, non usu, ligesom der heller ikke kan være Spørgsmaal om Frihævdelse.

Efter Gjenstandens Beskaffenhed kan Appell. ikke antages i den siden Brugens Ophør forløbne Tid, at have enten besiddet eller benyttet den heromhandlede Skovstrækning paa nogen saadan Maade, at der er indtraadt nogen ny faktisk Tilstand, der er eller har været uforenelig med en fortsat Udøvelse af Almenningsretten.

Retten kommer saaledes til samme Resultat som Underretsdommen. Idet man efter Omstændighederne giver ny Konklusion, skal man bemærke, at der fra Appell.s Side intet er oplyst, som skulde lede til Tvivl om, at med den Ret til Sæterbrug, som man nu tilkjender de Indst. for sine Gaarde, ogsaa følger den paastaaede Ret til Trævirke til Sæterbygningerne og til Gjærdefang i Skovstrækningen. (Brandts Tingsret §35).

Processens Omkostninger findes at burde ophæves for begge Retter.

Af Ringerikes Sorenskrivers Votum hidsættes:

Under 11 Septbr. 1888 udtog Cit.ne under nærværende Sag, Haakon Færden og M. Olsen mod Indst. Baron Wedel-Jarlsberg Klage til Norderhaugs Forligelseskommission, idet de for sine eiende Andele af Gaarden Thoen Matr.-No. 138, l.nr. 336 A og B mente i den Del af Korkskoven, som nu under Navne af Leuchmarken tilhører Indst., at have Sæterret, hvilken imidlertid ikke blev anerkjendt af Indst., der angivelig havde negtet dem at gjenopføre Sæteren, hvis gamle Huse forlængst var nedraadnede. De forlangte derfor Forligsmægling anstillet, idet de gjennem Rettergang mod Indst. vilde forvente sig «kjendt berettigede til at gjenopføre Thoensæteren og Indst. tilpligtet under Tvang af løbende Mulkt at lade dem udvise Skovmaterialier til Gjenopførelse af Sæterhus med Fæhus og Gjærde». Efterat i denne Anledning lovlig Forligsmægling var anstillet, har Cit.ne ved Stevning af 26 Juni 1889 anlagt nærværende Søgsmaal, der med Tilkaldelse af Meddomsmænd den 5 Juli næst efter inkamineredes paa Aastedet, hvor der samtidig af Cit.ne blev foretaget Vidneførsel. Under Sagen har dernæst Cit.ne under Henvisning til Forligsklagen nedlagt Paastand om, at de tilkjendes Sæterret ved Vandet Vesleflaaten paa Krokskoven for sine ovennævnte Andele i Gaarden «Thoen med hvad dertil hører» samt at de hos Indst. tilkjendes Processens Omkostninger. Indst., der har taget til Gjenmæle under

Side:26

Søgsmaalet, har under Benegtelse af dettes Rightighed nedlagt Paastand om Frifindelse og Tilkjendelse af Processens Omkostninger hos Cit.ne in solidum.

Ved den med Inkaminationene stedfundne Vidneførsel fremkom der i det Væsentlige følgende Oplysninger:

1ste Vidne, en 86 Aar gammel Mand, forklarede, at han i Aarene 1819-23 jævnlig om Sommeren var oppe paa den Gaarden Sætrang i Haug tilhørende Sæter ved Vandet Vesleflaten paa Krokskoven, og at han da havde Anledning til at iagttage, at der tæt i Nærheden laa en anden Sæter, paa hvilken Husene var aldeles forfaldne og raadne, og som af alle fortaltes at tilhøre de Dele af Gaarden Thoen, der nu eies af Cit.ne. Paa Sætrangsæteren var der Budeier saa gamle, at de, efter hvad de fortalte, tidligere havde sætret der paa samme Tid, som der var sætret paa den anden Sæter fra Thoen.

2det Vidne, 60 Aar gammel, der i Konfirmationsalderen var Gjæter paa den af 1ste Vidne omforklarede Sætrangsæter, har ligeledes da seet den anden Sæter, hvis Huse var forfaldne, og hørt, at den tilhørte de samme Dele af Thoen, samt at der tidligere fra disse var bleven sætret fra samme. Ligeledes har 3die Vidne, 66 Aar gammel, i Tiden fra 1837-47 fra Sætrangsæteren iagttaget Levningerne af den omtalte Thoensæter, og hørt fortælle, at der fra Thoen i gamle Dage var bleve sætret dersteds. Og endelig har 4de Vidne, 66 Aar gammle, forklaret, at han af sine Forældre og andre gamle Folk har hørt fortælle, at Cit.nes Andele i Gaarden Thoen havde Sæter ved og var sæterberettigede ved Vesleflaaten, ligesom en forlængst afdød Kone har fortalt Vidnet, at hun i 3 Aar havde ligget paa Thoens Sæter ved Vesleflaaten for nævnte Gaard.

Efter Vidneførselen paaviste 1ste-3die Vidne under Rettens Ledsagelse paa Nordsiden af og nær ved den elv eller Sund, der danner Forbindelsen mellem Vesleflatevandet og Hauken, det Sted, hvor den af dem omforklarede Thoensæter har ligget, ligesom de ogsaa paaviste Tomterne for Sæterens Fjøs og Størhus, af hvis Skorsten der endnu saaes Levninger.

Indst. har benegtet, at Cit.ne har nogensomhelst Ret eller Hjemmel til den paastaaede Sæterret - - -.