Rt-1897-375
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1897-03-18 |
| Publisert: | Rt-1897-375 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 43 1ste Session d. A. |
| Parter: | Konsul J. W. M. Finne (Knagenhjelm) mod Konsul Anton Jenssen den Ældres og gjenlevende Hustrus, Caroline Jenssens, Fællesbo (Overretssagf. Hedels til Prøve). |
| Forfatter: | Andersen, Reimers, Blom, C. Hansteen, Birkeland, Motzfeldt, Justitiarius Lambrechts |
| Lovhenvisninger: |
Assessor Andersen: Angaaende denne Sags Gjenstand, de fremkomne Oplysninger samt Proceduren og Paastandene i foregaaende Instantser henholder jeg mig til Fremstillingen i de af Sorenskriveren i Strinden og Selbu med Meddomsmænd og Trondhjems Overret under 13 Aug. 1894 og 8 Juli 1895 afsagte Domme.
Ved den af Overretten, med Ophævelse af Procesomkostningerne ogsaa for denne Ret, stadfæstede Underretsdom er saaledes kjendt for Ret:
«Konsul Anton Jenssen senior kjendes som Eier af gaarden Fagerheim Gaards-No. 3, Brugs-No. 2 i Strinden berettiget til for sig, Familie og Husstand samt Andre, der har Ærinde til eller fra bemeldte Gaard, at benytte den under Sagen omhandlede Gangsti, der gaar fra Fagerheims Husebygninger over den Konsul Just W. M. Finne tilhørende Gaard Devles Grund paa østre Side af denne Gaards Huse samt denne Gangstis Fortsættelse, Devles Gaardsvei, indtil den Landevei, der fører fra Lade Kirke til Leangen Jernbanestation, hvorhos Konsul Just W. M. Finne bør under en Mulkt til Lade Sogns Fattigkasse af 2 - to - Kroner for hver Dag, han sidder denne Dom overhørig, aabne Adgangen til Gangstiens Benyttelse forsaavidt den er afspærret, og bringe Gangstien tilbage i dens tidligere Stand, forsaavidt den er oppløiet eller opgravet.
Procesomkostningerne ophæves».
Efter erholdt Opreisningsbevilling har Konsul Finne ved Stevning afødt xx.xx.1896 paaanket Overrettens Dom til Høiesteret og nedlagt saadan Paastand:
At Appell. frifindes for Indst.s Tiltale, samt at Indst. tilpligtes at betale Appell. Sagens Omkostninger for alle Retter.
Indst.s Paastand er saalydende:
At Overrettens Doms stadfæstes, og at Appell. Konsul J. W. M. Finne tilpligtes at betale Indst., Konsul Anton Jenssen den Ældre og gjenlevende Hustru Caroline Jenssens Fællesbo, Sagens Omkostninger for Høiesteret med et tilstrækkeligt Beløb.
Som det fremgaar af Fremstillingen i de Domme, hvortil jeg har henvist, eiede Grosserer Henrich Meincke i Slutningen af forrige Aarhundrede Gaarden
Side:376
Defle eller Devle i Lade Sogn, Strindens Præstegjeld. Ved Skjøde afødt xx.xx.1800 solgte han en Del af denne Eiendom til Nikolay Lysholm og Johan Lysholm for 2200 Rdlr., og denne eller den nærmest Devle liggende Del af den solgte Parcel tilhører nu Indst., medens Hovedbøllet Devle tilhører Appell. I Skjødet af 1800 blev mange Rettigheder forbeholdt Hovedbøllet over den solgte Del, da Sælgeren, som han siger i Skjødet, «paa ingen Maade stiller mig ved denne Eiendom uden for at tjene Kjøberne og selv at være ugeneret, saaledes om disse Konditioner indeholder». Paa den anden Side er der ikke forbeholdt Kjøberen af Parcellen, af hvilken den Del, som nu tilhører Indst., heder Fagerheim, nogen anden Rettighed over Devle end Ret til at anlægge en Vei paa Vestsiden af Devles Huse ned til Landeveien. Mellem Eiendommene blev det bestemt at skulle opføres et Delegjærde, hvoraf enhver af parterne skulde bekoste og vedligeholde sin Halvpart.
Over Devles gjenværende Eiendom, paa Østsiden af dens Huse, gaar og gik formentlig allerede i Aaret 1800 en Gangsti mod nord over den Del af Grændsegjærdet, som Devle har at vedligeholde og videre over Fagerheim til Søen, idet Devles Eier holdt en Grind i Gjærdet. Denne Gangsti havde Devles Eier efter Skjødet fuld Adgang til at benytte over den solgte Parcel Lysholmsminde eller Fagerheim; derimod var ikke denne Parcel ved Skjødet eller i det Hele ved noget Dokument tilstaaet Ret til at benytte denne Gangsti over Devles Eiendom. Fagerheim havde som anført faaet sin egen Vei over Devles Eiendom længere mod Vest, saaledes at den gik længere bort fra Devles Huse, Have og Parkanlæg. Heri eller i, at Indst. ikke har nogen til Dokument støttet Veiret over Devles Eiendom, er begge Parter enige, og den nye Vei er forlængst af Fagerheims Eier anlagt og taget i Brug. Derimod mener Indst., at han ved Hævd har erhvervet Ret til at forlange den her omtvistede Gangsti eller Vei aaben, og at altsaa Appell. har været uberettiget til som skeet at stænge Gjærdet over Gangstien, og heri har de foregaaende Retter givet Indst. Medhold.
Appell. indrømmer, at Indst. til sin Eiendom i en Hævdsperiode før Loven afødt xx.xx.1894 ang. visse brugsrettigheder over fremmed Eiendom traadte i Kraft, stadig har benyttet den omtvistede Vei eller Gangsti over Devles Eiendom, og at altsaa den ydre Betingelse for Hævdserhvervelse er tilstede. Men han benegter, at Indst. herved har erhvervet Hævd og anfører i saa Henseende specielt, at det strider mod hans oprindelige Adkomst, navnlig Skjødet af 1800, og at han ikke har brugt Stien med Bevidsthed om, at han dertil havde nogen Ret, men precario, paa Grund af et stiltiende Samtykke indtil Videre fra Devles Eiers Side eller som en uskadelig Nyttesret. De foregaaende Retter har forkastet, hvad Appell, saaledes har gjort gjældende, idet de mene, at Indst. har hævdet udenfor, men ikke mod sin Adkomst, da det ved Skjødet af 1880 ikke er sagt, at Fagerheim ingen anden Ret skulde have med Hensyn til Hovedbøllet end den nævnte nye Vei. Og hvad det angaar, at Brugen anføres at være foregaaet precario, med et stiltiende Samtykke fra Devles Eiers Side, saalænge Brugen ikke var til Gene, anføres specielt i Underretsdommen, at man ikke kan vide, om der ikke muligens med Eieren er truffet en Overenskomst om, at Fagerheim skulde være berettiget til en saadan Brug som af Indst. paastaaet.
Jeg maa med Indst. og de foregaaende Retter være enig i, at det ikke ligefrem strider mod Ordene i Jenssens og Formænds Adkomstdokument af 1800, at de ved Hævd kunde erhverve andre Rettigheder end de, som ved Skjødet udtrykkelig blev tilstaaet den af dem kjøbte parcel, nemlig Anlægget
Side:377
af en Adkomstvei efter en bestemt vestenfor Devles Huse, Have og Parkanlæg liggende Linie. Forsaavidt tror jeg, at de foregaaende Retters Afgjørelse er rigtig, skjønt Sagen ogsaa paa dette Punkt frembyder Tvivl.
Derimod antager jeg, modsat de foregaaende Retter, af en anden Grund, at ikke den stedfundne Brug er skikket til Hævdserhvervelse, nemlig fordi den i Hævdstid foregaaede Benyttelse af Stien maa antages at være foregaaet fra Fagerheims Side ikke paa Grund af Tro paa nogen specielt indrømmet Ret dertil, men fordi Devles Eiere indtil Videre har givet Tilladelse dertil eller tilladt den som en uskadelig Nyttesret og ikke har gjort nogen Indsigelse derimod, forinden forandrede Kommunikationsforhold førte med sig, at Stiens Benyttelse blev til Gene for Devle. Jeg mener derfor, at Appell. maa blive at frifinde for Indst.s Tiltale.
Paa de Oplysninger, som under en vidtløftig Vidneførsel saavel før som efter Underretsdommens Afsigelse er fremkomne ang. Benyttelsen af eller Dispositionen over en Grind, der har været anbragt ved Stien, hvor denne overskjærer Grændsegjærdet, kan jeg for mit Vedkommende ikke lægge nogen væsentlig Vægt. Hvad jeg derimod finder afgjørende for at statuere, at Fagerheim ikke kan have erhvervet Hævd paa Stiens Brug, er i det Væsentlige følgende:
Henrich Meincke, som ved Skjødet af 1800 solgte den Parcel af Devle, hvoraf Fagerheim udgjør en Del, sees at have været meget omhyggelig for, at han for sin gjenværende Eiendom ikke skulde blive generet, og paa samme Tid som han forbeholdt sig større Rettigheder over Parcellen ikke tilstod Kjøberne af denne nogen anden Rettighed over Hovedbøllet end Anlæg af en Adkomstvei i en bestemt Retning. At Henrich Meincke, der lige til 1856 eller 57 skal have besiddet Devle, skulde have samtykket i, at der over hans Eiendom lige ved hans Huse lagdes en Veiservitut som den af Indst. her paastaaede, har al Formodning mod sig. Derimod er det ganske forklarligt, at han ikke gjorde nogen Indsigelse mod, at Eierne af Lysholmsminde, der desuden var hans nære Slægtninge, benyttede Stien til Kommunikation disse Gaarde imellem. Fra Henrich Meinckes Død og til Loven afødt xx.xx.1874 traadte i Kraft, er der ikke nogen Hævdsperiode.
Efter Anlægget af Merakerjernbanen, fik Stien en meget stærkere og for Devle generende Benyttelse, idet den fra Fagerheim var den korteste Vei til Leangen Jernbanestation; der blev da en udvidet Brug af Siten, og til nogen saadan kunde Fagerheim under ingen Omstændighed have hævdet Ret. Fagerheims Eiere maa, efter hvad der her foreligger, antages at have udøvet den omprocederede Brug af Stien ikke som nogen Rettighed, men alene fordi Devles Eiere indtil Videre intet derimod havde at erindre. At Eieren af den tjenende Eiendom ingen Indsigelse gjør mod Brugen, beviser i og for sig ikke mere, end at han tilsteder den indtil Videre og i den Udstrækning, hvori den fra først af er udøbet, jfr. Platous Skrift om Besiddelse Side 159-161.
I Henhold hertil voterer jeg for, at Appell. frifindes for Indst.s Tiltale. Sagens Omkostinger antager jeg bør ophæves for alle Retter.
Konklusion:
Appell. Konsul J. W. M. Finne, bør for Indst.s, Konsul Anton Jenssen den Ældres og gjenlevende Hustrus, Carolinge Jenssens, Fællesbos Tiltale i denne Sag fri at være.
Processens Omkostninger for alle Retter ophæves.
Side:378
Assessor Reimers: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.
Extraordin. Assessor, Sorenskr. Blom, Assessor C. Hansteen, de extraordin. Assessorer, Adv. Birkeland og fhv. Statsraad Motzfeldt og Justitiarius Lambrechts: Ligesaa.
Høiesterets Dom blev derefter afsagt Overensstemmende Førstvoterendes Konklusion.