Rt-1897-589

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1897-05-01
Publisert:	Rt-1897-589
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 74 1ste Session, d. A. O.nr. 44 2den Session 1896
Parter:	Gaardeier E. Andersen (Adv. Lumholtz) mod Gaardeier Ludvig Larsen (Adv. Eger ved Avd. Mortensen).
Forfatter:
Lovhenvisninger:

Side:590

Denne Sags Sammenhæng findes fremstillet i Præmiserne til den af konstitueret Assessor i Kristiania Byret Harald Nørregaard med Meddomsmænd under 20 Marts 1896 afsagte Dom, ved hvilken saaledes blev kjendt for Ret:

"Det af Byfogden i Kristiania under 3 August 1895 nedlagte Forbud mod Bebyggelse af det i Sagen omhandlede Grundstykke ophæves og bør Gaardeier E. Andersen betale til Gaardeier Ludvig Larsen Erstatning efter Skjøn, optaget paa Andersens Bekostning for det Larsen ved nævnte Forbud forvoldte Tab med 4 - fire af Hundrede i aarlig Rente af Skjønsbeløbet fra 26 Septbr. 1895 til Betaling sker. Derimod bør Larsen for Andersens Tiltale i denne Sag fri at være. Processens Omkostninger ophæves".

Denne Dom har Gaardeier E. Andersen paaanket til Høisteret, hvor Sagen er overført til skriftlig Behandling. Appell. har nedlagt saadan Paastand:

1. At det nedlagte Forbud stadfæstes, enten i sin Helhed eller forsaavidt angaar den mod Eiendommen Pipervikens Strandgade No. 16 vendende Halvdel af det under Sagen omhandlede Mellemrum mellem No. 16 og No. 18 i nævnte Gade, sammes Grændser bestemt som under Post 2 nedenfor nærmere anført,

2. Principalt, at Indst. kjendes uberettiget til at bebygge det Mellemrum mellem Gaardene No. 16 og 18 i Pipervikens Strandgade, hvilket ifølge Appell.s Kartforretning afødt xx.xx.1833 existerede,

Subsidiært: at Indst. kjendes uberettiget til at bebygge det Mellemrum mellem begge nævnte Gaarde, som ved Opmaaling afødt xx.xx.1885 henlaa ubebygget,

3. At Indst. tilpligtes at ansvare Appell. al den Skade paa Bygning, som Indst.s Grundarbeider lige ind til Appell.s Husvæg, har foranlediget, enten med Kr. 320 eller ved Skjøn af uvillige Mænd paa Indst.s Bekostning med lovlige Renter af Erstatningsbeløbet fra Klagens Udtagelse,

4. At Indst. ilægges Straf efter Straffelovens Kap. 22 §6 med en paasende Bod,

5. At Appell. frifindes for Indst.s Tiltale i Anledning af Kontrasøgsmaalet, og

6. At Indst. paalægges at udrede Omkostningerne ved Forbudet, og Hoved- og Kontrasøgsmaalet for begge Retter.

Indst. Gaardeier Ludvig Larsen har paastaaet Aastedsrettens Dom stadfæstet og sig tilkjendt Procesens Omkostninger for Høiesteret.

Efter Sagens Paadømmelse ved Aastedsretten har Parterne under 23 April 1896 indgaaet et Forlig, hvori blandt andet bestemmes, at Indst., trods Sagens Paaanke strax kan fortsætte sit Byggearbeide efter den af ham under Sagen paastaaede Grændse, idet han, som det heder, erholder Andersens Samtykke til ved Kartforretning at lægge Halvparten af Mellemrummet til sin Grund No. 18, ligesom det er en Selvfølge, at Andersen derved erhverver Ret til at lægge den til sin Eiendom stødende Halvdel til sin Grund. I

Side:591

Henhold hertil har Indst. nu bebygget den Halvpart af Grundstykket, det ligger nærmest hans Eiendom i No. 18 i Pipervikens Strandgade.

Det er paa det Rene, at dette Forlig skal være uden Indflydelse paa Sagens Stilling.

Høisteret er med Underretten enig i, at ingen af Sagens Parter har bevist at have nogen Ene-Eiendomsret til eller nogen den anden udelukkende Dispositionsret over det omtvistede Mellemrum. Ligeledes antager man med Underretten, at Appell. ikke har erhvervet nogen Ret til at forlange den ældre Tilstand, hvorefter Stykket var ubebygget, opretholdt, indtil Enighed tilveiebringes mellem Parterne om dets Anvendelse. Parterne sees i en lang Aarrække at have raadet i Fælleskab over Grundstykktet, som de har holdt afstængt fra Gaden ved en laaset Dør. Nogen Trediemand har heller ikke optraadt med Krav paa Stykket. Efter de foreliggende Oplysinger maa derfor det omtvistede Mellemrum ansees som et begge Gaarde i Fælleskab tilliggende Grundstykke. Naar der nu raader Uenighed mellem Parterne om dette Sameies Anvendelse, maa den ene Sameier have Ret til at faa Sameiet opløst ved fysiskt Deling, saaledes af hver Deleier frit kan disponere over sin Halvdel. Indst., som under Sagen kun gjør Krav paa at bebygge Halvparten af Grundstykket maa saaledes have Ret hertil. Det nedlagte Forbud vil derfor blive hævet for den Halvdel af Grundstykket, der ligger nærmest hans Eiendom No. 18, medens Forbudet for den anden Halvdel maa stadfæstes. Ved Bestemmelsen af Grundstykkets Omfang, antages det, at man maa lægge Mellemrummet til Grund, saaledes som det befandtes ved Opmaalingsforretningen afødt xx.xx.1895.

Skjønt Forbudet saaledes delvis bliver ophævet, kan der dog ikke tilkjendes Indst. nogen Erstatning i Anledning af, at han ved Forbundet er bleven hindret i at bebygge den ene Halvdel af Grundstykket. Han er nemlig den angribende Part, der har overskredet baade sin formelle og sin reelle Ret; den første ved overhovedet uden Overenskomst med Appell. eller anden Legitimation at begynde at bebygge Tomten qv., den sidste ved at tilegne sig den hele Tomt. Da Appell. ved den af ham forlangte Opmaalingsforretning den 29 Juni 1895, begjærede sig tillagt Halvdelen af Tomten, blev denne Begiæring afgist og mødt med Paastand fra Indst.s Side paa Dispositionsret over hele Tomten, Nogen Deling af Tomten fandt derfor dengang ikke Sted. Saalænge Tomten ikke var delt, og Retten til at kræve den delt ikke engang var anerkjendt, maatte Appell. være berettiget til at modsætte sig Bebyggelsen af en hvilkensomhelst Del af Tomten. Først i Sessionen den 5 Septbr. 1895 fremkom Indst. med Antydning om, at han kunde indskrænke sig til at bebygge Halvdelen af Tomten, men samtidig vilde han ikke erkjende, at den anden Halvdel i saa Fald skulde tillægges Appell., og han vedblev at paastaa, at hele Tomten var hans. Under disse Omstændigheder har der ikke været Opfordring end sige Pligt for Appell. til at lempe paa Forbudet. Fordi om man nu, samtidig med at Appell.s Ret til at kræve den ene Halvdel tillagt hans Eiendom anerkjendes, under de givne enkle Forhold, der ikke efterlader Tvivl om Delingslinien, ophæver Forbudet med Hensyn til den anden Halvdel, flyder derfor ikke deraf, at Forbudet med Hensyn til denne Halvdel kan betegnes som ulovligt.

Paa den anden Side kan det ikke ansees godtgjort, at Appell. har lidt nogen Skade ved den af Indst. foretagne Udgravning af Stykket helt ind til Eiendommen No. 16. Man er derfor med Aastedsretten enig i, at Appell. ikke kan tilkjendes nogen Erstatning i Anledning af denne Skravning.

Side:592

Appell.s Paastand om Strafansvar for Indst. kan ikke tages tilfølge allerede af den Grund, at den ikke kan gjøres gjældende ved de civile Domstole.

Processens Omkostninger findes at burde ophæves ogsaa for Høiesteret.

I Henhold hertil afsiges saadan

Dom:

Det af Byfogden i Kristiania under 3 August 1895 nedlagte Forbud mod Bebyggelse af det i Sagen omhandlede ved Opmaalingsforretning afødt xx.xx.1895 forefundne Grundstykke stadfæstes, forsaavidt det angaar Grundstykkets nærmest Eiendommen No. 16 i Pipervikens Strandgade liggende Halvdel, hvorimod det for den anden Halvdels Vedkommende ophæves.

Forøvrigt bør Parterne for hinandens tiltale i denne Sag fri at være. Processens Omkostninger for Aaftedsretten og Høiesteret ophæves.