Rt-1897-730
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1897-07-31 |
| Publisert: | Rt-1897-730 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.no. 142 1ste Session d. A., J.No. 21 den Session 1896 |
| Parter: | Bergens Kommune (Adv. Platou) mod Sagfører Jebsen (Adv. Utne). |
| Forfatter: | |
| Lovhenvisninger: |
I Henhold til Paabudet i §5 i Lov om Bygningsvæsenet i Bergen afødt xx.xx.1848 afgav Bergens Reguleringskommission under 23 Decbr. 1852 Forslag til en almindelig Plan for Anlæg, Regulering og Udvidelse af Almenninger, offentlige Pladse og ubebyggede Rum, hvilken Plan blev bifaldt af Kommunebestyrelsen i Møde den 30 Decbr. 1853.
Blandt de saaledes regulerede Almenninger var Kattesmuget eller som den nu kaldes Øvregadens Almenning, der blev reguleret til en Bredde af 35 Alen.
Af denne Almennings Grund tilhører en del Gaarden No. 29 i Øvregaden (tidligere No. 17 i 22de Rode).
Denne Eiendom tilhørte, da Kommunebestyrelsen vedtog Reguleringsplanen af 1852 Peter Harmens. Fra dennes Arvinger overgik den ved Auktionssalg i 1861 til Kjøbmand Johan Geelmuyden, der ved Skjøde af 12, thinglæst 24 Mai 1861 solgte den til senere afdøde Doktor Fr. Rosenberg, som indrettede samme til Sindssygeasyl. Hertil benyttes Eiendommen fremdeles.
Da Bergens Kommune nu ønsker at erhverve den anførte Del af nævnte Eiendom, forsaavidt den er ubebygget og hidtil har været benyttet som Havegrund, for at udlægge den til den regulerede Almenning, lod Kommunen under 31 Marts 1896 tilstevne Forsøgsexpropriationstaxt
Side:731
mod den daværende Eier Enkefru Rosenberg, hvorunder Taxt begjæredes afgivet under 3 Alternativer, som det forøvrigt er ufornødent her at specificere. Fra Kommunens Side blev der under Forretningen nedlagt Paastand om, at det ved Rettens Kjendelse skulde bestemmes:
1)At Grunde bliver at taxere som ubebyggelig, og
2)At der ved Erstatningens Bestemmelse ikke bliver at tage Hensyn til Hovedeiendommens Benyttelse som Sindssygeasyl.
Fra Eierens Side nedlagdes derimod Paastand om:
a) At den exproprierendes Grund bliver at erstatte som bebyggelig,
b) At der gives Erstatning af et Aars Indtægtstab i Tilfælde af Sindsygeasylets Nedlæggelse paa Grund af Expropriationen, og
c) At der ved Erstatningens Bestemmelse bliver at tage Hensyn til de af Asylets eventuelle Flytning for Eieren flydende større Udgifter, hvis saadan Flytning bliver en Følge af Expropriationen.
Ved den af Byfogden i Bergen den 24 Juli 1896 afsagte Kjendelse blev saaledes eragtet:
1)Det exproprierendes Havestykke af Eiendommen Øvregaden No. 29 bliver at taxere som bebyggelig Grund,
2) Ved Erstatningens Bestemmelse bliver der ikke at tage Hensyn til Eiendommens Benyttelse som Sindsygeasyl.
Derefter afgav Skjønsmændene samme Dag Taxt, ved hvilken Erstatningen for de forskjellige Alternativer under Forudsætning af, at Grunden var at anse som bebyggelig, bestemtes til henholdsvis 40, 37 og 35 Kroner pr. m2, medens den under den modsatte Forudsætning bestemtes (for alle Alternativer) til 15 Kroner pr. m2.
Byfogdens Kjendelse er nu af Bergens Kommune ved Hovedappelstevning afødt xx.xx.1896 paaanket til Høiesteret. Som nuværende Eier af Gaarden No. 29 i Øvregaden har Overretssagf. Jebsen under 7 Decbr. sidstleden udtaget Kontraappelstevning.
Sagen er overført til skriftlig Behandling.
Kommunens Paastand gaar ud paa:
1)At den paaankede Kjendelse, forsaavidt angaar Post 1, underkjendes og derhen forandres, at Grunden bliver at erstatte som ubebyggelig, og
2) at Kjendelsens Post 2 stadfæstes.
Kontraappell. har nedlagt Paastand om:
1) At den paaankede Kjendelse forsaavidt angaar Post 1, stadfæstes, og
2) At Kjendelsen, forsaavidt angaar Post 2, underkjendes og forandres derhen, at der gives Erstatning af 1 - et - Aars Indtægtstab i Tilfælde af Sindsygeasylets Nedlæggelse paa Grund af Expropriationen, eller at der ved Erstatningens Bestemmelse bliver at tage Hensyn til de af Asylets eventuelle Flytning for Kontraappell. flydende større Udgifter, hvis saadan Flytning bliver en Følge af Expropriationen.
Parterne paastaar sig derhos gjensidig tilkjendt Procesomkostninger for begge Retter.
Høiesteret kommer til samme Resultat som Underretten.
For at den omhandlede Grund skulde af Kommunen kunne kræves afstaaet efter Taxt som for ubebyggelig Grund, maatte man i ethvert Fald kunne paavise en positiv Lovbestemmelse, der hjemler Kommunen en saadan Ret. Men en saadan Bestemmelse haves ikke. Saavel den paaberaabte §10 i Bygningsloven for Bergen afødt xx.xx.1848 som de tilsvarende Bestemmelser i de senere Tillægslove, specielt Loven afødt xx.xx.1875, angaar
Side:732
blot Spørgsmaalet om, hvorvidt vedkommende Grundeier strax kan kræve Expropriation eller Erstatning for Indskrænkningen i Byggefriheden, og der kan derfor af disse Bestemmelser ikke udledes noget om det foreliggende Spørgsmaal, hvorvidt en Grund, som Kommunen vil expropriere, og som i og for sig er skikket til Bebyggelse, skal taxeres som «ubebyggelig» paa Grund af den trufne Reguleringsbestemmelse. Grunden maa derfor taxeres efter den fulde Værdi, den har paa Expropriationstiden, og Erstatningen maa tilfalde den, som eier Grunden paa den Tid, da den skal afgives. At der i Bergen skulde have udviklet sig en sædvansmæssig Ret i modsat Retning kan ikke ansees godtgjort.
Den anden Post i de fra begge Sider nedlagte Paastande maa forstaaes saaledes, at derved kun søges afgjort det Spørgsmaal, om der tilkommer Grundeieren nogen særskilt Ulempeerstatning, fordi der er et senere end Reguleringen anlagt Sindsygeasyl paa den Del af Eiendommen, som ikke agtes exproprieret. Paa samme Maade maa ogsaa Kjendelsens 2den Post forstaaes. Ingen af de af Kontraappell. i denne Henseende nedlagte Paastande findes at være lovhjemlet, og de kan derfor ikke tages tilfølge.
Sagens Omkostninger blive at ophæve.
I Henhold hertil afsiges saadan
Dom;
Den paaankede Kjendelse bør ved Magt at stande.
Procesomkostningerne ophæves.