Rt-1898-529

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1898-04-29
Publisert:	Rt-1898-529
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 93 1ste Session d. A.
Parter:	Lensmand John Foss, O. Trygsland, Torjus G. Bjerland, Tellef G. Mindrebø, Ole T. Mindrebø, Aanon Olsen Abildsæd, Anna S. Abildsæd, Søren Mindrebø, Anna T. Abildsæd, Lars Trygsland og Bjellands Kommune ved dens Ordfører (Overretssagf. Fredrik Voss til Prøve) mod Lars Sørensen Skjeggestad (Lous).
Forfatter:	Roll, Thoresen, Motzfeldt, C. Hansteen, Blom, Lund, Justitiarius Lambrechts 21-2
Lovhenvisninger:	Norske Lov (1687) 3-, 6-, LOV-1893-07-14-1

Assessor Roll: De nærmere Omstændigheder ved nærværende Sag fremgaar af Præmisserne til de ergangne Domme.

Ved Dom afsagt af Sorenskriveren i Mandals Sorenskriveri med Meddomsmænd den 19 Oktbr. 1894 blev saaledes kjendt for ret: (se nedenfor S. 531).

Ved Bergens Overrets Dom afødt xx.xx.1896 blev derimod saaledes kjendt for Ret:

«Appell. Lars Sørensen Skjæggestad bør for de Indst. No. 1) Lensmand John Foss, 2) O. Trygsland, 3) Torjus G. Bjerland, 4) Tellef G. Mindrebø, 5) O. A. Mindrebø, 6) Ole T. Mindrebø, 7) Aanon Olsen Abildsæd, 8) Søren Mindrebø, 9) Anna T. Abildsæd, 10) Lars Trygsland og 12) Bjellands Kommunes Tiltale i denne Sag fri at være.

Processens Omkostninger for begge Retter ophæves».

Begge disse Domme er forøvrigt afsagt under Dissents, idet ved Underretten Sorenskriveren og en Meddomsmand stemte for Lars Skjæggestads Frifindelse, medens ved Overretten Justitiarius voterede for Stadfæstelse af Underrettens Dom.

Af Bergens Overrets Doms Præmisser hidsættes:

Vaaren 1890 blev der mellem Appell. Lars Sørensen Skjæggestad og Osuf Larsen Haugenæs truffet Aftale om, at Osuf skulde flaahakke og brænde en Del af en Myr, Trygslandsmyren kaldet, paa Appell.s Gaard Trygsland mod en Godtgjørelse af Kr. 200.00, hvilken Godtgjørelse dog skulde forhøies, hvis den viste sig at være utilstrækkelig til at skaffe Osuf en god Dagløn. Senere samme Aar begyndte denne at arbeide paa Myren, men maatte ophøre dermed paa Grund af det vaade Veir; da dette

Side:530

skede, udtalte han for Appell., at han troede, at denne skulde slippe for at give ham noget Tillæg til Akkordsummen. Vaaren 1891 tog Osuf Larsen atter fat paa Arbeidet, idet han satte op den Torv, som han Aaret forud havde flaahakket, samt grov Diger. Antagelig i Mai Maaned begyndte han at brænde Torven, naar Veiret tillod det. I Ugen før den 21 Juni i 1891 brændte han, saavidt sees, ikke, ligesaalidt den 22 Juni 1891 førend om Aftenen, men da satte han Ild paa nogle Torvhauge, som saaledes brændte indtil om Morgenen den 23 Juni. Da der den Dag var Vind, slukkede Osuf Larsen alt da. Lidt ud paa Dagen, efter Osufs Opgivende antagelig Kl. 9 à 10, kom Appell. med sin Søn ned paa Myren, hvorfra Sønnen strax gik videre. Appell. spurgte Osuf Larsen, om denne turde brænde, hvilket Osuf besvarede benegtende med Tilføiende, at det var derfor han havde slukket af. Appell. bemærkede dog, at det røg lidt af en Torvhaug, men som Osuf forklarer, at han allerede havde revet ud, ligesom han udsiger, at han den 23 Juni slukkede paa den Maade, at han først spredte Haugen ud, og derpaa, naar han fandt noget, som ikke var rigtig slukket, skuffede det ned i en i den vaade Myr opspadet Aabning og skuffede Myr ovenpaa. Osuf arbeidede saa med Digegravning, medens Appell. arbeidede med at lukke et Dige, idet nemlig saadant Arbeide laa udenfor Akkorden. Henimod Kl. 12 Middag gik Appell. fra Myren, efterat Osuf paa Tilspørgsel, om der var Fare for Ild, eller om der var Ild, havde svaret, at han havde slukket saa godt, at der ikke fandtes Ild, saa at Appell. ikke behøvede at være bange. Efterat Appell. var gaaet fra Myren, gik Osuf Larsen hen til Pladsen Klev, omtrent 240 Meter fra Myren (se Konduktørforretning), hvor han spiste Middag og derpaa lagde sig til at sove. Omtrent Kl. 1 Eftermiddag kjørte Appell. ud fra sit Hjem og syntes da at se Røg fra Trygsvandsmyren, hvorfor han kjørte fort ud til denne og saa da, at det var i fuld Flamme, og da Osuf ikke var der, «høistede» han paa ham, hvorefter Osuf strax indfandt sig. Strax efter saaes Ild i Skoven østenfor Myren, og derefter antændtes Skoven paa dens Vestside, og større Skovstrækninger bleve opbrændte, førend Branden blev slukket.

Det saaledes Passerede gav Anledning til, at Appell. samt Osuf Larsen Haugenæs den 22 December af Statsadvokaten i Lister og Mandals Lagsogn blev sat under Tiltale til Fældelse efter Straffelovens Kap. 23 §20 sammenholdt med Forordningen afødt xx.xx.1781 og Lov afødt xx.xx.1877 for at have gjort sig skyldig i ulovlig Braatebrænden, saaledes at Skade er skeet, og for derved og iøvrigt ved Uagtsomhed til Forfang for andre at have forvoldt Ildsvaade ved i Juni Maaned under Opdyrkningsarbeide paa Trygslandsmyren i Bjelland at brænde paa Myren Hauge af Torv med Ener og Kvist og den 23 Juni forlade Stedet, uden at for Leiligheden forsvarligt Tilsyn blev anordnet og udøvet, hvorved Ilden udbredte sig til og anrettede Skade i de i Tiltalebeslutningen nævnte Skove. Ved Meddomsretsdom afødt xx.xx.1892 blev Appell. frifunden, men Osuf Larsen fældet for Forbrydelse mod Straffelovens Kap. 23 §20 til 5 Dags Fængsel paa Vand og Brød samt tilpligtet at udrede til Statskasssen Kr. 50.00 som Erstatning for Sagsudgifter, hvorimod han iøvrigt blev frifunden for Paatalemyndighedens Tiltale.

Denne Dom blev for Osuf Larsens Vedkommende indbragt for Lagmandsret og efterat Lagretten havde besvaret med «Nei» de til den rettede Spørgsmaal, om Osuf Larsen var skyldig i ulovlig Braatebrænding, og om han var skyldig i ved Uagtsomhed til Forfang for Andre at have forvoldt Ildsvaade ved i Juni Maaned 1891 under Opdyrkningsarbeide paa Trygslandsmyren i Bjelland at brænde paa Myren Hauge af Torv med Ener og Kvist og den 23 s. M. at forlade Stedt uden at for Leiligheden forsvarligt Tilsyn blev anordnet og udøvet, saaledes at Ilden udbredte sig til og anrettede Skade i de nævnte Skove blev Osuf Larsen ved Lagmandsrettens Dom afødt xx.xx.1892 frifunden for Paatalemyndighedens Tiltale.

Imidlertid var Appell. af flere Eiere af Skov, som ved den omhandlede Leilighed

Side:531

brændte, bleven indkaldt til Forligelseskommissionen i Anledning af deres Erstatningskrav, nemlig ifølge Forligsklager afødt xx.xx.1891, 22 December 1891, 22 December 1891 og 23 Marts 1892, og da Forligsmægling blev forgjæves, anlagde disse Skoveier som ere: 1) Lensmand John Foss, 2) O. Trygsland, 3) Torjus G. Bjerland, 4) Tellef G. Mindrebø, 5) O. A. Mindrebø, 6) Ole T. Mindrebø, 7) Aanon Olsen Abildsæd, 8) Anna S. Abildsæg, 9) Søren Mindrebø, 10) Anna S. Abildsæd, 11) Lars Trygsland og 12) Bjellands Kommune ved Stevning afødt xx.xx.1892 Aastedssag mod Appell. i samme Anledning for Mandals Sorenskriveri. Ved Underrettens Dom afødt xx.xx.1894 afsagt af Sorenskriveren og Meddomsmænd blev Appell. tilpligtet at betale til de nævnte Skoveiere tilsammen Kr. 10,450.00, nemlig til No. 1 Kr. 1700, No. 2 Kr. 3000, No.3 Kr. 550, No. 4 Kr. 1100, No. 5 Kr. 350, No. 6 Kr. 450, No. 7 Kr. 300, No. 8 Kr. 150, No. 9 Kr. 300, No. 10 Kr. 250, No. 11 Kr. 1800, No. 12 Kr. 500 med 4 % aarlig Rente af hver af de særskilt anførte Beløb fra 22 Marts 1892 til Betaling sker, medens Processens Omkostninger bleve ophævede.

Denne Dom blev afsagt under Dissents, idet Sorenskriveren og en af Meddomsmændene voterede for Appell.s Frifindelse med Ophævelse af Sagens Omkostninger. Ved Stevning afødt xx.xx.1894 har Appell. indanket for Overretten fornævnte Dom af 19 Oktober s. A. som han har paastaaet underkjendt og derhen forandret, at han frifindes for de Indst.s (d. e de foran opregnede Cit.) for Underretten Tiltale, og at han hos dem in solidum tilkjendes Sagsomkostninger for begge Retter.

De Indst. have derimod nedlagt Paastand om Underretsdommens Stadfæstelse og om Tilkjendelse af tilstrækkelige Sagsomkostninger.

Appell. har paastaaet, at de fornævnte Meddomsrets- og Lagmandsretsdomme ere afgjørende ogsaa for nærværende Sag, men heri kan Retten ikke give ham Medhold (kfr. Rt-1896-206).

Appell. har endvidere anført a) at det ikke er bevist, at den omhandlede Myrbrænding har foraarsaget Skovbranden, b) at det ikke kan lægges ham eller Osuf Larsen Haugenæs nogen Uagtsomhed tillast og c) at Appell. ialfald ikke kan være ansvarlig for, hvad Osuf Larsen Haugenæs ved den omhandlede Leilighed maatte have forskyldt.

Assessor Christie bemærkede: At da Osuf Larsen Haugenæs som før anfort havde paataget sig som Akkordarbeide at udføre den omhandlede Myrbrænding, kan N.L. 3-21-2 ikke her komme til Anvendelse, saa at Appell. maa være fri for Ansvar til Indst., selv om Aarsagsforbindelsen mellem Myrbrændigen og Skovbranden maatte være bevist - saafremt der ikke kan lægges ham personlig nogen Uagtsomhed tillast.

De Indst. have bebreidet Appell. følgende (Underretsakten Side 129 flg.):

a. At han, skjønt vidende om, at Myrbrændingen foregik baade Nat og Dag, har undladt at sørge for, at Osuf Larsen fik Medarbeidere, idet det var ganske umuligt for Osuf Larsen at holde ud Nat og Dag.

b. At han, skjønt bekjendt med, at Osuf Larsen var en mindre paalidelig Arbeider, har forholdt sig aldeles passiv og ikke engang har formanet Osuf Larsen til at vise større Forsigtighed.

c. At Appell. den 23 Juni 1891 lod sig nøie med Osuf Larsens Udsagn om, at der var godt slukket, uagtet han vidste, at Ilden dengang var opblusset, efterat være forsøgt slukket tidlig om Morgenen, og uagtet han fra tidligere Leiligheder havde Erfaring for, at Osuf forlod Myren og lod Ilden skjøtte sig selv, og

d. At Appell., trods den Storm, som blæste fornævnte Dag, undlod at sørge for, at der holdtes Vagt paa Myren og ikke engang gav Osuf Paalæg om ikke at forlade Myren uden øieblikkelig at sørge for Afløsning.

Af Appell. er hertil svaret i det Væsentlige følgende:

Den egentlige Torvbrænding var paa det nærmeste ophørt, da Tørken indtraadte i Juni Maaned 1891, og der var da tilbage kun nogle smaa rester af den flaahakkede Tarv.

Side:532

Den Del af Myren, som var ophakket, var afgrændset fra den tilstødende Myr ved dybe Grøfter undtagen paa Nordkanten, hvor Hakning endnu ikke var foretaget, hvilket sidste dog ikke er af nogen Betydning, idet Skoven paa Myrens Nordside er ganske uberørt af Branden. Saa længe Brændingen stod paa, opholdt Osuf sig omtrent uafbrudt paa Myren. For Sikkerheds Skyld lod han som oftest kun en eller to Hauger være i Brand samtidigt, og alene naar der var vaadt Veir og saaledes ganske farefrit, forlod han for kortere Tid Myren. Han var for Brændingens Skyld slyttet hjemmefra og indtog i Almindelighed sine Maaltider paa selve Myren. Om enkelte Vidner har passeret denne paa Tider, da det har røget af Torvhaugene uden at iagttage Osuf, kan dette dels komme deraf, at han da arveidede i Digerne, dels deraf, at Forholdene have været saadanne, at han har fundet det ubetænkeligt at fjerne sig for en kortere Tid; naar det er stille eller fugtigt Veir, og særlig om Nætterne, er det paa en saa vaad Myr som Trygslandsmyren omtrent utænkeligt, at der kan sprede sig Ild fra den lidet brændbare Torv. Appell. kjendte vel til, at Osuf var en meget paapasselig og paalidelig Mand, og saa aldrig andet, end at Osuf udviste den største Forsigtighed under sit Arbeide paa Myren, medens Appell. ikke var vidende om, at Osuf nogensinde forlod den brændende Torv. Iøvrigt havde Appell. paalagt Osuf Forsigtighed, skjønt Arbeidets Udførelse var overdraget Osuf ganske selvstændigt. Naar Appell. den 23 Juni 1891 efterat have om Morgenen foranlediget, at Osuf foretog yderligere Slukning, blev tilstede flere Timer derefter uden at iagttage Røg og saa Osuf blive tilbage paa Stedet, da Appell. henimod Middag begav sig hjem, og naar det videre erindres, at det her gjælder en usædvanlig vaad Myr, vil det være forgjæves at paastaa, at Appell. har udvist nogen Uforsigtighed.

Det er paa det rene, at den Del af Trygslandsmyren som Osuf Larsen behandlede, var afgrændset mod Øst, Syd og tildels mod Vest ved Diger af 1 Meters Bredde og Dybde, samt at den mod Vest, hvor der ikke var saadant Dige, var begrændset af en gammel Veigrøft og Vei - endvidere, at den Torv, som var ophakket for at brændes blev lagt i mindre Dynger, saa at den Ild, som optændtes i nogen af dem, lettelig lod sig beherske, at den af Osuf Larsen paa Trygslandsmyren benyttede Fremgangsmaade var den sædvanlige, og at Osuf Larsen om Morgenen den 23 Juni 1891 spadede ned i Myren den Torv hvori der da efter Appell.s Tilstedekkomst bemærkedes Røg. 1ste og 2det Kontravidne have - Underretsakten Side 10 - forklaret, at de mellem Klokken 11 og 12 om Formiddagen den nævnte Dag passerede Myren uden at bemærke Ild og Røg der, og 1ste Kontravidne har tilføiet, at han specielt lagde Mærke dertil. Det maa derfor antages at forholde sig saa, som Appell. har anført, at der ingen Ild eller Røg kom tilsyne paa Myren paa den Tid om Morgenen, da Slukningsarbeidet var foretaget af Osuf Larsen og indtil Appell. forlod Myren henimod Middag. Appell. havde saaledes al Grund til at tro, at der ingen Ild var i Torven paa Myren, og det kan da saa meget mindre lægges ham tillast, at han forlod Myren, som Osuf blev tilbage efter ham, og da han maatte tro, at Ilden var slukket, var der ikke nogen Grund for ham til særskilt at paalægge Osuf at vise Forsigtighed, idet den Omstændighed, at der da blæste en Storm, ikke i hans Øine kunde medføre nogen Fare. Nogen Grund til at formode, at Osuf vilde forlade Myren, efterat Appell. havde fjernet sig, var ikke forhaanden, og det kan da ikke heller lægges Appell. tillast, at han ikke forbød Osuf at fjerne sig eller sørgede for hans Afløsning. Det kan heller ikke ansees bevist, at Osuf Larsen var en mindre palidelig Person, eller at saadant var Appell. bekjendt, saa at der skulde paahvile ham nogen Brøde, fordi han havde betroet ham Udførelsen af Myrbrændingen.

Hvad Indst. have lagt Appell. tillast fra den Tid som ligger forud for den 23 Juni 1891, antages ikke at kunne komme i nogen Betragtning, da der ikke kan sees at der bestaar nogen Kausalforbindelse mellem det i saa Maade af de Indst. paaklagede Forhold fra Appell.s Side og den opstaaede Skovbrand.

Side:533

Justitiarius tilførte, at han kom til samme Resultat som Underretten, og antog at kunne stemme for Underretsdommmens Stadfæstelse, om hans Argumentation ogsaa ikke faldt sammen med Underretten. Dennes Resultat forekom ham i det Hele svagt begrundet. Ligeledes voterede han for Omkostningernes Ophævelse for Overretten.

Assessor Ring tilførte, at Appell. ikke kan antages at være ansvarsfri af den Grund, at Osuf Haugenæs havde Myrbrændingen paa Akkord, da dennes Stilling nærmeste i det foreliggende Tilfælde maa sammenlignes med en Dagarbeiders. Derimod fandt han, at der var overveiende Grund til at antage, at der under Myrbrændingen ikke fra Appell.s eller Osuf Haugenæs's Side var udvist et saadant Forhold, at derpaa kan bygges Erstatningsansvar. 1ste Kontravidne (kfr. 2 Kv.) har nemlig forklaret, at uagtet han specielt lagde Mærke dertil, saa han ingen Røg paa Myren, da han Kl.11-12 Formiddag paa Branddagen passerede Myren. 19de Vidne under Forhøret, der mellem 11 og 12 om Formiddagen standsede og talede med Osuf, saa da ikke Røg eller Ild, men det blæste meget, saa der søg noget Aske omkring. 5te Vidne under Efterforskningen, der passerede Myren ved Middagstider, saa da ingen Ild. Heller ikke nogen af de andre Vidner har bemærket Røg paa den Tid, men vel før indtil Kl. 10 og senere efter Kl. 12. Dette er meget at lægge Mærke til, da det er paa det Rene, at der blæste meget stærkt, saa der synes at maatte have vist sig Røg i denne lange Tid, saafremt ikke Osufs Slukning havde været meget omsorgsfuld og effektiv. Naar der desuagtet efter et Par Timers stærk Blæst synes at være fænget Ild ved en gjenværende skjult Gnist og derved bevirket Skovbrand, antages dette at være en saadan Tilfældighed, at den vanskelig kan lægges nogen tillast. Saavidt sees, forlod ikke Osuf Myren før ved 12-Tiden, og han maatte da have fuld Grund til at tro, at alt var slukket, naar der ingen Røg var i Løbet af et Par Timer under den stærke Blæst, saa at den Omstændighed, at han ikke forblev paa Myren, hvilket vel egentlig skulde være det erstatningsbegrundende Forhold, ikke kan lægges ham tillast. Med Hensyn til Omkostningernes Ophævelse var han enig med Førstvoterende.

Han kom saaledes til samme Resultat som Hr. Assessor Christie.

I Henhold til det her Anførte antager Retten, at Appell. bør frifindes for de Indst.s Tiltale i denne Sag.

Sagens Omkostninger ville efter Omstændighederne blive ophævede for begge Retter.

Lensmand John Foss og de øvrige paa samme Side staaende Parter har paaanket Overretsdommen til Høiesteret, efterat de af Appell., for hvis Vedkommende Paastandsbeløbene ikke overstiger 1000 Kr., har erhvervet Dispensation fra Reglerne om summa appellabilis. Osuf Haugenæs er varslet for Processens og Navns Nævnelses Skyld. Her for retten har Appell. nedlagt Paastand, svarende til Underrettens Dom med Tillæg af Tilkjendelse af Procesomkostninger for Høiesteret.

Indst. har nedlagt Paastand om Stadfæstelse af Overrettens Dom og Tilkjendelse hos Appell. in solidum af Procesomkostninger for Høiesteret.

Det første Spørgsmaal som foreligger til Besvarelse, er, om den i Sagen omhandlede Skovbrand er foraarsaget ved Brænding paa Indst.s Myr. De foregaaende Retter har besvaret dette Spørgsmaal bekræftende og har, som det synes, anset det for at være omtrent paa det Rene. Mig forekommer det imidlertid, at der ikke er tilveiebragt tilstrækkelig Klarhed om Aarsagsforholdet. I saa Henseende har jeg heftet mig ved, at Skovbranden, om den var forvoldt ved Brændingen paa Myren, maatte være forvoldt ved Gnister fra denne. Thi det maa siges at være paa det Rene, at Ilden fra Myren ikke har forplantet sig i Bunden henover til Skoven; dette fremgaar baade af Oplysningerne om Situationen, da Ilden først

Side:534

opdagedes, og specielt deraf at den nærmest Myren staaende Skov er bleven sparet. Men at Ilden i Myren har udbredt sig til Skoven ved Gnister, er saavidt jeg kan skjønne, mindre sandsynligt. Efter de foreliggende Oplysninger maa det antages, at Arbeidet paa det Myrstykke, som Osuf Larsen havde paataget sig at bringe i dyrkbar Stand, paa det nærmeste var færdigt. Den Ener, som havde henligget paa Stykket, var før Branddagen opbrugt. Der var kun en liden Rest ubrændt og ikke hauglagt Torv tilbage; de Torvhauge, hvori det om Natten havde brændt, var om Morgenen og i Løbet af Formiddagen den 23 Juni revet ud. Der var altsaa ved Middagstid den nævnte Dag formentlig ikke paa Myrstykket noget Stof tilbage, der, om det tog Ild, kunde tænkes at ville kaste Gnister. Er der saaledes allerede efter det paa Myren brændende Stofs Beskaffenhed ringe Sandsynlighed for, at der fra Myrstykket kan være kommet Gnister til Skoven, bliver dette endnu mindre sandsynligt, naar det erindres, at der paa Branddagen var stærk østlig eller nordøstlig Vind, medens den Skov, der først antændtes, laa i Øst for Myrstykket og adskillig høiere end dette. Torvgnisterne skulde altsaa ikke alene trods den stærke Vind have faret høit op, men ogsaa være ført bort stik imod Vinden. Appell. har søgt at forklare dette ved, at Vinden var omløbende, og at der var Hvirvelvind. Det er vistnok under Sagen af et enkelt Vidne udtalt, at der var Hvirvelvind; men dette refererer sig vel at mærke til et Tidspunkt, da Skoven allerede var kommen ibrand og Ilden rasede rundt om. At Vinden var østlig, sees med afgjørende Tydelighed deraf, at der strax ved Brandens Begyndelse fra Heien paa Østsiden af Myrstykket førtes Gnister over til Heien paa Vestsiden. Det er da heller ikke af Nogen iagttaget, at der har faret Gnister op fra Myrstykket, eller engang at der, før den egentlige Brand begyndte, paa Stykket har været nogen særdeles stærk Ild. Det skulde jo være efter Kl. 12, da Osuf Larsen forlod Myren, at den skjæbnesvangre Gnist var faret ud. Efter den Tid har tre af de afhørte Vidner, nemlig 5te og 18de Vidner under Efterforskningen og 22de Hovedvidne passeret forbi Myrstykket. Først kom 5te Vidne; hun saa hverken Røg eller Ild, saa kom 22de Vidne; han saa Røg uden Ild, og saa kom endelig 18de Vidne, der ikke kan have passeret Stedet længe før Indst. selv kom tilbage did; han iagttog, efter hvad han har forklaret, lidt Ild og Røg. Heller ikke da Indst. med sin Hustru samt 17 Vidne, og Osuf Larsen omtrent Kl. 1 Eftermiddag kom frem til Myren, kan der efter deres Forklaringer have været synderlig Ild paa Stykket. 17de Vidne, der staar Helt udenfor ethvert muligt Ansvarsfohold i denne Sag, har navnlig forklaret, at han saa det røg, men han husker ikke, om han saa Ild. Og 20de Vidne under Efterforskningen, der kom tilstede strax efter de nævnte 4 Personer, saa ikke Lue uden paa et enkelt Sted. At der paa Myrstykket ikke kan have været nogen videre Ild, fremgaar ogsaa af Situationen, saaledes som den befandtes, da Retten befor Aastedet den 28 Oktbr. 1891. Retsvidnerne har nemlig da forklaret, at paa den Dug, som Osuf Larsen havde under Arbeide, kunde Bunden ikke sees at være brændt mere end paa den nordlige Del af Dugen, idet de har tilføiet, at de ikke kan afgjøre om Forbrændingen paa denne Dugens nordlige Del var en Følge af den her omhandlede Brand eller af den tidligere Torvbrænding. Det fremgaar videre af den nævnte Befaring, at der paa Nordvestkanten af den Dug, som Osuf Larsen arbeidede paa, laa igjen uberørt af Branden endel Stokke og Rødder samt nogle faa Enerkviste. Tidligere under Sagen har der ikke været Spor af Antydning til, at Skoven, før det begyndte at

Side:535

brænde i Myren efter Middagstid den 23 Juni, havde fattet Ild. Nu er der imidlertid fremkommet Oplysninger, som ialfald peger i den Retning. 1ste og 2det Kontrav. under et den 6 August 1897 optaget Thingsvidne har nemlig provet, at de Branddagen arbeidede paa Østsiden af Mandalselven, altsaa, som det af Kartet fremgaar paa Østsiden af den saakaldte Østhei eller Kirkeaas, der atter ligger i Øst for Myren. Efter hvad 1ste Kontrav. har forklaret, var Arbeidsstedet eller det Sted, hvor Vidnet befandt sig, kun 2 à 3 Børseskud fra den søndre Kant af Kirkeaasen. Begge Kontrav. saa da, - 1ste Vidne siger antagelig «tidlig Middag», 2det Vidne antagelig ved Middagstid, - Røg paa Kirkeaasens Sydkant, og at denne Røg efter en Tids Forløb, - 1ste Vidne siger omtr. 1/2 Time - udbredte sig. Er disse Forklaringer rigtige, skulde der have været Ild i Østheien, før Myren efter Indst.s og Osuf Larsens Bortgang fra denne ved Middagstider begyndte at brænde. Jeg erkjender, at et fuldt bindende Bevis for Aarsagsforholdet under Omstændgiheder som de i nærværende Sag foreliggende ikke kan kræves, men der maa dog ikke være Momenter tilstede, som gjør Aarsagsforholdet tvivlsomt, og saaledes som Forholdet her stiller sig, drifter jeg for mit Vedkommende mig ikke til at anse det godtgjort, at Skovbranden hidrører fra Myrbrændningen.

Jeg kommer altsaa til det Resultat, at jeg paa der her anførte Fundament vil votere for Indst.s Frifindelse for Appell.s Tiltale. Det er derfor for mig unødvendigt at omhandle de øvrige Indsigelser, der fra Indst.s Side er reist mod Appell.s Paastand.

Skjønt jeg bygger paa et andet Fundament end Overretten, antager jeg dog, at der ikke kan være noget til Hinder for, at Overrettens Dom stadfæstes.

Efter Sagens hele Beskaffenhed finder jeg, at Processens Omkostninger for Høiesteret bør ophæves.

Konklusion:

Overrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves.

Assessor Thoresen: Jeg kommer til samme Resultat som Førstvoterende, men bygger det paa andre Præmisser. Jeg maa i Modsætning til ham anse det tilstrækkelig godtgjort, at den opstaaede Skovbrand har været en Følge af Myrbrændingen. Jeg støtter mig i saa Henseende hovedsagelig til de under Sagen afgivne Forklaringer af Folk, der har undersøgt de lokale Forhold, og hvis Mening om Ildens Opkomst derfor efter min Formening har Krav paa at tillægges særdeles Vægt.

Under den retslige Efterforskning den 14 Juli 1891 har Indst. som 2det Vidne bl. A. forklaret, at Skovbranden er en Følge af Myrbrændingen, fremkaldt derved at Ilden paa Myren er blusset op under Osufs Fraværelse. Vidnet gaar nemlig ud fra, at om Ilden var blusset op, vilde det have været en let Sag for Osuf, om han havde været tilstede, strax at faa dæmpet Ilden ved at spade Jord paa. Osuf Larsen Haugenæs har som 3die Vidne under Efterforskningen forklaret, at han tror nærmest, at Myrbranden er Aarsag til Skovbranden, da han ikke ved eller kan tænke sig nogen anden Aarsag, og at Myrbranden maa, uagtet Vidnet antog alt vel slukket, være blusset op i en eller anden Haug. 12te og 13de Hovedv., der under Sagen har fungeret som Retsvidner, har forklaret, at de antager, at Ilden maa være opstaaet som Følge af Myrbrændingen paa Trygslandsmyren. Vidnerne antager, at Ilden maatte være opstaaet som Følge af

Side:536

Myrbrændingen, fordi man ikke kjendte til, at der forøvrigt var benyttet Ild hverken i eller i Nærheden af Myren. Vidnerne fandt ogsaa efter Befaringen af Myren, at Ilden godt kunde være kommen derfra. 13de Vidne tilføier, at det blæste saa stærkt, at Vidnet ikke kan kalde det andet end Storm. Videre vil jeg henpege paa, hvad der findes anført i den afsagte Underretsdoms Præmisser. Der udtaler Sorenskriveren, hvis Mening i saa Henseende formentli maa antages tiltraadt af Meddomsmændene: «Efter alt, hvad der foreligger og efter det Indtryk, jeg fik under Befaringerne af Aastedet, er jeg ikke i Tvivl om, at Myrbrændingen er Aarsag til Skovbranden». Jeg skal videre bemærke, at hvis man gaar ud fra, at Branden skulde være opstaaet i Østheien, forekommer det mig næsten uforklarligt, at de Mange, som har passeret Myren ved Middagstid, ikke har observeret denne Brand, der isaafald vilde have været af en vis Betydenhed og vanskelig vilde være bleven ubemærket.

Gaar man altsaa ud fra, at Skovbranden er opstaaet som Følge af Myrbrændingen, opstaar Spørgsmaalet om, hvorvidt der fra Indst.s Side har været vist en saadan Mangel paa pligtmæssig Omtanke og Forsigtighed, at han bør svare Erstatning for den stedfundne Skovbrand. Den Omstændighed, at Indst. under den mod ham anlagte Straffesag er frifunden for Straf for uagtsomt Forhold, kan ikke være afgjørende med Hensyn til Spørgsmaalet om det civile Ansvar, da Betingelserne for Straf og Erstatning i Tilfælde af Uagtsomhed ikke falder sammen, kfr. Schweigaards Kommentar til Kriminalloven, 3die Udgave, I side 110, Hallager-Auberts Obligationsrettens almindelige Del Side 100 og Rt-1846-225. Appell. formener, at Indst.s Erstatningspligt maa være en Følge af, at han og Osuf Larsen har gjort sig skyldige i ulovlig Braatebrænding kfr. N.L. 6-19-11, Frdn. 4 April 1781 og Lov afødt xx.xx.1877. Disse Lovbud er vistnok ophævede ved Lov om Indskrænkninger i Brug af Ild i Skov og Mark m.v. afødt xx.xx.1893; men sidstnævnte Lov er sildigere, end hvad her er paaklaget og altsaa her uden Betydning. Jeg antager imidlertid, at Spørgsmaalet om, hvorvidt Indst. har gjort sig skyldig i ulovlig Braatebrænding, maa være endelig afgjort ved den af Meddomsretten under 11 Mai 1892 afsagte Dom, ved hvilken Indst. med Hensyn hertil er frifunden for Tiltale.

Appell. formener derhos, at baade Indst. og Osuf Larsen har gjort sig skyldige i uagtsomt Forholds specielt ved deres Optræden paa selve Branddagen den 23 Juni 1891, og at Indst., selv om der for hans Vedkommende ingen Uagtsomhed foreligger, i hvert Fald maa være ansvarlig for Osuf Larsens Forhold, hvis Uagtsomhed formenes klar, kfr. N.L. 3-21-2.

Jeg antager imidlertid ikke, at det nysnævnte Lovbud er anvendeligt paa Forholdet mellem Indst. og Osuf Larsen, idet Førstnævnte ikke i Lovens Forstand kan ansees om Sidstnævntes «Husbond», men alene som hans Medkontrahent, der for en bestemt Betaling har paataget sig et Arbeide, med Hensyn til hvis Udførelse han indtager en selvstændig Stilling. Om Osuf Larsen muligens har vist Mangel paa pligtmæssig Omtanke og Forsigtighed under Arbeidets Udførelse, hvorom jeg anser det upaakrævet at udtale mig, formener jeg, at Indst. ikke derfor kan gjøres ansvarlig. Spørgsmaalet bliver saaledes, hvorvidt Indst. selv i det Hele og specielt ved sin Optræden den 23 Juni 1891 har vist en saadan Uforsigtighed, at han bør ilægges Erstatningsansvar. Jeg kan ikke finde, at saa er Tilfældet og kan i saa Henseende i det Væsentlige henholde mig til, hvad der er anført i

Side:537

Overrettens Domspræmisser, specielt af Førstvoterende. Det er oplyst, at Indst. selv ikke havde Skjøn paa Myrbrænding; det var nogen tid, efterat hans Søn var kommen hjem fra Landbrugsskolen, at han bestemte sig til at opdyrke den under Sagen omhandlede Myr. Han henvendte sig i den Anledning til Osuf Larsen Haugenæs, som efter Sagens Oplysninger har været anseet for en i saadant Arbeide kyndig og derhos fuldt paalidelig og forsigtig Mand, med hvem der blev afsluttet Overenskomst om Arbeidets Udførelse for en bestemt Betaling. Der var saaledes for Indst. ikke nogen Opfordring til at vise nogen særlig Agtpaagivenhed eller Indskjærpelse af Forsigtighed ligeoverfor denne Mand; men det sees alligevel, at Indst. gjentagende har gjort dette, ligesom han ogsaa specielt har paaseet, at der blev gaaet forsigtig frem ved Arbeidet. Ved den af Osuf Larsen benyttede Fremgangsmaade under Arbeidets Udførelse, specielt ved Valg af Brændsel, kan der efter Sagens Oplysninger ikke være noget at bemærke. Hvad angaar det Passerede paa selve Branddagen den 23 Juni har Indst. selv forklaret, at da han og hans Søn om Morgenen den nævnte Dag kom til Myren, spurgte han Osuf, om denne turde brænde, hvortil han svarede Nei; han havde slukket saa godt, han kunde. Det var da ganske svag Vind. Indst. sagde da til Osuf, at det røg og gik derefter til sit Arbeide, som laa et godt Stykke borte, men ikke længere, end at Indst. nok kunde raabe til Osuf. Denne holdt paa at kaste op et Dige. Da det led henimod Middag, gik Indst. hjem igjen og spurgte da Osuf, om der var Fare for Ild, eller om det var Ild, hvilket af disse Udtryk erindrer Indst. ikke. Osuf forsikrede, at han havde slukket saa godt, at der ikke fandtes Ild, saa Indst. ikke behøvede at være bange.

Denne Forklaring stemmer ogsaa med, hvad Osuf har anført. Det heder i dennes Forklaring: Om Morgenen eller lidt ud paa Dagen - han antager Kl. 9 à 10 - kom Lars (d.v.s. Indst.) og hans Søn Fredrik ned paa Myren, men Fredrik gik strax til Trygsland. Lars spurgte Vidnet, om det turde brænde, hvortil Vidnet svarede, at det turde det ikke og havde derfor slukket af. Vidnet fortsatte med at grave paa Diget, medens Lars et Stykke lidt længere borte var beskjæftiget med at lukke et Dige. Lars blev paa Myren til henimod Middagstider, da han gik hjem. Medens Lars var paa Myren, var der ikke at se hverken Ild eller Røg anderledes end netop som han kom til myren, røg det lidt af en Haug, men som Vidnet allerede havde revet ud, og Vidnet sagde: «Her kan Du se, at jeg har slukket». Da Lars reiste igjen ytrede Vidnet til ham: «Nu kan Du se, at her er ingen Ild at se». Rigtigheden af disse Forklaringer om Forholdene paa Myren bestyrkes ved, hvad der er forklaret af andre Vidner, specielt 19de Hovedv. samt 1ste og 2det Kontrav., der passerede Myren mellem Kl. 11-12 og ikke saa Røg.

Efter hvad der saaledes foreligger, finder jeg ikke, at der fra Indst.s Side paa Branddagen har været udvist et Forhold, der med Føie kan lægges ham tillast som Uagtsomhed. Han havde været paa Myren i flere Timer, uden at der, da han forlod Stedet, viste sig noget mistænkeligt, og han har gjentagende, senest da han forlod Myren, indskjærpet Osuf Forsigtighed. At denne derefter skulde begive sig hen til Pladsen Klev for at spise Middag og efter Middagen skulde lægge sig til at sove, hvad der forøvrigt var ganske usædvanligt, var noget, Indst. selvfølgelig ikke kunde forudse. Det maa vistnok indrømmes, at der fra Indst.s Side kunde have været udvist en endnu større Grad af Forsigtighed, navnlig ved at paase,

Side:538

at der stadig holdtes Vagt paa Myren; men en saadan til det Yderste dreven Forsigtighed kunde ikke med Billighed kræves af Indst. navnlig ligeoverfor en præsumtiv kyndig og forsigtig Mand, der havde paataget sig Arbeidets Udførelse for en bestemt Betaling og paa eget Ansvar. Man kan ligesaalidt her som ellers i det praktiske Liv fordre den høieste Grad af Forsigtighed, som overhovedet er tænkelig, se Ørsteds Eunomia, 2den Del Side 204.

Extraordin. Assessor, fhv. Statsraad Motzfeldt: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Hr. Assessor Thoresen. Jeg vil dog tilføie, at der under nærværende Sag efter min Mening ikke under nogen Omstændighed kunde være Tale om at anvende Bestemmelserne om ulovlig Braatebrænding. Den Ting at brænde Myr til Dyrkning er nemlig noget ganske andet end at brænde Braate. Jeg henviser herom til den ogsaa af Andenvoterende nævnte Lov afødt xx.xx.1893. Det har for mig stillet sig overmaade tvivlsomt, hvorvidt ikke N.L. 3-21-2 her maa komme til Anvendelse. Tilfældet ligger paa Grændsen. Men jeg finder dog her at kunne slutte mig til Andenvoterendes Resultat. Og Spørgsmaalet, om Lars Skjæggestad paa selve Branddagen kan siges at have udvist den fornødne Agtsomhed, har ogsaa for mig frembudt adskillig Tvivl. Men jeg er ogsaa her kommet til det Resultat, at hans Optræden da ikke kan forpligte ham til Skadeserstatning. Man havde jo, da han forlod Stedet, i 2 à 3 Timer ikke seet Røg eller Ild. Og han vidste af Osufs Forklaring eller Udtalelse til ham, at der af denne, der var specielt sagkyndig, var truffet særskilte Foranstaltninger for at faa Ilden slukket. Og han havde altsaa Grund til at tro, at disse havde ført til det ønskede Resultat. Under disse Omstændigheder vilde jeg i hvert Fald have anseet ham for ansvarsløs, om han, da han gik, havde sat en Mand som Vagt paa Stedet. Andre extraordinære Sikkerhedsforanstaltninger vilde jeg ikke anseet fornødne. Spørgsmaalet bliver da, hvorvidt det kan siges at være en Uagtsomhed, der skal medføre Erstatningspligt, at Lars har forladt Stedet uden særskilt at paalægge Osuf indtil Videre at forblive paa Myren. Men dette kan jeg ikke antage. Lars var selv nærmest og sterkest interesseret i, at der ikke opkom Skade-Ild, og han led det største Tab ved Branden. Han havde jo derfor ogsaa, da han om Morgenen kom til myren, udtrykkelig varslet Osuf om Faren, ligesom han ogsaa gjorde dette ved sit Spørgsmaal til Osuf umiddelbart før han gik derfra. Lars havde da al Grund til at tro, at Osuf enten vilde ligesom i Almindelighed tidligere forblive paa Myren og indtage sit Middagsmaaltid der, eller, om han gik til Klev (der kun ligger 240 M. fra Midten af Myren) for at spise Middag, da som ellers strax vende tilbage. Som af Andenvoterende bemærket, kunde Lars under de forhaandenværende Omstændigheder umulig tænke sig, at Osuf vilde gaa til Klev og der lægge sig til at sove. Osuf havde Ord for at være en forsigtig og paalidelig Mand, og Lars havde kjendt ham i flere Aar. Og der var i den lange Tid, hvori Myren havde været under Brænding, tidligere intet passeret, der var egnet til hos Lars Skjæggestad at vække Formodning eller Mistanke om, at Osuf ikke var paalidelig og forsigtig.

Assessor C. Hansteen: Jeg er i Resultatet enig med de tidligere Voterende. Jeg er for min Del af samme Mening som Førstvoterende, idet jeg nemlig ikke har kunnet overbevise mig om, at der haves tilstrækkelig Sikkerhed for, at Skovbranden er bevirket ved Myrbrændingen, og jeg kan med Hensyn hertil i alt Væsentligt tiltræde, hvad der af Førstvoterende er

Side:539

anført. Men jeg vil udtrykkelig udtale, at om jeg i dette Punkt havde været af en anden Mening, altsaa om jeg havde fundet, at der var tilstrækkeligt Bevis for Kausalforbindelsen, vilde jeg dog have stemt for Frifindelse, idet jeg i alt Væsentligt tiltræder, hvad der er anført af Hr. Assessor Thoresen med de Bemærkninger, der er gjort af Hr. Assessor Motzfeldt.

Extraordin. Assessor, Sorenskriver Blom: Jeg er i Resultatet enig med de tidligere Voterende og slutter mig med Hensyn til Begrundelsen i det Væsentlige til D'Hrr. Assessorerne Thoresen og Motzfeldt. Jeg skal dog bemærke, at jeg med Hensyn til den Betydning, som under nærvær. Sag skulde kunne tillægges de afsagte Domme i Straffesagen, ikke har den samme Opfatning af dette Spørgsmaal som Andenvoterende, men jeg finder det ikke nødvendigt for mig nærmere at omhandle dette. Jeg er nemlig med Hr. Motzfeldt enig i, at der her i hvert Fald ikke kunde være Spørgsmaal om at anse Myrbrændingen som Braatebrænding, og jeg kommer med Hensyn til Spørgsmaalet, om Uagtsomhed forøvrigt er begaaet, som anført, til samme Resultat som Straffedommen.

Med Hensyn til Indst.s Forhold paa Branddagen skal jeg derhos tilføie, at der for mig har været et Punkt som særlig har vakt min Tvivl, det nemlig om ikke Indst. i det Svar, som Osuf gav hem, da Indst. forlod Myren, kunde have Grund til at nære Frygt for, at Osuf vilde være mindre opmærksom paa den Fare, som der kunde være, og muligens endog vilde forlade Myren. Han svarede, som det vil erindres, at der var slukket og ingen Fare. Jeg tror imidlertid ikke, at man med Rimelighed kan sige, at der heri skulde ligge nogen særlig Grund for Indst. til at frygte for, at Osuf vilde vise sig mindre agtpaagivende, og i hvert Fald kan jeg ikke finde, at Indst. har gjort sig skyldig i en tilregnelig Uagtsomhed af den Grund, at han ikke har havt sin Opmærksomhed henvendt paa denne Mulighed.

Extraordin. Assessor, fhv. Statsraad Lund: Jeg slutter mig til dem, der har anseet Skovbranden at være foraarsaget gjennem Indst.s Myrbrænding. Jeg er imidlertid med Hensyn til Erstatningsspørgsmaalet kommet til et andet Resultat end de tidligere Voterende, idet jeg finder, at Indst. ikke kan undgaa at ilægges Erstatningsansvar. Forinden jeg nærmere indlader mig paa min Begrundelse heraf, skal jeg bemærke, at jeg tiltræder, hvad der af Hr. Assessor Blom er udtalt ang. Spørgsmaalet om, hvorvidt der her har foreligget ulovlig Braatebrænding og om den afsagte frifindende Meddomsretsdoms Betydning i saa Henseende i Forhold til nærværende Sag. Jeg er tillige af den Mening, at den afsagte Meddomsretsdom, heller ikke forsaavidt den har frifundet Indst. for Tiltalen for Uagtsomhed i Omgang med Ild, kan have nogen bindende Virkning i nærværende Erstatningssag, og det uden Hensyn til, hvorvidt der efter vor gjældende Lov kan opstilles nogen forskjellig Grændse med Hensyn til den Uagtsomhed, der skal begrunde Straf og den, der skal begrunde Erstatning, et Spørgsmaal, som jeg derfor ikke behøver at udtale mig om.

Naar jeg kommer til det Resultat, at Indst. maa blive at kjende erstatningspligtig, bygger jeg dette paa det af ham paa selve Branddagen udviste Forhold. Jeg opfatter det saaledes, at det omhandlede Myrdyrkningsarbeide, der var et regelmæssigt Led i Indst.s Arbeide med sin Jords Dyrkning, i enhver Henseende stod under hans eget Tilsyn, uden at det i saa Henseende kan forandre Forholdet, at den Arbeider, der havde paataget sig Flaahakning og Brænding af Myren, herfor skulde have Betaling ikke pr. Dag, men efter Akkord. Jeg mener derfor ogsaa, at Indst. har havt en selvstændig Agtsomhedspligt

Side:540

med Hensyn til Arbeidets Udførelse, og at denne ikke paa nogen Maade kan overføres paa hans Arbeider, om end denne selvfølgelige ved Siden deraf har havt sin egen Pligt til at vise Agtsomhed. Paa Branddagen var der særdeles farefulde Omstændigheder tilstede, idet det som allerede oplyst var meget tørt, og der blæste en Storm; Myren, der ikke var bred, var særlig til begge Sider begrændset af Skov. Indst. vidste af egen Erfaring, at det havde været Ild paa Myren om Morgenen, og jeg mener det er noget, som bør være enhver voxen Mand bekjendt, at Gnister, selv om man antager, at Slukning er foregaaet, med den største Lethed kan holde sig skjult i saadant tørt og bedækket Brænde-Materiale som det, hvorom det her er Tale, i hvert Fald saa længe som nogle Timer. Under disse Omstændigheder maatte pligtmæssig Aagtsomhed efter min Mening tilsige Indst., der i sit Arbeides Interesse havde benyttet et saa farligt Middel som Ild, at drage Omsorg for, at der blev truffet tilbørlige Foranstaltninger til at sikre imod, at denne blussede op, naar der som nævt var Storm, og Naboers Interesser saaledes kunde staa paa Spil. Denne sin Pligt kan jeg ikke finde, at Indst. paa fyldestgjørende Maade har opfyldt derved, at han, idet han forlod Myren, spurgte Osuf Larsen, om der var Fare for Ild, eller om der var Ild, idet jeg netop mener, at det var en Uagtsomhed af ham ikke selv at have for Øie, at der saa kort Tid efter Slukningen kunde være Gnister, der under de forhaandenværende Omstændigheder let kunde blusse op, og idet jeg mener, at Indst. men Hensyn til Spørgsmaalet, om Fare var tilstede, selvstændig havde at bedømme dette og ikke kunde skyde sig ind under Osufs dom derom. Jeg finder videre, at det Svar, Indst. fik af Osuf, i hvert Fald ikke kunde give ham nogen virkelig berettiget Forventning om, at denne vilde forblive paa Myren. Jeg opfatter i det Hele Forholdet med Hensyn til den omhandlede Samtale saaledes, at begge parter er gaaet ud fra, at der ikke kunde være Fare paafærde, hvorfor de ogsaa begge, hver for sig, har forladt den, og uden at Indst. havde sikret sig, at der blev nogen til at øve paakrævet Vagthold; men det er dette, som jeg mener maa betegnes som en Mangel paa tilbørlig Omtanke og Forsigtighed. Jeg kan i denne Forbindelse ikke lægge nogen Vægt paa, i hvilken Grad den ene eller anden af disse to var kyndig i Myrbrænding, idet jeg mener, at en fornuftig Dom om Forhold som det heromhandlede med Hensyn til Ildsfarlighed maa være uafhængig heraf; men jeg vil dog bemærke, at Indst. har opgivet, at han selv har brændt et andet Stykke af Myren om end ikke samme Aar, saa han har ikke været ukjendt med Myrbrænding. Jeg finder, at man under de forhaandenværende Omstændigheder maa kunne kræve, at Indst. skulde have udvist en af de særlige Forhold selv dikteret Agtsomhed, og naar jeg ikke kan finde, at Indst. har gjort det, mener jeg at han faar bære Følgerne af Skovbranden.

Med Hensyn til Omkostningerne er jeg enig med de tidligere Voterende.

Da jeg efter den passerede Votering er i Minoritet, finder jeg det ikke nødvendigt at forme nogen Konklusion.

Justitiarius Lambrechts: I Henseende til Aarsagsforholdet mellem Myrbrændingen og Skovbanden er jeg af samme Opfatning som Hr. Assessor Thoresen og D'Hrr., der i dette Punkt har udtalt sig som han. I det endelige Resultat falder mit Votum sammen med Hr. Assessor Stang Lund, nemlig at Indst. ikke bør undgaa Ansvar for den Skade, som er skeet. Jeg for mind Del bygger dette paa samme Anskuelse, som er gjort gjældende af Meddomsmændenes Pluralitet, nemlig at Osuf Larsen ikke kan ansees for en selvstændig Entreprenør i Forhold til Indst., men maa ansees

Side:541

som en almindelig Dagarbeider, der havde paataget sig som Akkord et bestemt Arbeide, hvortil Indst. havde leiet ham. Jeg mener som Meddomsmændene, at Indst. under disse Omstændigheder ikke kan undgaa Ansvar for den Mangel paa Forsigtighed som Osuf Larsen har udvist og at dette Ansvar med Rette kan Bygges paa Lovbestemmelsen i N.L. 3-21-2. Jeg antager, at under de der forhaandenværende Omstændigheder kan Osuf Larsen i Forhold til Indst. eller Indst. i Forhold til Osuf Larsen ikke stilles i anden Kategori, end om Indst. havde sendt sin Tjenestekarl eller sin Søn hen for at udføre det Arbeide, hvortil han havde leiet Osuf. Og om nogen Tjenestekarl eller Søn var bleven benyttet af Indst. kan jeg ikke skjønne, at man efter Forskriften i N.L. 3-21-2 kunde kommet fra, at Indst. maatte bære Ansvaret for den Maade, hvorpaa Arbeidet udførtes. Det er ganske vist saa, at det vil være ønskeligt, at man kan fortolke og anvende den nævnte Lovartikel saaledes, at den ikke kommer i for stærk Strid med Grundsætningen i N.L. 3-21-1, at Tjenestefolk maa ved sin Forseelse ikke føre Husbonden Skade paa, og at det bør undgaaes saavidt muligt, at Reglen i N.L. 3-21-2 fortolkes og anvendes paa en i Forhold til Livets Forhold og Krav for Husbonden aldeles urimelig Maade, saaledes at Husbonden paaføres et i Forhold til disse Livets Krav rent utaaleligt Ansvar. Det er jeg ganske enig i. Men naar det gjælder et Arbeide, hvortil en Tjener eller den, som maa stilles ved Siden af Tjener, efter speciel Ordre er sat, saa kan jeg ikke skjønne, at man kan komme fra, at Husbonden efter N.L. 3-21-2 skal bære Ansvaret for den Forsigtighed eller Uforsigtighed, hvormed Arbeidet udføres. Dette er efter min Opfatning Sagen i nærværende Tilfælde. Det er en speciel Ordre, et bestemt Arbeide, som der er Tale om; det er udført af en Person, som jeg maa anse Indst. at have staaet i et Husbonds- eller omtrentlig Husbondsforhold til, og af dette Hensyn er det, jeg maa votere for, at Indst. bør ilægges Ansvar for den skede Skade. Som Hr. Assessor Stang Lund finder naturligvis heller ikke jeg nogen Opfordring til at formulere nogen Konklusion, da jeg som han er i absolut Minoritet. Men jeg vil dog, om end til ren Overflod, for Tilfældets egen Interesses Skyld ikke holde tilbage den Bemærkning, at da Indst. efter hvad der er oplyst i Proceduren, har uden Protest derimod forbeholdt sig Adgang til Overtaxt, saa vilde jeg i Tilfælde, idet jeg skulde ilægge saadant Ansvar som i Underretsdommen bestemt, forbeholde ham Adgang til at erhverve Overtaxt, men med et udtrykkeligt Paalæg om, at saadan Overtaxt i Tilfælde af ham maatte blive at erhverve uden nogetsomhelst unødigt Ophold. Det er for det Tilfælde, at Underretsdommen skulde stadfæstes, af Appell. her i Skranken bemærket, at man maatte ilægge Indst. Ansvar efter nyt Skjøn. Det vilde jeg for min Del ikke være med paa bl. A. af den Grund, at jeg godt kunde tænke mig, at om der tilstevnets et saadant Skjøn, 8 Aar efterat Skaden er skeet, kunde det hænde, at Skjønsmændene vilde sige, at de umulig kunde afgive noget Skjøn om Skaden, og Resultatet vilde da blive, at Indst. ikke kom til at betale noget. Som sagt, dette er Bemærkninger, som er overflødige, men jeg synes, at Tilfældets Beskaffenhed kan give en Opfordring til at rette Opmærksomheden derpaa.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.