Rt-1898-600

Instans:	Høyesterett - Kjennelse
Dato:	1898-06-21
Publisert:	Rt-1898-600
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 128 1ste Session d. A.
Parter:	Straffesag mod Ole Toftensen Skjærping (forsvarer: Aubert - Aktor: R. L. Bugge).
Forfatter:	Scheel, Lund, Thoresen, Blom, Andersen, Reimers, Justitiarius Lambrechts
Lovhenvisninger:

Assessor Scheel: Bed Tiltalebeslutning, udfærdiget af Statsadvokaten i Buskeruds Lagsogn den 15 Januar 1898, blev Gaardbruger Ole Toftensen Skjerping af Aal sat under Tiltale til Fældelse efter Straffel.s Kap. 23 §17 for at have beskadiget eller mishandlet en Sevat Knudsen Sorteberg tilhørende Hoppe ved e den Tid, han havde den til Fodring - antagelig i Marts Maaned 1897 - at benytte eller lade den benytte til tung Kjøring - Tømmerkjøring - og paa ulændt Vei i dyb Sne, skjønt Dyret var halt og derhos ikke tog tilstrækkelig Næring til sig.

Sagen blev behandlet ved Hallingdals Meddomsret den 31 Marts d. A., og ved Meddomsrettens samme Dag afsagte Dom blev Tilt. for Overtrædelse af Straffel.s Kap. 23 §17 ilagt en Bod til Statskassen af 20 Kroner samt tilpligtet at udrede i Erstatning til Statskassen for Sagsomkostninger 20 Kroner og i Erstatning til Klageren Sevat Knudsen Sorteberg 25 Kr.

Ved Ankeerklæring af 12 April næstefter har Domfældte indbragt Sagen for Høiesteret. Anken er grundet paa, at Sagen formentlig er for sent reist. Domfældte anfører i saa Henseende Følgende: Ved Statsadvokatens Beslutning afødt xx.xx.1897, hvilken blev Tilt. kommuniceret ved Fogdens Skrivelse af 18 f. M., blev afgjort, at videre ikke skulde foretages i Anledning af Sevat Sortebergs Klage over ham. Herved mener han, at Sagen var endeligen og i sin Helhed afgjort, idet Rigsadvokatens Beslutning faldt mere end 2 Maaneder derefter.

Anken er af Kjæremaalsudvalget under 23 April sidstl. henvist til Prøvelse i Høiesteret.

Idet jeg med Hensyn til Sagens Gjenstand og nærmere Omstændigheder henviser til Meddomsrettens Præmisser, hidsætter jeg her alene, at Retten fandt "det bevist, at Tilt. i de henved 3 Uger, som han havde Sevat Sortebergs Hoppe, har beskadiget eller mishandlet denne ved at benytte den til for tung Kjøring paa ulændt Vei og i dyb Sne, og det uagtet Dyret var halt og ikke kunde tage tilstrækkelig Næring til sig. Hvorvidt dette sidste skrev sig fra, at Dyret var overanstrængt, eller fra Sygdom, anser Retten for ligegyldigt; Tilt. burde i ethvert Fald ikke have benyttet Dyret, som han gjorde, naar dets Tilstand var saadan som fremhævet".

Hvad der er Ankens Gjenstand, er, om Tiltalen er reist i betimelig Tid, idet der fra Tilt.s Side gjøres gjældende, særlig under Paaberaabelse af Straffeprocesl.s §286, at Sag ikke igjen kan reises mod ham, efterat det var tilkjendegivet ham gjennem Hallingdals Fogderis Skrivelse af 18 Oktbr., at der ikke vilde blive truffet videre Forføining i Anledning af den over ham indgivne Klage for Dyrplageri. Den nærmere Sammenhæng her er, at Klageren, 1ste Vidne, under 1 April 1897 havde indgivet Klage over Tilt., fordi denne brugte den omhandlede Hest paa en "urimelig og styg" Maade, hvorfor han saa sig nødsaget til, heder det, "at anklage Ole Skjærping for Mishandling og Vanrøgt af min Hest". Efterat Undersøgelse derpaa var foretaget af Lensmanden i Aal, blev Tilt. af Fogden i Hallingdal

Side:601

under 5 Juli sigtet for Overtrædelse af Straffel.s Kap. 22 §19 (skal aabenbart være Kap. 23 §19), og under 14 Septbr. blev der inden Hallingdals Sorenskriveri afholdt Retsmøde under Efterforskning mod Tilt., "sigtet for Dyrplageri". Idet Fogden indsendte Forhøret til Statsadvokaten, anførte han, at det efter de foreliggende Oplysninger formentlig vil være vanskeligt at faa en fældende Dom, og under 13 Oktbr. tilbagesendte Statsadvokaten Sagen til Fogden, idet Statsadvokaten anførte, at han efter det Foreliggende ikke antager, "at det Passerede fylder Maalet efter Straffel.s Kap. 23 §19, Hvorefter der ikke foretages Videre i Sagen". Derpaa var det, at Fogden under 18 Oktbr. tilskrev Tilt. og samtidig meddelte ham, at der ifølge Statsadvokatens Beslutning af 13 d. M. "ikke bliver at træffe videre Forføining i Anledning af den over Tilt. af Sevat K. Sorteberg indgivne Klage for Dyrplageri". Nu indgik Klageren imidlertid under 18 Novbr. næstefter med en Forestilling til Fogden, hvori han begjærer nye Oplysninger indhentet og Sagen derefter forelagt for Rigsadvokaten, og efter Foranledning af Statsadvokaten blev derpaa gjennem Lensmanden indhentet Forklaring særlig fra et af Tilt. opgivet Vidne. Sagen oversendtes derefter af Fogden atter til Statsadvokaten, som under 16 Decbr. sendte den til Rigsadvokaten. I denne sin Oversendelsesskrivelse af 16 Decbr. anførte Statsadvokaten, at Sagen forekom ham vistnok noget tvivlsom, da han fattede Beslutningen af 13 Oktbr.; det er muligt, heder det, at det vilde have været rigtigst at reise Tiltale efter Kriminall.s. Kap. 23 §19 eller udfærdige Forelæg. Nu at omgjøre Beslutningen i henhold til Straffeprocesl.s §87 lader sig neppe gjøre, Paa Grund af den forløbne Tid kan vel heller ikke Omgjørelsen efter samme Lovs §91 ske. Finder Hr. Rigsadvokaten Grund dertil, kunde man, da Afgjørelsen af 13 Oktbr. d. A. blot gjælder Kriminall.s Kap. 23 §19, udfærdige Forelæg - eventuel Tiltale - efter samme Kap.s §17. I Tilfælde af Tiltale bliver Retten formentlig uafhængig med Hensyn til Subsumtionen. Dette Statsadvokatens Forslag tiltraadte Rigsadvokaten i Skrivelse af 20 Decbr., idet Rigsadvokaten anfører, at efter Forskriften i Straffeprocesl.s §91 er der ikke Adgang til at omgjøre Hr. Statsadvokatens Beslutning af 13 Oktbr. d. A., men da denne udtrykkelig alene bestemmer om Sigtedes Forhold ligeoverfor Straffetrudselen i Straffel.s Kap. 23 §19, formenes der ikke at kunne være Noget til Hinder for at fremme Retsforfølgning mod ham efter samme Kapitel §17.

Det er denne Rigsadvokatens Opfatning af Forholdet, hvorpaa Meddomsretsdommen i dette Punkt er bygget. Meddomsretten fremhæver nemlig, at hvad Politiet havde heftet sig ved, var den paaklagede Mishandling af Dyret, medens Sevat Sorteberg besværede sig over Dyrets Forringelse i Værdi, og Meddomsretten finder det klart, at da der hengik mere end 2 Maaneder, inden Spørgsmaalet afgjordes af Rigsadvokaten, kan denne Side af Tilt.s Forhold (nemlig Spørgsmaalet om Dyrplageri eller Forbrydelse mod Kap. 23 §19) ikke gjøres til Gjenstand for Paatale og Paakjendelse, kfr. Straffeprocesl.s §91. Men Retten antager derimod, anfører den, skjønt under ikke ringe Tvivl, at der i det, som er passeret, ikke ligger nogen afgjørende Hindring for at paakjende Spørgsmaalet, om Tilt. har forgaaet sig mod Kap. 23 §17. Om denne Side af Sagen er ingen Afgjørelse truffet af Statsadvokaten i hans Beslutning af 13 Oktbr. f. A., og følgelig kunde Tilt., da han modtog Tilkjendegivendet om denne

Side:602

Beslutning, ikke gaa ud fra, at Afgjørelsen ogsaa gjaldt Spørgsmaalet om Kap. 23 §17.

Jeg er i det Væsentlige enig i Meddomsrettens Forstaaelse af det foreliggende Spørgsmaalet. Forholdet mellem Bestemmelsen i Straffel.s, Kap. 23 §17 og samme Kap. §19 er jo dette, at §19 omhandler det Tilfælde, at Nogen har vist Grusomhed ved Mishandling af Kreaturer, hvad enten disse tilhører ham selv eller Andre, og Paatalen her er ubetinget offentlig, medens §17 omhandler det Tilfælde, at man ødelægger, forspilder eller beskadiger anden Mands løse eller faste Gods, altsaa ogsaa hans Kreaturer, eller mishandler eller dræber hans Kreaturer, og Paatalen er her privatpublik. Hvad Tilt. i nærværende Sag var sigtet for, var for Forbrydelse mod Kap. 23 §19. Sigtelsen var vistnok foranlediget ved en Klage fra Fornærmede, men da Paatalen er ubetinget offentlig, maa Forholdet betragtes uden Hensyn til denne Klage, altsaa uafhængig af den, og i det Øieblik det Offentlige frafaldt eller indstillede den Sigtelse, som var rettet mod Angj., medfører Ordlyden i Straffeprocesl.s §87 Første Led, at det var den "rettede Forfølgning", som blev indstillet. Forfølgningen gik imidlertid klarligen alene ud paa Forbrydelse mod Kap. 23 §19; men denne Omstændighed kunde efter min Mening ikke betage den Fornærmede hans Adgang til at forlange Tiltale efter Kap. 23 §17 eller kunde alene bevirke, at den Fornærmedes Adgang hertil blev saa at sige hvilende, saalænge indtil Spørgsmaalet om Anvendelse af Kap. 23 §19 var afgjort. Det fremgaar ogsaa, mener jeg, af Statsadvokatens Paategning af 13 Oktbr., at hvad han har havt for Øie og alene sigter til, er Forbrydelse mod Kap. 23 §19, ligesom Fogdens Paategning af 18 Oktbr. ved sin Angivelse af Klagen som angaaende Dyrplageri tydelig nok viser at det kun var i dette Punkt, der var truffet Afgjørelse fra det Offentliges Side. Tilt. havde derfor ingen Ret til at gaa ud fra, at Afgjørelsen tillige gjaldt Spørgsmaalet om Anvendelse af Kap. 23 §17.

Jeg finder saaledes, at Anken bør forkastes.

Forsaavidt derhos fra Forsvarets Side er bragt paa Bane Spørgsmaalet om, hvorvidt Bestemmelsen i Kap. 23 §17 i Tilfælde er rigtig anvendt, d. v. sige om den rette Forstaaelse af Bestemmelsen kan under de foreliggende Omstændigheder lede til Fældelse, skal jeg indskrænke mig til den Bemærkning, at jeg finder den anførte Bestemmelse rigtig anvendt.

Konklusion:

Anken forkastes. Forsvarer og Aktor for Høiesteret, Adv.ne Aubert og K. L. Bugge, tillægges i Salarium, Førstnævnte 60 - sexti - og Sidstnævnte 40 - firti - Kroner, af hvilke Beløb Tilt., Ole Toftensen Skjærping erstatter Statskassen 50 - femti - Kroner.

Extraordin. Assessor, fhv. Statsraad Lund:

Jeg er kommet til et andet Resultat end Førstvoterende, idet jeg finder, at Anken maa blive at tage tilfølge. Jeg antager nemlig, at den mod Sigtede rettede Forfølgning maa betragtes som indstillet gjennem Statsadvokatens Skrivelse til Fogden i Hallingdal afødt xx.xx.1897 og ved Fogdens Meddelelse til Tilt. og Klageren Sevat Sorteberg af 18 f. M. Den Forfølgning, som saaledes er frafaldt, har efter min Mening omfattet Forholdet ikke alene, forsaavidt det kan henføres under Straffel.s Kap. 23 §19, men ogsaa forsaavidt det indgaar under Kap. 23 §17. Det, som er den strafferetlige Forfølgnings Gjenstand er altid et faktisk Forhold, der formenes at være strafbart, og det faktiske Forhold,

Side:603

som i nærværende Tilfælde forelaa til Forfølgning, var Tilt.s Behandling af Klagerens Hest, og dette Forhold maatte med Nødvendighed indebære to strafferetslige Spørgsmaal, nemlig ikke alene, hvorvidt Tilt. havde udvist Grusomhed ved Mishandling af Hesten, (23 §19) men ogsaa hvorvidt han overhovedet havde mishandlet den (23 §17). At Forholdet forelaa i denne Udstrækning, fremgaar efter min Opfatning ligefrem deraf, at Hestens Eier havde begjært offentlig Tiltale reist mod Sigtede for Mishandling af hans Hest, hvorved Paatalemyndigheden havde faaet ikke alene Anledning, men ogsaa til Opgave tillige at prøve Anvendeligheden af Straffel.s Kap. 23 §17 paa dette Forhold, og Paatalemyndigheden havde da under sin Afgjørelse af, hvorvidt den vilde fortsætte Forfølgningen eller indstille den, ikke blot Ret men ogsaa Pligt til at tage Forholdet under Prøvelse i hele den Udstrækning, hvori det forelaa til dens Afgjørelse. Der var ikke nogen Adgang for Paatalemyndigheden til at betragte Forholdet, forsaavidt angaar dets Henførelse under Kap. 23 §17, som hvilende. Jeg mener, at Paatalemyndigheden faktisk ogsaa har, anskuet Sagen saaledes, at det er Forholdet i dets Helhed, som har været under strafferetlig Undersøgelse, og at det ogsaa er Forholdet i dets Helhed, som har fundet sin Afgjørelse gjennem Statsadvokatens tidligere refererede Beslutning af 13 Oktbr. f. A., hvori det udtrykkelig heder, at der ikke skal foretages Videre i Sagen. Dette fremgaar end yderligere af Fogdens Skrivelse af 18 Oktbr., hvor det siges, at der ikke bliver at træffe videre Forføining i Anledning af Sortebergs Klage for Dyrplageri; her udtales det saaledes ligefrem, at det er det i Klagen omhandlede Forhold, som har fundet sin Afgjørelse. At Paatalemyndigheden, som det synes, ikke har været opmærksom paa, at der i nærværende Tilfælde kunde være Anvendelse foruden for Kap. 23 §19 ogsaa for samme Kap. §17, kan jeg for min Del ikke tillægge nogen Betydning ved Spørgsmaalets Afgjørelse, idet jeg mener, det er Paatalemyndighedens Sag i den udstrækning, som den hertil i det enkelte Tilfælde har Adgang, at prøve det for den indbragte Forhold, der formenes at være strafbart, paa saa at sige Straffel. overhovedet. Og hvis den efter saadan Prøvelse finder uden Forbehold at burde indstille en Forfølgning, vil denne ikke igjen kunne optages, alene af den Grund, at Paatalemyndigheden senere maatte komme til den Opfatning, at der kunde være Anvendelse for et Straffebud, som den ved sin Afgjørelse ikke var opmærksom paa.

Da jeg efter den stedfundne Konference har Grund til at antage, at min Opfatning ikke vil faa Pluralitetens Medhold, finder jeg det unødvendigt at formulere nogen Konklusion. Med Hensyn til Salarierne og Tilt.s Omkostningsansvar er jeg enig med Førstvoterende.

Assessor Thoresen: I det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Extraordin. Assessor, Sorenskriver Blom: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Hr. Assessor Lund.

Assessor Andersen: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Assessor Reimers: I det Væsentlige og Resultatet enig med Hr. Assessor Lund.

Justitiarius Lambrechts: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende. Jeg skal kun gjøre den Tillægsbemærkning, at Et er det, om Vedkommendes Behandling af Hesten har gaaet saavidt, at den kan karakteriseres som Grusomhed ved Mishandling af Dyret (Krimnll.'s Kap.

Side:604

23 §19), et Andet er det, om ikke Behandlingen af Dyret har tilføiet dets Eier Tab og Skade (Krimnll.'s Kap. 23 §17).

Høiesterets Kjendelse blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.