Rt-1899-241

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1899-02-28
Publisert:	Rt-1899-241
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 28 og 29 1ste Session d. A.
Parter:	Fagerviks Trævaru-Aktiebolag ( G. Th. Mejdell) mod Bergsingenjør Th. Andersson og Hradshfding Sv.Hjertn (Carl Lundh)
Forfatter:	Birkeland, Roll, Toresen, Blom, Reimers, Ph. Hansteen, C. Hansteen
Lovhenvisninger:	Høiesteretsloven (1839) §14, Stempelloven (1839) §5, LOV-1857-10-12-§5, LOV-1885-04-11-§11, LOV-1885-04-11-§8, LOV-1885-04-11-§9

Extraordin. Assessor, Adv. Birkeland: Ved Kontrakt afødt xx.xx.1872 bortforpagtede Lars Larsen og Ole Larsen till Karl Pira for et Tidsrum af 30 Aar, regnet fra, 26 Juni 1871, al den Naaleskov, som i Afvirkningstiden holdt dels 14 dels 12 Tommer svensk Maal 1 Alen fra Roden i deres eiende Skove, den saakaldte nordre Auneskov i Lierne. Ved Kontrakt. af samme Dato til den Samme bortforpagtede Hans Hansen og Lars Olsen for samme Tidsrum al den Naaleskov, som i Afvirkningstiden holdt 12 Tommer svensk Maal 1 Alen fra Roden i deres eiende Skov, den saakaldte søndre Auneskov. Begge Kontrakter thinglæstes paa de respektive Eiendomme den 4 Novbr. 1872. Pira overdrog i 1878 sin Ret efter begge Kontrakter til A. B. Sidenmark, og denne igjen ved Dokument afødt xx.xx.1882 til W. eller L. Reichert. L. Reichert overdrog ved Kontrakt afødt xx.xx.1882 en Del af sin Ret til Johannes Madsen, og gjennem flere Overdragelser er Madsens Ret eller den saakaldte Madsenkontrakt under 2 Mai 1892 kommen paa Appell.s Haand. Samme Reichert overdrog videre den 22 Febr. 1883 til H.C. Krger 1/4 Del af sin Ret i begge Auneskove, hvilken Ret Appell. hævder gjennem flere Overdragelser er kommen paa sets Haand den 9 Septbr. 1892. Endelig havde Reichert veb. en Kontrakt, der bærer Dato 5 Marts l882, men af Appell. paastaaes at skulle være 5 Marts 1884, overdraget til M. Plazikowski Ret til at hugge 25, 000 Stykker Sagtømmer i søndre Auneskov, hvilken Ret gjennem flere Overdragelser den 28 April 1892 kom paa Indst. Anderssons Haand. Den 23 Januar 1884 kom Reicherts Bo under Behandling som Konkursbo, hvilket afsluttedes 30 Novbr. 1888. Fra 27 August 1890 blev Reicherts Bo paanyt taget under Konkursbehandling, og Boet lod nu sælge ved Auktion dets Hugstret i Auneskovene, ved hvilken Auktion Indst. Andersson fik Tilslaget. Der opstod imidlertid Tvistigheder mellem Appell. og de

Side:242

Indst. Andersson og Hjertn, hwilken sidste er Deleier med Andersson, om hvem af dem Hugstrettighederne i begge Auneskove tilkom, og efter fra begge Sider i Oktbr. Maaned 1892 nedlagte Forbudsforretninger anlagde Appell. Sag mod Appell., hvilken Sag er O.-No. 2. Herom saavelsom om de fra Parternes Side ved Underretten nedlagte Paastande henviser jeg nærmere til Præmisserne til de af Sorenskriveren i Namdalen den 7 Juni 1895 afsagte Domme. Ved disse. kjendtes saaledes for Ret, i O.-No, 1 (om søndre Skov):

Det under Sagen omhandlede Forbud afødt xx.xx.1892 under kjendes og ophæves.

De Indst., D'Hrr. Bergsingeniør TH. Andersson og Hradshfding Sv. Hjertn, bør for Citantsk.s, Fagerviks Trvaru-Aktiebolags, Tiltale i denne Sag fri at være.

Citantsk. bør til de Indst. udrede Erstatning efter uvillige Mænds Skjøn, optaget paa Citantsk.s Bekostning, for ethvert Tab, som de Indst. som Eiere af Halvparten af den ved Kontrakt afødt xx.xx.1872 af Hans Hansen og Lars Olsen til Karl Pira folgte Skov under Gaarden Holdesaune M.No. 154 og L.NO. 185 a og 185 b i Sørli og som Indehavere af den mellem Vilhelm Reichert og Jægermester Plazikowsky den 5 Marts 1882 oprettede Udhugstkontrakt angaaende Hugst af 25,000 stykker Tømmer i samme Skov er bleven paafort ved den af Citantsk. i Aarene 1892 - 93 - atten Hundrede og to og niti til tre og niti - og 1893 94 - atten Hundrede og tre og niti til fire og niti - i den nævnte Skov foretagne Hugst, tilligemed 4 - fire - Procent aarlig Rente af Skjøns beløbet fra 13 - trettende Novbr. f. A. til Betalning sker.

Processens, deriblandt ogsaa Forbudets, Omkostninger ophæves".

I O.- No 2 (om nordre Skov) ble saaledes kjendt for Ret:

"Det under Sagen omhandlede, den 31 Oktbr. 1892 nedlagte Forbud stadfæstes.

Indst. Fagerviks Trvaru-Aktiebolag, bor til Cit.ne, D'Hrr. Bergsingeniør TH. Andersson og Hradshfding Sv. Hjertn udrede Erstatning efter uvillige Mænds Skjøn, optaget paa Indst. Bekostning, for ethvert saavel direkte som indirekte Tab, Cit.ne er blevne paaførte ved, at Indst. uberettiget har foretaget Hugst af 19, 421 - nitten Tusinde, fire Hundrede tyve og en Stykker Tommer i den i Udhugstkontrakt mellem Lars Larsen og Ole Larsen som Sælgere og Karl Pira som Kjøber, dat. 21 Septbr. 1872, thingl. 4 Novbr. f. A. omhandlede Skov tilligemed 4 - fire - pCt. i aarlig Rente af Skjønsbeløbet fra 18 - attende Novbr. 1892 - atten Hundrede og niti to - til Betaling sker.

Processens og Forbudets Omkostninger ophæves"".

Under 1 Juni 1896 afsagde Trondhjems Overret stadfæstende Domme, hvorefter Sagerne ved Stevninger afødt xx.xx.1896 af Fagerviks Trvaru Aktiebolag er paaanket til Høiesteret. Der er meddelt Bevilling til, at de to Sager O.-No. 1 og 2 behandles og paadømmes underet.

Appell. Fagerviks Trvaru-Aktiebolag har nedlagt saadan Paastand, (i det bemærkes, at Paastandens Post 5 udgaar som frafaldt under Forbehold af Indtale a. prima instantia, saaledes at Paastandens 6te Post rykker op som 5te Post: At de afsagte Overretsdomme forandres og:

l) At den i D.-No. 1 omhandlede Forbudsforretning af 21, Oktbr. 1892 stadfæstes; at de Indst. kjendes uberettigede til at foretage Hugst i Gaarden Aunes Skov i Lierne af Trær, som kan gine Tømmer af Dimension

Side:243

10 Toms Top paa 20 Fods Længde forinden Appellantsk. har faaet uddrevet af Skoven et Antal af 110, 0000 Stykker; at de Indst. for den af dem foretagne ulovlige. Hugst og Drift i Auneskog tilpligtes En for Begge og Begge for En at udrede Erstatning til Apellantsk. efter Skjøn af uvillige Mænd, optaget paa de Indst.s Bekostning, med lovlige Renter.

2) At Appellantsk. frifindes for Indst.s Tiltale i det i O.-No. 1 ved Underretten anlagte Kontrasøgsmaal.

3) At den i O.-No. 2 omhandlede Forbudsforretning afødt xx.xx.1892 underkjendes.

4 a) At Appellantsk. frifindes for de Indst.s Tiltale i det Søgsmaal, der ved Underretten er anlagt i O.-No. 2.

4 b) At Appellantsk. hos de Indst. En for Begge og Begge for En tilkjendes Erstatning for den Appellantsk. tilføiede Skade, Tort og Kredit spilde ved den sidstnævnte Forbudsforretning efter Skjøn af uvillige Mænd optaget paa de Indst.s Befolkning, tilligemed lovlige Renter.

5) At Appellantsk. hos de Indst. En for Begge og Begge for En tilkjendes Erstatning for den Skade, Tort og Kreditspilde, der ved de i O.-No. 1 og 2 afholdte Afsætningsforretninger har været Appellantsk. paa ført, bestemt ved uvillige Mænds Skjøn, optaget paa de Indst.s Bekostning, tilligemed lovlige Renter.

6) At Appellantsk. hos de Indst. En for Begge og Begge for En tilkjendes samtlige Sags- og Kontrasøgsmaalsomkostninger ved Underret, Overret og Høiesteret, herunder indfattet Omkostninger ved Skjøn og Overskjøn, Afsætningsforretninger og Thingsvidne.

De Indst. har nedlagt Paastand, om de ergangne Dommes Stadfæstelse, og at de Indst. hos Appell. tilkjendes Omkostninger i Sagerne for Høiesteret.

De Indst. paastaar at være berettigede til Hugstretten i hele nordre Skov og i halve søndreSkov samt efter Plazikowskikontrakten berettigede til forlods Hugst af 25, 000 Stykker Tømmer i hele søndre Skov. Som Hjemmel herfor paaberaaber de Indst. sig den i L. Reicherts Konkursbo under 4 Mai 1891 afholdte Auktion samt Overdragelsen til Andersson paa Plazikowskikontrakten. Og de Indst. hævder videre, at deres Ret er bleven uangribelig ved de fra deres Side foranledigede og den 1 Oktbr. 1892 skede Thinglæsningen inden Namdalens Sorenskriveri, specielt af Plazikowskikontrakten og Auktionsforretningen.

Da Thinglæsningen af Hjemmel overhovedet kun kan faa Betydning, hvis Hjemmelen viser sig at være behørig, vil først være at undersøge Syldigheden af den paaberaabte Hjemmel i Kjøb paa Konkursboets Auktion, med foreløbig Bortseen fra Plazikowskikontrakten. Ved Sysslomannen Bastmanns Rekvisition den 22 April 1891 af Auktionen er Angaaende Boets Ret i Auneskovene henvist til - og til Auktionskammeret "indlemnat" tvende "handlingar", der viser sig at være indbyrdes uoverenstemmende. I dokumenteret Udskrift af Auktionen heder det, at Salget skede paa Grundlag af de nævnte to Aktstykker og Rekvisitionen, i hvilken sidste det anføres, at Salget sker med den Ret, Boet har og under Kjøbers Frafaldelse af al "återgångstalan". Indst. Andersson fik Tilslaget for 2.000 Kr. Auktions kammerets Attester afødt xx.xx.1891 om, hvad der tilsloges Andersson, gaar meget videre end de ovennævnte Aktstykker, idet de omsatter hele nordre Skov og Sidenmarks til Reichert i 1882 folgte Ret i saavel søndre som nordre Auneskov. En af Sysslomannen den 15 Juni 1891 beediget Bevidnelse gaar forsaavidt betræffer søndre Skov, ud paa Afhændelse af Halv

Side:244

delen af Retten i denne Skov. Under den her paaviste Urede og ogsaa af de Indst. tildels medgivne Uklarhed i, hvad Boet egentlig ved Auktionen afhændede, medens det paa den anden Side maa antages, at Konkursboet har villet sælge al den mulige Ret, det maatte besidde i Auneskovene, kommer det formentlig i første Haand an paa, hvilken Ret Konkursboet i Virkeligheden faktisk sad inde med. Dette afhænger igjen af, hvilket Skaar i de oprindelige, den 21 Septbr. 1872 overdragne Hugstrettigheder den saakaldte Madsenkontrakt, den saakaldte Krgerkontrakt og den saakaldte Plazikowskikontrakt har medført.

Ved Madsenkontrakten afødt xx.xx.1882 afhændede Reichert til Johannes Madsen en Del af sin Ret, men der tvistes om, hvori dette har bestaaet, idet Kontraktens Inhold og Mening er yderst uklar. Jeg slutter mig til den Opfatning, hvorefter dens første Afsnit nærmest er en Indledning paavisende Reicherts egen Adkomst, medens den virkelige Afhændelse og Overdragelse kommer tilslut og rammer kun Halvdelen af Hugstretten i søndre Skov med Forbehold for Reichert fremdeles af den anden Halvdel og uden nogensomhelst Overdragelse af Reicherts Rettighed i nordre Skov. Appell.s Paastand om efter Madenskontrakten at besidde ialfald den halve Ret ogsaa i nordre Skov er hermed altsaa af mig forkastet. Min Opfatning finder jeg bestyrket navnlig ved den lignende Maade, hvorpaa Plazikowskikontrakten er formet, hvilken Kontrakt alene rammer søndre Skov, fremdeles ved I Madsens Vidneprov i Sessionen den 12 Juni 1894 og Indholdet af den Recipisse, som Appell.s Antecessores til Madsenkontrakten meddelte den 19 Febr. 1891 ved Konkursboets Udleverelse til dem af Hansens og Olsens Originalkontrakt med Pira, men med Tilbageholdelse af L. Larsens og D. Larsens Originalkontrakt. Det kan ogsaa bemærkes, at Madsenkontrakten ved af Appell. foranlediget Thinglæsning den 5 Novbr. 1892 er bleven thinglæst alene paa Hansens og Olsens Eiendomme.

Ved Krgerkontrakten afødt xx.xx.1883 afhændede Reichert til Krger. 1/4 Del af sin fra Sidenmark erhvervede Ret i Auneskovene med Garanti for, at der i samme 1/4 Del skulde findes 133, 350 Stykker SagtømmerStokke af 20 Fods Længde og 10 Tømmer i Gjennemsnit, og med Anførsel af, at Krger skulde være berettiget til at tage de manglende Trær. af den tilgrændsende, mig ligeledes til Udhugst overdragne, Del af Skoven uden speciel Udvisning. De Indst. har indvendt, at en af Appell.s Antecessores har faaet overdraget kun en Fordringsret for skeet Aavirke, derimod ikke Hugstretten. Men herimod er protesteret som nyt ved Høiesteret, og jeg skal derfor indskrænke mig til denne Bemærkning. Fremdeles er af de Indst. indvendt, at den Hugst, Krgerkontrakten angaar, aldrig er bleven paavist paa Stedet, at Bestemmelserne om Hugsttrakten er ganske urigtige, og at Krgerkontrakten i bedste Fald giver en aldeles ubestemt Ret. Jeg finder imidlertid, at Krgerkontrakten under enhver Omstændighed hjemler at tage 133, 350 Stykker Tømmerstokke i den hele Auneskov, saavel nordre som søndre Skov.

Den heromhandlede af Reichert til Krger overdragne Hugstret kan efter min Mening ikke statueres at have været Ejenstand for Afhændelse i Reicherts Konkursbo. Det nævnte Kvantum var nemlig af Reichert allerede i Febr. 1883 disponeret over og afhændet. Og at Konkursboet skulde kunne reklamere for Boet, hvad Reichert før Konkursen havde avhændet, kan jeg ikke gaa ud fra. Jeg antager derfor, at de Indst. ikke har erhvervet nogen Ret

Side:245

fra Reicherts Konkursbo til Fortrængsel af Krgerkontrakten, og at de som Auktionskjøbere maa taale og respektere den saavel paa nordre som søndre Skov, - her fremdeles bortseet fra Plazikowskikontrakten for sidstnævnte Skovs Vedkommende.

Hvad angaar den Ret, Konkursboet besad specielt ligeoverfor søndre Skov, erkjender de Indst., at der med Hensyn til den bestod et Sameie med Indehaveren af Madsenkontraktens Ret, og at de ved Auktionen er hjemlet kun Halvdelen af Retten, medens den anden Halvdel er paa Appell.s Haand. Mod en Paastand fra Appell.s Side, at dette Forhold skulde være forandret ved en i Reicherts Bo den 19 Febr. 1891 skeet saakaldt Udskiftning, hvorved Appell.s Antecessores fik hele Retten i søndre Skov og Boet hele Retten i nordre Skov, er af de Indst. protesteret som nyt i Høiesteret, og den kan følgelig ikke komme i Betragtning.

Men de Indst. paastaar, at de ved Plazikowskikontrakten har erhvervet en af Auktionskjøbet uafhængig forlods Ret over hele søndre Skov) til Hugst af 25, 000 Stykker Sagtømmer. Plazikowskikontrakten bærer Dato 5 Marts 1882 og indeholder Overdragelse fra Reichert til Plazikowski af 25, 000 Stykker Sagtømmer (Klampar) i søndre Skov af 20 Fods Længde 12 Tommer i Diameter 2 Fod over Roden svensk Maal. Det er imidlertid af Appell. paastaaet, at Kontraktens Dato 5 Marts 1882 er en Forvanskning fra 5 Marts 1884, idet Papiret viser, at der er kludret paa. det nuværende Totals Plads, og Appell. paaberaaber sig for 1884 som det rette Aarstal ogsaa Plazikowskis Vidneprov under Thingsvidnet i Stockholm den 1 Marts 1898 og Witterlighedsvidnernes forøvrigt ubeedigede Erklæringer om først i 1884 at være kommen i nogen Berørelse med Reichert. Af de Indst. er allerede ved Underretten protesteret mod saadan exceptio falsi som for sent fremsat. Jeg finder det for min Del unødvendigt at afgjøre Indsigelsens formelle Betimelighed og reelle Beføielse og videre at afgjøre det af Appell. vakte Spørgsmaal, om Overdragelsen til Andersson virkelig er afødt xx.xx.1892, hvorimod de Indst. har protesteret som nyt i Høiesteret. I Henseende til Aarstallet 1882 er nemlig at bemærke, at vistnok var Reichert i 1884, om dette maatte være det rette Aarstal, Konkursmand, men at den eneste, der kunde gjøre Indsigelse mod, at han da transigerede over Rettigheden i søndre Auneskov, maatte være Konkursboet, uden at nogetsomhelst er oplyst om nogen Reklamation fra Boets Side. Under enhver Omstændighed er Plazikowskikontrakten kommen paa Anderssons Haand i god Tro om, at dens Udsiedelsestid var, som Papiret viste, 5 Marts 1882.

Efter det af mig nu Anførte antager jeg, at der ved Konkursboets Auktion er solgt den Hugstret i begge Auneskove, der blev tilbage, efterat de ved Madsenkontrakten, Krgerkontrakten og Plazikowskikontrakten tidligere gjorte partielle Afhændelser er kommen til Afgang med de Beføielser, som enhver af disse Kontrakter efter det oven Anførte giver.

Jeg gaar dernæst over til en nærmere Løsning af Kollisionen mellem Appell. som Indehaver af Krgerkontrakten og Madsenkontrakten paa den ene Side og de Indst. som Indehaver af Plazikowskikontrakten og Auktionstilslaget paa den anden Side; Plazikowskikontrakten med Overdragelser og Auktionstilslaget er ved de Indst. bleven thinglæst 1 Oktbr. 1892 og Krgerkontrakten med Overdragelser og ligesaa Madsenkontrakten er ved Appell. bleven thinglæst 5 Novbr. 1872. Krgerkontrakten, der rammer saavel søndre som nordre Skov, er som sagt uangribelig af Andersson som Auktionskjøber.

Side:246

Og det er af Appell. uimodsagt bleven anført, at Krgerkontraktens gjenstaaende Rest ca. 110,000 Stykker Tømmer, efterat nemlig omkr. 1884 22,000 Stykker er bleven hugget, vil opfluge alt, hvad der skulde være at hugge i begge Auneskove med Hjemmel af Kontrakterne fra 1872. Andersson har da paa Auktionen i Boet kjøbt en realiter tom Ret. Forklaringen heraf kan søges i, at den af Boet kjendte, ved Plazikowski i 1880 foretagne, Opgang af Skovene udviste tilsammen over 533,000 Stykker. Forholdet med Auneskovenes Ydelsesevne er nu som sagt in confesso at still sig anderledes, men dette kan ikke influere paa Appell.s Retstilling som Indehavere af Krgerkontrakten.

Men med Krgerkontrakten kolliderer for søndre Skovs vedkommende Plazikowskikontrakten for 25,000 Stykker forlods, og denne Kollision mener jeg maa løses efter de respektive Thinglæsningsdatoer og til Fordel for Plazikowskikontrakten som først thinglæst, nemlig 1 Oktober 1892. Saavel Krgerkontrakten som Plazikowskikontrakten er separate Afhændelser fra Reicherts Side af den Afvirknignsret, han besad med Overdragelse fra Sidenmark af Kontrakterne afødt xx.xx.1872, thinglæst 4 November s. A. Og deler jeg og henviser til den af Professor Aubert i Obligationsretten III Bind S. 154 flg. udviklede Lære om, at den først thinglæste Overdragelse giver den bedre Ret, specielt naar jeg henser til, at det her gjælder Hugstrettigheder i Tid og Omfang, der i Gjerningen kommer en egentlig Eiendomsoverdragelse temmelig nær. En Jevnførelse mellem deslige Udhugstrettigheder og Eiendomsoverdragelser er ogsaa ikke uden Støtte i, at Stempelpapirloven afødt xx.xx.1885-§11 ligestiller dem i Henseende til Stempelafgift.

Appell. har indvendt, at den af mig her akcepterede Lære kun skulde gjælde, hvor de kolliderende Overdragelser skrev sig fra En, der for sin egen Del havde thinglæst Hjemmel, medens Reichert ingen saadan havde. Men Rigtigheden heraf kan ikke medgives, som in casu Andersson samtidig, den 1 Oktober altsaa, har ladet thinglæse tillige Overdragelserne fra første Erhverver af og ned til ham selv. Og den Omstændighed, at ikke Orginaloverdragelsen fra Sidenmark til Reichert er bleven thinglægst, derimod en af Sidenmark for Notarius vedtaget Erklæring om at have folgt til Reichert sine Rettigheder i Auneskovene, kan efter den overdragne Rets Art ikke saa nogen Betydning.

At Andersson skulde have kjendt Krgerkontrakten før sin Ehrvervelse af Plazikowskikontrakten, er mod hans Benegtelse ikke bevist, og senere Kundskab til den for dens Thinglæsning antages at være irrelevant, kfr. Aubert Obligationsretten III Bind S. 208 flg.

Hvad endelig angaar kollisionen mellem Plazikowskikontrakten, og Madsen kontrakten antager jeg, at den førstnævnte maa gives Fortrinet, i det Andersson som sagt maa antages at have været i god Tro med Hensyn til den Dato, 5 Marts 1882, som Papiret bærer, og hans Thinglæsning af Plazikowskikontrakten er tidligere, nemlig 1 Oktober, end Appell.s Thinglæsning af Madsenkontrakten, hvilken sidste fandt Sted først den 5 November.

I Henhold til det Anførte bliver det mit Resultat, at Plazikowskikontrakten for 25, 000 Stykker Sagtømmer i søndre Skov har den bedste Ret og først er at fyldestgjøre af denne Skov og at dernæst som No. 2 i Ordenen kommer Krgerkontrakten med dens resterende garanterede 110, 000 Stykker i saavel søndre som nordre Skov, hvorved altsaa, efter hvad jeg tidligere har anført begge Skoves Ydelsesevne af de betingede Dimensioner skulde være udtømt.

Imidlertid er ved Siden heraf at tage i Betragtning, at der af de

Side:247

Indst. i søndre Skov, saavidt oplyst, er hugget 7480 Stykker Tømmer, og at der paa den anden Side af Fagervik, saavidt oplyst, mellem 1892 og 1894 er hugget tilsammen over begge Skove 39927 Stykker, hvoraf 20, 506 i søndre Skov.

Videre bliver det mit Resultat, at Appell. maa udrede Erstatning til de Indst. efter Skjøn af uvillige Mænd, optaget paa Appell.s Bekostning, for det Tab som de Indst. som Indehavere af Plazikowskikontrakten maatte have lidt derved navnlig at Fagervik skjønt No. 2 i Ordenen er kommet de Indst. i Forkjøbet med Hugst i søndre Skov af 20,506 Stykker Tømmer, hvilket bl. A. kan have havt til Følge, at de beleiligste Hugststeder i søndre Skov er bleven udnyttet af Fagervik, hvorhos paa Grund af samme Hugst søndre Auneskov muligens maatte vise sig utilstrækkelig til at levere det fulde Kvantum efter Plazikowskikontrakten. Forøvrigt antager jeg, at Parterne maa blive at frifinde for hinandens Tiltale i denne Sag, og at de afholdte Forbudsforretninger maa være at ophæve, forsaavidt de indeholder Forbud mod noget, hvortil Sagens Parter har været berettiget i Henhold til det nys Anførte.

Jeg skal sluttelig bemærke, at jeg ikke har dristet mig til at tage Hensyn til og lægge til Grund det Overskjøn, der i O.-No. 1 er optaget den 24 Juli 1896, idet jeg ikke er sikker paa, at dette Skjøn hviler paa Forudsætninger, der falder sammen med dem, der ligger til Grund for mit Votum.

Processens Omkostninger for alle Retter finder jeg bør ophæves.

Konklusion:

1) De Indst., Andersson og Hjertn, kjendes brrettigede til i den Skov - i Sagen benævnt søndre Aune Skov - som er Ejenstand for Udhugstkontrakt afødt xx.xx.1872, thinglæst 4 November næstefter, afsluttet mellem Hans Hansen og Lars Olsen paa den ene Side og Karl Pira paa den anden Side, forlods at hugge 25,000 - fem og tyve Tusinde - Stykker Tømmer af 20 Fods Længde og 12 Tømmers Diameter 2 Fod over Roden, svensk Maal, dog saaledes, at deri afgaar de 7480 Stykker, der i Underretsdommen afødt xx.xx.1895 ere nævnte som allerede huggede.

2) Appellantsk., Fagerviks Trævaru-Aktiebolag, kjendes berettiget til i den under Post 1 omhandlede søndre Aune Skov samt i den Skov - i Sagen benævnt nordre Aune Skov -, som er Ejenstand for Udhugstkontrakt afødt xx.xx.1872, thinglæst 4 November næstefter, afsluttet mellem Lars Larsen og Ole Hansen paa den ene Side og Karl Pira paa den anden Side, at hugge tilsammen 110,000 - et Hundrede og ti Tusinde - Stykker Tømmer af 20 Fods Længde og 10 Tommers Diameter i Toppen, dog saaledes, at deri afgaar de 20,506 Stykker og de 19,421 Stykker, der i Underretsdommene afødt xx.xx.1895 ere nævnte som allerede huggede i respektive søndre og nordre Aune Skov.

3) De afholdte Forbudsforretninger afødt xx.xx.31 Oktober 1892 ophæves, forsaavidt de indeholde Forbud mod, noget, hvortil Sagens .Parter efter foranstaaende Poster 1 og 2 er berettigede.

4) Appellantsk. bør til de Indst. udrede Erstatning efter uvillige Mænds Skjøn, optaget paa Appellantsk.s Befolkning, for det Tab, de Indst. som Indehavere af den mellem Wilhelm Reichert og Jægermester Plazikowski oprettede og den 5 Marts 1882 daterede udhugstkontrakt er bleven paaført ved den af Appellantsk. i Aarene 1892 - 93 og 1893 - 94 i søndre Aune Skov foretagne Hugst, tilligemed 4 - fire - Procent aarlig Rente af Skjønsbeløbet. fra 13 November 1894, til Betaling sker.

Forøvrigt bør Parterne for hinandens Tiltale i denne Sag fri at være.

Processens Omkostninger for alle Retter ophæves.

Side:248

Assessor Roll: Jeg er det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende. Jeg vil kun saa pointeret, at forsaavidt det, mod hvad der processuelt er paa det Rene, skulde vise sig, at der efter Fyldestgjørelse af Plazikowskikontrakten og Krgerkontrakten maatte være noget tilovers til Udhugst i Auneskovene, anser jeg det overflødigt angaaende Retten til dette at udtale noget; Dispositionsretten over det saaledes tiloversblevne faar i Tilfælde blive Ejenstand for ny Sag mellem Parterne.

Derhos finder jeg mig foranlediget til at gjøre en Bemærkning ved Proceduren her for Høiesteret. Jeg finder, at Sagen fra Appell.s Side har været procederet med en unødig Vidtløftighed; men i Betragtning af Sagen særegne Beskaffenhed, der til en vis Grad kan gjøre Vidtløftigheden undskyldelig, finder jeg mig ikke opfordret til at foreslaa Høiesteretsloven §14 bragt i sin Anvendelse.

Assessor Toresen: Jeg kommer til samme resultat som de foregaaende Instantser, til hvis Begrundelse jeg ogsaa i det Væsentlige kan slutte mig. Jeg antager med dem, at de paagjældende Dokumenters Thinglæsningstid maa være det afgjørende. Det er, paa det Rene, at saadan Thinglæsning for Indst.s Vedkommende er foregaaet den 1 Oktbr. 1892 og for Appell.s den 5 Novbr. s. A. Appell. gjør vistnok gjældende, at Dokumenternes Prioritet maa afgjøres uden alt Hensyn til Thinglæsningen, og med dette for Øie formener han, at Madsenkontrakten i Forbindelse med Krgerkontrakten maa være afgjørende for Appell.s Ret idet Plazikowskikontrakten, der .angivelig skal være udstedt 5 Marts 1882, er antidateret, idet dens virkelige Datum er 5 Marts 1884, hvoraf følger, at den som udstedt af Reichert, som dengang var under Konkurs, er uden Retsgyldighed.

Hvad angaar Madsenkontrakten, der er særdeles uklart affattet, formener Appell., at den rimeligste Fortolkning af denne er, at den angaar Halvdelen af nordre Auneskov og Halvdelen af søndre Auneskov. Heri kan jeg imidlertid ikke være enig. Jeg antager med Underretten saavelsom med Førstvoterende, at Madsenkontrakten alene angaar Halvdelen af søndre Auneskov, hvilket ogsaa stemmer med Madsens Vidneforklaring om, hvad der er Kontraktens Mening. At en saadan Ret tilkommer Appell., er ogsaa af Indst. erkjendt. Med Hensyn til Krgerkontrakten, hvorved Krger overdrages Hugstret til en Fjerdedel af den hele Auneskov, er denne af Underretten betegnet som. repræsenterende et storartet Bedrageri. Hermed sigtes formentlig til, at denne Kontrakt efter sin Ordlyd skulde angaa en bestemt og nærmere beskrevet Fjerdedel af den hele Auneskov, hvilken skal nærmere begrændses paa Stedet men dog være beliggende i Syd og Sydvest for Indsøen Holden, Sandvikselv og Auneelv". Denne Grændsebestemmelse skal imidlertid, efter hvad Indst. paastaar, være aldeles uefterrettelig, i hvilken Henseende bemærkes, at nogen Sandvikselv ikke her findes, og Benævnelsen Syd Sydvest for Auneelven ogsaa er meningsløs, da Elven selv løber i samme Retning.

Her er altsaa efter Krgerkontrakten givet Krger en Ret til at tage i Skonen, hvad han ikke kan finde, paa et, imaginært Sted. Ihvorvel denne Paastand med Hensyn til Kontraktens Lokalbeskrivelse ikke kan sees specielt at være benegtet fra Appell, s Side, og om det saaledes er vel tænkeligt, at Kontrakten fra Reicherts Side i Virkeligheden indeholder et Bedrageri ligeoverfor Krger, indsees det ikke, at der heri kan være tilstrækkelig Grund til at betragte, den som en Rullitet, hvor der handles om Retsforholdet ligeoverfor Indst. Da Thinglæsning af denne Kontrakt imidlertid først fandt Sted den 5 Novbr. 1892, antager jeg ikke, at den fra tidligere Tid kan have nogen Skyldighed

Side:249

eller Retsvirkning ligeoverfor Indst. Jeg antager nemlig de underordnede Instantser, at der ved Overdragelse af allerede thinglæste Rettigheder over fast. Eiendom kræves ny Thinglæsning, kfr. Lov om stemplet Papir afødt xx.xx.1885 §8, §9 og §11. Der er imidlertid gjort gjældende, at Krgerkontrakten ligger udenfor de Rettigheder, som Indst. ved Auktionen den 4 Mai 1891 har erhvervet, og at en Thinglæsning af denne og de dermed i Forbindelse staaende Dokumenter følgelig ikke har nogen Betydning med Hensyn til Spørgsmaalet om Indst.s Forpligtelse til at respektere Krgerkontrakten. Spørgsmaalet bliver altsaa hvad der af Reicherts Konkursbo den 4 Mai 1891 er folgt; er derfra undtaget den Del af Auneskoven, som omfattes af Krgerkontrakten eller ikke? Hverken i den af Konkursboets Bestyrer Bastmann til Stockholms Auktionskammer indgivne Rekvisition om Salg af de Boet tilkommende Hugstrettigheder i Sørli Sogn eller i den udfærdigede Udskrift eller Attest vedkommende Auktionsforretningen, der alene indeholder, at disse Rettigheder er folgt til Andersson findes der nogen nærmere Antydning eller Oplysning om disse Rettigheders Beskaffenhed og Omfang. Det er dog ubestrideligt, at om Meningen har været, at de ca. 110,000 Stykker Tømmer, som Krgerkontrakten paa Auktionstiden angik, og som, efter hvad der er in confesso, omfattede Auneskovens hele daværende til Hugst tjenlige Skovbestand, skulde være undtaget fra Salget, var det Boets Bestyrers ubetingede Pligt herpaa at gjøre opmærksom og kjendte Boets Vedkommende Krgerkontrakten, var det en grov Pligtforsømmelse ikke at underrette Kjøberen af Skoven derom. Allerede den her berørte Omstændighed maa gjøre Bastmanns Vidneforklaring under Thingsvidnet i Stockholm om, at han paa Auktionstiden har, kjendt Krgerkontrakten, suspekt. Hertil kommer, at denne Vidneforklaring synes mig baade forbeholden og uklar, ligesom hvad det er oplyst om Bastmanns Forhold i Sagen og ligeoverfor Indst. Andersson heller ikke er skikket til at indgyde Tillid Jeg tør saaledes ingenlunde gaa ud fra, at Boets vedkommende har kjendt Krgerkontrakten ved Afholdelsen af Auktionen. Ved denne er solgt de. Boet tilhørende Skovrettigheder i Sørli Sogn hvilket Omfang disse Rettigheder har, er ikke nærmere præciseret. Spørgsmaalet er altsaa: Er Eiendomsretten, til den ved Krgerkontrakten folgte 1/4 Del af Auneskoven endelig. gaaet over fra Reichert til Krger og dennes Efterfølgere? Dette Spørgsmaal maa efter min Mening besvares benegtende. Efter norsk Ret - der, hvor det gjælder en i Norge beliggende fast Eiendom, maa komme til Anvendelse - bliver en tinglig Ret vedkommende den faste Eiendom først gyldig ligeoverfor godtroende Trediemand gjennem Thinglæsning. En saadan var for Krgerkontraktens Vedkommende ikke foregaaet, da Auktionen afholdtes og fandt som anført først Sted den 5 Novbr. 1892. Nu er det ganske vist saa, at heller ikke Reicherts Adkomst til Hugst i Auneskoven gjennem Overdragelsen fra Sidenmark ligesaalidt som Overdragelsen til, denne fra Pira var thinglæst. Men jeg indser ikke, at dette kan have Indflytelse paa Spørgsmaalet om Krgers Ret eller gjøre denne bedre og mere uangribelig, end den vilde have været, om Reicherts Kontrakt havde været thinglæst

Hvad angaar de i Auktionsforretningen paaberaabte Dokumenter, hvoriblandt Protokoludskrift af Bestyrelsesmøde den 29 Decbr. 1890, da benøgter Indst., at disse Papirer, har været fremlagt under Forretningen, hvilket heller ikke er godtgjort at være skeet. Ligesaa benegter han paa Auktionstiden at have havt nogetsomhelst Kjendskab til Krgerkontrakten, enten sammes Inhold eller Existents, og det er ikke godtgjort, at denne Benegtelse. er urigtig. Men selv om man maatte gaa ud fra, at Andersson har kjendt

Side:250

den nævnte Udskrift af Bestyrelsesmøde den 29 Decbr. 1890, hvorefter Bastmann bl. A. sees at have foreslaaet folgt en Fjerdedel af Afvirkningsretten til, Skoven i Sørli Sogn i Norge, forekommer det mig, at Meningen heraf er saa lidet klar, at der intet kan sluttes med Hensyn til Spørgsmaalet om, hvorvidt Andersson derigjennem maatte være kommen til Kundskab om Krgerkontraktens Existents.

Jeg formener i Henhold til det saaledes Anførte, at Indst. har Ret til at betragte sig som Kjøber af den hele Hugstret efter Larsen-kontrakten og den halve Hugstret efter Hansen-Kontrakten, og at han maa kunne kræve Krgerkontrakten som ham vedkommende sat ud af Betragtning. Thinglæsning af de Andersson gjennem Auktionen hjemlede Rettigheder finder jeg skeet paa fyldestgjørende Maade.

Hvad endelig angaar Plazikowskikontrakten, da kan jeg slutte mig til Førstvoterende og i det Væsentlige tiltræde, hvad han desangaaende har anført.

Efter det saaledes Anførte vil jeg votere for, at de ergangne Domme stadfæstes med Ophævelse af Processens Omkostninger for Høiesteret.

Da jeg efter den stedfundne foreløbige Konference maa antage, at jeg befinder mig i Minoritet med min Anskuelse, finder jeg det ikke fornødent at formulere nogen Konklusion.

Extraordin. Assessor, Sorenskriver Blom: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende, idet ogsaa jeg er af den Mening, at hvis det skulde vise sig, at der var noget igjen at hugge efter Kontrakterne af 1872, efterat Plazikowskikontrakten og Krgerkontrakten var fyldestgjort, maa det i Tilfælde blive Ejenstand for en senere Sag at opklare Forholdet mellem Parterne isaahenseende.

Assessor Reimers: Jeg er ligeledes i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende idet jeg derhos tiltræder de Herrer Assessorerne Roll og Bloms Bemærkninger.

Jeg vil forøvrigt tilføie, at Spørgmaalet om, hvorvidt der gjælder de samme Regler Thinglæsning af og deraf betinget Retsbeskyttelse for videre Overdragelser af allerede stiftede partielle tinglige Rettigheder som for den oprindelige Stiftelse af saadanne, ingenlunde forekommer mig saa helt utvivlsomt. Men ogsaa jeg finder dog at maatte slutte mig til den af Professor Aubert fremstillede Lære, idet jeg ligeoverfor den Tvivl, Spørgsmaalet for mig har frembudt, maa medgive, at navnlig Udtrykket "Adkomstbreve" i Lov afødt xx.xx.1857 §5 ialfald i mere udvidet Forstand synes at maatte gives Anvendelse ogsaa paa saadan videre Overdragelse af allerede stiftede tinglige Rettigheder som under nærværende Sag omhandles. Det kan jo heller ikke bestrides, at denne Lære ogsaa staar bedst i samklang med Thinglæsningsinstitutionen, dens Grundlag og dens Øiemed i det Hele. Hvad der for mig har været væsentlig afgjørende, naar jeg har fundet at maatte slutte mig til en bekræftende Besvarelse af Spørgsmaalet, er de af Førstvoterende nævnte Bestemmelser i Stempletpapirloven afødt xx.xx.1885 §9 jfr. §8 saavelsom Bestemmelserne i samme Lovs §11, der i Henseende til Stempelpligt stiller Udhugstkontrakter lige med. "Hjemmelsdokumenter paa fast Eiendom" og følgelig i Lighed med, hvad der gjælder om Skjøder, etablerer Stempelpligt ogsaa for den videre Overdragelse af Udhugstkontrakter eller Ret efter saadanne, jfr. i denne Forbindelse ogsaa den ældre Stempellov afødt xx.xx.1839 §5. Nu kan det vistnok siges, at hvad disse Bestemmelser direkte har til Hensigt at foreskrive, alene er Stempelpligt for de der omhandlede

Side:251

Dokumenter, medens dermed i og for sig intet er afgjort om Nødvendigheden af deres Thinglæsning eller Virkningen af dens Undladelse. Men det synes dog at maatte antages, at naar Loven undergiver disse Dokumenter de samme Regler om Stempelpligt som Dokumenter, hvorved Eiendoms- og Brugsret over fast Eiendom stiftes, og naar den derhos knytter denne Stempelpligt til Dokumenternes Thingæsning, maa den have gaaet ud fra en bestemt Forudsætning om Nødvendigheden af Thinglæsning til Retsbeskyttelse af Dokumenter angaaende videre Overdragelse af allerede stiftede tinglige Rettigheder, det være sig Eiendoms- eller Brugsret, over fast Eiendom.

Assessor Ph. Hansteen: Jeg er enig med Hr Assessor Thoresen.

Assessor C. Hansteen: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende idet jeg derhos tiltræder, hvad der af Hr. Assessor Roll er bemærket, specielt ogsaa hans Bemærkning med Hensyn til Proceduren her for Høiesteret fra Appell.s Side.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.