Rt-1899-609

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1899-07-27
Publisert:	Rt-1899-609
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 139 1ste Session d. A.
Parter:	Ellev E. Klokkervold (Adv. Stang Lund befalet Sagfører) mod Interessentskabet Røros ved dets Overdirektion eller administrerende Direktør (Klingenberg).
Forfatter:	Birkeland, Bull, Roll, H. Scheel, Reimers, Broch, Ottesen
Lovhenvisninger:	LOV-1857-10-12-§6

Extraordin. Assessor, Adv. Birkeland: I Henseende til nærværende Sags Gjenstand og nærmere faktiske Omstændigheder skal jeg henvise til Præmisserne for de ergangne Domme, nemlig Underretsdom afsagt 12 Novbr. 1895 af Sorenskriveren i Røros med Meddomsmænd og Trondhjems Overrets Dom afødt xx.xx.1898.

Ved den førstnævnte Dom blev Ellev E. Klokkervold frifunden for Citantsk. Røros Værks Tiltale med Ophævelse af Sagens Omkostninger. Dette Resultat fremkom ved Meddomsmændenes Votum, medens Rettens Formand havde voteret for, at Ellev Klokkervold skulde kjendes uberettiget til at tage Mose paa det Sted i Skoven inden Eiendommen Fjeldburøstens Grændser, hvor han havde erkjendt at have taget saadan i 1892, samt tilpligtes at udrede Erstatning til Citantskabet for tagne 32 Læs Mose.

Af Overretten blev saaledes kjendt for Ret.

«Indst. Ellev E. Klokkervold kjendes til Fordel for Appellantsk. Røros Værk uberettiget til at tage Mose i Skoven ved Gaarden Fjeldburøsten. Processens Omkostninger for begge Retter ophæves».

Ellev Klokkervold har paanket Sagen til Høiesteret, hvor han ved sin befalede Sagfører har nedlagt saadan Paastand:

At Underrettens Dom stadfæstes, at der tilkjendes den befalede Sagfører Godtgjørelse af Statskassen, og at det Offentlige tilkjendes skadesløse Omkostninger hos Indst.

Indst. har paastaaet, at Overrettens Dom stadfæstes og at Værket hos Appell. tilkjendes Processens Omkostninger ved Høiesteret.

Jeg er kommen til samme Resultat som Overretten, idet jeg dog minder om, at Paastanden paa Erstatning udtrykkelig er frafaldt for Overretten, og jeg bygger mit Resultat i det Væsentlige paa de samme

Side:610

Grunde som Overretten, - i første Haand altsaa paa Røros Værks Ret til Skoven paa Strækningen qvæstionis eller ved Fjeldburøsten, uden at jeg vil komme ind paa Spørgsmaalet, paa hvis Haand Proprieteten til denne Strækning er, enten hos Staten eller hos Røros Værk.

Ved Høiesteretsdom afødt xx.xx.1870, Voteringen indtaget i Ugeblad X Side 241 flg., anser jeg det afgjort, at Røros Værk har en saadan Brugsret til Skoven, at den af Almuen prætenderede Brugsret ikke kan bestaa ved Siden af denne, og at der ikke kan være Tale om nogen Almuen i Kraft af den almindelige Lovgivning tilkommende Brugsret til Husfornødenhed. Spørgsmaalet kan da efter min Opfatning begrændses til dette: om Appell.s Mosetag kan bestaa ved Siden af Værkets, Andre udelukkende, Eneret til Skoven, eller om ikke Mosetaget meget mere kolliderer med denne Ret.

At Mosetaget er skeet indenfor Skovlinien eller i det skovfaste Terræn, finder jeg, efter hvad der foreligger i Sagen, at maatte gaa ud fra, uden Hensyn til om just alle de Steder, hvor Mosen er taget eller disses umiddelbare Omgivelser kan siges at være skovbevoxede. Jeg tiltræder Skovinspektør Saxes Udtalelse om, at skovløse Rabber indenfor Skovlinien ikke kan stilles i Modsætning til Skoven selv. Men i Henseende til det Skadelige for Skoven ved Mosetag inden dens Omraade foreligger der i Sagen stærkt divergerende Udtalelser. De tre Lagrettesmænd i Sessionen 9 Juni 1894 har udtalt, at Mosetag paa den i Trakten brugelige Maade ikke er til Skade for Naaleskovens Bestand; Lagretten mener endog, at Mosetag er til Gavn for dens Gjenvæxt; man undgaar, udtaler Lagretten videre, under Mosetag saadanne Steder, hvor Skovspirer findes, fordi det er forbundet med Vanskelighed at tage Mose der, og fordi Barnaale lettelig kommer med blandt Mosen. To af Meddomsmændene har under 26 Septbr. 1896 afgivet en Erklæring af Indhold, at vistnok er Stederne for Appell.s Mosetag beliggende nedenfor Skovgrændsen; men der findes ikke og kan efter Mændenes Mening ikke paa dem efter deres Beskaffenhed voxe Skov, hverken Naaleskov eller Løvskov. Mosetaget paa de paagjældende Punkter kan umulig have tilføiet nogensomhelst Skade paa Skov eller Skovspirer eller Skovbund. Paa lignende Betragtninger er det, at de fire Meddomsmænd har bygget sit fra Sorenskriveren afvigende Resultat. Under Thingsv. i Juli 1897 har ogsaa dettes Lagrette udtalt, at Mosetaget ikke har tilføiet Skoven eller dens Tilvæxt nogensomhelst Skade.

Paa den anden Side har Skovinspektør Saxe som Vidne udtalt, at han er enig i Forstmester Schiøz's Erklæring i en tidligere Sag angaaende Mosetags store Skadelighed for Skoven. Og Forstmester Schiøz har erklæret, at Mosetag inde i Skoven og paa Skovgrund ubestridelig er til Skade for Skovens Væxt og Trivsel, idet det mer eller mindre ødelægger de smaa Planter og mindre Buske og saaledes hindrer Reproduktionen eller Foryngelsen samt blotter de større Trærs Rødder i det deroppe yderst tynde Muldlag (1/2 à 2") samt endelig hemmer og standser Mulddannelsen, der er af faa fremtrædende Betydning for Skovvæxten.

Videre har Schiøz udtalt, at Moseskrabningen er ødelæggende for de maaske talløse kun 1/2 eller helt Aar gamle, for det

Side:611

usagkyndige Øie usynlige, Frøspirer og for de 2-4-6-8 Aar gamle, men endnu ganske smaa Furuplanter og Ungbuske, som maatte forefindes.

Alene i Snaufjeldet ovenom Skovregionen og Skovmarkerne, siger han, hører Moseskrabningen og Mosetaget egentlig og oprindeligen hjemme, og didhen bør dette ogsaa atter vises tilbage.

Fremdeles har Skovinspektør Saxe udtalt:

Det kan vistnok være saa, at Mosens delvise Borttagen kan befordre Frøets Spiren og Udvikling og fremskynde Skovens Foryngelse, men skal dette ske, maa Mosen borttages ganske anderledes ombyggeligt og forsigtigt, end det sker ved det omhandlede Mosetag, hvor det gjælder i hurtigst mulig Tid at samle mest mulig Mose.

Det maa nøiagtigt undersøges, om Frø er begyndt at spire i Mosen, om der altsaa findes Smaaplanter. Der kan være Tusinder af dem, uden at de kan opdages uden ved omhyggelig, nøiagtig Undersøgelse. Det er en Kjendsgjerning, at der i Mosen kan findes Masser af Planter saa smaa, at de som ovenfor sagt kun kan opdages ved en nøiagtig Undersøgelse; det er en Kjendsgjerning, at en saadan omhyggelig Undersøgelse aldrig foretages af Mosetagere.

Det fremgaar, mener han, af hvad han har anført, at der aarligaars bortrives Tusinder af Smaaplanter, uden at Mosetagerne har Begreb om den store Skade, Mosetag i Skov foraarsager.

Jeg antager, at man efter de foreliggende Erklæringer fra sagkyndigt Hold maa lægge til Grund, at Mosetag i Skov er skadeligt, navnlig for de opspirende Trær i Skoven, paa saadan Maade at Mosetag maa siges at kollidere med og være til Afbræk for den Røros Værk tilkommende Brugsret over Skoven. Som følge heraf mener jeg, at Appell. i Forhold til Værket maa kjendes uberettiget til Mosetag som af Overretten bestemt, medmindre det kunde godtgjøres, at der haves Adkomst i Alders Tids Brug. Men en saadan finder jeg ikke at være bevist specielt i Henseende til det fornødne Tidsløb og Kontinuiteten. Det synes tværtom, kfr. 4 og 5 Kontravidner, at være først i den senere Tid, at Mosetag jevnligere er skeet i Skovleenet, medens man tidligere holdt sig oppe paa Fjeldstrækningerne.

Processens Omkostninger antager jeg bør ophæves.

Salariet for den befalede Sagfører Adv. Stang Lund, hvis Sagførsel eragtes forsvarlig, antager jeg kan ansættes til 400 Kr., der vil være at udrede af Statskassen.

Konklusion:

Overrettens Dom bør ved Magt at stande.

Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves. Salariet til den for Appell., Ellev E. Klokkervold, ved Høiesteret befalede Sagfører, Adv. Stang Lund, ansættes til 400 - fire Hundrede - Kroner, der udredes af Statskassen.

Extraordin. Assessor, Exped.sekretær Bull: Jeg kommer til samme Resultat som Førstvoterende og kan for en væsentlig Del tiltræde hans Begrundelse. Jeg kan dog ikke tillægge det samme Betydning som Førstvoterende, at Mosetag paa den i Sagen omhandlede Strækning efter det Oplyste maa antages at være skadeligt for Skoven

Side:612

og derigjennem til Indskrænkning af den Nytte, Værket kan have af den det tilkommende Eneret til Hugst. I og for sig kan jeg ikke anse det for afgjørende, at den ene Brug saaledes kan være af den Beskaffenhed, at den hindrer en anden Brug i at medføre den økonomiske Fordel, som den under andre Omstændigheder vilde kunne have havt. Hvad jeg derimod vil tillægge en afgjørende Betydning, er Forholdets historiske Karakter. Efter alt, hvad der foreligger, maa det antages, at der, dengang Røros Værk blev oprettet, faktisk ikke havde fundet nogen nævneværdig Almenningsbrug Sted i de heromhandlede Skovstrækninger. Trakten var efter de foreliggende Oplysninger i det Væsentlige ubebygget. Det staar ogsaa for mig saa, at Privilegierne af 1646 og de dermed overensstemmende Privilegier af 1673, resp. §2 og §4, har tilstaaet Værket Eneret til Hugst, netop fordi Strækningen dengang ikke er bleven opfattet som underskastet en Almennings almindelige Retsregler. Sikkert er det ialfald, at ved den Ordning, som Privilegierne har truffet, blev der skabt en Retstilstand, som ikke er den for Almenninger almindelige. Hvorvidt Strækningen alligevel kan kaldes en Almenning, skal jeg lade være usagt. Ligesaalidt Besvarelsen heraf som Besvarelsen af, hvem Eiendomsretten til Strækningen kan siges at tilligge, er for mig nødvendig til nærværende Sags Afgjørelse. Jeg mener i hvert Fald, at fordi om et eller andet er noget for Almenninger eiendommeligt, kan det ikke uden videre statueres, at Retsforholdet er det tilsvarende paa den heromhandlede Strækning; det gaar ikke an at slutte saa, at de og de Retsregler maa være gjældende for den heromhandlede Strækning, fordi de er gjældende for Almenninger. Jeg mener, at man maa gaa den omvendte Vei, altsaa først undersøge, hvilken Retstilstand der her faktisk har udviklet sig. Hvorvidt man da vil henføre Strækningen til Almenningernes Kategori eller ikke, vil afhænge af, om man anser de Retsregler, som saaledes her er gjældende, i saa væsentlige Dele at være stemmende med de for Almenninger gjældende, at de giver Strækningen Karakteren af en Almenning.

En særlig Betydning maa det her have, som at mig allerede antydet, at den Ene-Ret, som blev tilstaaet Værket, i det Væsentlige er den oprindelige Ret til Strækningen. Andre Brugsudøvelser er i det Store taget først opstaaet bagefter, og Spørgsmaalet om, hvilke Rettigheder der kan ansees at tilkomme de andre Fastboende end Værket, maa i det Væsentlige bero paa, hvad der kan oplyses i saa Henseende at have været den Tilstand, der historisk har udviklet sig. Og jeg mener da, at det ganske vist er egnet til at skabe en Præsumtion mod Almuens Ret til Mosetag i Skoven, at ensaadan Ret efter de foreliggende Oplysninger altsaa maatte være i høi Grad skadelig for Skoven. Det er lidet sandsynligt, at Værket, som faktisk har været den, der har forvaltet Skoven, og som ialfald i det Væsentlige har varetaget baade sine egne og de andre Fastboendes Rettigheder, vilde respektere en Mosetagsudøvelse fra Befolkningens Side, som var saa skadelig. Men de foreliggende Oplysninger gaar ogsaa efter mit Skjøn i alt Væsentligt bestemt ud paa, at paa den heromhandlede Strækning ved Fjeldburøsten har Almuen kun taget Mose ovenfor Skovgrændsen og er først i de sidste Decennier kommen nedover. Det er navnlig de ældste af Kontravidnerne, hvis Erfaring gaar længst tilbage,

Side:613

som man i saa Henseende maa tage Hensyn til: 1ste Kontrav. forklarer at have været kjendt i Strækningen i 55 Aar og at der dengang, for 55 Aar siden, et Aar blev taget Mose lige indom Skovgrændsen; men Vidnet sætter dette i Forbindelse med, at Vidnets Fader der havde leiet Slaat af Fjeldburøstens Bygselmand. Paa dette Mosetag kan der saaledes ikke lægges nogen Vægt, idet det sees, at Fjeldburøstens Bygselmand i denne Egenskab har - med Rette eller Urette - anseet sig berettiget til at tage Mose nedenfor Skovgrændsen. Efter dette Mosetag, forklarer Vidnet videre, holdt ialfald Stenaasens Opsiddere sig i Fjeldet med sit Mosetag indtil for 27 Aar siden, da de atter begyndte at tage sig nedover. Paa samme Maade har, som allerede af Førstvoterende antydet, 4 Kontrav., 85 Aar gl. og hvis Erfaring gaar tilbage til Barneaarene, altsaa formedentlig til 3/4 af et Aarhundrede, forklaret, at Mosetaget foregik ned til Skoven eller til Skovbaadet. Ogsaa 3die Hovedv., 86 Aar gammel og kjendt i Strøgen cirka 70 Aar, udtaler sig i samme Retning.

Det kan jo siges og er ogsaa af Appell. bleven sagt, at naar Mosetaget kun foregik tilfjelds, kom dette af, at det der foregik med større Fordel. Men det maa erindres, at enten Grunden har været den ene eller den anden, er det altsaa sandsynligt, at Mosetaget er foregaaet udenfor Skovgrændsen, og det maa da ogsaa erindres, at Skoveieren paa sin Side utvivlsomt vilde have havt Interesse i at værge sig mod, at Mosetaget kom nedenfor Grændsen.

Videre kan mærkes, at der ialfald fra flere Vidner foreligger Udtalelser, som viser, at naar man er gaaet nedenfor Grændsen - hvilket efter det anførte i det Væsentlige kun er skeet i de sidste Aartier - er der bleven søgt om Tilladelse. I de fleste Tilfælde maa man ganske vist antage, at der ikke er søgt om Tilladelse; men dette kan ikke uden videre opfattes derhen, at Vedkommende engang selv har staaet i den Formening, at de skulde have havt en Ret til at tage Mose nedenfor Skovgrændsen. De spredte Tilfælde af Mosetagning nedenfor Skovgrændsen, som i Aarenes Løb er foregaaet, har for det Meste ikke kommet til Værkets Kundskab, og i hvert Fald har de ikke taget saadant Omfang eller havt saadan Stadighed og Varighed, at der for Værket kunde være nogen større Opfordring til at skride ind.

Jeg mener altsaa, at den bestaaende Retstilstand har været den, at Almuen kun har udøvet Mosetag paa den Strækning, nemlig ovenfor Skovgrændsen, hvor det ikke kunde blive skadeligt for Værkets Eneret til Hugst. Og idet jeg altsaa videre mener, at Rettighedernes Afgrændsning her væsentlig maa bero paa, hvad der faktisk har været udøvet som Ret, kommer jeg ligesom Førstvoterende til det Resultat, at Værket her i Sagen maa gives Medhold i sin Paastand.

Assessor Roll: Jeg er ligeledes i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende. Jeg lægger ogsaa med Hr. Assessor Bull Vægt paa den historiske Udvikling og den særegne Karakter, den har givet Forholdet, idet jeg dog reserverer mig mod i alle Enkeltheder at tiltræde, hvad han i den Forbindelse har anføt.

Extraordin. Assessor, Byretsassor H. Scheel: Jeg er kommen til et andet Resultat end de tidligere Voterende. Jeg kan ikke være enig i den Betragtning af den historiske Udvikling, hvorpaa Andenvoterende har grundet sit Votum. Min Betragtning deraf er snarere

Side:614

den modsatte. Det er paa det Rene, at Strækningen oprindelig har været Statsalmenning. Uden Hensyn til hvilken Brug der dengang faktisk blev udøvet paa Strækningen, var Forholdet ubestridelig det, at Almuen der havde Ret til den i Almenninger sædvanlige Brug, og under saadan Brug, hvortil Almuen har Ret i Almenninger, antager jeg overensstemmende med, hvad derom er anført i Brandts Tingsret 3die Udgave Side 177, at ogsaa Mosetag indgaar.

Spørgsmaalet er da, om der senere er foregaaet noget, hvorved denne Ret skulde være bortfaldt. Ved Røros Værks Privilegier af 1646 er det ubestrideligt, at der er gjort et meget stærkt Skaar i Almuens Brugsret, idet der er tillagt Værket Ret til at forsyne sig til sin Fornødenhed af Træerne i Skoven, ligesom der er tilsagt Eierne af Værket, at «ingen anden paa de Steder maa hugge Saug- eller andet Tømmer, som til Værket tjenligt er eller dem skadeligt». Ved denne Bestemmelse er Almuens Ret til Hugst af Tømmer, selv om man ikke vil antage, at den er aldeles og for alle Tider bortfaldt, dog i hvert Fald bleven i høi Grad indskrænket, og forsaavidt kan man vistnok sige, at vedkommende Strækning ikke længere er undergivet de almindelige Regler for Almenninger. Men jeg antager, at den Undtagelse fra disse Regler, som er gjort ved den citerede Bestemmelse i Røros Værks Privilegier, ikke kan medføre, at Forholdet for Fremtiden bliver vendt om, saaat Almuen, som tidligere havde fuldt Almenningsret for Fremtiden ikke skulde have nogen anden Ret i Almenningen end den, for hvilken der maatte kunne paavise særskilt positiv Hjemmel udenfor de almindelige Regler for Benyttelse af Almenninger. Jeg antager altsaa, at Bestemmelsen ikke kan være til Hinder for, at ogsaa for Fremtiden Almuen ansees berettiget til al den Brug i Almenningen, som er hjemlet i de almindelige Regler om Almenningers Benyttelse, og som ikke kommer i Strid med den Værket hjemlede Ret.

Det næste Spørgsmaal bliver da, hvorvidt man kan sige, at Retten til at tage Mose i Strækninger, som enten er skovbevoxede eller overhovedet er egnede til at bevoxes med Skov, er i Strid med den Ret, som er tilsagt Røros Værk.

Dette antager jeg ikke, og jeg kan forsaavidt i det Væsentlige henholde mig til, hvad der af Andenvoterende med Hensyn til dette Punkt er anført. Jeg skal alene tilføie, at ogsaa Beitesret vistnok som Regel vil være til en vis Grad skadelig for Skovens Gjenvæxt og under visse Forhold endogsaa særdeles skadelig. Hvorledes der forholdes med Beitning i den Strækning, hvorom der her er Tale, er ikke oplyst. Men jeg antager i ethvert Tilfælde, at man vanskelig vilde gaa med paa, at en Eier, der har tillagt Nogen en Ret over sin Skov af samme Indhold som den, der er tilstaaet Røros Værk ved Privilegierne, skulde være afskaaret fra Beitning der med sine Kreaturer eller være undergivet betydelig Indskrækning i sin Beitningsret af Hensyn til, at Skovens Gjenvæxt vilde kunne tænkes at lide ved denne Retsudøvelse.

Jeg er i det Foregaaende gaaet ud fra, at Røros Værk ikke har nogen anden Ret over den omhandlede Strækning end den, der er Værket tilstaaet ved de ofte nævnte Privilegier.

Side:615

Det er imidlertid under Sagen gjort gjældenden, at Værket skulde have erhvervet Eiendomsret til disse Skove. Med Hensyn hertil kan jeg ikke være ening med Underretten i, at man er afskaaret fra under nærværende Sag at omhandle dette Spørgsmaal om Værkets mulige Eiendomsret af Hensyn til, at Staten ikke har været stevnt under Sagen. Det er jo klart, at en Afgjørelse af dette Spørgsmaal under nærværende Sag vil være aldeles uforbindende for Staten. Imidlertid kan jeg ikke finde, at der er ført noget Bevis for at Værket har erhvervet Eiendomsret eller overhovedet nogen større Ret end den, der ligefrem er hjemlet i Privilegierne.

Fra Værkets Side er det for det Første paastaaet, at Eiendomsretten til Strækningen skulde være gaaet over til Værket ved Auktionsskjødet afødt xx.xx.1729. Jeg kan dog ikke finde, at deri indeholdes nogen Hjemmel for Eiendomsret til Skoven. Under Auktionsforretningen er anført som Gjenstand for Salg «Engesletterne og Rødningspladserne om Røros Kobberværk, bidragende ialt 4 Spand 1 Øre 15 Mrk. med Bøxel»; og det anfores videre, at det er oplyst, at Husene tilhøre Beboerne, hvorfor, siges der, «Grunden og Engene alene indsættes for 327 Rdlr». I Skjødet anføres det, «at Participanterne i Røros Kobberværk ere blevne Høistbydende paa Fire Spand En Øre Femten Mark Landskyld med Bøxel af Engesletterne om Røros Kobberværk», og som Gjenstand for Skjødning nævnes senere «forbemeldte Engesletsparter», «hvilke Engesletsparter» siges der videre, «Kjøberne og deres Arvinger eller hvem som efter lovlig Adkomst i Fremtiden eiendes vorder, skal nyde og beholde med ald dissem tilliggende som nu tilligger og af Arilds Tid tilligget haver og med rette tilligge bør, det være sig Landsskyld, Bøxel, tredie Aars tage, Fløtning og Arbeidspenge samt Agre og Eng, Qværne og Qværnevand, Skov og Mark, Fiskevand og Færegang, Sætter og Sættreboliger; Veide og Veidestæder, til Fjelds og udi Fjære, Øde og Aabøggde, Vaadt og Tørt, inden og uden Eierds, indtet undtagen i nogen Maade».

Det Eneste, som her skulde kunne paaberaabes som Hjemmel for Værkets Erhvervelse af Eiendomsret til Skoven, er da Udtrykket «Skov og Mark» i den sidst anførte Opregning. Jeg finder det imidlertid klart, at der herpaa intetsomhelst kan bygges, idet der her kun er Tale om en fast, staaende Formel, der har været almindelig benyttet ved Skjødninger, og som ikke indeholder nogetsomhelst Tilsagn om, at Eiendele af den Art, som her nævnes, virkelig tilligger den solgte Eiendom og saaledes skal medfølge i Salget. Jeg finder ogsaa, at det i og for sig vilde være lidet naturligt at betragte den Skovstrækning, hvorom der her er Tale, som en blot og bar Tilliggelse til de Engesletsparter, som under Sagen omhandles, uden at der engang skulde være tillagt Skoven saadan Betydning, at den er nævnt som Gjenstand for selve Skjødningen.

Det har videre fra Værkets Side været paaberaabt, at Eiendomsret senere skulde være erhvervet ved Hævd. Men jeg kan ikke finde, at der er ført nogetsomhelst Bevis, hvorpaa Paastanden om Hævd kunde bygges. Hertil vilde nemlig i hvert Fald maatte kræves, at der var ført Bevis for en videregaaende Brug og Raadighed over Skoven end den, som Brugsretten efter Privilegierne kunde hjemle. Og den Omstændighed, at der fra Værkets Side ofte har været

Side:616

benyttet Udtrykket Eiendomsret o. L. om Værkets Forhold til Strækningen, kan efter min Mening ikke tillægges nogen Vægt. Jeg skal forøvrigt med Hensyn til Spørgsmaalet om Værkets Eiendomsret henvise til Førstvoterendes Votum i den under Voteringen tidligere berørte Høiesteretsdom i Ugebl. X Side 231.

Jeg skal sluttelig tilføie, at selv om man kunde gaa ud fra, at et Salg af Skoven i sin Tid havde fundet Sted fra Statens Side, vilde neppe derved Strækningen have ophørt at være Almenning, men alene være gaaet over fra Statsalmenning til Privatalmenning, hvilket ikke kunde medføre nogen Forandring med Hensyn til Almuens Brugsret.

Jeg voterer altsaa for Appell.s Frifindelse; men da jeg efter Konferencen har Grund til at tro, at der er Flertal for et andet Resultat, skal jeg ikke forme nogen Konklusion.

Med Hensyn til den befalede Sagførers Salarium og med Hensyn til Procesomkostningerne er jeg enig med de tidligere Voterende.

Assessor Reimers: Jeg er enig med Hr. Assessor Scheel i Resultatet og slutter mig i alt Væsentligt ogsaa til hans Begrundelse. Det forekommer mig ikke tvivlsomt, hvad ogsaa stemmer med hvad der af Røros-Kommissionen er antaget, at den heromhandlede Strækning, den saakaldte Røros østre Almenning, har været og den Dag idag er Statsalmenning. Det er en Sag for sig, at den efter al Sandsynlighed kun i forholdsvis ringe Udstrækning blev benyttet fra Almuens Side før den Tid, da Røros Værk blev anlagt og fik sine Privilegier; men dette kan i mine Tanker ikke i nogen Maade forrykke Retsforholdet, idet Strækningen er og bliver Almenning.

Spørgsmaalet er for mig kun, hvilken Indskrænkning Almuens Brugsret i denne Almenning er undergaaet ved de Røros Værk meddelte Privilegier. Og herunder maa man, mener jeg, holde sig vel for Øie, at den Ret, som Værket ved Privilegierne har faaet, alene var en Ret til Benyttelse af Skoven. Det kan være et Spørgsmaal - hvad der som bekjendt ogsaa har været meget omstridt - om ikke den Ret, der ved Privilegierne indrømmedes Røros Værk, meddeltes med Forbehold af Almuens Brugsret ogsaa til Skoven. Men dette Spørgsmaal finder jeg det ikke fornødent at indlade mig paa efter det Resultat, hvortil jeg kommer. Et er ialfald sikkert, - og det forekommer mig, at Privilegiernes Ord derom ikke efterlader Tvivl -, nemlig at den Ret, som ved Privilegierne meddeltes, kun gjaldt Benyttelsen af Skoven. De øvrige i Almenningsretten indbefattede Beføielser saasom Beitesret, Mosetag osv. mener jeg derimod maatte i ethvert Fald blive ganske uberørte af Privilegiet og følgelig fremdeles Almuen forbeholdte. Det maa jo her erindres, at Privilegierne indeholder en Ret til Hugst ikke blot i Statsalmenninger og i Skove tilhørende beneficeret Gods, men ogsaa i private Eiendomsskove. Det heder nemlig i Privilegiernes §4: «Alle de Skove, være sig Kronen, Geistligheden eller andre Kgl. Undersaatter tilhørige indenfor Cirkumferencen bevilges og fornævnte Participanter til Bergværket, som nu er, eller herefter udi samme Cirkumference opfindes kan, dets Brug og Bygning af Hytter og Hammer og al anden Værkets Fornødenhed saasom Kul, Sætteved og Andet, at maa hugges bruges og nydes uden nogen Indpas eller Modsigelse, og ingen Anden

Side:617

paa de Steder at maa hugge Saug- eller andet Tømmer, som til Værket tjenligt er eller dem skadeligt; dog udi Kongens og Kronens Skove for Intet, og i Geistlighedens og Adelens for billig Betaling, saavidt fornødent, at være følgagtigt». Nu kan det ikke være i mindste Maade tvivlsomt, at det ikke har været Privilegiernes Mening at indskrænke de private Eieres Ret til Benyttelse af Skoven udenfor de Grændser, som Privilegiernes §4 angiver. Men det Samme maa da ogsaa gjælde om de Statsalmenninger, som laa indenfor Cirkumferencen og derfor omfattes af §4.

Jeg skjønner ikke, at det kan siges, at der foreligger et historisk udviklet Forhold, i Kraft af hvilket Røros Værk skulde have nogen Ret, der strækker sig udover Privilegiernes Ord, og som skulde kunne hindre Almuen fra at udøve de Beføielser i Almenningen, som ikke ved Privilegierne - og disse maa her forstaaes strængt - er den betaget.

Hvad angaar Mosetag, er det ganske vist saa, at Sagens Oplysninger tyder hen paa, at Almuen tidligere indtil ialfald for faa Decennier siden ved sit Mosetag væsentlig holdt sig til Snaufjeldet eller over Skovgrændsen. Dette har imidlertid i mine Tanker kun været et faktisk Forhold, begrundet deri, at det er bekvemmest at tage Mosen paa Fjeldet istedetfor i Skoven, hvor den let opblandes med Bar og derfor mindre egner sig til Kreaturføde; men det kan retlig ikke være til Hinder for, at Mosetaget ogsaa udstrækkes til Skoven. Den Omstændighed, at Mosetag der kan være hinderlig for Skovens Reproduktion, for Gjenvæxten, skjønner jeg ikke kan være tilstrækkeligt Fundament for Røros Værk til at forbyde Mosetag i Skoven. Der kan, som bekjendt, gives mange ved Siden af hinanden løbende Brugsrettigheder over fast Eiendom, som maa kunne frit udøves uden Hensyn til, om Udøvelsen er til Ulempe for Grundens Eier eller for andre Rettighedshavere. En anden Sag er det, at der vistnok i Tilfælde maatte være Adgang til gjennem den Forstforvaltning, som Røros Almenning er undergivet, at udfærdige Forskrifter for Almenningsbruget, tilsigtende at hindre en Udøvelse af Retten til Mosetag, som kan være skadelig for Skovens Gjenvæxt. Af hvem disse Forskrifter i Tilfælde skulde udfærdiges, anser jeg det ufornødent at udtale mig om. Der er som bekjendt ved Røros Værk ansat en Skovinspektør, som i meget stor Udstrækning repræsenterer Statens forstlige Interesser i de Statsskove, i hvilke Verket er indrømmet Brugsret. Om disse Regler i Tilfælde maatte blive at udfærdige af Skovinspektøren eller nogen høiere Autoritet, anser jeg det som sagt ikke nødvendigt her at udtale mig om; men at dertil maa være Adgang i Henhold til Skovl.s 4de Kapitel §48 sammenholdt med Lov om Almenningsskove afødt xx.xx.1857 §6 flg., anser jeg ikke tvivlsomt. Imidlertid, saadanne Forskrifter foreligger ikke for den heromhandlede Almenning, og de kan ikke erstattes af den nøgne Kjendsgjerning, at Røros Værk har bestridt Appell.s Ret til Mosetag paa de omhandlede Steder og derefter anlagt Sag. Efter Skovl. kræves Udfærdigelse af almindelige og for alle bindende Forskrifter i saa Henseende. Det er paa disse Betragtninger jeg kommer til det Resultat, at Appell. maa frifindes for Røros Værks Tiltale. Med Hensyn til Salarium og Procesomkostninger er jeg enig med de foregaaende Voterende.

Side:618

Extraordin. Assessor, Generalauditor Broch: Jeg er i det Væsentlige og Resulatet enig med Førstvoterende.

Assessor Ottesen: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med DHrr. Assessorerne Scheel og Reimers. Det er paa det Rene under Sagen, at det omhandlede Mosetag er foregaaet paa et Sted, der ligger indenfor Statsalmenningens Grændser. Ligesaa er det paa det Rene, at der tilkommer Almuen Ret til Mosetag der, saaledes som ogsaa antaget saavel i Theori som Praxis. Der maatte, forekommer det mig, paavises en bestemt Hjemmel for den Forskjel, der er opstillet med Hensyn til Retten til Mosetagning, eftersom denne foregaar paa Høifjeldet eller paa Steder, hvor der kan voxe Træer, navnlig naar Hensyn tages til, at alle Vidner er enige i, at intet Forbud fra Værkets Side nogensinde i Aarenes Løb har været nedlagt mod Mosetagning. Det er af Vidnerne og navnlig af Kontrav.ne forklaret, at der har værret taget Mose saavel nede i Skoven som paa Høifjeldet. Naar det er anført, at det af 4 og 5 Kontrav.s Prov skulde fremgaa, at det først er i de senere Decennier, at der er skeet Mosetagning i Skovlennet, saa stemmer dette ikke ganske med Udtrykkene i Vidneprovene. 5 Kontrav. forklarer saaledes som Svar til Spørgsmaal 6, at «Mosetagning har i Tiden 1887 og 1888 foregaaet baade paa Fjeldet og i Skoven; for den Tid foregik den mest paa Fjeldet». Den sidste Udtalelse udelukker altsaa ikke, at Mosetagning ogsaa kan være skeet i Skoven. Og 6 Kontrav. svarer til det samme Spørgsmaal: «Vidnet tog Mose i 1871 paa Østsiden af Gjeta i Skoven; de øvrige Aar tog han Mose paa Vestsiden af samme, hvor der ikke var Skov». Altsaa, paa Østsiden har Vidnet taget Mose i Skoven, og i hvert Fald har de øvrige Vidner forklaret, at de ogsaa har taget Mose i Skoven. Det forekommer mig, at den Brug, som saaledes har fundet Sted i et saa langt Tidsrum som tre Decennier - det er forklaret at den er skeet saavel i Aarene 1871, 1872 og 1873 som i enkelte tidligere Aar - og som ikke nogensinde er forbudt, afgiver et stærkt Vidnesbyrd om, at Værket er gaaet ud fra, at denne Ret ikke kan forbydes.

Efter de Oplysninger, som foreligger saavel i de tidligere Sager som i nærværende Sag, maa man gaa ud fra, at de her omhandlede Trakter er Statsalmenning og intet andet. Og i hvert Fald bortfalder enhver Tvivl herom derved, at det i Loven afødt xx.xx.1818 i Privilegierne udtrykkelig siges, at ingen maa nedsætte sig i de Almenninger, hvor Værket har Brugsret. Det udtales altsaa her udtrykkelig, at Røros Værks Ret er en Brugsret, og at de omtalte Territorier er Almenning. At Mosetagningen muligens paa den Tid, Privilegierne blev givet, kun fandt Sted i forholdsvis ringe Udstrækning fra Almuens Side, kan som af Hr. Assessor Reimers bemærket ikke tillægges nogen Betydning, da Almuens Brug af Almenningen ikke kan være saaledes at forstaa, at den alene skulde komme de daværende faa Opsiddere eller Gaarde tilgode, hvorimod de paagjældende Rettigheder naturligvis ogsaa maa tilligge den senere Befolkning, som efter Stedets videre Bebyggelse nedsætter sig der.

Det forekommer mig ogsaa, at en Skjelnen her mellem Høifjeld og skovfaste Trakter vilde lede til store Vanskeligheder og medføre en ubillig Indskrænkning i Almuens Ret.

Side:619

Det er paapeget under Sagen, at der vistnok som oftest foregaar Mosetagning paa Høifjeldet, og at Mosetag i Skoven er mindre tjenligt. Men der forefindes i selve Skoven store aabne Strækninger (der altsaa ikke henregnes til Fjeldet), hvor paa Grund af det sparsomme Jordlag Mose er det eneste, som voxer. Det vilde være ganske vilkaarligt og uden Grund, om den Omstændighed, at der omkring saadanne aabne Strækninger voxer endel Træer, skulde hindre Almuen fra at tage den Mose, som voxer paa Stedet, og hvortil den er henvist, saalænge Fjeldet endnu ikke paanyt er tildækket af Mose.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.

Af Underrettens Dom hidsættes:

I Anledning af at Indst. Ellev E. Klokkervold Høsten 1892 havde taget Mose inden Eiendommen Fjølburøstens Grændse har Citantsk. Røros Værk efter forgjæves Forligsmægling ved Stevning afødt xx.xx.1893 sagsøgt Indst. og nedlagt Paastand om at han kjendes uberettiget til paa Gaarden Fjølburøstens Grund og inden dens Grændser at tage Mose og tilpligtes for tagne 41 Læs Mose at udrede Erstatning til Citantsk. efter uvillige Mænds paa Indst.s Bekostning optaget Skjøn samt at han tilpligtes at udrede Sagens Omkostninger med tilstrækkeligt Beløb.

Under Sagens Behandling paa Aastedet den 30 August 1893 erkjendte Indst. Høsten 1892 inden Fjølburøstens Enemærker at have taget 41 Læs Mose, og at af denne Mose 9 Læs er tagne vestenfor Floerne langs Gjeta Elv og Resten nordenfor Husene paa Fjølburøsten men nede i Skoven omtrent midt i Eiendommen.

Indst. har paastaaet sig frifunden og tilkjendt Sagsomkostninger.

Citanstsk. har ved Sagens Inkamination som Begrundelse for Paastanden henvist til Proceduren i en ældre Sag: Røros Værk mod Hans M. K. Brynildsvold, afgjort ved Overretsdom afødt xx.xx.1889, af hvilken Sag Akt fremlagdes, og til Citantsk.s Indlæg i denne Sag, forsaavidt disse maatte finde Anvendelse paa nærværende Sag og specielt til Værkets i nævnte Akt indtagne Skjøde afødt xx.xx.1729 paa Rørosgodset, til hvilken Eiendommen Fjølburøsten paastaaes at høre, og til en ligeledes i nævnte Akt indtagen Designation affattet i 1730 af Foged Ibsen over de Eiendomme, der ved Auktion i 1728 solgtes til Røros Værk.

Citantsk. har under Sagen støttet sig til den Paastand, at samme ved det nævnte kongelige Skjøde afødt xx.xx.1729, der omfatter Jordegods af samlet Skyld 4 Spand 1 Øre 15 Mark, langs det saakaldte Rørosgods, til hvilket ogsaa Eiendommen Fjølburøsten hørte, er bleven Eier af den Strækning i hvilken den omhandlede Mose er tagen, og at Indst. paa Grund af denne Citantsk.s Eiendomsret er uberettiget til Mosetægt sammesteds.

Indst. har derimod paastaaet, at det omhandlede Skjøde alene hjemler Citantsk. Eiendomsret til Engsletterne og Slaatteengene paa de Eiendomme, som Skjødet omfatter, medens de øvrige til Eiendommen henhørende Strækninger er at betragte som Almenning, i hvilken Henseende Indst. har henvist til den under Sagen fremlagte trykte Indberetning afødt xx.xx.1879 fra den ved kgl. Resolution afødt xx.xx.1875 indsatte Kommission til Undersøgelse af Statens og Røros Værks indbyrdes Forhold med Hensyn til Skovvæsenet.

Indst. har fremdeles hævdet, at Spørgsmaalet om, hvorledes Skjødet af 1729 er at forstaa, om hvorvidt der ved samme alene hjemles Citantsk. Eiendomsret til Engsletterne og Slaatteengene eller en videre gaaende Eiendomsret, er et Spørgsmaal, der tillige interesserer Staten, hvorfor dette Spørgsmaal ikke kan afgjøres

Side:620

under nærværende Sag, i hvilken Staten ikke er stevnt og paastaar, dersom Sagen af denne Grund maatte findes at burde afvises ex officio, Kost og Tæring.

Af Aktsudskrift af Auktionen i 1728, indtagne i den af Citantsk. fremlagte Akt i den nævnte ældre Sag Røros Værk med Hans M. Karlsen Brynildvold sees, at det var paa «Engsletterne og Rødningspladserne med Boxel», at Røros Værk ved Auktionen blev høistbydende, og som Skjødet af 1729 saaledes angaar.

Naar Indst. under Sagen har paastaaet, at det ikke er godtgjort, at Eiendommen Fjølburøsten hører til de Eiendomme, der i 1728 solgtes til Røros Værk, kan Retten efter det under Sagen dokumenterede ikke finde det tvivlsomt, at Eiendommen Fjølburøsten er den samme Eiendom, som omhandles under No. 74 i den i nævnte Akt indtagne af Foged Ibsen i 1730 affattede Designation over de solgte Eiendomme, og som der er betegnet som «Peder Fastesens Sletter i Gjøsmodalen og søndre Hestfjeldet» og ligeledes samme Eiendom som omhandles i de af Citantsk. fremlagte Bygselsedler afødt xx.xx.1733 og 12 Novbr. 1878, kfr. den under Sagen fremlagte Skrivelse afødt xx.xx.1893 fra Bergskriver Hanan.

Naar Parterne fremdeles have været uenige om Eiendommens Grændser, findes dette Spørgsmaal af mindre Betydning for Sagen, da det af Indst. er erkjendt, at Mosen er tagen inden Fjølburøstens Grændser.

Parterne ere imidlertid enige om, at Mosen ikke er tagen paa Engesletterne eller Slaatterne, men derimod i Eiendommens Udmark, medens dog Stedet, hvor Mosetægten er foregaaet, ikke er paavist.

Af den under Sagen fremlagte Indberetning fra den nævnte i 1875 nedsatte kongelige Kommission sees det, at Spørgsmaalet om, hvorvidt nogen Del af de til Citantsk. i 1728 solgte Eiendomme er at betragte som Almenning, har været behandlet af Kommissionen, der er kommen til det Resultat at Staten fremdeles er Eier af den Strækning, der af Kommissionen er betegnet som østre Feragens Almenning, idet Kommissionen formener, at den Strækning, som ved det nævnte Skjøde solgtes, var «en Mangfoldighed af Sætervolde, Engsletter og Myrsletter, hvilke dengang som nu benyttedes til Kreaturfodring». I denne Henseende har Kommissionen henvist til Indholdet af de ældre paa disse Engsletter udstedte Bygselsedler og til Matrikulen af 1723, i hvilken sidste bl. A., efter hvad Kommissionen har anført, Eiendommen Fjølburøsten er betegnet som bestaaende af «Engsletter».

Da det nu som anført er paa det Rene mellem Parterne, at Mosen ikke er tagen paa Engsletterne, men i Eiendommens Udmark, fremgaar det heraf, naar dette sammenholdes med Sagens Oplysninger om Fjølburøstens Beliggenhed og det fremlagte Kart, at den er taget paa et Sted, som af den nævnte Kommission er betegnet som henhørende til østre Røros Almenning.

Spørgsmaalet om, hvorvidt den Strækning, som af Kommissionen er betegnet som østre Røros Almenning, er henhørende til den Strækning, der ved Skjødet af 1729 solgtes til Citantsk. eller er at betragte som Almenning, sees af det Anførte at være Gjenstand for Tvist mellem Citantsk., der som anført har paastaaet ved Skjødet at være bleven Eier ogsaa af den Del, som Kommissionen har betegnet som Almenning, og det Offentlige og Retten er derfor enig med Indst. i, at der ikke er processuel Adgang til under nærværende Sag, i hvilken Staten ikke er stevnt, at afgjøre dette Spørgsmaal.

Forsaavidt Indst. i denne Forbindelse har paastaaet, at der af denne Grund kunde blive Spørgsmaal om, at Sagen ex officio afvises fra Retten og Indst. tilkjendes Kost og Tæring hos Modparten, bemærkes, at det maa staa Citantsk. frit for ved at støtte sig til andre Søgsmaalsgrunde end den, paa hvilken det principalt har bygget, at bevise Indst.s Mangel paa Berettigelse til den omhandlede Mosetægt. Der antages derfor ikke at burde blive Spørgsmaal om Sagens

Side:621

Afvisning af den nævnte Grund, hvorimod Indst. vil blive at frifinde, dersom Citantsk. ikke paa andre Grunde har tilveiebragt Bevis for Paastanden.

Da efter det Anførte Spørgsmaalet om, hvorvidt den omhandlede Strækning, i hvilken Mosen er tagen, er at anse som Almenning eller som Værkets Eiendom ikke antages at kunne afgjøres under Sagen, findes det ufornødent at indgaa paa det under Sagen omprocederede Spørgsmaal, hvorvidt Ret til Mosetag i Almenning er at anse som Almenningsret for den brugsberettigede Almue eller paa Spørgsmaalet om, hvorvidt der som af Indst. paastaaet, tilkommer Indst. nogen selvstændig Ret som brugsberettiget i den nævnte Strækning.

Citantsk. har fremdeles til Støtte for sin Paastand fremholdt og paastaaet, at Citantsk. i ethvert Fald har fuld og exklusiv Raadighed over Skoven paa den omhandlede Eiendom og de øvrige Eiendomme som Skjødet omfatter. Da nu Mosen qv. paastaaes tagen i Skov, og da Mosetægt paastaaes skadelig for Skoven, har Indst., paastaaes der, ved sin Mosetægt krænket og gjort Indgreb i Citantsk.s udelukkende Brugsret, hvorfor han paastaaes uberettiget til saadan Mosetægt.

Indst. har vistnok under Sagen specielt benegtet, at Mosetaget er foregaaet i Skov og paastaaet, at samme er foregaaet i saadant Terræn, som man i Almindelighed vilde kalde skovløst, om det end indrømmes, at der kan staa et eller flere enkelte Trær og helst Løvtrær hist og her indemellem de Punkter, paa hvilken Mosen er tagen, uden at der dog kan være Tale om at kalde dette Terræn Skov. Efter Indst.s Paastand er Mosen tagen paa Floer (skovbare Myrstrækninger), paa Moserabber (skovbare Torvstrækninger) men ikke paa Skovbund d. e. ikke der, hvor Skov findes, at forsaavidt den ikke er tagen helt paa Fjeldet - over eller udenfor Skovgrændsen.

Citantsk. har i denne Anledning paastaaet, at det under Sagen og navnlig under Aastedsbefaringen skal være erkjendt af Indst., at Mosen er tagen i Skov, og at det ialfald af Klagen skal fremgaa, at saa er Tilfælde.

Under Aastedssessionen har Indst. som anført erkjendt, at af de tagne 41 Læs er 32 Læs tagne nordenfor Husene paa Fjølburøsten nede i Skoven omtrent midt i Eiendommen og tilføiet, at han ikke før for omtrent 5 Aar siden har taget Mose paa Fjølburøstens Enemærker uden paa Fjeldet, men at han siden den Tid har trukket sig længere ned.

Retten finder med Citantsk., at der i denne Indst.s Udtalelse indeholdes en ligefrem Erkjendelse af, at Mosetægten forsaavidt angaar de 32 Læs er foregaaet i Skov.

Derimod er for de øvrige 9 Læs's Vedkommende ikke af Indst. afgivet nogen Erkjendelse om, at disse er taget i Skov, og det kan heller ikke findes, at det af Klagen fremgaar, saaledes som af Citantsk. paastaaet, at saa er Tilfældet. Indst. har udtrykkelig benegtet, at Mosen er tagen i Skov, og det maatte da paahvile Citantsk. at bevise sin Paastand, men saadant Bevis er ikke ført.

Men Hensyn til den af Citantsk. paastaaede Brugsret til Skoven har Indst. vistnok erkjendt, at der tilkommer Citantsk. saadan Brugsret, men paastaaet, at denne Brugsret er saaledes indskrænket, at Citantsk. alene har Ret til Fyldestgjørelse af sit Behov for Værkets Drift, samt at Værkets Brugsret alene udelukker den brugsberettigede Almue fra at tage Skovmaterialier skikkede til Tømmerhugst.

At Citantsk. har exklusiv Brugsret til Skoven, finder Retten, saaledes som af Citantsk. fremholdt, at fremgaa af de Røros Værk tilstaaede Privilegier, der indeholdes i Lov afødt xx.xx.1878, 2den Afdeling §2. Angaaende Udstrækningen af denne Citantsk.s Brugsret finder Retten i det Væsentlige at kunne henholde sig til den i Røroskommissionens fremlagte trykte Indstilling Side 36-46 givne Fremstilling, idet Retten finder at maatte tiltræde det Resultat, hvortil Kommissionen er kommen, at der ikke tilkommer Almuen nogen Brugsret i Skoven.

Side:622

At Citantsk. har saadan udelukkende Brugsret til Skoven er ogsaa antaget i de af Citantsk. paaberaabte tidligere Retsafgjørelser, navnlig Høiesteretsd. afødt xx.xx.1870 Rt-1870-385 og i en under Sagen fremlagt Overretsdom afødt xx.xx.1889.