Rt-1899-677
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1899-07-29 |
| Publisert: | Rt-1899-677 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 145 for 1ste Session f. A. |
| Parter: | Truls E. Hamremoens Konkursbo (Adv. F. M. Bugge) mod Stervboenken Kirsti Trulsdatter Hamremoen m. Fl. ( Adv. Prydz). |
| Forfatter: | |
| Lovhenvisninger: | Arveloven (1854) §33 |
Ved Kjendelse, afsagt den 21 Juli 1897 af Skifteretten inden Eker, Modum og Sigdals Sorenskriveri, blev saaledes exagtet: "Truls Hamremoens Konkursbos Begjæring om at tage Elling. Hans Jørgensen Hamremoens og gjenlevende Hustrus Fællesbo under Skiftebehandling bliver ikke at tage til Følge".
Denne Kjendelse har Konkursboet ved Stevning afødt xx.xx.1897 paaanket til Kristiania Overret, ved hvis under 6, Juni 1898 afsagte Dom. Kjendelsen stadfæstes og Processens Omkostninger for Overretten ophævedes.
Med Hensyn til Sagens nærmere Omstændigheder henvises til nysnævnte Doms Præmisser.
Denne Dom er af Konkursboet ved dets Bestyrelsee ved Stevning afødt xx.xx.1898 indanket til Høiesteret, hvor af Appellantsk. er nedlagt saadan Paastand: "At Elling. Hans Jørgensen Skinnæs's og Hustrus Fællesbo bliver at tage under Skiftebehandling ved Eker Modum og Sigdals Skifteret, og at Truls Hamremoens eventuelle Arv i dette udlægges hans Konkursbo, - dog med Fradrag af, hvad Afdøde i Henhold til Arvelovens §33 havde Ret til frit at disponere over saalangt som fornødiges for at dække Konkurskreditorernes Fordringer og Skifteomkostningerne, samt at de Indst. ilægges Processomkostninger for alle Retter".
Indst. har nedlagt saadan Paastand: "At Sagen afvises og de Indst. tilkjendes, Kost og Tæring, eller at Indst. frifindes og tilkjendes
Høiesteret kommer til samme Resultat som de tidligere Instantser og finder det i det Væsentlige tilstrækkeligt at henvise til den der givne Begrundelse, uden at man finder det nødvendigt at udtale sig om hvorvidt ikke dette Resultat ogsaa kunde bygges paa andre Grunde.
I Henold til til Foranførte findes Overrettens Dom at burde stadfæstes. Man finder derhos, at Appell. har havt saa liden Føie til for Høiesteret at indbringe nærværende Sag, der var gaaet ham imod i 2 Instantser, at han bør betale Processens Omkostninger for Høiesteret.
Dom:
Overrettens Dom bør ved Magt at stande. I Processomkostninger for Høiesteret betaler Appell. Truls E. Hamremoens konkursbo til de, Indst., Kirsti Trulsdatter. Hamremoen, Hans Jorgen Hamremoen, Gunhild E. Væsendrud, Ole Slevigen, Truls Ellingsen Haug samt G. G. Tandberg som Værge for Sidstnævntes umyndige Børn 200 - to Hundrede - Kroner.
Overrettens Dom er saalydende:
Truls Hamremoen overleverede i 1892 sit Bo til Konkursbehandling, som sluttede den 8 Septbr. 1893 med en Dividende af 24.3 % til uprioriterede Kreditorer. Boet behandledes ved Ringeriges Skifteret. Boets faste Eiendomme folgtes under Skiftet til Konkursmandens Fader Elling Skinnæs, som atter folgte dem
Side:678
til Opbyderens umyndige Børn for 22.000 Kroner og Føderaad til disses Forældre, og med den Bestemmelse, at Kjøbesummen skulde likvideres i Børnenes mulige Arv efter Bedsteforældrene (Elling Skinnæs og Hustru), og disse (Børnene) beholde Gaardene, selv om Arven ikke blev saa stor, at Kjøbesummen dækkedes. Børnene fik Skjøde fra Ringeriges Skifteret, dateret og thinglæst 15 Juni 1894.
Den 30 Decbr. 1893 oprettede nævnte Elling Skinnæs og Hustru et Testamente, hvorved bestemtes, at Sønnen Truls Hamremoen ikke skulde tage Arv efter dem, men hans Børn i hans Sted, indtræde som Arvinger, og har Truls Hamremoen og Hustru samme Dag paategnet dette Testamente, at de giver Afkald paa Arv efter Elling Skinnæs og Hustru, og Samtykke til den i Testamentet trufne Bestemmelse.
Den 9 Marts 1897 afgik Elling Skinnæs ved Døden, og den 5 April f. A. blev ved en privat Ordning Boet opgjort, idet Truls Hamremoen ikke blev anseet som arveberettiget, men hans Børn beholdt de omhandlede Gaarde, hvis Kjøbesum betydelig oversteg deres Arvelod.
Den 12 April 1897 foreviste de umyndige Børns Værge dette Opgjør og Skjødet afødt xx.xx.1894 samt Testamentet for Eker, Modum og Sigdals Skifteret, som, da det efter Dokumentet var utvivlsomt, at Truls Hamremoens umyndige Børn ikke kunde erholde mere i Elling Skinnæs og Hustrus Bo end de dem tildelte Gaarde, meddelte disses Værge den 22 April f. A., at den ikke fandt Grund til ex officio at tage nævnte Bo under Skiftebehandling.
Efter Forlangende af en Del af Truls Hamremoens Kreditorer besluttede Ringeriges Skifteret den 23 April 1897 Gjenoptagelse af Truls Hamremoens Konkursbo, og besluttedes, at der skulde ske Henvendelse til Eker, Modum og Sigdals Skifteret om at tage Elling Skinnæs og Hustrues Bo under Skiftebehandling. Dette skede i Skrivelse afødt xx.xx.1897, hvori specielt fremhævdes, at Konkursboet ikke erkjender Truls Hamremoens Adgang til at frafalde Arv efter Forældrene til Skade for hans Kreditorer, hvorhos bemærkes, at ialfald nogle af Truls Hamremoens Børn ere umyndige. Det paastodes, at der i Boet gies Truls Hamremoens Konkursbo Udlæg for den Sidstnævnte tilkommende Arv efter Forældrene, med Fradrag af den Del, hvorover en Arvelader kan forføie trods Livsarvinger, og begrændset til, hvad der udfordres til Truls Hamremoens Kreditorers Dækkelse.
Skiftebehandling blev ifølge heraf holdt i Elling Skinnæs og Hustrues Bo den 12 Juni 1897, hvor Konkursboets kurator mødte og inhærerede Indholdet af Ringeriges Skifterets Rekvisition, idet han derhos Indvendinger mod at godkjende Arvefordelingen afødt xx.xx.1897. Efterat de mødende Arvinger havde Protesteret mod Rekvirentens Paastande, og Forligsprøve forgjæves var anstillet, blev der den 21 Juni 1897 afsagt Kjendelse, hvorved Konkursboets Rekvisitioner blev negtet Tilfølgetagelse.
Denne Kjendelse har Konkursboet ved Stevning afødt xx.xx.1897 paaanket til Overretten, hvor det gjentager den for Skifteretten nedlagte Paastand, med Tillæg om, at de Indst. solidarisk ilægges Sagsomkostninger for Overretten.
De Indst., Elling Skinnæs Enke og Arvinger, derunder Truls Hamremoen og dennes umyndige Børn med Værge, paastaar principalt Sagens Afvisning, fordi Truls Hamremoen forlængst sluttede Konkursbo ikke er kompetent Sagfører, subsidiært Stadfæstelse af Skifterettens Kjendelse og Frifindelse samt Tilkjendelse af Sagsomkostninger.
Retten skal bemærke, at Appellantsk. ikke kan sees at inhærere den Paastand, at Elling Skinnæs Bo maa tages under Skifterettens Behandling, fordi der i samme er umyndige Arvinger. Da derhos Skifterettens Kjendelse ikke afgjør noget om dette Spørgsmaal, men alene derom henviser til dens Skrivelse af 22 April,
Side:679
og den deri trufne Afgjørelse ikke heller er paaanket, formenes dette Spørgsmaal heller ikke at foreligger til Overrettens Afgjørelse; kfr. ogsaa Appellantsk.s Deduktionsindlæg, hvorefter det Spørgsmaal, der foreligger, alene er, om T. Hamremoen ved det givne "Afkald" har kunnet unddrage sin Arvedel fra Kreditorerna.
Afvisningspaastanden antager Retten ikke at burde tage tilfølge; foruden at den først er fremkommet i Overretten, skal bemærkes, at Skifterettens Afgjørelse af, at, Konkursboet er optaget til fornyet Behandling, er en upaaanket Retsafgjørelse, og at der saaledes nu i dette Bo foreligger Spørgsmaalet om, hvorvidt Konkursmanden og paa dennes Vegne hans nuværende Konkursbo har Ret til den efter Faderen Elling Skinnæs faldne Arv.
Som af Appellantsk. bemærket, vil Afgjørelsen i Realiteten bero paa Løsningen af Spørgsmaalet, om Truls Hamremoen med Retsvirkning for sine Kreditorer, har som skeet, kunnet ved Afkald forud for Arvefaldet renuncere paa Arv efter sin Fader, særligt naar hans eventuelle Arv dermed skulde gaa over paa hans Børn, og naar han ved Afkaldets Meddelelse var insolvent.
Retten antager, at dette Spørgsmaal maa besvares bekræftende. Arveretten. som saadan kan, saalænge den ikke ved Arvefaldet har faaet noget reelt Indhold, ikke betragtes som en Formueret, men alene som en i Familieforholdet begrundet Udsigt til eller Mulighed af fremtidig fomueretlig Ehrvervelse eller Rettighed. Hvorvidt Udsigten hertil bliver Realitet og Virkelighed, er selv for "Livsarvinger" uberegneligt og underkastet Tilfældigheder. At Kreditorer skulde kunne betragte Forholdet som involverende bestemte Rettigheder for Arvingerne, er saa meget mere uantageligt, Erhvervelsen af nogen virkelig Ret beror paa, om Familieforholdet opløses ved Døden, saavelsom paa baade den eventuelle Arveladers og Arvings bestemmelser; bortseet fra Arveløsgjørelse og fra, at Midlerne inden Arvefaldet forbruges, kan Arvinger modtage i levende Live Understøttelser, som ensidig eller efter Overenskomst kan afkortes i Arven, og dette tildels ogsaa, hvad angaar Forstrækninger til Børnebørn (kfr. nærværende Tilfælde), og kan det ikke være Tvivl om, at Loven ikke tænker sig, at en Arvings Kreditorer skulde kunne modsætte sig saadanne Anordninger. At en Arving ved Meddelelse af "Afkald" helt renuncerer paa Ar eller erklærer sig for saadan tilfredstillet, er derfor antagelig et Forhold, som Loven ikke har tænkt sig undergivet Kreditorernes Bestemmelse og Samtykke, og det ogsaa, om Hensynet til disse kan hade havt sin Betydning for Arvings og Arveladers Bestemmelse.
Er saaledes "Afkaldet" bindende for Truls Hamremoens Kreditorer, kan ialfald disse ikke have nogen Indsigelse at gjøre mod, at dennes Børn af Arveladeren er tildelt den saaledes ledige Arvedel eller de omhandlede Gaarde.
Den paaankede Kjendelse vil saaledes blive at stadfæste, idet Sagsomkostningerne ophæves.