Hopp til innhold

Rt-1899-721

Fra Rettspraksis


Instans: Høyesterett - Dom
Dato: 1899-09-09
Publisert: Rt-1899-721
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang: L.nr. 4 2den Session s. A.
Parter: Bottolf Knudsen Rød (Adv. Ramm) mod Ole Olsen Hellen (Overretssagf. P. H. Borgen til Prøve).
Forfatter: Blom, Thoresen, Reimers, Roll, Birkeland, H. Scheel, Ottesen
Lovhenvisninger:


Extraordin. Assessor, Sorenskriver Blom: Med Hensyn til nærværende Sags Anlæg, de under samme tidligere nedlagte Paastande og i det Hele til Processens Gang ved de underordnede Instantser henviser jeg til Præmisserne til den af Bergens Overret under 24 Mai 1879 afsagte Dom.

Ved denne blev saaledes kjendt for Ret:

«Forsaavidt angaar Spørgsmaalet om Indskrænkning for Kontraappellantens Benyttelse af Løiperne Sleppen og Støverlappen i den Tid Hovedappell. driver Laxefiske, kjendes Underretsdommen uefterrettelig, og Sagen afvises forsaavidt fra Underretten.

Kontraappell., Bottolf Rød, kjendes uberettiget til at bruge Løiperne Bastdalen, Fersteinsteigen og Algjelet. Ligeledes kjendes Kontraappell. uberettiget til at benytte og disponere over den i Sagen omhandlede Nøsttomt, hvilken Kontraappell. bør fravige og ryddiggjøre inden 3 - tre Maaneder fra denne Doms Forkyndelse under ellers paafølgende Mulkt til Balestrands Herredskasse af 2 - to - Kroner for hver Dag Fristen oversiddes.

I Erstatning for den uhjemlede Benyttelse af denne Nøsttomt bør derhos Kontraappell. betale Hovedappell. Ole Olsen Hellen Erstatning af 1 - en - Krone fra Indkaldelsen til Forligelseskommissionen 22 Septbr. 1890, indtil Fravigelsen sker, tilligemed 4 % aarlig Rente deraf fra de aarlige Afgifters Forfaldstider, indtil Betaling sker. Forøvrigt bør Kontraappell. for Hovedappell.s Tiltale i denne Sag fri at være.

Sagens Omkostninger for Aastedsforligelseskommissionen, Underretten og Overretten ophæves».

Dommen er afsagt under Dissents, idet et af Overrettens Medlemmer voterede fro, at Bottolf Rød skulde kjendes berettiget til at bruge Løiperne Bastdalen, Fersteinsteigen og Algjelet og drehos tilkjendes Erstatning for Skade forvoldt ved Omlægningen af en Vei.

Side:722

Overretsdommen er nu af Bottolf Knudsen Rød ved Stevning afødt xx.xx.1898 paaanket til Høiesteret, hvor han har nedlagt saadan Paastand:

1) At Appell. frifindes for Indst.s Tiltale i denne Sag.

2) At Appell. kjendes berettiget til (subsidiært mod en aarlig Grundleie af 1 - en - Krone til Eieren af Gaarden Hellen) at have Nøst staaende paa den under Sagen omhandlede Nøsttomt.

3) At Appell. hos Indst. tilkjendes Processens Omkostninger ved alle Retter.

Indst., Ole Olsen Hellen, har nedlagt saadan Paastand:

At den paaankede Overretsdom stadfæstes, og at Indst. tilkjendes Procesomkostninger for Høiesteret.

Da Overretsdommen ikke er paaanket fra Ole Olsen Hellens Side, er Sagens Gjenstand for Høiesteret kun de to Spørgsmaal, om Appell. har Ret til at bruge Løiperne Bastdalen, Fersteinsteigen og Algjelet foruden de to Løiper Sleppen og Støverlappen, hvorom der ikke er Uenighed, - og videre om hans Ret til Nøsttomt.

Med Hensyn til Sagens faktiske Omstændigheder vedkommende disse to Tvistepunkter, saaledes som disse forelag for Overretten, henviser jeg ligeledes til Overretsdommens Præmisser.

For Høiesteret er endvidere fremlagt en Række af Erklæringer fra Eiere af en Flerhed af Gaarde i det her paagjældende Distrikt, hvilke Erklæringer gaar ud paa, at der ved disse Gaarde er Løiper fra ovenfor liggende Gaarde over nedenfor liggende Gaardes Grund, uden at derfor ydes nogen Betaling. Derhos har Appell. fremlagt et af ham i 1898 optaget Thingsvidne i Ytre Sogn, ligesom Indst. har fremlagt et af ham i 1899 sammesteds optaget Thingsvidne.

Jeg finder det ikke nødvendigt i Enkelthederne at gjengive Indholdet af disse Thingsvidner. Jeg anser det tilstrækkeligt at anføre, at under Thingsvidnet i 1898 har tre Vidner provet, at der omkring Aaret 1848 blev løipet Tømmer fra Røds Skov i Fersteinsteigen og Bastdalen, som dengang eiedes af Gaarden Bale, og 1 Vidne siger, at i 1858 løipedes der fra Røds Skov i Fersteinsteigen og Bastdalen, hvor det saa ud, som om Løiperne var brugt før. 4 andre Vidner forklarer sig ogsaa om nogen Brug fra Røds Side, dels af Løipet i Fersteinsteigen, dels af Løiperne baade i Bastdalen og Fersteinsteigen, især i den senere Tid efter 1873. Nogle af disse Vidner taler derhos ogsaa om, at der var Mærker efter tidligere Brug. Under Thingsvidnet i 1899 er der enkelte Vidner, som har forklaret sig paa en Maade, der kan give Anledning til at antage, at de nævnte Mærker efter ældre Løipning maaske kan skrive sig fra den af vedkommende Grundeiere selv foretagne Løipning. Herved skal jeg dog som sagt ikke nærmere opholde mig.

Jeg er med Hensyn til Spørgsmaalet om Retten til at bruge Løiperne kommen til samme Resultat som Pluraliteten i Underretten. Jeg maa nemlig efter de Oplysnigner, som foreligger om Forholdene paa Stedet saavel i det heromhandlede Distrikt i det Hele taget som ved de paagjældende Eiendomme, anse det godtgjort, at der har været en Trang for Eieren af Rød til paa de her omtvistede Steder at have en Vei, hvor han kunde bringe sit Trævirke til Søen. Jeg skal i denne Henseende særlig henpege paa Lagrettens Udtalelse under

Side:723

Hovedsagen i Sessionen den 22 Juli 1892. Der var forelagt Mændene det Spørgsmaal, om de stedlige Forhold er saaledes, at det er nødvendigt for Kontracit. (d.v.s. Eieren af Rød) at benytte Løiperne Bastdalen, Fersteinsteigen og Algjelet foruden Løiperne Sleppen og Støverlappen, idet Kontracit. ikke paa anden Maade kan komme tilsøs med sit Trævirke. Herpaa svarede Mændene, at det vil være forbundet med uforholdsmæssigt Arbeide og Omkostninger for Kontracit. at bringe alt sit Trævirke til Løiperne Sleppen og Støverlappen, medens det paa den anden Side ikke synes at være absolut nødvendigt for ham at benytte andre Løiper.

I samme Retning gaar ogsaa de Udtalelser, som i Underretsdommens Præmisser er fremkommet fra de tre Meddomsmænd, der udgjorde Rettens Pluralitet; dog er deres Udtalelser her tildels stærkere end de Udtryk, de har brugt i Skjønnet. Under Thingsv. i 1898 blev de forelagt de da fungerende Lagrettesmænd følgende Spørgsmaal: Beholder Tømmer og Ved sin Værdi for Røds Eier, naar han skal transportere fra Algjelet og Fersteinsteigen til Sleppen og Støverlappen, eller bliver Omkostningerne ved Transporten saa store, at Trævirket bliver omtrent værdiløst for Røds Eier?

Hertil svarede Lagrettesmændene: Skovstrækningen ovenfor Veien, fra Algjelet over Bastdalen til Sleppen (paa Ridset betegnet Skovvei) vil beholde sin Værdi, omend Kjøringen bliver længere. Skovstrækningen mellem Veien og Grændsen mellem Rød og Hellen, en betydelig Strækning, bliver værdiløs.

Endelig blev der under Thingsv. i 1899 forelagt Lagretten følgende Spørgsmaal:

Lagretten bedes foreholdt sit Svar ad 1 under Thingsv. den 27 August sidstl. (det jeg allerede har oplæst) og derhos tilspurgt, om ikke den til Algjelet nærmest stødende Strækning af Rød, beliggende mellem Grændsen og Veien, væsentlig bestaar af nøgne Bjergknauser og lidet væxterlig Skov, saa at Strækningen i og for sig er af liden Værdi?

Herpaa svarede Lagretten, at Størstedelen af den omspurgte Strækning er bevoxet med væxterlig Skov, og er Strækningen saaledes ikke værdiløs. Videre blev Lagretten anmmodet om at tage i Øiesyn den nedenfor nævnte Strækning førende Vei og udtale sig om, hvorvidt ikke det Trævirke, som her forefindes, kan kjøres frem til Sleppen. Hertil svarede Mændene, at som Veien nu er kan Trævirket ikke kjøres frem, uden under særdeles gunstige Sneforholde. Dersom der bliver arbeidet Vei fra Algjelskaaren til Bastdalen, kan Træverket kjøres frem, dog vil det volde meget Besvær at kjøre frem fra den omkring Algjelet staaende Skov.

Fremdeles blev Lagretten spurgt, om der uden synderlig Bekostning og Arbeide kan faaes Vei fra Bastdalen til Sleppen, hvortil den svarede Ja.

Efter hvad jeg saaledes har anført om de Udtalelser, der er kommet fra lokalkjendte Mænd, hvilke derhos særlig som Meddomsmændene under Aastedssagen maa antages at være blandt Bygdens bedste, mener jeg, at der her maa siges at foreligge et Bevis for, at der har været en Trang tilstede hos Eieren af Rød til at komme frem med sit Trævirke gjennem de heromhandlede Løiper. Og jeg

Side:724

mener, at man kan udtale dette saaledes, at om det ikke har været ham absolut umuligt at faa Trævirket ud paa andre Steder, saa har det dog praktisk taget været nødvendigt for ham at faa det frem paa disse Steder, hvis han skulde have nogen Nytte ialfald af endel af sin Skov. Der er vistnok ikke oplyst noget nærmere om Størrelsen og Beskaffenheden af denne Skov til de forskjellige Tider, og jeg vil ogsaa tilføie, at denne Omstændighed tildels har bragt mig i Tvivl med Hensyn til Resultatet i det heromhandlede Punkt i Sagen. Men jeg maa dog sige, at der er overveiende Sandsynlighed for, at Forholdene med Hensyn til Skoven og Afvirkningen af Skoven i tidligere Dage ikke mindre har paakrævet en Udvei paa disse Steder end nu, eller at der ingen Grund er til at antage, at der har været mindre Skov eller mindre Skovdrift paa disse Steder tidligere end nu. Der er paa den anden Side Udtalelser bl. A. af Lagrettesmændene, gaaende ud paa, at om der overhovedet paaføres de Eiendomme, hvorover disse Løiper gaar, nogen Skade ved Løipningen, saa er ialfald denne Skade af mindre Betydning.

Under disse Omstændigheder mener jeg, at der er en ganske overveiende Præsumtion for, at de heromhandlede Løiper virkelig har været brugt gjennem Tidernes Løb af Røds Opsiddere saa ofte, de har havt Behov for at faa sit Trævirke ned til Søen fra den paagjældende Skov. At der fra Røds Side virkelig har fundet en Brug Sted af Løiperne, derom har man ogsaa, som refereret i Overretsdommen og som tidligere af mig nænvt, flere Vidneudtalelser, hvilke jeg opfatter som Udtryk for det Forhold, som jeg mener efter al Sandsynlighed maa antages at have fundet Sted i Tidens Løb, altsaa fra gammel Tid.

Der foreligger paa den anden Side ingensomhelst Oplysning om, at Forholdet nogensinde har været anderledes, og jeg maa da ogsaa lægge en væsentlig Vægt paa, at saavel Aastedskommissionen som de tre Meddomsmænd ved Underretten uden nærmere Oplysning blot ved at se Forholdene har fundet det i sig selv ganske tydeligt og ikke været i nogen Tvivl om, at dette har været et fra gammel Tid bestaaende Forhold. Jeg indrømmer, at Spørgsmaalet for mig har vakt nogen Tvivl, men jeg tror, at det vilde være umuligt i Forhold som disse at kræve et stærkere Bevis for, at Forholdet skriver sig fra gammel Tid, og at det i sig selv har al Rimelighed for sig, at dette Forhold ogsaa for Fremtiden opretholdes.

Idet jeg saaledes mener, at man maa tilkjende Bottolf Knudsen Rød Ret til at bruge de omtvistede Løiper, søger jeg altsaa min Støtte herfor hovedsagelig i det Bevis, som jeg finder ligger i selve de stedlige Forhold og den forhaandenværende Nødvendighed eller Trang dertil. Men i denne Trang og de Forhold som her har udviklet sig, mener jeg ogsaa, at Retten maa have en vis Begrændsning, og jeg slutter mig isaahenseende til de Udtalelser, som derom er kommet fra Pluraliteten i Underretten. Denne Opfatning antager jeg ogsaa findet Støtte i Forligelseskommissionens Kjendelse.

Hvad Spørgsmaalet om Nøsttomten angaar, er jeg kommen til samme Resultat som Overretten, og jeg finder i alt Væsentligt at kunne henholde mig til, hvad der i Overretsdommens Præmisser er anført til Begrundelse af Overrettens Resultat. Her for Høiesteret,

Side:725

men ogsaa saavidt jeg kan se først her, har Appell. gjort gjældende, at hvis han ikke har Ret til at have sit Nøst staaende paa den omhandlede Tomt uden nogensomhelst Godtgjørelse, saa foreligger der ialfald et Grundleieforhold, saaledes at han kun kunde tilpligtes at betale Grundleie, men ikke tilpligtes at ryddiggjøre Tomten.

Jeg finder det ikke nødvendigt at udtale mig nærmere om, hvorvidt der er Adgang til her for Høiesteret at indlade sig paa dette Spørgsmaal. Jeg mener nemlig, at der ikke er ført nogetsomhelst Bevis for at denne Betragtning har reel Beføielse, og et saadant Bevis mener jeg maatte have været ført. Thi, fordi om det er oplyst, at der af Tomten betales Grundleie, ligger ikke deri, at Forholdet skulde være gaaet over til et stedsevarende Grundleieforhold.

Sagens Omkostninger antager jeg bør ophæves ogsaa for Høiesteret.

Jeg voterer efter dette for saadan

Konklusion:

Appell., Bottolf Knudsen Rød, kjendes berettiget til over Indst.s Ole Olsen Hellens, Eiendom at bruge Løiperne Støverlappen, Sleppen, Bastdalen, Fersteinsteigen og Algjelet, de tre sidstnævnte dog kun i Tiden mellem Michaeli og Sommermaal, 14 April.

Forøvrigt bør Overrettens Dom, forsaavidt paaanket er, ved Magt At stande, dog saaledes, at Fristen fro Ryddigjørelsen af den under Sagen omhandlede Nøsttomt bliver at regne fra Høiesterets Doms Afisgelse.

Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves.

Assessor Thoresen: Med Hensyn til Nøsttomten er jeg enig med Førstvoterende.

Hvad angaar de tre under Sagen omtvistede Løiper, da slutter jeg mig, forsaavidt angaar Bastdalen, ogsaa til ham i Resultatet under særlig Henvisning til, hvad der er forklaret af 8 og 9 Kontrav., afhørt under Thingsv. den 26 og 27 Aug. 1898 som 6te og 7de Vidne.

Derimod er jeg, forsaavidt angaar Løiperne Fersteinsteigen eller som det formentlig rettelig hedre Fersteinen og Algjelet, af den Formening, at Appell. ikke har nogen Ret til at benytte disse, der, efter hvad der er godtgjort, ikke oprindelig har tilhørt Hellen og altsaa under enhver Omstændighed er uberørt af Udskiftningen mellem Hellen og Rød afødt xx.xx.1701, et Dokument, hvorpaa der under Sagen af Hovedappell. er lagt megen Vægt. Det er nemlig oplyst, at disse to Løiper er beliggende i den saakaldte Fersteinen, en Skov- eller Slaateteig, som tidligere tilhørte Gaarden Bale. Denne Teig kjøbte Indst.s Fader i 1857 og erholdt Skjøde paa samme den 22 Juni 1858. Fra Dokumentet af 1701, hvorved Hellen og Rød udskiftedes, kan saaledes intet sluttes med Hensyn til Spørgsmaalet om Appell.s Rettigheder til Løiperne Fersteinsteigen og Algjelet; og jeg kan heller ikke finde det bevist, at der enten ved Hævd, Alders Tids Brug eller paa anden Maade er erhvervet nogen Ret til disse Løiper af Rød. Jeg vil i denne Forbindelse tilføie, at jeg maa erklære mig ganske enig med Underrettens Minoritet deri, at Appell. ikke kan erhverve sig en Ret som paastaaet blot derved, at hans Adgang til Søen i modsat Fald vilde blive maaske i betydelig Grad vanskeliggjort,

Side:726

et Moment, hvorpaa der af Underrettens Flertal er lagt en, som det synes afgjørende Vægt.

I Henhold til det saaledes Anførte finder jeg altsaa at burde votere for, at Hovedappell. kjendes uberettiget til at bruge Løiperne Fersteinsteigen eller Fersteinen og Algjelet, medens han er berettiget til at bruge Løipet Bastdalen i Tidsrummet fra Michaeli til Sommermaal (14 Apil). Iøvrigt vil jeg votere for Stadfæstelse af Overrettens Dom, saavidt paaanket er, med Ophævelse af Processens Omkostninger for Høiesteret.

Da det efter den stedfundne foreløbige Konference er mig bekjendt, at min Mening ikke deles af Rettens Flertal, finder jeg det ufornødent at formulere nogen Konklusion.

Assessor Reimers: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Assessor Roll: Ligesaa.

Extraordin. Assessor Adv. Birkeland: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Hr. Assessor Thoresen.

Extraordin. Assessor, Byretsassessor H. Scheel: Jeg er kommen til samme Resultat som Overretten. Jeg kan ikke finde, at de af Førstvoterende anførte Data indeholder tilstrækkelig Begrundelse for den Antagelse, at der er Føie til at gaa ud fra, at de tre under Sagen omtvistede Løiper har været anvendte i saa lang Tid tilbage, at Retten dertil kan støtte sig paa Alders Tids Brug. Det er vistnok saa, at der er en ikke ringe Sandsynlighed for, at der ogsaa længere Tid tilbage, end Vidneprovene gaar, har fundet Sted en Benyttelse af Løiperne fra Røds Side. Men det forekommer mig ikke, at man herfor har tilstrækkelig Sikkerhed. Dertil kommer, at om det end er saa, atder kan have været en ganske stærk Trang for Eieren af Rød til at benytte andre Løiper end Sleppen og Støverlappen, finder jeg i ethvertfald ikke, at man kan gaa ud fra, at der har været saa stærk Trang til at benytte hver enkelt af de øvrige Løiper, at man kan gaa ud fra, at samtlige ogsaa tidligere har været benyttede. Det er meget muligt, at Benyttelsen tidligere har indskrænket sig til et af Løiperne i Fersteinsteigen, uden at man kan vide, hvilket. Hvad specielt Løipet i Bastdalen angaar, forekommer det mig, at man ikke kan gaa ud fra, at der har været særdeles stærk Trang til Benyttelse deraf, da Afstanden fra de nærmeste Løiper, som Rød har havt Ret til at bruge, ikke er meget stor, og Adkomsten til Sleppen fra Bastdalen heller ikke kan antages at have frembudt synderlig Vanskelighed, eter hvad der er udtalt af Lagrettesmændene under Thingsvidnet i 1899, idet der siges, at der uden synderlig Bekostning og Arbeide kan faaes Vei fra Bastdalen til Sleppen. Forsaavidt to af de tidligere Voterende har antaget, at Appell. i ethvert Tilfælde kan støtte sin Ret til Brugen af Løipet i Bastdalen paa de Udtalelser af Hellens Eier, hvorom 8 og 9 Kontrav. (7de og 6te Tingsv.) har forklaret sig, saa kan jeg ikke deri være enig. Jeg kan ikke finde, at der i disse Udtalelser til Vidnerne om, at de kunde benytte Bastdalen til at fremføre endel Trævirke, der var kjøbt hos Røds Eier, og at Røds Folk selv peiede at benytte denne Løipe, ligger mere end at han ikke havde noget imod, at de ved Anledningen benyttede denne Adkomst.

Side:727

Jeg kan ikke finde, at heri ligger Indrømmelse af nogen Ret eller Bevis for, at nogen Ret existerer.

Assessor Ottesen: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterende Konklusion.

Af Overrettens Dom hidsættes:

Efter Forlangende af Hovedappell. Ole Olsen Hellen indkaldtes under 22 September 1890 Kontraappell., Bottolf Knudsen Rød til at møde for Balestrands Forligelseskommission den 7 Oktbr. 1890. Da Kommissionen imidlertid fandt, at Sagen ikke med Nytte kunde søges forligt inden Kommissionen, blev den udsat til Behandling paa Aastedet og blev derefter 27 s. M. af Aastedsforligelseskommissionen afsagt saalydende Kjendelse:

«1. Bottolf Rød behodler foruden Støverlappen og Sleppen ogsaa Løiperne i Bastdalen, Fersteinsteigen og Algjelet, dog saaledes, at der i Fersteinsteigen og Algjelet ikke løipes Tømmer og Ved kun i Tiden mellem Mikkelsmes og Sommermaal.

2. Løiperne skulle, saavidt det kan ske uden Materialier, der skulle fremdrives, ryddiggjøres efter hver Gangs Brug, saaledes at Klagerens Skov og Mark mindst muligt skades, eller hans Slaat hindres.

3. Bottolf er uberettiget til uden Klagerens Samtykke at lægge ny Vei over hans Eiendom og skal for de paa hans Eiendom afhugne Trær inden 6 Maaneder betale 1 - en - Krone.

4. Paa den omtvistede Nøsttomt skal Røds Husmand og ingen anden have Ret til at have Nøst, naar dets Størrelse og Brug bliver som hidtil, saalænge han derfor betaler til Klageren en Afgift af 50 - femti - Øre for hvert Aar.

Omkostningerne dele Parterne lige med Kr. 6.45 for hver».

Denne Kjendelse blev af Hovedappell. indanket til Ytre Sogns Underret ved Stevning afødt xx.xx.1891, hvorefter Hovedappellanten for Underretten nedlagde saadan Paastand:

At den paaankede Kjendelse forsaavidt underkjendes og forandres.

At Indst. kjendes uberettiget til:

1. At benytte andre Løiper over Appell.s Eiendom end Støverlappen og Sleppen samt til at benytte disse i den Tid Laxefiske finder Sted.

2. At lade Tømmer eller Ved ligge igjen i Løiperne.

3. At benytte eller disponere over den paaviste Nøsttomt, og at han tilpligtes:

1. At fravige og ryddiggjøre den omhandlede Nøsttomt inden en af Retten bestemt Frist.

2. At betale Appell. Erstatning enten efter Rettens Skjøn eller efter lovligt Skjøn paa Indst.s Bekostning:

a. for Benyttelsen af Appell.s Eiendom til Løipning i Bastdalen og Fersteinsteigen samt for den Appell. for denne Løipning og ved gjenliggende Tømmer og Ved i Sleppen tilføiede Skade paa Eiendom.

b. for den til den nye Vei benyttede Grund og for den Appell.s Eiendom forøvrigt ved Veiens Anlæg, Oparbeidelse og Benyttelse tilføiede Skade.

c. for Benyttelse og Disposition af Nøsttomten fra Indkaldelsen til Kommissionen til Fravigelsen.

3. At betale lovlige Renter af Erstatningsbeløbene.

4. At betale Appell. Sagens Omkostninger for Kommissionen og Retten, og at Kjendelsen forøvrigt stadfæstes.

Side:728

Kontraappell. paaankede ved Stevning afødt xx.xx.1890 ogsaa fra sin Side Aastedskommissionens Kjendelse og nedlagde for Underrettens saadan Paastand: Principaliter:

1. at den paaankede Kjendelse underkjendes og forandres saaledes, at Kontraappell. kjendes berettiget til:

a. at benytte Løiperne Sleppen, Støverlappen, Bastdalen, Fersteinsteigen og Algjelet over Hovedappell.s Eiendom til enhver Tid af Aaret samt

b. Til at have Nøst staaende paa den under Sagen omhandlede Nøsttomt.

2. at Hovedappell.s Paastand om, at Kontraappell. skal kjendes uberettiget til at benytte Sleppen og Støverlappen i den Tid Laxefiske finder Sted, afvises, og

3. at Kontraappell. forøvrigt frifindes for Hovedappell.s Tiltale i nærværende Sag eller subsidieret, at den paankede Kjendelse underkjendes og forandres saaledes, at Kontraappell. frifindes for Hovedappell. Tiltale i nærværende Sag eller yderligere subsidiært, at den paaankede Kjendelse stadfæstes, og at Kontraappell. iøvrigt frifindes for Hovedappell.s Tiltale i nærværende Sag, samt i alle Tilfælde, at Hovedappell. tilpligtes at betale Kontraappell. tilstrækkelige Sagsomkostninger ved Hoved- og Kontrasøgsmaalet.

Af Underretten, den edsvorne Fuldmægtig hos Sorenskriveren i Ytre Sogn med Meddomsmænd, afsagdes der under 28 Mai 1894 saalydende Dom:

«Indst., Bottolf Knudsen Rød, kjendes berettiget til at benytte Løiperne Sleppen, Støverlappen, Bastdalen, Fersteinsteigen og Algjelet over Cit.s Eiendom, de tre sidstnævnte dog kun mellem Michaeli og Sommermmaal (14 April).

Derimod kjendes han uberettiget til at lade Tømmer og Ved ligge igjen i Løiperne efter Benyttelsen, samt at benytte eller disponere over den paaviste Nøsttomt, hvorhos Indst. bør inden 3 - tre - Maaneder efter denne Doms lovlige Forkyndelse fravige og ryddiggjøre samme.

Saa bør Indst. ogsaa betale i Erstatning til Cit. for Benyttelsen og Dispositionen af den omhandlede Nøsttomt 1 - en - Krone aarlig at regne fra Indkaldelsen til Forligelseskommissionen den 22 Septbr. 1890 indtil Fravigelsen tilligemed 4 % Renter heraf.

Forøvrigt bør Indst. for Cit.s Tiltale i denne Sag fri at være.

Processens Omkostninger for Forligelseskommissionen og ovnenævnte ret ophæves, hvorhos Omkostningerne ved dette Retsmøde til Afsigelse af Dom bør udredes af Parterne hver med en Halvdel eller 10 - ti - Kroner og 54 - fire og femti Øre».

Denne Dom, der for et Punkts Vedkommende, nemlig Spørgsmaal om Benyttelse af Løiperne Bastdalen, Fersteinsteigen og Algjelet afsagdes under Dissents af den edsvorne Fuldmægtig og en af Meddomsmændene, der ansaa Kontraappell. uberettiget til at benytte disse Løiper, har Hovedappell. ved Stevning afødt xx.xx.1894 indanket her til Retten, hvor han har paastaaet Underrettens Dom underkjendt og forandre overensstemmende med hans Paastand for Underretten samt derhos sig hos Kontraappell. tilkjendt Omkostninger for begge Retter.

Kontraappell. har ved Kontrastevning afødt xx.xx.1895 ligeledes indanket den afsagte Dom her til Retten, hvor han har nedlagt saadan Paastand: Principaliter: at Kontraappell.s Paastand for Underretten tages tilfølge, subsidiært, at Underrettens Dom stadfæstes, dog saaledes, at der heller ikke med Hensyn til Benyttelsen af Løiperne Bastdalen, Fersteinsteigen og Algjelet gjøres nogen Indskrænkning med Hensyn til Tiden, samt at Kontraappell. i begge Tilfælde tilkjendes Sagsomkostninger ogsaa for Overretten.

Med Hensyn til Sagens faktiske Omstændigheder henvises i det Væsentlige til Underretsdommens Præmisser.

Side:729

Ligeoverfor Spørgsmaalet om Hjemmel for Kontraappell. til Benyttelse af Løiperne Bastdalen, Fersteinsteigen og Algjelet antager Retten, at der ikke paa Basis af Mærkedelingsdokumentet afødt xx.xx.1701 kan bygges nogen Ret i saa Henseende for Kontraappell. Det formenes, at de Udtryk i dette Dokument, hvortil Kontraappell. særlig støtter sig: «Saavidt det kan være Hofvet-Jorden Rød uden Fornærmelse», ikke kan tillægges saa vidstrækkende Betydning, som Kontraappell. vil gjøre gjældende. De citerede Udtryk forekommer ikke i selve Skylddelingsforretningen, men kun i den Skrivelse, hvori Biskop Randulg giver sit Samtykke til Mærkedelingen Mellem Rød og Hellen. Udtrykkene formenes derfor nærmest alene at maatte opfattes som betegnende de Hovedhensyn, hvorfra der skulde gaaes ud ved Delingen, men ikke som et for alle Tider ment Forbehold om Rettigheder for Rød ligeoverfor Hellen. Der er heller ikke i selve Delingsforretningen Tale om noget saadant almindeligt Forbehold, hvorimod denne synes specielt at anføre hvilke Rettigheder man ved den Tid har anseet det fornødent at tillægge Rød ligeoverfor Hellen.

Med Hensyn til den Brug, som Opsidderne paa Rød har udøvet i ovennævnte 3 Løiper, har Vidnerne forklaret følgende:

7de Kontrav., der boede paa Hellen hos Hovedappell.s Fader i 4 Aar i antagelig 1852-1856, har forklaret, at Hovedappell.s Fader i denne Tid havde udtalt sin Misnøie mod, at Knud Rød havde benyttet andre Løiper end Støverlappen og Sleppen. Det forekommer Vidnet, at det var til Bastdalens Benyttelse, Knud Rød sigtede.

8de Kontrav. kjøbte i 1874 endel Aspetrær af Knud Rød, og disse blev af 8de Kontrav. og 9de Kontrav. ført ned Bastdalen. Denne Vei blev nemlig anvist dem af Hovedappell., idet denne sagde, «at der pleiede de gaa ned». 12 Aar tidligere havde Vidnet hentet noget Tømmer, som var kjøbt hos Knud Rød. Dette laa ved Søen paa saadant Sted, at det maatte bære ført ned Bastdalen.

9de Kontrav. har forklaret sig som 8de Kontrav. med Hensyn til Aspetræerne. Dette Kontrav. gjengiver Hovedappell.s Udtalelse ved Leiligheden saaledes: «for der gik de og Folkene paa Rød ned».

10de Kontrav., der tjente paa Rød fra 1848-1852 har udtalt, at det var Støverlappen og Sleppen, som benyttedes dengang. En enkelt Gang løipedes dog Byved ved Algjelet.

11te Kontrav., der var i Tjeneste paa Rød, antagelig 1877-1883, har forklaret, at i den Tid benyttedes Støverlappen, Sleppen, Fersteinsteigen og Bastdalen, de to sidste, saavidt han erindred, hver 2 gange i hans Tjenestetid.

14de Kontrav., der var Tjenestegut hos Kontraappell. i 1884-86, har forklaret, at Støverlappen og Sleppen i nævnte Tid isæt benyttedes, at Fersteinsteigen benyttedes en enkelt - en Gang og Bastdalen 2 Gange i hans Tjenestetid.

Udenfor ovennævnte gjengivne Vidneforklaringer har Kontraappell. intet Væsentligt dokumenteret til Støtte for sin Paastand om, at Rød fra Arilds Tid har havt Brug og Benyttelse af de omhandlede 3 Løiper. Retten anser det imidlertid utvivlsomt, at der ikke i de ovennævnte refererede Vidneprov kan ligge noget Bevis for, at Rød har udøvet saadan Brug. De omprovede Benyttelser ere i og for sig saa enkeltvise, at de i ethvert Fald ikke kan ansees som sikkert Udtryk for nogen fast etableret Ret eller begrunde enten Alders Tids Brug eller almindelig Hævd, og de gaar ikke længere tilbage i Tiden end for vel 40 Aar siden. Der maa derhos lægges Vægt paa, at ligeoverfor de ældste omforklarede Benyttelser, de af 7de Kontravidne anførte, skal Hellens daværende Eier udtrykkelig have udtalt sin Misnøie.

Meddomsmændenes skjønsmæssige Udtalelse om den store Betydning, det vilde

Side:730

være for Rød at have Brugen af de 3 omhandlede Løiper kan ikke antages afgjørende for Spørgsmaalets retslige Stilling, naar hverken noget bestemt Forbehold om saadan Brug kan ansees taget ved Hellens Udskillelse eller Alders Tids Brug eller Hævd kan skjønnes bevist. I denne Forbindelse kan der heller ikke sees bort fra, hvad Hovedappell. har anført, at det er muligt, at der ved heromhandlede Løiper i ældre Tider ikke har været nogen Skov, men at denne har faaet Anledning til at udvikle sig netop af den Grund, at den laa ubekvemt til.

Hvad angaar Hovedappell.s Paastand om, at Kontraappell. ikke skal have Ret til at benytte Løiperne Sleppen og Støverlappen i den Tid, Hovedappell. driver Laxefiske, skal Retten bemærke, at denne Paastand maa ansees at ligge udenfor den for Sagen ved Forligsklagen optrukne Ramme, hvorfor Underretsdommen, forsaavidt angaar dette Punkt, maa blive at kjende uefterrettelig og Sagen forsaavidt afvises fra Underretten.

Der er af Hovedappell. paastaaet Erstatning for Skade, som skal være forvoldt ved gjenliggende Ved i Sleppen. Retten finder imidlertid, at der ikke foreligger Bevis herfor eller for Udvidelse af Løipet Sletten, saa at der ikke kan blive taget noget Hensyn til denne Paastand.

Retten formener derhos, at naar det ikke ansees bevist, at der hidtil er bevirket Skade for Hovedappell. ved Løipningen, bør der heller ikke i Dommen udtales noget angaaende Løipernes fremtidige Benyttelse.

Med Hensyn til den omtvistede Nøsttomt er det specielt af 5te Kontrav. oplyst, at selve Nøstet blev opført af Kontrav.s Stedsøn Anders Endresen Rød eller Flaten, og denne skulde antagelig for Tomtens Benyttelse svare en Arbeidsdag aarlig til Hovedappell., der var den, som gav Tilladelse til Nøstets Opførelse. Nøstet solgtes senere af Anders til 4de Vidne, Nils Pedersen Simlenæs. Efter hvad 4de Vidne har forklaret, solgte dette Vidne igjen til Nils Johnsen Eithingsgjærdet, af heve Kontraappell. igjen har kjøbt det. 4de Vidne har udtalt, at da han kjøbte Nøstet af Anders, erklærede denne, at Vidnet maatte spørge Hovedappell. om Leie af Nøsttomten, da Hovedappell. eiede denne. Retten formener, at der paa Grundlag af disse Prov maa gaaes ud fra, at Kontraappell. ikke har Ret til at have det nuværende Nøst staaende paa dets Tomt uden efter Overenskomst med Hovedappell.

Hvad der er oplyst om, at der tidligere paa samme Tomt har staaet et andet Nøst, der har været eiet af flere af Husmændene paa Pladsen Flaten under Rød, formenes ikke under nogen Omstændighed at kunne tilægges den betydning, at Nøsttomten skulde kunne ansees at have tilligget Gaarden Rød eller Husmandspladsen Flaten under samme, specielt da det tillige er oplyst, at en Kaarmand paa Hellen, Johannes Antonsen, en Tid var Medeier i Nøstet. At der tidligere muligens ikke har været betalt nogen Afgift af Tomten, formenes ikke i denne Henseende at kunne være af nogen Betydning. Der er derhos oplyst, at før det nuværende Nøst blev opført, var der i adskillige Aar, antagelig ca. 10, intet Nøst. Kfr. 2det Kontrav.s Prov, hvorefter det gamle Nøst var faldefærdigt i 1864, og 5te Kontrav.s, hvorefter der antagelig i 1865 intet Nøst var, medens det nuværende antages opført i 1874.

At Nøsttomten skal have ligget i Røds Fjordbeite foreligger der ingensomhelst Beviser for.

Retten antager saaledes, at Kontraappell. maa være pligtig at fjerne Nøstet, ligesom det billiges, at Underretten har paalagt Kontraappell. at erstatte Hovedappellanten 1 Kr. pr. Aar for Tomtens Benyttelse fra Indkaldelsen til Forligelseskommissionen - - - - - -.

Side:731

Efter de Rsultater, Retten foran er kommen til, vil Kontraappell. saaledes blive at kjende uberettiget til at bruge Løiperne Bastdalen, Fersteinsteigen og Algjelet samt den omhandlede Nøsttomt, som af ham maatte blive at fravige og ryddiggjøre, hvorhos han i Anledning Benyttelse af samme bør betale til Hovedappell. Erstatning efter 1 Krone aarlig fra Forligsklagens Udtagelse, men forøvrigt bør Kontraappell. frifindes for Hovedappell.s Tiltale. Idet det billiges, at Sagens Omkostninger for Forligelseskommissionen og Underretten er ophævet, antages de ogsaa at burde ophæves for Overretten.

Assessor Ring tilføiede: Naar det tages i Betragtning, at den nuværende særskilte Eiendom Hellen ifølge Markegangsforretningen af 1701 synes kun ca. 30 Aar i Forveien at være «lagt til Skat og Rettighed» - som det heder - at saavel Hellen som Rød tilhørte Bispestolen i Bergen, at Hellens Landskyld kun var 18 Mærker Smør, medens Røds Landskyld var 2 1/2 Løber, at Markegangsforretningen siger, at Rød tilkommer de 10 Lodder og Hellen kun «den 11te Del af Skyld» (formentlig i Fællesskabet), samt endelig, at Biskopen i Bergen i sit Samtykke til Grændseudvisning kun tillader, at der sker Hellens Leilænding «Udvisning i Skov og Mark for sit Brug saavidt det kan være Hofvet-Jorden Rød uden Fornærmelse», saa formenes der at være en stærk Præsumtion for, at Opsidderne paa Hellen, hvilken Eiendom paa den omtvistede Strækning skiller Røds Mark fra Fjærlandsfjorden, ikke uden Fornærmelse kan forbyde Røds Opsiddere en saa naturlig Brug som at slippe Tømmer og Ved gjennem de naturlige Løiper i det bratte Fjeld fra Rød over Sletten til Søen. Hertil kommer, at de tre af Meddomsmændene i sit Votum har udtalt, at efter deres «Kjendskab til lignende Forhold som det, der finder Sted mellem Rød og Hellen, har den ovenfor liggende Gaard en saadan Ret, uden at den i hvert enkelt Tilfælde kan bevis sin Adkomst heril, hvilket forresten i saadanne Tilfælde, som det heromhandlede, i Regelen vil være meget vanskeligt, i mange Tilfælde umuligt, da Løipning af Trær efter sin Natur kun kan finde Sted høist uregelmæssigt og med lange Mellemrum mellem hver Gang». Denne Udtalelse af kjendte Mænd om Forholdene ved Sognefjorden med dens bratte Sider formenes at maatte tillægges megen Vægt. Det antages ogsaa, at Røds Opsidder ved de af ham førte Vidner har godtgjort, at han, naar derfor har været behov, har benyttet de omstridte Løiper Algjelet, Fersteinsteigen og Bastdalen. Han maa derfor ansees berettiget til at benytte disse Løiper; at han selvfølgelig er forpligtet til at benytte dem med Omhu og Forsigtighed og i modsat Flad er pligtig at erstatte Skade, er selvsagt. Da nævnte 3 Meddomsmænd har udtalt, at de «almindelige Tudsrum» for Løiping af Tømmer og Ved er fra Michaeli til Sommermmaal (14 April), og da dette bestyrkes ved Vidneforklaringerne, var han enig i Underretsdommen med Hensyn til Algjelet, Fersteinsteigen og Bastdalen, og det kan ikke antages, at Spørgsmaalet om Tiden for Løipernes Benyttelse ligger udenfor Forligsmæglingen, da Aastedsforligelseskommisionen sees at have afgjort dette Spørgsmaal. Med Hensyn til den Tid, hvori Løiperne Sleppen og Støverlappen kan Benyttes af Rød, er der intet Bevis ført for, at disse Benyttelse skal være indskrænket til visse Tider af Aaret af Hensyn til Laxefiskeriet. Med Hensyn til Skade for gjenliggende Ved i Sleppen samt med Hensyn til Nøsttomten var han enig.

Af Underrettens Dom hidsættes:

Underskrevne Skjøns- og Meddomsmænd Anders Thorsen Tjugum, Lars Hansen Langeteig og H. H. Flesche formener, at Indst. maa gives Medhold i sin Paastand om at kunne løipe ogsaa nedover Bastdalen, Fersteinsteigen og Algjelet, idet vi finder, at det vilde gjøre den lige overfor beliggende Del af Rød omtrent

Side:732

værdiløs, hvis denne Løipningsret skulde negtes; vi skal i saa Henseende bemærke, at efter vort Kjendskab til lignende Forhold, som det, der finder Sted mellem Rød og Hellen, har den ovenfor liggende Gaard en saadan Ret, uden at den i hvert enkelt Tilfælde kan bevise sin Adkomst hertil, hvilket forresten i saadanne Tilfælde, som det her omhandlede, i Regelen vil være meget vanskeligt, i mange Tilfælde umuligt, da Løipning af Trær efter sin Natur kun kan finde Sted høist uregelmæssigt og med lange Mellemrum mellem hver Gang.

Vi finder nemlig, at det ligger i Sagens Natur, at en Eiendom, der som Rød for en ikke uvæsentlig Del er afstængt fra Søen og ikke uden uforholdsmæssige Vanskeligheder kan komme dertil, maa have Fremkomst til den, hvor det kan ske uden for store Opofrelser for Naboen, og vi antager, at dette har været en Forudsætning ved Forretningen af 1701, naar denne taler om, at Udvisning skal ske, «forsaavidt det kan være Hovedjorde Rød uden Fornærmelse». Vidneforklaringerne om Brugen af de tre omstridte Løiper, tyder ogsaa paa, at dette har været Forudsætningen hos Opsidderne paa Rød nedigjennem Tiderne, ligesom det i denne Forbindelse ogsaa kan nævnes, at Cit. efter flere Vidners Forklaringer har udtalt, at han og Folket paa Rød «pleiede at gaa ned Bastdalen», hvilket i den Forbindelse, det blev sagt, maa forstaaes om Løipning.

I det heletaget antager vi, at Røds Interesse af at benytte de 3 omstridte Løiper er saa stor, at det vilde gjøre et altfor stort Indgreb i dets hele økonomiske Forhold, om det skulde udelukkes fra Benyttelsen af disse Løiper, medens vi paa den anden Side ikke finder, at Hellen vil være udsat for nogen nævneværdig Skade, naar Løipningen blev foretaget indenfor de almindelige Tidsrum, nemlig mellem Micaeli og Sommermaal (14 April) og Benyttelsen forøvrigt blev foretaget med den fornødne Forsigtighed. Thi ligesom vi mener, at det er i Medhold af Sagens Natur, at Rød maa tilstaaes den omhandlede Løipningsret, saaledes mener vi ogsaa, at den ikke til Hellens Skade maa udstrækkes til Tider, da Løipning ikke er almindelig, og da den forvolder større Skade.

Vi antager saaledes, at Forligelseskommisionens Kjendelse, den Post 1, maa stadfæstes med den Indskrænkning, som her er nævnt.

Administrator og Meddomsmand Kirkesanger Øvrebo kan ikke være enige med den tre øvrige Medlemmer i det heromhandlede Punkt. Vi finder nemlig, at Udtrykkene i Delingsforretningen af 1701 om at Deling skal ske, «forsaavidt det kan være Hovedjorden Rød uden Fornærmelse», er altfor vage og ubestemte til, at der paa dem kan bygges en Ret, som af Indst. paastaaet. Heller ikke kan vi finde, at Indst. paa nogensomhelst Maade kan erhverve sig en Ret som paastaaet, blot derved, at hans Adgang til Søen i modsat Flad vil blive, maaske i betydelig Grad, vankeliggjort. Vi antager heller ikke, at der kan være Tale om, at Indst. har hævdet nogen Ret i denne Henseende, idet Vidneprovene kun for en enkelt Gang gaar saalangt tilbage som 40 Aar, medens de forøvrigt kun omhandler de sidste 20-30 Aar, og i alle Tilfælde kun udtaler sig om en meget sjelden Benyttelse. Vi lægger heller ikke nogen Vægt paa Cit.s Udtalelse til 8de og 9de Kontrav. om Benyttelsen af Bastdalen, da den ikke er ment og ikke kan opfattes som en forpligtende Viljesytring, og heller ikke har nogen Vægt som et Indicium i den af Indst. paastaaede retning, da der samtidig ogsaa foreligger Vidnesbyrd om, at der er ytret Misnøie med den af Indst. foretagne Benyttelse.

Derimod er Rettens samtlige Medlemmer enige i, at Cit.s Paastand om, at Sleppen og Støverlappen kun skal benyttes i den Tid, Cit. ikke driver Laxefiske, er ubeføiet, og Retten maa give Indst. Medhold, naar han anfører, at han maa benytte Løiperne, naar han finder Kjøbere til den Ved, som skal løipes, og dette er uafhængigt af Cit.s Laxefiske, der ogsaa maa antages at være af en senere

Side:733

Oprindelse end Løipningen i de heromhandlede Løiper. Det er heller ikke fra Cit.s Side ført noget Bevis for, at Indst.s Ret over Sleppen og Støverlappen er undergivet en saadan Indskrænkning, som af Cit. paastaaet.

Naar Indst. har paastaaet, at dette Punkt ligger udenfor Inkaldelsen til Forligelseskommissionen, og at det derfor bør afvises, saa bemærkes, at Udtrykkene i Forligsklagen kunde synes tvivlsomme i denne Henseende, men da begge Parter har indladt sig i Realiteten ogsaa i denne Post. og Indst. ogsaa har fremsat en principal Realitetspaastand, har Retten troet at kunne paadømme samme.