Rt-1899-97

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1898-10-28
Publisert:	Rt-1899-97
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 56 2den Session s. A.
Parter:	I. C. Meyer, Nikolay Pedersen, Iver Nilsen og L. Røkelands Enke (Ramm) mod Bergens Kommune ved dens Magistrat og Formandskabets Ordfører (Platou).
Forfatter:	Roll, H. Scheel, Blom, Motzfeldt, Ph. Hansteen, Ottesen, C. Hansteen
Lovhenvisninger:

Assessor Roll: Hvad der er Gjenstand for nærværende Sag og hvad der under Sagen er anført fra begge Sider, fremgaar af de ergangne Dommes Præmisser.

Ved Dom, afsagt den 20 Decbr. 1895 inden Midthordlands Sorenskriveri af Sorenskriver G. Roll som Sættedommer med Meddomsmænd er saaledes kjendt for Ret:

Indst., Bergens Kommune, bør inden 6 - sex - Maaneder fra denne Doms lovlige Forkyndelse under en daglig Mulkt af 50 - femti - Kroner til Aarstad Herredskasse for hver Dag, Dommen siddes overhørig, at stænge samtlige Ledninger udenfor Kommunens Grændser og derhos tillige de Ledninger og Spring indenfor disse, der ikke specielt er hjemlede ved Expropriationsforretningerne afødt xx.xx.1864.

Indst. kjendes uberettiget til fremtidig at udtage af Svartediget gjennem Vandledning til Byen mere end 112,500 Kubikfod Vand pr. Døgn

Side:98

og bør efter uvillige Mænds Skjøn, optaget paa Kommunens Bekostning, inden 15 - femten - Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse at betale Cit. I. C. Meyer, Nikolay Pedersen, Ivar Nilsen og L. Røskelands Enke Erstatning for den Skade, der er paaført disse, i Tidsrummet fra 1 Jan. 1865 til 12 Juli 1894 ved at der er trukket udover nævnte Kvantum. Forøvrigt bør Indst. for Cit.nes Tiltale i denne Sag fri at være.

Sagens Omkostninger ophæves.

Den beskikkede Sættedommer, Sorenskriver G. Rolls Salar 240 - to Hundrede og firti - Kroner (oppebaarne Sportler exkl.) udredes af Statskassen».

Ved Bergens Overretsdom afødt xx.xx.1897 blev saaledes kjendt for Ret:

«Forsaavidt angaar Hovedappellantsk.s, Bergens Kommunes Forpligtelse til at afstænge de i Underretsdommen nævnte Ledninger og til at taale den i Underretsdommen nævnte Indskrænkning i sit Vandforbrug, kjendes Underretsdommen uefterrettelig at være, hvorhos Sagen forsaavidt afvises fra Underretten.

Forøvrigt bør Hovedappell. for Kontraappell.nes I. C. Meyers, Nikolai Pedersen, Iver Nilsens og L. Røskelands Enkes Tiltale i denne Sag fri at være.

Processens Omkostninger for begge Retter ophæves.

Sættedommerens, Sorenskriver Rolls Salarium, Kr. 240 - to Hundrede og firti - Kroner, udredes af Statskassen».

Denne Dom er forøvrigt afsagt under Dissents, idet et Medlem af Overretten voterede for, at alene Spørgsmaalet om Stængning skulde afvises fra Underretten, medens hans Votum iøvrigt i det Væsentlige faldt sammen med Underretsdommen.

Sagen er nu af I. C. Meyer og hans Medparter indbragt for Høiesteret, hvor Appell. har nedlagt saadan Paastand:

At Underrettens Dom stadfæstes, dog saaledes

at Erstatningsbeløbet forrentes med 4 % aarlig fra 2 August 1894,

at Bergens Kommune tilpligtes under en daglig løbende Mulkt at anbringe Maaleapparater ved Svartediget samt

at Appell.ne hos Indst. tilkjendes Processens Omkostninger ved alle Retter.

Indst., Bergens Kommune, har nedlagt saadan Paastand: At Overrettens Dom stadfæstes, og at Appell. tilpligtes at betale Indst. Processens Omkostninger for Høiesteret.

Det første Spørgsmaal, som foreligger til Afgjørelse, er, om visse Dele af Appell.s Paastand ex officio maa afvises fra Underretten paa Grund af manglende Forligsmægling.

Med Hensyn hertil slutter jeg mig til det dissenterende Medlem i Overretten, saaledes at jeg voterer for, at kun Spørgsmaalet om Stængning bliver at afvise. Ligesom det i Forligsklagen udtrykkelig er nævnt, at Kommunen har overskredet sin Ret ved at udtage mere Vand og benytte Vandet til andre Øiemed, end i Expropriationsforretningerne forudsat, samt ved at udstrække Vandledningen udenfor Byens Grændser, saaledes maa Spørgsmaalet om Kommunens Berettigelse eller Uberettigelse til disse Foretagender nødvendigvis have været Gjenstand for Forligsprøve i Forbindelse med Spørgsmaalet om den paa Overskridelsen byggede Erstatningsfordring.

Side:99

Foreløbig skal derhos bemærke, at Indst. for Høiesteret har frafaldt den Indsigelse mod Søgsmaalet, der grundedes paa, at Sagen er res judicata.

Forsaavidt angaar Sagens Realitet i de Punkter, der efter Foranstaaende antages at henhøre under Høiesterets Afgjørelse, kommer jeg omtrent til samme Resultat som Underretten og kan i det Væsentlige henvise til den Begrundelse, som denne Ret saavelsom det dissenterende Medlem af Overretten har givet.

Jeg finder, at Bergens Kommune ifølge Expropriationsforretningerne afødt xx.xx.1864 ikke har Ret til at udtage mere end høiest 112,500 Kubikfod Vand pr. Døgn af Svartediget. Ved det i 1868 stedfundne Kjøb af Møllendal har Kommunen heller ikke erhvervet større Ret isaahenseende, end den havde tidligere. Ved Kjøbet af Møllendal med tilliggende Møller fik Kommunen vistnok al den Ret, som tilkom Møllerne; men Møllerne havde ingen Ret til at bortlede Vand fra Svartediget. Efter de foreliggende Dokumenter og navnlig da Bergens Overrets Dom afødt xx.xx.1857 gik Møllernes Ret ikke videre end til uhindret til sit eget Brug at løse og trække Vandet af Stemmen ved Svartediget saavelsom de ovenfor dette værende og dertil førende Fjelddiger, samt til uhindret at benytte sig til sit eget Brug af Vandet i Mølledalselven. Hvad enten Appell. har større eller mindre Ret til Vandet i Elven og uden Hensyn til denne Rets Beskaffenhed, maa de som Rettighedshavere i Elven have Kompetence til at paatale Kommunens Overskridelser og søge at erholde Grændserne for Kommunens Beføielse bestemt af Domstolene. Det siger sig selv, at de kan udsættes for Tab og Skade ved, at Kommunen overskrider sin Ret. Hvad her er udtalt om Vandmængden, gjælder ogsaa forsaavidt Kommunen har ledet Vandet udenfor Byens Grændser og benyttet det til andre Øiemed, end i Expropr.forretningerne forudsat. Men da det formentlig er givet, at Kommunen udelukkende til de i Expropr. forretningerne forudsatte Øiemed indenfor Byens egne Grændser nu konsumerer over 112,500 Kubikfod Vand pr. Døgn, kan ikke Appell. skjønnes at have nogen paaviselig Interesse i at faa Dom for, at Kommunen er uberettiget til at benytte Vandet saaledes som skeet, og jeg antager derfor, at man i Domskonklusionen ingen Opfordring har til at udtale sig om dette Punkt.

Det er paa det Rene, at Appell. har kjøbt eller fæstet sine respektive Brug adskillige Aar, eftereat Kommunen havde begyndt at udvide sit Forbrug og givet dette tilkjende ved ydre Foranstaltninger. Men jeg antager, at dette ikke kan have Indflydelse paa den Ret, som Appell. i og med Erhvervelsen af Brugene erholdt, og jeg kan ikke finde, at der foreligger Bevis for, at deres Forgjængere eller de selv udtrykkelig eller stiltiende har frafaldt den Brugene tilkommende Ret. Har Appell. ved Kommunens Overskridelse af sin Ret lidt Skade, maa de selvfølgelig for sin Besiddelsestid, men heller ikke længere, have Krav paa Erstatning. At Skade er lidt, er ikke til det Yderste klart. Men ser man hen til det kolossale Merforbrug, Kommunen efterhaanden har tiltaget sig, maa Præsumtionen unegtelig siges at være for, at Skade er paaført Appell., og naar det ikke fra den anden Side godtgjøres eller sandsynliggjøres, at Skade ikke er tilføiet, mener jeg, at Appell. maa have Adgang til at se Spørgsmaalet forelagt et Skjøn. Appell. har efter Deklarationen af 1664 og den Forstaaelse, som denne har faaet senest i Dommen af 1857, Ret til at erholde mindst to tyske Møllers Vand = 10 effektive Hestekræfter i 16 Timer af Døgnet, men maa finde sig i, at

Side:105

Vandet stænges i Tørke og tørre Tider. Den Skade, de under nærværende Sag fordrer erstattet, bestaar efter deres Paastand ikke i, at de ikke, naar Dammen har været aaben, har faaet saa meget Vand, som tilkommer dem, men deri, at Dammen har været stængt oftere og i længere Tid, end den vilde været, hvis Byen kun havde taget til sit Brug de tilladte 112,500 Kubikfod pr. Døgn. Til Støtte for denne Paastand har Appell. fremlagt en Opgave som udviser, at Stængning udenfor Reparationstilfælde i 6 1/2 Aar, regnet fra 1864 til Midten af 1870, kun har fundet Sted i 5 1/2 Dag, medens den i det tilsvarende Tidsrum fra 1889 til Midten af 1895 har fundet Sted i 148 1/2 Dag. Ved Siden heraf har Appell. ogsaa fremlagt en Opgave over den samlede aarlige Regnmængde i de i den førstnævnte Opgave anførte Aar, hvorefter Aars-Regnmængden i den sidste Aarrække har været større og ikke mindre end i den første. Det er muligt, som af Indst. indvendt, at Opgaven over den aarlige Regnmængde ikke har nogen særdeles stor Betydning, da det, hvorpaa det kommer an, er, om der inden hvert enkelt Aar har været kortere eller længere Tørkeperioder, hvilket naturligvis meget vel kan have indtruffet i Aar, der forøvrigt udviser en betydelig Regnmængde; og det er specielt paavist, at ialfald til enkelte af de Tider, da Stængning har fundet Sted, har Nedbørsmængden været tildels extraordinær liden. Men trods dette forekommer der mig dog at være ikke liden Styrke i Opgaverne, da de omfatter saa lange Tidsrum som 6 1/2 Aar, i hvilke det synes rimeligt, at en Udjevning kan have fundet Sted. Kommunen paaberaaber sig ogsaa, at paa samme Tid som den har forøget sit Vandforbrug, har den ogsaa og det i endnu høiere Grad forøget Vandmassen i Svartediget ved at forhøie Stemmen med ikke mindre end 10 Fod. Jeg savner selvfølgelig teknisk Indsigt til at vurdere Virkningen af den saaledes stedfundne Damforhøielse. Det er givet, at den i betydelig Grad maa have neutraliseret Virkningen af den stærkere Udtapning. Men de Beregninger, som Kommunen har opstillet, og som skulde gaa ud paa at vise, at Fordelen ved Forhøielsen har oversteget Tabet ved den stærkere Udtapning, har ikke for mig været saa overbevisende, at jeg paa Forhaand kan afvise Appell.s Paastand om, at de er bleven slettere stillet, og negte dem Adgang til at se dette Spørgsmaal afgjort ved Skjøn.

Hvad angaar Paastanden om, at Kommunen skulde tilpligtes at anskaffe Kontrolapparater ved Svartedigstemmen, kan jeg ligesaalidt som de foregaaende Retters Pluraliteter tage denne tilfølge. Dersom Kommunen i Bevidstheden om sin manglende Ret havde udtaget af Svartediget mere Vand, end Expropr.forretningerne hjemler, vilde jeg vistnok have fundet det beføiet at give den et saadant Paalæg; men da der maa gaaes ud fra, at Kommunen har foretaget Udtapningen i god Tro om end i feilagtig Mening om Grændserne for sin Ret, kan jeg ikke finde nogen Basis for Paalægget.

Appell. har her for Retten paastaaet Renter af det Beløb, der ved Skjønsforretningen maatte blive dem tilstaaet; men herfra er de afskaaret Adgang, da der ikke allerede ved Underretten er bleven nedlagt Paastand herom og Protest i Høiesteret er fremsat.

Sagen har forekommet mig saavidt tvivlsom, at der ikke bør være Tale om at paalægge den tabende Part Processens Omkostninger. Sættedommersalaret vil efter dette naturligvis blive at udrede af Statskassen.

Konklusion:

Forsaavidt angaar Spørgsmaalet om Forpligtelse for Indst., Bergens Kommune, til at stænge de i Underretsdommen nævnte Ledninger og

Side:101

Spring, afvises Sagen fra Underretten paa Grund af manglende Forligsmægling.

Bergens Kommune kjendes i Forhold til Appell., I. C. Meyer, Nikolay Pedersen, Iver Nilsen og L. Røskelands Enke, uberettiget til af Svartediget gjennem Vandledning til Byen at udtage mere Vand end 112,500 Kubikfod i Døgnet, som forudsat ved Expropr.forretningerne afødt xx.xx.1864. Derhos bør Kommunen efter Skjøn af uvillige Mænd, optaget paa dens Bekostning, til Appell.ne betale Erstatning for det Tab, disse som Besiddere af de under Sagen omhandlede Brug ved Aarstadelven maatte antages at have lidt derved, at det dem tilkommende Kvantum Vand - nemlig «2 tyske Møllers Vand» eller Vand svarede til 10 effektive Hestekræfter, i 16 Timmer af Døgnet udenfor «Tørke og tørre Tider», - paa Grund af Kommunens Disposition over Vandet i Vasdraget har været dem forholdt i et større Antal Dage, end Tilfældet vilde have været, dersom Kommunen ikke havde udtaget mere Vand end 112,500 Kubikfod i Døgnet. Ved Skjønnet bliver at tage Hensyn til Virkningen af den Forhøielse af Stemmen for Svartediget, som har fundet Sted udover den ved Expropr.forretningen af 1864 omhandlede.

Forøvrigt bør Indst. for Appell.nes Tiltale i denne Sag fri at være.

Processens Omkostninger for alle Retter ophæves.

Det Sættedommeren, Sorenskriver G. Roll, tilkommende Salarium udredes af Statskassen.

Extraordin. Assessor, Byretsassessor H. Scheel: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

De extraordin. Assessorer, Sorenskriver Blom og fhv. Statsraad Motzfeldt: Ligesaa.

Assessor Ph. Hansteen: Hvad Søgsmaalets partielle Afvisning angaar, er jeg enig med de foregaaende Voterende.

Med Hensyn til Realiteten derimod kommer jeg til et andet Resultat end de. Jeg kan nemlig ikke finde, at Appell.nes Ret gaar videre end til for deres Brug at erholde to tyske Møllers Vand i 16 Timmer i Døgnet, og dette kun «udenfor Tørke og tørre Tider». Kun forsaavidt dette er forholdt dem, antager jeg, at de har noget Krav paa Erstatning. Videre kan jeg ikke anse det godtgjort, at der ved Kommunens Forføininger over Vasdraget er forholdt Appell.ne hvad der saaledes tilkommer dem, idet jeg nemlig ikke kan finde, at den Omstændighed, at der i senere Aar er forekommet hyppigere Mangel paa Vand til Appell.nes Brug end i tidligere Perioder, i og for sig indeholder Bevis for, at dette har havt sin Grund i Kommunens øgede Udtagelse af Vand til dens Vandledning. Brugenes Eiere er forpligtede til at finde sig i Afstængning i Tørke og tørre Tider. Naar de nu gjør gjældende, at de i de senere Aar stedfundne hyppige Afstængninger af Vandet ikke har havt sin Grund i manglende Nedbør, men i den øgede Udtapning af Vand til Kommunens Vandledning, saa antager jeg, at de isaahenseende har den fulde Bevisbyrde; men denne har de efter min Opfatning ikke fyldestgjort. Den irettelagte Opgave over Nedbørsforholdene i Distriktet i de omhandlede Aarrækker viser noksom, hvilke overordentlig store Forskjelligheder der i Distriktet kan indtræffe i Nedbørsmængderne i de forskjellige Tidsrum. Idet jeg derhos i det Hele tiltræder, hvad Tredievoterende i Overretten i sit Votum har anført til Begrundelse af hans ogsaa af Førstvoterende i samme Ret subsidiært tiltraadte Resultat, slutter jeg mig derfor til dette. Min Konklusion bliver altsaa Stadfæstelse

Side:102

af Overrettens Dom med Ophævelse af Processens Omkostninger ogsaa for Høiesteret.

Da jeg er i Minoritet med min Mening, anser jeg det ufornødent nærmere at formulere Konklusionen.

Assessor Ottesen: Jeg er enig med Femtevoterende. Jeg gaar som han ud fra den Hovedbetragtning, at der kun tilkommer Appell.ne Ret til to tyske Møllers Vand og det med den Indskrækning, at dette blot kan benyttes i 16 Timer i Døgnet udenfor Tørke og tørre Tider. Al anden Disposition over Vasdraget antager jeg derfor tilkommer Indst. Der er altsaa ikke Tale om nogen Medeiendomsret i Vadraget fra Appell.nes Side, men kun om en indskrænket Servitutret. At det forholder sig saa, fremgaar efter min Mening af de irettelagte Dokumenter og den praktiske Fortolkning deraf, som gjennem Tidernes Løb fra Deklarationen af 1664 har været den gjældende, og som, forsaavidt jeg forstaar, Appell.nes Sagfører ved Underretten paa det Bestemteste har præciseret. Men naar der saaledes blot tilkommer Appell.ne en Servitutret i Vasdraget og de da fremkommer med Paastand om, at Afstængning til deres Skade har fundet Sted ogsaa udenfor Tørke og tørre Tider, hvilket er benegtet af Indst., saa har Appell.ne at føre Beviset for, at den egentlige eiendomsberettigede har overskredet sin Ret; men et saadant Bevis er som af foregaaende Voterende bemærket, ikke ført.

Det er fremdeles oplyst, at der fra Appell.nes Side ingen Protest er fremkommet mod den Overskridelse af de 112,500 Kubikfod pr. Døgn, som er skeet gjennem et saa langt Tidsrum, uagtet de ikke kan have været ubekjendte med Overskridelsen eller med Aarsagen dertil. Jeg henholder mig isaahenseende til, hvad Tredievoterende i Overretten har anført. Det forekommer mig at ligge temmelig nær at slutte, at Grunden til denne Passivitet hidrører fra, at Brugseierne har fundet fuld Kompensation at være indtraadt ved den Forøgelse af Vandmængden som er skeet gjennem de store og kostbare Foranstaltninger fra Byens Side til Opdæmning af Svartediget. Det er med fuld Føie, at Førstvoterende i Overretten har lagt Vægt paa Skjønsmændenes Udtalelse under Expropr.forretningen af 1864 om, at naar Svartedigets Stem forhøiedes med 4 Fod, saa tilkom der ikke Brugseierne nogen Erstatning, og at der saameget mindre kan være Tale om Erstatning, naar Dæmningen er bleven forhøiet med hele 14 Fod. Det forekommer mig heri at ligge en Udtalelse fra Mændene om, at en virkelig Kompensation er foregaaet, og at Brugseierne altsaa ikke har havt nogen Grund til at fremkomme med Protest mod de trufne Foranstaltninger. Naar Brugseierne derfor faar den Ret, som tilkommer dem, nemlig til to tyske Møllers Vand, er det dem ganske uvedkommende, hvor meget Vand Bergens Kommune benytter og til hvilket Brug, Vandet benyttes. Jeg henholder mig til, hvad Førstvoterende her i Retten har anført om det bristende i det Bevis som er ført om, at Kommunen ogsaa udenfor Tørke og tørre Tider har forholdt Appell.ne Vandet. Det er hele 19 Aar, hvorom ingen Oplysning foreligger, og for de tre Aar 1890, 1892 og 1893 er det endog oplyst, at ingen Standsning af Brugene har fundet Sted.

Assessor C. Hansteen: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende, dog saaledes, at jeg ikke kan tiltræde det Led i hans Konklusion, der gaar ud paa, at Bergens Kommune i Forhold til Appell.ne kjendes uberettigede til af Svartediget at udtage mere Vand end 112,500 Kubikfod i Døgnet. Jeg er nemlig med de to sidst Voterende enig i, at

Side:103

Appell.ne med Hensyn til Vandet i Elven ikke har nogen anden eller større Ret, end at de kan gjøre Fordring paa «to tyske Møllers Vand» i 16 Timer i Døgnet. Jeg grunder dette paa Deklarationen af 1664, der var udstedt af en Person, som var eneraadig over hele Vasdraget og saaledes havde fuld Adgang til at bestemme, hvilke Rettigheder de forskjellige Brug skulde have, saaledes som denne Deklaration ogsaa gjennem Tiderne har været forstaaet og praktiseret. Dersom Appell.ne havde faaet dette Kvantum Vand, «to tyske Møllers Vand», hver eneste Dag i hele deres Besiddelsestid udenfor «Tørke og tørre Tider», vilde det ganske vist ikke have faldt nogen ind, at de havde noget at klage over, selv om det havde været fuldt paa det Rene, saaledes som det maa antages at være, at Kommunen gjennem sin Vandledning har udtaget mere Vand end 112,500 Kubikfod i Døgnet. I Forhold til Appell.ne tror jeg derfor ikke, at man kan sige, at Kommunen har været uberettiget til gjennem sin Vandledning at udtage et større Kvantum Vand. Det vilde derfor efter min Mening være rigtigst, at dette ikke blev udtalt i Dommen.

Med Hensyn til Erstatningsspørgsmaalet er jeg derimod enig med Førstvoterende, idet jeg efter det Oplyste om de mange hyppige og langvarige Standsninger i enkelte Aar maa gaa ud fra, at Appell.ne har maattet undvære Vandet oftere og i længere Tid, end Tilfældet vilde have været, dersom Kommunen ikke havde benyttet et saa stort Kvantum Vand som skeet. For det Tab, som paaføres Brugene derved, at Byens øgede Vandforbrug har medført hyppige Afstængninger af Svartediget, maa Kommunen efter min Mening være Appell.ne ansvarlig.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.

Af Underrettens Dom hidsættes:

Bergens By tager Størstedelen af sit Vand ved Ledning fra de i Aarstad Sogn ved Byen beliggende Vande: Svartediget og Isdalsvandet, hvis væsentligste Tilløb er fra 3 Fjeldvande, Langelivandet, Jordalsvandet og Torlebøvandet. Samtlige disse 3 Vande ere opstemmede, medens Hovedstemmen findes ved Svartedigets nedre Ende, hvor Aarstad- eller Møllendalselven løber ud for efter et kort Løb at falde i Store Lungegaardsvand eller Søen. Lidt nedenfor Elvens Udløb af Svartediget findes der ved samme forskjellige industrielle Anlæg tilhørende I. C. Meyer, Nikolai Pdersen, Iver Nilsen og L. Røskelands Enke m. Fl.; længere nede henimod Lungegaardsvandet ligger 5 Møller kaldet Kobbermøllen, Øvre Tyskemølle, Nedre Tyskemølle, Aarstadmøllen og Barkemøllen, hvoraf de 4 første formentlig tilhøre Bergens Kommune, der eier samtlige 5 Vandfald. Af disse Møller fandtes ved Aastedsbefaringen kun Barkemøllen i Drift, medens de øvrige Møller ikke er igang, da Byen har bortleiet deres Vand til et Firma, der benytter det til en Traadfabrik.

Ved Resolution afødt xx.xx.1853 tillodes det Bergens Kommune i Henhold til Lov angaaende Vandledninger afødt xx.xx.1851 at anlægge en Vandledning fra det saakaldte Svartedige til Byen. Under 3-16 Juni s. A. blev der derpaa afholdt en Skjønsforretning til Bestemmelse af den Erstatning, enhver Vedkommende maatte tilkomme for den Indskrænkning, Skade eller Forringelse, som Foretagendet maatte medføre for Grund, Eiendom, Indretninger eller Eiendomsherligheder. Skjønnet blev afgivet under den Forudsætning, at den udtagendes Vandmængde afgav som Maximum 112,500 Kubikfod i Døgnet, og udtaltes der blandt Andet af Skjønsmændene, at i Tilfælde Svartediget ved Stemme forhøiedes 4 Fod, tilkom Brugerne og Eierne af Vandfaldene i Elven ingen Erstatning. I Henhold til dette Skjøn blev opført en 4 Fod høiere Stemme end den gamle og en Vandledning nedlagt med et 9" Rør. Ved

Side:104

kongelig Resolution afødt xx.xx.1861 blev Vandledningen tilladt udvidet saaledes, at den ogsaa kunde benyttes i det til Byen stødende Domkirkens Landsogn, hvilket senere imidlertid er indlemmet i Byen. Allerede i 1864 eller før, da Bergens By endnu ikke tællede fuldt 25,000 Mennesker viste den anlagte Vandledning sig utilstrækkelig, og man besluttede at nedlægge et 12" Rør ved Siden af det gamle. I den Anledning optoges under 3-11 Mai s. A. en ny Skjønsforretning, hvis udtrykkelige Forudsætning imidlertid var som i 1853, at der ikke tages Vand udover 112,500 Kubikfod i Døgnet. Skjønnet udtalte blandt Andet, at der ingen særskilt Erstatning skulde erlægges for Vand til Fontæner og Pissoirer til Vedboerne af Domkirkens Landsogn og til i Byens Havn liggende Skibe, hvorved altsaa fremdeles maatte være forudsat, at 112,500 Kubikfod detil maatte være tilstrækkelige. Paa Spørgsmaal erklærede Skjønnet, at Elvebrugerne ikke tilkom nogen Erstatning for Vandtab, om man bestemte sig til at trække af den sidste eller de to sidste Fod af Svartedigets Vand ovenover Bunden af Damlugen, naar Stemmen gaves tilsvarende Forhøielse.

Efter Opgave under Proceduren i nærværende Sag betalte Kommunen de bestemte Erstatninger i endel Aar, men holdt senere op dermed, af hvilken Grund er ikke specielt nævnt. Det hænger formentlig sammen med, dels at Kommunen har forhøiet Stemmen med yderligere 10 Fod, hvorved Svartedigets Rumindhold siges 5 Gange forøget, dels at Kommunen ved Skjøde afødt xx.xx.1868 fra Johan Hagelsten og Søskende ethvervede Eiendomsret til Gaarden øvre Møllendal med Tilhørigheder. Som saadanne opgives tre Fjeldvande med Dæmninger paa Fjeldet ovenfor Svartediget samt de særskilt skyldsatte Vandfald, Nedre tyske Mølles, Øvre tyske Mølles, Aarstadmøllens, Barkemøllens og Kobbermøllens, hvoraf de to sidste da opgives at bruges af andre.

Siden 1864 er Bergens Bys Folkemængde stegen raskt, saa at den fra i nævnte Aar at være ikke fuldt 25,000 ved Udgangen af 1890 var henimod 54,000 og selvfølgelig er Vandbruget steget i et vist Forhold dertil. De ovennævnte Eiere af industrielle Anlæg ved den øvre Del af Møllendalselven I. C. Meyer, Nikolai Pedersen, Iver Nilsen og L. Røskelands Enke, der antager, at Vandforbruget nu langt overskred 112,500 Kubikfod pr. Døgn, fandt sig skadelidende, og 12te Juli 1894 udtog de Klage mod Byen til Aarstad Forligelseskommission. I denne Klage fremsættes følgende specielle Ankepunkter:

1. Ved Skjønsforretningen afødt xx.xx.1864 blev forudsat et maximalt Forbrug af Vand af 112,500 Kubikfod pr. Døgn. Dette Kvantum er gjennem en Aarrække betydelig overskredet.

2. Endvidere anvender Kommunen Vandet til forskjellige Øiemed, der i nævnte Skjønsforretning ikke er forudsat, navnlig gjælder dette Vandets Benyttelse til Drivkraft, til Forsyning af Dampskibe og i det Hele taget alt teknisk Brug.

3. Kommunen anvender i Strid med Skjønsforretningen Vandværket ogsaa udenfor Byens Grændser.

Under Forfølgelse af denne Klage har Cit.ne derpaa i denne Sag nedlagt saadan Paastand:

1. At Bergens Kommune tilpligtes inden passende Frist og under ellers paafølgende Mulkt til Aarstad Herredskasse at anbringe Maaleapparater for sine Vandindtag i Svartediget.

2. At Bergens Kommune kjendes uberettiget til fremtidig at udtage af Svartediget mere end 112,500 Kubikfod Vand pr. Døgn under Erstatningsansvar til Cit.ne efter Skjøn og daglig løbende Mulkt til Aarstads Herredskasse, i Tilfælde Overskridelse sker.

3. At Bergens Kommune tilpligtes inden passende Frist og under daglig løbende Mulkt til Aarstads Herredskasse i Tilfælde Overskridelse at sløife eller stænge

Side:105

samtlige Ledninger udenfor Kommunens Grændser, der ikke specielt er hjemlede ved Expropriationsforretningerne afødt xx.xx.1864.

4. At Bergens Kommune tilpligtes at yde Cit.ne Erstatning efter Skjøn optaget paa Kommunens Bekostning for alt det Vand, som Kommunen siden 1864 har trukket til eget Brug udenfor 112,500 Kubikfod pr. Døgn, ligesom ogsaa for det, der er anvendt udenfor Kommunens Grændser, og for det, som er brugt til ulovligt Øiemed.

5. At Cit.ne hos Indst. tilkjendes tilstrækkelige Sagsomkostninger.

Indst., Bergens Bys Kommune, har paastaaet sig frifunden og tilkjendt Sagsomkostninger. - - - - - - - - - - - -

Betræffende Omfanget af Cit.nes Vandrettigheder i Møllendalselven, skal Retten dernæst referere Dommen i en af Bergens Stiftsoverret under 30 Marts 1857 paadømt Sag mellem Samuel Meyer som Eier af Aarstad og John Hagelsten m. Fl. som Eiere af Møllendals Mølle. Denne Dom er nemlig ikke paanket, og er af Parterne i denne Sag vedtaget som gjældende for dem. Overretsdommen stadfæstede en af Midthordlands Sorenskriver under 8 April 1853 afsagt Dom, hvorved Møllendals Eiere kjendes berettiget til uhindret af Aarstads Gaards Eiere efter egen Raadighed til deres Møller at løse og trække Vandet af Stemmen ved Svartediget saavelsom de ovenfor dette værende og dertil førende Fjelddiger samt endvidere berettiget til uhindret af ham at benytte sig til bemeldte deres Møller af Vandet i Møllendalselven, dog med Forpligtelse til af Stemmen ved Svartediget at oplade fra Kl. 4 à 5 om Morgenen til Kl. 8 à 9 om Aftenen saameget Vand, som 2 tyske Møller kunde gaa med, undtagen naar Tørke og tørre Tider indtræffer. Dommen er støttet til ogsaa her for Retten fremlagte Dokumenter, specielt en af Aarstads daværende Eier, Blandzeflor Bildt, 5 Juli 1664 udstedt og 7 Febr. 1804 thingl. Deklaration, en Lagthingsdom afødt xx.xx.1719, der opretholder denne Deklaration og hans Mølles Skjøde paa Aarstad og Møllendal, dat. 11 April, thl. 3 Decbr. 1765. Efter denne Dom har Cit.ne altsaa kun Ret til to tyske Møllers Vand og heller ikke dertil i Tørke og tørre Tider. Efter Indst.s Forklaring, der ikke er benegtet, antages med to tyske Møllers Vand at være ment saa meget Vand, som der skal til for at drive to Rhinske (tyske) Stene, hvilket skulde være 5 + 5 eller tilsammen 10 Hestekræfter effektiv, idet den ene Mølle som beliggende nedenfor den anden benytter det af den anden forbrugte Vand. Indst. beregner det udfordrendes Vand til 10 effektive Hestekræfter med ca. 60 pCt. Trykeffekt af Vandet til 373,248 Kubikfod pr. 16 Timer.