Hopp til innhold

Rt-1901-51

Fra Rettspraksis


Instans: Høyesterett - Dom
Dato: 1900-11-02
Publisert: Rt-1901-51
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang: L.nr. 54 for 2den Session s.A.
Parter: Straffesag mod Overretssagf. Einar Harris Stilo (Forsvarer til Prøve: Overretsagf. O. Solnørdal - Aktor: Adv.Harbitz).
Forfatter: Motzfeldt, Birkeland, Thoresen, Prydz, Stang, Broch, C. Hansteen
Lovhenvisninger: Norske Lov (1687), Straffeprosessloven (1887) §457


Assessor Motzfeldt: Den 22 Februar s. A. udtog Fru Johanne Fjeld Forligsklage mod Ovveretsagf. Einar Harris Stilo i Anledning af en af Sidstnævnte formentlig udøvet Selvtægt ved at hindree hende fra, da hun fyttede ud af sin af Stilo leiede Bekvemmelighed, at saa med sig mere end omtrent Halvdelen af sine Effekter samt angaaende det hende derved paaførte Tab. Efter at Paatalemyndigheden derefter paa Fru Fjelds Henvendelse havde erklæret, at Sagen ikke gav Anledning til Forføining fra dens Side, anlagde Fru Fjeld privat Sag mod Sagfører Stilo for Kristiania Meddomsret.

Ved dennes under 25 Juli f. A. afsagte Dom blev saaledes kjendt for Ret:

Indst., Overretssagfører Einar Harris Stilo, bør for Selvtægt bøde til Statskassen 100 - et Hundrede - Kroner, samt i Omkostningsansvar til samme Kasse betale 30 - tretti - Kroner.

Cit.inden, Fru Johanne Field, tilkjendes i Erstatning af Statskassen for nødvendige Omkostninger ved Sagsanlægget i Hovedsagen 35 - tretti fem - Kroner.

Side:52

Det af Indst. anlagte Modsøgsmaal afvises, og paalægges Indst. at udrede i Erstatning til Statskassen for dennes Udgifter i Anledning af Kontrasøgsmaalet 25 - fem og tyve - Kroner.

Angaaende Sagens nærmere Omstændigheder samt de derunder nedlagte Paastande henviser jeg til Præmisserne til Meddomsrettens Dom.

Paa denne Dom er der af Sagf. Stilo erklæret Anke. Han anker over Lovanvendelsen og over, at det i Dommen ikke med Klarhed er udtalt, hvorvidt han ved Anledningen handlede i god Tro eller ikke. Han anker videre over, at der ikke var beskikket ham Forsvarer i det første Retsmøde, samt endelig over Strafudmaalingen.

Anken er af Kjæremaalsudvalget henvist til Prøvelse i Høiesteret.

Jeg finder det vistnok at være en Feil, at der ikke under Bevisoptagelsen ved Forhørsretten var beskikket Forsvarer. Men jeg kan ikke antage, at det deraf er en nøvendig Følge, at Hovedforhandlingen og Dommen, som af Domfældte paastaaet, skal ophæves. Det sees nemlig, at det da førte Vidne kun blev afhørt angaaende Omstændigheder, der vedkom det civilretlige Spørgsmaal eller Sagf. Stilos eventuelle Erstatningsanvar til Fru Fjeld, derimod ikke angaaende Noget, der vedkom det strafferetslige Spørgsmaal. Stilo var derhos selv tilstede og protesterede ikke mod Vidnets Ahørelse, ligesaalidt som han begiærede Forsvarer beskikket for sig. Og da under Hovedforlingen den nævnte Vidneforklaring blev oplæst, var baade Sagf. Stilo selv og den for ham da opnævnte Forsvarer tilstede. Men ingen af dem gjorde nogen Bemærkning i Anledning af, at Vidnet var afhørt, uden at der var beskikket Forsvarer. Heller ikke protesterede de af den Grund mod, at Vidnets Forklaring blev oplæst ved Hovedforhandlingen. Under disse Omstændigheder og da Meddomsretten Præmisser tydelig og klart viser, at det paagjældende Vidnes Forklaring ingen Indflydelse har ødet ved Afgjørelsen af Skyldsspørgsmaalet eller ved Straffens Udmaaling, - og andet er ikke ved Paaanken indbragt til Høiesterets Prøvelse - finder jeg, at man kan undlade paa Grund af den omhandlede Feil at ophæve Sagsbehandlingen og Dommen.

Med hensyn til Realiteten er jeg enig med Meddomsretten i, at Sagf. Stilo ikke kan undgaa Straf for Selvtægt.

Det omhandlede Passus i Leiekøntrakten stifter eller betinger inger Sikkerheds- eller Retentionsret, men henviser kun til den Adgang til Arrest som N.L. 1 - 19 - 11 giver. Stilo var derhos ikke i Besiddelse af Gjenstandene og var da, for lovlig at komme i Besiddelse af dem, nødt til at søge Rettens eller Fogdens hjælp. Hvis det kun havde gjældt en foreløbig kortvarig Detention for midlertidig at sikre sig Tingene, indtil Stilo kunde faa dem belagt med Arrest, eller hvis der havde været Grund til at antage, at Fru Fjeld agtede at fjerne Tingene paa en saadan Maade, at Stilos Adgang til at gjøre Arrest i samme forspildtes, vilde Sagen have staaet anderledes. Men saa er jo her ikke Forholdet. At Domfældte har, som han paaberaaber, været i god Tro, kan efter min Mening ikke fritage ham for Straf, idet god Tro her jo kun vil sige, at han har havt en urigtig Opfatning eller Forstaaelse af Kontrakten og Loven.

Paa den anden Side tjener det til hans Undskyldning, at Fru

Side:53

Fjeld før den aftalte Tid uden noget Varsel til ham og uden at betale skyldig forfalden Husleie fraflyttede Leiligheden og vilde medtage alle sine Effekter. Jeg finder derfor, at der er et aabenbart Missforhold mellem den af Domfældte begaaede Forseelse og den ham derfor ilagte Straf. Efter min Mening vil en Bod af 20 Kr. være passende uden Anbefaling til Benaadning.

Meddomsrettens Dom iøvrigt ligger udenfor Paaanken.

Konklusion:

Overretssagf. Einar Harri Stilos Straf for den i den paaankede Meddomsretsdom omhandlede Forbrydelse bestemmes til en Bod til Statskassen af 20 - tyve - Kroner.

Forsvarer og Aktor for Høiesteret, Overretssagf. Solnørdal og Høiesteretsadvokat Harbitz, tillægges i Salarium Førstnævnte 60 - sexti - og Sidstnævnte 40 - firti - Kroner, hvilket Beløb udredes af Statskassen.

Assessor Birkeland: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Assessor Thoresen, de extraordin. Assessorer, Byretsassessor Prydz Lagmand Stang og Generalauditør Broch samt Assessor C. Hansteen: Ligesaa.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt ovverensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.

Meddomsrettens Dom er saalydende:

Cit.inden i nærværende Sag, Fru Johanne Fjeld, har paastaaet Indst., Overretssagfører C. H. Stilo, straffet for Selvtægt og idømt Erstatning samt dernest paastaaet sig frifunden i Kontrasøgmmaalet og Indst. ilagt Mulkt for unødig Trætte for sammes Inkamination samt derhos ilagt Sagsomkostninger i begge Søgsmaal.

Indst. har paastaaet sig frifunden samt derhos fremsat Modpaastand om Straf for Cit.inden efter Straffel.s 21 - 11 eller 7 samt Betaling af 2 Maaneders Husleie Kr. 87,50 og Cit.inden ilagt Sagsomkøstninger i begge Søgsmaal.

Efter det Oplyste blev der den 6 Oktober 1899 mellem Cit.inden og Indst., det er Medeier og Bestyrer af Osterhausgaden 2, oprettet skriftlig Leiekontrakt, hvorefter Førstnævnte fra Oktober Flyttetid 1899 leiede en Bekvemmelighed i nævnte Gaard paa sædvanlige Haalvaarsopsigelsesvilkaar efter en maanedlig Leie af Kr. 43.75, der skulde betales forskudsvis. Det er paa det Rene, at Cit.inden, der ikke havde seet Leiligheden, før hun leiede samme, nogle Dage efter sin Indflytning klagede hos Indst. over i ethvert Fald en Mangel ved Komfyren i hendes Kjøkken, og paastaar hun, at Indst. i den Anledning bemærkede, at hvis hun ikke var fornøiet, kunde hun flytte. At Indst. har ytret dette, benegtes af ham. Dette er den eneste Gang, Cit.inden har fremkommet med nogen Besværing over Leiligheden til Indst. eller andre rette Vedkommende, men da Cit.inden fremdeleS var misfornøiet paa Grund af angivelige Mangler ved Leiligheden, vilde hun fraflytte samme, og ventede, paastaar hun, alene dermed, til hun fandt sig en anden passende Bekvemsmelighed. Hun betalte imidlertid Leien uden Bemærkning hver Maaned for Tiden til og med 17 Januar 1900. Da hun nu havde fundet en anden Leilighed for sig, begynte hun uden at give nogen Underretning til Indst. eller Portneren i Gaarden den 12 Februar d. A. at flytte sine Effekter ud af sin Bekvemmelighed, idet hun i Henhold til ovenanførte angivelige Udsagn fra Indst. Side ansaa sig berettiget til strax at flytte. Indst. fik imidlertid af andre høre Tale om

Side:54

Flytningen, hvorfor han gik op i Gaarden og aflaasede saa under Cit.indens Protest dennes Leilighed og hindrede hende i at flytte ud de af hendes Møbler, der endnu ikke var bragt ud af Leiligheden ved Indst.s Tilstedekomst. Efterat han havde gjort dette, tilbød han ved samme Leilighed Cit.inden at lade hende saa Tilladelse til at fortsæette med Flytningen hvis hun betalte ham en Maaneds Husleie fra 17 Januar 1900. Da hun ikke vilde ingaa herpaa, har Indst. senere ladet de af ham tilbageholdte Gjenstande bringe op til Loftet i samme Gaard i et Rum, hvortil Portnerkonen har Nøglen, og er det for Afsavnet af disse Gjenstande, at Cit.inden har krævet Erstatning. Hvormeget der ved Leiligheden blev tilbageholdt, finder Retten ikke paa det Rene.

Indst. har anført, at han troede at have Ret til at tilbageholde vedkommende Effekter og idet han i saa Henseende har paaberaabt sig, at der i den afsluttede Leiekontrakt udtrykkelig staar anført en Klausul saalydende: "Den Udleieren ifølge N.L.s 1 - 19 - 11 jfr. 13 tilstaaede Sikkerhedsret i Leietagerens Effekter forbeholdes", formener Indst., at denne Bestemmelse hjemler ham Adgang til at kunne tilbageholde det fornodne af Cit.indens Løsøre som Pant.

Retten finder ikke at kunne give Indst. Medhold heri, idet den citerede Bestemmelse t Chr. V. ikke giver nogen Sikkerhedsret, kun en Adgang til at gjøre Arrest, og selv om denne Klausul i Leiekontrakten efter dette bliver øverflødig, kan Cit.inden ved at underskrive Kontrakten ikke ansee at havde vedtaget andet end, hvad der ligger i Ordene, nemlig Henvisning til Udleierens Ret efter nævnte Lovsbestemmelse. Retten finder det derfor givet, at Indst. her handlet egenmægtig, uden at gaa frem paa den ham efter Loven anviste Vei, naar han vilde søge sig dækket i Leietagerskens Effekter, og vil han derfor blive at fælde for Selvtægt efter Straffel.s Kap. 10 §22.

Ved Strafudmaalingen er taget Hensyn til, at Indst. som Sagfører burde kjende til, at han ved sit Forhold gjorde sig skyldig i Selvtægt, om det end paa den anden Side ogsaa kan komme i Betragtning, at Cit.inden i ethvert Fald burde have varslet Indst., før hun flyttede.

Med Hensyn til det af Cit.inden fremsatte Erstatningskrav, finder Retten det ikke tilstrækkelig oplyst til at kunne tage samme under Paakdjendelse. - - -

I henhold til Straffprocesl.s §457 vil Cit.inden blive at tilkjende Erstatning af Statskassen for nødvendige Omkostninger ved Sagsanlægget og Indst. at ilægge Omkostningsansvar til det Offentlige efter de for offentlige Sager gjældende Regler, hvorhos Indst. videre vil blive at paalægge Erstatning til Statskassen for dennes Udgifter ved Kontrasøgsmaalet, hvortil Retten finder, at der ikke har været rimelig Grund.