Rt-1901-592
| Instans: | Høyesterett - Kjennelse |
|---|---|
| Dato: | 1901-06-13 |
| Publisert: | Rt-1901-592 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 127 1ste Session s. A. |
| Parter: | Reisjaadalens Skovinteressentskab (Adv. Schiander) mod Torjus Leifsen Bolkesjø (Adv. Ludvig Meyer). |
| Forfatter: | Blom, V. Scheel, Prydz, H. Scheel, Bull, Broch, Reimers |
| Lovhenvisninger: | Skogloven (1863) §13, §6, §20 |
Extraordin. Assessor, Sorenskriver Blom: Ifølge Dokument afødt xx.xx.1863 har Torjus Leifsen Bolkesjø som Eier af en Anpart af Gaarden Nedre Bolkesjø i Gransherred Ret til efter Udvisning at tage Hus-, Brænde- og Gjerdefang i den Reisjaadalens Skovinteressentskab tilhørende Bolkesjø Skov i samme Herred, hvilket Trævirke dog, "saalænge Skovens Eier ikke derved føler sig fornærmet", kan tages uden Udvisning af "Tørt, Top og anden ubrugelig Skov". Da Torjus Bolkesjø Vaaren eller Sommeren 1900 fra nævnte Skov uden Udvisning havde ladet hugge og henlægge paa sin Eiendom en Del til Salg tjenlig Trælast "af fersk og vexterlig Skov", lod Reisjaadalens Interessentskab ham under 25 August f. A. indkalde til Forligelseskommissionen. I Klagen anføres, at Torjus Bolkesjø ved sin Handling havde gjort sig skyldig ikke alene til Erstatning, men ogsaa til at have forbrudt sig mod Skovlovens §20 og/eller §13 samt den almindelige Straffel.s Kap. 22 §4.
Da Forlig ikke opnaaedes, blev der anlagt privat Straffesag mod ham inden Øvre Telemarkens østfjeldske Sorenskriveris Jurisdiktion, hvor Sagen behandledes den 15 Januar 1901. Reisjaadalens Interessentskab paastod ham her domfældt efter den almindelige Straffel.s Kap. 22 §4 eller §5 samt idømt Erstatning og Sagsomkostninger; subsidiært paastodes Fældelse efter Skovlovens §13.
Ved den af Meddomsretten samme Dag afsagte Dom blev imedlertid Torjus Leifsen Bolkesjø frifunden for Citantsk.s, Reisjaadalens Interessentskabs, Tiltale i denne Sag, hvorhos Processens Omkostninger blev ophævet. Meddomsretten fandt det godtgjort, at Torjus Bolkesjø Vaaren 1900 uden Udvisning havde hugget 17 Tylvter 10 Stkr. Trær for at benytte samme til Ved, medens de var tjenlige til
Side:593
Salgslast. Det er videre oplyst - siges der i Domsbegrundelsen -, at de hugne Trær var friske og ialfald ikke tørre, om de end ikke var synderlig vexterlige; de er nærmest karakteriserede som spegne, det vil sige ikke eller ialfald ikke fynderlig vexterlige. Rettens Pluralitet anførte derhos videre, at den med Hensyn til Spørgsmaalet om Kontrakten Ord "anden ubrugelig Skov" fandt, at man ved Fortolkningen af disse Ord maa gaa ud fra Forholdene i 1863 og at spegen Skov af saa smaa Dimensioner som de, det her gjælder, i 1863 maatte ansees for ubrugelig Skov, hvoraf følger, at Tilt. ved sin omhandlede Hugst har været og troet sig at være i sin Ret. Meddomsretten Formand voterede derimod for, at Indst., Torjus Bolkesjø, skulde straffældes efter Skovlovens §13 og ilægges Erstatning og Omkostningsansvar. Han var uenig i den Forstaaelse af de omhandlede Ord i Kontrakten af 1863, som af Domsmændene var gjort gjældende.
Ved Erklæring afødt xx.xx.1901 har Reisjaadalens Skovinteressentskab erklæret Anke paa den faldne Meddomsretsdom, idet Interessentskabet mener, at Loven er urigtig anvendt og særlig, at Domstolen har forstaaet Ordene "ubrugelig Skov" feilagtig, og at det maa være aldeles urigtigt ved Fortolkningen af dette Udtryk at lægge til Grund Forholdene i Aaret 1863 istedetfor Forholdene paa Hugsttiden. Anken er af Kjæremaalsudvalget henvist til Prøvelse i Høiesteret.
Appell. har her for Retten nedlagt saadan Paastand:
At Tilt., Torjus Leifsen Bolkesjø, for Forseelse mod den almindelige Straffel.s Kap. 22 §5, subsibiært mod Skovl.s §13, ilægges en passende Bod til Statskassen, tilpligtes til Reisjaadalens Interessentskab at betale i Erstatning 100 - et Hundrede - Kroner tilligemed Sagens Omkostninger for Meddomsret og Høiesteret.
Indst., Torjus Leifsen Bolkesjø, har derimod paastaaet Meddomsrettens Dom stadfæstet og sig hos Appell. tilkjendt Forsvarsomkostninger ved Høiesteret.
Jeg er forsaavidt enig med Appell., som jeg med ham antager, at Meddomsrettens Flertal har lagt til Grund for sin Dom en feilagtig Forstaaelse af de i Dokumentet af 1863 benyttede Ord "ubrugelig Skov". Jeg mener, at man ved Kontraktens Forstaaelse maa se hen til de Forhold, som forefindes til enhver Tid, da Hugst finder Sted, og ikke til Forholdene, saaledes som disse var i 1863, - til Forholdene altsaa saavel med Hensyn til Skovbestanden ved den paagjældende Hugsttid, som med Hensyn til den Brug, som da kan gjøres af den Skov, som forefindes. Indst. har saaledes efter min Mening i Virkeligheden udøvet en Hugst, hvortil han ikke var berettiget efter Dokumentet af 1863. Han pligtede, forinden han foretager en saadan Hugst, at kjende sin Kontrakt og hvis der i denne Henseende kan lægges ham noget tillast, maa han være at anse efter Skovlovens §13 sammenholdt med §6.
Spørgsmaalet bliver da for mig dette, om man kan sige, at Indst. med Hensyn til Forstaaelsen af sin Kontrakt har forholdt sig saaledes, at dette kan lægges ham tillast paa en saadan Maade, at Strafansvar bør gjøres gjældende. I denne Henseende har man Meddomsrettens Afgjørelse for, at Indst. har troet, at han havde
Retst. No. 38 for 1901.
Side:594
Ret, og Sagen stiller sig da for mig saa, at Spørgsmaalet, om han skal straffes, er afhængigt af, om det kan siges, at han har begaaet nogen strafbar Uagtsomhed ved at have hugget uden nærmere at skaffe sig Rede paa den rette Forstaaelse af Kontrakten. I denne Henseende maa jeg lægge en afgjørende Vegt paa, at de to Domsmænd under Sagen jo har forstaaet Kontrakten paa samme Maade som Indst. Under disse Forhold maatte der, mener jeg, særlige Grunde til, for at man skulde sige, at Indst. ved at forstaa Kontrakten paa samme Maade som Domsmændene har begaaet en Uagtsomhed, der fortjener Straf. Jeg vil efter dette votere for, at Anken forkastes. Derimod finder jeg, at Indst. ved sit Forhold maa siges at have givet rimelig Anledning ikke alene til Sagens Anlæg, men ogsaa til, at Citantsk. har villet søge Sagen prøvet ved Høiesteret, og jeg vil derfor stemme for, at Omkostningerne ophæves.
Konklusion:
Anken forkastes. Sagens Omkostninger for Høiesteret ophæves.
Assessor. V. Scheel: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.
Extraordin. Assessor, Byretsassessor Prydz: Ligesaa.
Extraordin. Assessor, Byretsassessor Dr. H. Scheel: Jeg er kommen til et andet Resultat end de tidligere Voterende. Jeg er enig med Førstvoterende i, at den Forstaaelse af Dokumentet af 1863, paa Grundlag af hvilken Meddomsrettens Flertal har frifundet Indst., er urigtig. Men jeg gaar forsaavidt videre end Førstvoterende, som jeg finder denne Forstaaelse af Dokumentet saa aabenbart urigtig, at Indst. ikke kan fritages for Straf som den, der ialfald af Uagtsomhed har overtraadt Skovl.s §6, jfr. §13. Det maatte efter min Mening i ethvert Tilfælde stikke sig for Indst. som overmaade tvivlsomt, hvorvidt Dokumentet hjemlede ham Ret til at gaa frem paa den Maade som skeet. Og naar han da alligevel uden videre handler ud fra denne Forudsætning og endogsaa foretager en saa omfattende Hugst af friske Trær som skeet, mener jeg, at der er fuld Grund til at bringe vedkommende Straffebestemmelse i Anvendelse paa hans Forhold. Jeg er nemlig med Førstvoterende enig i, at denne ligesaalidt som de Straffebestemmelser af lignende Art for Overtrædelser, der er Gjenstand for offentlig Paatale, nødvendigvis forudsætter en forsætlig Overtrædelse. Jeg antager ligesom Meddomsrettens Formand, at en Bod af 20 kroner kan være passende uden Anbefaling til Benaadning.
Derimod antager jeg ikke, at der er Anledning til under nærværende Sag at tilkjende Appell. Erstatning for de af Indst. hugne friske Trær. Det er nemlig ikke under Sagen oplyst, hvorvidt Indst. ved denne Hugst har tilegnet sig noget, hvortil han ingen reel Ret havde. Forsaavidt der ikke var tilstrækkeligt af Top og Tørt, var han efter Dokumentet af 1863 berettiget til at saa udvist ogsaa friske Trær til Hugst. Hvad der er Gjenstand for denne Sag, er alene Overtrædelse af Forpligtelsen til at taale Udvisning; men hvis Indst. efter Omstændighederne vilde have været berettiget til at kræve Udvisning af friske Trær til Hugst, kan der ikke være Spørgsmaal om noget Erstatningsansvar, medmindre han har hugget mere, end han
Side:595
vilde kunne have faaet udvist; og hvorvidt dette er Tilfældet, er ikke under Sagen oplyst.
Hvad Sagsomkostningerne angaar, er det efter min Opfatning af Sagen en Selvfølge, at jeg voterer for, at Indst. paalægges at erstatte Appell. disse for Meddomsretten og Høiesteret.
Da jeg er i Minoritet med min Mening, former jeg ingen Konklusion.
Extraordin. Assessor, Exped.sekr. Bull: Jeg er enig med Hr. Assessor Dr. H. Scheel.
Extraordin. Assessor, fhv. Generalauditør Broch: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.
Assessor Reimers: Ligesaa.
Høiesterets Kjendelse blev derefter afsagt overenstemmende med Førstvoterendes Konklusion.