Rt-1901-649

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1901-07-12
Publisert:	Rt-1901-649
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 144
Parter:	J. Broch, Knut Mikkelsen, S. Lund, Paul Olsen, Elias Nielsen, Karl Lien og Krohnvikens Bryggeri (Adv. Ramm) modt Aarstads Kommune ved dens Ordfører (Adv. U. C. Flood)
Forfatter:	Motzfeldt, Birkeland, Thoresen, Blom, Prydz, Roll samt Justitiarius Løchen
Lovhenvisninger:	Lov om bruksrettigheter (1874), Lov om bruksrettigheter (1874) §3

Assessor Motzfeldt: Ved Underretsdom, afsagt 19 August 1897, inden Midthordlands Sorenskriveri af Sættedommer med Meddomsmænd blev i nærværende Sag kjendt saaledes for Ret:

«Indst., Aarstads Herredsstyrelse, bør til Cit.ne, J. Broch, Knut Mikkelsen, S. Lund, Paul Olsen, Elias Nielsen, G. Eriksen, Sivert Pedersen, Karl Lien, Jakob J. Solhus og Krohnvikens Bryggeri, efter uvillige Mænds Skjøn, optaget paa Indst.s Bekostning, at betale Erstatning for Skade tilføiet Cit.ne ved den under Sagen omhandlede i 1895 udførte Omlægning af Bygdeveien ved Bergens mekaniske Verksted i Solheimsvigen med 4 - fire - pCt. aarlig Rente af Skjønsbeløbet fra 29 November 1895, indtil Betaling sker. Sagens

Side:650

Omkostninger ophæves. At efterkommes inden 15 - femten - Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven. Den bestikkede Sættedommer, Sorenskriver G. Rolls Salær 300 Kr. udredes af Statskassen.»

Ved Bergens Overrets under 9 Januar 1899 afsagte Dom blev imidlertid saaledes kjendt for Ret:

«For de Indst. Nr. 4, Paul Olsens og Nr. 6, G. Eriksens Vedkommende bør Underrettens Dom uefterrettelig at være, og afvises Sagen for deres Vedkommende for Underretten. Appell., Aarstads Herredsstyrelse, bør for de Indst. Nr. 1, J. Broch, Nr. 2, Knut Mikkelsen, Nr. 3, S. Lund, Nr. 5, Elias Nielsen, Nr. 7, Sivert Pedersen, Nr. 8, Karl Lien, Nr. 9, Jacob J. Salhus og Nr. 10, Krohnvikens Bryggeris Tiltale i denne Sag fri at være. Processens Omkostninger ophæves for begge Retter.»

Ang. Sagens Gjenstand og nærmere Omstændigheder henvises til de foregaaende Dommes Præmisser.

Overrettens Dom er af syv af de oprindelige ti Cit. indbragt for Høiesteret, hvor af Appell.ne er nedlagt saadan Paastand:

1. At Underrettens Dom stadfæstes, forsaavidt angaar Hovedappell.ne ved Høiesteret: 1) J. Broch, 2) Knut Mikkelsen, 3) S. Lund, 4) Paul Olsen, 5) Elias Nielsen, 6) Karl Lien og 7) Krohnvikens Bryggeri.

2. At Hovedappell.ne hos Kontraappell., Aarstads Herredsstyrelse, tilkjendes Procesomkostninger ved Høiesteret.

Aarstads Kommune har efter udtaget Kontrastevning paastaaet Overrettens Dom stadfæstet og sig hos Hovedappell.ne tilkjendt Sagsomkostninger for alle Retter.

Af de oprindelige Cit., for hvis Vedkommende Sagen ved Overrettens Dom afvistes fra Underretten, at han, da Sagen behandledes for Forligelseskommissionen, var syg, og at han medsendte en anden af Cit.ne Lægeattest herom, da denne reiste til Kommissionen. Han anmodede samtidig denne om under Forligsmæglingen ogsaa at repræsentere ham. Med den Mødende blev ogsaa Forligsmægling anstillet. Da begge disse Parters Interesse falder fuldstændig sammen, er jeg tilbøielig til at tro, at den stedfundne Mægling under disse Omstændigheder maa kunne godtages ogsaa for Paul Olsens Vedkommende, selv om den Mødende har forsømt at meddele Forligelseskommissærerne, at der var givet ham Fuldmagt til at møde ogsaa for Paul Olsen. Naar dertil kommer, at Forligsmægling senere ved Sagens Behandling paa Aastedet blev anstillet ogsaa for Paul Olsens Vedkommende, anser jeg ialfald Kravet om Forligsmægling efter Omstændighederne tilfredstillet og er derfor ikke enig med Overretten i at afvise Sagen fra Underretten for Paul Olsens Vedkommende. Der kunde efter dette være et Spørgsmaal, om ikke Sagen for hans Vedkommende da maatte hjemvises til Overretten til Paakjendelse i Realiteten. Samtlige Sagens Parter har imidlertid fuldstændig ligeartede Interesser, samme Bevisligheder, samme Søgsmaalsfundament og samme Paastand. Det er derfor ikke tænkeligt, at denne Sag kunde faa et forskjelligt Udfald for de forskjellige Parter. Jeg anser da efter Omstændighederne ikke Hjemvisning nødvendig, men finder

Side:651

at kunne lade den Realitetsdom, der afsiges, gjælde ogsaa Paul Olsen.

Ang. Sagens Realitet kommer jeg til samme Resultat som Overretten og kan i det Væsentlige henholde mig til dens Begrundelse.

Skulde Appell.ne, hvis Eiendomme ikke støder til den Strækkning af Veien, der er omlagt, kunne sætte sit Søgsmaal igjennem, maatte det være, fordi de stod i en Særstilling til Veien, fordi en dem med Hensyn til Veien særlig tilhørende retsbestyttet Interesse var krænket. At saa er Tilfældet, har ogsaa Appell.ne for Høiesteret søgt at godtgjøre. De har dokummenteret, at til heromhandlede Veis Oparbeidelse blev der i 1807 af et privat Selskab, der virkede til Bergens Forskjønnelse og Vel, besluttet anvendt endel Penge paa Betingelse af, at Grunden til Veien af Grundeierne blev afstaaet gratis. Hvorvidt denne Vei dengang blev anlagt som ny eller kun blev væsentlig udbedret, derom er der Strid mellem Parterne. Men dette er ikke for mig af væsentlig Betydning. Det er nemlig ialfald ikke oplyst, at der for Grundafstaaelsen til Veien fra Grundeiernes Side blev opstillet som nogen Betingelse, at Veien altid skulde vedligeholdes som en privat Vei. Det er den heller ikke blevet. Veien blev anlagt som en almindelig Færdsels- og Promenadevei. Og den blev allerede i 1828 af Stiftamtmand Falsen klassificeret som Bygdevei og har senere, altsaa i 75 Aar været behandlet og betragtet som en almindelig Bygdevei. At der af Bergens Kommune ydes et Bidrag til Veiens Vedligeholdelse, har i denne Henseende for mig ingen Betydning. Enhver ældre Særret, der muligens i sin Tid kan have tilligget Appell.nes Eiendomme med Hensyn til Veien, er ialfald nu i Tidens Løb bortfaldt. Det er derhos heller ikke oplyst, at de nuværende Eiere paa nogen Maade har faaet sig overdraget nogen saadan Særret, om den nogensinde har existeret.

Appell.ne har paaberaabt sig, at Veiomlægningen ikke skal være skeet af Hensyn til Kommunikationsvæsenets Fremme, men af private Hensyn ligeoverfor Bergens mekaniske Verksted. Det er muligt, at det ikke er Hensyn til Kommunikationsvæsenet, der i første Række her har ledet Autoriteterne til at fatte Beslutning om Veiens Omlægning. Men der er ikke Grund til at antage, at det er andet end offentlige Hensyn, der har ledet Autoriterne. Hensynet til en saa stor Bedrift inden Kommunen som Bergens mekaniske Verksted, der beskjæftiger en Arbeidsstok afødt xx.xx.700 Mand, maa nemlig efter min Mening utvivlsomt ogsaa siges at være et offentligt Hensyn.

De Ulemper, hvorover Appell.ne klager, er i mine Øine heller ikke af synderlig Betydning. Og i det Øieblik Loven afødt xx.xx.1874, §3 tillader en Mand at omlægge en anden Mands private Vei over hans Eiendom og henlægge den til et andet Sted, naar Veiens Benyttelse derved ikke «i nogen særdeles Grad bliver besværliggjort», forekommer det mig, at det vilde være urimeligt, om ikke Eiendomme, der benytter en almindelig offentlig Bygdevei, skulde være nødt til ved en Omlægning af Veien at finde sig i Ulemper, der ikke er betydeligere end de her omhandlede.

Processens Omkostninger finder jeg Grund til at ophæve for alle Retter.

Side:652

Konklusion:

Kontraapell., Aarstads Kommune, bør for Hovedappell.nes, J. Brochs, Knut Mikkelsens, S. Lunds, Paul Olsens, Elias Nielsens, Karl Liens og Kronvikens Bryggeris, Tiltale i denne Sag fri at være.

Processens Omkostninger for alle Retter ophæves.

Assessor Birkeland: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Assessor Thoresen, de extraordn. Assessor, Sorenskriver Blom og Byretsassessor Prydz, Assessor Roll samt Justitiarius Løchen: Ligesaa.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.

Underrettens Dom er saalydende:

Under 26 November 1895 udtog Malermester J. Broch m.fl. saadan Forligsklage. Aarstads Kommune har iaar ladet foretage en Omlægning af den offentlige Vei i Solheimsviken, idet den tidligere Vei over Bergens mekaniske Verksteds Broskib er sløifet, medens man istedet har ført den i en stor Omvei søndenfor Verkstedets Dok og Bygninger. Denne Omlægning, som blev besluttet efter Andragende fra Bergens mekaniske Verksted, hvilket ogsaa er den eneste Skatteyder inden Aarstad, der høster Fordel af den, medfører betydelige Ulemper for Eiendomsidderne vestenfor Verkstedets Eiendom, idet Kommunikationen for dem med Herredets østlige Del og specielt Bergens By baade paa Grund af Veiens større Længde og de uheldige Stigningsforhold er bleven i høi Grad besværliggjort. Det er derfor utvivlsomt, at Veiens Omlægning har paaført disse Eiendomsbesiddere stor Skade. Og denne Skade maa Aarstads Kommune være forpligtet til at erstatte dem. «Som Følge heraf maa jeg herved paa Vegne af J. Broch, Knut Mikkelsen, S. Lund, Paul Olsen, Elias Nilsen, G. Eriksen, Sivert Pedersen, Karl Lien, Jakob J. Salhus og Krohnvikens Aarstads Kommune ved dens Ordfører indkaldt osv.» Ved dennes Klages Behandling i Aarstad Forligelseskommission opnaaedes ikke Forlig, og de 10 i Klagen nævnte Eiendomsbesiddere have derfor paastevnt nærværende Sag, hvorunder de ogsaa have stevnt Bergens mekaniske Verksted for Processens og Navns Nævnelses Skyld. Efterat ogsaa ved Retten forgjæves Forligsprøve paa Aastedet er anstillet, har Cit.ne nedlagt saadan Paastand, at Aarstads Herredsstyrelse tilpligtes at betale dem for den ved den stedfundne Omlægning af Veien dem paaførte Skade, Erstatning efter uvillige Mænds Skjøn optaget paa Indst.s Bekostning med Renter af Skjønsbeløbet fra Paaklagen samt Sagens Omkostninger. - - -

Indst. har paastaaet sig frifunden og tilkjendt Forsvarsomkostninger. - - - - -

I en længere Aarrække - uvist hvor længe - har den Del af Aarstads Herred, der ligger ved Puddefjorden, specielt Krohnviken, Damsgaard og Laxevaag havt sin Landforbindelse med Bergens By af den Vei, der over Solheimsviken fører rundt Puddefjorden. Midt i 50 Aarene anlagdes Bergens mekaniske Verksted i Solheimsviken og efter Ansøgning fra Vedkommende samtykkede Aarstads Herredstyrelse og Søndre Bergenhus Amtmand da i, at Verkstedet opførte et Proskib over Bygdeveien i Solheimsviken, samt gjorde nogle Forandringer med Grøfterne, alt paa endel opstillede Betingelser, der thinglæstes. Veien blev ogsaa gjennemskaaret og Broen opført. I 1881 samtykkede atter Aarstads Herredsstyrelse i, at Verkstedet foretog en Omlægning af endel af Veien nordenfor Broen. Endelig i 1890, da Verkstedet havde fundet sig generet i sin Bedrift og hindret i dennes Udvidelse ved Veitrafiken over Broen og gjennem dets Arbeidsplads, samtykkede Aarstads

Side:653

Herredsstyrelse i en ny Omlægning, den hvorover Cit.ne i nærværende Sag beklager sig, og hvorved Veien er bleven aldeles stængt for den Del af samme, der før gik over Verkstedets Eiendom, og nu er lagt søndenom denne i en større Bue. Følgen heraf er, at Veien i det Hele er bleven forlænget med 228.7 M. og har faaet Stigning paa begge Sider indtil 1 paa 24, medens den før var ganske slad. Alle disse Forandringer og Omlægninger sees at være udført for Verkstedets Regning eller paa dets Bekostning. Retten skal først bemærke, at den ikke finder Føie til at afvise Sagen helt eller for nogen Del paa Grund af cumulatio inepta, der ikke antages at være tilstede. Cit.ne begrunde nemlig alle sine ensartede Fordringer med det samme formentlige skadegjørende Forhold, og der er da et fuldstændigt Sammenhæng mellem dem, hvorfor der intet kan være til Hinder for at paadømme alles Krav under en Sag. I Hagerups Forelæsninger over den norske Civilproces Side 187 Note 4 vil findes anført en Række Høiesteretsdomme, hvori aldeles analogiske Sager er paadømte i Realiteten. Forsaavidt Indst. videre har antydet, at det er en Feil, at Cit.ne alene have stevnt Aarstads Herredsstyrelse og ikke inddraget Amtmanden, paa hvem den endelige Afgjørelse med Hensyn til en Bygdeveis Omlægning beror, i Sagen, og forsaavidt Indst. antyder, at Sagen af den Grund skulde ex officio maatte afvises, kan Retten heller ikke være enig heri. Det heder vistnok i Veiloven afødt xx.xx.1851 §2 næst sidste Punktum, at Anlæg af ny og Omlægning af ældre Veie «foranstaltes» af Amtmanden, efterat Samtykke dertil af vedkommende Formænd og Repræsentanter er meddelt. Men ved Foranstaltning maa nærmest her forstaaes den administrative Ledning, og under enhver Omstændighed indsees det ikke, at Cit.ne skulde være tvungen til at søge Erstatning hos Amtmanden, naar de alen vilde holde sig til Indst. Som Cit.ne sige, maa det, hvordan Amtmandens Forhold til Sagen retslig stiller sig, være nok, at de intet Ansvar gjør gjældende imod ham. Det kan ogsaa bemærkes, at under Aarstads Herredsstyrelses Behandling af Omlægningsspørgsmaalet i 1890 sees Herredsstyrelsen at være den Authoritet, som satte Betingelser og i det Hele optraadte som den, der havde Afgjørelsen. Under Proceduren i denne Sag udtaler Indst. et Par Gange, at det er Herredsstyrelsen, som har ladet Omlægningen udføre, og Ansvaret for denne Foranstaltning viser Herredsstyrelsen ikke fra sig, men synes paa ethvert Punkt af Sagen at betragte det som sig vedkommende.

Hvad Sagens Realitet angaar, da er det in confesso mellem Parterne, at, som Indst. udtrykker det, Herredsstyrelsen havde Ret til at lade Omlægningen udføre, og at denne var fuldt lovlig. Hvad der tvistes om er, hvorvidt Cit.ne ved Omlægningen have lidt nogen Skade, og om hvorvidt Indst. i bekræftende Fald derfor er pligtig til at yde Erstatning. Indst. benegter begge Dele. Hvad først betræffer Tvisten om, hvorvidt Cit.ne have lidt Skade ved Omlægningen, da er der under Sagen forelagt Skjønsmændene det Spørgsmaal, om de antage, at Veiens Omlægning har bevirket, at Cit.nes Eiendomme er blevne forringede i Værdi, og dette Spørgsmaal er besvaret med Ja. Indst. har ogsaa selv erkjendt, at Omlægningen er uheldig for alle andre, end Verkstedet, idet Herredsstyrelse indleder sin Beslutning afødt xx.xx.1890 i Sagens Anledning med følgende: «Da en Omlægning af Veien i den Udstrækning, som af Verkstedet projekteret, vil medføre adskillige Ulemper, gjøre Veilængden for den almindelige Færdsel baade større og tungere end nu, samt desuden i særlig høi Grad besværliggjort Forbindelsen mellem Herredets østre og vestre Del og den sidstes Adgang til Sognets Kirke, kan Herredsstyrelsen kun anbefale Andragendet paa følgende Vilkaar osv.» Selv om Herredsstyrelsen ved disse Vilkaar ogsaa søgte at bøde paa de truende Ulemper, blev disse dog utvivlsomt langtfra fjernede, idet Veien ialfald blev længere og tungere. Det er klart, at Ulemperne ved den nye Vei nærmest maatte gaa ud over Cit.ne, hvis Huse ligge lige nord

Side:654

for Verkstedet paa begge Sider af Bygdeveien der. Veien forlængedes med 228.7 M. og besværliggjordes med ikke ubetydelige Stigninger, maatte disse Omstændigheder være fuldt tilstrækkelige til at afholde mange fra at leie Bekvemmelighed i Cit.nes Huse eller søge Forbindelser der, naar der paa Verkstedets søndre og vestre Side ogsaa var Hus at faa, Handelsmænd og Haandverkere at søge. Det er vistnok af Indst. søgt paavist, at Cit.ne ingen Skade har lidt. Der anføres saaledes, at den forøgede Veilængde kun koster et Par Minutters Gang mere end før, at den nye Vei er saa meget bedre end den gamle, der var meget smudsig og ikke overalt farefri, at den gamle Vei ofte var spærret, naar Broskibet var trukket bort, at der da maatte benyttes en Vei, som var endnu længere end den nye og meget slettere m. m. Men alt dette, hvor rigtig det end tildels, omend ogsaa kun tildels kan være, kan dog ikke efter Rettens Formening svække Indst.s egen Erkjedelse og det afgivne Skjøn, hvorved det maa ansees bevist, at Cit.ne have lidt Skade. Om de herfor kunne fordre Erstatning, er et andet Spørgsmaal. Om et Foretagende af almen Interesse som en almindelig Veiomlægning foraarsager Enkeltmand mindre Ulempe, kan det vistnok ikke etableres som Regel, at han bliver erstatningsberettiget. Her er imidlertid neppe Spørgsmaal om nogen mindre Ulempe, men vistnok heller om en ganske betydelig Værdiforringelse. Endnu mindre er her Tale om et Foretagende i almen Interesse, da her omhandlede Omlægning alene er foretagen i Bergens mekaniske Verksteds Interesse. Hvis dette ikke fremgik af de lokale Forholde, er det ligefrem sagt i Aarstads Herredstyrelsesmøde 24 Febr. 1891. Naar det er indvendt, at Verkstedet beskjæftiger mange Mennesker, hvis Interesser er knyttede til Verkstedets Trivsel, er dette vistnok saa, men en Veiomlægning for Verkstedet alene bliver derfor ikke noget Foretagende, der har almen Interesse - specielt almen Interesse for Aarstads Herred. Omstændighederne ved denne Sag forekommer derfor Retten at være saadanne, at et Erstatningskrav fra skadelidende Interesser i og for sig synes ualmindelig berettiget og retfærdigt. Det vil heller ikke være stridende mod nogen Lov eller mod gjældende Retsopfatning. En Række af Høiesteretsdomme vedkommende Gader i Byer har tilkjendt Erstatning i lignende Tilfælde - saaledes hvor Huseiere er paaført Tab ved Gadesænkning [Rt 1857 712], ved Regulering, der indskrænker Byggefriheden [Rt 1891 569], ved Reguleringsplanen, der forandres [Rt 1892 49] eller ved nye Kommunikationsanlæg [Rt 1893 70]. Prof. Aschehoug i sin Afhandling «om Erstatning for tvungen Grundafstaaelse m.v.» i Rt-1879-754 udtaler, at der i Principet ikke er nogen Forskjel mellem Gader og Landevei med Hensyn til de tilstødende Grundeieres Rettigheder. Vistnok gaaes der paa nævnte Sted ud fra, at det er Grundeierne ved eller stødende til den Vei, der omlægges eller forandres, hvorom der alene eller nærmest bliver Tale, men denne Begrændsning kan formentlig ikke opstilles, hvor paaviseligt ogsaa andre Eiendomsbesiddere udenfor selve det paagjældende Veistykke lider Skade. Forholdet, Erstatningsgrunden er nemlig, saavidt skjønnes, den samme for alle Interesserede - den nemlig, at hvor en offentlig Vei er anlagt, maa de ved samme boende Eiendomsbesiddere betragtes som indbudne eller opfordrede til at indrette sine Bygninger og Anlæg derefter. Det Tilbud eller Løfte, det Offentlige gjennem Veien har gjort dem, og i Tillid til hvilket de have indrettet sig, kan ikke ensidig tilbagetages.

Retten antager derfor, at Erstatningskravet in casu baade i sin Almindelighed er berettiget og specielt paa Grund af Omstændighederne ved den her omhandlede Veiomlægning, hvorfor den vil tage Cit.nes Paastand tilfølge. Erstatningen bliver at bestemme ved Skjøn paa Indst.s Bekostning, og vil der af Skjønsbeløbet være at erlægge 4 pCt. Renter fra Klagens Forkyndelse 29 Novbr. 1895 [Berammelsen paa Klagen er udateret]. Sagens Omkostninger antages at burde ophæves.

Side:655

Sættedommeren, der har oppebaaret ca. 40 Kr. i Sportler, tilkommer desuden Salær af Statskassen, der bestemmes til 300 Kr. - - - - - -

Af Overrettens Dom hidsættes:

Aarstads Herredsstyrelse har den 12 Novbr. 1890 besluttet at anbefale et Andragende af 1 August s. A. fra Bergens mekaniske Verksted om «Indvilgning i», at den Del af Damsgaardveien, der da gik gjennem Verkstedet [over Dokkens Broskib] blev omlagt saaledes, at den kom til at gaa søndenfor Verkstedet, saaledes som angivet paa en medfølgende Skitse, at Omlægningen skeede paa Verkstedets Bekostning efter Veivæsenets Forskrifter, og at det daværende Veistykke blev Verkstedets Eiendom, medens det nye Veiareal skulde overdrages Veivæsenet. Sin Anbefaling betingede Herredsstyrelsen af endel under 6 Poster opstillede Vilkaar, hvoriblandt her anføres, hvad der indeholdes i det sidste af dem, nemlig: Alle Udgifter ved Erhverhvelsen af den til Veien nødvendige Grund, ved Oparbeidelse, Indhegning, Grind- eller Bomhold og muligens Vagthold ved Jernbaneovergangen samt mulige Erstatningskrav af hvilkensomhelst Slags, der kan opstaa ved Veiens Omlægning, bæres af Verkstedet og bliver Kommunen uvedkommende. Denne Beslutning blev af Aarstads Herredsstyrelse fastholdt ved Beslutning afødt xx.xx.1891, og den omhandlede Veiomlægning er bleven udført med Amtmandens Tilladelse. I Forligsklagen blev af de Indst. anført, at Aarstads Kommune havde ladet Omlægningen foretage, og dette kan ikke ansees benegtet af Appell. i hans sidste Indlæg for Underretten [Underretsakten S. 16], hvorved der anføres, at Kommunen har meddelt sit Samtykke til Veiomlægningen, men ikke modsiger, at Veiomlægningen er udført efter Herredsstyrelsens Foranstaltning, og nogen ligefrem Modsigelse heraf er heller ikke senere under Proceduren fremkommen fra Appell.s Side. I sit Indlæg afødt xx.xx.1897 har Appell. derimod anført: «Cit.ne har ikke bestridt Herredsstyrelsens Ret til at lade Omlægningen udføre, og en saadan Ret kan heller ikke bestrides», og paa lignende Maade har Appell. ogsaa udtalt sig i Indlæg afødt xx.xx.1897. Appell. har heller ikke søgt nogen Støtte for sin Paastand i den Omstændighed, at Anbefalingen af den omhandlede Omlægning skeede under den Betingelse blandt andre, at mulige Erstatningskrav af hvilkensomhelst Slags, der kunde opstaa ved Veiens Omlægning, skulde bæres af Verkstedet, og Retten kan derfor ikke tage noget Hensyn dertil. Sagens Afgjørelse beror da paa, om der tilkommer de Indst., med Undtagelse af Nr. 4 og 6, noget Krav paa Erstatning paa Grund af Veiens Omlægning. Situationskartet viser, at de Indst.s Eiendomme, hvorom her er Spørgsmaal, er beliggende i Nærheden af den Vei, hvoraf den omlagte Veistrækning udgjorde en Del, i en Afstand af mellem 100 og 700 Meter fra det Punkt paa Kartet B, hvor den nye Veistrækning begynder, og det blev af de Indst. i deres Klage til Forligelseskommissionen, til hvilken Klage deres Underretsstevning henviste, anført, at Omlægningen medførte betydelige Ulemper og stor Skade for dem, idet Kommunikationen for dem med Herredets østlige Del og med Bergens By paa Grund af Veiens større Længde og de uheldige Stigningsforhold er bleven i høi Grad besværliggjort.

Retten skal bemærke, at det af Bestemmelsen i Veiloven afødt xx.xx.1851 §2 [cfr. §26] formentlig ligefrem fremgaar, at existerende offentlige Veie, de være enten Hoved- eller Bygdeveie, kunne med Iagttagelse af de i §en indeholdte Betingelser omlægges. Tilfølge heraf kunne de, som benytte Veien, ikke kræve, at disse ikke skulde blive omlagte, medmindre de forsaavidt maatte have en særskilt Adkomst at støtte sig til: Saadan Adkomst har de Indst. ikke paaberaabt sig, og det kan saaledes ikke antages, at de have noget Krav paa, at den Vei, de have at passere forat komme til de østlige Dele af Herredet eller til Bergens By, for alle Tider skal have den samme Beliggenhed, Længde og Bekvemhed som den, den engang har havt.

Side:656

De Indst.s Eiendomme støder, som anført, hverken til den nedlagte eller til den nye Veistrækning, og den Omstændighed, at de ligger i en Afstand af mellem 100 og 700 Meter fra Veiens Divergeringspunkt, kan ikke give de Indst. en større Ret til at besvære sig over Veiomlægningen end andre, hvis Eiendomme ligger fjernere, men for hvem dog Veiomlægningen medfører den sammme Ulempe med Hensyn til Veiens Forlængelse og Stigningsforhold, og der lader sig heller ikke opstille nogen Grændse for, hvor langt en saadan Ulempe skulde kunne virke. I det foreliggende Tilfælde er der ved Veiomlægningen alene skeet en Forlængelse af Veilinien med 228,7 Meter og tilveiebragt en Stigning paa Veibanen af 1.24 og Ulemperne derved synes i ethvert Fald ikke at kunne være større, end at de, som maa benytte Veien, maa finde sig deri, især naar hensees til, at Veiens Omlægning medførte den Fordel, at den nye Vei til enhver Tid er farbar, medens Færdselen paa den gamle Vei ikke sjelden maatte standses, naar Dokporten, hvorover Veien gik maatte bortføres [cfr. Rt-1895-97 flgg.] Samtlige de Høiesteretsdomme, som er paaberaabte i Underretsdommens Præmisser til Støtte for Underrettens Resultat, formenes at angaa Tilfælde, som er forskjellige fra nærværende Sag i det, hvorpaa det kommer an.

Retten antager derfor, at Appell. maa frifindes for de Indst.s Tiltale i denne Sag, forsaavidt Sagen ikke som anført bliver afvist.

Processens Omkostninger for begge Retter ville efter Omstændighederne blive ophævede. - - -