Rt-1901-706

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1901-06-08
Publisert:	Rt-1901-706
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 121 1ste Session s. A.
Parter:	Pastor Halfdan Møller som værge for afdøde Distriktslæge Ellefsens to umyndige Børn, William og Agnes Ellefsen (Adv. Ingstad, beskikket) mod Ulykkesforsikringsskabet «Sigyn» ved dets Direktion (Adv. Otto Aubert).
Forfatter:
Lovhenvisninger:

Med Hensyn til nærværende Sags faktiske Omstændigheder henvises til Præmisserne til Kristiania Byrets Dom afødt xx.xx.1899, ved hvilken saaledes blev kjendt for Ret:

«Ulykkesforsikringsselskabet «Sigyn» bør for Fru Sanne Ellefsens eller nu hendes Børns Tiltale i denne Sag fri at være. Sagens Omkostninger ophæves. Den befalede Sagfører, Adv. Ingstad, tilkjendes i Salar 300 - tre Hundrede - Kroner, der udredes af Statskassen.»

Dommen blev afsagt under Dissents, idet et af Rettens Medlemmer voterede for at tilkjende Fru Ellefsen eller hendes Dødsbo det paasøgte Beløb.

Byrettens Dom er af Pastor Halfdan Møller, som Værge for afdøde Distrikslæge Ellefsens to umyndige Børn, William og Agnes Ellefsen, ved Stevning afødt xx.xx.1900 paaanket til Høiesteret, hvor Sagen er overført til skriftlig Behandling.

For Appell. er der i Høiesteret nedlagt saadan Paastand: «At Indst. Tilpligtes at betale Appell. 20,000 - tyve Tusinde - Kroner med lovlige Renter fra Paaklagen den 28 November 1897 og Sagsomkostninger for begge Retter.»

Indst., Ulykkesforsikringsselskabet «Sigyn», har paastaaet Byrettens Dom stadfæstet og sig tilkjendt Forsvarsomkostninger for Høiesteret.

Efter Byretsdommens Afsigelse er der af Indst. optaget et Thingsvidne inden Lofotens Sorenskriveri, under hvilket 6 Vidner er afhørte.

Ogsaa i Anledning af Høiesteretssagen og af Thingsvidnet har Appell. erholdt Bevilling til fri Sagførsel og Fritagelse for Retsgebyrer.

Høiesteret kommer til samme Resultat som det dissenterende Medlem af Byretten, til hvis Votum henvises. Man finder, at

Side:707

Distriktslæge Ellefsens Fald i Vandet ved Landstigningen i Kabelvaag maa betegnes som et Ulykkestilfælde, der omfattes af Forsikrings-Betingelsernes §1, og ligeledes, at den derved bevirkede stærke Afkjølen af hans Legeme maa betragtes som en legemlig Beskadigelse.

Det kan ikke uden tvingende Grunde antages, at Ellefsens Fald i Vandet ikke skulde være den primære og væsentlige Aarsag til den Sygdom, der ganske kort efter opstod hos ham og uafbrudt udviklede sig, indtil den medførte Døden. Og de foreliggende Oplysninger - specielt de indbyrdes ikke samstemmende Erklæringer fra Lægekyndige - findes ikke at kunne overbevise om, at Forholdet i Virkeligheden dog har været et andet. Det bemærkes i denne Forbindelse, at der for de Lægekyndige ikke har foreligget nogen Obduktionsforretning.

At Døden har været en «umiddelbar Følge» af Ulykken udelukkes ikke derved, at Ellefsen sandsynligen har været vaad paa Benene under den kort efter tiltraadte Forretningsreise til Henningsvær. Det her nævnte Moment kan alene ansees som en tilstødende Omstændighed, der ikke ophæver den i Ulykkestilfældet liggende primære og væsentlige Aarsag.

Sagens Oplysninger giver ikke Føie til at statuere, at Ellefsen skulde have gjort sig skyldig i «grov Skjødesløshed» ved en uforsvarlig Undladen af at foretage Bytte af Klæder efter Faldet i Vandet.

Tre af de Voterende stemmer for Stadfæstelse af Byrettens Dom, idet de med dennes Flertal ikke finder det godtgjort at Doktor Ellefsens Sygdom og paafølgende Død skyldes det omhandlede Fald i Vandet.

Processens Omkostninger findes at burde ophæves for begge Retter.

Sagførelsen, fosaavidt den har været befalet, eragtes forsvarlig.

I Henhold til det Anførte afsiges saadan

Dom:

Ulykkesforsikringsselskabet «Sigyn» bør til Pastor Halfdan Møller, som Værge for afdøde Distriktslæge Ellefsens to umyndige Børn, William og Agnes Ellefsen, betale 20,000 - tyve Tusinde - Kroner med 4 - fire - af Hundrede i aarlig Rente deraf fra 28 Novbr. 1897 til Betaling sker.

Processens Omkostninger for Byretten og Høiesteret ophæves.

Salaret for den ved Høiesteret befalede Sagfører, Adv. H. Ingstad, ansættes til 300 - tre Hundrede - Kroner, hvilke, tilligemed de Salarer, der tilkommer de befalede Sagfører ved Kristiania Byret og under Thingsvidnet i Lofoten, udredes af Statskassen.

Byrettens Dom (En Notits om denne Dom findes indtaget i Aargangen 1899 Side 829. Red.) er saalydende:

Distriktslæge i Øst-Lofoten, Karl Andreas Ellefsen, der har været ulykkesforsikret i Ulykkesforsikringsselskabet «Sigyn» for 20,000 Kroner, kom den 9 September 1896 med Dampskibet «Kabelvaag» tilbage til sit Hjem, Kabelvaag, fra et Sygebesøg i Raftsund. Da han skulde gaa iland i Kabelvaag, gled han og faldt i Vandet paa venstre Side, saaledes at han blev gjennemvaad over hele Legemet med Undtagelse af høire Skulder og delvis Hovedet. Han kom strax op og til sit Hjem, hvor han byttede Klæder, ialfald delvis; der er nemlig nogen Uklarhed om i hvilken Udstrækning Ombytningen fandt Sted, og man kommer senere tilbage hertil. Han begav

Side:708

sig derefter igjen ombord i Dampskibet «Kabelvaag», med hvilket Skib han skulde reise paa Sygebesøg til Henningsvær. Under denne Reise klagede han, efter hvad Disponent Hansen, der var med paa Turen, har anført, over, at han frøs og var vaad paa Benene, ligesom han gjorde Indtryk af at befinde sig meget uvel og i trist Sindsstemning, og i de følgende Dage klagede han efter Hansens videre Anførende over Benene, der svulmede op, saa at han ikke længere gik med Lethed. Videre har Ellefsens Hustru oplyst, at hendes Mand, da han kom hjem fra Turen til Henningsvær om Natten samme Dag, gik tungt i Trapperne, var syg, klagede over, at Benene var stive og smertede, frøs og kastede op, ligesom hun har anført, at han paa hendes Spørgsmaal om, hvad der feilede ham, svarede, at han blev daarlig, da han faldt i Vandet. Senere blev han, efter Fru Ellefsens senere Anførende, daarligere og daarligere, skjønt han endnu magtede at tilse sine Patienter i Kabelvaag. Han klagede over Hjertet og Smerter i Benene, hvilke hovnede op, og hans Appetit var borte, saa han spiste høist ubetydligt.

Den 3 Oktober 1896 afgik Doktor Ellefsen ved Døden af Hjertelammelse.

Da hans Enke mente, at hans Sygdom og efterfølgende Død skyldtes det omhandlede Fald i Vandet den forudgaaende 9 September, og at dette derfor maatte betragtes som et Ulykkestilfælde, der efter Forsikringsselskabets Statuter begrundede Erstatningspligt, henvendte hun sig gjennem Professor Helland til «Sigyn»s Direktion med Anmodning om at erholde Forsikringsbeløbet 20,000 Kroner udbetalt, men da Direktionen ikke ansaa Selskabet erstatningspligtigt, og derfor negtede at udbetale Beløbet, sagsøgte hun efter forgjæves forsøgt Forligsmægling og efter opnaaet Beneficium p. g. ved sin befalede Sagfører, Adv. Ingstad, ved Stevning afødt xx.xx.1897 Ulykkesforsikringsselskabet «Sigyn» til Betaling af 20,000 Kroner med Renter og Omkostninger, deriblandt Salar til den befalede Sagfører. Cit.inden er under Sagens Gang afgaaet ved Døden og hendes Retsfordring overgaaet paa hendes tvende umyndige Børn.

Indst. har paastaaet sig frifunden med Tilkjendelse af Sagens Omkostninger.

Angaaende Omfanget af Selskabets Erstatningspligt heder det i de Policen paatrykte Betingelser §1: «Selskabet forsikrer mod de materielle Følger af legemlige Beskadigelser, som hidrøre fra Ulykkestilfælde, foraarsagede ved ydre Vold, naar som umiddelbar Følge af Ulykken, Død, Invaliditet eller forbigaaende Erhvervsudygtighed indtræder».

Jeg antager, at det maaske kunde være et Spørgsmaal, om en saadan Falden i Vandet som i nærværende Tilfælde, selv om derved foraarsages en Forkjølelsessygdom, der ender med Døden, kan ansees at indgaa under Forsikringsbetingelsernes §1; en saadan Forskjølelsessygdom med samme Udgang kunde jo ogsaa foraarsages derved, at en Mand en Vinterdag uforvarende traadte op i en Vandpyt og blev vaad paa Benene, men som noget saadant Ulykkestilfælde i Forsikringsbetingelsernes Forstand vilde dette neppe kunne ansees, og mellem de her nævnte tvende Tilfælde er der jo ingen egentlig Væsensforskjel; enten Gjennemvædningen foraarsages ved, at man glider paa Stranden og falder i Vandet eller ved, at man uforvarende træder op i en Vandpyt, og hvad enten Gjennemvædningen udstrækker sig til en større eller mindre Del af Legemets Overflade maa i heromhandlede Henseende formentlig komme ud paa et og det samme.

Men om man end gaar ud fra, at det omnævnte Fald i Vandet i Tilfælde kunde ansees som et saadant Ulykkestilfælde, som omhandles i Betingelsernes §1, saa maa det dog, for at Selskabet skulde blive erstatningspligtig, fordres, at det er godtgjort eller bragt til overveiende Grad af Sandsynlighed, at Døden er indtraadt «som umiddelbar Følge af Ulykken». Og det kan jeg ikke finde her at være Tilfældet. Der foreligger Erklæringer fra Professorerne Nicolaysen og Laache, efterat

Side:709

disse have gjennemgaaet Sagens Oplysninger, samt fra Læge Ole Chr. Moe, der tilsaa Doktor Ellefsen ca. 1/2 Time før han døde.

Professor Nicolaysens Konklusion gaar ud paa, at Ellefsens Fald i Vandet, ved hvilket han kun blev udsat for en kortvarig Afskjøling, ikke kan ansees som Aarsagen til hans Sygdom og Død, men at dette derimod maa skyldes den langvarigere Afkjøling, som bevirkedes ved en, mange Timer varende, Reise med delvis fugtige eller vaade Klæder.

Professor Laache udtaler, at det i Virkeligheden maa stille sig tvivlsomt, om det nævnte Fald i Vandet kan erklæres for tilstrækkelig Forklaringsgrund for den paafølgende Sygdom og Død, men tilføier Professoren: «beneegtes tør det imidlertid ikke», idet han bemærker: «at et ufrivilligt koldt Bad med deraf følgende psykiske Chock hos et dispineret Individ maa repræsentere et for en Sygdoms Frembrud gunstigt Moment, maa indrømmes, men samtidig bør det fremhæves, at saafremt Distriktslæge Ellefsen har været vaad paa Benene under Bortreisen til Henningsvær paa Grund af mangelfuldt Ombytte af Klæder, er dette en Faktor, hvortil der maa tages Hensyn».

Læge Ole Chr. Moe har erklæret: «Doktor Ellefsen døde af Hjerteslag under en Hjertesygdom, som sandsynligvis udviklede sig under hans Levetids aller sidste Dage; denne Hjertesygdom fremkom under en subacut Muskel- og tildels Ledrheumatisme, som gav sig tilkjende den sidste Maaned af hans Liv, og antager jeg, at denne Hjertesygdom foraarsagedes af hans Rheumatisme. At denne kunde være acquireret ved det omhandlede Refrigerium anser jeg for muligt, og synes der mig at være stor Sandsynlighed derfor, da jeg, skjønt det temmelig nøie Kjendskab jeg havde til Afdøde, aldrig havde hørt eller mærket, at han forud frembød rheumatiske Symptomer».

Det i denne Erklæring omhandlede «Refrigerium» refererer sig til en Udtalelse af Doktor Moe i en af ham tidligere afgiven Erklæring, hvori der siges: «I omtrent en Maaneds Tid havde afdøde lidt af rheumatiske Smerter i begge Ben, og skulde han efter Forlydende selv datere disse Smerter fra et noget længere varende Refrigerium, som han blev udsat for ved et Fald i Vandet».

Som det fremgaar af Disponent Hansens Erklæring klagede Doktor Ellefsen paa Turen til Henningsvær over, at han frøs og var vaad paa Benene; Hansen siger i sin første Erklæring: «Da jeg saa til ham i hans Hjem i Kabelvaag, var han gjennemvaad og skulde bytte Klæder, hvad han ogsaa delvis gjorde, hvorpaa vi reiste til Henningsvær».

Formentlig paa Basis af denne Udtalelse siger ogsaa Professor Helland i hans første Skrivelse til Indst., at Ellefsen efter Faldet i Vandet delvis byttede Klæder. Nu har Hansen imidlertid i en senere Erklæring anført, at da han ikke var nærværende, medens Ellefsen byttede Klæder, kan han ikke oplyse, hvori Ombytningen bestod, «men antagelig byttede han kun Ydertøi, da han paa Turen til Henningsvær klagede over, at han frøs og var vaad paa Benen». De af Fru Ellefsen givne Oplysninger bringer heller ikke Klarhed over Spørgsmaalet om, i hvilken Udstrækning Ombytningen foregik; men det maa ialfald ansees paa det Rene, at han paa Turen til Henningsvær var vaad paa Benene, og da der iøvrigt ikke er oplyst noget, som skulde gjøre det antageligt, at han er blevet det efter Ombytningen, er det sandsynligt, at han ialfald ikke byttet har Strømper. Imidlertid har det mindre Betydning, enten det skyldes Undladelse af Omytning eller en anden Omstændighed, at Doktor Ellefsen var vaad paa Benene; Faktum er, at han foretog en Dampskibsreise med vaade Ben og at han klagede herover i Forbindelse med, at han frøs; naar han derfor blev syg, synes det, specielt efter de foreliggende Lægeerklæringer, vel saa nært at antage, at Sygdommen skyldes hans Dampskibsreise med

Side:710

vaade Ben og den dermed forbundne lange Afkjøling, som at den skyldes Faldet i Vandet i og for sig og den derved forbundne kortvarige Afkjøling, idet han jo strax kom sig op og til sit Hjem.

Professor Nicolaysens Erklæring gaar, som det sees, ligefrem ud paa, at Sygdommen ikke kan antages at skyldes Faldet i Vandet, men derimod den mange Timer varende Reise med delvis fugtige eller vaade Klæder. Professor Laache finder det tvivlsomt, om Faldet i Vandet kan ansees som tilstrækkelig Forklaringsgrund, men tør ikke benegte det, som det sees under Forudsætning af, at Doktor Ellefsen har været et «disponeret» Individ. Om hvorvidt Doktor Ellefsen skulde være disponeret for den Sygdom, der voldte hans Død, foreligger ingen Oplysning, det er kun oplyst, at han alltid tidligere var frisk og stærk og at Doktor Moe, der havde kjendt ham nøie i 4 1/2 Aar, aldrig havde hørt ham omtale, at han led af Rheumatisme. Professor Laache har videre fremhævet, at hvis Doktor Ellefsen har været vaad paa Benene under Bortreisen til Henningsvær, var dette et Faktum, hvortil der maatte tages Hensyn. Saavidt skjønnes tillægger Professor Laache saaledes den sidtsnævnte Omstændighed adskillig Betydning for Spørgsmaalet.

Læge Moe omnævner kun som sandsynlig Sygdomsaarsag det noget længere varende Refrigerium, som Ellefsen blev udsat for ved at falde i Vandet; men om Doktor Moe under dette Refrigerium ogsaa indbefatter Ellefsens - formentlig som Følge af utilstrækkeligt Ombytte - vaade Tilstand paa Benene under Reisen til Henningsvær, kan ikke sees. Er dette ikke indbefattet, saa har Doktor Moe aldeles undladt at omhandle det sidstnævnte Moment, et Moment, som dog efter de to Professorers Udtalelser maa tillægges adskillig Betydning.

Jeg finder, efter hvad der saaledes foreligger, at det ikke kan ansees godtgjort eller bragt til Sandsynlighed, at Doktor Ellefsens Sygdom og paafølgende Død skyldes det omhandlede Fald i Vandet i og for sig, men antager, at hvis Faldet i Vandet har nogen Skyld i Sygdommen, saa er dette kun i Forbindelse med, at Ellefsen - formentlig som Følge af utilstrækkelig Ombytte af Klæder - foretog en længere Dampskibsreise med vaade Ben, og for dette Tilfælde kan jeg ikke finde Indst. Erstatningpligtig, da isaafald Sygdommen og den paafølgende Død ikke kan siges at have været nogen «umiddelbar Følge af Ulykken».

I Henhold til det Anførte finder jeg, at Indst. bør blive at frifinde.

Sagens Omkostninger findes efter Omstændighederne at burde ophæves.

Den befalede Sagfører, Adv. Ingstad, der forsvarlig har udført Sagen, har afgivet 22 Møder i Sagen; der har ikke været ført Vidner, men Sagen har foranlediget adskillig Korrespondance for Advokaten; der har været vexlet 12 Indlæg. I Betragtning af det Anførte og Sagens Vidtløftighed i det Hele findes et Salar af 300 Kroner passende.

Til Slutning bemærkes, at jeg i høi Grad maa misbillige den Maade, hvorpaa Professor Helland i de af ham forfattede Indlæg, der har været fremlagte i Sagen, og maa antages at have været bestemt til saadan Fremlæggelse, har optraadt med personlig Udfald og Uartigheder specielt mod Professor Nicolaysen. Jeg har dog efter Omstændighederne, og særlig da Professor Helland ikke formelt indtager Stilling som procederende i Sagen, ikke fundet tilstrækkelig Grund til i den omhandlede Anledning at ilægge ham Mulkt for utilbørlig Procedure.

Thi konkluderes:

Ulykkesforsikringsselskabet «Sigyn» bør for Fru Sanne Ellefsens eller nu hendes Børns Tiltale i denne Sag fri at være.

Sagens Omkostninger ophæves.

Den befalede Sagfører, Adv. Ingstad, tilkjendes i Salar 300 - tre Hundrede - Kroner, der udredes af Statskassen.

F. Mack.

Side:711

Votum

Jeg kommer til et andet Resultat end Førstvoterende.

Det ligger efter min Opfatning i selve Sagens Natur, at enhver voldsom Forrykkelse af den forsikredes naturlige Legemstilling eller legemlig Forhold omfattes af Forsikringen.

Et Fald af hvilketsomhelst Art - hvad enten det er fra et Tag eller Vindu ned paa Gaden, i en Trappe eller paa selve Stuegulvet, fra en Hest eller fra en Baad, en Bro, en Brygge, ned i Vandet, - er et ligesaa regelmæssigt faktiskt Grundlag for en Ulykke som et Bøsseskud, et Dolkestik, et Knivskaar, en afreven Finne, eller en Synaalspids i Fingeren. Hvis Erhvervsudygtighed eller Død er den umiddelbare Følge af en saadan Begivenhed, er Erstatningspligt tilstede.

Det synes mig derfor lidet tvivlsomt, at «Sigyn» efter Kontrakten maa svare for de ulykkelige Følger, som maatte staa i umiddelbar Forbindelse med Doktor Ellefsens Fald i Vandet. Dette fald involverer en voldsom Forrykkelse af den forhaandenværende Situation, og for en saadan Forrykkelses Følger svarer Selskabet, naar Resultatet bliver Erhvervsudygtighed eller Død.

Det ligger i denne Henseende liden Vegt paa, at det endelige Resultat først har foreligget efter længere Tids forløb. Thi dette er Tilfældet med mange Begivenheder, ved hvilke der ikke kan herske Meningsforskel om, at de maa betragtes som virkelige Ulykker.

Derimod har jeg været i Tvivl med Hensyn til det faktiske Spørgsmaal, hvorvidt Ellefsens Død virkelig kan antages at have været en umiddelbar Følge af hans Uheld, saaledes at dette maa betragtes som en Ulykke.

Saavidt skjønnes, foreligger der dog overveiende Grunde for at besvare dette Spørgsmaal bekræftende.

Ellefsen kom ved den omhandlede Leilighed hjem til Kabelvaag fra et Besøg i det temmelig fjerntliggende Raftsund. Ved Ilandstigningen i Kabelvaag gled han og faldt i Vandet med omtrent hele sit Legeme. Kun den høire Skulder og lidt af Hovedet var over Vandfladen. Det er intet oplyst angaaende de nærmere Omstændigheder ved Reisen til og fra Raftsund, specielt ikke om Veirets Beskaffenhed eller Luftens og Vandets Temperatur, men paa den heromhandlede Aarstid er der i et veirhaardt Distrikt som Lofoten visselig forholdsvis kjøligt, og man tør med Sikkerhed gaa ud fra, at Ellefsen - ved at ligge i Vandet endog i et saa kort Tidsrum som det, hvorom her er Tale - foruden at blive gjennemvaad over hele Legemet er bleven udsat for en stærk Afskjøling.

Al menneskelig Erfaring viser, at en saadan Begivenhed ikke sjelden har de alvorligste Følger, og det kan efter de foreliggende lægevidenskabelige Udtalelser heller ikke ansees udelukket, at den specielle Sygdom, hvoraf Ellefsen døde - hvad enten det var Endokardit eller Perikardit, - kan have været en direkte Følge af Uheldet. At sygdomen isaafald er bleven yderligere udviklet ved de efterfølgende Omstændigheder, er muligt eller vel endog meget sandsynligt.

Det maa i denne Forbindelse haves for Øie, at man kun har Oplysninger angaaende de med selve Uheldet forbundne rent ydre Omstændigheder, derimod ikke om de mange andre samvirkende Momenter, der meget let kan tænkes netop paa det Tidspunkt at have nedsat den ellers friske Mands Modstandskraft og gjort ham særlig modtagelig for Sygdommens Paavirkning.

Der har paa Ellefsens Optræden efter Uheldet været lagt en større Vegt, end synes mig fuldt begrundet.

Først og fremst er jeg enig med Citansk. i, at der ikke er ført noget afgjørende Bevis for, at Ellefsen ved den umiddelbart paafølgende Ombytning af Klæder, undlod at tage ethvert rimeligt Hensyn. Hans Enke har imidlertid oplyst, at hun

Side:712

lagde frem alt, hvad der behøvedes til Bytning. Strømper og Fodtøi iberegnet. Disponent Hansens første Udtalelse om, at Ellefsen «delvis» byttede Klæder, taber den væsentligste Del af sin Betydning, efterat han senere har oplyst, at han ikke var tilstede ved Ombytningen, og kun bygger paa den Omstændighed, at Ellefsen paa Turen til Henningsvær klagede over, at han frøs og var vaad paa Benene. Andre postitive Data i dette Punkt har man ikke.

Uden ganske afgjørende Bevis er man imidlertid ikke berettiget til at antage, at en forstandig og erfaren Embedslæge som Doktor Ellefsen - efterat have faldt i Vandet og blevet gjennemvaad til Skindet - skulde have gjort sig skyldig i en saa grov Uforstandighed, som kun at bytte Ydertøi, før han begav sig ud paa en Søreise, der vilde vare til ud paa Natten. Allermindst er man berettiget til at tro, at han skulde have begaaet den Daarskab, at tage tørre Sko udenpaa drivvaade Strømper. Man maa visselig gaa ud fra, at han har skiftet Tøi i saadan Udstrækning, som under de forhaandenværende Omstændigheder var forsvarlig.

Med en saadan Antagelse staar det ikke i Strid, at Ellefsen paa Reisen til Henningsvær frøs og var vaad paa Fødderne. Da Tiden rimeligvis har været knap, har han antagelig ikke faaet Anledning til at tørre sine gjennemvaade Fødder. Selv i de tørre Sko og Strømper vilde han derfor sikkerlig mærke baade Fugtigheden og Kjøliheden.

Det er muligt, maaske overveiende sandsynligt, at Ellefsens Sygdom og Død ikke udelukkende har sin Oprindelse derfra, at han faldt i Vandet. Havde han ikke skullet skjøtte sin vigtige Livsgjerning, men havde kunnet gaa hjem og tage alleslags Forsigtighedsregler, vilde Følgerne af hans Uheld maaske have været helt forbigaaende.

Men Uheldet staar i uadstillig Forbindelse dermed, at den ved Faldet i Vandet paadragne stærke Afkjøling og Fugtighed ikke helt var fjernet paa den fortsatte Reise. Man ser, at han allerede paa Henturen omtrent umiddelbart efter Uheldet befandt sig ilde og var i en nedtrykt Sindsstemning. Om Natten, da han kom hjem, gik han tungt i Trapperne, hans Ben var stive og smertede, ligesom han frøs og kastede op. Fra den Dag gik det jevnt nedover og vel 3 Uger efter døde han.

Det forholder sig vistnok saa, at det efter den gjældende Theori er den Forsikrede eller hans Efterladte, som har at skaffe behørig Legitimation for sit Krav. Men den juridiske Bevistheori kan ikke anvendes med fuld Strenghed i Forhold, hvor baade den almenmenneskelige og den specielt lægevidenskabelige Erkjendelse ikke formaar at bringe selve den ideale Sandhed frem i Dagen. Denne Menneskeaandens Begrændsning bør ikke virke til Skade alene for den Forsikrede. Man maa derfor i saadanne Tilfælde for nogen Del nøie sig med Muligheder og stærkere eller svagere Sandsynligheder.

Betragter man den omtvistede Episode under et Overblik, vil man finde, at dens enkelte Led saaledes griber ind i og følger umiddelbart paa hinanden, at der mellem Ellefsens Uheld som første principale Grund og hans senere Død virkelig maa antages at foreligge et direkt Aarsagsforhold.

At Ellefsen selv før sin Død ikke gjorde nogen Anmeldelse til Selskabet, er efter min Mening ganske uden Betydning. Der var dengang ingen Opfordring til Anmeldelse, da Ellefsen skjøttede sin Gjerning lige til det Sidste, og saaledes ikke engang Erhversudygtighed var indtraadt.

Idet jeg derfor i det Hele mener, at den fremsatte Fordring maa anerkjendes, skal jeg sluttelig alene tilføie, at jeg fuldt tiltræder Førstvoterendes Bemærkninger om Professor Hellands forskjellige Indlæg i Sagen, hvilke gjennemgaaende er holdt i en Form og Tone, som ikke kan billiges i Rettergang. Ogsaa jeg finder, dog

Side:713

efter Omstændighederne, skjønt under adskillig Tvivl, at processuelt Ansvar kan undlades.

I Betragtning af Sagens Vidløftighed og særegne Beskaffenhed er jeg enig i, at Salaret bør sættes til 300 Kroner.

Det bliver efter den Anførte min

Konklusion:

Ulykkesforsikringsselskabet «Sigyn» bør til Enkefru Sanne Ellefsen eller nu hendes Dødsbo betale 20,000 - tyve Tusinde - Kroner med 4 - fire - af Hundrede i aarlig Rente deraf fra 28 November 1897 til Betaling sker, hvilket Beløb udredes inden 15 - femten - Dage efter Dommens Forkyndelse under Adfærd efter Loven.

Sagens Omkostninger ophæves.

Den beskikkede Sagfører, Høiesteretsadv. Ingstad, tilkjendes et Salar af 300 - tre Hundrede - Kroner, der udredes af Statskassen.

Siewers.

Idet jeg tiltræder Førstvoterendes Resultat og i det Væsentlige hans Begrundelse, skal jeg tillige gjøre et Par korte Bemærkninger.

Jeg tror nok, at en Sygdom, paadragen ved et saadant Uheld, maa kunne betragtes som en legemlig Beskadigelse, der omfattes af Betingelsernes §1. Spørgsmaalet er da, om Afdødes Sygdom kan antages at have faaet sin Tilblivelse ved hans Fald i Vandet. Kunde dette antages, vilde de paafølgende Omstændigheder, navnlig den umiddelbart derefter foretagne Dampskibsreise, alene kunne betragtes som for Helbredelsen ugunstige Forhold, som ikke kunde forrykke Aarsagsforholdet mellem Faldet og den derved bevirkede Sygdom paa den ene Side og Dødsfaldet paa den anden, hvor meget det end maatte kunne stille sig som antageligt, at Sygdommen under gunstigere Forhold vilde taget et andet Forløb. Et andet Spørgsmaal blev det, om disse ugunstige Forhold kunde antages for nogen Del at repræsentere «grov Skjødesløshed» (Betingelsernes §2) fra Afdødes Side, noget som Sagens Oplysninger imidlertid neppe give tilstrækkelig Føie til at antage. Men det kan formentlig ikke ansees bragt til tilstrækkelig Sandsynlighed, at Sygdommen fik sin Tilblivelse ved Afdødes Fald i Vandet. For en almindelig Betragtning maa dette vistnok fremstille sig som høist sandsynligt, siden Sygdommen ytrede sig saa strax derefter, men det er selvfølgelig de Sagkyndiges Udtalelser, som her maa blive afgjørende og den samlede Konklusion af disse maa formentlig blive, at det sandsynlige er, at Sygdommen har senere Oprindelse.

F. Prydz.