Rt-1901-955
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1901-10-08 |
| Publisert: | Rt-1901-955 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr 24 2den Session s.A. |
| Parter: | Karl A. Pedersen (Adv. Schjelderup) mod Den norske Industri- og Vexelbank (Adv. Carsten Bjerke ved Adv. Oscar Bjerke). |
| Forfatter: | |
| Lovhenvisninger: |
Ved Dom, afsagt af Kristiania Byret den 4 September f. A., blev i nærværende Sag saaledes kjendt for Ret: «Den norske Industri- og Vexelbank bør for Restauratør Karl A. Pedersens Tiltale i denne Sag fri at være. Processens Omkostninger ophæves.»
Denne Dom har Karl A. Pedersen ved Stevning afødt xx.xx.1900 indbragt til Høiesterets Prøvelse.
Sagen er overført til skriftlig Behandling.
For Appell. er nedlagt saadan Paastand: «At Indst. tilpligtes at betale til Sit. de paasøgte Kr. 4000 med paaløbne Renter fra Indskudsdagen - 8 Mai 1899 - samt nærværende Sags Omkostninger for Byretten og Høiesteret.»
Indst., Den norske Industri- og Vexelbank, har afgivet Møde og nedlagt Paastand om Stadfæstelse af Byrettens Dom og Tilkjendelse af Sagsomkostninger for Høiesteret.
Med Hensyn til Sagens til Sagens Gjenstand og nærmere Omstændigheder henvises til Præmisserne til Byrettens Dom.
Høiesteret kommer til et andet Resultat end Byretten.
Man kan ikke være enig med Byretten i, at det skulde følge af selve Forholdes egen Natur, at den under 8 Mai 1899 stedfundne Ordning er at opfatte som istandbragt for at skaffe Banken Sikkerhed for de under Dato diskonterede Vexler.
I Diskonto af de omhandlede Vexler sees Høyendahl at have svaret 6 1/2 pEt. Ved at indsætte det gjennem Omsætningen af Vexlerne fremkomne Beløb Kr. 3979.28 paa Sparebankvilkaar erholdt han kun Bankbog-Renter. Hvis han lige til Vexlernes Forfaldstid skulde være bunden til ikke at disponere over Bankbogen, vilde Arrangementet kun medføre Rentetab for ham og ikke bringe ham, saavidt det kan sees, mindste Fordel.
Derimod er det klart, at selv om han maatte gaa med paa, at han ikke fik sig kontant paa Diskonteringstiden udbetalt Omsætningsbeløbet, men maatte finde sig i, at Banken betingede 6 Maaneders Opsigelse, havde Arrangementet sin store Interesse for ham, naar han fik Dispositionsret over Bankbogen. Dennes Udlevering til ham synes i sig selv vanskelig at kunne tydes anderledes end som et Tilkjendegivende om, at han var at betragte som enhver Anden, der har gjort Indskud i Banken.
Det har paa Bankens Side været hævdet, at det af de i Kontrabogen indtagne Indlaansregler skulde følge, at en Indskyder ikke kan disponere over Bankbogen uden Bankens Samtykke. Mod denne
Side:956
Indsigelse er der paa Appell.s Side protesteret som forsent fremsat. Indsigelsen kan under enhver Omstændighed ikke gives Medhold, saaledes som Forholdet foreligger under nærværende Sag. Reglernes §1 lyder: «Kontrabøger eller Beviser kan ikke transporteres.» Hermed er at sammenholde Reglernes §3: «Indskudte Beløp og Renter udbetales mod Afskrivning i Bogen, mod Indskydernes løse Kvittering, Anvisning eller lignende:»Hvis Høyendahl, forinden han udstedte det under Sagen omhandlede Depositions-Dokument til Appell. afødt xx.xx.1899, eller forinden dette Dokument præsenteredes Banken som Hjemmel for Opsigelse af Sparebankbogs-Beløbet eller for dettes Udbetalning til Appell., allerede havde truffet Forføining over Beløbet, vilde saadan Forføining maatte respekteres af Appell. Men nogen saadan Forføining er ikke skeet. Uden i Forstaaelse med Høyendahl har Banken under de foreliggende Omstændigheder ingen Ret havt til at benytte Sparebankbogs-Beløbet til Fordel for sig. Det maa være klart, at Høyendahl ikke kan have villet gaa ind paa et Arrangement, der - som foran paavist - alene kunde paaføre ham Tab, men ikke bringe ham mindste Fordel, og dette maa Bankens Vedkommende have forstaaet eller burde have forstaaet. Banken kan saaledes ikke høres med, at Høyendahl er gaaet udenfor, hvad han i Henhold til kontraktsmæssige Forudsætninger var berettiget til. Mod Høyendahls som 1ste Hovedv. afgivne bestemte Prov om, at der ikke mellem ham og Bankens Kontorschef blev talt noget om, at Bankbog-Beløbet skulde tjene til Sikkerhed for de af Banken diskonterede Vexler, kan det ikke komme i Betragtning, at Kontorchefen, som 1ste Kontrav. har udtalt, at det var «en bestemt Forudsætning», at det indsatte Beløb skulde tjene til Dækkelse af Vexlerne ved Forfald. Særlig gjælder dette, naar hensees til, at Vidnet ikke bestemt tør paastaa, at dette af ham udtaltes som Betingelse ligeoverfor Høyendahl.
Endel af de Voterende lægger, ved Siden af det oven Anførte, ogsaa Vegt paa, at Bankens Kontorschef, efter hvad denne selv har forklaret, dengang Appell., umiddelbart efterat Kontrabogen var overgivet ham, henvendte sig i Banken med Bogen og Deposito-Erklæringen. Intet antydede om, at det indsatte Beløb skulde tjene Banken til Sikkerhed, men blot udtalte, at Beløbet stod inde.
Processens Omkostninger for begge Retter findes Indst. at burde tilsvare.
I Henhold hertil afsiges saadan
Dom:
Indst., Den norske Industri- og Vexelbank, bør til Appell., Karl A. Pedersen, betale det paasøgte Beløb 4000 - fire Tusinde - Kroner med paaløbne Renter fra 8 Mai 1899.
I Procesomkostninger for Byretten og Høiesteret betaler Indst. til Appell. 500 - fem Hundrede - Kroner.
Byrettens Dom er saalydende:
I Slutningen af Mai Maaned 1899 erholdt Bygmester Marth. Høvendahl et Laan, stort Kr. 4000.00 hos Restauratør Karl A. Pedersen, som i den Anledning fik Laantagerens Akcept, lydende paa Kr. 4000.00, forfalden 1 September 1899, hvorhos Høyendahl, til Sikkerhed for Akceptens Indfrielse hos Pedersen,
Side:957
deponerede sin Kontrabog med Den norske Industri- og Vexelbank - Kr. 2691 - lydende paa et Beløb af Kr. 4000.00, indestaaende paa 6 Maaneders Opsigelse. Jfr. den fremlagte Depositoerklæring afødt xx.xx.1899. Ved Forfaldstid blev Akcepten ikke betalt. Vexeldom over Høyendahl blev af Pedersen erhvervet den 12 September 1899, men Betaling har ikke været at erholde hos Høyendahl, hvis Bo den 30 November 1899 blev taget under Konkursbehandling. Pedersen, som Dagen efter Depositionen af den anførte Kontrabog maa antages herom at have meddelt Bankens Kontorchef Underretning, har til Fyldestgjørelse af sin ovennævnte Fordring, paa Høyendahls Vegne, opsagt det paa Kontrabogen indestaaende Beløb til Udbetaling - antagelig den 6 September 1899 -; men da Banken, uagtet Opsigelsesfristen var forløben den 6 Marts d. A., ikke har villet udbetale Pedersen Pengene, har denne, der er bosat paa Nordstrand, efter forgjæves anstillet Forligsmægling, ved Gjæsteretsstevning af 20 April næstefter sagsøgt Den norske Industri- og Vexelbank med Paastand om, at den tilpligtes at udbetale ham de paa den omhandlede Kontrabog indestaaende Kr. 4000.00 med paaløbne Renter og Sagsomkostninger. Indst. har paastaaet sig frifunden og tilkjendt Forsvarsomkostninger.
Der er, fra Indst.s Side, givet følgende Fremstilling af Sagens Sammenhæng:
Den 8 Mai 1899 blev af Høyendahl i Den norske Industri- og Vexelbank diskonteret to 4 Maaneders Vexler afødt xx.xx.1899, trasserede af Høyendahl og akcepterede af H. J. Hansen, til samlet Paalydende Kr. 4062.90, forfalde den 1 September 1899. Med Fradrag af Diskontoen, Kr. 83.62, udgjorde Beløbet Kr. 3979.29 netto. Betingelserne for, at disse Vexler antoges af Banken, var, at Nettobeløbet blev indbudt samme Dag i Banken paa 6 Maaneders Opsigelse. Dette skede ogsaa, idet Nettobeløbet samme Dag krediteredes Høyendahls Konto og Kontrabog - den under nærværende Sag omhandlede - herfor blev udstedt. Nogen virkelig Udbetalning til Høyendahl eller Indbetaling fra denne til Banken fandt saaledes ikke Sted. Den paafølgende Dag blev af Høyendahl indbetalt paa Konto Kr. 20.72, hvorved hans Konto kom til at udvise Kr. 4000.00. Det var, anfører Indst., ved denne Ordning Forudsætningen, at det af Høyendahl paa nævnte Maade indsatte Beløb skulde tjene Banken til Sikkerhed for vedkommende Vexlers Indfrielse, og om end dette ved den stedfundne Konference mellem Høyendahl og Bankens Kontorchef, hvorunder Ordningen blev truffet, maaske ikke udtrykkelig er bleven pointeret, finder dog Indst. det at være udenfor Tvil, at ogsaa Høyendahl har forstaaet, at Forudsætningen var den anførte, og har tiltraadt en saadan Ordning. Da Vexlerne forfaldt den 1 September 1899, blev de den 4 næstefter af Høyendahl fornyede med 2 Vexler til samlet Paalydende Kr. 4062.00, forfaldne den 1 November 1899. Disse Vexler blev ved Forfaldstid ikke indfriede, hvorfor de, efter stedfunden Protest, den 6 November 1899 blev belastet Høyendahl paa Konto, hvorved denne omtrent udlignedes. Til en saadan Likvidation har Indst., efter det Anførte, anseet sig berettiget, idet Høyendahl efter det Passerede, ikke til Forfang for Banken, kunde disponere over vedkommende Beløb.
Cit. har benegtet, at Indst. havde erhvervet nogen Sikkerhed i det omhandlede Beløb, med Hensyn til hvilket forøvrigt Sammenhængen indrømmes at være som af Indst. anført.
Efter 1ste Kontrav.s, Indst.s, Kontorchefs, Prov har det fra hans Side ved Forhandlingerne med Høyendahl været Forudsætningen, at Banken skulde have Sikkerhed i vedkommende paa 6 Maaneders Opsigelse indestaaende Sum. Derimod gaar Høyendahls, 1ste Hovedv.s, Forklaring ud paa, at han ikke har forstaaet Forholdet paa denne Maade. Imidlertid ligger det, efter Rettens Opfatning, naar
Side:958
hensees til de ovenfor gjengivne nærmere Omstændigheder, hvorunder vedkommende Vexler af Banken blev diskonterede, i selve Forholdets egen Natur, at den stedfundne særegne Ordning maa opfattes som istandbragt for at skaffe Banken Sikkerhed for Vexlernes Indfrielse. Man kan forsaavidt ikke lægge afgjørende Vegt paa det, forøvrigt efter dets Stilling til Sagen mindre habile, 1ste Hovedv.s Forklaring. Situationen var nemlig i det Hele saaledes, at Høyendahl i ethvert Fald burde have forstaaet, i hvilken Hensigt den trufne Ordning blev istandbragt. At Høyendahl, efter hvad han forklarer, ikke har skjønnet den virkelige Sammenhæng, antages derfor at være uden Betydning. Det maatte overhovedet, efter det mellem Bankens Kontorschef og Høyendahl passerede være ufornødent for Førstnævnte udtrykkelig at udtale, at Tanken var at skaffe Banken Betryggelse.
Efter det Ovenanførte anser man Høyendahl for overfor Banken at have været uberettiget til at stille den omhandlede Kontrabog som Sikkerhed for sin Gjeld til Cit. Man skal i denne Forbindelse bemærke, at da Kontrabogen ikke er at betragte som et Gjeldsbrev - jfr. de i Kontrabøgerne indtagne Reglers §3 og §1 -, kommer Frdn. afødt xx.xx.1798 ikke til Anvendelse paa Kontrabogen, og Banken kan saaledes gjøre ovennævnte Indsigelse gjældende mod Cit. uanseet, hvorvidt han har kjendt til det ovenomhandlede Forhold eller ikke.
Forsaavidt Cit. har paaberaabt sig, at Bankens Kontorschef ved den Konference, som fandt Sted mellem denne og Cit. Dagens efter Depositionen af Kontrabogen, i ethvert Fald har anerkjendt Depositionen som bindende for Banken, er der ikke mod Indst.s Benegtelse - jfr. 1ste Kontrav.s Forklaring - ført Bevis for Rigtigheden af denne Paastand.
I Henhold til det Foranførte vil Indst. blive at frifinde for Cit.s Tiltale, uden at man efter dette Resultat finder det nødvendigt at indlade sig paa en af Indst. fremsat, men ikke ovenfor nævnt, Indsigelse, for hvis Vedkommende der forøvrigt ogsaa er Tvist mellem Partene om, hvorvidt den er fremkommen i betimelig Tid.