Rt-1902-394
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1902-05-01 |
| Publisert: | Rt-1902-394 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 78 1ste Session s. A. |
| Parter: | Grosserer Fr. Petterson (Adv. Oscar Bjerke) mod Gabriel Schjødt & Ko. (Cand. jur. Claus Mørch til Prøve). |
| Forfatter: | Motzfeldt, Birkeland, Bull, Prydz, Thinn, Gjelsvik samt Justitiarius Løchen |
| Lovhenvisninger: |
Assessor Motzfeldt: Under en af Gabriel Schjøth & Ko. mod Grosserer Fr. Petterson anlagt Sag blev ved Dom afødt xx.xx.1899 af Byfogden i Moss saaledes kjendt for Ret:
Indst., Grosserer Fr. Petterson, bør til Cit.skabet, Gabriel Schjødt & Ko., betale GBP 129 16 sh. - skriver et Hundrede og tyve og ni pounds og sexten shillings - enten i denne Myntsort eller i
Side:395
norske Penge, efter den paa Betalingstiden gjeldende Kurs med 4 - fire - pct. aarlig Rente deraf fra 11 Mai 1899 og til Betalning sker, samt i Procesomkostninger Kr. 200 - to Hundrede Kroner.
At efterkommes inden 15 - femten - Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.
Denne Dom blev af Kristiania Overret under 5 Marts 1900 stadfæstet, dog under Ophævelse af Processens Omkostninger.
Et af Overrettens Medlemmer stemte for Pettersons Frifindelse.
Sagen er af Fr. Petterson indbragt for Høiesteret, hvor han har paastaaet Frifindelse.
Schjødt & Ko. har paastaaet Overretsdommen stadfæstet.
Begge Parter har paastaaet Procesomkostninger.
Angaaende Sagens nærmere Omstændigheder henviser jeg til Underretsdommens Præmisser.
Jeg kommer til samme Resultat som de foregaaende Retter og finder det tilstrækkeligt at henvise til deres Begrundelse, der for mig er fyldestgjørende.
Det eneste Punkt, hvori Begrundelsen ikke helt tilfredstiller mig, er, hvor det gjælder Spørgsmaalet om, hvorvidt Pettersons subsidiære Paastand skulde tages tilfølge. Han paastaar subsidiært ikke at kunne dømmes til at betale Erstatning for undladt Leverance af et større Kvantum end 400 Tons Is, idet nemlig Kontrakten giver ham, Sælgeren, Valget af det Kvantum, han vilde levere, mellem 400 og 600 Tons. Han var altsaa ikke forpligtet til at levere og følgelig ikke ansvarlig for mere end 400 Tons.
Naar han bryder sin Kontrakt, er imidlertid Kjøberen berettiget til at søge at skaffe sig det omkontraherede Parti Is fra en anden Sælger. For Enhver, der skal levere Varen - som her - paa Kjøberens Sted og selv betale Fragten for samme, vil det, for at opnaa billigst mulig Fragt, være af Interesse ikke at være bunden til et absolut bestemt Kvantum, men i saa Henseende at have et vist Spillerum. Petterson vilde da, mener jeg, kunne beklage sig, for saa vidt Kjøberen, Schjøth & Ko., her ikke gav den Mand, der i Pettersons Sted skulde opfylde Kontrakten, de samme Betingelser med Hensyn til Opfyldelsen af den af Petterson indgaaede, men af ham misligholdte Kontrakt, som Petterson selv havde. Det kunde ellers paastaaes, at Schjøth & Ko. som Følge deraf havde maattet betale en høiere Pris for Isen. Det er ogsaa fra Schjøth & Ko.s Side oplyst, at det var i Henhold til en saaledes indgaaet ny Kontrakt, at de modtog de under Sagen omhandlede 472 Tons Is.
Jeg finder, at naar Appell. har faaet 2 Domme imod sig og ikke opnaar andet Resultat i Høiesteret, kan han ikke undgaa at erstatte Modparten Sagens Omkostninger for denne Ret.
Konklusion:
Overrettens Dom bør ved Magt at stande.
I Procesomkostninger for Høiesteret betaler Appell., Grosserer Fr. Petterson, til Indst., Gabriel Schjøth & Ko., 300 - tre Hundrede - Kroner.
Assessor Birkeland: I det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.
Side:396
De extraordin. Assessorer, Exped.chef Bull, Byretsassessor Prydz, Lagmand Thinn og Docent Gjelsvik samt Justitiarius Løchen: Ligesaa.
Af Underrettens Dom hidsættes:
Ved Kontrakt afødt xx.xx.1897 kjøbte Cit.skabet af Indst. et Parti Is, 400 a 600 Tons, som skulde skibes pr. Damskib til Fleetwood Dock og leveres i Løbet af 1898 efter 1 April med 3 Ugers Varsel fra Kjøberen. Isen var i Kontrakten bestemt at skulle være Blokis i Tykkelse af 16" og over (16" & up"). Derhos bestemtes der, at Sælgeren skulde være fri for sin Forpligtelse, dersom «Vinteren i Norge» gjorde det umuligt at skaffe Is af den ovenfor nævnte Tykkelse.
Ved Telegram af 7 Marts f. A. havde Indst. løssagt sig fra Kontrakten.
Cit.skabet forskaffede sig da en Ladning paa 472 Tons Is fra en anden Kant og sagsøger nu Indst. til, som Erstatning for den formentlig misligholdte Kontrakt, at betale GBP 129 16 sh. britisk Sterling med Renter og Omkostninger.
Indst. har paastaaet sig frifunden med Tilkjendelse af Forsvarsomkostninger. Til Begrundelse af denne Paastand anfører han, at Vinteren 1897-98 blev saa mild, at han paa sine i Moss-Distriktet beliggende Tjern umulig kunde producere Is af omkontraherede Tykkelse, og han mener derfor, at det i Kontrakten nævnte Forbehold passer paa ham som værende i det Tilfælde, at han umulig kunde opfylde Kontrakten paa Grund af Naturhindringer.
Subsidiært paastaar Indst., at hans Forpligtelse til at levere Is ikke kan strekkes udover 400 Tons, idet han fortolker «400-600» Tons i Kontrakten saaledes, at han kun var forpligtet til at levere 400 Tons, men berettiget til at levere indtil 600 Tons.
De Erklæringer, som fra begge Sider er tilveiebragte om, hvorledes andre med Istrafik beskjæftigede Firmaer her og i Udlandet opfatter Kontrakten og de ved samme stiftede Forpligtelser, giver liden eller ingen Veiledning, da de gaar i forskjellig Retning, og nogen fast Handelskoutume i Anliggender af heromhandlede Beskaffenhed er ikke paavist fra nogen af Parterne. Dommeren er saaledes henvist til at paadømme Sagen efter almindelige Regler om, hvorledes en indgaaet Kontrakt bør forstaaes. Og da er han i liden Tvivl om, at Cit.skabets Grunde for sin Opfatning er bedre end Indst.s.
Indst. medgiver, at der ved Siden af den in casu brugte Kontraktform for Ishandel bruges en anden Form, naar der gjælder Leverandører af Is fra egne Vande for at befri disse fra deres Forpligtelse, naar Vinterens Mildhed sætter dem ude af Stand til at producere Is af omkontraheret Tykkelse, idet der da sættes i Kontrakten «from his lakes». Indst. mener, at det ingen Forskjel gjør i det foreliggende Tilfælde, fordi Sælgeren (Indst.) var kjendt som Indehaver f. T. af M. Petersons & Sons Isvande her i Moss-Distriktet ifølge derom udstedt Cirkulære. Naar derfor Vinteren i Norge ikke gav tilstrækkelig Kulde for «the said «vendor»,» som det heder i Kontrakten, saa skulde det for Tilfældet efter Indst.s Mening være ensbetydende med, at Vinteren blev utilstrækkelig for Produktion af tilstrækkelig tyk Is paa hans Vande. Heri kan Dommeren dog ikke være enig, og saa meget mindre, som Cit.skabet benegter at have noget Kjendskab til, at Indst. var Eier af egne Vande - en Benegtelse, der ikke kan betegnes som temerær. Det forekommer Dommeren klart, at de paagjældende Kontraktschemaers forskjellige Ordlyd maa tillægges Betydning; den Kontraktform, som her er benyttet, indeholder intet om Is fra bestemte Søer, og den bruger ogsaa Udtrykket «procure» (skaffe) og ikke «produce» (indhøste). Kunde altsaa Indst. inden en rimelig
Side:397
Rækkevidde - f. Ex. fra Havne i det søndenfjeldske Norge - skaffe Is af Aaret og til kontraktmæssig Tykkelse, maatte han, efter Dommerens Mening, dertil efter Kontrakten være forpligtet. I denne Forbindelse bemærkes, at Indst. ikke har benegtet Cit.skabets Paastand om, at der til paagjældende Tid var tilstrækkeligt af kontraktmæssig Is at faa, om end ikke i selve Moss-Distriktet, saa dog paa rimeligt Hold ("rundt omkring").
Mod den Maade, hvorpaa Skaden af Cit.skabet er beregnet, er ingen anden Bemærkning fremkommet end den ovenfor nævnte subsidiære Protest mod, at Indst. var forpligtet efter Kontrakten qu til at levere mere end 400 Tons Is - en Protest, hvormed Indst. ikke kan høres. Paa Grund af Indst.s Misligholdelse af Kontrakten maatte Cit.skabet skaffe sig en anden Isladning, og naar denne in casu blev 472 Tons, falder det ubestridelig ind under Forpligtelsens Ramme (400-600 Tons).
Af Overrettens Dom indtages:
Førstvoterende, Assessor Andersen, antager, at Appell.s Forstaaelse maa gives Medhold, og at hans Paastand saaledes maa tages tilfølge. Naar det i Kontrakten, som anført, heder, at Sælgeren - «Fr. Petterson af Moss» - ikke kan blive gjort ansvarlig, saafremt Vinteren i Norge ikke maatte blive tilstrækkelig kold til, at Sælgeren ("the said vendor") kunde præstere Is af omkontraheret Dimension (16 Tommer), kan der ved dette Udtryk «i Norge» efter min Opfatning ikke vel være sigtet til andre Egne eller Distrikter i dette Land end de, hvorfra Sælgeren kunde antages at ville hente sin Forsyning. Den rimelige Forudsætning maatte være, at Appell. alene har villet forbinde sig til at skaffe Is fra egne Tjern eller fra Tjern og Vande, der laa indenfor hans kjendte Erfarings- og Forretningskreds, og om hvis sædvanlige, aarlige Afkastning han havde havt Anledning til at danne sig en personlig selvstændig Formening. Det maatte fremstille sig som for hazardiøst og kan derfor ikke med Rimelighed lægges ind i Forudsætningerne for Kontrakten, at Appell. skulde have villet forpligte sig til at levere Is af ovennævnte Dimension og til fixeret Pris, uden Hensyn til, hvorfra i dette vidtstrakte Land han kunde blive nødt til at forskaffe sig Isen, saa meget mindre, som den stipulerede Pris, efter hvad han anfører, var ualmindelig lav. (Den gik senere, paa Grund af den slette Isvinter, lige op til 30 sh. pr. Ton, medens her var vedtaget 11/9 og 12 sh.). Den her hevdede Opfatning, at Appell. ved Kontraktsafslutningen maa have sigtet til Vande, der laa i Nærheden af hans Forretningssted, ja som han endog tildels selv disponerede, og at Indst. delte denne Opfatning, bestyrkes ved den Omstændighed, at han i Vinterens Løb holdt de Indst. á jour med, hvorledes Udsigterne stillede sig med Hensyn til Isen fra «my lakes», og at de Indst. tiede til disse Meddelelser. De Indst. erkjenner ogsaa selv, at Udtrykket «i Norge» maa være Gjenstand for Begrændsning, og at det ikke kunde være Meningen, at Appell. skulde være forpligtet til at skaffe Is fra hvilket som helst Sted i Norge, hvorfra saadan af omkontraheret Dimension var at erholde; men de mener, at Appell. i ethvert Fald maa være ansvarlig, naar saadan Is, som omhandlet, var at erholde - hvilket de mener, den var - i det søndenfjeldske Norge, i hvilken Mening de have vundet Underrettens Bifald. Jeg finder enhver anden Begrændsning end den antydede, under de forhaandenværende Omstændigheder, i mere eller mindre Grad vilkaarlig, hvorhos jeg med Appell.s Benegtelse heller ikke kan anse det godtgjort, at et tilstrækkeligt Kvantum Is af omkontraheret Dimension har været at erholde i det søndenfjeldske Norge. Derimod er det ved 1ste til 3die Kontrav.s Prov tilstrækkelig godgjort, at der i «Moss-Distriktet» - hvormed Vidnerne forstaar Omegnen af Moss i en 4 a 5 Kilometers Afstand, omfattende den nedre Del af Vansjø samt de i Nærheden af samme beliggende Tjørn,
Side:398
hvorfra Isdriften foregaar til Moss - i det paagjældende Aar (Vinteren 1898) ikke produceredes Is, der paa langt nær gik op til den omkontraherede Dimension - 16 Tommers Tykkelse. Den sædvanlige Tykkelse var 11 Tommer og derunder.
Jeg antager i Henhold til det Anførte, at Appell. maa blive at frifinde for de Indst.s Tiltale. Processens Omkostninger findes efter Omstændighederne at burde ophæves for begge Retter.
Andenvoterende, Justitiarius Lie, voterer for Underretsdommens Stadfæstelse, dog med Ophævelse af Omkostningerne for begge Retter. Uanseet de fra flere Isexportører afgivne Erklæringer, kan jeg ikke finde det antageligt, at det i nærværende Tilfælde skulde være Forudsætningen, at Leverancen skulde ske fra Appell.s egne Isvande. Selv om det havde været en Sælger, der intet Istjern eiede, kunde Kontrakten ikke i dette Stykke været anderledes affattet. Isleverancen opfattes formentlig - i alle Fald her i Kristianiafjorden - som en generisk Præstation. Hvad en Leverandør ikke kan skaffe fra én Udskibningsplads, sørger han, (naar intet modsat er aftalt) at forsyne sig med fra andre Steder. Det er vistnok saa, at der vil erkjendes en Grændse ogsaa for en Isleverance, med Hensyn til, hvor langt Leverandøren skal gaa for at finde, hvad han søger. Men i alle Fald i en ikke videre Kreds end Kristianiafjorden, synes Forpligtelsen at maatte bedømmes som generisk: Havde noget modsat været ment, maatte det udtrykkelig været udtalt. Og 16 Toms Is maa det antages den Gang var at faa her.
Tredievoterende, Assessor Knap, tiltræder Andenvoterendes og Underrettens Mening, skjønt han finder, at Indst. maatte kunne have godgjort bestemtere, af der i ikke lang Afstand fra Moss Omegn var 16 Toms tyk Is at faa.