Rt-1902-53

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1901-10-22
Publisert:	Rt-1902-53
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 40 2den Session 1901
Parter:	Bygmester O. Kristiansens Konkursbo (Adv. C. M. Hansen) mod Kristiania Kommune ved dens Magistrat og Formandskab (Adv. Michelet).
Forfatter:
Lovhenvisninger:	Bygningsloven for Kristiania (1899), Bygningsloven for Kristiania (1899) §5

I nærværende Sag blev af Kristiania Byret den 13 Januar 1900 afsagt saadan Dom:

Kristiania Kommune bør til Bygmester O. Kristiansen betale 1700 Kroner med 4 af Hundrede i aarlig Rente, deraf fra 24 Juni 1897, til Betaling sker, men iøvrigt for Kristiansens Tiltale i denne Sag fri at være. Sagens Omkostninger ophæves. Det Idømte at udredes osv.»

Denne Dom er af Bygmester Kristiansens Konkursbo ved Hovedstevning afødt xx.xx.1900 og af Kristiania Kommune ved Kontrastevning afødt xx.xx.1900 indbragt for Høiesteret, hvor Sagen er overført til skriftlig Behandling.

Konkursboet har nedlagt Paastand om, at Kommunen tilpligtes

1. at betale Boet Erstatning for spildte Byggetegninger med 1700 Kroner tilligemed 4 pCt. Rente heraf fra Forligsklagens Udtagelse den 24 Juni 1897, til Betaling sker,

2. at erstatte Boet Rentetab med 5 pCt. aarlig af 40,000 Kroner i 4 Maaneder eller subsidiært efter Skjøn af uvillige Mænd, optaget paa Kommunens Bekostning,

3. at erstatte Boet forvoldt Husleietab af de i en under Sagen fremlagt, af Arkitekt Boye udarbeidet, Beregning afødt xx.xx.1896 nævnte Bygninger i 6 Maaneder efter Skjøn af uvillige Mænd, optaget paa Kommunens Bekostning,

4. at betale lovlig Rente fra Forligsklagens Udtagelse af de under 2 og 3 omhandlede Erstatningsbeløb, samt

5. at udrede til Boet Procesomkostninger saavel i Hoved- og Kontrasøgsmaalet ved Høiesteret som ved Byretten.

Kommunen har paastaaet sig frifunden og tilkjendt Sagsomkostninger for begge Retter.

Idet man med Hensyn til Sagens Omstændigheder forøvrigt henviser til den i Byretsdommens Præmissr givne Fremstilling, skal man her yderligere bemærke følgende:

Den af Bygmester Kristiansen projekterede Bebyggelse af Tomterne No. 56 og 62 ved Kirkeveien i Kristiania omfattede følgende Bygninger, over hvilke samtlige der indstevndtes Bygningsanmeldelser Sommeren 1896:

1. Paa No. 62 skulde opføres 2 Bygninger, en Forbygning og en Bagbygning, paa et fremlagt Rids betegnede med No. 214 a og 214 b. For disse Bygninger indgaves en fælles Anmeldelse den

Side:54

16 Juni 1896. Denne tilbagesendtes med Approbationsnegtelse den 7 Oktober 1896.

Paa Tomten No. 56 skulde derimod opføres ialt 5 Bygninger, for hvilke der efterhaanden afgaves 4 Anmeldelser:

2. For 2 Bagbygninger, paa fremlagt Rids afmærkede med Nr. 287 og 287, indgaves en fælles Anmeldelse den 12 August 1896. Denne Anmeldelse blev den 7 September næstefter tilbagesendt med Approbation, men Approbationen blev igjen tilbagekaldt den 12 September.

3. Mod Kirkeveien skulde anbringes 2 Forbygninger, adskilte ved en Passage. For den ene, paa Ridset afmærket med No. 302, indgaves Anmeldelse den 18 August 1896. Denne Anmeldelse bærer ingen Paategning om de kommunale Autoriteters Behandling, men oplyses at være returneret først den 26 August 1897.

4. For den anden Forbygning, afmærket med No. 310, indsendtes Anmeldelse den 24 August 1896. Denne tilbagesendtes med Approbationsnegtelse den 24 September 1896.

5. Endelig skulde der i umiddelbar Forbindelse med Bygning No. 310, men ved den ovennævnte Passage adskilt fra No. 302, opføres en Mellembygning. For denne, der er afmærket med 314, indgaves den 26 August 1896 Anmeldelse, hvilken ligeledes returneredes med Approbationsnegtelse den 24 September 1896.

Af de saaledes projekterede Bygninger kolliderede de fleste med den i 1888 regulerede Gade fra Bygdø til Majorstuveien. Det var Tilfældet med begge Bygninger paa Kirkeveien No. 62 samt med den ene Bagbygning og Mellembygningen paa Kirkeveien No. 56. Saadan Kollision forelaa saaledes med Hensyn til de ovenfor under No. 1, 2 og 5 anførte Anmeldelser, derimod ikke med Hensyn til de to Anmeldelser afødt xx.xx.24 August vedkommende Forbygningerne paa Kirkeveien No. 56.

Den under 21 September 1896 regulerede nye Tvergade, over Kirkeveien No. 56, sees at kollidere med samtlige paa denne Tomt projekterede Bygninger, undtagen den ene Forbygning (No. 302). Den 23 Oktober (ikke som i Byretsdommen anført den 23 September) 1896 regulerede Udvidelse af Kirkeveien kom i Kollision med alle de projekterede Forbygninger (No. 302, 310 og 214 a). Direkte uberørt af begge de nye Reguleringer var saaledes alene Bagbygningen paa Kirkeveien No. 62 (afmærket med No. 214 b). Og det er paa det Rene, at alle de udførte Bygningstegninger, ogsaa til denne Bygning er blevne værdiløse gjennem de nye Reguleringer.

I Høiesteret har tre forskjellige Meninger gjort sig gjældende. To af de Voterende stemmer for, at Kommunen vel tilpligtes at udrede Erstatning, men ikke i saadant Omfang som af Konkursboet paastaaet. Den Betragtningsmaade, hvorpaa disse Voterende grunde sit Resultat, er følgende:

Man finder med Hensyn til, hvad der passerede ved den i Byretsdommens Præmisser omhandlede Henvendelse til Opmaalingschef Gallus, at maatte slutte sig til, hvad Byretten har antaget. Det er imidlertid klart, at noget Ansvar for Kommunen ikke kan bygges paa Gallus's Udtalelse om, at den fornævnte Gade, fra Bygdø til Majorstuveien, skulde annulleres, saa denne behøvede der ikke at tages Hensyn til.» Denne Regulering blev ganske rigtig ophævet og kom saaledes ikke til at danne nogen definitiv Hindring for Approbationen af de

Side:55

udarbeidede Tegninger; heller ikke kunde Gallus's Udtalelse forstaaes som noget Tilsagn om, at Tegninger, kolliderende med Reguleringen, strax kunde ventes approberede, - selv om Gallus paa Kommunens Vegne havde kunnet give et saadant Tilsagn - idet Udtalelsen viste, at Ophævelsen endnu ikke havde fundet Sted, om den end angaves at staa i sikker Udsigt. Et Ansvar for Kommunen skulde derfor kun kunne bygges paa den af Gallus givne Besked, forsaavidt som denne ikke indholdt noget Forbehold eller Meddelelse angaaende fremtidige Reguleringer over Tomterne. Aldenstund Boye maa antages ved Anledningen at have søgt Besked om alt, hvad der vedkom Reguleringen i Almindelighed, og specielt om alle Gadelinjer ved Tomterne, kan han siges at være bleven brøstholden ved ikke at forberedes paa Muligheden af de senere Reguleringer, som kom til at gjøre hans første Tegninger ubrugelige. Men heller ikke forsaavidt kan der lægges Gallus nogt til Last. Det forholder sig nemlig ikke saa (som man skulde faa Indtrykket af efter Byretsdommens Fremstilling), at Gallus var Reguleringschef, dengang den omhandlede Henvendelse fandt Sted. Dette var omkring Slutningen af Mai Maaned 1896, og Reguleringschefens Stilling blev først oprettet ved Lov afødt xx.xx.1896. Gallus beklædte dengang endnu Stillingen som Opmaalingschef. Han havde intet at gjøre med Forberedelsen af fremtidige Reguleringer, og Boye, der søgte ham i hans Egenskab af Opmaalingschef og fik de Oplysninger, han som saadan kunde give, kunde derfor heller ikke vente af ham at faa noget at vide om mulige nye Reguleringsprojekter. Man kan lade det staa hen, om Kommunen vilde have været erstatningspligtig, saafremt Gallus dengang allerede havde beklædt Reguleringschefens Stilling. Som Sagen her foreligger, er det i alt Fald afgjørende, at Boye, om han ønskede Besked om mulige fremtidige Reguleringer, maatte have henvendt sig til andre kommunale Autoriteter.

Naar et Ansvar for Kommunen saaledes ikke kan bygges paa den Arkitekt Boye af Gallus givne Besked, bliver Spørgsmaalet dernæst, om det kan grundes direkte paa den Langsomhed, hvormed de heromhandlede Bygningsanmeldelser er blevne behandlede af Bygningsautoriteterne. Dette Spørgsmaal stiller sig noget forskjelligt for de forskjellige Anmeldelser.

Som ovenfor anført, var der to af Bygningerne, som ikke kolliderede med Reguleringen af 1888. Dette var begge Forbygningerne paa Kirkeveien No. 56, paa Ridset anmærket som No. 302 og 310. Som ligeledes ovenfor nævnt, skulde disse Bygninger imidlertid ikke optage hele Tomtens Facade til Kirkeveien, men hver af dem ligge paa sin Side af en Passage ind til de bagre Bygninger paa Tomten. Paa den Tid, da Anmeldelserne indkom til Autoriteterne - formentlig et Par Dage efter deres Datum, resp. 18 og 24 August 1896 - var en saadan Ordning endnu tilladt efter gjældende Lov. Men Forbud derimod indeholdtes i den allerede den 27 Juli 1896 udkomne og 1 August i Lovtidenden bekjendtgjorte Lov om Forandringer i Kristiania Bygningslov, dens §6, 3die Led. Denne Lov traadte i Kraft den 29 August 1896. Efter denne Tid vilde saaledes Approbation ikke kunne ventes meddelt, og heller ikke kunde Bygmester Kristiansen have Krav paa at faa Approbationsspørgsmaalet afgjort paa noget tidligere Tidspunkt.

Side:56

Paa No. 310 negtedes Approbation den 24 September 1896, idet der udtrykkelig henvistes til Bygningslovens §6. Denne Negtelse maatte vistnok kunne være noget tidligere. Men da der paa denne Tid inden Reguleringskommissionen ventileredes om at regulere den senere fastslaaede Tvergade over Kirkeveien No. 56, maatte det naturligen fremstille sig som det hensigtsmæssigste at vente med Approbationsnegtelsen den korte Tid, indtil Kristiansen kunde gives fuld Besked om de hidrørende Forhold. I alt Fald er det ganske uantageligt, at Kristiansen kan have lidt noget Tab som Følge af, at der her er forholdt som skeet. Tvergaden reguleredes den 21 September 1896 og i Paategning paa Anmeldelsen af 24 s. M. gaves Besked herom.

For No. 302 foreligger der som oven forklaret i hvert Fald en Expeditionsfeil fra de kommunale Autoriteters Side, idet den ikke bærer nogensomhelst Paategning om at være enten approberet eller negtet Approbation. Som anført var imidlertid Approbationsnegtelse uundgaaelig. Det synes, som om Kristiansen allerede i September 1896 underhaanden havde erfaret, at Negtelsen vilde finde Sted. Og i hvert Fald var den Grund, hvorpaa Approbation negtedes for No. 310, afgjørende ogsaa for No. 302. Det sees ogsaa, at Kristiansen Høsten 1896 fik udarbeidet nye Bygningsplaner for hele Tomten No. 56 ved Kirkeveien. Naar denne Bygningsanmeldelse har henligget hos Autoriteterne helt til August 1897, maa det derfor antagelig alene hidrøre fra, at man fra begge Sider har været uopmærksom paa, at den formelt endnu var uexpederet. Men har Kristiansen, som det maa antages, været paa det Rene med Forholdet samtidig for No. 302 som for No. 310, kan den begaaede Formfeil ikke medføre noget Ansvar for Kommunen.

Hvad dernæst angaar de Bygningsanmeldelser, der kolliderede med Reguleringen af 1888, er det klart, at Bygningsautoriteterne ikke kan paadrage Kommunen noget Ansvar derved, at de har undladt at approbere Anmeldelserne, saalænge hin Kollision endnu forelaa. Denne Kollision bortfaldt først, idet den ældre Regulering ophævedes ved kgl. Res. afødt xx.xx.1896. Autoriteterne kunde vistnok strax have negtet Approbation, fordi der forelaa hin Strid med Reguleringen. Men aldenstund Reguleringen allerede ved Repræsentantskabsbeslutning afødt xx.xx.1896 var anbefalet ophævet, kunde saadan Approbationsnegtelse vanskelig skjønnes at ville være i Bygmester Kristiansens Interesse. Det er vistnok paafaldende, at der hengik saa lang Tid fra Repræsentantskabsbeslutningen til den kongelige Afgjørelse. Men der foreligger ingensomhelst Oplysning om, hvorvidt dette for nogen Del maatte hidrøre fra Sendrægtighed i de kommunale Myndigheders Behandling af Sagen.

Om den kgl. Res. afødt xx.xx.1896 maa Bygningsautoriteterne antages nogle Dage senere at have faaet Underretning. Endnu den 7 September sees vedkommende Bygningsinspektør ikke at have kjendt den. Men i Paavente af Resolutionen og i Henhold til en Skrivelse fra Kristiania Magistrat af 28 August s. A., hvori siges, at Stadskonduktøren kan gaa ud fra, at den omhandlede Gaderegulering er ophævet, blev med Hensyn til Bagbygningerne paa No. 56 Approbation meddelt den 7 September, rigtignok for den 12 s. M.

Side:57

at tilbagekaldes paa Grund af den paatænkte Regulering, der besluttedes den 21 næstefter.

Vedkommende Mellembygningen paa Kirkeveien No. 56 samt Bygningerne paa No. 62, for hvis Vedkommende Anmeldelse var indgivet henholdsvis 26 August og 16 Juni 1896, blev ingen Afgjørelse truffen førend 24 September og 27 Oktober, da Approbation negtedes paa Grund af Reguleringerne af 21 September og 23 Oktober.

Det er ikke anført, at Prøvelsen af disse Anmeldelsers Lovlighed skulde have været forbunden med nogen særlig Vanskelighed eller Besværlighed. Man antager derfor, at Approbationsspørgsmaalet ogsaa for deres Vedkommende - ligesom for Bagbygningerne paa No. 56 - kunde været afgjort i de første Dage, efter at Reguleringen af 1888 var ophørt at være en Hindring, og ialfald inden Midten af September. Og det maa ansees for at være erkjendt, at naar Afgjørelsen blev udsat, indtil Reguleringerne af 21 September og 23 Oktober var besluttede, har denne Udsættelse ligesom Tilbagekaldelsen af Approbationen vedkommende Bagbygningerne paa No. 56 været begrundet i Hensynet til den forestaaende Regulering.

Man finder, at denne Fremgangsmaade fra Bygningsautoriteternes Side er uhjemlet og indeholder en Krænkelse af Bygmester Kristiansens Ret, hvorfor der maa tilkomme ham eller nu hans Konkursbo Erstatning af Kommunen, forsaavidt han findes derved at være paaført Tab.

Lovgivningen har opstillet stadig strengere Forskrifter med Hensyn til Bygningers Indredning og Fremgangsmaaden ved deres Opførelse og derunder ogsaa paalagt den Byggende at rette sig efter gjældende Reguleringer. Til Lettelse af Kontrollen hermed har Loven paabudt Bygningsanmeldelse og forbudt at paabegynde et Byggearbeide, forinden man har faaet Bygningsautoriteternes Tilladelse. At det ikke beror paa disses frie Skjøn at give eller negte «Tilladelsen», er imidlertid ganske klart. En Grundeier har ikke alene den Forpligtelse ikke at bygge i Strid med Lovens Forskrifter, men ogsaa Ret til at bygge, naar han holder sig disse Forskrifter efterrettelig. Og det kan ikke være tvivlsomt, at ligesom Bygningsautoriteterne som Regel ikke kan give Tilladelse til at Byggearbeide, som strider mod Loven, saaledes kan de heller ikke negte Tilladelse til et Arbeide, der tilfredsstiller Lovens Fordringer. Det er med andre Ord alene Foretagendets Lovlighed, som Bygningsautoriteterne har at prøve ved Afgjørelsen af Approbationsspørgsmaalet. Denne Afgjørelse vil kunne tage nogen Tid; og forsaavidt som der i Mellemtiden mellem Anmeldelsen og Afgjørelsen træder i Kraft nye Lovregler eller Reguleringer, maa der tages Hensyn hertil. Derimod antages det ikke, at man, hvor ikke særlig Hjemmel dertil haves, er beføiet til at tage Hensyn til, at det synes uhensigtsmæssigt, at Byggeforetagendet faar fremmes, eller at der er en mere eller mindre nærliggende Mulighed for, at der vil blive givet Forskrifter eller besluttet Reguleringer, med hvilke det ikke harmonerer. Hvor positiv Hjemmel mangler, kan det nævnte Hensyn lige saa lidt berettige til en Udsættelse med Approbationsspørgsmaalets Afgjørelse, indtil nye Love eller Reguleringer træder i Kraft, - hvilket i Virkeligheden vil sige Negtelse indtil videre, - som til ligefrem at negte Approbation i Paavente af saadanne Love eller Reguleringer. Og endmindre kan det selvfølgelig berettige til at

Side:58

tilbagekalde en allerede meddelt Approbation. En anden Sag er det, at det kan være hensigtsmæssigt inden visse Grændser at aabne Adgang til at tage saadanne Hensyn. Og en nærmere begrændset Hjemmel hertil indeholdes i flere nyere Bygningslove. Se saaledes Bygningslov for Bergen afødt xx.xx.1899 §11, 2det Afsnit og §29, 9de Afsnit samt den almindelige Bygningslov afødt xx.xx.1896 §6, 2det og 3die Afsnit og Bygningslov for Kristiania afødt xx.xx.1899 §5, 2det Afsnit. Men nogen saadan Hjemmel til at udsætte med Approbation af en Bygningsanmeldelse af Hensyn til en paatænkt Regulering, indeholder ikke Bygningsloven for Kristiana afødt xx.xx.1875.

Hvorvidt den her omhandlede Retsoverskridelse er af den Beskaffenhed, at den vilde kunne paadrage dem, der i Sagen har handlet paa Kommunens Vegne, personligt Erstatningsansvar, findes det ikke nødvendigt at afgjøre. Selv om man antager, at noget saadant Ansvar ikke paaligger dem, fordi deres Handlemaade paa Grund af deres Stilling ligeoverfor Kommunen under Hensyn til det foreliggende Retsspørgsmaals Tvivlsomhed findes forsvarlig eller endog pligtmæssig, kan dette formentlig ikke medføre, at den, hvem de ved at handle paa Kommunens Vegne har paaført Tab, ingen Erstatning skal kunne faa. Kommunen maa da have det samme Ansvar, som om den tænkes selv at have optraadt handlende i egen Interesse. Og med Hensyn hertil antages det, at den, der, hvor Grændserne for hans Ret er tvivlsomme, i egen Interesse overskrider disse Grændser og derved paafører en anden Tab, maa finde sig i selv at bære Resikoen for sin Lovfortolkning, uanseet at denne ikke findes aabenbart urigtig.

I Henhold til det Anførte finder man, at der bør tilkjendes Appell. Erstatning for det Tab i Husleie, Bygmester Kristiansen kan antages at have lidt ved den retsstridige Undladelse af at meddele Byggetilladelse. Med Hensyn til Mellembygningen paa Kirkeveien No. 56 antager man dog ikke, at noget saadant Tab er lidt, idet Planen for denne Bygning staar i saa nøie Forbindelse med den paatænkte Passage mellem de anmeldte Forbygninger paa samme Tomt, at det er ganske uantageligt, at der med Fordel kunde bygges efter denne Plan, efter at Tilladelse til Passagens Anbringelse var negtet. Der bliver saaledes alene Tale om Erstatning for de øvrige 4 Bygningers Vedkommende, som Kristiansen retsstridig er negtet Tilladelse til at opføre efter de indgivne Anmeldelser, nemlig Bagbygningerne paa No. 56 og begge Bygninger paa No. 62. For disse Bygningers Vedkommende findes Appell. for det første at have Krav paa Godtgjørelse for Udgifter til Byggetegninger til Beløb af 800 Kroner. Det er derhos klart, at Bebyggelsen maatte forsinkes betragteligt derved, at Kristiansen istedetfor omkring Midten af September at blive meddelt Tilladelse til at bygge efter de indleverede Tegninger, blev negtet saadan Tilladelse henholdsvis 24 September og 27 Oktober, hvorved det maatte blive nødvendigt at faa udarbeidet nye Tegninger og at faa disse approberede, forinden noget Byggearbeide kunde paabegyndes. At der ved denne Forsinkelse er lidt Tab, finder man at maatte gaa ud fra som overveiende sandsynligt. Men det er klart, at Appell. ikke som paastaaet har Krav paa Erstatning baade for tabt Husleie og for tabt Rente af Kjøbesummen for de to Tomter.

Det er forøvrigt selvsagt, at ved Ansættelsen af Beløbet for tabt Husleie maa behørigt Afdrag ske for de Udgifter, som i

Side:59

Leietiden vilde være paaløbne til Betaling af Renter, Skatter, Assurance m.v.

Processens Omkostninger findes efter Omstændighederne at burde ophæves for begge Retter.

Ovenstaaende Fremstilling er, som foran nævnt, Udtryk for to Voterendes Mening.

Subsidiært har to andre Voterende sluttet sig til det derpaa byggede Resultat, som saaledes har Pluralitet inden de Voterende.

Principalt voterer de sidstnævnte to Voterende for, at Kommunen i betydelig videre Omfang paalægges Erstatning til Konkursboet. De anføre i saa Henseende Følgende:

Det antages, at Kristiansens Konkursbo tilkommer Erstatning baade for de spildte Tegninger og for det Tab, som er lidt derved, at Bygningers Opførelse paa de omhandlede Tomter, No. 56 og No. 62 ved Kirkeveien, blev forsinket ved, at der var reist Spørgsmaal og foregik Forhandlinger om nye Reguleringer over disse Tomter.

De nævnte Forhandlinger endte med 1) Reguleringsbeslutning afødt xx.xx.1896, hvorved reguleredes en Gade tvers over Tomten No. 56, og 2) Reguleringsbeslutning afødt xx.xx.1896, hvorved Kirkeveien fik en Udvidelse, som afskar en Del af begge de omhandlede Tomter.

Det er disse nye Reguleringer, som er Skyld i, at Kristiansens Byggearbeider forsinkedes.

Det ansees utvivlsomt, at en Tomteeier maa tilkomme Erstatning, naar han hindres i at bygge derved, at der pleies Forhandlinger om en ny Regulering, som vil berøre hans Tomt. Det er klart, at en Tomteeier lider uforskyldt Tab, naar han saaledes ved Forhandlinger om en Regulering hindres fra at bygge, og skulde han ikke kunne kræve Erstatning herfor, maatte dette udtrykkelig ved Lov være bestemt. Der maatte ialfald ved Loven være fastsat en vis Tidsgrændse. Thi at en Tomteeier skulde være forpligtet til uden Erstatning at vente i et ubegrændset Tidsrum, maaske i Aarevis, lader sig umulig antage. Mod Erstatning kan det lade sig høre, at Tomteeieren maa vente, selv om det varer længe; thi mod Erstatning kan man endog fratages sin Eiendom. Det kommer her ikke an paa, om der kan lægges de kommunale Autoriteter nogen utilbørlig Forsømmelighed, Skjødesløshed eller Sendrægtighed tillast. Dette bliver i Forhold til den enkelte private Tomteeier en ligegyldig Sag. En Tomteeiers Krav paa Erstatning af Kommunen for det Tab, han lider ved formedelst en paatænkt Regulering at hindres fra at bygge, er ikke betinget af, at der fra de kommunale Autoriteters Side i nogen Henseende er gjort noget Urigtigt eller Retsstridigt. Hvad der er gjort, kan være meget forsvarligt og rigtigt, endog meget prisværdigt. Men den enkelte Tomteeier maa, naar intet Modsat er udtrykkelig lovbestemt, have Krav paa Erstatning for det Tab, han lider ved i kortere eller længere Tid at hindres fra at benytte sin Eiendom, ligesaavel som han har Krav paa Erstatning for det Tab, han lider ved for en mindre eller større Del at maatte afstaa sin Eiendom paa Grund af Regulering, naar saadan bliver besluttet. Der er ingen Grund til, at en Tomteeier ikke ligesaavel skal have Erstatning for det ene Slags Tab som for det andet Slags. Dersom det er den

Side:60

Omstændighed, at de kommunale Autoriteter har været for stærkt optagne med Arbeide, som har bevirket, at man ikke i Tide har havt sin Opmærksomhed henvendt paa Spørgsmaalet om den nye Regulerings Hensigtsmæssighed, eller ikke med tilstrækkelig Hurtighed har kunnet fremme Forhandlingerne om Sagen, maa det være selvsagt, at den Skade, som derved forvoldes, maa gaa ud over Kommunen og ikke over den Enkelte, som paa Grund deraf i kortere eller længere Tid hindres fra at gjøre sig sin Eiendom nyttig.

I nærværende Tilfælde er det, som anført, Forhandlingerne om de nye Reguleringer, hvilke endte med Beslutningerne afødt xx.xx.1896 og 23 Oktober 1896, som har bevirket den Forsinkelse, der har forvoldt Kristiansen Tab.

Den tidligere Regulering af 1888, ifølge hvilken der skulde gaa en Vei paa skraa over begge Kristiansens Tomter, findes at maatte sættes ganske ud af Betragtning. Denne Regulering var af Kommunebestyrelsen besluttet ophævet allerede 26 Marts 1896 (altsaa før Kristiansen kjøbte de omhandlede Tomter). Herom havde Kristiansen faaet Besked, og han bekymrede sig derfor ikke om denne Regulering. Og dette gjorde han med god Grund. Vistnok var Beslutningen om den gamle Regulerings Ophævelse ikke endda approberet ved kgl. Res.; men det er ikke oplyst, at der var noget, som kunde gjøre, at Regjeringen skulde betænke sig paa, hvorvidt Annullationsbeslutningen burde approberes. Ingen har tænkt sig, at Reguleringen af 1888 længer havde nogen Betydning. Havde denne været tillagt nogen Betydning, efter at den af Kommunebestyrelsen var besluttet ophævet, saa skulde efter den sædvanlige Praxis dette strax været tilkjendegivet Kristiansen, da han havde indgivet sin første Bygningsanmeldelse - den afødt xx.xx.1896. Men dette skeede ikke, selvfølgelig af den Grund, at Alle havde det paa det Rene, at der ikke mere kunde være Spørgsmaal om Reguleringen af 1888. Havde man givet Kristiansen den Besked, at den gamle Regulering af 1888 var til Hinder for det af ham projekterede Byggearbeide, saa vilde man derigjennem eo ipso have givet ham den Besked, at han istedetfor at bygge saaledes, som han havde projekteret, maatte bygge saaledes, at hans Bygninger fik Facade til den i 1888 regulerede Skraa-Vei. Men at Nogen skulde ville tilholde ham dette, er jo efter de da forhaandenværende Omstændigheder ligefrem utænkeligt. I Juni 1896 kunde ingen i god Tro sige noget Saadant, som at man maatte gaa ud fra Muligheden af, at Reguleringen af 1888 vilde blive opretholdt.

Den gamle Regulering af 1888 maa ifølge det Anførte sættes ganske ud af Betragtning. Spørgsmaalet er altsaa: hvor stor Forsinkelse er bevirket derved, at de nye Reguleringer var bragt paa Bane og først fastsloges saa sent som den 21 September og 23 Oktober 1896.

Naar man tænker sig, at disse nye Reguleringer ikke vare blevne bragte paa Bane, vilde Byggearbeidet antagelig have kunnet været begyndt, paa No. 62 i den første Del af Juli (Anmeldelsen er afødt xx.xx.1896) og paa No. 56 i Begyndelsen af September (den tidligste Anmeldelse er af 12 August). Naar der derimod efter de nye Reguleringer, af hvilke den sidste er fra Slutningen af Oktober, skulde udarbeides nye Tegninger, som derefter skulde approberes, vilde Byggearbeidet ikke kunne forudsættes at blive begyndt tidligere end

Side:61

dels i November, dels i December. Fra Juli til November er 4 Maaneder, fra September til December er 3 Maaneder. Forsinkelsen kan derfor ansættes til mindst 3 1/2 Maaned. Herved er enda ikke taget Hensyn til den uheldigere Aarstid, fra November og udover istedetfor Juli og udover. Om Erstatningen saaledes beregnes efter en Tid af 3 1/2 Maaned, maa det ialfald ansees ganske sikkert, at Kommunen ikke vil blive gaaet for nær.

Naar der mod Konkursboet ogsaa er paaberaabt, at Kristiansens oprindelige Tegninger - med den private Passage ind fra Kirkeveien - var i Strid med §6 i den nye Lov afødt xx.xx.1896, som traadte i Kraft 29 August s. A., saa er dertil at bemærke, at selv om dette med Rette kunde paaberaabes, saa vilde en Forandring af Byggeplanen, som maatte paakræves til Sløifning af den nævnte private Passage, ikke have kunnet bevirke synderlig Forsinkelse. Den paa den nævnte §6 byggede Approbationsnegtelse er af 24 September, men Approbationen burde i Tilfælde have været negtet strax efter Anmeldelsen, hvis Dato er 24 August. Var dette skeet, vilde Tegningerne umiddelbart derefter kunne have været forandrede og Byggearbeidet foregaaet, og nogen synderlig Forsinkelse vilde da ikke været bevirket.

Tre af de Voterende kommer til det Resultat, at Kommunen helt ud maa frifindes for Bygmester Kristiansens Konkursbos Tiltale i denne Sag. Idet de med Hensyn til det ved Henvendelsen til Opmaalingschef Gallus Passerede henholder sig til, hvad der desangaaende af to andre Voterende ovenfor er udtalt, skal denne Fraktion til Begrundelse af sit Resultat iøvrigt anføre Følgende:

Et Ansvar for Kommunen i denne Sag maatte efter disse Voterendes Mening bygges paa, at der kan lægges vedkommende kommunale Autoriteter retsstridigt Forhold tillast. Den blotte Omstændighed, at Kristiansen maatte findes at have lidt uforskyldt Tab, kan ikke medføre saadant Ansvar. Kun under særlige Omstændigheder kan den, der under sin Optræden har været i sin fulde Ret, tilpligtes at erstatte Skade, som kan siges at være en Følge af denne Optræden. Og de nævnte Voterende anser det udelukket, at det Offentlige (Stat eller Kommune) skal blive erstatningspligtigt blot af den Grund, at en Privatmand ikke kan faa en for ham nødvendig Afgjørelse fra en offentlig Autoritet saa betimelig, at han opnaar al den Gevinst, han har paaregnet af vedkommende Foretagende, eller undgaar Tab i den Anledning. De mener, at Kommunen ikke i det foreliggende Tilfælde af saadan Grund mere er erstatningspligtig, end Staten vilde være det, f. Ex. fordi en af et Regjeringsdepartement eller ved kgl. Res. truffen Afgjørelse ikke maatte emanere saa betimeligt som paaregnet eller f. Ex. fordi der af Statens Domstole ikke kunde skaffes en procederende Part Ret saa betimeligt som forudsat. Det indsees ikke, at særlige Omstændigheder kan anføres for, at en Kommune skal ilægges Ansvar, fordi dens Bygnings- og Reguleringsautoriteter ikke til alle Tider uden Forsinkelse kan behandle de dem Sager. Der kunde fra et nomothetisk Standpunkt vistnok i visse Tilfælde anføres endel for, at den enkelte Borger, som af Hensyn til almene Interesser maa i usædvanlig Tid vente paa en Autoritets Afgjørelse og derved paaføres Tab, skulde faa dette erstattet af vedkommende offentlige Kasse. Men nogen Lovforskrift af saadant Indhold foreligger her ikke. Og det lader sig ogsaa i Almindelighed med Føie sige, at deslige

Side:62

Onder hører til de Ulemper, som den Enkelte maa finde sig i som Vederlag for de Goder, der overhovedet er forbundne med Ordningen af Forholdene i et større Samfund. Ikke mindst gjælder dette, hvor Talen gjælder Nybygninger i en raskt voxende By.

For de nævnte Voterende bliver derfor Spørgsmaalet alene, om de kommunale Autoriteter har handlet retsstridigt ved at udsætte Afgjørelsen af Approbationsspørgsmaalet, til de projekterede Reguleringer var besluttede. Dette Spørgsmaal kan erkjendes at være i nogen Grad tvivlsomt. De nævnte Voterende antager imidlertid, at det har været Lovgivningens Mening, at saa inden rimelige Grændser - Grændser, som de i det her omhandlede Tilfælde ikke finder overskredne - ansvarsfrit skulde kunne forholdes. Det er vistnok ikke tvivlsomt, at der i Kristiania Bygningsvæsen i mangfoldige Tilfælde er forholdt paa samme Maade som i nærværende Sag. Og naar Bygningslovgivningen for Kristiania ikke tidligere har givet udtrykkelig Hjemmel herfor, kommer dette antagelig kun af, at man har gaaet ud fra, at vedkommende Autoriteter, som havde den faktiske Adgang tilat udsætte Afgjørelserne, i fornøden Udstrækning vilde gjøre dette, saa en tilfredsstillende Regulering lod sig gjennemføre. Men har dette været Lovens Mening, lader der sig selvfølgelig ikke i dens Taushed indlægge noget Forbud mod, at faa forholdes.

Hvad man imidlertid end mener om Lovens rigtige Forstaaelse i dette Punkt, antages det under alle Omstændigheder at maatte være fuldt forsvarligt at opfatte den saaledes. Utvivlsomt er det derhos, at de kommunale Autoriteter har forstaaet den saa. Og al den Stund de gik ud fra denne Opfatning, maatte de ogsaa anse det som sin Pligt at udsætte de heromhandlede Afgjørelser den korte Tid, indtil de projekterede Reguleringer var besluttede. Det stod ikke til dem at undlade at tage Standpunkt. De var nødte til at handle ud fra den Forstaaelse af Loven, som de antog at være den rigtige. Og naar denne Lovforstaaelse da som anført maa ansees fuldt forsvarlig, indsees det ikke, at enten disse Autoriteter selv, eller den Kommune, i hvis Tjeneste og paa hvis Vegne de har optraadt, derigjennem kan paadrages noget Erstatningsansvar.

For denne Fraktion af Retten har der efter dette kan kunnet være Spørgsmaal om, hvorvidt ikke Kristiansens Konkursbo tilkommer Erstatning i Anledning af den den 12 September 1896 stedfundne Tilbagekaldelse af den den 7 næstfør meddelte Approbation paa Bygningstegningerne Vedkommende Bagbygningerne paa Kirkeveien No. 56. Boet vilde i denne Anledning ogsaa efter nærværende Fraktions Mening have havt Krav paa Erstatning efter Skjøn, saafremt det var sandsynliggjort, at Kristiansen gjennem det saaledes Passerede var paaført Udgifter eller Indtægtstab, som vilde være undgaaet, dersom enhver Afgjørelse ogsaa for disse Bygningers Vedkommende havde udstaaet til omkring 24 September 1896. Noget saadant Tab kan imidlertid ikke siges at være sandsynliggjort, og disse Voterende finder derfor, at Kommunen ogsaa forsaavidt maa blive at frifinde.

I Henhold til det Anførte afsiges saadan

Dom:

Kontraappell., Kristiania Kommune, bør til Hovedappell., Bygmester O.Kristiansens Konkursbo, betale 800 - otte Hundrede - Kroner samt Erstatning for det Husleietab, som ved Skjøn af uvillige

Side:63

Mænd, optaget paa Kontraappell.s Bekostning, maatte findes at være forvoldt derved, at den under 7 September 1896 meddelte Approbation paa den under Sagen omhandlede Bygningsanmeldelse af 12 August s. A. blev tilbagekaldt den 12 September, og derved, at Approbation paa den omhandlede Bygningsanmeldelse afødt xx.xx.1896 ikke blev meddelt inden første Halvdel af September s. A., men den 27 Oktober negtet paa Grund af den mellemkomne Regulering, med 4 - fire - af Hundrede i aarlig Rente af Beløbene fra 24 Juni 1897 til Betaling sker.

Iøvrigt bør Kontraappell. for Hovedappell.s Tiltale i denne Sag fri at være.

Processens Omkostninger for Byretten og Høiesteret ophæves.

Af Byrettens Dom hidsættes:

Ved Reguleringsbeslutning afødt xx.xx.1888, approberet ved kgl. Resolution, blev der projekteret en Gade fra Bygdø til Majorstuveien, hvilken Gade bl.a. overskar Tomterne Kirkeveien 56 og 62. Ved Kjøbekontrakt afødt xx.xx.1896 kjøbte Bygmester O. Kristiansen begge disse Eiendomme og henvendte sig strax efter til Arkitekt Boye angaaende Planer til Eiendommens Bebyggelse. Boye henvendte sig i den Anledning paa Reguleringschefens Kontor og fik, efter hvad han har forklaret, ved den Leilighed bl.a. den Besked, at den ovennævnte Gade fra Bygdø til Majorstuveien skulde annulleres, saaledes at der til samme ikke var nødvendigt at tage noget Hensyn.

Boye udarbeidede derefter Bygningstegninger til endel Bygninger, over hvilke indsendtes Bygningsmeddelelser, hvoraf den første indleveredes den 17 Juni 1896, de øvrige - saavidt kan sees 4 i Tallet - i Løbet af den sidste Halvdel af August samme Aar. Den ene af disse fik Kristiansen tilbage med Approbationspaategning afødt xx.xx.1896; men allerede den 12 samme Maaned blev denne Approbation tilbagekaldt, ligesom de øvrige Anmeldelser senere ogsaa blev negtet Approbation, saavidt kan sees, i Løbet af September og Oktober Maaned.

Spørgsmaal om ny Regulering af det heromhandlede Strøg var nemlig i Mellemtiden, antagelig efter Arkitekt Boyers første Henvendelse paa Reguleringschefens Kontor, optaget til Behandling og efterat den tidligere omhandlede regulerede Gade fra Bygdø til Majorstuveien, der ved Repræsentantskabsbeslutning afødt xx.xx.1896 var befalet ophævet, ogsaa var bleven ophævet ved kongelig Resolution af 4 September samme Aar, blev der ved Reguleringskommissionens Beslutning afødt xx.xx.1896 reguleret en ny Tværgade over Tomten, samt ved dens Beslutning af, saavidt kan sees, 23 samme Maaned bestemt, at Kirkeveiens Bredde skulde udvides. Denne Regulering bevirkede, at de indsendte Bygningsanmeldelser ikke kunde approberes.

Bygmester Kristiansen mener nu, at han ved Bygningsautoriteternes Forhold, først ved den Arkitekt Boye meddelte Besked om, at der ikke behøvedes at tages Hensyn til den daværende regulerede Gade over Tomten, og senere ved deres Forsømmelse ved i saa lang Tid som skeet at beholde Bygningsanmeldelserne uden at give Besked om, at de ikke kunde approberes, har lidt et større Tab, bestaaende dels i spildte Bygningstegninger, dels i Rentetab og dels i Husleietab, bevirket ved, at han ikke fik Bygningerne opført til den Tid, som han ellers kunde have faaet dette gjort, og da Kommunens vedkommende ikke har villet godkjende nogen saadan Erstatningspligt, har Kristiansen nu efter forgjæves forsøgt Forligsmægling, ved Stevning afødt xx.xx.1897 anlagt nærværende Sag mod Kristiania Kommune, og derunder nedlagt Paastand om, at Indst. tilpligtes 1) at betale Citanten Erstatning for spildte Bygningstegninger med 1700 Kroner; 2) at erstatte Citanten

Side:64

Rentetab med 5 pCt. af Kr, 40,000 i 4 Maaneder eller subsidiært efter Skjøn, optaget paa Indst. Bekostning, og 3) at erstatte Citanten forvoldt Husleietab af de i en fremlagt Beregning fra Arkitekt Boye afødt xx.xx.1896 nævnte Bygninger i 6 Maaneder efter Skjøn, optaget paa Indst.s Bekostning, alt med lovlige Renter fra Forligsklagen og Sagens Omkostninger.

Indst. har paastaaet sig frifunden med Tilkjendelse af Sagsomkostninger.

Det første Spørgsmaal, som maa afgjøres, er, om det kan ansees godtgjort, at Arkitekt Boye paa Cit.s Vegne af kompetent Autoritet har faaet Besked om, at der ved de omnævnte Byggeplaner ikke behøvedes at tages Hensyn til den tidligere regulerede Gade fra Bygdø til Majorstuveien.

Ved de foreliggende Oplysninger, specielt Arkitekt Boyes Prov som 1ste Hovedv. i Forbindelse med Reguleringschefens Gallus's Forklaring som 2det Hovedv. om, at han, skjønt han ikke erindrede den af Arkitekt Boye omhandlede Konference, dog af saglige Grunde, som var specielle for dette enkelte Tilfælde, godt kan tænke sig, at Boye har faaet saadan Besked, som foran omnævnt, finder man at maatte anse det godtgjort, at Boye af Gallus har faaet Besked om, at man ved Planlæggelsen af Bebyggelsen paa da heromhandlede Eiendomme ikke behøvede at tage Hensyn til den tidligere regulerede Gade fra Bygdø til Majorstuveien, ligsom man efter Boyes Forklaring ogsaa maa antage, at Boye ved Leiligheden forhørte sig om og fik Besked om alt, hvad der vedkom Reguleringen i Almindelighed og specielt begge Gadelinier ved Tomten, og at det var i Henhold hertil, at han udfærdigede sine Bygningstegninger.

Under disse Omstændigheder antager man, at Cit., der maatte være berettiget til at gaa ud fra, at der fra Gadereguleringens Side intet vilde være til Hinder for den planlagte Bebyggelse, ogsaa maa være berettiget til at erholde erstattet de Udgifter, som han har havt i Anledning af saadan paatænkt og planlagt Bebyggelse, men som ere blevne spildte ved den senere besluttede Regulering, og det vil efter den af Cit. nedlagte Paastand sige, at han faar erstattet Udgifterne ved de spildte Bygningstegninger med 1700 Kroner, mod hvilken Beregning Indst. ingen Indvending har gjort.

Hvad derimod de tvende andre Erstatningsgjenstande angaar, finder man ikke at kunne give Cit. Medhold. En Kommune maa i sin Almindelighed kunne optage til Behandling Spørgsmaalet om Forandring i en tidligere Gaderegulering uden at udsætte sig for Erstatningsansvar, selv om deraf resulterer at en Tomteeier maa vente nogen Tid med en paatænkt Bebyggelse, indtil Spørgsmaalet er afgjort. Behandling af et saadant Spørgsmaal vil jo som Regel medtage nogen Tid, og man kan i nærværende Tilfælde ikke finde, at den Tid af ca. 3 Maaneder, som gik hen fra, at den første Bygningsanmeldelse indløb (ca. 1 a 2 Maaneder for de andres Vedkommende), og til at Reguleringen blev besluttet og Meddelelse om Negtelse af Approbation af denne Grund tilstillet Cit. kan ansees at være saa lang, at nogen Forsømmelse, der skulde begrunde Ansvar, kunde lægges Kommunens Vedkommende tillast.

Efter det Anførte vil Indst. blive tilpligtet at betale Cit. 1700 Kroner med 4 pCt. Renter fra Forligsklagen den 24 Juni 1897, men iøvrigt at frifinde. - - -

Indhold: Kontant mod Konnossement. Af J. S. - Høiesteretssag: l.nr. 40 2den Session 1901: Bygmester O. Kristiansens Konkursbo mod Kristiania Kommune ved dens Magistrat og Formandskab.