Hopp til innhold

Rt-1902-684

Fra Rettspraksis


Instans: Høyesterett - Dom
Dato: 1902-07-26
Publisert: Rt-1902-684
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang: L.nr. 147 for 1ste Session s. A.
Parter: Hunsfos Fabriker (Adv. Seip) mod Kristiansands Kommune ved dens Magistrat og Ordfører (Adv. Sigval Jacobsen).
Forfatter:
Lovhenvisninger:


Med Hensyn til nærværende Sags faktiske Omstændigheder henvises til Præmisserne til Bergens Overrets Dom afødt xx.xx.1901.

Ved denne Dom blev saaledes kjendt for Ret: "Den paaankede Udpantningsforretning stadfæstes. Sagens Omkostninger ophæves."

Ved den stadfæstede Udpantningsforretning afødt xx.xx.1899 var af Kæmneren i Kristiansand givet Kistiansands Kommune Udlæg hos Husfos Fabriker for ilignet Indtægts- og Formuesskat for 1899 efter Beregningssum Kr. 3.041.74.

Overrettens Dom er nu af Hunsfos Fabriker ved Stevning afødt xx.xx.1901 indanket for Høiesteret, hvor Sagen er overført til skriftlig Behandling. Appell. har her for Retten nedlagt Paastand om Underkjendelse af Udpantningsforretningen og Tilkjendelse af Procesomkostninger for Overretten og Høiesteret.

Indst., Kristiansands Kommune, har paastaaet Overretsdommen stadfæstet og sig tillkjendt Omkostninger for Høiesteret.

Appell. har for Høiesteret fremsat de samme Indsigelser mod Ligningen som for Overretten

Forsaavidt Appell. gjør gjældende, at Overskattekommissionens skjønsmæssige Ansættelse af hans Indtægt er urigtig, er Høiesteret med Overretten enig i, at denne Indsigelse ikke kan gives Medhold, og kan forsaavidt i det Væsentlige tiltræde nævnte Rets Begrundelse.

Appell. gjør dernæst gjældende, at Overskattekommissionen urettelig har negtet at gjøre Fradrag for den Del af Indtægten, der nødvendigvis maa medgaa til at dække den aarlige Værdiforringelse af Fabriken og dens forskjellige Bestanddele gjennem Slid, Ælde og efterhaanden opstaaende Utidsmæssighed. Forsaavidt Indst. herimod principaliter har gjort gjældende, at Fradrag kun er negtet for Amortisation af "fast og dermed i Klasse staaende Eiendom", men derimod forøvrigt skal være indrømmet, altsaa for Inventar og Maskineri, finder Høiesteret, efter de foreliggende Oplysninger, ikke at kunne antage, at saa er Tilfældet. Sammenholder man Præmisserne for Overskattekommissionens Kjendelse med den indgivne Skatteklage, maa det forudsættes, at Kommissionen har villet negte ethvert Krav paa Fradrag af den omhandlede Art Spørgsmaalet bliver derfor, om dette er skeet med Rette.

Overretten har besvaret dette Spørgsmaal bekræftende under Henvisning til Høiesterets i Rt-1894-753 indtagne Dom af 17 Marts s. A.

Side:685

For Høiesteret har det imidlertid ved den fornyede Overveielse, som Spørgsmaalet nu er blevet Gjenstand for, maattet fremstille sig som særdeles tvivlsomt, om den Opfatning, som ligger til Grund for Høiesteretsdommen af 1894, og som forøvrigt ogsaa den Gang var Gjenstand for Dissents, lader sig opretholde som den efter vor Skattelovgivning rigtige.

De herhenhørende Spørgsmaal har i vor Literatur i det mellemliggende Tidsrum fra forskjellige Sider været underkastet en indgaaende Drøftelse. I en Afhandling, Afkastning og Indtægt" i Statsøkonomisk Tidsskrift for 1898 (hvoraf et Særtryk ogsaa er blevet dokumenteret i nærværende Sag), har Professor Aschehoug indgaaede behandlet vor egen saavelsom forskjellige fremmede Lovgivningers Stilling, bl.a. til det her foreliggende Spørgsmaal, og udtaler sig bestemt mod den Opfatning, der i den nævnte Dom fik Høiesterets Tilslutning (S. 278 ff., spec. 282-84). Fra en anden Side har Aktielovkommissionen nærmet sig Spørgsmaalet, idet den i sit i 1894 afgivne Udkast til Aktielov har havt at bringe i forslag bl.a. Forskrifter, sigtende til at opretholde den af et Selskab anmeldte Aktiekapital. Til denne Ende foreslaar Kommissionen bl.a. Paabud om, at det i Aktieselskabets Aarsopgjør fra Værdien af "Anlæg, Maskiner, Skibe og andre Gjenstande, der vedvarende er bestemte til Forretningens Drift", skal gjøres Fradrag af "en til deres aarlige Forringelse ved Alder og Slid svarende Sum", eller at et hertil svarende Beløb aarlig skal afsættes til et særskilt Fornyelsesfond (Kommissionens Udkast §49, jfr. Motiverne S. 58-60). For Overtrædelsen af denne Regel har Kommissionen i Udkastets §111 foreslaaet Straf af Bøder indtil 2.000 Kroner. Ogsaa Straffelovkommissionen tiltræder i sin i 1896 afgivne Hovedindstilling (Motiverne S. 242) Aktielovkommissionens Opfatning, og henviser Straffeklausulen til den særskilte Aktielovgivning. I det i 1898 af en departemental Komite fremlagte Udkast til Lov om Kommanditaktieselskaber, er det af Aktielovkommissionen foreslaaede Paabud med Straffeklausul foreslaaet gjort gjældende ogsaa for den nævnte Selskaber (Udk. §5). De samme Paabud gjenfindes endelig ogsaa i den Storthinget forelagte kgl. Proposition angaaende Udfærdigelse af en Lov om Aktieselskaber m.v. (Oth. Prp. No. 28 for 1900 1, Lovudk. §55 og §106 ); Overtrædelsen foreslaaes her straffet med Bøder eller Fængsel indtil 3 Maaneder (Udk. §185 og §186).

De saaledes fremkomne Udtalelser og Forslag fortjener en særlig Paaagtelse dels som direkte Bidrag til Fortolkningen af de foreliggende Bestemmelser i Skattelovgivningen, dels som Udtryk for den i vort Samfund i Almindelighed raadende Retsopfatning af de herhen hørende Forhold.

Som det vil sees, er denne Retsopfatning saa udpræget, at en eventuel Aktielov, om en saadan i den nærmeste Fremtid maatte emanere, sandsynligvis under Straf vil forbyde Aktieselskaber m.v. i sine Regnskabsopgjør at bygge paa det Indtægtsbegreb, som efter Høiesteretsdommen af 1894 skulde være at lægge til Grund ved Skatteligningen.

Side:686

Under disse Omstændigheder har Høiesteret fundet - under Bortseen fra den Vagt, som ellers allerede af Hensyn til Retshaandævelsens Enhed maa tillægges en Høiesteretsdoms Tilslutning til en bestemt Retsopfatning - at maatte lade nærværende Sags Afgjørelse bero udelukkende paa Vægten af de Grunde, som er gjorte gjældende for de forskjellige Standpunkter. Og Høiesteret er da ved denne fornyede Prøvelse kommet til det Resultat, at de stærkeste Grunde taler for den Opfatning, som i den tidtnævnte Sag fra 1894 fandt Tilslutning hos en Minoritet inden de i Sagen Voterende. Idet Høiesteret saaledes nu slutter sig til denne Opfatning, finder man ogsaa i det Væsentlige at kunne tiltræde den af den nævnte Minoritet herfor givne Begrundelse.

Den paaankede Udpantning vil saaledes blive at underkjende som hvilende paa en Skatteligning, ved hvilken der ikke i Indtægten er gjort Fradrag for den aarlige Værdiforringelse af Fabriken og dens forskjellige Bestanddele gjennem Slid, Ælde og efterhaanden opstaaende Utidsmæssighed. Ny Ligning vil i Tilfælde blive at afholde i Overensstemmelse med den saaledes givne Anvisning.

Sagens Omkostninger findes at burde ophæves for begge Retter.

I Henhold til det Anførte afsiges saadan

Dom:

Den paaankede Udpantningsforretning underkjendes som grundet i en ulovhjemlet Ligning, idet der ved Indtægtens Insættelse ikke er gjort Fradrag for den aarlige Værdiforringelse af Fabriken og dens forskjellige Bestanddele gjennem Slid, Ælde og efterhaanden opstaaende Utidsmæssighed.

Processens Omkostninger for Overretten og Høiesteret ophæves.

Overrettens Dom er saalydende:

Ved Stevning afødt xx.xx.1899 har Hunsfos Fabriker indanket til Overretten en af Kæmneren i Kristiansand den 10 November s. A. afholdt Udpantningsforretning, hvorved der for den Appell. for klaret 1899 ilignede Indtægts og Formueskat til Kristiansands Kommune, Kr. 3.036, 44, med Rente- og Vidnegebyr Kr. 5.30, tilsammen Kr. 3.041, 74, blev gjort Udlæg i 30 Tons Papirmasse.

Appell. har paastaaet denne Udpantningsforretning underkjendt og indstevnte Kristiansands Kommune ilagt Processens Omkostninger.

Indst. har paastaaet Udpantningsforretningen stadfæstet og sig tilkjendt Sagsomkostninger.

Hunsfos Fabriker, der er beliggende i Venneslas Herred, men har sin Udskibning i Kristiansand, blev for 1899 i Kristiansand ilignet en Indtægt af Kr. 91.500, hvoraf i Henhold til Skattel.s §9 og 17 en Trediedel er skatbar til Kristiansand. Efter Klage, først til Ligningskommissionen og derefter til en i Sagens Anledning opnævnt Overskiftekommission, blev Indtægten nedsat til Kr, 66.000, hvoraf den til Kristiansand skatbare Trediedel udgjør Kr. 22.000. Appell. har paastaaet, at denne Ligning er ulovlig, fordi

a. den uden nogen Begrundelse rent vilkaarligt blot støttes alene til en "Antagelse", uagtet Appell. havde forelagt Amtskattekommissionen attesteret Udskrift af sine Bøger for de sidste 3 Aar, hvilken viste, at den gjennemsnitlige Indtægt af disse Aar kun var Kr. 38.028, 12, hvoraf en Trediepart er Kr. 12.676, 04,

Side:687


b. der er negtet Fradrag for den Del af Indtægten, der nødvendigvis maa medgaa til at dække den aarvisse Værdiforringelse af Fabriken og dennes forskellige Bestanddele gjennem Slitage, ældre efterhaanden opstaaende Utidsmæssighed osv.

Indst. har anført:

ad a: Den samlede Indtægt for Aaret 1899, Kr. 90.998, er fremkommet derved, at der er beregnet en vis antagelig Nettofortjeneste pr. Ton exporteret Træmasse eller Papir paa samme Maade, som der er forholdt med andre Exportører over Kristiansand af lignende Produkter, hvilken Fortjeneste af Ligningskommissionen var ansat til Kr. 7 pr, Ton for Træmasse og Kr. 16 pr. Ton for Papir, men af Overskattekommissionen blev nedsat til henholdsvis ca. Kr. 4 og ca. Kr. 13, hvorved Appell. opnaaede en Fordel ligeoverfor konkurerende Selskaber i samme Branche, og en Ligning, som er lavere end de forudgaaende Aars, der blev akcepteret af Appell. Dennes Opgave over den virkelige Indtægt er ikke bindende for Ligningskommissionen, saa meget mindre som Appell. kun har taget med de 3 sidste Aars Indtægt, og det kan ikke medgives, at den benyttede Indtægtssats væsentlig afviger fra det virkelige Forhold, særlig under Hensyn til den overordentlige Forøgelse af Appell.s Produktion og til, at Appell. i sin Opgave har medtaget et Tidsrum, hvori Fabrikvirksomhed omtrent var indstillet. Desuden er Appell.s nøgne Opgave fremkommen alene som en Saldo uden uærmere Oplysning om, hvorledes Beregningen har fundet Sted.

ad b: Det forholder sig ikke saa, at Appell. er negtet Fradrag for Udgifter til Værdiforringelse, thi det gjælder for Appell., som for de øvrige ligeartede Bedrifter, der skatter til Kristiansand, at den beregnede Sats er ment at udgjøre den Nettofortjeneste, der udkommer, efterat der fra Bruttoindtægten er fradraget alle Udgifter, der skjønnes at være paadragne til Indtægtens Erhvervelse, hvilket Skjøn er overladt til Ligningssommissionen.

Retten skal bemærke:

ad a: Da en Skatyders Opgave over sin Formue og Indtægt ikke er bindende for Ligningskommissionerne, og da der ikke er bevist at være tilstede nogen Omstændighed; som giver Grund til at antage, at Kristiansands Ligningskommission eller Overskattekommissionen ved Ansættelsen af Appell.s Indtægt har fremgaaet paa nogen uretmæssig Maade, kan Appell.s her omhandlede Indsigelse ikke gives Medhold, idet Ansættelsens materielle Beføielse ikke henhører under Domstolenes Bedømmelse.

ad b: Under Henvisning til den i Rt-1894-753 flg. meddelte Høiesteretsdom, maa det antages, at der ved Indtægtens Ansættelse ikke skal tages Hensyn til den Værdiforringelse af Bygningerne eller disses Bestanddele, som finder Sted formedelst Slitage, undtagen forsaavidt angaar de til Reparationer og Erstatning af hvad der er ødelagt, virkeligt medgaaende Udgifter af sidstnævnte Art, ere af Ligningskommissionen blevne satte ud af Betragtning, hvorom henvises til, hvad derom af Indst. er anført, kan Appell. heller ikke gives Medhold i, hvad han under denne Post har anført.

Den paaankede Udtpantningsforretning vil saaledes blive at stadfæste.

Processens Omkostninger for Overretten ville efter Omstændighederne blive ophævede.

Førstvoterende bemærkede, at han den 9 April d A. modtog Sagens Dokumenter fra det Medlem af Retten, hvem det oprindeligt tilfaldt at votere først i Sagen.

Thi kjendes for Ret:

Den paaankede Udpantningsforretning stadfæstes.

Sagens Omkostninger ophæves.