Rt-1902-804

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1902-05-13
Publisert:	Rt-1902-804
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 89 for 1ste Session s. A.
Parter:	Straffesag mod Olaf Johannes Busch (Forsvarer til Prøve: Overretssagf. Hjalmar Wessel. - Aktor: Adv. F. Borgen).
Forfatter:	Bull, Blom, Stang, Birkeland, B. Scheel, Prydz, Reimers
Lovhenvisninger:

Extraordin. Assessor, Exped.sekretær Bull: Efter forgjæves Forelæg blev ved Tiltalebeslutning, udfærdiget af Fogden i Jarlsberg den 10 December 1901, Murmester Olaf Johannes Busch, boende i Botne, sat under Tiltale til Fældelse efter §38, jfr. §14, i L. om Ulykkesforsikring for Arbeidere i Fabriker m.v. afødt xx.xx.1894, for at han ikke har anmeldt til Rigsforsikringen sin Bedrift: Opførelsen af Pibe, Maskinhus og Tørkanal for Balstad Teglverk i Røken i 1899.

Ved Meddomsretsdom, afsagt inden Nordre Jarlsbergs Sorenskriveri den 11 Januar 1902, blev Tilt. for Overtrædelse af de nævnte Bestemmelser i Ulykkesforsikringsl. af 1894 ilagt en Bod til Rigsforsikringsindretningen af 420 Kroner samt Omkostningsansvar.

Denne Dom har Tilt. begjært undergivet Prøvelse ved høiere Ret. Efter Indholdet af Begjæringen er denne Besværing imidlertid nærmest at opfatte som Ankeerklæring, og Anken er af Kjæremaalsudvalget under 15 Februar 1902 henvist til Prøvelse i Høiesteret.

Med Hensyn til, hvad der af Meddomsretten er anseet for at være bevist, finder jeg det tilstrækkeligt at henvise til Meddomsrettens Domspræmisser.

Den af Tilt. erklærede Anke grundes for det første derpaa, at han bestrider i Anledning af de i Sagen omhandlede Byggearbeider at have været forsikringspligtig og som saadan pligtig at indsende Anmeldelse, idet han mener, at selv om Arbeidet skulde have været anmeldt, var det det Selskab, for hvilket Tilt. udførte Arbeidet, der skulde have anmeldt dette. Videre mener Tilt., at selv om det alligevel skulde findes, at det paalaa ham at anmelde Arbeidet, havde han saa gode Grunde til at anse sig fritaget for enhver Anmeldelsespligt, at hans i god Tro stedfundne Undladelse af at anmelde det, ikke kan belægges med Straf. Han mener specielt, at han i denne Henseende ikke har gjort sig skyldig i nogen Uagtsomhed.

Endelig anker Tilt. ogsaa over Strafudmaalingen.

Det Spørgsmaal, som her først foreligger til Afgjørelse, er da, hvorvidt Tilt. har været anmeldelsespligtig med Hensyn til de paagjældende Byggearbeider.

Det er paa det Rene, at Arbeiderne efter sin Art indgik under Ulykkesforsikring, og hvad der af Tilt. gjøres gjældende, er, at efter det mellem ham og det Selskab, for hvem han udførte Arbeidet, bestaaende Forhold, var det Selskabet og ikke Tilt., hvem Anmeldelsespligten paalaa. Af Meddomsrettens Domspræmisser vil det endvidere sess, at Tilt. specielt gjør gjældende, at efter udtrykkelig Aftale ved

Side:805

Indgaaelsen af den paagjældende Kontrakt skulde Selskabet have foretaget den nødvendige Anmeldelse, idet Forholdet til Rigsforsikringsanstalten skulde være Tilt. uvedkommende.

Meddomsretten har imidlertid forsaavidt gjort gjældende, at Tilt. i hvert Fald, trods denne private Aftale, om nogen saadan maatte have fundet Sted, maatte være pligtig til at indsende tilbørlig Anmeldelse, naar han blev vidende om, at den, der muligens overfor ham var pligtig at anmelde, ikke havde opfyldt denne sin Pligt.

Jeg finder at maatte erklære mig enig i denne Meddomsrettens Opfatning. Efter hvad der er paa det Rene, havde Tilt. overtaget de paagjældende Arbeider for en fix Betaling, nemlig 10,000 Kroner. Under disse Omstændigheder havde han taget Arbeiderne i Entreprise, uanseet, at det kun var Arbeidslønningerne, som skulde udredes af ham, medens Materialierne, efter hvad der forklares, skulde leveres af Selskabet. Og havde Tilt. taget Arbeiderne i Entreprise, saa var det overensstemmende med, hvad der ogsaa i tidligere lignende Tilfælde er afgjort af Høiesteret, ham, der overfor Rigsforsikringsanstalten havde Anmeldelsespligten. Men naar dette var saa, maatte det ogsaa paahvile Tilt. at sørge for, at Anmeldelse fandt Sted, og specielt, hvis han havde en Aftale med Selskabet om, at dette skulde besørge Anmeldelsen, at paase, at Selskabet virkelig paa hans Vegne efterkom den ham af Loven paalagte Pligt.

Af Forsvareren for Høiesteret er videre paaberaabt, hvad der ikke berøres i Tilt.s Ankeerklæring, at Anmeldelsespligten skulde være efterkommet derved, at han paa Anmodning af Teglverkets Disponent skulde have underskrevet en af denne udfyldt Anmeldelse til Rigsforsikringsanstalten. Meddomsrettens Udtalelser i Præmisserne angaaende dette Punkt er maaske ikke ganske klare. Men det staar for mig som lidet tvivlsomt, at Præmissernes Mening maa være den, at nogen saadan Anmeldelse ikke kan antages at have fundet Sted. Dette fremgaar som den naturligste Mening af Præmisserne, seet i sin Sammenhæng og synes mig derhos at blive utvetydigt ved Indholdet af den i Præmisserne berørte Korrespondance, som sees at have fundet Sted mellem Rigsforsikringsanstaltens Vedkommende og Tilt. i Marts og Mai 1900. Særlig sees det af Tilt.s ogsaa her for Retten dokumenterede Skrivelse til Rigsforsikringsanstalten afødt xx.xx.1900, at han selv ligefrem erkjender at have undladt at anmelde Arbeidet. Som berørt, har Tilt. i sin Ankeerklæring heller ikke opretholdt det Standpunkt, at Anmeldelse skulde have fundet Sted.

Naar det i Ankeerklæringen gjøres gjældende, at Tilt. paa Grund af sin gode Tro skulde blive at frifinde, saa finder jeg med Meddomsretten, at der heller ikke herom kan blive Spørgsmaal, idet han efter at have modtaget gjentagne Opfordringer fra Rigsforsikringsanstalten om at komme med Anmeldelse, ikke længere kunde være i helt god Tro. Jeg behøver derfor ikke at indlade mig paa, hvorvidt hans gode Tro, om Tilt. havde staaet i den, her kunde have diskulperet ham.

Af Forsvareren for Høiesteret er det endelig gjort gjældende som Frifindelsesgrund, at Tilt.s Forgaaelse i hvert Fald skulde være præskriberet. Det er af Meddomsretten fundet godtgjort, at den paagjældende Kontrakt sluttedes i Februar eller Marts 1899, og at

Side:806

Arbeidet paabegyndtes kort Tid efter Aftalens Indgaaelse og tilendebragtes i Løbet af Sommeren eller Høsten samme Aar. Forsvareren har fra Teglverkets Disponent erhvervet en Udtalelse afødt xx.xx.1902, hvorefter samtlige Arbeider skulde være tilendebragte i sidste Halvdel af Juli Maaned 1899. Der sees, som tidligere berørt, Vaaren 1900 at være forhandlet mellem Rigsforsikringsanstalten og Tilt. om Indvendelse af Anmeldelse; men noget Skridt, egnet til at afbrude mulig Præskription, har ikke fundet Sted før 2 Oktober 1901, da Forelæg i nærværende Sag forkyndtes Tilt. Det medgives af Forsvareren, at en Undladelsesforgaaelse ikke er Gjenstand for Præskription, saalænge Vedkommendes Pligt fremdeles bestaar. Men Forsvareren gjør gjældende, at Anmeldelsespligten ikke kunde vedvare for Tilt. længere, end han var Indehaver af vedkommende Bedrift, og da Arbeidet var tilendebragt ved Udgangen af Juli 1899, gjør Forsvaret altsaa gjældende, at Præskription var indtraadt senest den 1 August 1901. I hvert Fald formener Forsvareren, at Anmeldelsespligten, som indgaaende under den ved Rigsforsikringsl.s §16 paalagte Pligt til at levere endeligt Opgjør inden 1 Maaned efter vedkommende Arbeides Afslutning, maa være ophørt ved Udløbet af sidstnævnte Frist. Efter denne Forstaaelse skulde Præskriptionen have begyndt sit Løb senest den 1 September 1899 og altsaa være udløbet 1 September 1901.

Jeg tror ikke, at nogen af disse Opfatninger kan gives Medhold. Efter min Mening har den, der driver en forsikringspligtig Bedrift, en Pligt til at anmelde Bedriften, der ikke ophører, naar vedkommende Arbeider afsluttes. Loven selv giver ingen Antydning til, at Pligten da skulde ophøre, og uden saadan Lovhjemmel kan jeg ikke finde, at der er Føie til at statuere en saadan Begrændsning. Jeg tror, at der maatte være Adgang for Rigsforsikringsanstalten til ogsaa efter Arbeidets Afslutning at faa vedkommende Bedrifts Udøver tilpligtet at indgive lovbefalet Anmeldelse. Men existerer denne Pligt fremdeles, fremgaar det af L.s §38 umiddelbart, at dens Efterkommelse er paalagt under Straf, og dette vil da sige, at den fortsatte strafbare Undladelse i hvert Fald først kan præskriberes fra et senere Tidspunkt.

Naar det dernæst af Forsvareren gjøres gjældende, at Præskriptionsfristen i hvert Fald skulde begynde sit Løb 1 Maaned efter Arbeidets Afslutning, dette altsaa med Hjemmel af L.s §16, saa skal jeg kun bemærke, at den Forpligtelse til at levere endeligt Opgjør, som nævnte § paalægger, efter mit Skjøn ingen Forbindelse har med Forpligtelsen efter §14 til at indgive Anmeldelse. At denne Pligt til at levere Opgjør, et Opgjør, som staar i direkte Forbindelse med Præmiebetalingen, skulde afløse Forpligtelsen til at give Anmeldelse, er efter L. af 1894 i dens oprindelige Form saa meget mindre antageligt, som Loven dengang kun kjendte et Tvangsmiddel med Hensyn til Indgivelse af Anmeldelse, derimod intetsomhelst saadant med Hensyn til Afgivelse af Opgjør. Tilsidesættelse af Pligten til at levere Opgjør havde, saavidt jeg kan se, efter L. af 1894 i dens oprindelige Skikkelse ingensomhelst skadelige Følger for den paagjældende. Først ved L. afødt xx.xx.1899 blev der forsaavidt gjort Forandring, idet denne Lov fastsatte Straf ogsaa for Tilsidesættelse af Pligten til at levere Opgjør.

Side:807

Jeg kommer efter dette til det Resultat, at Tilt. ved Meddomsretsdommen rettelig er fældet.

Derimod egner Anken sig efter min Mening til at imødekommes, forsaavidt den gaar ud paa, at Bøderne, 420 Kroner, er for høit ansat. Det sees, at Meddomsretsdommen har ansat Bodens Beløb til det tredobbelte af, hvad der skulde være betalt i Præmie for de paagjældende Arbeider, idet Præmiebeløbet skulde været 140 Kroner. Herved er at mærke, at L. af 1894 i dens oprindelige Skikkelse i §38 bestemte, at forsaavidt der paa Grund af manglende eller urigtig Anmeldelse ikke var bleven erlagt behørig Præmie, skulde Bøderne i Regelen ikke sættes lavere end det tredobbelte Beløb af det for lidet betalte. Heri blev imidlertid allerede ved L. afødt xx.xx.1897 gjort Forandring, idet det efter §38, saaledes som den efter denne Lov skulde lyde, kun er, naar behørig Præmie paa Grund af urigtig Anmeldelse ikke er bleven erlagt, at Bøderne som Regel skal have den nævnte mindste Størrelse. Hvor Præmieerlæggelsen, som i nærværende Tilfælde er udebleven paa Grund af manglende Anmeldelse gjælder altsaa efter L. af 1897 de sædvanlige Straffeudmaalingsregler. Og da nu Meddomsretsdommen udtaler, at Tilt. vistnok fra først af i helt god Tro har undladt Anmeldelsen, og at der iøvrigt ingen særlig skjærpende Omstændigheder her vides at foreligge, antager jeg, at Boden passende kan fastsættes til 50 Kroner uden Anbefaling til Benaadning.

Konklusion:

Olaf Johannes Buschs Straf for den i den paankede Meddomsretsdom omhandlede Overtrædelse bestemmes til en Bod af 50 - femti - Kroner til Rigsforsikringsindretningen.

Forsvarer og Aktor for Høiesteret, Overretssagf. Hjalmar Wessel og Adv. F. Borgen, tillægges i Salarium Førstnævnte 60 - sexti - og Sidstnævnte 40 - firti - Kroner, hvilke Beløb udredes af Statskassen.

Extraordin. Assessor, Sorenskriver Blom: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Assessor Stang: Ligesaa.

Assessor Birkeland: Jeg antager, at Præskription med Hensyn til undladt Anmeldelse efter Forsikringsl.s §14 (L. afødt xx.xx.1897) i Medhold af Straffel.s Kap. 7 §10 begynder at løbe fra den Tid, da vedkommende Entreprenør havde tilendebragt Arbeidet. Han er nemlig da ikke længere «Indehaver» af anmeldelsespligtig Bedrift, og en Anmeldelse af Indhold og i Øiemed som i L.s §14 omhandlet faar ingen Betydning anderledes end som Opfyldelse af en Pligt, Entreprenøren har havt. To Aar tilbage fra det den 2 Oktober 1901 Tilt. forkyndte Forelæg er 2 Oktober 1899. Men de af Meddomsretten i dens Præmisser benyttede Udtryk: «i Løbet af Sommeren eller Høsten samme Aar» (1899) levner fuld Plads for, at Arbeidets Tilendebringelse kan have fundet Sted saavel før som efter saadant Tidspunkt. Idet jeg ikke kan lægge Vægt paa den af Sagens 2det Vidne efter Meddomsrettens Dom afgivne Skrivelse, antager jeg saaledes, at det ikke kan undgaaes, jfr. Straffeprocesl.s §165, at ophæve Meddomsrettens Dom, fordi det i Henseende til

Side:808

Spørgsmaalet om Præskription retslig relevante Tidspunkt ikke af den er blevet nærmere behandlet og fastsat.

Da jeg efter Konferancen ved, at min Mening er i Minoritet, skal jeg ikke forme nogen Konklusion.

I Henseende til Salarierne er jeg enig med de tidligere Voterende.

Assessor B. Scheel: Jeg er enig med Hr. Assessor Birkeland.

Extraordin. Assessor, Byretsassessor Prydz: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Assessor Reimers: Ligesaa.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.