Rt-1902-913
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1902-10-16 |
| Publisert: | Rt-1902-913 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 22 for 2den Session s. A. |
| Parter: | S. J. Gundersen (Adv. Knoph) mod Farsunds Kommune ved dens Magistrat og Ordfører (Overretssagf. Oskar Strøm til Prøve). |
| Forfatter: | Motzfeldt, Stang, Prydz, Bull, H. Scheel, Broch samt Justitiarius Løchen |
| Lovhenvisninger: |
Assessor Motzfeldt: Den 2 December 1901 besluttede Farsunds Kommunebestyrelse - efter den Stedet i August s. A. overgaaede Ildebrand - i Henhold til den almindelige Bygningsl.s §10, 2det Passus, i Reguleringsøiemed at expropriere den til Matr.-No. 3 sammesteds hørende Have. Denne var opmaalt til 710 m2 og havde i Aarrækker været i S. J. Gundersens Besiddelse. Den hele Have blev besluttet exproprieret. Gundersen indgik paa strax, inden nogen Expropriationsforretning var afholdt, at afstaa hele Haven, hvorpaa Kommunen tog den i Besiddelse og raserede den. Derefter tilstævntes Expropriationsforretning til Bestemmelse af Erstatningen, som Kommunebestyrelsen gik ud fra skulde betales for den hele Have. Forretningen inkamineredes, men udsattes af tilfældige Grunde. Saa fik Kommunebestyrelsen den Tanke, at Kommunen kun var forpligtet til at expropriere en Del af Haven. For at lette Reguleringen havde nemlig Kommunen efter Branden erhvervet de gamle Grundeieres Rettigheder efter de Bygselbreve og Leiekontrakter, hvorved, efter hvad der her i Retten er anført, alle Hustomter og Grundstykker i Farsund i Tidens Løb er udskilte fra Gaarden Sunde. Og i Medhold af denne Overdragelse ansaa Kommunen nu - efter nærmere Granskning af Dokumenterne - sig som Eier af den største Del af Haven, og Gundersen forsaavidt kun som Leietager. Den ansaa sig derfor kun forpligtet til at expropriere den øvrige Del af samme. Kommunebestyrelsen fattede
Side:914
derfor ny Beslutning, hvorefter Expropriationen skulde indskrænkes til kun at omfatte den uomtvistede Grund, og Spørgsmaalet om Kommunens eller Gundersens Eiendomsret til den øvrige Del af Haven overlades til Rettens Afgjørelse. Gundersen paastod sig fremdeles eiendomsberettiget til den hele Have og vilde følgelig have Erstatning for denne i dens Helhed. Om Kommunens Ret til at expropriere var der ikke Tvivl, kun om hvorvidt den var Eier af den nævnte større Del af Haven og som Følge deraf som Expropriant fritaget for at betale for denne Del. Spørgsmaalet herom procederedes for Expropriationsretten. Gundersen gjorde iøvrigt gjældende to formelle Indsigelser, nemlig 1) at Kommunen ikke havde Ret til efter Stevningens Anhængiggjørelse og Saggivelsen at forandre Søgsmaalets Gjenstand og fremkomme med nye Beslutninger og Paastande, samt 2) at Kommunen ved ikke i rette Tid at søge forandret den i Anledning af den besluttede Regulering over Tomten i dens Helhed optagne Kart- og Konduktørforretning var bunden til at expropriere i Henhold til denne. Begge disse formelle Indsigelser forkastedes af Administrator.
Angaaende Sagens Realitet eragtede derpaa Administrator, Sorenskriveren i Lyngdal, ved Kjendelse afødt xx.xx.1902:
«Indst. tilkommer Erstatning for Afstaaelsen af den Del af paagjældende Have, hvorpaa der i sin Tid har ligget en Keglebane med tilhørende Veistykke, af samlet Areal 161,61 m2, beliggende i Havens sydvestlige Hjørne, saaledes som angivet paa det fremlagte Kartbilag til Konduktørforretningen afødt xx.xx.1902».
Ved Kjendelsen blev det, uagtet det ikke med udtrykkelige Ord siges, afgjort, at Gundersen ikke havde Eiendomsret til og følgelig heller ikke havde Krav paa Erstatning for den øvrige ikke i Kjendelsen omhandlede Del af Haven.
Ved den af Mændene derpaa afgivne Taxt sattes Gundersens Erstatning til 440 Kroner, og Administrator afgav Fravigelseskjendelse.
Angaaende Sagens nærmere Omstændigheder henviser jeg til den førstnævnte Kjendelses Præmisser.
Begge de omhandlede Kjendelser og den afgivne Taxt er af Gundersen indbragt her for Retten, hvor han har nedlagt saadan Paastand:
1. At de tvende paankede Kjendelser afødt xx.xx.1902 underkjendes, og at den under samme Dag afgivne Taxt ophæves.
2. At Appell. S. J. Gundersen kjendes berettiget til Expropriationserstatning hos Indst., Farsunds Kommune, efter ny paa Indst.s Bekostning afholdendes lovlig Taxt for den Appell.s Eiendom Matr.-No. 3 i Farsund tilliggende Have i dens Helhed, af Areal 710 m2 tilligemed lovlige Renter af Erstatningsbeløbet fra 7 April 1902, til Betaling sker og
3. At Appell. hos Indst. tilkjendes Sagomkostninger for begge Retter.
Farsunds Kommune har paastaaet den paankede Kjendelse med Skjøn stadfæstet og sig tilkjendt Procesomkostninger for Høiesteret.
Jeg er enig i den af Administrator trufne Afgjørelse af de to formelle Indsigelser.
Men jeg er af den Mening, at Expropriationsforretningens Administrator har været inkompetent til at afgjøre den mellem Parterne opstaaede Tvist i Realiteten. Jeg ser indtil videre bort fra den Omstændighed, at Farsunds Kommune kort før Expropriationsforretningen havde faaet sig overdraget de gamle Grundeieres Rettigheder efter de nævnte Bygselbreve og Leiekontrakter. Tvisten vilde da i
Side:915
Tilfælde have staaet mellem Gundersen og de gamle Indehavere af Grundrettighederne. Og Tvisten vilde da rent og klart kun have gjældt Spørgsmaalet om Eiendomsretten til den omtvistede Del af Haven. Gundersen vilde have paastaaet, at han qua uopsigelig Bygsler var Eier af denne, medens de gamle Grundeiere vilde have paastaaet, at han kun var Leier mod aarlig Afgift, og at de var Eierne. Denne Tvist viser sig at være af en indviklet Natur. Den skulde været indledet med Forligsmægling. Og saaledes som Sagen har været procederet, synes det mig ogsaa at kunne være Tvivl underkastet, om ikke Aastedsbehandling og Meddeomsmænd havde været nødvendige til dens Paakjendelse. Og den faldne Dom skulde været appelleret til Overretten. In casu har der ingen Forligsmægling fundet Sted, Meddomsmænd har ikke været med ved Afgjørelsen og den afgivne Kjendelse er indbragt direkte for Høiesteret. Allerede dette viser, at Afgjørelsen af en Eiendomstvist som den heromhandlede ikke hører hjemme under en Expropriationsforretning. Dennes Bestyrer er i mange Tilfælde end ikke en juridisk uddannet Mand. Expropriationsretten skal efter min Mening kun afgjøre, hvorvidt alle de lovlige Betingelser for Expropriation - derunder Varsel til alle Vedkommende, der paastaar Rettigheder i Tingen - er tilstede, og om saa er Tilfældet, hvor meget Exproprianten har Ret til at expropriere. Findes Exproprianten at have Ret til ved Expropriation at komme i Besiddelse af, hvad han forlanger exproprieret, saa kjendes han af Administrator berettiget dertil. Og er der Tvist om Eiendomsretten, eller om hvem der skal helt eller delvis oppebære Erstatningen, saa skal det omtvistede Beløb deponeres hos Fogden, og Vedkommende faar ved de almindelige Retter procedere om Beløbet. Men dette hindrer ikke Expropriationens Fremme. Loven afødt xx.xx.1860 §2 bestemmer vistnok at «Tvist... om hvad der er Gjenstand for Afstaaelsen eller for Erstatning... afgjøres under Taxtforretningen ved Kjendelse af Bestyreren». Men herved sigtes efter min Mening kun til Tvist om, hvad Exproprianten er berettiget til at fordre afstaaet, samt om, hvilke Momenter Skjønnet skal tage Hensyn til ved Erstatningens Bestemmelse.
Der tvistes jo her kun om, hvem der er Eier af en Del af Haven og saaledes berettiget til at erholde Taxtsummen for denne. - Saaledes vilde efter min Mening Sagen have staaet, om de gamle Indehavere af Grundrettighederne havde optraadt som Intervenienter under Expropriationsforretningen. Og jeg kan ikke indse, at Sagen er kommet i en forskjellig Stilling derved, at Farsunds Kommune har indløst Grundrettighederne og paa den Maade er indtraadt i de gamle Grundeieres Sted. Sagens Stilling bliver processuelt den samme, hvad enten det er de gamle Grundeiere eller deres Efterfølgere, der bestrider den Ret, som Gundersen paastaar at være i Besiddelse af ifølge de af de gamle Grundeiere udstedte Dokumenter. Kommunen har ikke større Ret end dens Hjemmelsmænd til at faa Tvisten løst ved Expropriationsretten.
Taxten skulde efter min Mening været afgivet alternativt, saavel under Forudsætning af, at der tilkom Gundersen Erstatning for den hele Have, som under Forudsætning af, at der kun tilkom han Erstatning for den Del af samme, hvortil hans Ret af Kommunen anerkjendtes. Og saa skulde Spørgsmaalet om Eiendomsretten været afgjort gjennem almindeligt Søgsmaal. Og Gundersen var berettiget til at fordre, at Kommunen, naar den tog ogsaa den omtvistede Del
Side:916
af Haven i Besiddelse, deponerede den til samme svarende Erstatningssum.
Den Opfatning, jeg her har gjort gjældende, stemmer saavidt jeg ser, ogsaa i det Væsentlige med Processor Chr. Platous Udtalelser i hans Afhandling om L. afødt xx.xx.1860 i Ugeblad for Lovkyndighed m. m. I S. 73 flg.
Konklusion:
Den paankede Eragtning afødt xx.xx.1902 bør uefterrettelig at være, fordi Tvisten om, hvorvidt S. J. Gundersen er bygselberettiget til - og som saadan har Krav paa Expropriationserstatning for - hele den under Sagen omhandlede Have eller kun den Del af samme, hvorpaa der i sin Tid har ligget en Keglebane, urettelig er paakjendt af Expropriationsrettens Administrator. Som Følge heraf ophæves den under samme Dag afgivne Taxt og afsagte Fravigelseskjendelse.
Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves.
Assessor Stang: I det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.
De extraordin. Assessorer: Byretsassessor Prydz, Exped.-sekretær Bull, Byretsassessor Dr. H. Scheel og fhv. Generalauditør Broch samt Justitiarius Løchen: Ligesaa.
Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.
Af Expropriationsrettens Eragtning hidsættes.
3. Endelig har Indst. søgt at gjøre gjældende, at han er eiendomsberettiget til Haven qu. i dens Helhed.
Med Hensyn hertil skal Administrator bemærke, at det af de irettelagte Dokumenter og iøvrigt oplyste fremgaar, at Tomterne i Ladestedet Farsund af de saakaldte Grundeiere (oprindelig Eierne af Gaarden Sunde) er bortfæstede eller bortbygslede til Eierne af de paa Tomterne byggede Huse eller gjorte Anlæg mod en for hver Tomt bestemt Bygselsum (ogsaa kaldet Tæge), der erlægges af hver ny Eier, samt en aarlig Afgift eller Grundleie. Ved Siden heraf har endel ubebyggede Grunde eller Jordstykker (benyttede til Haver og Potetesagre etc.) været bortleiede paa det Løse alene mod en aarlig Afgift. Hvorledes det nævnte Bygselforhold i Tidens Løb er blevet nærmere ordnet, eller hvilken Ret Bygslerne herved efter Forholdets Beskaffenhed har erhvervet til Tomterne, er det ikke uødvendigt her at indlade sig paa, da det er paa det Rene mellem Parterne, at Expropriationens Gjenstand er, og at Indst. saaledes tilkommer Erstatning for, hvad han har «bygslet». Hvad dette er, enten den hele Have, saaledes som Indst. paastaar, eller kun den Del deraf, hvorpaa der i sin Tid har staaet en Keglebane, - den øvrige Del paastaar Cit.skabet kun er «leiet» - derom dreier altsaa Tvisten sig.