Rt-1903-177

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1903-01-21
Publisert:	Rt-1903-177
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 6 for 1ste Session s. A.
Parter:	Kristiania Kommune (Adv. F. A. Krog) mod H. Omejer som Eier af Professor Dahls Gade No. 21 (Adv. Harald Rømche).
Forfatter:	Birkeland, Motzfeldt, V. Scheel, Bull, Thoresen, Mejdell, C Hansteen
Lovhenvisninger:	Bygningsloven for Kristiania (1899) §10, §9, Bygningsloven for Kristiania (1899)

Assessor Birkeland: Angaaende Foranledningen til og Gjenstanden for nærværende Sag, skal jeg henvise til Præmisserne for det af Kristiania Skjønskommission for Bygningssager afgive Skjøn afødt xx.xx.1902 samt videre til Præmisserne for dens Kjendelse og Skjøn af 2 Juni s. A.

Ved førstnævnte Forretning ansatte Kommissionen den hele Eiendom Prof. Dahls Gade No. 21 med paastaaende Bygninger til 52,000 Kr.; den ubebyggede Del af Eiendommen ansattes til 40 Kr. pr. m.2 . Nogen Kjendelse blev ikke af Skjønskommissionen afsagt den 17 Marts, idet saadan ikke var begjært, hvorimod Kommissionen udtalte som sin Opfatning af §10, 2det Passus i Bygningsloven for Kristiania afødt xx.xx.1899, at Kommunen pligtede strax at indløse den af Reguleringerne optagne ubebyggede Grund af No. 21, uagtet No. 21 var en delvis bebygget Eiendom. Under 4 April 1902 paastevnte Eieren derefter ny Forretning for ved Kjendelse at faa fastslaaet Kommunens Indløsningspligt. Imidlertid enedes Parterne om, at Indløsningspligten skulde gjøres til Gjenstand for en præliminær Kjendelse af Kommissionen, og har Appell. taget Forbehold om Adgang til senere at fatte sin Bestemmelse om Paanke af Kjendelsen, Indløsning af den ubebyggede Del eller Indløsning af hele Eiendommen eller Frafalden af Reguleringerne.

I Skjønskommissionens Kjendelse af 2 Juni fastholdt den sin under 17 Marts udtalte Opfatning om Indløsningspligten, tilkjendte Eieren Ulempeerstatning for den Del af den ubebyggede Eiendom, der ikke er reguleret til Gade, idet den skjønnedes at blive utjenlig til Bebyggelse, og afgav i Henhold hertil saadan Kjendelse:

Side:178

«Kristiania Kommune ved Magistraten kjendes forpligtet til at indløse den til Plads eller Gade regulerede ubebyggede Grund af Eiendommen Prof. Dahls Gade 21, 243.65 m.2, ved til Eieren at betale den ved Kommissionens Skjøn af 17 Marts d. A. fastsatte Erstatning af 40 - firti - Kroner pr. m.2 samt den idag ansatte Ulempeerstatning 4500 - fire Tusinde fem Hundrede - Kroner, - med 4 - fire - Procent aarlig Rente af disse Beløb fra den 17 Marts d. A., til Betaling sker.»

Sagen er derefter ved Stevning afødt xx.xx.1902 indbragt for Høiesteret, hvor af Kommunen er nedlagt saadan Paastand:

«I.

A. Principaliter: At Kristiania Kommune kjendes for Tiden uforpligtet til at indløse den af Professor Dahls Gade No. 21 til Gade regulerede Grund.

B. Subsidiært:

Enten: at Skjønskommissionens Skjøn og Kjendelse af 2 Juni med deri paaberaabt Skjøn af 17 Marts f. A. underkjendes, idet Spørgsmaalet om, hvorvidt de gjældende Reguleringer medfører Indløsningspligt for Kommunen, bliver at afgjøre paa Grundlag af Skjønskommissionens Skjøn om Reguleringens Betydning for den ubebyggede Del af Eiendommen - 402.60 m.2 - som selvstændig Byggetomt betragtet.

Eller: at de nævnte Skjøn og Kjendelser kjendes uefterrettelige at være eller underkjendes, og at Sagen hjemsendes til Skjønskommissionen til Afgivelse af Skjøn angaaende Reguleringernes Betydning for den ubebyggede Del - 402.60 m.2 - som selvstændig Byggetomt betragtet.

C. Atter subsidiært: At den af Skjønskommissionen fastsatte Rentegodtgjørelse bortfalder.

II. At Appell. tilkjendes Procesomkostninger for Høiesteret.»

Indst., Eieren af No. 21, har paastaaet Stadfæstelse af Forsøgstaxten afødt xx.xx.1902 og Kjendelsen af 2 Juni s. A. samt sig tilkjendt Sagens Omkostninger ved Høiesteret.

Jeg er med Hensyn til Kommunens Pligt til strax at indløse det ved Reguleringerne til Gade og Plads bestemte ubebyggede Areal kommen til samme Resultat som Skjønskommissionen, og tiltræder i alt Væsentligt dens Begrundelse, hvortil jeg henviser.

Det er in confesso mellem Parterne, at det ubebyggede Areal af No. 21, der optages ved Reguleringerne, udgjør 243.65 m.2, og det er af Kommunen ubestridt, at den Triangel, som bliver tilbage efter gjennemført Regulering, ikke i og for sig er egnet til rationel Bebyggelse. Men No. 21, i det Hele stor 959.60 m.2, har et bebygget Areal paa ca 557 m.2 (heri af Appell. medregnet 18 m.2 som et til lovligt Gaardsrum fornødent Grundstykke), og Kommunen hævder derfor ikke at pligte at indløse strax den ved Reguleringerne til Gade bestemte ubebyggede Grund af denne delvis bebyggede Eiendom, hvorimod den indrømmer at skulle indløse, om Eiendommen havde været helt ubebygget.

Tvistens Afgjørelse beror paa Forstaaelsen af §10, 2det Passus i Bygningsloven for Kristiania afødt xx.xx.1899. Det heder her, at Grundeieren kan forlange, at Kommunen strax skal indløse

Side:179

den ved Reguleringsbeslutning til Plads eller Gade bestemte ubebyggede Grund, naar det ved lovligt Skjøn afgjøres, enten at den Grund, han vilde beholde tilbage, i sin Helhed bliver utjenlig til Bebyggelse, eller at hans Eiendom formedelst den Indskrænkning i Byggefriheden, som Reguleringen medfører, ikke længer kan ansees skikket for en efter dens Størrelse, Beliggendhed og øvrige Forhold regningssvarende Bebyggelse. I det her nævnte andet Alternativ er altsaa betinget, at hans Eiendom paa Grund af Reguleringen ikke kan ansees skikket for en regningssvarende Bebyggelse. Og ligesom «Eiendom» efter Ordbetydningen ikke kan indskrænkes til at gjælde kun ubebygget, ikke tillige delvis bebygget, saaledes bruger det førstnævnte Alternativ og den foranstaaende §9, 1ste Passus, kfr. §10 i Loven af 1875, Ordet «Grund». Og ved «Eiendom» kan da ikke vel forudsættes, at være ment just det samme som Grund, men derimod Eiendommen medindbefattet dens bebyggede Del. Det kommer altsaa an paa, om den hele Eiendom, bebygget og ubebygget taget underet, ved Reguleringens Indskrænkning i Byggefriheden bliver uskikket til en regningssvarende Bebyggelse, det være sig uden eller med Fjernelse af de aktuelt staaende Bygninger. Og dette har Skjønskommissionen skjønnet at være Tilfældet in casu. Bestemmelsen i §10, 2det Passus sidste Del og i 3die Passus kan jeg ikke finde giver nogen nærmere Veiledning. I §'ens 4de Passus gjenfindes Udtrykket «Eiendom» ved Bestemmelsen om, at Kommunen er berettiget til at indløse det hele Matr.-No. efter Taxt, og efter min Mening staar Udtrykket «Eiendommen i sin Helhed» her som Modsætning til den af Reguleringen optagne ubebyggede Grund, hvortil Pligten til Indløsning strax i §10, 2det Passus, er begrændset. Mod Skjønskommissionens og den af mig hævdede Forstaaelse er fra Appell.s Side gjort en Indvending, hentet fra Bygningsloven selv, idet han gjør opmærksom paa, at Kommunen efter §9, 1ste Passus, ikke kan indløse bebygget Grund uden efter særskilt fattet Beslutning derom og til Gjennemførelse af en af Kongen approberet Regulering; og han mener, at heraf maa følge, at «Eiendom» i §10, 4de Passus, maa forstaaes lige med ubebygget. Jeg kan med Skjønskommissionen imidlertid ikke indrømme, at denne Argumentation er bindende. Bestemmelsen i §9 er aabenbart givet til Beskyttelse af Grundeieren, medens Forudsætningen for §10, 4de Passus, er den, at Grundeieren just i sin egen Interesse har forlangt Indløsning strax af den til Gade bestemte ubebyggede Grund.

Begge Parter har i sin Procedure paaberaabt sig i sin Favør den formentlige Lovgrund og de uheldige Konsekventser af de respektive bestridte Opfatninger. Jeg skal ikke nærmere indgaa herpaa end af Skjønskommissionen gjort. Jeg vil kun tilføie, at efter min Mening er Motivet for Bestemmelsen om Indløsning strax af den til Regulering bestemte ubebyggede Grund at søge deri, at det af Reguleringsbeslutningen strax viser sig, at Eieren paadrages Tab derved, at hans Eiendom ikke kan udnyttes, paa Grund af det ved Reguleringen lagte Vaand. Og et saadant Tab synes mig at opstaa, naar Eiendommen ikke længere regningssvarende kan benyttes til en Bebyggelse, som dens Størrelse, Beliggenhed og øvrige Forhold vilde tilsige om Reguleringen tænkes borte.

Side:180

Efter Proceduren i Høiesteret staar med dette Resultat tilbage at behandle Rentespørgsmaalet. Renter er af Eieren paastaaet fra 22 Juni 1900 da Indløsning af ham forlangtes. Kommunen har overhovedet bestridt nogen Rentepligt, og Skjønskommissionen har tilkjendt Eieren lovlige Renter fra Skjønnets Afholdelse den 17 Marts 1902.

Jeg antager, at lovlige Renter rettest ydes fra 2 Juni 1902, idet paa dette Tidspunkt saavel Indløsningspligten som Erstatningsbeløbene er blevet fastsat, og det af Kommunen ikke er gjort gjældende, at den ubebyggede Grund in casu yder nogen Indtægt for Eieren, der i Tilfælde kunde være kommet i Betragtning. Paa den anden Side var den 17 Marts Erstatningsbeløbene endnu ikke helt bragt paa det Rene.

Processens Omkostninger for Høiesteret antager jeg, at Appell. ikke kan undgaa at tilsvare.

Konklusion:

Den af Kristiania Skjønskommission for Bygningssager afgivne Forsøgstaxt afødt xx.xx.1902 og Kjendelse af 2 Juni s. A. stadfæstes, dog saaledes at Renterne først løber fra 2 Juni 1902.

I Procesomkostninger for Høiesteret betaler Kristiania Kommune til Assistent H. Omejer 250 - to Hundrede og femti - Kroner.

Assessor Mozfeldt: Jeg kommer til samme Resultat som Førstvoterende og finder det til Begrundelse deraf tilstrækkeligt at henvise til Skjønskommissionens Præmisser, undtagen forsaavidt angaar Rentespørgsmaalet, hvori jeg i det Væsentlige tiltræder Førstvoterendes Bemærkninger. Ved Høiesterets Dom anser jeg, hvad jeg antager ogsaa har været Førstvoterendes Mening, trods de i Kjendelsen brugte Udtryk, intet afgjort med Hensyn til Spørgsmaalet om, hvorvidt Kommunen virkelig er forpligtet til at foretage Indløsning og altsaa iværksætte Expropriation, eller om den kan lade de omhandlede Reguleringer falde.

Extraordin. Assessor, Byretsassessor Dr. H. Scheel: Jeg er paa samme Maade som Hr. Assessor Motzfeldt enig med Førstvoterende.

Extraordin. Assessor, Exped.sekr. Bull: Ligesaa.

Assessor Thoresen: Jeg er i Resultatet enig med de tidligere Voterende og kan ogsaa i væsentlige Dele tiltræde Begrundelsen. Men jeg vil tilføie, at Sagen efter Udtryksmaaden i Bygningslovens §10, 2det Passus, sammenholdt med 3die og 4de Passus, for mig har stillet sig meget tvivlsom, og jeg finder det saaledes meget rimeligt, at Kommunen har villet se Høiesterets Afgjørelse af Sagen. Jeg vil derfor votere for, at Processens Omkostninger ophæves.

Extraordin. Assessor, Adv. Mejdell: Jeg er paa samme Maade som Hr. Assessor Mozfeldt enig med Førstvoterende.

Assessor C Hansteen: Ligesaa

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.

Kristiania Skjønskommissions Udtalelse afødt xx.xx.1902 er saalydende:

Side:181

Ved Reguleringsbeslutning afødt xx.xx.1898 besluttedes Uranienborgveien forlænget retliniet til Industrigaden. Ifølge denne Regulering vil Størstedelen af Eiendommen Prof. Dahls Gade No. 21 blive udlagt til Plads eller Gade. En Del af denne Grund er bebygget. Ifølge tidligere Reguleringer af Prof. Dahls Gade afødt xx.xx.1879 og 15 Juni 1896 var en anden Del af Eiendommen reguleret til Udvidelse af denne Gade. Ved Reguleringsbeslutning afødt xx.xx.1900 besluttedes et nyt Alternativ for Regulering af Prof. Dahls Gade, hvorefter denne faar en Bredde af 15.70 m., og ved Reguleringsbeslutning afødt xx.xx.1900 blev dette nye Alternativ fastslaaet som gjældende med Ophævelse af de tidligere Bestemmelser afødt xx.xx.1879 og 15 Juni 1896.

Ved Skrivelse til Magistraten afødt xx.xx.1899 begjærede Eieren af Prof. Dahls Gade No. 21 i Henhold til Bygningsloven af 1875, dens §8, Indløsning af den ved «den nye Regulering» til Gade og Plads bestemte Grund af Eiendommen, idet anførtes, at det tilbageværende Stykke bliver utjenlig til Bebyggelse. Til denne Begjæring, - der omfattede ogsaa den bebyggede Del af den til Gade og Plads regulerede Grund - sees Magistraten ikke at have taget noget Hensyn.

Under 10 Januar 1900 indsendte derefter Eieren Byggeanmeldelse til samlet Bebyggelse af den hele Eiendom. Denne Anmeldelse blev afvist som stridende mod Reguleringen.

Ved Skrivelse til Magistraten afødt xx.xx.1900 begjærede saa Eieren, at Kommunen i Henhold til den nye Bygningslovs §10, 2det Passus, strax skulde indløse den ubebyggede Del af Eiendommen.

I Anledning heraf har Kommunen ved Stævning afødt xx.xx.1901 tilstævnt Forsøgstaxt vedkommende Eiendommen.

Under denne har Kommuneadvokaten erkjendt Kommunens Indløsningspligt af de regulerede Arealer at være tilstede, forsaavidt Eiendommen i sin Helhed kunde betragtes som ubebygget, hvad det er paa det Rene, at den ikke er, men hævder, at Kommunen efter Bygningslovens §10, 2det Passus, aldrig er forpligtet til at indløse Grund af en bebygget Eiendom.

Eieren hævder derimod, at Kommunen er forpligtet til strax at indløse ubebygget Grund ogsaa af en delvis bebygget Eiendom, naar de i Bygningslovens §10, 2det Passus, forøvrigt opstillede Betingelser er tilstede.

Kommissionen skal angaaende det saaledes omtvistede Spørgsmaal bemærke:

En Grundeier kan efter Bygningslovens §10, 2det Passus, forlange indløst «den til Plads eller Gade bestemte ubebyggede Grund, naar det ved lovligt Skjøn afgjøres, at hans Eiendom formedelst Reguleringen bliver uskikket til regningssvarende Bebyggelse. At det af disse Lovens Bestemmelser skulde følge, at Grundeieren kun i Tilfælde af, at hans Eiendom i sin Helhed er ubebygget, skulde kunne kræve nogen Del af Grunden indløst, kan ikke antages. Den Betingelse for Indløsningspligten, at Grunden skal være ubebygget, gjælder efter Lovens Udtryk kun den Del af Eiendommen, der er bestemt til Plads eller Gade, og som skal kunne kræves indløst af Kommunen, medens der som Betingelse for den hele Eiendoms Vedkommende kun gjælder, at den ved Reguleringen bliver uskikket for en efter dens Størrelse, Beliggenhed og øvrige Forhold regningssvarende Bebyggelse. Denne Betingelse antages meget vel at kunne indtræde, ogsaa hvor Eiendommen er delvis bebygget. Hvis det nemlig skjønnes, at en Eiendom ved sin tidligere Bebyggelse ikke er udnyttet paa en i Forhold til dens aktuelle Værdi regningssvarende Maade, og at den, hvis ingen Regulering havde været til Hinder, ved en yderligere Bebyggelse vilde kunne været saaledes udnyttet; men at dette

Side:182

ved Reguleringen er udelukket, maa man om Eiendommen som Helhed sige, at den ved Reguleringen er bleven uskikket til en efter dens Størrelse, Beliggenhed og øvrige Forhold regningssvarende Bebyggelse.

At Kommunen under saadanne Omstændigheder skal være forpligtet til at indløse den til Plads eller Gade bestemte ubebyggede Grund af Eiendommen, kan i sig selv heller ikke ansees urimeligt. Hvis en Mand har kjøbt en saadan Eiendom, som nævnt, i Hensigt at bebygge den; men han hindres heri ved en efter Kjøbet besluttet Regulering, indsees ikke andet, end at han maa have et i sig selv ligesaa billigt Krav paa øieblikkelig Indløsning, som den, der paa samme Maade har kjøbt en helt ubebygget Eiendom. Ogsaa fra Kommunens Side indrømmes det i heromhandlede Tilfælde, at hvis Eieren nedriver den Bebyggelse, som findes paa Eiendommen, vil han under de foreliggende Omstændigheder kunne kræve Indløsning. Men til saaledes i Tilfælde at tvinge Eieren til en i sig selv hensigtsløs Nedrivelse af en Bygning, indsees der ikke at kunne være nogen fornuftig Grund. Selv om det nemlig, hvis Reguleringen ikke var kommet i Veien, maatte fremstille sig som det rimeligste for Eieren at nedrive de tidligere Bygninger for at bebygge den Grund, hvorpaa disse har staaet, sammen med den øvrige Del af Eiendommen, vil det, naar først en saadan videre Bebyggelse er hindret ved Reguleringen, kunne fremstille sig som ganske hensigtsløst at nedrive de tidligere Bygninger, som maaske paa en meget regningssvarende Maade forrenter den Del af Eiendommen, som de optager.

Man kan her maaske ville indvende, at efter Bygningslovens §10, 4de Passus, er Kommunen, naar Eiendommen er erklæret utjenlig til regningssvarende Bebyggelse og Eieren i denne Anledning paastar Erstatning, berettiget til at indløse Eiendommen i dens Helhed, og at dette vil falde saa meget dyrere for Kommunen, hvis Eiendommen er delvis bebygget. Men herved er at mærke, at Kommunen, hvis den bestemmer sig til at indløse den hele Eiendom, jo selv vil beholde Bygningerne og den derved forbundne Indtægt, saaledes at den maa antages herved at faa fuld Erstatning for de større Omkostninger, som Indløsningen af den bebyggede Grund vil medføre. - Paa den anden Side kan man fra Bestemmelsen i §10, 4de Passus, ville hente den Indvending mod den her hævdede Forstaaelse af Paragrafens 2det Passus, at medens Kommunen ifølge Lovens §9, 1ste Passus, ellers kun kan expropriere bebygget Grund efter særskilt derom fattet Beslutning af Kommunestyret og til Gjennemførelse af Regulering, der af Kongen er approberet, vilde den i Tilfælde, som det heromhandlede, kunne expropriere bebygget Grund uden Hensyn til disse Betingelser.

Naar det imidlertid betænkes, at Bestemmelserne i §9, 1ste Passus, maa ansees givne til Beskyttelse for Grundeieren, og at det heromhandlede Tilfælde er Grundeieren selv, som ved sit Krav paa Indløsning fremkalder Kommunens Ret til at expropriere den hele Eiendom, indsees det ikke, at der ved den her hævdede Fortolkning af §10, 2det Passus, opstaar nogen Uoverensstemmelse mellem Bestemmelserne i Lovens §10 og den §9, 1ste Passus.

Kommissionen skal forøvrigt i denne Forbindelse bemærke, at Udtrykket «ubebygget Grund» i Lovens §9, 1ste Passus, antages at maatte forstaaes om enhver Del af en Eiendom, hvorpaa ingen Bygning staar, idet det korresponderende Udtryk «bebygget Grund» kun antages at betegne Grund, hvorpaa der staar Bygning. I Bygningsloven afødt xx.xx.1875 §10, hvis Indhold er optaget i den nye Bygningslovs §9, 1ste Passus, heder det nemlig ligefrem, at «foruden ubebygget Grund - - - skal ogsaa Bygninger - kunne fordres afstaaede». Og ligesom der saaledes med Udtrykket «ubebygget Grund» i §9, 1ste Passus, ikke kan antages at være ment det samme som ubebygget Eiendom, saaledes

Side:183

antages heller ikke denne Betydning at maatte tillægges det samme Udtryk i §10, 2det Passus.

I dette Lovsted er det efter Kommissionens Mening ved det nævnte Udtryk kun udtalt, at selv om de forøvrigt fastsatte Betingelser for Kommunens Indløsningspligt er tilstede, pligter dog Kommunen af den til Plads eller Gade bestemte Grund ikke at indløse bebygget Grund dvs: Grund, hvorpaa der staar Bygning.

Fra Kommunens Side hævdes det imidlertid videre, at heller ikke de i Bygningslovens §10, 2det Passus, forøvrigt opstillede Betingelser for dens Indløsningspligt i nærværende Tilfælde er tilstede, idet den ubebyggede Del af Eiendommen efter Kommunens Paastand ikke i sig selv vilde have været egnet til regningssvarande Bebyggelse, selv om ingen Regulering havde foreligget. Eieren har derimod ved Fremlæggelse af Tegninger og Overslag søgt at godtgjøre, at nævnte Del af Eiendommen vilde have kunnet bebygges selvstændig paa regningssvarende Maade, hvis dette ikke var blevet hindret af Reguleringen.

Paa dette Spørgsmaal og paa den i Forbindelse dermed mellem Parterne opstaaede Tvist om, hvilken Høide det vilde have været tilladt at give en saadan Bebyggelse, finder Kommissionen imidlertid ikke Grund til nærmere at indlade sig, idet den ikke anser det afgjørende for Kommunens Indløsningspligt, om den ubebyggede Del af Eiendommen vilde have været egnet til en selvstændig regningssvarende Bebyggelse. Som ovenfor udviklet, er nemlig efter Bygningslovens §10, 2den Passus, Betingelsen for Kommunens Indløsningspligt, at Eiendommen i sin Helhed er bleven uskikket for en efter dens Størrelse, Beliggenhed og øvrige Forhold regningssvarende Bebyggelse. Og da efter Kommissionens Skjøn Eiendommen Prof. Dahls Gade No. 21 ikke kan siges at være udnyttet paa regningssvarende Maade ved sin nuværende Bebyggelse, men en saadan regningssvarende Udnyttelse af Eiendommen vilde kunne have fundet Sted ved Nedrivelse af de nuværende Bygninger og fælles Nybyggelse af den hele Eiendom, medens der efter Reguleringen overhovedet ikke er Adgang til en regningssvarende Udnyttelse af Eiendommen, antages den nævnte Betingelse for Kommunens Indløsningspligt at være tilstede, uden Hensyn til, om den nu ubebyggede Del af Eiendommen vilde kunne have været bebygget særskilt paa regningssvarende Maade eller ikke.

Idet Kommunen saaledes formenes forpligtet til efter Eierens Forlangende strax at indløse den ubebyggede Del af den til Gade eller Plads regulerede Grund af Eiendommen, finder dog Kommissionen at maatte give Kommuneadvokaten Medhold i, at den Del af nævnte Grund, der efter Loven skal tjene som Gaardsrum til den nuværende Bebyggelse, maa henregnes til denne som en Del af den bebyggede Grund og ikke kan kræves indløst som ubebygget Grund i Lovens Forstand.

Naar Eieren, foruden Taxt over den samlede Eiendom og over dens ubebyggede Del, ogsaa har begjæret Taxt over det Indtægtstab, der er ham paaført ved, at han ikke har faaet sin Eiendom bebygget ifølge Bygningsanmeldelse afødt xx.xx.1900 samt over de med denne indsendte Tegninger, skal Kommissionen bemærke, at den, i Overensstemmelse med hvad ovenfor er anført, ved sine Værdsættelser vil tage Hensyn til, at Eiendommen vilde kunne have været bebygget under et, hvis dette ikke var blevet hindret ved Reguleringen. Forsaavidt imidlertid Eieren ved sin nævnte Begjæring har ment at ville gjøre Erstatningsansvar gjældende i Anledning af Kommunens Forhold ved at afslaa Bygningsanmeldelsen, ligger Spørgsmaalet om saadant Erstatningsansvar udenfor Kommissionens Kompetence. For de omhandlede Byggetegninger antoges der ikke af Kommissionen at kunne tilkjendes Eieren nogen Erstatning, idet de er udfærdigede i Strid med foreliggende Regulering.

Naar endelig Eieren har paastaaet sig tilkjendt Renter af Erstatningssummen fra

Side:184

den 22 Juni 1900, da han fremkom med sit Krav om Indløsning af den ubebyggede Grund, skal Kommissionen bemærke, at Paastanden herom rettelig vil være at fremsætte, naar Fravigelseskjendelse eller udtrykkelig Kjendelse om Kommunens Indløsningspligt begjæres. Forøvrigt skal allerede nu bemærkes, at nogen Rentepligt i det foreliggende Tilfælde ikke antages begrundet i vor Lovgivning.

Kommissionen ansatte derefter den hele Eiendom Prof. Dahls Gade No. 21 med paastaaende Bygninger til 52,000 - to og femti Tusinde - Kroner.

Den ubebyggede Del af Eiendommen ansattes til 40 - firti - Kroner pr. m.2 .

Samme Skjønskommissions Kjendelse og Skjøn afødt xx.xx.1902 er saalydende:

Ved sit under 17 Marts d. A. afgivne Skjøn i denne Sag, har Kommissionen paa Foranledning af den under Sagen førte Procedure mellem Parterne udtalt sig om Kommunens Pligt til strax at indløse den ubebyggede Del af den til Gade eller Plads regulerede Del af Eiendommen. Da der imidlertid ikke fra Eierens Side var nedlagt Paastand om Afsigelse af udtrykkelig Kjendelse herom, og da Eieren under Proceduren paastod hele den ubebyggede Grund af Eiendommen og ikke blot den til Gade eller Plads regulerede Del af samme indløst, uden at der fra Kommunens Side var gjort nogen speciel Bemærkning herved, fandt Kommissionen at burde indskrænke sig til en Udtalelse om de under Proceduren omtvistede Spørgsmaal, uden at afgive udtrykkelig Kjendelse om Kommunens Indløsningspligt og dennes Udstrækning.

Ved Stævning af 4 April d. A. har nu Eieren atter indbragt Sagen for Kommissionen og nedlagt Paastand om, at Kommunen kjendes forpligtet til strax at indløse den til Gadegrund bestemte ubebyggede Del af Eiendommen 261.65 m.2, subsidiært 243.65 m.2 ved at udbetale ham den ved Kommissionens Skjøn af 17 Marts d. A. fastsatte Erstatning af 40 Kr. pr. m.2 med lovlige Renter af Erstatningsbeløbet fra 22 Juni 1900 til Betaling sker, samt at Kommunen tilpligtes at betale en efter Kommissionens Skjøn fastsat Ulempeerstatning, fordi den af Reguleringen uberørte Del af Eiendommen, 158.95 m.2 bliver utjenlig til Byggetomt, med Renter af Erstatningssummen fra 22 Juni 1900.

Kommunen har ikke modsat sig, at Kjendelse afsiges i Henhold til Kommissionens Udtalelser ved Afgivelsen af dens Skjøn den 17 Marts d. A. Derimod bestrider den Eierens Krav paa Ulempeerstatning og paa Renter af Erstatningsbeløbene.

Idet Kommissionen i alle Dele henholder sig til sine under 17 Marts d. A. afgivne Udtalelser, finder den at maatte afsige Kjendelse for, at Kommunen pligter at indløse den til Gade eller Plads regulerede ubebyggede Del af Eiendommen, hvilken efter den foreliggende Opgave udgjør 243.65 m.2, idet de 18 m.2, der efter Loven skal tjene til Gaardsrum for den nuværende Bebyggelse, ikke antages at kunne kræves indløst som ubebygget Grund.

Den Del af den ubebyggede Eiendom, der ikke er reguleret til Gade, antages at blive utjenlig til Bebyggelse, hvorfor der maa tilkjendes Eieren en Ulempeerstatning, hvilken ansættes til 4500 Kr.

Til at tilkjende Eieren Renter af Erstatningsbeløbene fra 22 Juni 1900, da Eieren forlangte den omhandlede Grund indløst, antages der ikke at være tilstrækkelig Grund. Efter Bygningslovens §10, 2det Passus, indtræder Kommunens Pligt til Indløsning først, naar det ved lovligt Skjøn afgjøres, at Eiendommen ved Reguleringen bliver uskikket til regningssvarende Bebyggelse, og før saadant Skjøn er afgivet, kan der derfor ikke tilkomme Eieren Renter af Indløsningssummen. Fra

Side:185

Skjønnets Afholdelse - i nærværende Tilfælde den 17 Marts d. A. - antages derimod Eieren berettiget til at kræve lovlig Rente af Erstatningsbeløbet.

Fra Kommunens Side er der fremsat Begjæring om, at Kommissionen maa udtale sig om, hvorvidt den ved sin Ansættelse af Erstatningen for den ubebyggede Del af Eiendommen har gaaet ud fra, at denne Del er egnet til selvstændig Bebyggelse a) efter den gamle Bygningslov og b) efter den nye Bygningslov, samt om hvilken Bygningshøide, Kommissionen har anseet tilladt for saadan særskilt Bebyggelse.

Kommissionen skal i denne Anledning, under Henvisning til sine Udtalelser af 17 Marts d. A. bemærke, at den ved Ansættelsen af den omhandlede Erstatning har gaaet ud fra Grundens Værdi som en Del af den samlede Eiendom, og at den derfor finder det unødvendigt at indlade sig paa en Besvarelse af de af Kommunen reiste Spørgsmaal angaaende en særskilt Bebyggelse af den ubebyggede Del af Eiendommen.