Rt-1903-228

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1903-02-07
Publisert:	Rt-1903-228
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:
Parter:
Forfatter:	Reimers, Roll, V. Scheel, H Scheel, Blom, Prydz, C. Hansteen
Lovhenvisninger:	Odelsloven (1821), Odelsloven (1821) §28, §30

Assessor Reimers: I nærværende Sag blev af Sorenskriveren i øvre Telemarkens vestfjeldske Sorenskriveri den 24 Februar 1897 afsagt Dom, ved hvilken de Indst., Overretssagfører Ludvig Christophersen og Hoteleier I. W. Wriedt, blev frifundne for Cit., Stener Søstestads, Tiltale i Sagen. Processens Omkostninger ophævedes, og i Salær tilkjendtes de befalede Sagførere, Advokat Stang Lund og Advokat Herman Lund, henholdsvis 250 Kr. og 80 Kr. til Udredelse af Statskassen.

Denne Dom blev stadfæstet ved Bergens Overrets Dom afødt xx.xx.1899. Processens Omkostninger ophævedes ogsaa for Overretten, hvorhos den for Appell. ved Overretten befalede Sagfører Adv. Herman Lunds Salær ansattes til 200 Kr. til Udredelse af Statskassen.

Byrettens Dom er forøvrigt afsagt under Dissents, idet en af de Voterende stemte for, at Appell.s Paastand skulde tages tilfølge og de Indst. ilægges Omkostninger for begge Retter.

Overretsdommen er nu, efterat Stener Thorsen Søstestad er afgaaet ved Døden, af hans Enke, efter meddelt Bevilling til fri Sagførsel, indbragt til Prøvelse her for Retten, hvor hun har nedlagt saadan Paastand:

At de afsagte Domme underkjendes, og at de Indst., Politimester Ludv. Christophersen og Garver I. W. Wriedt eller nu hans Dødsbo tilpligtes in solidum at betale Appell.inden Kjersti Søstestad Kr. 649.21 med lovlige Renter fra 29 Mai 1894 -

samt at betale hende Erstatning efter uvillige Mænds Skjøn optaget paa Indst.s Bekostning for det Tab, hun har lidt ved det paa Grund af Odelssagerne for hende forvoldte Tidsspilde - og for det Tab, hun har lidt ved den Hindring, som Odelssøgsmaalene har lagt for Eiendommens fri Benyttelse og Disposition, med Renter fra 29 Mai 1894 -

samt at de Indst. tilpligtes at erstatte det Offentlige Sagens Omkostninger for alle Retter - og at det i hvert Fald tilkjendes de beskikkede Sagførere for Høiesteret, Advokat Herman Lund og Overretssagfører Knut Dybwad Salær af Statskassen.

For Indst. ved Høiesteret, Overretssagfører nu Politimester Christophersen er nedlagt Paastand om Overretsdommens Stadfæstelse med Tilkjendelse af Omkostninger for Høiesteret.

For Indst. Wriedt eller nu hans Dødsbo er lignende Paastand nedlagt.

Med Hensyn til Sagens faktiske Omstændigheder, henviser jeg til den i Overretsdommens Præmisser givne Fremstilling.

Jeg kommer i Sagen til et andet Resultat end de foregaaende Retter. Jeg mener nemlig, at Appell.s Paastand med en enkelt Undtagelse bør tages tilfølge, og idet jeg saaledes i Hovedsagen slutter mig til Overrettens dissenterende Medlem, tiltræder jeg i det Væsentlige ogsaa den Begrundelse, han har givet af sit Votum.

Jeg finder det altsaa fuldt paa det Rene, - Overenskomsten

Side:230

afødt xx.xx.1887 efterlader efter min Mening derom ingen Tvivl - at de Odelssager, som anlagdes først i Aases, derefter i Søteren Gunhild Søstestads Navn, i Virkeligheden blev anlagte og førte ikke af de odelsberettigede Søstre, men af Wriedt, efterat han ved Overenskomsten havde afkjøbt dem deres Odelsret, - om man kan benytte et saadant Udtryk i denne Anvendelse - eller, mere korrekt udtrykt, mod Betaling faaet dem til at samtykke i at laane sine Navne til Anlæg af Løsningssøgsmaal mod Stener Søstestad. Dette Samtykke er ifølge Overenskomsten direkte vistnok kun afkjøbt Aase; men det er neppe tvivlsomt, at det har været Forudsætningen, at ogsaa Gunhilds Navn i Tilfælde skulde kunne bruges paa samme Maade. Og i ethvert Fald synes det ikke tvivlsomt, at Wriedt i Henhold til Overenskomsten har anseet sig berettiget til uden videre og uden fornyet og særskilt Aftale med hende at skride til Sagsanlæg ogsaa i hendes Navn. Betegnende i saa Henseende synes det, at Odelsklagen for Gunhild udtoges allerede den 23 Januar 1888, endnu forinden Odeltaxt i Aases Sag var afholdt, medens Gunhilds Fuldmagt for Wriedt til Sagsanlæg først er af April 1889.

Det sande Forhold er altsaa dette, at den virkelige Løsningsmand, den der gjennem Anlæg af Løsningssøgsmaal søgte at bane sig en Adgang til at komme i Besiddelse af Naboen Stener Søstestads Gaard, som var ham spærret ad retmæssig Vei, var den al Odelsret til Gaarden savnende Wriedt. Overenskomsten af 1887 er alene et kunstigt Arrangement, istandbragt med det Formaal at muliggjøre et forkasteligt og retsstridigt Misbrug af Odelsloven. Og at Løsningssagerne anlagdes og førtes i de odelsberettigede Søstres Navn, var alene et Skin, der skulde dække det virkelige Forhold, at en Fremmed gjennem saadant Misbrug søgte at tilvende sig Andenmands Eiendom.

Proforma-Arrangements af denne Art vilde have kunnet omstødes uden Hensyn til, om Odelsloven havde indeholdt en Bestemmelse som dens §30. Selv forudsat, at Wriedt, som af ham paastaaet, stod i den feilagtige Tro, at den Slags Misbrug tolereredes eller ialfald ikke kunde rammes af Loven, er det en Selvfølge, at denne feilagtige Tro ikke kan beskytte ham mod Ansvaret for Følgerne af en i sig selv retsstridig Handling. Men forøvrigt synes den Omstændighed, at Tilværelsen af Overenskomsten af 1887 ombyggelig fortiedes under Odelssagen og først kom frem under det senere Forhør, faa vel som Bestræbelserne for at hindre Aases og hendes Moders Førelse som Vidner under den i Gunhilds Navn anlagte Løsningssag at tyde paa, at Wriedt maa have været sig bevidst, at Forholdet ikke taalte Dagens Lys, om Løsningssøgsmaalet skulde kunne føres igjennem.

At Wriedt ved dette sit retsstridige Forhold er bleven erstatningspligtig overfor Stener Søstestad eller nu hans Enke, kan jeg ikke finde tvivlsomt.

Men en gunstigere Stilling kan heller ikke, mener jeg, blive Christopersen tildel.

Det Spørgsmaal, det her i Sagen for hans Vedkommende gjælder, er ikke dette, om en Sagfører paadrager sig personligt Ansvar overfor Modparten ved at paatage sig Førelsen af en Sag, om hvilken han maa vide eller dog burde vide, at den er saa slet funderet,

Side:231

at den, rigtig oplyst, maa tabes. Visselig gjælder dette om de Odelsløsningssager, Christophersen paatog sig at føre i Aases og Gunhilds Navn, men for Wriedt som den virkelige Sagsøger. Men her kommer noget andet og mere til. Hvad Christophersen her har ladet sig falde tillast, er nemlig dette, at han, vidende om det fande Forhold - thi at han var fuldt bekjendt med dette og med Formaalet for Overenskomsten af 1887, derom efterlader Oplysningerne under Forhøret og hans Forhold til selve Sagen ingen Tvivl - har laant sin Medvirkning først til Istandbringelsen af et Proforma-Arrangement med det retsstridige Formaal at forskaffe Wriedt Besiddelsen af en Eiendom, til hvilken han - Wriedt - ingensomhelst Ret havde, og dernæst til et Forsøg paa gjennem Sagsanlæg og ved derunder at fortie det virkelige Forhold, at føre dette Formaal ud i Virkeligheden. Og en Medvirkning af denne Art dækkes ikke af Sagførerhvervet, hvor rummelige Grændser der end opdrages for dette, og hvilken Frihed der end forøvrigt indrømmes for Vælgen og Vragen af Sager og for Meddelelse af retskyndig Bistand.

Christophersen har paaberaabt sig og tilveiebragt forskjellige Erklæringer om den Praxis og den Opfatning, som raader i Distriktet med Hensyn til Odelssager og Odelsrettens Brug - eller Misbrug. Det er muligt, at Praxis og Opfatning i Telemarken, maaske ogsaa andetstedes, paa dette Omraade er slap. Men det fritager ikke en Sagfører, til hvem der bør kunne stilles den Fordring, at han bør vide bedre, for Ansvaret ved at medvirke ved en Omgaaelse eller Misbrug ag Loven, som den, det her gjælder. Om Christophersen gjælder det forøvrigt, hvad ovenfor er anført om Wriedt, at deres Forhold under selve Sagen eller Sagerne ikke synes at vidne om, at der er handlet i Tro til, at det trufne Arrangement, fuldt oplyst, var retslig uangribeligt.

Jeg mener altsaa, at Christophersen ved sit Forhold har paadraget sig Erstatningsansvar lige med sin Part Wriedt og in solidum med ham.

Jeg gaar dernæst over til Spørgsmaalet om Erstatningens Størrelse og dens Bestemmelse.

Jeg bemærker da først, at der ikke er Anledning til at tage Hensyn til Appell.s Paastand, forsaavidt den ved Høiesteret tillige gaar ud paa Erstatning for Tidsspilde og tabte Arbeidsdage for Stener Søstestad som Følge af Løsningssagerne. Paastanden herom er nemlig, skjønt bebudet i Forligsklagen, ikke fremsat ved de foregaaende Instantser, og de Indst. har protesteret mod dens Fremsættelse ved Høiesteret.

Den anden Del af Erstatningspaastanden gjælder de kontante Udlæg, som ved Løsningssagerne og senere er paaført Appell.s Mand. Det er in confesso mellem Parterne, at disse beløber sig til kr. 649.21. Heraf er imidlertid 200 Kroner Salær til en Advokat for Bistand, ydet Stener Søstestad i Anledning af det Forhør, som blev optaget over Christophersen. Da dette Forhør først er optaget, efterat den sidste Løsningssag blev hævet, gjør de indst. gjældende, at det omhandlede Salær er Løsningssagen uvedkommende og følgelig ikke kan indtales underet med Omkostningerne i disse Sager. Forsaavidt Salæret overhovedet kan kræves erstattet, maatte det, mener de Indst.,

Side:232

være som en Del af Omkostningerne i nærværende Sag og Spørgsmaalet følgelig finde sin Afgjørelse i Forbindelse med Spørgsmaalet om Tilkjendelse af Omkostninger til Appell. i den Sag som nu paakjendes. Denne Bemærkning kan have sin formelle Rigtighed. Men da jeg vil votere for, at de Indst. i denne Sag ilægges Procesomkostninger for alle Retter, finder jeg ingen Grund til at udskille det her omhandlede Salær fra de øvrige Udgifter, som Appell. eller hendes Mand i Anledning af den ham retsstridig paaførte Odelspaatale har havt for nærværende Erstatningssags Anlæg. Og at han eller nu hans Enke maa kunne kræve godtgjort sine Udgifter i Anledning af Forhøret, under hvilket den virkelige Sammenhæng med Odelssagsanlægget søgtes oplyst, findes ikke tvivlsomt. Jeg vil altsaa votere for, at de paastaaede Kr. 649.21 uafkort tilkjendes Appell.

Endelig paastaar Appell. Erstatning efter Skjøn for Tab, paaført ved de Hindringer, Odelssøgsmaalet i de nær 4 Aar fra den første Udsigelse 13 December 1887 til Gunhilds Sag hævedes den 4 December 1891, har lagt for den frie Disposition over Eiendommen, deriblandt ogsaa over Skoven. Jeg mener, at ogsaa denne Paastand maa tages tilfølge. Det er her af de Indst. særskilt gjort gjældende, at Stener Søstestad saa langt fra overhovedet er blevet skadelidende ved Søgsmaalene, at han tvertom har havt Fordel af samme. Paa Skoven hvilede nemlig ved Udsigelsen i den første Odelssag en Udhugstkontrakt afødt xx.xx.1887, ifølge hvilken Kjøberen mod en Betaling af 1000 Kroner skulde være berettiget til i Løbet af 10 Aar at hugge Trær af visse Dimensioner i Gaardens Skov. Denne Udhugstkontrakt blev imidlertid 1 1/2 Aars Tid senere ved gjensidig Overenskomst hævet og Beløbet med Renter tilbagebetalt. Og det er i alle Fald processuelt paa det Rene i Sagen, at Grunden til Kontraktens Ophævelse var det imidlertid anlagte Odelssøgsmaal. Nu gjøres det af de Indst. gjældende, at Udhugstkontrakten var uheldig for Eieren at dens Ophævelse derfor var fordelagtig for ham, og at denne Fordel maa komme til Fradrag i muligt Tab paa andet Hold som Følge af Sagsanlægget og navnlig likvideres i muligt Ansvar for Eierens ovenfor omhandlede kontante Udlæg i Anledningaf Sagen. De Indst. paaberaaber sig her en Erklæring fra to Mænd, som har befaret Skoven og er kommet til det Resultat, at de Trær, som efter Udhugstkontrakten skulde have været fældede, vilde have en Salgsværdi af 2000 Kr. mod Kontraktens 1000 Kr. Det nærmere Indhold af denne Erklæring finder jeg det unødvendigt at gjengive. Den er af Appell. benegtet og, skjønt bekræftet af en af Udstederne som Vidne, maa dens Resultat antages bygget paa Forudsætninger af saa usikker og skiftende Art, at den i intet Tilfælde vil kunne tillægges nogen afgjørende Betydning.

Men i ethvert Fald: Odelslovens §28 medfører ikke, at en Udhugstkontrakt, afsluttet før Udsigelsen, ved Odelspaatales Iværksættelse uden videre bortfalder som uforbindende for Besidderen. Kontraktens Ophævelse var, selv om den foranledigedes ved Odelspaatalen, ingen nødvendig Følge af denne. Ophævelsen var altsaa en fuldkommen frivillig Akt, beroende paa gjensidig og fri Aftale mellem Parterne, der ikke usandsynlig begge, Kjøberen maaske ikke mindst, kan have frygtet for mulige Ulemper som Følge af Odelssagen og derfor

Side:233

fundet sig tjent med at faa den ophævet. Om derfor Kontraktens Annullation maatte have vist eller viser sig at have været fordelagtig for Besidderen eller senere hans Enke, indser jeg ikke, med hvilken Føie de Indst. skulde kunne kræve at faa denne i sit Forhold til dem helt tilfældige Fordel, der vel kan siges foranlediget, men ikke bevirket ved deres Optræden med Odelspaatale, kompenseret i det Erstatningsansvar, de ved denne Optræden har paadraget sig, at Besidderen havde staaet sig daarlig paa at faa Kontrakten ophævet, er der vel neppe nogen, som tvivler om, at han forgjæves vilde søge gjennemført en Paastand om at faa det Tab, han paa denne Maade havde lidt, erstattet hos de Indst. Efter Udhugstkontraktens Ophævelse vilde Stener Søstestad have fri Raadighed over Skoven, om Odelspaatalen ikke var kommet imellem. For den Skade, som herved maatte være paaført ham saa vel som for mulig anden Ulempe ved de Hindringer, Odelssagen har lagt for hans frie Disposition over sin Eiendom, maa Appell. derfor kunne kræve Erstatning efter Skjøn. Det er af de Indst. benegtet, at noget Tab af denne Art er paaført Appell.inden eller hendes Mand, og noget direkte Bevis for, at saa har været Tilfældet, er heller ikke af Appell. ført. Præsumptionen maa imidlertid være for, at Eieren ved de Indst.s retsstridige Forhold er paaført Ulemper, som han i Tilfælde maa kræve erstattet. Det nærmere i saa Henseende og om Skade er lidt maa overlades til Skjønnets Afgjørelse.

Af Domsbeløbet og af det eventuelle Skjønsbeløb bliver at svare 4 Procent Rente, idet Parterne er enige om, at som Udgangspunkt for Renteberegningen vælges for begge Indst.s Vedkommende 29 Mai 1894, da den sidste Forligsklage, nemlig mod Wriedt, forkyndtes; selve Forligsindkaldelsen er nemlig ikke dateret.

Sluttelig bemærkes, at der under Proceduren er fra de Indst.s Side vakt Spørgsmaal om, hvorvidt Sagen angaar en appellabel Gjenstand. Da imidlertid Appell. paastaar Kontant nær 650 Kr, og da Muligheden af et Skjnsresultat paa mindst 350 Kr. selvflgelig ikke paa Forhand lader sig afvise, har jeg gaaet ud fra, at Sagen maa blive at paakjende i Realiteten.

Efter det Resultat, for hvilket jeg efter det Anførte voterer, og da dette Resultat er bygget paa, at de Indst. antages at have gjort sig skyldige i et Retsbrud, findes de, som før antydet, in solidum at maatte tilsvare Sagens Omkostninger for alle Retter. Til et andet Resultat i saa Henseende ledes jeg ikke ved, hvad der er oplyst om de mellem Parterne og navnlig mellem Wriedt og Appell.indens Mand paa forskjellige af Sagens Trin førte Forligsforhandlinger.

Konklusion:

De Indst., Politimester Ludvig Christophersen og Hoteleier I. W. Wriedt eller nu hans Dødsbo, bør en for begge og begge for en betale Appell.inden, Kersti Aslaksdatter Søstestad, 649 - sex Hundrede firti og ni - Kroner, 21 - en og tyve - Øre samt Erstatning efter uvillige Mænds Skjøn, optaget paa de Indst.s Bekostning, for det Tab som maatte findes at være hendes Mand, Stener Thorsen Søstestad paaført derved, at han i Tiden fra 13 December 1887

Side:234

til 4 December 1891 ved Odelssøgsmaalene har været hindret i den frie Brug af og Raadighed over sin Gaard Søstestad. Ved Skjønnet tages Hensyn til, at der indtil omtrent 1 1/2 Aar efter Odelspaatalens Iværksættelse paahvilede Gaardens Skov Udhugstkontrakt afødt xx.xx.1887, men derimod ikke til den mulige Fordel, der for Eieren maatte have været en Følge af denne Kontrakts Ophævelse.

Af begge Beløb svares 4 - fire - Procent aarlig Rente fra 29 Mai 1894, til Betaling sker.

I Procesomkostninger for alle Rette betaler de Indst., ligeledes en for begge og begge for en, til Statskassen 1200 - tolv Hundrede - Kroner.

Salariet til de befalede Sagførere for Høiesteret, Advokat Herman Lund og Overretssagfører Knut Dybwad, ansættes til 500 - fem Hundrede - Kroner, der tilligemed de de befalede Sagførere ved Underretten og Overretten tilkommende Salarier udredes af Statskassen.

Assessor Roll: Jeg er i det Væstentlige og Resultatet enig med Førstvoterende. Jeg har dog været i stærk Tvivl om, hvorvidt ikke den Fordel, som Stener Søstestad maatte have vundet ved Udhugstkontraktens Ophævelse under de givne Omstændigheder burde komme til Fradrag i det Tab, han har lidt ved Vaandet paa den frie Disposition over Eiendommen.

Extraordin. Assessor, Byretsassessor Dr. H. Scheel: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Assessor V. Scheel: Jeg er ligeledes i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende, idet jeg derhos tiltræder den af Hr. Assessor Roll gjorte Bemærkning.

Extraordin. Assessor, Byretsassessor Prydz: Ligesaa.

Extraordin. Assessor, Sorenskriver Blom: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Assessor C. Hansteen: Ligesaa.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.

Af Overrettens Dom hidsættes:

Ved Appelstævning afødt xx.xx.1897 har Stener Søstestad hertil indanket en af Sorenskriveren i Øvre Telemarkens vestfjeldske Sorenskriveri den 24 Februar s. A. afsagt Dom i en Sag anlagt af Appell. mod Overretssagfører Ludvig Christophersen og Hoteleier I. W. Wriedt til Indtale af en Pengesum og Erstatning m.v. i Anledning disses Befatning med tvende mod Appell. anlagte Odelssøgsmaal, ved hvilken Dom saaledes blev kjendt for Ret: - - -

Det bemærkes foreløbig, at denne Stævning, da en tidligere Stævning var bleven afvist paa Grund af Mangler ved Stævnemaalet, er udtaget i Henhold til L. 4 Juni 1892 §35.

Appell., der ved Bevilling afødt xx.xx.1898 har erholdt fri Sagførsel med Fritagelse for Retsgebyrer til videre Førelse ved Overretten af Sagen, har ved sin befalede Sagfører, Advokat Herman Lund, nedlagt saadan Paastand:

At Underretsdommen underkjendes, og at de Indst. in solidum tilpligtes at betale Cit. Kr. 668.30 med Renter fra de respektive Forligsklagers Indkaldelsesdatum, samt at betale ham Erstatning efter uvillige Mænds Skjøn, optaget paa de Indst.s Bekostning for det Tab, han har lidt ved den Hindring, som

Side:235

Odelssøgsmaalene har lagt for Eiendommens fri Benyttelse og Disposition med Renter fra Forligsklagerne af Skjønsbeløbet, og at de Indst. tilpligtes at betale Sagens Omkostninger for begge Retter, samt at Salær ansættes for ham som befalet Sagfører.

Indst. Overretssagfører Christophersen har paastaaet Underretsdommen stadfæstet og sig tilkjendt Procesomkostninger for Overretten hos Appell., og Indst. Wriedt har paastaaet Underretsdommen stadfæstet og Appell. tilpligtet at betale Sagens Omkostninger ved begge Retter.

Med Hensyn til Sagens faktiske Omstændigheder henvises til Underrettens Domspræmisser, idet her kortelig gjentages, at Appell., der er Eier af Gaarden l.nr. 15 e Søstestad i Kviteseid, som han synes at have erhvervet ved Kjøb, har to Søsterdøtre, Aase og Gunhild, der vare odelsberettigede til Gaarden. Disse Søstre og Indst. Wriedt sluttede den 24 November 1887 en Overenskomst, hvorved Aase forpligtede sig til at gjøre sin Odelsret gjældende til Gaarden samt lade Wriedt faa «fri Brug af Gaarden i 3 Aar fra Udløsningen regnet, ved hvilket Tidspunkt» hun skulde udstede Skjøde til ham. Som Valuta skulde Wriedt betale Aase 80 kr. samt eftergive Anlaug Søstestad (formentlig Aases Moder) sit Tilkommende hos hende efter samme Dag foretaget Opgjør, hvorhos han forpligtede sig til at udrede alle med Odelsøgsmaalet forbundne Omkostninger samt Løsningssummen, hvorimod Aase skulde ved Udløsningen udstede Pantobligation i Søstestad til Wriedt, hvilken Obligation skulde omfatte alle Wriedts Udlæg til Udløsning og Odelspaatale af Gaarden. Søsteren Gunhild fraskrev sig i samme Kontrakt sin Odelsret mod en Godtgjørelse af 80 Kroner. Det er in confesso, at disse Beløb af 80 Kr. til hver er betalt, hvorhos Aase yderligere fik 40 Karoner.

Samme Dag udtoges Odelsklage for Aase og udstedte hun en Fuldmagt for Wriedt til at optræde paa hendes Vegne og vare hendes Tarv, hvorefter der skeede Odelsudsigelse samt afholdtes Taxt og Overtaxt, denne sidste den 4 August 1888, og endelig blev Stævning forkyndt for Appell., men Sagen blev ikke inkamineret, da Taxten fandtes for høi.

Under 23 Januar 1888 var imidlertid Odelsklage udtaget i Gunhilds Navn af Sagfører Christophersen, hvori Wriedt bemyndigedes til for hende at møde i Forligelseskommissionen. Efter skeet Udsigelse afholdtes derpaa Undertaxt 1 Juli 1889 og Overtaxt 21 August s. A., hvorpaa Odelssag inkamineredes den 15 Oktober 1889. Sagen udsattes derpaa i flere Sessioner for Appell., idet der foretoges Vidneførsel, og endelig den 4 December 1891, da Sagen atter foretoges, fremkom en Skrivelse fra Gunhild, dateret 3 samme Maaned, hvori hun erklærer, at hun havde solgt sin Odelsret til Wriedt og at Salgsdokumentet blev oprettet paa Christophersens Kontor, og at hun saaledes ikke havde det ringeste med Odelssagen at gjøre, og at hun ikke havde engageret Christophersen til at anlægge Odelssag. Christophersen frasagde sig da Sagen, hvorefter Sagen blev hævet.

Gunhild reiste efter Klagens Udtagelse til Kristiania i Jordemoderskole, og har aldrig afgivet Møde selv paa nogen af Sagens Trim, medens hun i April 1889 gav Wriedt en Fuldmagt til at handle for hende i Odelssøgsmaalet, hvorhos hun formentlig i Oktober 1889 ved Sagens Inkamination undertegnede en hende fra Christophersen sendt Pantobligation, hvori Summen sattes in blanco og Søstestad gaves i Pant, men denne Obligation er ikke bleven thinglæst.

Appell. mener nu, at han for sine Omkostninger i Anleding de to Odelssøgsmaal, og det ham ved den Hindring Odelssøgsmaalene har lagt paa Eiendommens frie Benyttelse og Disposition forvoldte Tab, har Krav paa Erstatning hos Wriedt og Christophersen in solidum, idet han har opført sine havte Udgifter til et Beløb Kr. 656.54, hvortil altsaa den oprindelige Paastand er nedsat.