Rt-1903-340

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1903-04-17
Publisert:	Rt-1903-340
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 74/1 1903.
Parter:	H. I. Jackwitz (Adv. Annæus Schjødt) mod Kristianssunds Kommune ved dens Magistrat og Ordfører (Adv. I. M. Bugge).
Forfatter:	Bull, Mejdell, Prydz, H. Scheel, Roll, Thinn, C. Hansteen
Lovhenvisninger:	Ølloven (1884), Grunnloven (1814) §97, LOV-1860-05-18-§1, Ølloven (1884) §11, §15, §16, §17, §18

Side:341

Extraordinær Assessor, Expeditionssekretær Bull: Ved Underretsdom i nærværende Sag, afsagt den 10 Oktober 1898 af Byfogden i Kristianssund, blev saaledes kjendt for Ret:

"Indstævnte, Kristianssunds Kommune, bør for H. I. Jackwitz's Tiltale i denne Sag fri at være. Sagens Omkostninger ophæves".

Denne Dom blev af Jackwitz paaanket til Trondhjems Overret, som imidlertid under 23 April 1900 stadfæstede Underretsdommen og ilagde Jackwitz Processens Omkostninger for Overretten til Kristianssunds Kommune med 80 Kroner.

Overretsdommen er afsagt under Dissens, idet Rettens Justitiarius voterede for, at Kristianssunds Kommune til Jachwitz skulde betale Erstatning efter Skjøn af uvillige Mæed, optaget paa Kommunens Bekostning, for det Tab, Jackwitz havde lidt ved, at han fra 1 Juli 1894 havde maattet indstille sin Øludskjænkningsforretning. Derhos voterede det dissenterende Medlem af Retten for, at Kommunen skulde tilsvare Sagens Omkøstninger for begge Retter med 200 Kroner.

Overretsdommen er nu af Jackwitz ved stevning afødt xx.xx.1900 paaanket til Høiesteret, hvor der for ham er nedlagt saadan Paastand:

"Principalt:

1. At Indstævnte under daglig løbende Mulkt tilpligtes at paastævne Sag til Indløsning af Appellantens Ret til at udskjænke Øl m.v. efter Bestemmelserne i Lov afødt xx.xx.1884 §15, §16, §17, §18

2. At Indstævnte tilpligtes at betale Appellanten Erstatning efter Skjøn af uvillige Mænd, oplaget paa Indstævntes Bekostning for det Tab, Appellanten, indtil, Indløsning finder Sted, har lidt ved, at han har maattet indstille sin Udskjænkningsforretning fra 1 Juli 1894 tilligemed Renter af Skjønsbeløbet fra Paaklagen.

Subsidiært hertil:

At Indstævnte tilpligtes at betale Appellanten Erstatning, bestemt ved Skjøn af uvillige Mænd, optaget paa Indstævntes Bekostning, for det Tab, Appellanten har lidt og vil lide derved, at han fra 1 Juli 1894 har maattet indstille sin Øludskjænkningsforretning tilligemed Renter af Erstatningsbeløbet fra Paasklagen.

Subsidiært hertil:

1. At Indstævnte tilpligtes fra 1 Juli d. A. eller 1 Januar næste Aar at nedsætte Afgiften for Udskjænkning af Øl m.v. til det i LOV afødt xx.xx.1884 bestemte Maximumsbeløb Kr. 400, 00 eller til et Beløb, som af Retten findes passende.

2. At Indstævnte tilpligtes at betale Appellanten Erstatning overensstemmende med Post 2 i den principale Paastand, indtil Afgiften nedsættes.

Side:342

Derhos paastaaes i Tillæg saavel til den principale som til begge de subsidiære Paastande, at Indstævnte tilpligtes at betale Appellanten Procesomkostninger for alle Retter".

For Indstævnte, Kristianssunbs Kommune, er nedlagt Paastand om, at Overrettens Dom stadfæstes, og at Kommunen hos Jackwitz tilkjendes Procesomkostninger for Høiesteret.

Med Hensyn til sagens faktiske Omstændigheder finder jeg i det hele at kunne henvise til Underretsdommens Præmisser, idet jeg dog skal tilføie, at der for Høiesteret er fremlagt en Række nye Dokumenter til nærmere Belysning af forskjellige Sagen vedrørende Forhold.

Som det af de underordnede Retters Domme vil fremgaa, grunder Apell. sine forskjellige Paastande i Sagen dels paa den Betragtning, at den under Sagen omhandlede Afgiftsforhøielse har været saa omfattende, at den har berøvet ham en væsentlig Del af hans Ret og, da den Har tvunget ham til at ophøre med sin Næring, faktisk har været jevngod med en Expropriation uden Erlæggelse af Erstatning; dels gjør han ogsaa gjældende, at den Betingelse, som Loven afødt xx.xx.1884 om Udskjænkning og Udsalg af Øl, Vin m.v. i Kjøbstæderne, §11 sidste Led, opstiller for en Afgiftsforhøielse, nemlig at den kun kan finde Sted "under færlige Forhold i en Kjøbstad", at denne Betingelse her ikke foreligger, og at Afgiftsforhøielsen saaledes i og for sig har været ulovmedholdig. Derimod har Jackwitz ikke her under Sagen som selvstændigt Fundament gjort gjældende, hvad han under den mod ham i 1894 anlagte Meddomsretssag ogsaa paaberaabte, nemlig at Kommunen overfor ham, som havde erhvervet sin Udskjænkningsrettighed, før Loven af 1869 traadte i Kraft, overhovedet ikke skulde have havt Ret tit at forhøie Afgiften udover det ved Loven afødt xx.xx.1860 §7 fastsatte Maximum af 200 Kr. aarlig. Appell. erkjender sig saaledes under Sagen villig til eller forpligtet til at betale en Afgift af 400 Kr., saaledes som den opkrævedes indtil Udgangen af 1893; men han har ikke villet erkjende, at han efter Loven rettelig forstaaet skulde være forpligtet til at taale en saadan Forhøielse, og han har derfor villet gjøre sin mulige heromtiandlede Ret gjældende, som et Moment til Styrkelse af de Betragtninger, hvorpaa han iøvrigt grunder sin Paastand.

Fra Indstævntes, Kommunens, side er det først og fremst gjort gjældende, at den af mig før nævnte Meddomsretssag er afgjørende for nærværende Sags Skjæbne. Som det af Underretsdommen vil sees, blev den omhandlede Meddomsretsdom afødt xx.xx.1894 af Jackwitz begjæret indanket til Høiesteret, men Anken afvistes af Kjæremaalsudvalget. Idet Meddomsretsdommen saaledes blev endelig, mener Kommunen, at Meddomsretsdommens sældende Afgjørelse er res judicata for nærværende Sag.

Fra Appell.a Side er anført, at denne Betragtning er ny for Høiesteret; men han indrømmer, at dette muligens kan være uden Betydning, fordi Indsigelsen kan være at gjøre gjældende af Retten ex officio

Jeg finder det ikke nødvendigt at udtale mig om Retten i Tilfælde vilde have ex officio at gjøre dette Hensyn gjældende, idet jeg nemlig mener, at Afgjørelsen i Meddomsretssagen under ingen Omstændighed her har Doms forbindende Kraft. Omstændighederne kan vistnok ligge saaledes, at et civilretsligt Spørgsmaal maa siges at være bragt til endelig Afgjørelse under en Politisag. Et Exempel herpaa frembyder den i Rt-1899-153 flg. refererede

Side:343

Sag. Men i nærværende Tilfælde er der intet, som tyder paa, at det har været alle Vedkommendes Mening til endelig Afgjørelse under Meddomsretssagen at forelægge til Løsning Spørgsmaalet om det her foreliggende civilretslige Spørgsmaal. Og saalænge positive Udtalelser i den Retning ikke foreligger, anser jeg det givet, at man ikke kan gaa ud fra, at Dom, i Politisag eller Justitssag overhovedet skulde have forbindende Kraft for de derunder præjudicielt behandlede civilretslige Spørgsmaal.

Af Kommnnen er dernæst indvendt, at Kommunen i hvert Fald her ikke skulde være rette Sagvolder. Den paaberaaber sig nemlig, at da en Afgiftsforhøielse som den heromhandlede efter Loven kræver kongelig Stadfæstelse, og da den her omprocederede Forhøielse har faaet saadan stadfæstelse, maatte Staten, ikke Kommunen her i Tilfælde være den, hvem Ansvar for Afgiftsforhøielsen paahviler.

Ogsaa denne Indsigelse maa overensstemmende med Appell.s Paastand siges at være ny for Høiesteret og efter Appell.s Paastand maa den saaledes sættes ud af Betragtning. Jeg skal forøvrigt tilføie, at jeg heller ikke i Realiteten vilde kunnne give den Medhold.

Idet jeg derefter gaar over til Sagens Realitet, skal jeg først omhandle den Betragtning, som Appell. har gjort gjældende som Nr. 2, at Afgiftsforhøielsen her savner Medhold i Loven, fordi der ikke kan siges at foreligge, hvad Loven betegner som "færlige Forhold i en Kjøbstad".

Som det af de underordnede Retters Domspræmisser vil sees, gjør Kommunen her først og fremst gjældende, at Spørgsmaalet er unddraget Domstolenes Afgjørelse. Efter Kommunens Opfatning har Lovbestemmelsen den Mening, at Formænd og Repræsentanter, kun naar de finder, at særlige Forhold foreligger, kan fatte Bestemmelse om Afgiftsforhøielse, og ligesaa, at kun naar det findes, at saadanne særlige Forhold i en Kjøbstad foreligger, kan Regjeringen meddele Stadfæstelse paa Kommunebestyrelsens Beslutning; men har disse Autoriteter fundet, at deslige Forhold er tilstede, kan det ikke nytte overfor Domstolene at søge godtgjort, at det modsatte er Tilfældet.

Den heromhandlede Bestemmelse i Loven af 1884 §11 sidste Led lyder saa: "Under særlige Forhold i en Kjøbstad kan Formænd og Repræsentanter med kongelig Stadfæstelse sætte Afgiften høiere end til 400 Kroner". Loven om Udskjænkning og Udsalg af Øl, Vin m.v. paa Landet indeholder i §13 sidste Led en tilsvarende Bestemmelse, saalydende: "Under særlige Forhold i et Herred kan Herredsstyrelsen ved en almindelig Bestemmelse, der bliver at undergive kongelig Stadfæstelse, sætte Grændsen for Afgiften høiere end til 400 Kroner". Det er fuldstændig paa det rene, at hvor vor Lovgivning udtrykkelig henlægger et Skjøn over visse Forholds Tilværelse eller Ikke-Tilværelse til administrative Autoriteter, har det sit Forblivende med disse Autoriteters i Henhold dertil afgivne Skjøn. Dette Skjøn kan ikke undergives en senere Prøvelse af Domstolene. Det er derfor givet, at de administrative Autoriteters Skjøn her vilde være afgjørende, saafremt de paagjældende Lovbestemmelser havde havt en Lydelse omtrentlig som følger: "Formænd og Repræsentanter kan med Stadfæstelse af Kongen sætte Afgiften høiere end til 400 Kroner, saafremt færlige Forhold i Kjøbstaden efter disse Autoriteters Skjøn gjør dette ønskeligt". Loven har imidlertid ikke udtrykt sig saa, og Spørgsmaalet er da, om ogsaa Loven efter den Udtryksmaade, som den her har, skal forstaaes paa samme Maade.

Side:344

Det er indlysende, at Spørgsmaalet om, hvorvidt der i det enkelte Tilfælde foreligger Forhold af en bestemt Beskaffenhed, lettelig vil kunne være afhængig af en skjønsmæssig Afgiørelse, af mange forskjellige Omstændigheder. Der er derfor øinefaldende Grunde til at antage, at det kan have været Lovens Mening, at Kommunebestyrelse og Regjering endelig skal afgjøre, hvorvidt saadanne bestemt angivne Forhold i det enkelte Tilfælde foreligger. Derimod mener jeg, at som Loven er affattet, maa det være Domstolenes Sag endelig at afgjøre, hvad der skal forstaaes ved "færlige Forhold i en Kjøbstad". Den Betingelse, som Loven har opstillet, at Afgiftsforhøielse kun kan finde Sted "under færlige Forlhold i en Kjøbstad", maa fortolkes af Domstolene. Spørges der f. Ex. om, hvorvidt Loven er saa at forstaa, at herunder kun indgaar Forhold eiendommelige for den enkelte Kjøbstad i Modsætning til andre, eller om det er tilstrækkeligt, at Forholdene i Kjøbstaden i Tidens Løb er undergaaet en Forandring, saa er dette et Spørgsmaal om Lovens Forstaaelse, som kan forelægges Domstolene. Spørges der videre om f. Ex., hvorvidt Omstændigheder, hvorover Kommunebestyrelsen selv er Herre, i Lovens Forstand konstituerer "færlige Forhold i en Kjøbstad", som motiverer Afgiftsforhøielsen, saa er ogsaa dette et Lovfortolkningsspørgsmaal, som maa henhøre under Domstolene.

Ser man nu hen til, hvad der af Kommunebestyrelsen er gjort gjældende som Motiver for den heromhandlede Afgiftsforhøielse, saa vil dette, som det ogsaa vil fremgaa af de underordnede Retters Præmisser, sees at indskrænke sig dertil, at de paagjældende Rettighedshaveres gjennemsnitlige Fortjeneste, som Følge navnlig af Nedgang i Rettighedshavernes Antal, maatte antages at være saaledes forøget, at en Afgiftsforhøielse som den besluttede, fra 400 Kroner til 1.000 Kroner, maatte anfees at være paa sin Plads. Dette er som sagt gjort gjældende af Kommunebestyrelsen, og i det Foredrag af Indredepartementet, som ligger til Grund for den kgl. Resolution, der stadfæster Kommunebestyrelsens Besluntntning, indeholdes der ingen selvstændig Motivering, idet Departementet indskrænker sig tit at anføre, at det intet har ved Beslutningen at erindre. Der er saaledes overhovedet ikke hverken fra Kommunebestyrelsens eller Departementets Side bleven paaberaabt, at der her skulde foreligge Omstændigheder, færlige for Kristianssund, i Modsætning til andre Kjøbstæder, som gjorde en Forhøielse af Afgiften udover Lovens ordinære Maximum paakrævet. Efter Lovens Affatning kan jeg imidlertid ikke anse det for at være tvivlsomt, at Loven har ment, at de færlige Forhold skal være saadanne, som er eiendommelige for vedkommende Kjøbstad i Modsætning til Kjøbstæder i Almindelighed. At det ikke kan være Uopmærksomhed som har foranlediget Tilføjelsen af Ordene "i en Kjøbstad", synes baade i og for sig at være indlysende og bestyrkes derhos ved den før paaberaabte Bestemmelse i Landlovens §13, der som anført har Udtryksmaaden: "under særlige Forhold i et Herred". Det er saaledes ikke engang fra Kommunebestyrelsens Side paaberaabt, at her skulde foreligge saadanne Forhold, som efter min Forstaaelse af Loven skulde være Betingelse for, at Afgiftsforhøielsen overhovedet skulde kunne besluttes. Forsaavidt man vilde sige, at Nedgangen i Rettighedshavernes Antal og den derved foraarsagede Stigning af deres Indtægt skulde være et for Kristiansund farligt Forhold, saa er hertil for det første at bemærke, at i de til Grund for Afgjørelsen liggende Dokumenter aldeles ikke er paaberaabt, at en Begrændsning af

Side:345

Rettighedshavernes Antal er noget saadant for Kristianssund særligt Forhold. Men dernæst er det ogsaa min Opfatning, at en Undladelse af at forøge Rettighedshavernes Antal eller, som i dette Tilfælde, en betydelig sukcessiv Indskrænkning af dette Antal ikke, aldenstund Antallets Fastsættelse beror paa Kommunebestyrelsens egen Bestemmelse, uden videre af Kommunebestyrelsen kunde giøres gjældende som et i Lovens Forstand færligt Forhold i Kjøbstaden. Hvorvidt en saadan Begrændsning af Antallet skulde have denne Betydning ligeoverfor Lovens Bestemmelse, maatte efter min Opfatning bero paa, hvilke Forhold der har motiveret Begrændsningen af Antallet, - hvorvidt disse Forhold var saadanne, som efter en rigtig Forstaaelse af Loven kunde betegnes som "særlige Forhold i en Kjøbstad."

Efter denne min Opfatning bliver det for mig overflødigt at afgjøre, hvorvidt Appell. har Ret eller ikke har Ret i sin Paastand om, at Domstolene kan optage Prøvelsen af Spørgsmaalet, om de administrative Autoriteter har truffet det rette ved fin Antagelse af, at de og de bestemte Forhold foreligger, som har motiveret Afgiftsforhøielsen. Jeg har allerede bemerket, at meget plausible Betragtninger kan anføres til Fordel for den Opfatning, at de administrative Autoriteters Skjøn om visse Forholds Tilværelse eller Ikke-Tilværelse ikke kan underkastes Domstolenes Prøvelse. Men, som sagt, jeg behøver ikke at afgiøre Spørgsmaalet herom. Der er i Sagen for Høiesteret fremskaffet adskilligt Materiale til nærmere Belysning af de faktiske Forhold, som vedkommende Autoriteter her har antaget; at der foreligger. Det er fra Appell.s Side under Henvisning til disse Oplysninger blevet gjort gjældende, at en Stigning af Indtægterne, som den af Autoriteterne forudsatte, aldeles ikke har fundet Sted, at Rettighedshavernes Indtægter tværtimod har været faldende. Men jeg skal aldeles ikke indlade mig paa disse Oplysninger. Tji selv om det forholder sig, som af de kommunale Autoriteter forudsat, mener jeg altsaa, at sagen her maa gaa kommunen imod, fordi de Forhold, som har motiveret Afgiftsforhøielsen, efter min Opfatning ikke i Lovens Forstand er "særlige Forhold i vedkommende Kjøbstad."

At den Opfatning, som jeg her har gjort gjældende, ialfald tidligere ikke kan have ligget vedkommende Regjeringsdepartement fjernt, forekommer mig at fremgaa af forskjellige Udtalelser i et under Sagen paaberaabt Foredrag, indtaget i Depts.tidende for 1879, Pag. 697 flg., som ligger til Grund for fgl. Resolution afødt xx.xx.1879, en Resolution, som negtede Stadfæstelse til en af Stavanger Bys Formænd og Repræsentanter den 6 Juni 1879 sattet Beslutning om Forhøielse for Aaret 1880 af Afgiften for Udskjænkning af Øl m.v. Den nævnte Beslutning var fattet i Henhold til Loven afødt xx.xx.1869 §10, der indeholder en Bestemmelse, som ganske svarer tit den heromhandlede sidste Passus i Loven af 1884 §11. I det nævnte Foredrag berøres bl.a., at der i Henhold til Loven for Landdistrikterne af 1869 §11, som er enslydende med Bylovens §10, var meddelt Stadfæstelse paa Kommunebeslutninger om Øl- og Vinafgiftens Forhøielse i forskjellige Herreder inden Akershus, Nordre Bergenhus og Nordlands Amter, hvor de færlige Forhold oplyses at have bestaaet i, at vedkommende Steder formedelst paagaaende Jernbanearbeider, Fiskerier osv. frembød Anledning til større Ansamlinger af Mennesker. Departementet tænker sig vistnok, heder det videre, at der i Byerne kan forekomme andre Arter af Tilfælde, der berettiger til at gjøre. Brug af den, heromhandlede Lovbestemmelse,

Side:346

end i Landdistrikterne. Men i nærværende Tilfælde staar det i Kommunens Magt uden at gribe til nogen extraordinær Forlholdsregel, at regulere Forholdene saaledes, at de antagelig ikke ville blive mere færlige for Stavanger end for flere andre Byer, hvor ældre Rettigheder bestaa ved Siden af nye.

Det synnes heraf at fremgaa, at Departementet dengang har delt den Opfatning, at under særlige Forhold i en Kjøbstad ikke uden videre indgaar Forhold, hvorover vedkommende Kommunebestyrele selv er raadig. Og det synes af Departementets Udtalelser videre at fremgaa, at det dengang har været tænkt som noget extraordinært, som maatte begrundes i færlige Forhold paa vedkommende Sted, om en Afgiftsforhøielse skulde kunne iværksættes. Senere synes det vistnok som om Departementet har gaaet over til en anden Opfatning; ialfald ligger dette nær at antage, naar det under nærværende Sag er oplyst, at der i ikke mindre end 25 af Landets Byer er fattet Beslutning om og meddelt Stadfæstelse paa Beslutninger om Forhøielse af Afgiften udover Lovens ordinære Maximum. Men denne Omstændighed kan for mig ikke være afgiørende, naar der spørges om, hvilken Forstaaelse af vedkommende Lovsted her er den rette. Og jeg skal tilsøie, at selv om jeg ellers skulde være i Tvivl om, hvorledes Lovbestemmelsen er at forstaa, finder jeg det for mig afgjørende, at den gjennem en Beslutning af offentlige Autoriteter skadelidende Borger maa kunne kræve lagt til Grund den af to muligens lige nærliggende Opfatninger af vedkommende Lovbestemmelser, som giver ham den større Betryggelse ligeoverfor mulig vilkaarlig Behandling.

Efter det Resultat, hvorved jeg saaledes overfor denne Betragtningsmaade af Forholdet er blevet staaende, er det for mig unødvendigt at indlade mig paa den Opfatning, som Appell. først har gjort gjældende.

Appell.s principale Paastand finder jeg ikke at kunne tage tilfølge. Den gaar som af mig før refereret ud paa, at Kommnnen skulde tilpligtes at indløse hans Ret overensstemmende med Lovens §15 flg. Alt, hvad Appell. kan kræve, er Erstatning for det Tab, som er ham blevet paaført derved, at der er blevet afkrævet ham en Afgift, som han efter Loven ikke var forpligtet til at erlægge. Aldenstund han ikke var forpligtet til at erlægge den, er det klart, at hans Undladelse af at erlægge den var i sin Orden, og det er altsaa Følgerne af, at han saaledes har undladt at erlægge Afgiften og derved er bleven sat ud af sin Næring, som jeg mener maa erstattes ham. Jeg skal dog tilføie, at forsaavidt der skulde være Spørgsmaal om, hvorvidt ikke Appell. maatte kunne tilregne sig selv en Del af disse Følger derved, at han har undladt at betale den høiere Afgift, saa maa jeg ved de under Sagen fremkomne Oplusninger anse det for godtgjort, at dette har ligget ialfald saaledes paa Grænsen af hans økonomiske Evne, at det ikke med Billighed kunde forlanges, at han skulde skaffe Midlerne tilveie.

Processens Omkostninger finder jeg efter Omstændighederne maa blive at ophæve for alle Retter.

Konklusion:

Indstævnte, Kristianssunds Kommune, bør til Appellanten, H. I. Jackwitz, betale Erstatning efter uvillige Mænds Skjøn, optaget paa Indstævntes Bekostning for det Tab, Appell. er paaført derved, at

Side:347

den under Sagen omhandlede Afgift for Udskjænkning af Øl, Vin og Sider i Kristiansund fra 1 Januar 1894 er blevet forhøiet fra 400 til 1.000 Kroner.

Processens Omkostninger for alle Retter ophæves.

Extraordin. Assessor, Adv. Mejdell: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende. Jeg finder med ham, at det efter den paagjældende Lovs Affattelsesmaade kun er, naar der i vedkommende Kjøbstad i Modsætning til andre Distrikter er særlige Forhold tilstede, at der er Adgang til at fravige Lovens almindelige Afgiftsmaximum. Spørgsmaalet bliver da, som af Førstvoterende berørt, hvad det er for færlige Forhold, der i Kristianssund i Modsætning til Landets øvrige Kjøbstæder skulde berettige til en Forhøielse af Afgiften. Som Grund til saadan Forhøielse er fra Kommunens Side anført det ringe Antal af Udskjæniningsberettigede i Kristianssund i 1893 i Modsætning til tidligere. I den Henseende skal jeg bemærke, at der visselig kan tænkes Tilfælde, hvor paa Grund af Faatallet af Udskjænkningsrettigheder den Udskjænkningsberettigedes Indtægt maa antager saa exceptionelt stor, at en Afgift af 400 Kr. i Forhold til, hvad der i andre Distrikter gjælder, bliver abnormt lav. Men der foreligger, som af Førstvoterende fremhævet, ingen Udtalelse fra Kommunebestyrelse eller Administration i Retning af, at Indskrænkning i Rettighedshavernes Antal i Kristianssund har medført, at de Udskjænkningsberettigede der oppebærer en særdeles høi Indtægt, ligesom de under Sagen foreliggende Oplysninger ingenlunde tyder paa, at dette i Virkeligheden har været Tilfældet.

Extraordin. Assessor, Byretsassessor Prydz: Jeg er paa samme Maade som Hr. ASSessor Mejdell enig med Førstvoterende.

Extraordin. Assessor, Byretsassessor Dr. H. Scheel: Jeg er ligeledes i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Assessor Roll: Jeg er enig med Førstvoterende i at forkaste den Indsigelse fra Indst., at det under nærværende sag foreliggende Spørgsmaal er endelig afgjort ved Meddomsretsdommen i Straffesagen, og ligeledes den Indsigelse, at Kommunen ikke er rette Sagvolder. Derimod maa jeg forøvrigt give Indst.s Indsigelse Medhold, og jeg kan forsaavidt i det Væsentlige henholde mig til, hvad der er anført af Underretten og Overrettens Flertal.

Med dem antager jeg, at Afgjørelsen af det Spørgsmaal, om der foreligger særlige Forhold, der begrunder en Afgiftsforhøielse, af Loven er henlagt til de administrative Myndigheder. For at beskytte Rettighedshaverne mod mulig Vilkaarlighed fra Kommunebestyrelsens Side har Loven, naar Afgiften ønskes sat over et vist Beløb, krævet. kongelig Stadfæstelse. Ligesom det er aldeles klart, at Spørgsmaalet om, hvor langt de særlige Forthold, naar disse er tilstede, hjemler at gaa op med Afgiften, henligger under Kongens endelige Afgjørelse, synes ogsaa det præliminære Spørgsmaal, om færlige Forhold overhovedet er tilstede, at maatte være tænkt henlagt under Kongen. Det staar for mig efter Øllovgivningens Karakter, og da Afgiften ikke afveies efter de enkelte Rettighedshaveres Indtægter, men lægges ligt paa alle, som paa det nærmeste utænkeligt, at Loven skulde have villet tillægge Rettighedshaverne yderligere Beskyttelse mod overdreven Beskatning end den, der ligger i Nødvendigheden af kongelig Stadfæstelse paa en Beslutning, om Afgiftsforhøielse. Og med sine Udtryk har Loven efter mit Skjøn ikke villet sige andet, end at der forud for en saadan Stadfæstelse skal gaa en cognitio causæ. Det vilde være

Side:348

høist besynderligt, om Loven, som den gjør, skulde tilsteds Kommunebestyrelsen frit og uhindret at sætte Afgiften saa, høit den vil inden 400 Kroners Grænsen, om det aldrig saa meget maatte blive paavist, at den Afgift, som fastsættes, ikke kan bæres af Rettighedshaverne, men, saasnart 400 Kroners Grænsen overskredes, da skulde give Rettighedshaverne Rekurs, ikke blot til Kongen, men ogsaa til Domstolene. Saa paatagelig lovstridig kan en Afgiftsforhøielse tænkes at være, det kan ligge saaledes i Dagen, at Forhøielsen maa tilskrive andre Motiver end Hensynet til særlige Forhold, at den Rettighedshaver, der rammes maa kunne kræve Erstatning. Men herom er der i nærværende Sag ikke Tale. Hvad man end personlig kan mene om Tilstrækkeligheden af de Hensyn, hvorpaa Afgiftsforhøielsen er bygget, maa man dog erkjende, at disse Hensyn kan have stillet sig som tilstrækkelige for de Myndigheder, der har havt med Forhøielsen at gjøre. Hvorvidt det kan siges at være et færligt Forhold, at Rettighedhavernes Antal er gaaet overordentlig ned, paa samme Tid som Befolkningen er steget, derom kan der i det høieste være Meningsforskjel.

Hvad det angaar, at Appell. paa Grund af Afgiften er bleven nødt til at opgive sin Næring, fordi den ikke længere lønner sig, da mener jeg for det første, at det ikke er godtgjort, at Appell. har været nødt til at indstille sin Bedrift paa Grund af Forhøielsen, og dernæst, at den Appell. meddelte Bevilling ikke gav ham noget Krav paa, at han til enhver Tid af Næringen skulde have sit rimelige Udkomme. Det, som Bevillingen gav ham Krav paa, var, at han skulde kunne - ialfald væsentlig i samme Omfang som paa Bevillingstiden - fortsætte den i Bevillingen tilstaaede Næring; men den har ikke garanteret ham uforandrede Forhold og særlig ikke uforandrede Afgiftsforhold.: Det ligger i Sagens Natur, at Lovgivningen, uanseet at der i den Lov, der indførte Bevillingsystemet, var fastsat et vist Maximum af Afgift, maatte have frie Hænder til efter Omstændighederne at forhøie Afgiften eller tillade den forhøiet, saaledes som det fandtes paakrævet eller passende. Først hvis Kommunen havde forhøiet Afgiften for at umuliggjøre Appell. Fortsættelsen af Bedriften og for derved at faa ham fjernet uden Expropriation og uden Erstatning, vilde Appell. med Føie have kunnet beklage sig og fordre sig holdt skadesløs. Men det er ikke sandsynliggjort, end sige bevist, at nogen saadan Hensigt har ligget til Grund for Afgiftsforhøielsen. Tværtom viser Formandskabets Indstilling, at man har taget Hensyn til Rettighedshavernes Stilling og ikke villet gaa dem for nær.

Efter hvad jeg her har anført, kommer jeg til det Resultat, at Overrettens Dom maa blive at stadfæste. Dog finder jeg efter Omstændighederne, at Processens Omkostninger bør ophæves for alle Retter.

Extraordin. Assessor, Lagmand Thinn: Jeg er enig med Hr. Assessor Roll.

Asesor C. Hansteen: Ligesaa.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.

Kristiansunds Bythings Dom er saalydende:

Ved Bevilling afødt xx.xx.1869 tilstodes der Handelsborger I. Jackwitz herstedes Rettighed til i Byen Kristianssund at udskjænke Øl, Vin, Mjød og Cider overensstemmende med Lov afødt xx.xx.1860. Denne Rettighed udøvede han

Side:349

indtil Udgangen of 1893, idet Afgiften i Tidens Løb var bleven forandret saa, at den ved nevnte Tidspunkt udgjorde 400 Kroner.

Ved Kristianssunds Repræsentantskabs Beslutninger af 30 September og 16 Oktober 1893 forhøiedes i Henhold til Lov afødt xx.xx.1884 §11 Afgiften for almindelige Udskjænkningsrettigheder af Øl, Vin, Mjød og Cider til 1.000 Kroner, hvilke Beslutninger stadfæstedes ved kongelig Resolution af 28 Oktober samme Aar.

Den forhøiede Afgift traadte ikraft for Aaret 1894 af og SKulde betales med en Halvdel inden 15 Januar 1894. Citantskabet ansaa imidlertid den stedfundne Forhøielse ulovlig. Han anbød Kommnnen 100 Kr. som Halvdelen of det Maximumsbeløb, han i Henhold til Lov afødt xx.xx.1860 §1 ansaa sig forpligtet til at betale og nægtede at betale noget mere, medens han samtidig fortsatte Udøvelsen af sin Rettighed. Han blev derfor efter Magistratens Foranstaltning sat under Tiltale for ulovlig Øludskjænkning og Ølsalg og blev ved Kristianssunds Meddomsretsdom ofødt xx.xx.1894 dømt til en Bod af 8 Kroner somt til at taale Konfiskation af et hos ham forefundet Kvantum Øl.

Citantens Anke af denne Dom blev af Høiesterets Kjæremaalsudvalg afvist ved Erklæring of 23 Mai samme Aar, dog under Dissents, idet et af Udvalgets Medlemmer stemte for, at Anken henvistes til Høiesteret.

Efter forgjæves prøvet Forligsmægling har nu Citanten ved Stevning afødt xx.xx.1896, iretteført 26de Marts næstefter, sagsøgt Kristianssunds Kommunebestyrelse ved Byens Magistrat og Formandskabets Ordfører til principalt:

Citanten har i den anledning anført, at forat Kommunen skal have Adgang til at fastsætte Afgiften til et høiere Beløb, maa der ifølge Lov afødt xx.xx.1884 §11 være "særlige Forholde tilstede", og den, som i sidste Instants har at afgjøre, hvorvidt Lovens Fordringer i saa Henseende er skyldestgjorte, er Domstolene, idet det selvfølgelig ikke kan være absolut og endelig overladt til Administrationens Skjøn, om "særiige Forholde" i de enkelte Tilfælde er tilstede. Hvad nu de færlige Forholde angaar, der i nærværende Tilfælde skulde have begrundet Afgiftens Forhøielse, sees disse af Kristianssunds Magistrats Skrivelse til Formandskabet afødt xx.xx.1893 og af Formandskabets Beslutning af 11 September næstefter rigtignok at skulle bestaa i den store Indtægt, som de gjenværende Indehavere af uindskrænkede Øludskjænkningsrettigheder har faaet, efterat deres Antal var reduceret, saa at der kun var 5 tilbage. Men herimod er der af Citanten for det første anført, at det er tvilsomt, hvorvidt en forøget Omsætning kan betragtes som et saadant særegent Forhold, saavidt ikke Misbrug sker, samt dernæst, at Omsætningen i de sidste 15 Aar aldeles ikke har tiltaget i synderlig Grad, idet mange Omstændigheder, færlig Afholdsbevægelsen og det tiltagende Salg af Øl i Smaat gjennem Agenter, har bidraget til, at Omsætningen af Øl gjennem Udskjænkning er aftaget. Citanten oplyser i den Anledning, at han i de sidste Aar før 1894 ikke har tjent mere paa sin Forretning, end at han saavidt har kunnet slaa sig igjennem, og at Afgiftens Forhøielse til 1.000 Kroner gjør ham det faktisk umuligt at fortsætte med sin Næringsvei. Citanten har i den Antedning i Retten fremlagt sin Regnskabsbog, af hvilken han ubleder, at han i Aarene 1891, 1892, 1893 og i Tiden Januar - April 1894 blot har havt en Nettofortjeneste af Ølhandelen stor henholdsvis Kr. 1.581, 44, 1.158, 31, 1.137, 54 og 184, 12.

Af en irettelagt Erklæring fra Kristianssunds Ligningskommissions Sekretær fremgaar endvidere, at Citanten for Aarene 1891 - 1894 blot er lignet efter en Indtægt afødt xx.xx.900 Kroner. Det er af 4de Hovedvidne, Citantens Ølleverandør, ogsaa provet, at det antog, at det i de senere Aar efterhaanden har gaaet tilbage

Side:350

med Citantens Ølforretning, ligesom ogsaa 1ste og 2det Hovedvidne har provet, at det i de senere Aar ogsaa gik tilbage med de 2 øvrige private Rettighedshaveres - deres Mødres - Forretning, saaledes at den ene af dem endog var bestemt paa at slutte paa Grund af Afgiftens Forhøielse, men dog døde forinden.

Selv om man imidlertid kunde antage, at Administrationen havde havt Ret til in casu at forhøie Afgiften udover 400 Kroner, saa kan den imidlertid efter Citantens Formening ikke uden videre forhøie den saa meget, som i nærværende Tilfælde skeet, idet Citanten med en saa høi Afgift ikke engang vilde kunne gjøre Regning paa en Indtægt af mere end ca. 500 Kroner, hvad der igjen vilde sige det samme som, at Citanten ved Afgiftens Forhøielse faktisk vilde blive berøvet sin Næring. Citanten har da ogsaa fra 1 Juli 1804 maattet ophøre med sin Udskjænkning. Skulde en saadan Afgiftsforhøielse være lovlig, saa vilde Kommnnen have opnaaet at expropriere Citantens erhvervede Rettighed uden at betale noget derfor, hvad Citanten imidlertid ikke anser overensstemmende med Grundlovens §97 og 105 samt Bestemmelsen i Lov afødt xx.xx.1884 §15 om Indløsning efter Takst.

Indstævnte paastaar i Modsætning hertil, at den stadige Indskrænkning af Rettighedernes Antal i aldeles fortrinlig Grad er et "særegent Forhold", hvilket Spørgsmaal forøvrigt Formænd og Repræsentanter med kongelig Stadfæstelse efter Indstævntes Formening endelig afgjør, medens Indstævnte derimod benægter, at Afholdsbevægelsen og det tiltagende Smaasalg af Øl nogen synderlig Udstrækning kan have formindsket Citantens Ølsalg, da Citanten jo har en 30 Aar gammel, vel indarbeidet Forretning, der visselig bar beholdt sine Kunder, selv om der opstod andre Smaasalg. Forøvrigt mener Indstevnte, at Citantens Regnskaber i Grunden beviser saa lidet, da en Mand kan ruineres paa en Forretning, der gjør en anden rig, men Afgiften desuagtet maa fastsættes ligt for alle, og i in Almindelighed kan da en Afgift paa 1.000 Kroner ikke siges at være for stor. Indstevnte anfører i den Anledning, at Somlagets Øludskjænkning for 1892 i ren Netto gav et Overskud af over 2.000 Kroner paa hver af sine tvende Øludskjænkningsrettigheder, samt at de øvrige private Rettighedshavere ved sin Ølhandel var bleven velholdne Folk og fortsatte med denne Handel ogsaa efter Afgiftens Førhøielse; en af disse private Rettigheder blev dog indløst af Samlaget mod en aarlig Pension af 800 Kroner, hvilken Sum ogsaa var buden Citanten, men af ham afsloges. Indstevnte paastaar sig derfor frifunden for Citantens Tiltale og hos ham tilkjendt tilstrækkelige Forsvarsomkostninger.

Retten skal bemærke, at man ikke antager, at den heromhandlede af Kongen stadfæstede kommunale Beslutning om Forhøielse af Afgiften af Udskjænkning af Øl m. m. af en Domstol kan underkjendes udelukkende af den Grund, at den i Modsætning til vedkommende administrative Autoriteter finder, at de i Lov afødt xx.xx.1884 §11 sidste Passus omhandlede "færlige Forholde" ikke har foreligget. Udtrykket "færlige Forholde" er nemlig i og for sig et saa lidet betegnende og vanskeligt definerbart Begreb, at det er neppe tænkeligt, at det har været Lovens Mening herved at ville opstille en udtrykkelig, objektivt bindende Begrænsning af Adgangen for Formænd og Repræsentanter til med kongelig Stadfæstelse at forhøie Afgiften udover 400 Kroner, saaledes at altsaa en saadan kongelig stadfæstet Beslutning om Forhøielse skulde ansees som ugyldig eller fattet mod Loven, naar Tilstedeværelsen af "færlige Forholde" ikke paa en tilstrækkelig fyldestgjørende Maade kunde paavises. Retten antager saaledes, at Loven maa antages helt at have villet overlade til vedkommende administrative Myndigheder at afgjøre, hvorvidt Undtagelser paa Grund af Forholdenes Særlighed maatte ansees paakrævet eller ikke og at have søgt Garantien mod Misbrug af denne Adgang i den nødvendige kongelige Stadfæstelse, men derimod ikke i Opstillelsen af en begrændsende

Side:351

Regel bygget paa et Begreb, der er saa vanskeligt at definere og nærmere begrændse som Begrebet "færlige Forholde". Retten antager altsaa, at Lovconcipisterne ved Udtrykket "under færlige Forholde" blot har villet udtale, at de forudsætter, hvad der iøvrigt siger sig selv, at Adgangen til at forhøie Afgiften udover Maximumet blot bliver at onvende i Undtagelsestilfælde, hvor Forholdene maatte befindes at gjøre det paakrævet. Denne Opfatning støttes ogsaa af den heromhandlede Bestemmelses Tilblivelsehistorie. Sidste Passus af §11 er nemlig paa det nærmeste ordlydende hentet fra og afløser Lov afødt xx.xx.1869 §10. Lov afødt xx.xx.1869 var imidlertid i det væsentligste bygget paa et Forslag af Repræsentanten Bødker, der indeholdes i St. Dok. Nr. 31 for 1868 - 69, og i dette Forslag var som §5 blandt andet foreslaaet (Side 5) følgende Bestemmelse:

"Det skal være Formænd og Repræsentanter overladt at bestemme: a) - - - b) - - - c) at den i Lov afødt xx.xx.1860 §1 omhandlede aarlige Afgift kan overstige 50 Spd."

Som det vil sees, var der altsaa her ikke foreslaaet nogetsomhelst Maximum for, hvor høit Afgiften af Kommunebestyrelsen kunde forhøies. Dette fandt imidlertid vedkommende Storthingskomite, der udarbeidede Loven af 1869 "lidet tilraadeligt", og den foreslog derfor i §7 det i Loven afødt xx.xx.1860 §1 fastsatte Maximum, 50 Spd., forhøiet til 100 Spd., men foreslog samtidig i den ovenfor nævnte §10 (nu Lov 18 Juni 1884 §11, sidste passus), aabnet Adgang til med kongelig Stadfæstelse under særlige Forholde at forhøie Afgiften end yderligere, og den motiverer da denne Bestemmelse paa følgende Maade (Indstevnte D. Nr. 21 for 1868 - 69, Side 53):

"Da Loven ikke for Øl- som for Brændevinsudskjænkningen har opstillet nogen Beskatningsregel, finder Komiteen det lidet tilraadeligt at hæve enhver Ydergrænse for Afgiften."

"Paa den anden Side finder man at maatte give efter for de gjentagne Forestillinger, især fra Rigets nordligste Egne, hvor en videre Grændse skal være fornøden. Men Udvidelsen bør da ske paa en halv dispensatorisk Maade ved en Kommunebeslutning, der først bliver gyldig ved at stadfæstes af Kongen".

Som det vil sees pointerer Komiteen her udelukkende, at der maa kongelig Stadfæstelse til, og at Kongen skal erholde Dispensationsmyndighed fra det i Lovens §7 fastsatte Maximum; men derimod lægger ikke Komiteen nogensomhelst Bægt paa det af den benyttede Udtryk "særlige Forhold" som objektivt af rændsende det Omraade, hvor denne Dispensationsmyndighed skulde kunne gjøres gjældende.

Forsaavidt dernæst angaar Citantens anden Indvending mod den besluttede Afgiftsforhøielse, nemlig at den faktisk har berøvet Citanten hans Næring, hvad Citanten imidlertid ikke anser at være overensstemmende med Grl.s §97 og §105 samt Bestemmelsen i Lov afødt xx.xx.1884 §15, der kræver Indløsning efter Takst, skal Retten bemærke, at det ikke kan indsees, at den Omstændighed, at en besluttet Forhøielse af Afgiften gjør det vanskeligt eller endog umuligt for enkelte af Rettighedshaverne at udøve sin Næring, i og for sig gjør en saadan Forhøielse ulovlig eller ugyldig eller vedkommende Rettighedshaver erstatningsberettiget for den derved lidte Skade. For de mindre dygtige eller heldige Rettighedsudøvere vil et saadant Resultat af en Afgiftsforhøielse altid kunne tænkes, endog om denne holder sig indenfor det almindelige Maximum Kr. 400, 00; men af den Grund behøver dog ikke Afgiftsforhøielsen at være ulovlig eller ugyldig eller at medføre Erstatningspligt. Citantenis Ræsonnement synes i det hele taget at maatte føre til den Konsekvents, at en Afgiftsforhøielse skulde være utilstedelig, naar der blot fandtes en eneste Rettighedshaver, der kunde paavise, at hans Forretning ikke var saa indbringende, at den kunde være en forhøiet Afgift; men et saadant Resultat

Side:352

synes uantageligt ligesaavel for Skattepaalæg i Almindelighed som for den heromhandlede Art af Skattepaalæg i Særdeleshed.

Anderledes kunde Sagen stille sig, dersom det havde kunnet paavises; at den heromhandlede Afgiftsforhøielse netop var skeet i den Hensigt eller i ethvert Fald maatte kunne skjønnes at ville have den Følge i sin Almindelighed at umuliggiøre Udøvelsen af de heromhandlede Udskjænkningsrettigheder. Dette er imidlertid ikke paa nogen Maade bevist, tvertimod var det paa det Rene, at Samlaget forsaavidt angik dets 2de Udskjænkningsrettigheder meget vel vilde kunne være en Afgift af 1.000 Kroner, og forsaavidt angaar de øvrige private Rettighedshavere udenfor Citanten, saa fortsatte disse faktisk sine Forretninger indtil deres Død eller Indløsning af Samlaget, Heller ikke er der ført noget Bevis for, at Hensigten med den heromhandlede Afgiftsforhøielse netop har været ialfald at saa indskrænket Antallet af de omhandlede Rettigheder derved, at de mindre heldig stillede Rettighedshavere, som f. Eks. Citanten, ikke vilde være istand til at bære den forhøiede Afgift. I saadanne Tilfælde vilde der nemlig kunne siges at foreligge et Misbrug af Beskatningsmyndigheden til Fremme af Øiemed, der i ethvert Fald af Lovgivningen i nærværende Tilfælde udtrykkelig er forudsat fremmet ved andre Midler.

Retten kommer saaledes til det Resultat, at Indstævntes Frifindelsespaastand maa blive at tage tilfølge, dog saaledes, at Sagen Omkostninger efter Omstændighederne antages at burde ophæves. - - -