Rt-1903-452

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1903-04-30
Publisert:	Rt-1903-452
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.Nr. 82/1 1903
Parter:	Thorstein Bryne (Advokat Rasch) mod Stavanger Kommune (Advokat Nørregaard).
Forfatter:	Roll, C. Hansteen, H. Scheel, Reimers, Motzfeldt, Prydz, Justitiarius Løchen
Lovhenvisninger:	Vasdragsloven (1887)

Assessor Roll: Stavanger Kommune havde i 1863 gjennem Expropriation faaet Ret til at forhøie det saakaldte Mosevand 27 Tommer over den til da tilladte høieste Vandstand og til at udtage 20.000 Tønder Vand daglig, og i 1885 indkjøbt Gaarden Hillevaag og derved erhvervet den denne Gaard fra gammel Tid tilliggende Opdæmnings- og Udtagningsret over Vandet.

Ved kgl. Resolution afødt xx.xx.1898 fik Kommunen til Forbedring af Byens Vandværk Tilladelse til yderligere at forhøie Vandstanden 1 m. og til i den Anledning at foretage de fornødne Expropriationer, hvoriblandt specielt Expropriation af samtlige Is-, Vaske- og Fiskerettigheder i Mosevandet, medens der forbeholdtes vedkommende Expropriater Ret til fremdeles at hente det Vand, der maatte tiltrænges til Husbrug.

Under den derpaa følgende Expropriationsforretning opstod der Tvist mellem Kommunen og Grundeierne omkring Vandet og særskilt da mellem Kommunen og Eieren af en Parcel af Løkken Hannasdal, Thorstein Bryne. Denne begjærede Erstatning for følgende ham som Strandeier formentlig tilkommende Rettigheder i Vandet: Isret, Fiskeret og Ret til Udfyldning. Kommunen indrømmede, at der tilkom ham Fiskeret og Ret til at skjære Is til Husbrug samt medgav videre, at der ogsaa tilkom ham Ret til at vaske i Vandet til Husbrug, men den bestred, at der tilkom ham Ret til Udfyldning, og at hans Ret til at skjære Is strakte sig udover, hvad der til hans personlige Brug var fornødent. Ved Siden af Tvisten om disse Vandrettigheder tvistedes der ogsaa om, hvorvidt og hvorledes Erstatning skulde beregnes for Afstaaelsen af de Arealer, der allerede omfattedes af Expropriationsforretningen af 1863.

Spørgsmaalet om Udfyldningsretten blev afgjort ved en særskilt Kjendelse, der gik Thorstein Bryne imod og ikke af ham er paaanket. Forøvrigt henskjødes Tvisten til Afgjørelse ved en Kjendelse, der afgaves 7 Juni 1900. Denne Kjendelse lød, fosaavidt Thorstein Bryne angaar, saaledes:

Side:453

«Thorstein Bryne som Eier af endel af Hannasdal bliver af de ovenomhandlede omprocederede Rettigheder kun at gives Erstatning for sin Fiskeret og Vaskeret i Mosevandet og for den ham indrømmede Ret til Isskjæring til Husbrug i Mosevandet.»

Den 14 Juni næstefter afgaves Skjøn og Taxt, hvorunder der tilstodes Thorstein Bryne, foruden en vis Erstatning pr. Maal for de afstaaede Grundstykker, tillige i Ulempeerstatning 500 Kroner. Taxtmændene havde forudskikket Taxten den Bemærkning, at Ulempeerstatningen, hvor intet andet var anført, omfattede foruden Erstatning for de ved Expropriationen forvoldte Ulempet tillige Godtgjørelse for Afstaaelse af Ret til Hentning af Is til Husbehov, for Fiskeret, for Vaskeret og for Strandret, og i det hele for Afstaaelse af al Eiendomsret og Adgang til Mosevandet undtagen Ret til deri at hente Vand til Husbehov.

Ved Stevning afødt xx.xx.1900 har Thorstein Bryne indanket for Høiesteret saavel Eragtningen af 7 Juni som den paafølgende Taxt. Her for Retten har han nedlagt saadan Paastand:

«at Appellanten Thorstein Bryne kjendes berettiget til ved Taxten at erholde Erstatning for den hans Eiendom tilhørende Strand- og Vandret til Mosevandet, derunder Ret til Isskjæring i samme,

at han videre kjendes berettiget til at erholde Erstatning, efter nuværende gangbar Eiendomspris, for det Belte paa hans til Mosevandet stødende Eiendom, der i 1863 belagdes med Servitut, dog saaledes, at Skjønnet har at tage i Betragtning, hvad det nævnte Belte nu skjønnes at være forringet som Eiendomsværdi som Følge af den i 1863 paalagte Servitut, i Kraft af hvilken Mosevandet kunde hæves 27 Tommer over da tilladte høieste Vandstand,

at Appellanten hos Indstævnte tilkjendes Processens Omkostninger for Expropriationsretten og for Høiesteret.»

Stavanger Kommune har paastaaet Stadfæstelse af Kjendelsen og Skjønnet samt Tilkjendelse af Sagsomkostninger for Høiesteret.

Som det af den foregaaende Fremstilling vil sees, har Thorstein Bryne faaet Erstatning for alle de af ham paastaaede Rettigheder i Vandet, der indgik under Kjendelsen af 7 Juni, undtagen for Retten til at skjære Is til Salg.

Naar denne Ret bestrides ham, saa er det paa det Grundlag, at han ikke kan betragtes som Medeier i Mosevandet, man alene som den, der har havt en uskyldig Nyttesret over Vandet. Kommunen paastaar, at den som Eier af Hillevaag og ifølge Expropriationsforretningen af 1863 er Eneeier af Vandet. I denne Paastand kan Kommunen, saavidt jeg skjønner, ikke gives Medhold. Som Eier af Hillevaag har Kommunen kun en almindelig Damret, det vil sige Ret til at opdæmme Vandet til en vis Høide og Ret til at udtage en vis Mængde Vand til Drivkraft. Anden og videre Ret kan ikke sees at være anerkjendt ved de fra Kommunens Side paaberaabte Domme afødt xx.xx.1806 og 16 November 1842. Og anden og videre Ret kan heller ikke udledes af den Omstændighed, at Hillevaag paa egen Bekostning har foretaget Tilledning af Vand til Mosevandet for at forøge dettes Vandmængde. De omboende Grundeiere har aabenbart ligeoverfor Hillevaag sin Ret over Vandet i Behold. Ved Expropriationsforretningen af 1863 kan ikke Kommunen skjønnes at have faaet nogen kvalitativt anden Ret. Den har faaet Ret til yderligere at forhøie Vandstanden og til at udtage for sig et vist Kvantum Vand; men den er ikke stillet i et væsentlig andet

Side:454

Forhold til Vandet end enhver anden Damhaver. Grundeierne er vedblevet at være raadige som før over Mosevandet alene med det nye Baand, som den Kommunen tilstaaede Ret medfører. Ved at expropriere visse Strandstrækninger, det være sig nu til Brug eller til Eiendom, har det aabenbart ikke været Meningen at berøve Grundeierne deres Strand- og Vandret. De fik kun Erstatning for den Skade, oversvømmelsen paa Grund af Vandstandens Forhøielse vilde forvolde, og for Kommunens Ret til Adgang til det exproprierede Terræn til enhver Tid. Der er ikke under Forretningen Spor af Tale om Erstatning for afstaaet Strandret. Tvertimod kan man se, at det er forudsat, at Vandretten skulde vedblive at tilhøre dem, idet der gaaes ud fra, at Vandværket skulde bekoste samtlige Landgange forhøiet, om det begjæredes.

Naar der for den exproprierede Udmark sees at være tillagt Grundeierne Erstatning, beregnet efter Grundens fulde Værdi pr. Maal, saa peger dette efter mit Skjøn ogsaa paa, at det er alene Jordværdien, ikke Strandretsværdien, der er bleven erstattet.

Fra Kommunens Side paastaaes det, at selv om Strandretten ikke er exproprieret i 1863, saa maa en ubegrændset Isskjæringsret alligevel ved Expropriationen være bortfaldt, da en saadan er uforenlig med den Kommunen i 1863 tilstaaede Udtagningsret. Efter samtlige foreliggende Oplysninger kan jeg imidlertid ikke antage, at endog en Isskjæring, der udstrakte sig over det hele Mosevand, vilde være til nogen nævneværdig Skade for Stavanger Vandforsyningsret, saaledes som denne fastsloges i 1863. Det forekommer mig at være utvivlsomt, at Stavanger By uanset Isskjæringen til enhver Tid vil have Adgang til at udtage det i Forretningen forudsaate daglige Vandkvantum.

Jeg kommer saaledes til det Resultat, at Thorstein Bryne har Ret til Isskjæring ogsaa til Salg, og at der maa ydes ham Erstatning for denne Ret, om man vil have den ophævet.

Jeg anser det rettest, at dette i Konklusionen udtales. Men derimod anser jeg det betænkeligt at gaa ind paa en Affatning af denne Post som af Thorstein Bryne forlangt. Jeg er bange for, at den isaafald vilde kunne give Anledning til nye Tvistemaal.

Hvad Post 2 i Appellantens Paastand angaar, da har, saavidt jeg forstaar, Høiesteret ikke Adgang til at tage den under Behandling. Som det vil sees af den tidligere refererede Kjendelse, udtaler den intet angaaende den i Sagen omtvistede Erstatningsberegning, ligesaalidt som Kjendelsens Præmisser har udtalt noget derom, og Thorstein Bryne har ikke gjennem Bevilling banet sig Adgang til at see Spørgsmaalet løst ved Høiesteret. Jeg vil derfor foreslaa, at denne Del af Paastanden afvises.

Som Følge heraf vil det være nødvendigt, at Taxten kjendes uefterrettelig, da man ikke kan se, hvilken Del af Taxten, der paavirkes af den omstændighed, at der for en Del ikke af Høiesteret vil gives nogen Realitetsafgjørelse med Hensyn til Taxtens Gjenstand. Jeg antager ogsaa, at det efter Sagens Stilling vil være hensigtsmæssigst, at Taxten i sin Helhed sættes ud af Betragtning.

Efter Omstændighederne finder jeg, at Stavanger Kommune bør betale Thorstein Bryne Processens Omkostninger for Høiesteret.

Konklusion:

Ved Bestemmelse af Erstatningen til Thorstein Bryne for Ret til Isskjæring bliver at gaa ud fra, at han har Ret til at skjære Is

Side:455

saavel til Salg som til Husbrug. - Iøvrigt bør den paaankede Kjendelse for Brynes Vedkommende ved Magt at stande.

Forsaavidt Brynes Paastand gaar ud paa, at han skal kjendes berettiget til at erholde Erstatning efter nuværende gangbar Eiendomspris for det Belte, som omfattes af Expropriationsforretningen af 1863, afvises Sagen fra høiesteret, da Underdommeren har undladt at afgjøre Spørgsmaalet herom. Den paaankede Taxt bør for Brynes Vedkommende uefterrettelig at være.

I Procesomkostninger for Høiesteret betaler Stavanger Kommune til Thorstein Bryne 500 - fem hundrede - Kroner.

Assessor C. Hansteen: Jeg er i det væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Extraordn. Assessor, Byretsassessor Dr. H. Scheel: Jeg er i det væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende. Jeg er saaledes ogsaa med ham enig i, at man ikke kan gaa ud fra, at Isskjæring fra Appellantens Side i større Udstrækning end til Husbrug kan siges at være til Skade for Stavanger Kommune ved at indskrænke dennes Vandtilførsel under det Kvantum, som tiltrænges. Men jeg mener ogsaa, at selv uden Hensyn hertil maa en Grundeier ved et Vand være berettiget til at skjære Is paa den Del af Vandet, som liiger paa hans Grund, idet en saadan Disposition overhovedet ikke gaar ind under de Forføininger, som Vasdragsloven forbyder Grundeiere ved et Vasdrag, naar de er til Andenmands Skade eller til utilbørlig Hinder for den almindelige Færdsel eller Flødning. Med Førstvoterende er jeg enig i, at der her ikke foreligger nogen særlig Hjemmel for Stavanger Kommune til at forbyde Thorstein Bryne Isskjæringen.

Assessor Reimers: Iøvrigt enig med de foregaaende Voterende, og idet jeg tiltræder Hr. Assessor Scheels Bemærkninger, finder jeg ikke, at der er tilstrækkelig Føie til at kjende Taxten for Thorstein Brynes Vedkommende i det hele eller for nogen Del uefterrettelig. Der er herom ikke ved Høiesteret nedlagt udtrykkelig Paastand fra Brynes Side, og jeg finder heller ikke, at der, som Sagen nu foreligger for Høiesteret, er nogen af en saadan Paastand uafhængig Nødvendighed derfor tilstede.

Hvad angaar Retten til Isskjæring, vil den Bryne tilkommende Erstatning for Skjæring af Is til Salg, uden at man af Hensyn heril behøver at rokke ved den afgivne Taxt, kunne bestemmes ved en særskilt Tillægstaxt.

Og hvad angaar Spørgsmaalet om, i hvilket Omfang der tilkommer Bryne Erstatning for Afstaaelse af det i Expropriationsforretningen af 1863 omhandlede Belte, mener jeg, at naar Høiesteret viser denne Del af Sagen fra sig som ikke afgjort ved den paaankede Eragtning, bør der ikke samtidig herpaa bygges en Omstødelse af Taxten. Hvorvidt eller i hvilket Omfang Taxten berøres af dette Spørgsmaals Besvarelse, faar blive Gjenstand for senere Afgjørelse, naar og forsaavidt det, efter i Tilfælde at være afgjort ved ny Kjendelse af Expropriationsforretningens Bestyrer, paanyt indbringes for Høiesteret. Den Mulighed er ikke udelukket, at der ogsaa her kan blive Rum for en Tillægstaxt uden Omstødelse af den allerede afgivne Taxt.

Assessor Motzfeldt: Jeg er i det væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende paa samme Maade som Hr. Assessor Scheel.

Side:456

Extraordn. Assessor, Byretsassessor Prydz: Jeg er enig med Hr. Assessor Reimers.

Justitiarius Løchen: Jeg er enig med Førstvoterende paa samme Maade som Hr. Assessor Scheel.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.