Rt-1903-500

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1903-05-23
Publisert:	Rt-1903-500
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 94 for 1 Session f. A.
Parter:	A. M. Brandvold, August Foseid og Bernt Løvnæsseth (Advokat Fearnley) mod Gunerius Ingelsrud (Advokat Karl Johan Wiesse).
Forfatter:	Reimers, Motzfeldt, Blom, Prydz, Platou, Thinn, Løchen
Lovhenvisninger:

Assessor Reimers: Angaaende Sagens Gjenstand og de i samme fremkomne faktiske Oplysninger henvises til Præmisserne til den i Sagen af Sorenskriveren i Vinger og Odalen den 20de December 1898 afsagte Dom, hvorved saaledes blev kjendt for Ret: Gunerius Ingelsrud bør for A. M. Brandvold, Aug. Foseid og Bernt Løvnæsseths Tiltale i denne Sag fri at være. Sagens Omkostninger ophæves. Samme Udfald fik Sagen ogsaa ved Trondhjems Overrets Dom afødt xx.xx.1900. Overretsdommen er nu af A. M. Brandvold, Aug. Foseid og Bernt Løvnæsseth indanket for Høiesteret, hvor de har nedlagt Paastand om, at de ergangne Domme underkjendes, og at Appellanternes Paastand ved Underretten tages tilfølge, samt at de hos Indstævnte tilkjendes Sagsomkostninger ved Overretten og Høiesteret. Indstævnte har paastaaet Overretsdommen stadfæstet og Tilkjendelse af Omkostninger for Høiesteret.

Jeg kommer til samme Resultat som de foregaaende Retter, hvis Begrundelse jeg i det væsentlige tiltræder. Det er paa det Rene, at Nordbys og Vexbergets Skov oprindelig er udgaaet fra forskjellige Eiendomme: Nordby fra Gaarden Næs G. No. 69, Eidskogen og Vexberget fra Gaarden Gransæter G. No. 66 i samme Herred Rektangelkartet viser, at begge Gaarde ligger i Nærheden af hinanden. Allerede tidligt synes de at være komne paa samme Haand, indtil de i Begyndelsen af Sextiaarene skiltes. Af hvad der er dokumenteret i Sagen fremgaar det, at Nordby og Vexberget sammen med Halvdelen af Næs ved Skjøde afødt xx.xx.1835 underet solgtes til Hans Svendsen Tukuen, men dette Skjøde tyder tillige, om end ikke med fuld Bestemthed, hen paa, at de allrede tidligere ved Skjøde af 1824 sammen var solgt til Hans Svendsens Hjemmelsmand. Adskillig Tid

Side:501

før 1835 har altsaa Nordby og Vexbergets Skov været paa samme Haand. Det kan ogsaa nævnes, at Nordby tidlig har været særskilt skyldsat, idet det nemlig under Skyndsætningsforretningen i Anledning af Salget i 1835, ved hvilkt de afhændede Eiendomme gaves en Skyld af 6 1/3 Skind, Lagrettet efter Rekvirentens Begjæring bestemte, at Nordby skulde bære 1 1/3 Skind af de nævnte 6 1/3. I den trykte Matrikul findes dog ikke Bruget opført som særskilt skyldsat Eiendom. Det er videre paa det Rene og fremgaar saavel af Skyldsætningsforretningen af 1835 som af Konduktørforretningen afødt xx.xx.1845 og Overskyldsætningsforretningen afødt xx.xx.1862, at Nordby støder umiddelbart til Vexberget, der fra flere Sider omgiver denne Eiendom. Naar hermed sammenholdes den Kjendsgjerning, at begge Brug, Nordby og den Skov, den støder op til, maa antages gjennem længere Tid - fra langt tilbage i forrige Aarhundrede - at have været paa samme Eiers Haand, er det forklarligt, at et Forhold har udviklet fig, efter hvilket Nordby skulde kunne hente sit Behov af Trævirke i den nærmest forhaandenliggende Skov, Vexberget. At saaledes har været forholdt gjennem lange Tider, derom mener jeg med de foregaaende Retter, at Kontravidnernes Prov ikke efterlader nogen Tvivel. Med disse Vidneprov kan jeg heller ikke finde, at Hovedvidnernes Forklaring ftaar i nogen afgjørende Strid. Jeg mener, at der af disse ikke kan sluttes andet og mere, end at der, saalænge Nordby sammen med Vexbergets og Tukuens Skov eiedes af Hans Svendsen, af og til har været hentet Trævirke til Pladsens Behov ogsaa fra Tukuens Skov, medens man vistnok, hvad Stedforholdene ogsaa tilsiger, maa gaa ud fra, at Hovedforsyningen er hentet fra Vexberget. Dette Forhold, at Nordby for sin Forsyning af Trævirke var henvist til Vexbergets Skov, har ogsaa, som det maa antages, fortsat sig, efterat Nordby og Vexberget har komne paa forsksellige Hænder, idet Hans Svendsen, efter hvad 4 Hovedvidne har forklaret, antagelig omkring 1860 overdrog Nordby til Sønnen Ole Hansen, medens han noget senere ved Kjøbekontrakt afødt xx.xx.1862 overdrog Vexberget til sine Sønner og Svigersønner i Fællesskab. Og denne Fortsættelse af et gammelt Forhold synes, skjønt Nordbys Aavirke i Vexberget synes at have foregaaet ganske aabenlyst, ikke at have stødt paa nogen Indvending fra Vexbergets Eieres Side før i 1889, da 4 Hovedvidne forklarer, at han mødte en Begjæring om ny Udvisning i Vexberget med Afslag. Om Hævdserhvervelse er der vistnok ikke Tale, idet der siden Nordby og Vexberget som paa forskjellige Hænder ikke er hengaaet en fuld Hævdsperiode, indtil Loven om usynbare Servituter afødt xx.xx.1874 traadte i Kraft.

Men uden Hensyn hertil mener jeg med de foregaaende Retter, at naar et Forhold, som det heromhandlede, har bestaaet uansægtet gjennem et saa langt Tidsrum, at ingen - og af de afhørte Vidner er der flere gamle Folk - kan mindes det anderledes, og naar heller intet er oplyst, der støtter den Antagelse, at det i sin Oprindelse er uretmæssigt sa har dette Forhold Krav paa att respekteres og kan fordres opretholdt uden Hensyn til, at det ikke hviler paa nogen paaviselig udtrykkelig Hjemmel, og som Følge deraf heller ikke har kunnet faa sit Udtryk som en thinglæst Heftelse paa Vexberget. Lignende Rettigheder, som den her omhandlede, hviler som bekjendt paa en Mangfoldighed af Skoveiendomme uden færlig thinglæst Hjemmel; men uden at deres Retsgyldighed ligeoverfor nye Eiere har været draget i Tvivl.

Side:502

Jeg skal sluttelig nævne, hvad jeg ovenfor glemte at anføre, at naar 4 Hovedvidne, en Svigersøn af Hans Svendsen og en af dem til hvem Vexberg overdroges i 1862, udtaler, at Hans Svendsen ikke ved denne Overdragelse forbeholdt Husbehovsret for Nordby i Vexbergets Skov, saa mener jeg, at heraf ikke kan sluttes i Favør af Appellanterne. At intet Forbehold toges, lader sig nemlig lige saa let og naturligt forklare ud fra, at han var anseet det som en Selvfølge, at Forholdet, som havde bestaaet i hans Tid og rimeligvis før, skulde vedblive uforandret ogsaa efterat Nordby og Vexberget var komne til forskjellige Eiere.

Efter det Anførte vil jeg altsaa votere for, at Overretsdommen stadfæstes, og da Appellanterne har to Domme mod sig, finder jeg, uden Hensyn til de Tvivl Sagen kan frembyde, at de maa godtgjøre sin Modpart Appellens Omkostninger.

Konklusion:

Overrettens Dom bør ved Magt at stande. I Procesomkostninger for Høiesteret betaler Appellanterne A. M. Brandvold, August Foseid og Bernt Løvnæsseth - en for alle og alle for en - til Indstævnte, Gunerius Ingelsrud 300 - tre hundrede - Kroner.

Motzfeldt: Jeg kommer til et andet Resultat end Førstvoterende. Han bygger paa den Omstændighed, at Nordby, ifølge Vidnernes Prov, i overmaade lang Tid skal have øvet Brugsret i Vexberg Skov. Dette er ikke for mig afgjørende. Første Gang man hører om Nordby, er i Skjødet af 1835. Nordby var da en Husmandsplads under Gaarden Næs og har Da efter al Sandfynlighed fra sin Oprettelse havt Brugsret i Næs Skov. Den Skovstrækning, Vexberget, der ved Skjødet af 1835 folgtes til Hans Svendsen samtidig med Næs, er kommen fra Gaarden Sætre. At der saalænge Nordby og Vexberg Skov var paa forskjellige Hænder, skulde være hjemlet Nordby under Næs en Husbehovret i Vexberg Skov under Sæter, anser jeg lidet sandfynligt, og der findes derfor ikke ført Spor af Bevis. Paa hvilken Tid Næs og Vexberg Skov kom paa samme Hænder vides ikke. Man kan se, at de var det i 1835, da de folgtes af samme Mand, men mere ved man heller ikke. At Sælgeren skulde være hjemlet Vexberg Stov ved Auktionssalg i 1824, finder jeg ikke fremgaar af Skjødet af 1835. Og fra dette Aar og indtil 1860 var Nordby Husmandsplads under Næs og eiedes af Hans Svendsen, der ogsaa eiede Tukuen og Vexberg Skov. At Nordby skulde være særskilt skyldsat, kan jeg ikke finde godtgjort. Det er vistnok saa, at under Skyldsætningsforretningen blev en Del af Skylden afsat efter Kjøberens Ønske som svarende til Nordby, men i den trykte Matrikul over Eidskogen findes der ingen særskilt skyldsat Eiendom af dette Navn. Og ved den Hugst, Husmanden paa Næs i den omhandlede Tid udøvede i Vexberg Skov, kan der efter mit Skjøn umulig være vundet Hævd. Jeg vil ikke benegte Muligheden af, at en Husmandsplads ved Hævd kan erhverve Brugsret i en Skov, men Forudsætningen maa da være, at den udøves i en Skov tilhørende en fremmed Eier. Her tales der imidlertid om en Skov, tilhørende samme Eiendom og Husbond. Og denne, for hvem Husmanden hævder, kan ikke erhverve Hævd til sin egen Eiendomsskov. Jeg anser det heller ikke godtgjort, at Nordbys Bruger altid har holdt sig til Vexberg Skov. 3 Hovedvidne udtalet, at i tidligere Tider blev Nordbys Rettigheder nyttet over hele Tukuen Skov; men efterat Vexberget var solgt undaf, blev Pladsens

Side:503

Rettigheder henvist til Vexbergets Skov. 2 Hovedvidne siger det samme. 1 Kontravidne, der først som til Stedet i 1838, siger kun, at han ingen personlig Erfaring har, men at han ikke har hørt andet, end at Nordby har taget sin Fornødenhedsved i Vexberg Skov. 3 Kontravidne har forklaret, at for en Række af Aar siden, udtog Nordby ogsaa i den Skov, som nu eies af Ingelsrud, og 4 Kontravidne siger, at Nordby tog dels i Vexbergs Skov, dels i Katvigens Skov, der ogsaa tilhørte Hans Svendsen. Paa den almindelige Husmandshugst, der er foregaaet for Pladsen Nordby i Husbondens Skov, før Nordby blev solgt til Selveiendom, lægger jeg altsaa ingen Vægt. Og paa den Hugst, der efter Nordbys Salg lidt før 1860 er bleven øvet i Vexberg Skov, kan der ikke vindes Hævd, og nogen anden Hjemmel er ikke paastaaet. Det er mulig, at det var en Forudsætning ved Salget af Nordby og Vexbergs Skov, at Nordby skulde have Hugstret i sidstnævnte. 4 Hovedvidne har imidlertid benægtet, at der var Tale derom, og 5 Kontravidne, der var med som Taxtmand i en Skiftetaxt over Nordby, erklærer, at han ikke mindes, at der var Tale om nogen Ret for Nordby i Vexbergs Skov. Det er heller ikke oplyst, at det var nogen absolut Nødvendighed for Nordby at besidde denne Ret. Efter 3 Kontravidnes Prov ser det nemlig ud til, at Indstævnte selv har anden Skov, og om det har været Meningen at paahefte Vexbergs Skov en saadan Brugsret, faar Opfidderen skylde sig selv, om denne ikke bevares, naar han undlader, at faa et skriftligt thinglæst Dokument derom. Det er nemlig paa det Rene, at der, da Vexbergs Skov blev solgt til Appellanterne, intet blev nævnt om, at der hvilede en saadan Husbehovsret paa Skoven. En saadan Ret er en saa stor Byrde paa en Skov, og vilde betinget en Saavidt stor Reduktion i Kjøbesummen, at man ikke billigen kan paalægge Kjøberen uden videre at overtage en saadan Heftelse, naar det ikke engang er antydet under Proceduren, at Kjøberen trods manglende Thinglæsning skal have været vidende om Heftelsens Existens.

Jeg voterer saaledes for Tilfølgetagelse af Appellanternes Paastand, men da jeg har Grund til at tro, at min Mening ikke deles af Rettens Flertal, vil jeg ikke forme nogen Konklusion.

Blom: Forøvrigt i det Væsentlige og Resultatet enig med Hr. Assessor Motzfeldt, finder jeg det efter den passerede Votering ikke nødvendigt at udtale mig om, hvorledes jeg i Titfælde vilde stillet mig ligeoverfor den af Appellanten nedlagte Paastand om Erstatning.

Pryds: Enig med Hr. Assessor Motzfeldt paa samme Maade som Hr. Assessor Blom.

professor Platou: I det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende, idet jeg ligeoverfor en Bemærkning af Andenvoterende vil pointere, at der her ikke er Tale om Erhvervelse ved Hævd, men om Opretholdelse og Anerkjendelse af et Forhold, der har bestaaet i et langt Tidsrum, som et retsligt. Den Omstændighed, at dette faktiske Forhold vedblev uforandret upaatalt i lange Tider, efterat Eiendommene var komne paa forskjellige Hænder, er efter mit Skjøn et færligt Indicium for, at alle Parter betragtede og anerkjendte det som et lovligt bestaaende.

Lagmand Thinn: Ligeledes i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Justitiarius: Ligeledes idet jeg ogsaa tiltræder de af Hr. Professor Platou fremsatte Bemærkninger.